Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31991L0043
 
32009L0147
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kortbilag
Bilag 2 Kortbilag
Bilag 3 Kortbilag
Bilag 4 Kortbilag
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Hyllekrog Vildtreservat1)

I medfør af § 33, § 49, stk. 1 og 3, og § 54, stk. 3, i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 26. januar 2017, fastsættes:

Formål

§ 1. Bekendtgørelsen har til formål at sikre området som yngle-, raste- og fourageringsområde for vandfugle.

Afgrænsning

§ 2. Hyllekrog Vildtreservat omfatter, som angivet på kortbilag 1:

1) Søterritoriet syd for Lolland afgrænset af Hyllekrog Odde, og rette linjer fra det sydligste punkt på Hyllekrog Odde til position 54° 35.48' N 11° 36.37' E (WGS 84) til position 54° 35.60' N 11° 39.46' E (WGS 84) til et punkt 50 meter syd for det sydligste punkt på Lindholm, herfra følger grænsen en linje 50 meter fra Lindholms østlige kystlinje til 50 meter nord for Lindholms nordligste punkt og videre til Lollands kyst nord herfor.

2) De på kortbilag 2 angivne landarealer på Lolland inklusiv Hyllekrog Odde samt øer og tilvækstarealer indenfor den i nr. 1 afgrænsede del af søterritoriet.

Stk. 2. Mod land afgrænses den i stk. 1, nr. 1, nævnte del af søterritoriet af højeste, daglige vandstandslinje.

Jagt

§ 3. Jagt er forbudt i den del af reservatet som ligger vest for en nord-sydgående linje fra det østligste punkt på Hyllekrog Odde til Lollands sydkyst, ved skellet mellem matr.nr. 65f og 65g Errindlev By, Errindlev, syd for Digegård, som angivet på kortbilag 2.

Stk. 2. Det er forbudt at medbringe ladt skydevåben i det i stk. 1 nævnte område.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 og stk. 2 gælder ikke bekæmpelse af skadevoldende dyr på digerne, foretaget af Det Lollandske Digelag.

§ 4. Jagt fra ikke opankret fartøj er forbudt mellem den i § 3, stk. 1, nævnte linje og en linje gående fra Sandager Havns vestmole til det vestligste punkt på Kalveholm, herfra af Kalveholms nordkyst til Kalveholms østligste punkt til det østligste punkt på Tjørneholm og videre til position 54° 35.48' N 11° 36.37' E (WGS 84), som angivet på kortbilag 2.

§ 5. Jagt fra motordrevet fartøj er forbudt.

Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke i 50 meter zonen øst for Lindholm.

Færdsel

§ 6. Færdsel er forbudt fra 1. marts til 15. juli på øerne Tjørneholm, Kalveholm, Hylleholm og Lindholm samt på søterritoriet ud for øerne indenfor en afstand af 50 meter fra højeste, daglige vandstandslinje, som angivet på kortbilag 3.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for:

1) Ejer samt dennes husstand.

2) Ejerens personale eller, hvis brugsretten til ejendommen er overdraget, brugeren samt dennes husstand og personale.

3) Sejlads i forbindelse med erhvervsfiskeri.

§ 7. Motordrevet sejlads med højere hastighed end 8 knob er forbudt vest for den i § 3, stk. 1, beskrevne linje, som angivet på kortbilag 4.

§ 8. Windsurfing, kitesurfing og andre former for brætsejlads er forbudt fra 1. marts til 15. juli nord for en linje fra Errindlev Havns nordmole til det sydligste punkt på Tjørneholm og vest for en linje fra Sandager Havns vestmole til det vestligste punkt på Kalveholm, via Kalveholms sydkyst til Kalveholms østligste punkt videre til det østligste punkt på Tjørneholm, samt i det i § 3, stk. 1, nævnte område, som angivet på kortbilag 3 og 4.

§ 9. Offentlighedens færdsel er forbudt fra 1. marts til 15. juli på Storeager, Lilleager og Hyllekrog Odde, som angivet på kortbilag 4.

Administrative bestemmelser

§ 10. Naturstyrelsen kan, når særlige forhold taler derfor, dispensere fra bestemmelserne i §§ 3-9.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i § 6 og § 7 kan Søfartsstyrelsen, Forsvarsministeriet eller andre (f.eks. havne) udføre arbejder i forbindelse med redningsopgaver og den afmærkning, der er nødvendig for sejladsen.

§ 11. Naturstyrelsen fører tilsyn med, at bekendtgørelsens bestemmelser overholdes.

§ 12. Naturstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Straf og ikrafttrædelse

§ 13. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder §§ 3-9, eller

2) overtræder vilkår fastsat i en dispensation udstedt i medfør af § 10, stk. 1.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 14007 af 30. juni 1996 om Hyllekrog Vildtreservat ophæves.

Miljø- og Fødevareministeriet, den 13. maj 2017

Esben Lunde Larsen

/ Hans Christian Karsten


Bilag 1

Kortbilag

bj


Bilag 2

Kortbilag

bj


Bilag 3

Kortbilag

bj


Bilag 4

Kortbilag

bj

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013 nr. L 158, side 193, og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013 nr. L 158, side 193.