Senere ændringer til forskriften
Dokumentets indarbejdede forskrifter
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Lovens formål og område

Kapitel 2   Værnepligtige lønmodtagere

Kapitel 3   Lønmodtagere, der har kontrakt med forsvaret

Kapitel 4   Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser mv.

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om værnepligtsorlov og om orlov ved forsvarets udsendelse af lønmodtagere til udlandet

Herved bekendtgøres lov om værnepligtsorlov og om orlov ved forsvarets udsendelse af lønmodtagere til udlandet jf. lovbekendtgørelse nr. 982 af 20. november 2001 med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 1264 af 16. december 2009.

Kapitel 1

Lovens formål og område

§ 1. Loven omfatter følgende grupper:

1) Værnepligtige mænd og kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår, som har modtaget meddelelse om tidspunktet for indkaldelse, jf. dog stk. 2.

2) Lønmodtagere, der i uafbrudt fortsættelse af værnepligtstjenesten tegner kontrakt om reaktionsstyrkeuddannelse, jf. dog stk. 3.

3) Lønmodtagere, der tegner kontrakt med forsvaret om at stille sig til rådighed med henblik på udsendelse til udlandet, jf. dog stk. 2 og 4.

4) Lønmodtagere, der tegner kontrakt med forsvaret om udsendelse til udlandet, jf. dog stk. 2 og 5.

Stk. 2. Det er en betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 1, 3 og 4, at lønmodtageren ved indkaldelsen eller kontraktindgåelsen i mindst 9 måneder vil have været ansat uafbrudt i samme virksomhed gennemsnitligt mere end 8 timer ugentligt. Hvis et ansættelsesforhold følger i umiddelbar forlængelse af lære-, elev- eller praktiktid, medregnes denne i de 9 måneder.

Stk. 3. Det er en betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 2, at lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om reaktionsstyrkeuddannelseskontrakten senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.

Stk. 4. Det er en betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 3, at lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om rådighedskontrakten senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.

Stk. 5. Det er en betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 4, at lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om kontraktperioden senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.

Kapitel 2

Værnepligtige lønmodtagere

§ 2. En værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår har ret til fravær fra arbejdet på grund af aftjening af værnepligt.

Stk. 2. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi han vil udnytte retten til fravær på grund af aftjening af værnepligt eller har været fraværende af denne grund.

Stk. 3. En arbejdsgiver må heller ikke i øvrigt afskedige en lønmodtager på grund af aftjening af værnepligt.

§ 3. En lønmodtager optjener ikke anciennitet under aftjening af værnepligt.

§ 4. Den værnepligtige mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår skal underrette arbejdsgiveren om tidspunktet for indkaldelsen senest to uger efter, at han har modtaget meddelelse herom.

Stk. 2. Afgiver lønmodtageren ikke underretning efter stk. 1, kan arbejdsgiveren hæve ansættelsesforholdet fra indkaldelsesdagen.

§ 5. En værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår, der udnytter sin ret til fravær efter § 2, skal senest 14 dage efter modtagelse af meddelelsen af det forventede hjemsendelsestidspunkt underrette arbejdsgiveren om, hvornår vedkommende påregner at genoptage arbejdet efter aftjent værnepligt.

Stk. 2. Lønmodtageren skal senest 14 dage efter modtagelsen af en meddelelse om ændring i det forventede hjemsendelsestidspunkt underrette arbejdsgiveren herom.

Stk. 3. Underretter lønmodtageren ikke arbejdsgiveren efter stk. 1 og 2, anses ansættelsesforholdet for opsagt fra lønmodtagerens side til det tidspunkt, hvor hjemsendelsen finder sted, uanset længden af det varsel, der gælder fra lønmodtagerens side i ansættelsesforholdet.

§ 6. En værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår, som efterkasseres eller på anden måde hjemsendes før tiden, skal senest 14 dage efter hjemsendelsen underrette arbejdsgiveren herom. Arbejdsgiveren bestemmer, hvornår arbejdet skal genoptages.

Stk. 2. Lønmodtageren har dog ret til at genoptage arbejdet 4 måneder efter efterkassations- eller hjemsendelsestidspunktet. Har lønmodtageren afgivet varsel efter § 5, stk. 1, har han ret til at genoptage arbejdet til det tidspunkt, der er angivet i varslet.

Stk. 3. Afgiver lønmodtageren ikke underretning efter stk. 1, anses ansættelsesforholdet for opsagt fra lønmodtagerens side til det tidspunkt, hvor efterkassationen eller hjemsendelsen finder sted.

§ 7. Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale, vedtægter eller regulativer fraviges til ugunst for den værnepligtige mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår.

§ 8. § 4, stk. 2, § 5, stk. 3, og § 6, stk. 3, finder ikke anvendelse på værnepligtige mænd eller kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår, der er ansat som tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

§ 9. Afskediges en værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår i strid med § 2, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse.

Stk. 2. Godtgørelsen, der ikke kan overstige 26 ugers løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

§ 10. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte særlige regler for søfarende.

§ 11. For lønmodtagere, der er omfattet af denne lov, finder § 6, stk. 1 og 3, i lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer ikke anvendelse.

Kapitel 3

Lønmodtagere, der har kontrakt med forsvaret

§ 11 a. Lønmodtagere omfattet af § 1, stk. 1, nr. 3, skal, senest 14 dage efter at de har modtaget meddelelse om, at de er indkaldt i medfør af kontrakten, underrette arbejdsgiveren herom. Såfremt indkaldelse sker med mindre end 4 ugers varsel, skal arbejdsgiveren underrettes uden ugrundet ophold.

Stk. 2. Afgiver lønmodtageren ikke underretning efter stk. 1, kan arbejdsgiveren hæve ansættelsesforholdet fra indkaldelsesdagen.

§ 11 b. Bestemmelserne i §§ 2, 3 og 5-11 finder tilsvarende anvendelse for lønmodtagere omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2-4.

Kapitel 4

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser mv.

§ 12. Loven træder i kraft den 1. juli 1985 og har virkning for værnepligtige lønmodtagere, der den 1. juli 1985 eller senere modtager meddelelse om tidspunktet for indkaldelsen.

§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Lov nr. 910 af 8. december 1993 om ændring af lov om forsvarets personel, lov om hjemmeværnet, lov om statens uddannelsesstøtte og lov om værnepligtsorlov mv., hvis § 4 har ændret lovens titel, § 1 samt tilføjet §§ 11 a og 11 b indeholder i § 6 følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 6

Loven træder i kraft den 1. januar 1994.


Lov nr. 444 af 7. juni 2001 om ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer og lov om værnepligtsorlov og om orlov til FN-tjeneste m.v. (Ændring af timegrænse) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.1)


Lov nr. 1264 af 16. december 2009 om ændring af lov om værnepligtsorlov og om orlov til FN-tjeneste m.v. samt forskellige andre love (Orlov ved forsvarets udsendelse af personel til udlandet m.v.), som ændrer lovens § 1-2, § 4-9, § 11, § 11 a, § 11 b og lovens titel, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 4

Loven træder i kraft den 1. marts 2010.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Beskæftigelsesministeriet, den 3. marts 2011

Inger Støjberg

/ Lise Fangel

Officielle noter

1) Lov nr. 444 af 7. juni 2001 blev bekendtgjort i Lovtidende 8. juni 2001.