Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af nordisk overenskomst af 2. april 1973 om tillæg til den nordiske paskontroloverenskomst af 12. juli 1957.


Ved kgl. resolution af 1. juni 1973 har Danmark ratificeret den under 2. april 1973 i København undertegnede overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om tillæg til overenskomsten af 12. juli 1957 mellem de samme stater om ophævelse af paskontrollen ved de fællesnordiske grænser, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 29 af 12. maj 1958 og nr. 14 af 27. februar 1961, Lovtivende C.

Overenskomsten har følgende ordlyd:

OVERENSKOMST mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om tillæg til overenskomsten af 12. juli 1957 mellem de samme stater om ophævelse af paskontrollen ved de fællesnordiske grænser.

De kontraherende stater er blevet enige om følgende tillæg til overenskomsten af 12. juli 1957 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om ophævelse af paskontrollen ved de fællesnordiske grænser (nedenfor benævnt paskontroloverenskomsten), som Island har tilsluttet sig den 24. september 1965.

Artikel 1.

I det omfang, det er nødvendigt til opfyldelse af forpligtelser, som den 1. juli 1973 påhviler en kontraherende stat i forhold til en ikke kontraherende stat, kan den kontraherende stat gøre følgende afvigelser fra paskontroloverenskomsten:

  • a) Uanset bestemmelsen i artikel 5, stk. 1 kan en kontraherende stat frafalde kravet om opholdstilladelse for særlige grupper af arbejdstagere.
  • b) Uanset bestemmelsen i artikel 5, stk. 3 kan en kontraherende stat ved beregningen af det tidsrum, i hvilket der ikke kræves opholdstilladelse, undlade at fratrække tiden for tidligere ophold i en kontraherende stat.
  • c) Uanset bestemmelserne i artikel 6 kan en kontraherende stat undlade at afvise en udlænding, hvis afvisning ikke kan begrundes i hensynet til offentlig orden, sikkerhed og sundhed i den kontraherende stat.

Har en stat efter denne undtagelsesbestemmelse undladt at afvise en udlænding, er den dog, med den begrænsning som angives i artikel 10, stk. 3 pligtig at tilbagetage udlændingen, hvis denne er indrejst i en anden kontraherende stat. Det samme gælder, hvis en kontraherende stat i øvrigt til opfyldelse af sine forpligtelser over for en ikke kontraherende stat ikke har afvist en udlænding, som derefter er indrejst i anden kontraherende stat uden at være i besiddelse af foreskrevet arbejdstilladelse der.

  • d) Uanset bestemmelsen i artikel 9, stk. 1 kan en kontraherende stat tillade en udlænding, som er udvist af en anden kontraherende stat, at indrejse uden særlig tilladelse, hvis afvisning kan undlades efter bestemmelsen i litra c).

Artikel 2.

Er der inden for rammerne af en kontraherende stats samarbejde med ikke kontraherende stat fremsat forslag til bestemmelser, som er uforenelige med paskontroloverenskomsten sammenholdt med denne overenskomst, skal der, efter at de øvrige kontraherende stater efter artikel 4, stk. 2 i paskontroloverenskomsten er underrettet om forslaget, på begæring af en kontraherende stat finde forhandlinger sted mellem de kontraherende stater. Forhandlingerne skal finde sted, inden beslutning træffes vedrørende forslaget, medmindre tvingende grunde gør det nødvendigt straks at træffe sådan beslutning. I sidstnævnte tilfælde skal forhandlingerne finde snarest muligt, efter at beslutningen er truffet.

Ved forhandlingerne skal de kontraherende stater søge at klargøre virkningerne af de nye bestemmelser for det nordiske paskontrolsamarbejde samt overveje hvilke ændringer i paskontroloverenskomsten eller i denne overenskomst, der kan blive nødvendige.

Denne overenskomst skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne skal deponeres i København.

Overenskomsten træder i kraft den 1. juli 1973. Den forbliver i kraft for en kontraherende stat, så længe paskontroloverenskomsten er i kraft for den pågældende stat.

Overenskomsten skal deponeres i det danske udenrigsministerium, og bekræftede afskrifter af den skal tilstilles de øvrige kontraherende staters regeringer.

Til bekræftelse heraf har de kontraherende staters befuldmægtigede undertegnet denne overenskomst.

Udfærdiget i København den 2. april 1973 i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk.

K.B. Andersen

Overenskomsten trådte i medfør af artikel 2 i kraft den 1. juli 1973.

Udenrigsministeriet, den 1. oktober 1973.

K.B. Andersen.

Officielle noter

Ingen