Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse D-8-01 om uarbejdsdygtighed - selvstændig erhvervsdrivende - bopæl i Sverige - EU regler - revalidering - dagpenge

Resume:

En selvstændig erhvervsdrivende med bopæl i Sverige havde ikke ret til dagpenge efter det tidspunkt, hvor helbredstilstanden var stationær, da der ikke var ret til revalidering eller pension. Han var derfor ikke længere fuldt uarbejdsdygtig.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde ret til revalidering efter de danske regler, da han ikke havde ophold her i landet.

Ankestyrelsen henviste endvidere til, at EU-forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet ikke gælder for selvstændige.

Ankestyrelsen fandt videre, at EU-forordning 1408/71 (om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter indenfor Fællesskabet) heller ikke gav ansøger ret til revalidering efter de danske regler, da der kun var ret til revalidering i bopælsstaten.

Ankestyrelsen fandt endelig, at eventuel revalidering i Sverige efter svenske regler ikke kunne medføre ret til dagpenge, da der ikke er hjemmel hertil i dagpengeloven.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 3, stk. 1 og § 5, stk. 1

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 5, stk. 1, § 10, stk. 1 og § 10, stk. 6

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7 og § 44

Sagsfremstilling:

En dansk statsborger, der var bosat i Sverige, drev selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark. Han blev sygemeldt fra den 22. april 1999.

Kommunen meddelte i brev af 25. august 1999 efter en opfølgningssamtale, at han ikke ville kunne få hjælp til revalidering i Danmark, hvis dette efter senere lægelige oplysninger skulle blive aktuelt. Begrundelsen var, at han ikke boede i Danmark. Afgørelsen herom blev tiltrådt af Det Sociale Nævn.

Den 23. februar 2000 meddelte kommunen på baggrund af en lægeerklæring af 14. januar 2000, at dagpengene ville ophøre den 29. februar 2000. Kommunen anførte, at lidelsen måtte betragtes som stationær, og at han derfor ikke længere kunne anses for uarbejdsdygtig i dagpengelovens forstand. Kommunen henviste samtidig til, at der tidligere var taget stilling til, at han ikke var revalideringsberettiget, da han ikke boede i Danmark.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at tilstanden ikke var stationær, men at han dog ikke ville blive i stand til at genoptage sit hidtidige erhverv.

Nævnet fandt, at ansøger burde tilbydes revalidering, men dette kunne ikke ydes efter lov om aktiv socialpolitik, da han var bosiddende i Sverige.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af, hvornår dagpengene kunne standses efter dagpengebekendtgørelsens § 41, stk. 4, og som supplement til SM D-21-98 med henblik på, om ansøger som bosiddende i Sverige var afskåret fra at modtage hjælp til revalidering efter lov om aktiv socialpolitik.

Afgørelse:

Ansøger havde ikke ret til dagpenge efter den 29. februar 2000.

Begrundelsen for afgørelsen var, at han fra dette tidspunkt ikke længere kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 41, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998.

Efter dagpengelovens § 5, stk. 1, udbetales der dagpenge ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

Efter bekendtgørelsens § 41, stk. 4, skal dagpengene ophøre, når helbredstilstanden er blevet stationær og kommunen skønner, at sikrede ikke er berettiget til social pension eller revalidering.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at helbredstilstanden måtte anses for stationær.

Da det sociale nævn i sin afgørelse havde anført, at der burde tilbydes revalidering, var spørgsmålet om førtidspension allerede af den grund ikke aktuelt.

Ansøger kunne derfor kun anses for fortsat fuldt uarbejdsdygtig efter den 29. februar 2000, hvis der skulle iværksættes revalidering.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde ret til revalidering efter de danske regler herom i lov om aktiv socialpolitik.

Ankestyrelsen henviste herved til, at hjælp efter aktivlovens regler forudsætter ophold her i landet, jf. lovens § 3, stk. 1 sammenholdt med § 5, stk. 1.

Ankestyrelsen henviste endvidere til, at EU-forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet kun gælder for arbejdstagere. Som selvstændig var ansøger derfor ikke omfattet af forordningen.

EU-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter indenfor Fællesskabet gælder derimod også for selvstændige.

Ifølge forordningens artikel 4 har man som grænsearbejder ret til visse ydelser fra beskæftigelsesstaten, bl.a. ydelser i anledning af sygdom og moderskab, samt ydelser ved invaliditet, herunder ydelser, der tager sigte på at bevare eller forbedre erhvervsevnen.

Ifølge artikel 4, stk. 2a finder forordningen også anvendelse på visse særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er fastsat i anden lovgivning.

Ifølge artikel 10a kan man dog kun modtage de i artikel 4, stk. 2a omhandlede særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i den medlemsstat, på hvis område man er bosat, og i henhold til dennes lovgivning, såfremt der er taget forbehold for disse ydelser i bilag IIa til forordningen.

I bilag IIa til forordningen har Danmark taget forbehold for bl.a. den faste revalideringsydelse, der udbetales i henhold til bistandsloven (nu aktivloven) som hjælp til forsørgelse af personer under revalidering.

Ankestyrelsen fandt, at der var en sådan sammenhæng mellem den faste revalideringsydelse og revalideringen, at Danmarks forbehold betød, at man kun havde ret til revalidering i bopælsstaten.

EU-forordning 1408/71 gav derfor heller ikke ret til revalidering efter de danske regler.

Ankestyrelsen fandt, at eventuel revalidering i Sverige efter svenske regler ikke kunne medføre ret til dagpenge, da der ikke er hjemmel hertil i dagpengeloven.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 1. august 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.