Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af Danmarks tiltrædelse af traktat af 1. december 1959 om Antarktis. (* 1)


Ved resolution af 5. maj 1965 har Hans Majestæt Kongen bifaldet, at Danmark tiltræder den i Washington den 1. december 1959 undertegnede traktat om Antarktis.

Traktaten, hvis russiske og spanske tekst udelades her, lyder som følger:

TRAKTAT OM ANTARKTIS

Regeringerne i Argentina, Australien, Belgien, Chile, Republikken Frankrig, Japan, New Zealand, Norge, Den sydafrikanske Union, Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker, Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland og Amerikas forenede Stater,

som erkender, at det er i hele menneskehedens interesse, at Antarktis vedblivende og for bestandig udelukkende anvendes til fredelige formål og ikke bliver skueplads eller genstand for internationale uoverensstemmelser;

som anerkender de betydelige bidrag til den videnskabelige viden, som er opnået gennem internationalt samarbejde med hensyn til videnskabelig forskning i Antarktis;

som er overbevist om, at tilvejebringelsen af et fast grundlag for en fortsættelse og udbygning af dette samarbejde bygget på frihed for den videnskabelige forskning i Antarktis, således som dette blev praktiseret i Det internationale geofysiske år, er i overensstemmelse med videnskabens interesser og hele menneskehedens fremskridt;

som endvidere er overbevist om, at en traktat, som sikrer anvendelse af Antarktis til fredelige formål alene samt opretholdelse af international enighed i Antarktis, vil fremme de i De forenede Nationers pagt opstillede mål og principper,

er blevet enige om følgende:

Artikel I

1. Antarktis skal udelukkende anvendes til fredelige formål. Således skal bl.a. enhver virksomhed af militær art, såsom anlæg af militære baser og befæstninger, afholdelse af militærmanøvrer såvel som afprøvning af våben af enhver art være forbudt.

2. Nærværende traktat skal ikke være til hinder for, at militært personel eller udstyr benyttes til videnskabelig forskning eller andet fredeligt formål.

Artikel II

Frihed for den videnskabelige forskning i Antarktis og samarbejde i dette øjemed, som det blev praktiseret i Det internationale geofysiske år, skal fortsætte i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat.

Artikel III

1. For at fremme det internationale samarbejde inden for videnskabelig forskning i Antarktis, således som dette er foreskrevet i nærværende traktats artikel II, er de kontraherende parter enige om, så langt det er gørligt og gennemførligt:

  • a) at udveksle oplysninger vedrørende planer om videnskabelige programmer i Antarktis for at muliggøre den størst mulige økonomi og effektivitet i denne virksomhed;
  • b) at udveksle videnskabeligt personel mellem ekspeditioner og stationer i Antarktis;
  • c) at udveksle videnskabelige iagttagelser og resultater fra Antarktis og gøre disse frit tilgængelige.

2. Der skal ved gennemførelsen af denne artikel ydes al mulig bistand til tilvejebringelse af samarbejde med de af De forenede Nationers særorganisationer samt andre internationale organisationer, som har videnskabelige eller tekniske interesser i Antarktis.

Artikel IV

1.Intet i nærværende traktat skal fortolkes som:.

  • a) et afkald fra nogen kontraherende parts side på tidligere hævdede rettigheder til eller krav på territorial overhøjhed i Antarktis;
  • b) et helt eller delvist afkald fra nogen kontraherende parts side på noget grundlag for krav på territorial overhøjhed i Antarktis, som den måtte have enten som følge af dens egen eller dens statsborgeres virksomhed i Antarktis eller af andre grunde;
  • c) præjudicerende nogen kontraherende parts stilling med hensyn til dens anerkendelse eller ikke-anerkendelse af nogen anden stats ret til eller krav eller grundlag for krav på territorial overhøjhed i Antarktis.

2. Ingen handling eller virksomhed, som finder sted medens nærværende traktat er i kraft, skal kunne danne grundlag for at hævde, understøtte eller afvise et krav på territorial overhøjhed i Antarktis eller skabe nogen ret overhovedet til overhøjhed i Antarktis. Intet nyt krav eller udvidelse af et bestående krav (på territorial overhøjhed i Antarktis) skal kunne fremsættes, så længe nærværende traktat er i kraft.

Artikel V

1.Enhver kernefysisk sprængning i Antarktis samt henlæggelse af radioaktivt affald der skal være forbudt.

2. Såfremt der indgås internationale aftaler om anvendelse af kernefysisk energi, herunder kernefysiske sprængninger og henlæggelse af radioaktivt affald, som alle de kontraherende parter, hvis repræsentanter er berettiget til at deltage i de i artikel IX omhandlede møder, er parter i, skal de i medfør af sådanne aftaler fastsatte regler komme til anvendelse i Antarktis.

Artikel VI

Bestemmelserne i nærværende traktat skal gælde for området syd for 60 grader sydlig bredde, indbefattet alle permanente isdannelser (ice shelves), men intet i nærværende traktat skal præjudicere eller på nogen måde have indvirkning på nogen stats rettigheder eller udøvelse af rettigheder i henhold til folkeretten med hensyn til det åbne hav inden for dette område.

Artikel VII

1. For at fremme formålene med og sikre overholdelsen af bestemmelserne i nærværende traktat skal enhver kontraherende part, hvis repræsentanter er berettigede til at deltage i de i traktatens artikel IX omhandlede møder, have ret til at udpege observatører til at udføre enhver ved nærværende artikel hjemlet inspektion. Observatørerne skal være statsborgere hos den kontraherende part, der udpeger dem. Observatørernes navne skal meddeles alle de øvrige kontraherende parter, som har ret til at udpege observatører, og tilsvarende meddelelser skal gives om ophøret af observatørernes ansættelse.

2. Enhver observatør, som er udpeget i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikels stk. 1, skal stedse have fuldstændig fri adgang til ethvert område i Antarktis.

3. Alle områder i Antarktis, herunder alle stationer, anlæg og udstyr inden for disse områder, og alle skibe og luftfartøjer, som er i færd med at ind.eller udlade last eller personel i Antarktis, skal til enhver tid være tilgængelige for inspektion af enhver observatør, som er udpeget i overensstemmelse med denne artikels stk. 1.

4. Observation fra luften kan til enhver tid foretages over ethvert område i Antarktis af enhver kontraherende part, som har ret til at udpege observatører.

5. Enhver kontraherende part skal, når nærværende traktat træder i kraft for dens vedkommende og derefter på forhånd underrette de øvrige kontraherende parter om:

  • a) alle ekspeditioner til og i Antarktis for dens skibes eller statsborgeres vedkommende samt alle ekspeditioner til Antarktis, som tilrettelægges i eller udgår fra dens territorium;
  • b) alle stationer i Antarktis, som er bemandet med dens statsborgere; og
  • c) alt militært mandskab eller udstyr, som den har til hensigt at indføre i Antarktis på de i nærværende traktats artikel 1, stk. 2, foreskrevne vilkår.

Artikel VIII

1. For at lette udøvelsen af observatørernes funktioner i medfør af denne traktat og uden at præjudicere de kontraherende parters respektive standpunkter med hensyn til jurisdiktion over alle andre personer i Antarktis skal observatører, som er udpeget i medfør af stk.1 i artikel VII, og videnskabeligt personel, som er udvekslet i medfør af stk. 1 b) i traktatens artikel III, samt medlemmer af det personel, der ledsager enhver sådan person, kun være undergivet den kontraherende parts jurisdiktion, i hvis land de er statsborgere, for så vidt angår alle deres handlinger eller undladelser, medens de befinder sig i Antarktis med det formål at udøve deres funktioner.

2. Uden præjudice for bestemmelserne i denne artikels stk. 1 og indtil der træffes bestemmelser om foranstaltninger i henhold til stk. 1, e) i artikel IX, skal de kontraherende parter i tilfælde af uoverensstemmelse angående udøvelsen af jurisdiktion i Antarktis, straks rådføre sig indbyrdes med henblik på at nå til en gensidigt antagelig løsning.

Artikel IX

1. Repræsentanter for de kontraherende parter, som er nævnt i indledningen til nærværende traktat, skal mødes i Canberra inden to måneder efter datoen for traktatens ikrafttræden og derefter med passende mellemrum og på passende steder for at udveksle oplysninger, rådføre sig vedrørende spørgsmål af fælles interesse angående Antarktis og for at formulere, overveje og anbefale til deres regeringer foranstaltninger til fremme af traktatens principper og målsætninger, herunder bestemmelser med hensyn til:

  • a) benyttelse af Antarktis til udelukkende fredelige formål;
  • b) lettelse af videnskabelig forskning i Antarktis.
  • c) lettelse af internationalt videnskabeligt samarbejde i Antarktis:
  • d) lettelse afudøvelsen af de ved traktatens artikel VII hjemlede inspektionsrettigheder;
  • e) spørgsmål angående udøvelsen af jurisdiktion i Antarktis;
  • f) beskyttelse og fredning af de levende rigdomskilder (resources) i Antarktis.

2. Enhver kontraherende part som har tilsluttet sig nærværende traktat ved tiltrædelse i henhold til artikel XIII, skal have ret til at udpege repræsentanter til at deltage i de i stk. 1 omhandlede møder, så længe vedkommende kontraherende part viser sin interesse i Antarktis ved at drive betydelig videnskabelig forskningsvirksomhed der, f.eks. ved oprettelse af en videnskabelig station eller udsendelse af en videnskabelig ekspedition.

3. Beretninger fra de i denne traktats artikel VII omhandlede observatører skal oversendes til de repræsentanter for de kontraherende parter, som deltager i de i stk. 1 omhandlede møder.

4. De i stk.1 omhandlede bestemmelser skal træde i kraft, når de er godkendt af alle de kontraherende parter, hvis repræsentanter havde ret til at deltage i de møder, som blev afholdt for at behandle disse bestemmelser.

5. Alle rettigheder, som er fastlagt i nærværende traktat, kan udøves fra datoen for traktatens ikrafttræden, uanset om bestemmelser til lettelse af udøvelsen af sådanne rettigheder er blevet foreslået, overvejet eller vedtaget i medfør af nærværende artikel.

Artikel X

Enhver af de kontraherende parter påtager sig at udfolde passende bestræbelser i overensstemmelse med De forenede Nationers pagt med henblik på, at ingen i Antarktis driver nogen virksomhed, som strider imod denne traktats principper eller formål.

Artikel XI

1. Hvis der opstår uoverensstemmelse mellem to eller flere af de kontraherende parter vedrørende nærværende traktats fortolkning eller anvendelse, skal de pågældende kontraherende parter rådføre sig indbyrdes med henblik på at søge uoverensstemmelsen bilagt ved forhandling, undersøgelse, mægling, forlig, voldgift, domsafgørelse eller på anden fredelig vis efter deres eget valg.

2. Enhver uoverensstemmelse af denne art, som ikke bilægges på en af disse måder, skal (med alle stridende parters samtykke) i hvert enkelt tilfælde henvises til Den mellemfolkelige Domstol til afgørelse; men manglende enighed om at henvise sagen til Den mellemfolkelige Domstol skal ikke fritage de stridende parter for forpligtelsen til fortsat at søge uoverensstemmelsen bilagt på de i denne artikels stk. 1 omhandlede forskellige fredelige måder.

Artikel XII

1. a) Nærværende traktat kan når som helst modificeres eller ændres ved enstemmig overenskomst mellem de kontraherende parter, hvis repræsentanter er berettiget til at deltage i de i artikel IX omhandlede møder. Enhver sådan modifikation eller ændring skal træde i kraft, når depositarregeringen har modtaget meddelelse fra alle sådanne kontraherende parter om, at de har ratificeret den.

  • b) En sådan modifikation eller ændring skal derefter træde i kraft for så vidt angår enhver anden kontraherende part, når meddelelse om, at denne har ratificeret den, er modtaget af depositarregeringen. Enhver sådan kontraherende part, fra hvilken der ikke er modtaget meddelelse om ratifikation inden for et tidsrum af to år fra datoen for modifikationens eller ændringens ikrafttræden i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikels stk. 1 a), skal anses for at være udtrådt af nærværende traktat på datoen for udløbet af det nævnte tidsrum.

2. a) Såfremt nogen af de kontraherende parter, hvis repræsentanter er berettigede til at deltage i de i artikel IX omhandlede møder, efter 30 års forløb fra datoen for denne traktats ikrafttræden anmoder derom ved henvendelse til depositarregeringen, skal der, så snart det er praktisk muligt, afholdes en konference med deltagelse af alle kontraherende parter for at bedømme traktatens virkninger.

  • b) Enhver modifikation eller ændring af nærværende traktat, som vedtages på en sådan konference af et flertal af de der repræsenterede kontraherende parter, herunder et flertal af de parter, hvis repræsentanter er berettiet til at deltage i de i artikel IX omhandlede møder, skal af depositarregeringen meddeles til samtlige kontraherende parter straks efter konferencens afslutning og skal træde i kraft i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende artikels stk. 1.

Såfremt en sådan modifikation eller ændring ikke er trådt i kraft i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikels stk. 1 a) inden for et tidsrum af to år efter den dato, da den blev meddelt alle kontraherende parter, kan enhver kontraherende part når som helst efter udløbet af dette tidsrum give depositarregeringen meddelelse om, at den udtræder af nærværende traktat; en sådan udtræden bliver virksom to år efter, at depositarregeringen har modtaget meddelelsen.

Artikel XIII

1. Nærværende traktat skal ratificeres af signatarstaterne. Den skal stå åben for tiltrædelse af enhver stat, som er medlem af De forenede Nationer, eller af enhver stat som måtte blive opfordret til at tiltræde traktaten med samtykke fra alle de kontraherende parter, hvis repræsentanter er berettiget til at deltage i de i traktatens artikel IX omhandlede møder.

2. Ratifikation eller tiltrædelse af nærværende traktat skal af enhver stat foretages i overensstemmelse med dens forfatningsmæssige regler.

3. Ratifikations-og tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos Amerikas forenede Staters regering, som herved udpeges som depositarregering.

4. Depositarregeringen skal underrette alle signatarstater og tiltrædende stater om datoen for hver deponering af et ratifikations-eller tiltrædelsesinstrument og om datoen for traktatens ikrafttræden samt om enhver modifikation eller ændring af traktaten.

5. Når alle signatarstater har deponeret deres ratifikationsinstrumenter, skal nærværende traktat træde i kraft for disse stater samt for stater, som har deponeret tiltrædelsesinstrumenter. Derefter skal traktaten træde i kraft for enhver tiltrædende stat, når dens tiltrædelsesinstrument er deponeret.

6. Nærværende traktat skal af depositarregeringen registreres i overensstemmelse med artikel 102 i De forenede Nationers pagt.

Artikel XIV

Nærværende traktat, der er udfærdiget på engelsk, fransk, russisk og spansk, idet hver af teksterne har samme gyldighed, skal deponeres i arkivet for Amerikas forenede Staters regering, som skal tilstille signatarstaterne og tiltrædende staters regeringer behørigt bekræftede kopier.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede, som er behørigt bemyndigede, undertegnet nærværende traktat.

Udfærdiget i Washington, den 1. december 1959.

  

 For Argentina:   Adolfo Scilingo  

                   F Bello  

 For Australien:   Howard Beale.  

 For Belgien:      Obert de Thieusies  

 For Chile:        Marcial Mora M  

                   E Gajardo V  

                   Julio Escudero.  

 For Den franske Republik:  

                   Pierre Charpentier  

 For Japan:.       Koichiro Asakai  

                   T.Shimoda  

 For New Zealand:  G D L White  

 For Norge:        Paul Koht  

 For Den sydafrikanske Union:  

                   Wentzel C.du Plessis.  

 For De socialistiske Sovjetrepublikkers Union:  

                   V.Kuznetsov.  

 For Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland:  

                  Harold Caccia.  

 For Amerikas forenede Stater:  

                  Herman Phleger.  

                  Paul C.Daniels.  

Traktaten trådte, efter at alle signatarstater havde deponeret deres

ratifikations- instrumenter, i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel XIII, stk. 5, i kraft den 23.juni 1961.

Polen og Tjekkoslovakiet har tiltrådt traktaten i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel XIII, stk.1.

Det danske tiltrædelsesinstrument blev deponeret hos depositarmagten, Amerikas forenede Staters regering, den 20. maj 1965, og traktaten er fra samme dato trådt i kraft for Danmarks vedkommende.

Udenrigsministeriet, den 24.juni 1965.

Per Hækkerup.

Redaktionel note
  • U BEK nr 20 af 02/05/1996
  • Andre landes tiltrædelse : BEK nr 9 af 05/02/1980 BEK nr 75 af 27/07/1981 BEK nr 39 af 13/04/1983 BEK nr 88 af 12/09/1984