Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Tilskud
Kapitel 2 Ansøgning
Kapitel 3 Afgørelse om og udbetaling af tilskud
Kapitel 4 Rapport og vidensdeling
Kapitel 5 Regnskab og revision
Kapitel 6 Misligholdelse
Kapitel 7 Offentlighed
Kapitel 8 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om tilskud til Folketingets partier og danske partier og bevægelser indvalgt i Europa-Parlamentet til debat og oplysning i Danmark om Europa

I medfør af finanslov 2011, tekstanmærkning nr. 126, stk. 2, § 20.71.41 om tilskud til fremme af debat og oplysning i Danmark om Europa, herunder udvikling af deltagelsesdemokrati, fastsættes:

Kapitel 1

Tilskud

§ 1. Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (nævnet) yder efter ansøgning tilskud til partier i Folketinget og danske partier og bevægelser indvalgt i Europa-Parlamentet.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 ydes til gennemførelse af et samlet aktivitetsprogram for en treårig periode, der svarer til tre kalenderår. Nævnet kan yde tilskud til aktiviteter, der allerede er gennemført, hvis aktiviteterne er gennemført i det finansår, hvor nævnet giver tilsagn om tilskud, og hvis aktiviteterne indgår i det samlede aktivitetsprogram.

Stk. 3. Aktiviteterne skal have til formål at fremme debat og oplysning om Europa, herunder udvikling af deltagelsesdemokrati. Aktiviteterne skal som helhed i den treårlige aktivitetsperiode være landsdækkende.

§ 2. Tilskud efter § 1 ydes således, at en tredjedel af bevillingen ydes som grundtilskud i lige store dele til partier i Folketinget og partier og bevægelser indvalgt i Europa-Parlamentet, en tredjedel af bevillingen ydes til partier i Folketinget efter antal mandater i Folketinget, og en tredjedel af bevillingen ydes til partier og bevægelser indvalgt i Europa-Parlamentet efter antal mandater i Europa-Parlamentet.

§ 3. Af et tildelt tilskud efter § 1 kan der årligt højst anvendes et beløb, der svarer til det årlige grundtilskud, jf. stk. 2, tillagt 20 % af det resterende tilskud til aflønning af et partis eller en bevægelses egne medarbejdere.

Kapitel 2

Ansøgning

§ 4. Ansøgning om tilskud efter § 1 indgives på baggrund af en udmeldt ansøgningsrunde. Nævnet retter direkte henvendelse til partierne i Folketinget og partierne og bevægelserne indvalgt i Europa-Parlamentet med oplysning om en aktuel ansøgningsrunde, herunder størrelsen af mulige tilskudsbeløb til de enkelte partier og bevægelser samt en frist for indgivelse af ansøgning.

Stk. 2. Ansøgningen skal være nævnet i hænde inden den af nævnet udmeldte frist for indgivelse af ansøgning, jf. stk. 1. Ansøgninger, som modtages i nævnet efter fristen for indgivelse af ansøgning, tages ikke i betragtning.

§ 5. En ansøgning om tilskud skal indeholde en beskrivelse af et treårigt aktivitetsprogram, der nærmere angiver de påtænkte aktiviteter med henblik på at fremme debat og oplysning om Europa, herunder udvikling af deltagelsesdemokrati, samt et budget for aktiviteterne.

Stk. 2. Nævnet kan i forbindelse med udmelding af en ansøgningsrunde fastsætte yderligere betingelser for tilsagn om tilskud.

§ 6. Indtræder et nyt parti eller en ny bevægelse i Folketinget eller Europa-Parlamentet efter påbegyndelsen af den treårige aktivitetsperiode, kan partiet eller bevægelsen indgive ansøgning om tilskud, jf. § 4. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af et aktivitetsprogram, jf. § 5, for den resterende aktivitetsperiode.

Stk. 2. Udmåling af tilskud efter § 2 til et nyt parti eller en ny bevægelse kan tidligst ske efter den førstkommende folketingssamling, jf. § 7, stk. 3.

Kapitel 3

Afgørelse om og udbetaling af tilskud

§ 7. Nævnet træffer efter ansøgning afgørelse om tilskud efter § 1.

Stk. 2. Tilskud udbetales kvartalsvis forud i lige store rater over den treårige aktivitetsperiode. I de tilfælde, hvor den første udbetaling sker efter påbegyndelsen af den treårige aktivitetsperiode, udgør første rate af tilskuddet dog et samlet beløb for perioden fra starten af den treårige aktivitetsperiode til og med forestående kvartal.

Stk. 3. Fordelingen af tilskud efter § 2 justeres efter repræsentations- og mandatforholdene efter hver folketingssamling i den treårige aktivitetsperiode med virkning for det følgende kalenderår.

§ 8. Uforbrugte midler i et kalenderår kan bruges i den resterende aktivitetsperiode. Hvis et parti eller en bevægelse ikke har brugt sit samlede tilskud ved udgangen af den treårige aktivitetsperiode, skal partiet henholdsvis bevægelsen tilbagebetale det uforbrugte beløb til nævnet.

§ 9. Nævnets afgørelser om tilskud og afslag på tilskud er endelige og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 10. Tilsagn om tilskud efter § 1 gives på betingelse af,

1) at aktiviteterne gennemføres så vidt muligt som beskrevet i aktivitetsprogrammet, jf. dog stk. 2,

2) at udgifter til aktiviteterne afholdes så vidt muligt som angivet i budgettet for aktiviteterne, jf. dog stk. 2,

3) at der aflægges rapport og regnskab, jf. § 11 og 13, og

4) at partiet eller bevægelsen medvirker til videns- og erfaringsudveksling, jf. § 12.

Stk. 2. Nævnet kan i særlige tilfælde godkende, at aktivitetsplan og budget ændres. Hvis aktivitetsplan og budget ændres med nævnets godkendelse, er det en betingelse, at initiativet gennemføres i overensstemmelse med den ændrede aktivitetsplan og det ændrede budget.

Kapitel 4

Rapport og vidensdeling

§ 11. Partier og bevægelser, der modtager tilskud efter § 1, skal for hvert kalenderår i den treårige aktivitetsperiode aflægge en rapport om gennemførte aktiviteter, som nævnet har givet tilskud til, jf. § 1. Rapporten skal aflægges til nævnet senest den 15. marts i året efter det kalenderår, der rapporteres om. Rapporten skal aflægges ved at udfylde et standardskema, der kan hentes på nævnets hjemmeside, www.eu-naevnet.dk. Seks eksemplarer af eventuelt fremstillet materiale skal vedlægges rapporten.

Stk. 2. Partier og bevægelser skal være i besiddelse af dokumentation for de aktiviteter, der er beskrevet i rapporten, jf. stk. 1, samt resultatet heraf.

§ 12. Partier og bevægelser, der modtager tilskud efter § 1, er i den treårige aktivitetsperiode forpligtet til at deltage i videns- og erfaringsudveksling, herunder at deltage i en årlig erfaringsudvekslingskonference og Europa-messe.

Kapitel 5

Regnskab og revision

§ 13. Partier og bevægelser skal for hvert kalenderår i den treårige aktivitetsperiode aflægge et regnskab for det aktivitetsprogram, som nævnet har givet tilskud til, jf. § 1. Regnskabet skal aflægges til nævnet senest den 15. marts i året efter det kalenderår, der aflægges regnskab for.

Stk. 2. Regnskabets indhold og opstilling skal følge principperne i årsregnskabsloven og regler udstedt i henhold til denne lov.

Stk. 3. Tilskud fra anden side til aktiviteterne skal specificeres i regnskabet.

Stk. 4. Til de enkelte regnskabsposter kan knyttes noter med supplerende oplysninger om regnskabsposternes indhold.

Stk. 5. Modregning i regnskabet (nettopostering) må kun finde sted, hvis modregningen medvirker til at øge regnskabets informationsværdi. Modregnede poster skal oplyses i noter til regnskabsposterne.

Stk. 6. Regnskabet skal indeholde oplysning om den anvendte regnskabspraksis. Foretages der ændringer i regnskabsprincipperne i forhold til tidligere aflagte regnskaber, skal regnskabet indeholde en begrundelse herfor og en beskrivelse af virkningen heraf.

Stk. 7. Regnskabet skal være underskrevet af alle medlemmer af partiets eller bevægelsens bestyrelse eller, hvis partiet eller bevægelsen ikke har en bestyrelse, af alle medlemmer af partiets eller bevægelsens ansvarlige ledelse. Endvidere skal regnskabet være revideret og forsynet med en revisionspåtegning, jf. reglerne i kapitel 5.

Stk. 8. Partier og bevægelser skal være i besiddelse af dokumentation for, at de i regnskabet indregnede omkostninger vedrører aktiviteter til fremme af debat og oplysning i Danmark om Europa.

§ 14. Revision af et partis eller en bevægelses regnskab, jf. § 6, stk. 7, skal udføres af en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor.

Stk. 2. Ved revisorskift skal partiet henholdsvis bevægelsen snarest muligt underrette nævnet om navn og adresse på den tiltrædende revisor og oplyse om årsagen til skiftet.

§ 15. Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. og nærmere præciseret i dette kapitel.

§ 16. Revisionens omfang afhænger af partiets henholdsvis bevægelsens administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol, og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen. Desuden har tilskuddets størrelse betydning for revisionens omfang.

§ 17. Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, dvs. uden væsentlige fejl og mangler, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte tilskud, jf. stk. 2, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

Stk. 2. Ved revisionen skal revisor efterprøve,

1) om regnskabet for aktiviteterne er rigtigt,

2) om betingelserne for nævnets tilskud til aktiviteterne er opfyldt, jf. § 1, stk. 3-5,

3) om tilskuddet er anvendt til formålet,

4) om partiet henholdsvis bevægelsen har taget skyldige økonomiske hensyn og udvist sparsommelighed ved forvaltningen af de midler, der er omfattet af regnskabet, og

5) om de oplysninger, som partiet henholdsvis bevægelsen har meddelt nævnet om gennemførelse og resultat af aktiviteterne, er dokumenterede.

Stk. 3. Revisionen udføres ved stikprøvevise undersøgelser.

§ 18. Et parti og en bevægelse skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af regnskabet samt for revisors vurdering af forvaltningen, herunder mål og opnåede resultater. Et parti og en bevægelse skal endvidere give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor finder nødvendige for udførelsen af sit hverv.

§ 19. Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks at give partiet eller bevægelsen samt nævnet meddelelse herom. Det samme gælder, hvis revisor under sin revision eller på anden måde bliver opmærksom på, at aktiviteternes gennemførelse er usikker af økonomiske eller andre grunde.

§ 20. Det reviderede regnskab skal forsynes med en revisionspåtegning, hvoraf det fremgår, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Revisionspåtegning skal ske efter det til enhver tid gældende erklæringsparadigme for den uafhængige revisors påtegning, der forefindes på Rigsrevisionens hjemmeside, www.rigsrevisionen.dk/paategning.hmtl.

§ 21. Revisor skal afgive en revisionsberetning med revisors vurdering og konklusion vedrørende den udførte revision, jf. § 10. I beretningen indføres oplysninger om, hvilket revisionsarbejde der er udført, samt alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger, herunder om

1) revisor under sin revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om, jf. § 11, og

2) tilskuddet er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, jf. § 1, stk. 3-5.

Stk. 2. Revisionsberetningen kan afgives i tilslutning til revisionspåtegningen, jf. § 13, eller i en revisionsprotokol. Revisionsberetningen eller revisionsprotokollen skal indsendes af partiet henholdsvis bevægelsen til nævnet sammen med det påtegnede regnskab, jf. § 6, stk. 1.

Kapitel 6

Misligholdelse

§ 22. Nævnet har ret til at tilbageholde udbetaling af tilskud eller kræve udbetalte beløb tilbagebetalt, hvis et parti eller en bevægelse ikke har anvendt et tilskud i overensstemmelse med de givne vilkår for tilskuddet. Det samme gælder, hvis tilskuddet er opnået ved svig eller, der i øvrigt er afgivet urigtige oplysninger under sagsforløbet.

Kapitel 7

Offentlighed

§ 23. Oplysninger om meddelte tilskud samt partiernes og bevægelsernes rapporter, jf. § 11, offentliggøres på nævnets hjemmeside, www.europa-naevnet.dk.

Kapitel 8

Ikrafttræden

§ 24. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 2011, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for ansøgninger om tilskud, som nævnet har modtaget efter den 28. februar 2011.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1093 af 18. november 2008 om tilskud til Folketingets partier og danske partier og bevægelser i Europa-Parlamentet til fremme af debat og oplysning i Danmark om Europa ophæves.

Uddannelsesstyrelsen, den 9. marts 2011

P.M.V.
E.B.
Martin Isenbecker

/ Simon Kjølby Larsen