Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-12-07 om behandlingsmæssige grunde - almindelig daginstitution - særligt dagtilbud - friplads - nedsat funktionsevne

Resume:

Det var typen af dagtilbud, som et barn med betydelig og varig funktionsnedsættelse var optaget i, og ikke omfanget af barnets nedsatte funktionsevne, der var afgørende for fastsættelse af fripladstilskud af behandlingsmæssige grunde. Dette gjaldt også i den situation, hvor barnet var optaget i et særligt tilbud i en almindelig daginstitution.

På denne baggrund var forældrene til en pige med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, som var optaget i en særlig gruppe i en almindelig daginstitution af behandlingsmæssige grunde, berettiget til 50% friplads.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007 - § 23, stk. 1 og § 32, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om et par forældre, hvis datter havde betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Hidtil var datteren blevet passet i specialdagpleje, og forældrene havde fra kommunen modtaget 50 % handicapfriplads.

Datteren var nu overgået til at blive passet i en daginstitution drevet efter servicelovens § 23. Institutionen havde ud over vuggestue og børnehaveafdeling en basisgruppe, som var et særligt tilbud for 8 børn med forskellige former for udviklingsvanskeligheder, jf. servicelovens § 32.

I forbindelse med datterens overgang fra specialdagpleje til almindelig daginstitution søgte forældrene kommunen om 100 % friplads til datteren. Ansøgningen var begrundet med, at forældrene betragtede datterens pasningstilbud i daginstitutionen som et særligt dagtilbud, hvor datteren var optaget alene af behandlingsmæssige grunde på grund af hendes funktionsnedsættelse.

Kommunen bevilgede 50 % friplads i henhold til § 23 i bekendtgørelse om kommunens tilskud til brug for dagtilbud, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud. Denne bestemmelse vedrørte børn, der gik i dagtilbud efter servicelovens § 23. Kommunen anførte supplerende, at det kun var muligt at få bevilget 100 % handicapfriplads, når barnet var optaget i et særligt dagtilbud efter servicelovens § 32.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at forældrene var berettiget til 100 % friplads til datterens ophold i daginstitution, jf. § 1 i bekendtgørelse om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at datteren efter det til sagen oplyste gik i almindelig daginstitution. Hun gik i institutionens basisgruppe, som var et særligt tilbud for 8 børn med forskellige former for udviklingsvanskeligheder, jf. servicelovens § 32.

Nævnet lagde vægt på, at datteren var et barn med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Videre lagde nævnet vægt på, at der var tale om en daginstitution efter servicelovens § 23, hvor man ud over vuggestue og børnehaveafdeling havde en basisgruppe, som var et særligt tilbud for 8 børn med forskellige former for udviklingsvanskeligheder, jf. servicelovens § 32.

Nævnet henviste herefter til ordlyden af servicelovens § 32 og lagde til grund, at datteren var optaget i dagtilbudet alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde. Nævnet fandt herefter, at forældrene var berettiget til 100 % fripladstilskud, jf. § 1 i bekendtgørelse om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen mente, at afgørelsen havde principiel eller generel betydning for kommunens fremtidige praksis i kommunens tilsvarende daginstitutioner, hvor der var indskrevet børn med særlige behov. Taksterne for daginstitutionspladserne for børn med særlige behov var i lighed med kommunens øvrige dagtilbud fastsat på grundlag af den gennemsnitlige udgift til en daginstitutionsplads i kommunen.

Kommunens begrundelse for at oprette grupper for bl.a. handicappede børn i de almindelige daginstitutioner var, at børnene herved havde mulighed for at være sammen med børn, der havde tilsvarende problemer, samtidig med, at de havde mulighed for social kontakt med ikke-handicappede børn. Kommunen fandt, at de handicappede børn havde stort udbytte af at gå i et almindeligt dagtilbud, hvor der blev taget hensyn til handicappet.

Optagelsen af datteren i den almindelige daginstitutions særlige tilbud var i den konkrete sag sket efter aftale med forældrene, som også selv havde valgt dette særlige tilbud, og de havde fra start været vidende om forskellen i betalingen i et særligt dagtilbud efter servicelovens § 32 og i den almindelige daginstitutions særlige tilbud, hvor forældreandelen udgjorde det samme som på kommunens øvrige daginstitutioner. Forældrene kunne i stedet have valgt at lade datteren visitere til en institution oprettet efter servicelovens § 32.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen anførte nævnet supplerende, at nævnet ved afgørelsen fandt, at datterens funktionsniveau, som dels krævede, at hun var i en særlig gruppe, dels krævede, at hun var i daginstitution af behandlingsmæssige grunde, burde være afgørende for bevilling af fripladstilskud, uanset at den særlige gruppe af børn var placeret i en almindelig daginstitution.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af forældrebetalingen, når et barn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne var placeret i et dagtilbud efter servicelovens § 23.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at forældrene havde ret til 50 % friplads til datterens ophold i den almindelige daginstitution.

Begrundelsen var, at datteren af behandlingsmæssige grunde var optaget i en almindelig daginstitution og ikke i et særligt dagtilbud for børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt således, at det var typen af dagtilbud, som et barn med betydelig og varig funktionsnedsættelse var optaget i, og ikke omfanget af barnets nedsatte funktionsevne, der var afgørende for fastsættelse af fripladstilskud af behandlingsmæssige grunde. Dette gjaldt også i den situation, hvor barnet var optaget i et særligt tilbud i en almindelig daginstitution.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at reglerne om fripladstilskud af behandlingsmæssige grunde for så vidt angik ophold i almindelige dagtilbud fandtes i Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders bekendtgørelse om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud. De tilsvarende regler for så vidt angik ophold i særlige dagtilbud fandtes i Socialministeriets bekendtgørelse om tilskud til særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det i ovennævnte bekendtgørelse fra Socialministeriet udtrykkeligt fremgår, at kommunalbestyrelsen ved brug af almindelige dagtilbud skal træffe afgørelse om bortfald eller nedsættelse af betalingen i overensstemmelse med de regler, der er fastsat af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 11. oktober 2019, da den er erstattet af principafgørelse 47-19.