Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-690

Resumé

Klager – en fagforbund som mandatar for 5 medlemmer – klagede over en udsendelse på Danmarks Radio.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser, indhentet ved skjult kamera, uden efterfølgende samtykke. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse.

Pressenævnet lægger til grund, at klagerne efter gennemsynet af optagelserne den 8. februar 2008 gjorde indsigelse imod, at optagelserne blev anvendt i udsendelsen.

Pressenævnet bemærker i øvrigt, at nævnet på sit plenarmøde den 24. juni 2008 har vedtaget at præcisere sin praksis vedrørende optagelser med skjult kamera således, at det forhold, at en optaget person efterfølgende vælger at kommentere optagelserne, ikke i sig selv anses for at være et indirekte samtykke til offentliggørelse.

Såfremt der ikke er indhentet et efterfølgende samtykke til offentliggørelse af optagelserne følger det af nævnets praksis vedrørende skjult kamera, at offentliggørelsen skal tjene en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget med skjult kamera, og den nødvendige journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde.

Pressenævnet finder, at uanset om det måtte være af almen interesse at afdække forholdene for psykisk syges medicinering, har brugen af optagelser foretaget med skjult kamera ikke været nødvendig for udsendelsens formål, og nævnet udtaler sin kritik heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af tilsynsrapporterne fra embedslægeinstitutionen og [I]s udtalelser fremgik, at der var problemer med medicinering på bostedet.

Udsendelsen indeholder oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klagerne, herunder navnlig for [A], der ikke er stemmesløret. Disse oplysninger har derfor skullet efterprøves i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for klagerne, bl.a. for at sikre, at optagelserne gav et retvisende billede af forholdene på bostedet og af de episoder, der blev vist.

[A], [B], [D] og [E]s repræsentant fik den 8. februar 2008 lejlighed til at se og kommentere optagelserne foretaget med skjult kamera (uden speak) og blev i den sammenhæng tilbudt at fremkomme med deres eventuelle kommentarer. Klagerne valgte at kommentere optagelserne gennem faglig sekretær [J], [K]. Af [J]s mail af 10. februar 2008 fremgår det, at han var indforstået med, at Danmarks Radio alene bragte kommentarerne på hjemmesiden. Danmarks Radio bortredigerede A, B, C og D’s bemærkninger [de forannævnte synonymer, A, B, C og D, er synonymer anvendt af klager, og disse er ikke nødvendigvis identiske med nævnets anonymisering]. Da navnlig A’s, [A]s, synes at være bemærkninger til offentliggjorte optagelser, udtaler nævnet sin kritik af Danmarks Radio for ikke at medtage disse.

Det ligger uden for nævnets kompetence at vurdere den lægefaglige rigtighed i omfanget af medicineringen, herunder om den udleverede medicin var nødvendig for beboerne, selvom Sundhedsstyrelsens vejledning anbefaler kortere perioder. Pressenævnet finder imidlertid, at oplysninger om, at en systematisk overmedicinering finder sted i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning, giver indtryk af, at medarbejderne på Ringbo medicinerer beboerne langt mere end det nødvendige, hvilket der ikke er dokumentation for. Nævnet udtaler kritik af Danmarks Radio for ikke at kontrollere, hvorvidt oplysningerne er korrekte.

Pressenævnet finder, at traileren den 3. februar 2008 havde til formål at gøre opmærksom på udsendelsen den 10. februar 2008. Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio for det forhold, at indholdet af traileren ikke stemte overens med de behandlede emner i udsendelsen.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre et kendelsesresume.

Advokat Jesper Langemark har på vegne af [K] som mandatar for fem medlemmer, [A], [B], [C], [D] og [E], klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 10. februar 2008 samt traileren til udsendelsen den 3. februar 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Advokaten har ved e-mail af 15. september 2008 meddelt Pressenævnet, at klagen på vegne af [C] frafaldes, idet hun ikke fremgår af udsendelsen.

Sagen er behandlet sammen med sag 2008-6-0676; Københavns Kommunes Socialforvaltning og Bocenteret Ringbos beboere og personale mod Danmarks Radio, der vedrører samme udsendelse.

1 Sagsfremstilling

De påklagede udsendelser

Danmarks Radio sendte den 3. februar 2008 i udsendelsen ”21 Søndag” en trailer for den kommende uges udsendelse. Af traileren fremgik følgende:

Studievært: Endnu et københavnsk bosted for psykisk syge er blevet afsløret i yderst kritisable forhold for beboerne. I går kunne Berlingske Tidende fortælle, at hygiejnen på Bostedet Ringbo er så dårlig, at en beboer har måttet bo på et værelse, der konsekvent stank af urin. I artiklen stod der også, at et tv-hold har været inde på bostedet med skjult kamera.

Speak (af billedsiden fremgår klip fra optagelser foretaget med skjult kamera): Det tv-hold, der bliver omtalt, er vores. ”21 Søndag” har gennem et halvt år haft en reporter ansat på Ringbo. Reporterens opgave har været at afdække, hvordan forholdene virkelig er for de psykisk syge på stedet. På søndag afslører vi, hvordan beboerne bliver udsat for grove svigt i en dagligdag præget af travlhed, manglende ressourcer og mangel på omsorg.

Studievært: Det er som sagt ”21 søndag” i næste uge. Tak for nu og på gensyn.”

Danmarks Radio sendte den 10. februar 2008 kl. 21.00 programmet ”21 Søndag” omhandlende fejl- og overmedicinering af psykiatriske patienter på Bostedet Ringbo. Journaliststuderende [G] har i perioden april til november 2007 været ansat som vikar på bostedet og foretaget optagelser med skjult kamera, herunder af de ansatte under deres daglige arbejde. [G] havde 45 vagter på stedet. Hverken Bocenteret Ringbos ledelse, medarbejdere, beboerne eller pårørende var bekendt med, at [G] foretog optagelser med skjult kamera.

I udsendelsen fremtræder [A] sløret i skærmbilledet. Stemmen er ikke sløret på lydsporet. [B], [D] og [E] fremtræder alle både billed- og stemmesløret. Udsendelsen klipper mellem optagelser foretaget med skjult kamera på Bostedet Ringbo og interviews. Af udsendelsen fremgik følgende:

Lisbeth Jørgensen, Organisationen Sind: Vi ser jo, hvordan den stærke medicinering bevirker, at folk har jo ikke noget liv mange steder på bocentrene.

Studievært: Psykisk syge beboere på Bocenteret Ringbo i Bagsværd bliver fyldt med stærk sove- og nervemedicin. Det sker i strid med alle regler. Og medarbejderne, de ved godt, at den er gal.

[A], medarbejder: Hvis det er helt rigtigt, så mange af dem skal du give i højst en måned. Så skal man bare tage dem væk. Og de får det i årevis.

Studievært: Men det er ikke kun overmedicinering, der er problemet på Ringbo. I flere tilfælde har beboerne fået forkert medicin eller for meget medicin udleveret.

Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen: Nogle gange er det uskyldigt, at der havner en pille i en forkert mund, men andre gange kan det altså betyde indlæggelse og det kan også betyde dødsfald.

Studievært: Godaften til ”21 Søndag” 40 minutter med afslørende journalistik, reportager og nyheder. Det meste af denne her udsendelse kommer til at handle om nogle af de mest svage i vores samfund. De psykisk syge, som ikke kan tage vare på sig selv. De bor på store bocentre rundt omkring i landet, hvor de får professionel hjælp fra personale, der er uddannet i at håndtere psykisk syge. Vi har gennem et halvt år haft en reporter ansat på Bocenteret Ringbo i Bagsværd. Med skjult kamera dokumenterer hun nu, hvordan de psykisk syge systematisk og i strid med alle regler bliver overmedicineret med stærk nerve- og sovemedicin. En overmedicinering, der kan være direkte livsfarlig.

[H], Beboer på Lindevang (andet bosted): Man bliver afhængig af dem, simpelthen. Det er jo ligesom narkotika, fuldstændig.

Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen: Du laver jo i virkeligheden nogle mennesker, der fungerer i halv højde ved at give dem de her præparater.

Lisbeth Jørgensen, Organisationen Sind: Vi ser jo, hvordan den stærke medicinering bevirker, at folk har jo ikke noget liv mange steder på bocentrene.

Speak: Vores reporter er kaldt på arbejde på Bocenteret Ringbo. Bostedet er hjemsted for 159 psykisk syge mennesker, der ikke er i stand til at klare sig uden professionel støtte og hjælp. Iført skjult kamera arbejder vores reporter det næste halve år i ét af de i alt 13 huse, der udgør Ringbo Bocenter. Hun er blevet ansat som ufaglært tilkaldevikar, og hendes arbejde går bl.a. ud på at pleje beboerne, gøre rent og i øvrigt bare gå til hånde. De psykisk syge beboere på Ringbo hører til de absolut svageste i samfundet. De lider af svære psykiske sygdomme som f.eks. skizofreni og får hjælp af blandt andre pædagoger, social- og sundhedsassistenter og psykiatriske læger. Vi er blevet tippet om, at beboerne systematisk bliver overmedicineret med stærk nerve- og sovemedicin, og vi beslutter os nu for at undersøge den påstand.

Speak: Vores reporter er på arbejde på Ringbo. En beboer har bedt om en ekstra nervepille. Pillen, hun beder om, Rivotril, er stærkt vanedannende, og må ifølge Sundhedsstyrelsen kun benyttes i få uger ad gangen. Men den pågældende beboer har ifølge ”21 Søndag”’s oplysninger tidligere fået pillerne fast i mere end et år. Nu får hun dem udleveret efter behov, nærmest dagligt.

[Situation 1]

Personale: Hvad så?

Beboer: Jeg skal bare have en Rivotril.

Personale: En Rivotril?

Beboer: Ja.

Personale: Har du det dårligt?

Beboer: Det er bare til at sove på.

Personale: Skal du sove nu?

Beboer: Ja.

Personale: Har du været tidligt oppe i dag?

Beboer: Ja.

Personale: Hvad?

Personale: Kan du ikke bare lægge dig lidt ind i din seng og slappe af?

Beboer: Jo, det gør jeg også.

Personale: Men du skal altså have sådan én?

Beboer: Det er sådan en mod. Nej, jeg tager to.

Personale: Er du sikker?

Beboer: Ja, fordi de hjælper mig, når jeg er bange.

Speak: Selvom beboeren kun skulle have haft én pille, ender hun med at få dobbelt så meget nervemedicin, som hun havde bedt om.

Personale: Det var ikke meningen, hun fik to.

Anden personale: Hvad?

Personale: Jo, hun må godt få.

Reporter?: Må hun godt få dem på samme tid også?

Personale: Jo, men hun kunne bare nøjes med en enkelt.

Speak: 21 Søndag” viste de skjulte optagelser til Henrik Rindom. Han er psykiatrisk overlæge på Hvidovre Hospital.

Henrik Rindom, Psykiatrisk overlæge, Hvidovre: Det er jo klart, at vi burde gøre noget andet, end det der sker her. At virkeligheden er, som vi ser den her, og den er det mange steder, er én ting, at vi burde gøre noget andet, er noget helt andet. Vi burde leve op til det, der står i Sundhedsstyrelsens cirkulære om brug af de her stoffer.

Speak: Vi læser nu Sundhedsstyrelsens vejledning om afhængighedsskabende præparater [Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler og om substitutionsbehandling af personer med opioidafhængighed 2007]. Her står bl.a. ”Sovemidlerne bør kun bruges i 1-2 uger”. Om den nervemedicin, som beboeren fra før har fået ordineret i årevis, i fagsproget kendt som ”benzodiazepiner”, skriver Sundhedsstyrelsen ”For så vidt angår benzodiazepiner som angstdæmpende behandling, bør man stræbe efter en behandlingsperiode på ca. 4 uger”.

Speak: Landets øverste myndighed for sundhed, Sundhedsstyrelsen, har altså nogle klare regler for anvendelse af nerve- og sovemedicin til psykisk syge, og det er der en god videnskabelig forklaring på.

Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen: For det første er det meget afhængighedsskabende. Og for det andet så er der en risiko, specielt når man får anden medicin.

Speak: Og på Ringbo får en stor del af beboerne netop andre typer medicin. En kombination af antipsykotisk og sove-nervemedicin, der sidste år gav anledning til, at Sundhedsstyrelsen strammede reglerne.

Anne Mette Dons: Vi indskærpede det, fordi at vi fandt, at der rent faktisk også var en dødelighed ved kombinationen af midler mod psykose og sove-nervemedicin.

Speak: Og personalet på Ringbo ved godt, at der er problemer.

[Situation 2]

[B]: Det er benzodiazepiner. Det er beroligende. Det er noget værre lort. Du kan blive afhængig af dem.

Speak: Og meget tyder på, at mange beboere på Ringbo igennem årene er blevet afhængige af sove-nervemedicin. Over halvdelen af beboerne i huset, 7 ud af 13, har over en længere periode dagligt fået udleveret den type sove- og nervemedicin, som ifølge Sundhedsstyrelsen må bruges i højest en måned. 4 af beboerne har endda været medicineret i mere end et år.

Anne Mette Dons: De fleste, der kommer ud af sådan et misbrug, siger, at det er som at få løftet en osteklokke. Så det vil sige, at du laver jo i virkeligheden nogle mennesker, der fungerer i halv højde ved at give dem de her præparater.

Speak: Før vi vender tilbage til vores muldvarp på Ringbo Bocenter, besøger vi Lindevang her i Helsingør. Et bocenter, der også arbejder med psykisk syge, men på en anderledes måde end størsteparten af bosteder for psykisk syge i Danmark. Her på bostedet Lindevang tager [H] [beboer på Lindevang] sin sidste pille som led i et længerevarende nedtrapningsprogram.

Speak: Det er altså muligt at få psykisk syge mennesker nedtrappet fra den massive medicinering. Og her på Lindevang er der opnået gode resultater. Siden 2001 er alle 58 beboere på stærk nerve- og sovemedicin blevet udtrappet.

Speak: Tilbage på Ringbo Bocenter. Vores reporter er endnu en gang kaldt på vagt. Denne dag har en beboer lige fået en ekstra nervepille, da vi møder hende. Pillen er udleveret som såkaldt PN-medicin, hvilket betyder medicin udleveret efter behov.

Beboer: Jeg har ventet i to timer på smertestillende.

[G] (undercover-medarbejder): Nå, var det Pamoler, du fik, eller hvad?

Beboer: Ja, og en nervepille, mand.

Personale: Jamen, havde du det dårligt?

Beboer: Ja, det er ikke noget dårligt. Man behøver ikke have det dårligt. Men man kan blive arrig, når der bliver lavet pis på én, mand.

Speak: Vores reporter henvender sig nu til en ansvarlig medarbejder i huset, da hun undrer sig over den rundhåndede brug af den såkaldte PN-medicin, altså medicin udleveret efter behov.

[Situation 3]

[A]: Hun får alt for meget medicin.

Undercover-medarbejder: Hun får godt nok PN rimelig meget.

[A]: Ja, vi skal blive bedre til alle sammen ikke at støtte hende så meget i det. Man må godt stille spørgsmålstegn. Så må hun blive sur. Det er en sutteklud for hende. Nogle gange så er det, fordi hun keder sig. Der er alt for mange både i forhold til [navn taget ud af lydsporet] men generelt rundt i Ringen også, som giver det for at få fred.

Undercover-medarbejder: Ja. Nå.

[A]: Af personalet. Det holder jo ikke. Det kan ikke nytte noget, at jeg giver [navn taget ud af lydsporet] et eller andet, bare fordi at så tier han stille. Det er jo ikke rimeligt.

Undercover-medarbejder: Nej.

Speak: I årevis har organisationer for sindslidende advaret mod et voldsomt overforbrug af sove- og nervemedicin i Danmark.

Derfor er kvinden her, fra organisationen Sind, ikke overrasket over, hvad vores skjulte kamera afslører.

Lisbeth Jørgensen, Organisationen Sind: Vi pårørende er da dybt ulykkelige over det, for det er jo vores familiemedlemmer, der sidder i saksen, og vi ser jo, hvordan den stærke medicinering bevirker, at folk har jo ikke noget liv mange steder på bocentrene. De ligger på sengen fra morgen til aften.

Speak: Tilbage på Ringbo. Her forklarer en af medarbejderne til vores reporter om brugen af den såkaldte PN-medicin.

[Situation 4]

[A]: Nogle gang er det sgu en bolsjeforretning. Og det er ikke kun her i huset. Altså, der er jo også andre steder, ikke? Det er faktisk sådan, at der er nogle beboere her i Ringen for eksempel om natten, som stort set sætter deres vækkeur for at komme op og få PN-medicin. Og det er jo ikke meningen med PN-medicinen.

Undercover-medarbejder: Hold da ferie.

[A]: PN-medicinen er. Ved du, hvad det betyder?

Undercover-medarbejder: Er det ikke sådan noget ”behovs”?

[A]: Jo, ved behov. Og der er ikke en skid ved behov, hvis man sætter vækkeuret for at få medicin.

Speak: Vi præsenterede vores optagelser for kvinden her. Hun er den øverst ansvarlige for psykiatrien i hovedstadsregionen og dermed for uddelingen af medicin på Ringbo i Bagsværd.

Interviewer: De optagelser, du har set igennem, hvor alvorligt tager I det her?

Anette Gjerris, Direktør, Region Hovedstadens Psykiatri: Altså, jeg tager det jo altid alvorligt, når nogen ikke overholder loven og de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen udstikker for os. Så det tager vi alvorligt.

Speak: Brugen af stærk nerve- og sovemedicin på Ringbo er altså i klar strid med Sundhedsstyrelsens vejledning, som bostederne ellers er forpligtet til at overholde.

Interviewer: Ville det være et rimeligt tilfælde, hvis I gik ud og skulle føre tilsyn på sådan et sted?

Anne Mette Dons, kontorchef, Sundhedsstyrelsen: Jeg synes bestemt ikke, at det lyder rimeligt, som du kalder det. Der kan altid være grunde for, at en enkelt patient eller borger får en særlig kombination, men lige netop det, du nævner, er jo derfor, vi har det som fokusområde i Sundhedsstyrelsen. Vi vil meget, meget gerne have nedbragt det her forbrug.

Speak: Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at gå yderligere ind i den konkrete sag fra Ringbo, men som vi har set, er personalet på bostedet altså godt klar over, at den rundhåndede brug af stærk vanedannende nerve- og sovemedicin ikke er til gavn for beboerne.

[Situation 5]

[A]: Hvis det er helt rigtigt, så mange af dem skal du give i højst en måned. Så skal man faktisk tage dem væk. Og de får det i årevis.

Undercover-medarbejder: Har vores beboer fået det i årevis?

[A]: Mange af dem har.

Undercover-medarbejder: Hvorfor?

[A]: Fordi de føler, de har brug for det.

Studievært: Og før udsendelsen, der talte jeg med forstanderen på Ringbo, Anni Jørgensen. Jeg spurgte hende, hvordan overmedicinering har kunnet stå på i årevis.

Anni Jørgensen, Forstander, Ringbo: Altså, jeg må lige indledningsvis sige, at det jo er de psykiatriske speciallæger, som ordinerer medicinen. Det er ikke medarbejderne. Den medicin, de taler om på et tidspunkt. De taler om PN-medicin i indslaget. Og det er også ordineret af psykiaterne, der har klargjort, hvilken dosis må beboerne få, hvor tit må de få det. Der må jeg sige, og på hvilken indikation, altså hvorfor skal de have det. Og det er selvfølgelig medarbejdernes opgave at sørge for, at det bliver korrekt, den rigtige dosis og de gange de må få det og selvfølgelig på den rigtige indikation.

Studievært: Men hvis medarbejderne har fået den opfattelse, at det næsten er en bolsjebutik, og man deler frit ud, så er der vel et eller andet galt på dit bosted.

Anni Jørgensen: Jeg tænker, at det, synes jeg da også, er beklageligt at høre. Og det tænker jeg, at jeg må sige, at min grundholdning er, at man skal bruge så lidt medicin som overhovedet muligt. Og jeg tænker, når jeg hører det. Så tænker jeg da, at jeg vil sætte noget i gang. Vi må have noget udvikling i gang, hvor vi går ind lokalt og taler om brugen af medicin og eventuelt alternativer, hvor man også inddrager selvfølgelig de psykiatriske konsulenter, som vi samarbejder med.

Studievært: Men psykiaterne ordinerer, som du siger. Men du er jo forstander, og hvis jeg var pårørende og havde et familiemedlem boende hos dig, eller hvis jeg selv boede der eller som samfundsborger, så tænker man, forstanderen hun tager hånd om det. Uanset om der er nogen der fejler med den ene eller anden faglige baggrund, så tager du hånd om det. Du har et ansvar.

Anni Jørgensen: Det har jeg.

Studievært: Har du levet op til det ansvar, hvis det her ligesom kan dalre rundt i årevis?

Anni Jørgensen. Altså, jeg tænker dalre rundt. Igen er det jo psykiaterne, der ordinerer medicinen. Det er ikke mig. Selv om jeg er forstander.

Studievært: Men hvis du er bekendt med det samme, som personalet er bekendt med, at medicin, som man bør have i to uger, max. i fire uger. Det er medicin, man har fået i årevis, hvor den kan være skadelig, måske livsfarlig. Er det godt forstanderarbejde at sige: ”Det kører. Det siger psykiaterne. Det kører”?

Anni Jørgensen: Når man ser på det ovenfra, så må man sige, så er det jo ikke. Det indtryk man kan få, det er, at anvendelsen af de her benzodiazepiner er konstant. Og det er det ikke. Når man går ind og kigger på de enkelte beboere, så sker der ændringer i ordinationerne. Og det går op, og det går ned, så der bliver ligesom set på brugen af dem.

Studievært: Men, nu lyder det på dig, som om du synes, at alt er idyl og skønneste orden.

Anni Jørgensen: Det siger jeg ikke noget om. Jeg synes, det ville være rigtigt dejligt, og det ville jo være en super verden, hvis det var sådan, at alle jo kunne undvære medicin.

Studievært: Jo, men der er tale om nogen, der bliver overmedicineret, efter det vi ser i reportagen. Det er vel også en del af dit ansvar ikke at lede et sted, hvor det foregår på den måde.

Anni Jørgensen: Det er lægernes ansvar at ordinere medicinen. Det er ikke mig.

Studievært: Så man skal ikke regne med, med dig som forstander, at hvis der foregår noget, som altså ikke er efter forskrifterne, så griber du ikke ind?

Anni Jørgensen: Det gør jeg, men man må sige, at der er nogle steder, hvor det ikke er mig, der kan gribe ind, det er lægerne, der har ordinationsretten.

Studievært: Men du kan vel tage telefonen og ringe til embedslægen eller politisk ansvarlige og sige. ”Det ikke er mig, der ordinerer, men jeg er meget betænkelig ved det, der foregår her. Mit personale er betænkelige, og jeg er også betænkelig”. Men det har du jo ikke gjort.

Anni Jørgensen: Nej, det har jeg ikke. Jeg tænker også, at man skal tænke på, hvad det er for en gruppe mennesker, der bor på stedet.

Speaker: Men det gør det da kun endnu værre, at det er syge mennesker, som bliver overmedicineret. Syge mennesker, som jo endnu sværere kan sige fra selv.

Anni Jørgensen: Jeg tænker, det er lægerne, der ordinerer medicinen, og jeg har i øvrigt også drøftet med de psykiatriske konsulenter, vi har i øjeblikket, brugen af PN-medicin. Og de er faktisk også enige i, at det er noget, der skal begrænses til det mindst mulige.

Studievært: Men det er ikke kun overforbruget af medicin, der er problemer med på Ringbo. Som vi nu skal se, så får mange af beboerne også udleveret den forkerte medicin.

Speak: Forkerte piller, eller for mange piller, kan være farligt, og i værste tilfælde dødeligt. Vi møder [I], der er på ferie i Florida. Hendes far bor på Ringbo, og en dag i november sidste år bliver hun kontaktet af personalet.

[I], Pårørende til beboer: Jeg blev ringet op af en af medarbejderne ude på Ringbo, som ringer og fortæller mig, at de har glemt et glas sovepiller på min fars værelse. Og at han er blevet kørt til Herlev sygehus til udpumpning.

Speak: Lægerne på hospitalet fortæller hende, at det var heldigt, at han blev fundet i tide.

[I]: Hvis ikke, at Falck-medarbejderne var kommet inden for en time, hvor de fandt ham, så var han død.

Speak: [I] bliver først meget rystet over episoden.

[I]: Senere så bliver jeg frustreret og gal over, at man ligesom, at når man har en psykisk syg far, man har overgivet, hvis man kan sige det i gåseøjne. Overgivet hans liv til det offentlige, så regner man med, at de har styr på tingene.

Speak: [I] klager til kommunen og til Ringbo. I socialforvaltningen beklager man hændelsen og skriver: ”[Socialforvaltningen vurderer, at] de generelle procedurer for medicinhåndtering og den ledelsesmæssige varetagelse på Ringbo heraf, er betryggende. Der vurderes således at være tale om en enkeltstående menneskelig fejl”. Men det er ikke første gang, at der er problemer med fejl i medicinen på Ringbo. ”21 Søndag” har fået aktindsigt i embedslægernes årlige tilsynsrapporter for Bocenteret Ringbo. Ét af de områder, embedslægerne undersøger er, om medicinhåndtering foregår ansvarligt. Det viser sig, at der har været problemer på Ringbo igennem flere år.

Speak: 2003. En stikprøvekontrol viser tre tilfælde af fejl i doseringen af medicin. 2004. En stikprøvekontrol afslører igen alvorlige fejl ved medicinhåndtering. For eksempel har en beboer i en hel uge fået en stor mængde vanddrivende medicin. En fejl som tilsynet kalder en alvorlig fejlmedicinering. 2006. Indenfor både medicinhåndtering og sygeplejefaglige optegnelser var der en række standarder, der ikke var opfyldt.

Speak: Allerede i rapporten fra 2004 indskærper tilsynet: ”Bo­centeret bør snarest indføre et kontrolsystem, der sikrer, at beboerne får korrekt medicin”. Men som vi skal se nu, er der tre år senere, stadig alvorlige problemer. Det er den 26. maj 2007. Vores reporter er på arbejde på Ringbo, da en beboer selv gør opmærksom på, at hun har fået udleveret for mange piller. En medicinansvarlig bliver tilkaldt.

[Situation 6]

[D]: Så hun skal have to piller. Og der er fire piller i.

Medarbejder: Nå, ja det er jo forkert.

[D]: Det er en kæmpe fejl.

Speak: Det viser sig, at beboerens medicinkort ikke er opdateret. Derfor har beboeren fået for mange piller, og det er en alvorlig fejl. I Sundhedsstyrelsen, der er ansvarlig for tilsynet med Ringbo, ser man meget alvorligt på fejlmedicinering.

Anne Mette Dons, Kontorchef, Sundhedsstyrelsen: Det er et område, vi synes er utrolig vigtigt, fordi nogen gange er det uskyldigt, at der havner en pille i en forkert mund, men andre gange kan det altså betyde indlæggelse, og det kan også betyde dødsfald.

Speak: Vores reporter er på arbejde en anden aften, da en beboer henvender sig til hende.

[Situation 7]

Undercover-medarbejder: Nå, hvad er det du siger?

Beboer: Det skal være en Akineton.

Undercover-medarbejder: Og det her, hvad er det?

Beboer: Det er en nervepille.

Undercover-medarbejder: Så der er simpelthen kommet en forkert pille i?

Speak: I begge tilfælde er det beboerne selv, der opdager fejlene i deres medicin, men sådan går det ikke hver gang. Nogen gange bliver fejlen hverken opdaget af beboerne eller de ansatte. Vores reporter er igen på arbejde og går ind for at se til en beboer, der har ligget og sovet hele dagen.

[Situation 8]

Undercover-medarbejder: Han har bare ligget og sovet hele dagen.

Personale: Ja, men jeg gav forkert medicin i går.

Undercover-medarbejder: Det hørte jeg. Kan det være derfor, han ligger og sover?

Personale: Muligvis. For han har også sovet i nat. Han var meget. Det skete kl. 22 i aftes. Jeg kom til at give ham [navn taget ud af lydsporet]’s piller.

Undercover-medarbejder: Ja

Personale: Ikke så smart. Og så får han sådan nogle Cisordinol, som han ikke plejer at få. Og så sagde vagtlægen også, at det kunne godt være, han var træt. Men det sker der ikke noget ved.

Speak: Beboeren har altså fået en anden beboers medicin. Han bliver liggende i sengen resten af dagen.

Interviewer: Han har altså fået forkert medicin, så han ligger og sover endnu.

Speak: ”21 Søndag” har vist disse optagelser til overlæge i psykiatri, Henrik Rindom.

Henrik Rindom: Det er en fejl i medicinhåndteringen, bør ikke forekomme, det må ikke forekomme, og det forekommer. Det kan ikke undskyldes, og det bør ikke forekomme, men vi må konstatere, at det gør det.

Speak: På Ringbo er der et system, der skal sikre, at alle fejl bliver registreret. Et system, som ifølge Sundhedsstyrelsen, er yderst vigtigt.

Anne Mette Dons: Det er vigtigt, fordi så kan man lære af det. Så kan man finde ud af, hvor er det, det går galt henne i processen, så det ikke sker igen.

Speak: I 2007 observerer Sundhedsstyrelsen ved et tilsyn, da også: ”Bostedet havde et system til registrering af utilsigtede hændelser og fejl. Der foregik en systematisk opfølgning med henblik på forebyggelse”. Men som vi skal se nu, er der noget, der tyder på, at systemet ikke altid fungerer. Vi skal tilbage til en af de beboere, som selv opdagede, at det var en forkert pille, hun fik.

Beboer: Det skal være Akineton.

Undercover-medarbejder: Og det her, hvad er det?

Beboer: Det er nervepiller.

Speak: Efter fejlen er blevet rettet, aftaler medarbejderne, at de ikke vil registrere fejlen i systemet.

[Situation 9]

Personale (mandlig kollega): Vi behøver ikke skrive, fordi der. Officielt skulle man måske nok.

[E]: Hvad?

Personale: Helt officielt skulle man nok.

[E]: Så skulle vi?

Personale: Måske skrive, når man lægger den forkert medicin.

[E]: Altså, det er jo en fejl, at man har hældt forkert op, men altså.

Personale: Men hun har ikke fået det. Nej, nej.

[E]: Det har du jo ret i. Så skal vi bare ikke snakke om det.

Personale: Jeg har engang givet [navn taget ud af lydsporet] forkert medicin.

[E]: Så skal vi bare sådan lade være med at snakke om det.

Personale: Nej, men der er fint, men hun har jo heller ikke fået det, kan man sige.

[E]: Hvad siger du?

Personale: Det havde været noget andet, hvis hun fik det.

Speak: ”21 Søndag” har nu vist alle optagelserne for Henrik Rindom.

Interviewer: Men man kan godt få sådan et indtryk, at det er sådan lidt skødesløst omgang med så stærk medicin.

Henrik Rindom: Det kan du da have ret i. Men det er ikke langt fra den virkelighed, der eksisterer mange steder.

Speak: Tilbage til [I], der i november oplevede, at hendes far tog en masse sovemedicin, der var blevet glemt af personalet på hans værelse. Her konkluderede Socialforvaltningen: ”[Socialforvaltningen vurderer, at] de generelle procedurer for medicinhåndtering og den ledelsesmæssige varetagelse på Ringbo heraf, er betryggende. Der vurderes således at være tale om en enkeltstående menneskelig fejl [i den konkrete hændelse]”. Men allerede to måneder senere, altså i januar i år, blev [I] kontaktet af personalet på Ringbo igen.

[I]: Der er de kommet til at give min far noget medicin, som en af de andre patienter ude på Ringbo skulle have haft. Der får de ham så til lægen for at få undersøgt, om det her medicin er farligt for min far. Hvor hun så siger, at det var det ikke, så jeg skulle bare være helt rolig. Der var ikke sket ham noget. Hvorefter jeg selvfølgelig bliver endnu mere frustreret og gal over, at så kort tid efter, at det med sovepillerne sker. Sådan noget her sker igen. For hvornår sker. Sker det så igen, at han måske får den forkerte medicin, som egentlig gør, at han måske kan gå hen og dø.”

Udsendelsen fortsætter med interview med Mikkel Varming, socialborgmester i København, der gør opmærksom på, at det er vigtigt, at der anvendes så begrænset medicin som muligt, og at medarbejderne registrerer fejl med henblik på at undgå lignende fejl i fremtiden. Han oplyser, at det er besluttet, at ansatte på Ringbo, der arbejder med medicin, skal introduceres til reglerne på området. Udsendelsen fortsætter:

”Studievært: Beboere, der får meget stærk medicin, er ikke kun et problem på Ringbo, det er tværtimod nærmere reglen end undtagelsen. Det mener overlæge Henrik Rindom.

Speak: Ikke kun her på Ringbo, men adskillige steder i Danmark

er der problemer med den måde, de psykisk syge behandles på, det mener overlæge Henrik Rindom.

Henrik Rindom: Havde I været i Nordjylland, kunne I ligeså godt have fået de samme optagelser der. Altså, det er ikke noget særsyn ved det, der sker her.

Interviewer: Det lyder ikke betryggende, kan man så sige.

Henrik Rindom: Nej, men det er jo så beklageligvis den virkelighed, der eksisterer.

Speak: I 2006 lavede Sundhedsstyrelsen en udredning af knap 15.000 psykisk syges medicinforbrug. Her fandt man ud af, at næsten halvdelen af dem var i behandling med sove- og nervemedicin. Et tal som arbejdsgruppen fandt alt for højt.”

Studieværten interviewer Preben Rudiengaard (V), formand for Folketingets Sundhedsudvalg og tidligere embedslæge, der ligesom Mikkel Warming gør opmærksom på vigtigheden af at informere om medicinalhåndtering, inden udsendelsen slutter:

”Studievært: Tak skal du have Preben Rudiengaard. De ansatte på Ringbo har gennem deres fagforbund [K] sendt en kommentar til ”21 Søndag”, og du kan se uddrag af denne kommentar på vores hjemmeside, som jo er dr.dk/21søndag, hvor du også kan læse den dagbog, som vores reporter på Ringbo har skrevet.”

Yderligere oplysninger

Advokat Jesper Langemark rettede den 25. januar 2008 henvendelse til produktionsselskabet Bastard Film A/S ved selskabets advokat, Tyge Trier. Advokaten anmodede bl.a. om sammen med sine klienter at få mulighed for at se optagelserne i ”god tid”, såfremt optagelserne var tiltænkt offentliggørelse. Den 4. februar 2008 rettede advokat Jesper Langemark tillige henvendelse til Danmarks Radio vedrørende samme.

[A], [B] samt [E]s repræsentant fik den 8. februar 2008 fremvist de optagelser, hvoraf de selv fremgik. Klagerne ønskede ikke selv at kommentere oplysningerne, men gav faglig sekretær i [K], [J], fuldmagt til at kommentere optagelserne på deres vegne. [J] fremsendte ved mail af 10. februar 2008 kl. 13.15 bl.a. følgende:

”Men for at være imødekommende foreslår jeg denne mulighed:

Da jeg er opmærksom på, at 3½ side [kommentarer] vanskeligt kan bringes i sin helhed i selve udsendelsen som oplæsning vil det – uden jeg har kunnet indhente samtykke til det, være i orden at det lægges i sin helhed på DR’s hjemmeside, såfremt studieværten udtrykkeligt henviser til det.”

Af de 3½ sides kommentarer fremgik A, B, C og D’s bemærkninger [de forannævnte synonymer, A, B, C og D, er synonymer anvendt af klager, og disse er ikke nødvendigvis identiske med nævnets anonymisering]. B, C og D’s bemærkninger vedrørte angiveligt råbåndsklip, der ikke var medtaget i den færdige udsendelse. Af bemærkningerne fremgik bl.a. følgende:

A’s [angiveligt [A]s] bemærkninger

X [G] opsøger gentagne gange A for at få ham til at tale negativt om medicinadministration. Hun opsøger ofte A, bl.a. da han, træt efter en krævende opgave trænger til at få ro på sig i en spisepause. X er påtrængende og insisterende. Men A tolker det fejlagtigt som usikkerhed, der kan føre til stress. Derfor giver han sig senere tid til at give X sammenhængende, faglig indføring i medicinadministration og – politik, hvor han også redegør for sin personlige indstilling til medicinering. Bl.a. mener han, at man bør være varsom med sløvende medicin og meget opmærksom på, om overmedicinering kan forekomme. Dette kan Bastard Film dog åbenbart ikke bruge.

I stedet vises klip, som i sig selv er klippet sammen af forskellige sekvenser, så A kommer til at fremstå usammenhængende formulerende – som om han mener kolleger deler PN-medicin ud, som var det en bolsjeforretning.

A står inde for sine kritiske holdninger, som han ikke er alene om, men forstår overhovedet ikke hvorfor han skulle udspioneres og provokeres til løsrevne udtalelser, der efterfølgende manipuleres. Han foretrækker at fremsætte sine synspunkter i åbenhed, så socialpsykiatriens dilemmaer kan komme frem i offentligheden.

A synes, at hans argumenter for human omsorg og hans kritik er blevet stjålet fra ham og forvandlet til tågesnak. Han er vred over at være misbrugt.”

Kommentarerne fortsatte med nogle sammenfattende bemærkninger omkring brugen af skjult kamera og klagernes oplevelser heraf. På Danmarks Radios hjemmeside blev alene de sammenfattende bemærkninger bragt. Af hjemmesiden fremgik bl.a. følgende:

”De kan i klippene se, at X bruger en udspekuleret, raffineret spørgeteknik, som de ikke var opmærksom på, da de blev optaget.

De kan også se, at de uden at opdage det, har været gelejdet ind i konstruerede situationer, hvorefter de konfronteres af X på en måde, så de fremsætter udtalelser, der yderligere manipuleres, så de ser sig selv blive forvandlet til talerør for noget der forkrøbler deres synspunkter.”

Af forstander på Bocenteret Ringbo, Anni Jørgensens, skrivelse af 18. februar 2008 fremgår følgende:

Status på ”Opfølgning på Ringbo”

Vi har sammenholdt tv-klippene med [G]s dagbogsnotater fra DR’s hjemmeside.

Ud fra denne sammenligning, har vi fundet 3 situationer, som beskrives som fejl i medicinhåndteringen:

I et tv-klip fortælles, at en beboer har sovet det meste af en dag, og en medarbejder beretter, at han har givet samme beboer forkert medicin aftenen før.

Af beboerens dokumentationsmappe fremgår en fyldestgørende dokumentation af, at beboeren ved en fejl har fået en anden beboers medicin til natten. Medarbejderen har tilkaldt den ansvarshavende, og vagtlæge er kontaktet. Beskrivelsen af handlingerne er korrekte ifølge Ringbos retningslinjer for medicinhåndtering. Der er således handlet korrekt i forhold til beboerens sikkerhed. Situationen er dog ikke registreret til Ringbos interne Kvalitetssikring af medicinhåndtering…

Et andet klip viser, at der i en beboers doseringsæske er 4 tabletter, hvor der rettelig burde være 2 [Situation 6]:

Ifølge ”Tværfagligt notatblad” i beboernes dokumentationsmappe, er der i situationen handlet korrekt, og fejlen er rettet. Situationen er dog ikke registreret til Ringbos interne Kvalitetssikring af medicinhåndtering…

Situationen, hvor en medarbejder i situationen tilkalder den ansvarshavende, fordi man kan se, at der er doseret forkert medicin, udtaler den ansvarshavende: ”Vi taler ikke om det” [Situation 9].

Denne fejl bliver rettet i situationen, men er ikke dokumenteret og ej heller registreret i Ringbos interne Kvalitetssikring af medicinhåndtering.

Øvrige tiltag

Ringbos ledelse iværksætter nu en proces, hvor formålet med Ringbos interne kvalitetssikringssystem og dermed indberetning af fejl i medicinhåndteringen drøftes. Drøftelsen sker på såvel lederplan som med medarbejderne.”

Af Sundhedsstyrelsens Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler og om substitutionsbehandling af personer med opioidafhængighed (Til landets læger m.fl.) af 8. juni 2007 fremgår bl.a. følgende:

1 Indledning

I medfør af § 17 i lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) er en læge under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittigheds-fuldhed. Sundhedsstyrelsens tolkning af denne forpligtigelse i relation til ordination og anvendelse af afhængighedsskabende lægemidler beskrives i denne vejledning, herunder de særlige forhold, der gør sig gældende for de forskellige stofgrupper.

Vejledningen beskriver endvidere regler for kommunernes ansvar for den samlede substitutionsbehandling af opioidafhængige, jf. sundhedsloven § 142 og servicelovens § 101.”

2 Parternes synspunkter

2.1 Klagernes synspunkter

Advokaten har på vegne af [K] som mandatar for klagerne anført, at de skjulte optagelser fra Ringbo ikke var nødvendige for at belyse forholdene vedrørende medicinering. På baggrund af forudgående medieomtale var medicinering på landets bosteder allerede til debat. Advokaten har bl.a. henvist til Berlingske Tidendes artikler af 16. og 17. december 2007 samt 23. januar 2008 og Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om afhængighedsskabende lægemidler og substitutionsbehandling af personer med opioidafhængighed” af 8. juni 2008. Den samfundsmæssige interesse i at belyse problematikken synes derfor hverken at kunne vægte tungere end hensynet til klagerne, eller det tillidsbrud, som optagelserne har medført, mellem klagerne og beboerne. Optagelserne er foregået på et bosted for personer med psykiske lidelser i form af bl.a. skizofreni og paranoia. Lidelser, der forværres af manipulation, tillidsbrud og ikke mindst bestyrkelse af forfølgelsestanker.

Medicineringen kunne være belyst gennem interviews med beboere, pårørende eller tidligere og nuværende ansatte, herunder klagerne. Det fremgår således af klippene, at klagerne selv var kritiske over for medicineringen.

Optagelserne med klagerne indeholder alene dokumentation for enkelte, mindre fejl begået over en periode på syv måneder.

Til situation 6 undlod Danmarks Radio at oplyse, at beboeren var gået ned i dosis kort tid forinden optagelsen. De fire piller var derfor samme dosis, som vedkommende kort forinden havde fået. Det er endvidere klippet væk, at det i samtalen også oplyses, at fejlen er indberettet.

Det anerkendes, at situation 7 og 9 med [E] påviser et eksempel på fejlmedicinering. Det generelle problem med fejlregistrering var imidlertid belyst gennem tilsynsrapporterne og i interviewet med [I], hvorfor brugen af skjult kamera var unødvendig.

Advokaten har anført, at ingen af klagerne har givet samtykke til offentliggørelsen af optagelserne. Først den 8. februar 2008 fik klagerne mulighed for at se optagelserne. Efter visningen fik faglig sekretær [J], [K], på vegne af klagerne fuldmagt til at kommentere udsendelsen. Produktionsselskabet var imidlertid ikke indstillet på at lade [J] fremkomme med kommentarer i udsendelsen, hvorfor [J] den 10. februar 2008 indgik et kompromis med journalist [L], Bastard Film, om at kommentarerne skulle bringes i sin helhed på Danmarks Radios hjemmeside, og at studieværten skulle henvise til kommentarerne under udsendelsen. Danmarks Radio bortredigerede imidlertid de mest relevante afsnit, så de ikke fremgik af hjemmesiden. Uddraget var ikke dækkende for klagernes synspunkter.

Udsendelsen insinuerer på et udokumenteret grundlag, at der sker systematisk overmedicinering på Ringbo. Klagernes udtalelser om medicinforbruget er deres subjektive vurderinger. De har ikke den faglige kompetence til at vurdere, om mængden af den medicin, der udstedes til beboerne, er korrekt. Den har psykiaterne. Behandlingsperioderne i Sundhedsstyrelsens vejledning skal tilstræbes fulgt, men der kan være gode grunde til, at medicineringsperioden ved en ny vurdering forlænges for den enkelte beboer. Heller ikke Anni Jørgensen eller Danmarks Radio har kompetence til at vurdere, om medicinforbruget er i strid med vejledningen.

Advokaten har herudover anført, at udsendelsen er misvisende, idet der gives indtryk af, at der i Sundhedsstyrelsens vejledning fastsættes absolutte grænser for varigheden af medicinforbruget. Eksempelvis:

”medarbejderne, de ved godt, at den er gal”,

”med skjult kamera dokumenterer … hvordan de psykisk syge systematisk og i strid med alle regler bliver overmedicineret”,

”Pillen, hun beder om, Rivotril, er stærkt vanedannende og må ifølge Sundhedsstyrelsen kun benyttes i få uger ad gangen”,

”[sove/nervemedicin] som ifølge Sundhedsstyrelsen må bruges i højst en måned. 4 af beboerne har endda været medicineret mere end et år”, og

”Brugen af stærk nerve- og sovemedicin på Ringbo er altså i klar strid med Sundhedsstyrelsens vejledning, som bostederne ellers er forpligtet til at overholde”.

Advokaten har herudover anført, at Danmarks Radio har misbrugt optagelserne med [A], idet optagelsen blev bragt i flere forskellige scener med flere minutters mellemrum i udsendelsen. Samtalen fremstod som om flere forskellige personer havde udtalt sig kritisk om overmedicineringen.

Advokaten har endelig anført, at traileren den 3. februar 2008 var misvisende. Der var ikke dokumentation for udsagnet: ”beboerne bliver udsat for grove svigt i en dagligdag præget af travlhed, manglende ressourcer og mangel på omsorg”. Udsendelsen den 10. februar 2008 påviste ikke ”grove svigt”, ”travlhed”, ”manglende ressourcer” eller ”mangel på omsorg”.

2.2 Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har anført, at der er en væsentlig samfundsmæssig interesse i at vise, hvordan psykisk syge på bosteder, herunder bostedet Ringbo, bliver over- og fejlmedicineret. Myndighederne har i de seneste 10 år indskærpet reglerne om brug af benzodiazepiner. På trods af dette kan medicinering, som den udsendelsen dokumenterer, finde sted. At problemet i plejesektoren tidligere har været omtalt, kan ikke afskære Danmarks Radio for at vise udsendelsen. Samtlige klip med de ansatte har den fornødne samfundsmæssige interesse. De enkelte situationer påviser følgende:

Situation 1 viser en lemfældig omgang med medicin.

Situation 2 dokumenterer, at [B] selv er klar over problemet med benzodiazepiner.

Situation 3 påviser lemfældig omgang med medicinen, og at personalet tilsyneladende systematisk anvender denne medicin for at få fred.

Situation 4 påviser, at [A] sammenligner brugen af medicin med en bolsjeforretning, hvilket må forstås som betydelige mængder og for nem adgang.

Situation 5 dokumenterer en langvarig medicinering, på trods af, at [A] godt vidste, at medicineringen ikke skete efter reglerne.

Situation 6, 7 og 8 påviser tilfælde af fejlmedicinering.

Situation 9 (fortsættelse af situation 7) dokumenterer, at [E] og en ansat bevist undlod at indberette og registrere hændelsen til Ringbos interne ”Kvalitetssikring af medicinhåndtering”.

Klippene dokumenterer således, hvad der foregår på Ringbo, herunder medarbejdernes medicinhåndtering og deres holdninger til denne. Ringbos forstander Anni Jørgensen bekræftede ved brev af 18. februar 2008, at de omtalte eksempler på medicinhåndtering var omtalt korrekt.

Danmarks Radio har videre anført, at dokumentation udelukkende kunne skaffes ved brug af skjult kamera. Produktionsselskabet anmodede den 1. februar 2008 forstander Anni Jørgensen om tilladelse til at lave en åben reportage og interviews på Ringbo. Den 7. februar 2008 gav Københavns Kommune/Ringbos ledelse afslag på anmodningen. Aktindsigt i samtlige tilsynsrapporter har ikke kunnet bevise eller dokumentere de faktiske forhold, ligesom en akutte-tilsynsrapport af 17. januar 2008 ikke omhandler medicineringen.

Danmarks Radio har anført, at det ikke var muligt at vise den fulde udsendelse for klagerne den 8. februar 2008, da denne først blev færdigklippet søndag den 10. august 2008 om eftermiddagen. I øvrigt har de pågældende også kun krav på at se de sekvenser, hvor de selv medvirker. Medarbejderne ønskede ikke selv at kommentere de klip, de medvirkede i, men valgte efterfølgende at lade [K]’s repræsentant, [J], udtale sig på deres vegne. [J] ønskede imidlertid ikke at kommentere indholdet af programmet, men udtrykte utilfredshed med brugen af skjult kamera. Dette blev vurderet irrelevant for udsendelsen om fejl- og overmedicinering. Udover at forsøge at få alle involverede parter i tale, har man efterprøvet fakta, ligesom en række fagligt kompetente personer vurderede dokumentationen og udsagnene i udsendelsen.

Danmarks Radio har afvist, at optagelserne af souschef [A] er misvisende. Han optræder i tre scener. De første scener er adskilt, fordi [A] i første klip taler om en konkretbeboers forbrug af PN-medicin. I andet klip taler han om problemer med PN-medicin generelt. Klip tre er tidsmæssigt optaget på et andet tidspunkt end de to første og omhandler langvarig brug af benzodiazepiner.

Danmarks Radio har endelig anført, at en trailers formål er at give seeren en idé om temaet og indholdet af et fremtidigt program. Da Berlingske Tidende i artikler kort før offentliggørelsen havde bragt oplysninger om dårlig hygiejne, besluttede Danmarks Radio den 4. februar 2008, at udsendelsen alene skulle omhandle medicinering.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jytte Scharling, Jan Kristensen, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Pressenævnet finder det som udgangspunkt betænkeligt at bringe optagelser, indhentet ved skjult kamera, uden efterfølgende samtykke. En sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse.

Pressenævnet lægger til grund, at klagerne efter gennemsynet af optagelserne den 8. februar 2008 gjorde indsigelse imod, at optagelserne blev anvendt i udsendelsen.

Pressenævnet bemærker i øvrigt, at nævnet på sit plenarmøde den 24. juni 2008 har vedtaget at præcisere sin praksis vedrørende optagelser med skjult kamera således, at det forhold, at en optaget person efterfølgende vælger at kommentere optagelserne, ikke i sig selv anses for at være et indirekte samtykke til offentliggørelse.

Såfremt der ikke er indhentet et efterfølgende samtykke til offentliggørelse af optagelserne følger det af nævnets praksis vedrørende skjult kamera, at offentliggørelsen skal tjene en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget med skjult kamera, og den nødvendige journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde.

Pressenævnet finder, at uanset om det måtte være af almen interesse at afdække forholdene for psykisk syges medicinering, har brugen af optagelser foretaget med skjult kamera ikke været nødvendig for udsendelsens formål, og nævnet udtaler sin kritik heraf. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af tilsynsrapporterne fra embedslægeinstitutionen og [I]s udtalelser fremgik, at der var problemer med medicinering på bostedet.

Udsendelsen indeholder oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for klagerne, herunder navnlig for [A], der ikke er stemmesløret. Disse oplysninger har derfor skullet efterprøves i særlig grad, inden de blev bragt, først og fremmest ved forelæggelse for klagerne, bl.a. for at sikre, at optagelserne gav et retvisende billede af forholdene på bostedet og af de episoder, der blev vist.

[A], [B], [D] og [E]s repræsentant fik den 8. februar 2008 lejlighed til at se og kommentere optagelserne foretaget med skjult kamera (uden speak) og blev i den sammenhæng tilbudt at fremkomme med deres eventuelle kommentarer. Klagerne valgte at kommentere optagelserne gennem faglig sekretær [J], [K]. Af [J]s mail af 10. februar 2008 fremgår det, at han var indforstået med, at Danmarks Radio alene bragte kommentarerne på hjemmesiden. Danmarks Radio bortredigerede A, B, C og D’s bemærkninger [de forannævnte synonymer, A, B, C og D, er synonymer anvendt af klager, og disse er ikke nødvendigvis identiske med nævnets anonymisering]. Da navnlig A’s, [A]s, synes at være bemærkninger til offentliggjorte optagelser, udtaler nævnet sin kritik af Danmarks Radio for ikke at medtage disse.

Det ligger uden for nævnets kompetence at vurdere den lægefaglige rigtighed i omfanget af medicineringen, herunder om den udleverede medicin var nødvendig for beboerne, selvom Sundhedsstyrelsens vejledning anbefaler kortere perioder. Pressenævnet finder imidlertid, at oplysninger om, at en systematisk overmedicinering finder sted i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning, giver indtryk af, at medarbejderne på Ringbo medicinerer beboerne langt mere end det nødvendige, hvilket der ikke er dokumentation for. Nævnet udtaler kritik af Danmarks Radio for ikke at kontrollere, hvorvidt oplysningerne er korrekte.

Pressenævnet finder, at traileren den 3. februar 2008 havde til formål at gøre opmærksom på udsendelsen den 10. februar 2008. Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio for det forhold, at indholdet af traileren ikke stemte overens med de behandlede emner i udsendelsen.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende:

Pressenævnet har udtalt kritik af Danmarks Radio for et indslag i 21 Søndag om Bocenteret Ringbo i Københavns Kommune. Kritikken skyldes brug af skjult kamera og forkerte oplysninger i udsendelsen. Pressenævnet har derfor bestemt, at beboere og medarbejdere på Bocenteret Ringbo og Københavns Kommune er berettiget til at få bragt følgende meddelelse:

Danmarks Radio omtalte i februar i en udsendelse problemer med medicineringen af psykisk syge beboere på Ringbo.

På bocenteret var beboere og menigt personale igennem et halvt år blevet filmet til udsendelsen med skjult kamera i deres dagligdag. Pressenævnet har udtalt kritik af denne måde at bruge optagelser med skjult kamera på.

Oplysninger og dokumentation for problemerne med medicineringen fremgik i udsendelsen primært fra officielle tilsynsrapporter og udtalelser fra pårørende til beboere. Emnet kunne således have været belyst uden brug af skjult kamera over for psykisk syge og menigt personale uden ret til at ordinere medicin.

Derudover blev der i udsendelsen påstået en systematisk overmedicinering af beboere – i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Udsendelsen i 21 Søndag dokumenterede ikke nogen systematisk overdosering. Pressenævnet kritiserer Danmarks Radio for denne udokumenterede påstand.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på www.pressenaevnet.dk.”

Afgjort den 1. oktober 2008