Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32012L0034
 
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om betaling for brug af statens jernbanenet og om miljøtilskud til godstransport på jernbane m.v.1)

I medfør af § 20, stk. 2, § 21, stk. 1 og 2, og § 112, stk. 1, i jernbaneloven, lov nr. 686 af 27. maj 2015, fastsættes:

§ 1. Jernbanevirksomheder betaler afgift for kørsel på statens jernbaneinfrastruktur i form af en togkilometerafgift samt broafgifter for passage af Storebælt og Øresund. Togkilometerafgifter og broafgifter betegnes samlet som infrastrukturafgifter.

Stk. 2. Infrastrukturafgifter pålægges i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde med tilhørende implementeringsretsakter.

Stk. 3. Der betales ikke infrastrukturafgift for kørsel på S-banen.

§ 2. Banedanmark fastsætter satserne for togkilometerafgiften efter reglerne i § 3. Togkilometerafgiften anvendes til at finansiere Banedanmarks virksomhed.

Stk. 2. Banedanmark fastsætter endvidere procedurer for opkrævning af infrastrukturafgifterne, hvilke former for kørsel som er fritaget for infrastrukturafgifter, hvilke ydelser Banedanmark skal levere for infrastrukturafgifterne samt regler for afbestilling og tilbagekaldelse af kanaler.

Stk. 3. Banedanmark fastsætter regler for en obligatorisk præstationsordning med henblik på at tilskynde infrastrukturforvalter og jernbanevirksomheder på statens jernbaneinfrastruktur til at optimere jernbanenettes ydeevne. Præstationsordningen kan omfatte en bod- eller bonusordning, som betales som følge af forsinkede tog på baggrund af årsagen til forsinkelserne.

Stk. 4. Bod eller bonus, jf. stk. 3, fastsættes på baggrund af en kanalregularitet, der fastsættes til forsinkelser over 4 min. og 59 sek. eller akut aflyst (mindre end 72 timer før planmæssig afgang).

Stk. 5. Banedanmark fastlægger et registreringssystem til brug for registreringen af de faktiske forsinkelser og årsager hertil.

Stk. 6. Banedanmark fastsætter satserne for infrastrukturafgifterne og præstationsordningen samt nærmere regler herom i en bekendtgørelse.

Stk. 7. Infrastrukturafgifterne og bod eller bonus opkræves eller udbetales af Banedanmark.

§ 3. Togkilometerafgiften skal være ens for alle jernbanevirksomheder, som udfører samme form for transport på samme marked, men kan differentiere mellem godstog og persontog. Togkilometerafgiften fastsættes som den omkostning, der påløber direkte som følge af jernbanedriften, og som statens jernbaneinfrastruktur påføres ved et gennemsnitligt togs kørsel på jernbaneinfrastrukturen.

Stk. 2. Banedanmark sikrer, at togkilometerafgiften er baseret på samme principper for hele statens jernbaneinfrastruktur.

Stk. 3. Alle ændringer af afgiftssatser, bortset fra løbende prisreguleringer, skal så vidt muligt varsles af Banedanmark mindst 12 måneder inden de pågældende ændringers ikrafttrædelse.

§ 4. For passage af Storebæltsforbindelsen betales følgende broafgift (ekskl. moms):

1) For passagertog betales 6.831,54 kr. pr. tog.

2) For godstog betales 6.337,23 kr. pr. tog.

Stk. 2. For passage af den danske del af Øresundsforbindelsen betales følgende broafgift (ekskl. moms):

1) For passagertog betales 2.143,04 kr. pr. tog.

2) For godstog betales 2.592,99 kr. pr. tog.

Stk. 3. Banedanmark foretager en gang årligt, første gang pr. 1. januar 2017, på baggrund af udviklingen i det generelle pris- og lønindeks, en regulering af de beløb, der skal betales for passage af Storebæltsforbindelsen, jf. stk. 1, og den danske del af Øresundsforbindelsen, jf. stk. 2, og fastsætter i en bekendtgørelse de beløb, der herefter vil skulle betales.

§ 5. Jernbanevirksomheder kan få udbetalt et miljøtilskud af Banedanmark på grundlag af fragtbrevet for transport af gods

1) ved jernbanetransport mellem to lokaliteter på det af staten forvaltede jernbanenet,

2) ved jernbanetransport mellem en lokalitet på det af staten forvaltede jernbanenet og en udenlandsk lokalitet, eller

3) ved intermodale transporter efter stk. 2, mellem to udenlandske lokaliteter.

Stk. 2. Intermodale transporter, der berettiger til udbetaling af miljøtilskud, omfatter transporter af standardiserede lastbærere (trailere, veksellad eller containere), der går i transit gennem Danmark, og som i mindst den ene ende af transporten omlæsses til eller fra lastbil.

Stk. 3. Miljøtilskuddets størrelse og vilkårene for dets udbetaling fastsættes i en bekendtgørelse af Banedanmark ud fra det provenu, som godstogene betaler i togkilometerafgift divideret med det samlede antal støtteberettigede tonkilometer. Over- eller underskud kan modregnes i et efterfølgende år.

Stk. 4. Ændringer af miljøtilskuddets størrelse kan ske med 1 måneds varsel.

Stk. 5. Miljøtilskuddet udbetales af Banedanmark.

§ 6. Banedanmark samarbejder med andre infrastrukturforvaltere om en effektiv anvendelse af infrastrukturafgifterne og præstationsordninger. Infrastrukturforvalterne slutter sig sammen for at koordinere opkrævning af infrastrukturafgifterne eller for at opkræve afgifter for driften af jernbanetransport, der krydser mere end ét jernbaneinfrastrukturnet inden for EU-samarbejdet.

Stk. 2. Banedanmark og andre infrastrukturforvaltere fastsætter procedurer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 for at sikre, at international transport på jernbane har den størst mulige konkurrenceevne, og at jernbanenettet udnyttes effektivt.

Stk. 3. Jernbanenævnet gennemgår de afgørelser, der træffes efter stk. 1, og de procedurer efter stk. 2, der benyttes af infrastrukturforvaltere for at lette den internationale jernbanetransport.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1384 af 15. december 2014 om betaling for brug af statens jernbanenet og om miljøtilskud til godstransport på jernbane ophæves.

Transport- og Bygningsministeriet, den 1. december 2015

Hans Christian Schmidt

/ Jakob Karlshøj

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde, EU-Tidende 2012, nr. L 343, s. 32.