Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om sygedagpenge og lov om aktiv socialpolitik

(Arbejdsgivers ret til at blive gjort bekendt med helbredsmæssige og lægelige oplysninger om lønmodtageren i sager om sygedagpenge og jobafklaringsforløb)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 20. juni 2018, som ændret ved § 3 i lov nr. 701 af 8. juni 2018, foretages følgende ændring:

1. Efter § 68 indsættes:

»§ 68 a. En arbejdsgiver har ikke ret til efter forvaltningslovens §§ 9, 19 og 24 at blive gjort bekendt med helbredsmæssige eller lægelige oplysninger om lønmodtageren, der indgår i en sag om refusion af sygedagpenge efter § 54 i kommunen eller i Ankestyrelsen, selv om arbejdsgiveren er part i sagen, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Ved helbredsmæssige oplysninger efter stk. 1 forstås personoplysninger, der vedrører en persons fysiske eller mentale helbred, herunder levering af sundhedsydelser, og som giver information om vedkommendes helbredstilstand.

Stk. 3. Ved lægelige oplysninger efter stk. 1 forstås øvrige oplysninger end helbredsmæssige, jf. stk. 2, der er udvekslet mellem læge, psykolog eller andet sundhedspersonale og lønmodtageren.

Stk. 4. Arbejdsgiveren har dog ret til at blive gjort bekendt med oplysninger efter stk. 1, hvis de pågældende oplysninger er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion af sygedagpenge efter § 54, medmindre afgørende hensyn til lønmodtagerens interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.«

§ 2

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 743 af 8. juni 2018, foretages følgende ændring:

1. Efter § 69 u indsættes i kapitel 6 b:

»§ 69 v. En arbejdsgiver har ikke ret til efter forvaltningslovens §§ 9, 19 og 24 at blive gjort bekendt med helbredsmæssige eller lægelige oplysninger om lønmodtageren, der indgår i en sag om refusion af ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb efter § 69 t i kommunen eller i Ankestyrelsen, selv om arbejdsgiveren er part i sagen, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Ved helbredsmæssige oplysninger efter stk. 1 forstås personoplysninger, der vedrører en persons fysiske eller mentale helbred, herunder levering af sundhedsydelser, og som giver information om vedkommendes helbredstilstand.

Stk. 3. Ved lægelige oplysninger efter stk. 1 forstås øvrige oplysninger end helbredsmæssige, jf. stk. 2, der er udvekslet mellem læge, psykolog eller andet sundhedspersonale og lønmodtageren.

Stk. 4. Arbejdsgiveren har dog ret til at blive gjort bekendt med oplysninger efter stk. 1, hvis de pågældende oplysninger er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om helt eller delvist afslag på refusion af ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb efter § 69 t, medmindre afgørende hensyn til lønmodtagerens interesse i hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2. Loven har virkning for anmodninger om aktindsigt, som modtages i kommunerne og Ankestyrelsen fra den 1. januar 2019.

Givet på Christiansborg Slot, den 18. december 2018

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Troels Lund Poulsen