Senere ændringer til forskriften
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Formål og område

Kapitel 2   Beskyttelse af kulturværdier

Kapitel 3   Udførselstilladelser

Kapitel 4   Retsvirkninger af udførselsforbud

Kapitel 5   Almindelige bestemmelser

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om sikring af kulturværdier i Danmark

Herved bekendtgøres lov nr. 332 af 4. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmark med de ændringer, der følger af lov nr. 473 af 7. juni 2001 og lov nr. 141 af 10. februar 2010.

Kapitel 1

Formål og område

§ 1. Lovens formål er at sikre den danske kulturarv gennem bevaring af kulturværdier i Danmark.

§ 2. Loven omfatter følgende kulturværdier, der ikke er i offentligt eje:

1) kulturgenstande fra tiden før 1660,

2) kulturgenstande, som har en værdi på 150.000 kr. eller derover, og som er ældre end 50 år.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, er fotografier, som har en værdi på 30.000 kr. eller derover, dog omfattet af loven.

Stk. 3. Loven omfatter ikke mønter og medaljer.

Stk. 4. Stiller kulturværdiudvalget, jf. § 5, forslag herom, kan kulturministeren, når særlige omstændigheder taler derfor, beslutte, at loven anvendes på en kulturgenstand, der ikke er omfattet af loven.

Stk. 5. Det i stk. 1, nr. 2, nævnte beløb reguleres årligt pr. 1. januar efter udviklingen i det af Danmarks Statistik offentliggjorte forbrugerprisindeks. Reguleringen foretages på grundlag af forbrugerprisindeksets årsgennemsnit i forhold til det foregående år. Beløbet afrundes til nærmeste hele 1.000 kr.

Stk. 6. Kulturministeren bekendtgør årligt reguleringen, jf. stk. 5.

Kapitel 2

Beskyttelse af kulturværdier

§ 3. Genstande, der er omfattet af loven, må ikke udføres til udlandet eller til Færøerne og Grønland uden særlig tilladelse.

Stk. 2. En udførselstilladelse kan kun søges af genstandens ejer.

§ 4. Den, der ejer en kulturgenstand, der er omfattet af loven efter § 2, stk. 4, eller ejerens arvinger skal, før genstanden skifter ejer, underrette kulturværdiudvalget herom.

Kapitel 3

Udførselstilladelser

§ 5. Udførselstilladelse meddeles af kulturværdiudvalget, der består af direktøren for Nationalmuseet, direktøren for Statens Museum for Kunst, direktøren for Det Kongelige Bibliotek, rigsarkivaren og et af kulturministeren udpeget medlem, der skal være leder af et ikke statsligt museum. Udpegningen af repræsentanten for det ikke statslige museumsvæsen sker for 4 år ad gangen. Udvalget vælger blandt medlemmerne en formand og en næstformand.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om kulturværdiudvalgets virksomhed, herunder regler om, at auktionshuse skal informere kulturværdiudvalget, når der udbydes kulturgenstande, der er omfattet af loven, og om at auktionshuse skal informere købere af sådanne genstande om regler for udførsel.

§ 6. En ansøgning om udførselstilladelse skal indeholde en udførlig beskrivelse af genstanden og dens oprindelse samt ledsages af en værdiansættelse og af et fotografi af genstanden i 2 eksemplarer. Det sidstnævnte gælder dog ikke, hvis ansøgningen vedrører bøger, arkivalier og lignende. Genstanden skal efter anmodning kunne besigtiges.

Stk. 2. Såfremt afgørelsen ikke er meddelt senest 3 måneder efter modtagelsen af en ansøgning som nævnt i stk. 1, betragtes udførselstilladelse som givet. Kulturværdiudvalget udsteder en erklæring herom.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis en anmodning om adgang til at besigtige genstanden ikke er imødekommet.

Stk. 4. Kulturværdiudvalget kan dog forlænge sagsbehandlingsfristen i stk. 2 i indtil 6 måneder, hvis særlige omstændigheder taler for det.

§ 7. Udførselstilladelse til kulturgenstande, der er omfattet af § 2, stk. 1 og 2, skal gives i følgende tilfælde:

1) Når ejeren godtgør, at genstanden er skabt uden for Danmark og indført hertil inden for de sidste 50 år.

2) Når ejeren godtgør, at genstanden ønskes udført som en del af ejerens indbo i forbindelse med hans varige bosættelse uden for Danmark.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsatte nærmere regler om sagsbehandling i sager om udførsel i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1.

§ 8. Udførselstilladelse til arkivalier kan betinges af adgang til kopiering.

§ 9. En udførselstilladelse bortfalder, hvis udførsel ikke har fundet sted inden 5 år fra udstedelsen.

§ 10. Til statslige eller statsstøttede museer eller andre, der udfører kulturgenstande i forbindelse med udstillinger og lignende i udlandet, kan kulturværdiudvalget give en stående udførselstilladelse.

Kapitel 4

Retsvirkninger af udførselsforbud

§ 11. Hvis en ansøgning om udførselstilladelse afslås, fremsætter kulturværdiudvalget et tilbud om erhvervelse af genstanden til en pris, der kan opnås ved salg i det frie marked.

Stk. 2. Genstandens værdi fastsættes efter råd fra særligt sagkyndige.

Stk. 3. Tilbuddet om erhvervelse af genstanden bortfalder, såfremt ejeren ikke har accepteret dette senest 3 måneder efter afgivelsen.

§ 12. Genstande, som er erhvervet efter bestemmelsen i § 11, indgår i et statsligt eller statsstøttet museums samlinger eller i andre samlinger efter bestemmelse af kulturværdiudvalget. I særlige tilfælde kan genstanden dog efter udvalgets bestemmelse forblive på det sted, hvor den hidtil har været placeret.

Kapitel 5

Almindelige bestemmelser

§ 13. Med bøde straffes den, der overtræder § 3, stk. 1, eller § 4.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 1 år, såfremt overtrædelsen er begået med forsæt og der i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Stk. 4. For overtrædelser af denne lov er forældelsesfristen 5 år.

§ 14. Kulturværdiudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.

§ 15. Loven træder i kraft den 1. januar 1987.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Lov nr. 473 af 7. juni 2001, museumsloven, § 44, der ændrer § 5, stk. 1, i lov nr. 332 af 4. juni 1986 om sikring af kulturværdier i Danmark, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.:

§ 41

Loven træder i kraft den 1. januar 2002. Samtidig ophæves lov om museer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 739 af 17. juli 2000. Lovens § 27, stk. 4-7, har virkning fra den 1. januar 2003. Indtil den 1. januar 2003 opretholdes de hidtidige finansieringsprincipper for den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed, jf. § 26, stk. 3, i lov om museer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 739 af 17. juli 2000.


Lov nr. 141 af 10. februar 2010 om ændring af lov om sikring af kulturværdier i Danmark, der ændrer §§ 2, stk. 1, nr. 2, 2, stk. 4, 5, stk. 2, og 7, stk. 1, nr. 1, og indsætter ny §§ 2, stk. 5 og 6, 6, stk. 4, 7, stk. 2, og 13, stk. 2-4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. marts 2010.

Stk. 2. Loven finder således ikke anvendelse på ansøgninger om udførsel af kulturgenstande, der er indgået før lovens ikrafttræden.

Kulturministeriet, den 16. november 2010

Per Stig Møller

/ Katrine Tarp