Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Opgaven som center for undervisningsmidler

Kapitel 2   Brugerbetaling

Kapitel 3   Geografisk dækningsområde

Kapitel 4   Inddragelse af brugerne

Kapitel 5   Ikrafttræden mv.

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om professionshøjskoler for videregående uddannelsers opgaver som centre for undervisningsmidler

I medfør af § 2 i lov om centre for undervisningsmidler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1306 af 11. december 2006, som ændret ved § 73 i lov nr. 562 af 6. juni 2007, fastsættes:

Kapitel 1

Opgaven som center for undervisningsmidler

§ 1. Opgaven som center for undervisningsmidler varetages af professionshøjskoler for videregående uddannelser, som er godkendt af undervisningsministeren hertil.

Stk. 2. Opgaven som center for undervisningsmidler varetages, sådan at den i forhold til offentligheden klart fremstår som en særlig del af en professionshøjskoles virksomhed.

§ 2. Opgaven som center for undervisningsmidler består i at:

1) omfatte en samling af undervisningsmidler beregnet til udlån til undervisningsinstitutioner,

2) sørge for information og yde rådgivning og vejledning til lærere m.fl. om undervisningsmidler og deres anvendelse og

3) yde bistand til lærere ved fremstilling af undervisningsmidler til eget brug.

Stk. 2. Opgaven efter stk. 1 retter sig mod grundskole-, ungdomsuddannelses-, videregående uddannelses- og voksenuddannelsesniveau, dog med særligt fokus på grundskolen og ungdomsuddannelserne.

§ 3. Opgaven som center for undervisningsmidler kan bestå i:

1) kursusvirksomhed, it- og medievirksomhed, projekt- og udviklingsarbejde samt netværksdannelser i relation til opgaverne som nævnt i § 2, over for undervisningsinstitutioner m.fl.

2) pædagogisk og teknisk rådgivning og vejledning til undervisningsinstitutionernes brug af elektroniske net.

§ 4. Opgaver efter §§ 2 og 3 af landsdels- eller landsdækkende art kan varetages i et samarbejde mellem professionshøjskoler, der varetager opgaven som center for undervisningsmidler.

Kapitel 2

Brugerbetaling

§ 5. Opgaver efter § 3, nr. 1 og 2, gennemføres med brugerbetaling, der dækker de direkte omkostninger, der er forbundet med opgaven, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kursusvirksomhed, omfattet af § 3, nr. 1, på op til 12 timer gennemføres med brugerbetaling efter stk. 1. Kursusvirksomhed, omfattet af § 3, nr. 1, på mere end 12 timer gennemføres som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 3. Andre aktiviteter end opgaver efter §§ 2-3 kan udbydes som indtægtsdækket virksomhed.

Kapitel 3

Geografisk dækningsområde

§ 6. En professionshøjskoles opgaver som center for undervisningsmidler efter § 2 varetages inden for det samme område, som det eller de pågældende centre for undervisningsmidler betjener pr. 31. december 2008.

Kapitel 4

Inddragelse af brugerne

§ 7. En professionshøjskole etablerer et rådgivende udvalg med henblik på dialog med interessenter om varetagelsen af opgaven som center for undervisningsmidler

Stk. 2. Det rådgivende udvalg består af repræsentanter for:

1) Grundskoleområdets undervisere.

2) Grundskoleområdets skolebibliotekarer.

3) Erhvervsuddannelsernes undervisere.

4) De gymnasiale uddannelsers undervisere.

5) Grundskoleområdets ledere.

6) Ungdoms- og voksenuddannelsernes ledere.

7) Børne- og kulturchefforeningen.

8) Kommunerne i forening inden for det geografisk omfattede område.

9) De videregående uddannelser.

Stk. 3. Det rådgivende udvalg kan suppleres med anden repræsentation efter professionshøjskolens beslutning.

Kapitel 5

Ikrafttræden mv.

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2009.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1397 af 12. december 2006 om Centre for Videregående Uddannelsers opgaver som centre for undervisningsmidler ophæves.

Undervisningsministeriet, den 15. december 2008

P.M.V.
Lars Mortensen
Styrelseschef

/ Ella Højbjerg Madsen