Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32006L0007
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde
Kapitel 2 Tilsyn og kontrol, myndigheder m.v.
Kapitel 3 Forbud, påbud m.v.
Kapitel 4 Straffebestemmelser
Bilag 1 Kvalitetskrav for ferskvand
Bilag 2 Vurdering og klassifikation af badevand
Bilag 3 Badevandsprofil
Bilag 4 Kontrolovervågning af badevand
Bilag 5 Symbol
Bilag 6 Definitioner på vandforekomster
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om badevand og badeområder1)

I medfør af § 14, § 16, § 18, stk. 1, § 73, § 80 og § 110, stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010, som ændret ved lov nr. 484 af 11. maj 2010, lov nr. 1273 af 21. december 2011 og nr. 446 af 23. maj 2012, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på badevand og badeområder.

Stk. 2. Ved badevand forstås:

1) Ferskvand og havvand, som kommunalbestyrelsen forventer i almindelighed anvendes til badning, og som ikke er omfattet af et af kommunalbestyrelsen udstedt permanent badeforbud eller badning frarådes.

2) Ferskvand og havvand udlagt til badevand i en kommuneplan.

Stk. 3. Badeområder er områder udlagt til badeformål i kommuneplanen, samt øvrige områder, hvor der findes badevand.

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder dog ikke anvendelse på:

1) Svømmebade og spabade.

2) Afgrænsede vandområder, der er genstand for behandling eller anvendes til terapeutiske formål.

3) Kunstigt anlagte, afgrænsede vandområder, der er adskilt fra overfladevand og grundvand.

Stk. 5. Badesæson er perioden fra 1. juni til 1. september. Kommunalbestyrelsen kan for enkelte eller alle strande i kommunen forud for badesæsonens start forlænge badesæsonen til 15. september. Forlængelse af badesæsonen skal indrapporteres til Naturstyrelsen senest 1. april og kan ikke forkortes i løbet af badesæsonen.

Stk. 6. Overfladevand, grundvand, overgangsvande og kystvand er defineret i bilag 6.

Stk. 7. Ved permanent forstås: Forbud mod eller frarådelse af badning, der mindst gælder for en hel badesæson.

Stk. 8. Ved offentligheden forstås: En eller flere fysiske eller juridiske personer, som direkte eller indirekte berøres af planen, og foreninger og organisationer, hvis vedtægter eller love dokumenterer dens formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer. Formål omfattet af offentligheden er bl.a. beskyttelsen af landskab, kulturarv, natur, miljøinteresser, sport og fritidsinteresser.

Kapitel 2

Tilsyn og kontrol, myndigheder m.v.

§ 2. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med badevandet med henblik på at fastlægge badevandskvaliteten og på at sikre, at vandet ikke er forurenet, og lader i overensstemmelse med §§ 4 og 5 udtage prøver af vandet til nærmere undersøgelse.

Stk. 2. Badevandet er forurenet, når prøverne ikke kan opnå »tilfredsstillende kvalitet«, jf. bilag 1, eller der er en forekomst af mikrobiologisk kontamination, vækst af cyanobakterier, makroalger, marin fytoplankton eller andre organismer eller affald, som påvirker badevandskvaliteten og udgør en sundhedsrisiko for de badende.

Stk. 3. Forurening foreligger endvidere, hvis der er et indhold af kemiske stoffer i vandet, der er til fare for sundheden.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at der ikke opstår forurening af badeområdet.

§ 3. Kommunalbestyrelsen udpeger som kontrolovervågningssted det sted i badeområdet, hvor der ventes flest badende, eller hvor der er den største forureningsrisiko i henhold til badevandsprofilen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udarbejder plan for kontrolovervågning for hvert enkelt badevand i overensstemmelse med bilag 4 og sender den til Naturstyrelsen senest 1. april. Indrapportering sker i et format fastsat af Naturstyrelsen. Desuden skal der i fornødent omfang udtages prøver med henblik på afgrænsning af kendte forureningskilder, som f.eks. havne, spildevandsudløb og udmunding af vandløb.

Stk. 3. Hver gang tidsplanen, jf. bilag 4, nr. 5, for kontrolovervågning stilles i bero, skal kommunalbestyrelsen indberette dette til Naturstyrelsen samt angive årsagerne hertil.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen udarbejder hvert år en liste over samtlige kontrolovervågningssteder og sender den til Naturstyrelsen senest den 1. april. Indrapportering sker i et format fastsat af Naturstyrelsen.

§ 4. Kommunalbestyrelsen udtager til undersøgelse for intestinale enterokokker og Escherichia coli mindst 4 prøver af badevandet i forbindelse med hver badesæson. For strande med forlænget badesæson, jf. § 1, stk. 5, 2. pkt., udtages mindst 5 prøver af badevand i forbindelse med hver badesæson. Prøverne skal kontrolleres i overensstemmelse med bilag 1.

Stk. 2. Prøverne skal udtages af og undersøges på et laboratorium, der er akkrediteret hertil, jf. den til enhver tid gældende bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger.

Stk. 3. Såfremt badevandskvaliteten med statistisk sikkerhed er ringere end ”tilfredsstilende”, som angivet i bilag 1, skal antallet af prøver øges til mindst 10 pr. sæson.

§ 5. Kommunalbestyrelsen vurderer badevandskvaliteten for hvert enkelt badevand efter hver badesæson. Badevandskvaliteten vurderes på grundlag af det datasæt, der er udarbejdet efter bilag 1 for badevandskvaliteten for det forløbne år og de tre foregående badesæsoner, og fastsættes efter proceduren i bilag 2. Datasæt til vurdering af badevandskvaliteten består altid af mindst 16 prøver.

Stk. 2. Badevandskvaliteten kan dog vurderes på grundlag af et datasæt for badevandskvaliteten for mindre end fire badesæsoner, hvis

1) badevandet er nyudpeget, eller

2) hvis der er indtruffet ændringer, som sandsynligvis vil påvirke klassifikationen af badevandet efter § 8, i hvilket tilfælde vurderingen foretages på grundlag af et datasæt for badevandskvaliteten, der udelukkende består af resultaterne af prøver, der er indsamlet efter de indtrufne ændringer.

§ 6. Kommunalbestyrelsen kan underopdele eller sammenlægge eksisterende badevande på baggrund af vurderingerne af badevandskvaliteten.

Stk. 2. Badevande kan kun sammenlægges, hvis de

1) er sammenhængende,

2) de fire foregående år har opnået næsten samme vurdering, og

3) har badevandsprofiler, der alle viser samme risikofaktorer eller fravær af samme.

§ 7. Kommunalbestyrelsen indrapporterer en gang årligt til Naturstyrelsen senest den 1. november resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget efter § 5, af den klassifikation, der er foretaget efter § 8 og de foranstaltninger efter § 11, der har været iværksat det pågældende år. Indrapporteringen sker i et format fastsat af Naturstyrelsen.

Klassifikation og udarbejdelse af badevandsprofiler

§ 8. Kommunalbestyrelsen klassificerer på baggrund af den i §§ 4-6 gennemførte vurdering af badevandskvaliteten og i overensstemmelse med de i bilag 2 omhandlede kriterier badevand som »ringe«, »tilfredsstillende«, »godt« eller »udmærket«.

Stk. 2. Med henblik på at øge antallet af badevande, der klassificeres som »godt« og »udmærket«, jf. stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen sådanne foranstaltninger, som den anser for rimelige, herunder inddrager badevandskvalitet som en del af kommunens generelle planlægning.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sikrer, at alt badevand senest ved udgangen af badesæsonen 2015 mindst er »tilfredsstillende«.

§ 9. Kommunalbestyrelsen udarbejder badevandsprofiler i henhold til bilag 3. Den enkelte badevandsprofil kan omfatte et enkelt badevand eller flere sammenhængende badevande. Kommunalbestyrelsen indsender badevandsprofiler en gang årligt senest den 1. november til Naturstyrelsen. Indrapporteringen sker i et format fastsat af Naturstyrelsen.

Stk. 2. Badevandsprofiler revideres og ajourføres som angivet i bilag 3.

Stk. 3. Ved udpegning af nyt badeområde udarbejdes badevandsprofil senest den 1. april inden førstkommende badesæson.

Inddragelse og information af offentligheden

§ 10. Forud for og i hele badesæsonen opsætter kommunalbestyrelsen på et tilgængeligt sted og i umiddelbar nærhed af badeområdet oplysninger om

1) den aktuelle klassifikation af badevandet ved hjælp af klart og enkelt symbol, som angivet i bilag 5, del 2,

2) en generel beskrivelse af badevandet i et ikke-teknisk sprog baseret på den i overensstemmelse med bilag 3 opstillede badevandsprofil, og

3) angivelse af, hvor mere fuldstændige oplysninger kan søges, jf. stk. 2.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger om badevandet skal sammen med følgende oplysninger offentliggøres i passende medier, herunder på internettet og om nødvendigt på flere sprog:

1) en liste over badevande til den berørte offentlighed,

2) klassifikation af det enkelte badevand i de seneste tre år samt dets badevandsprofil, herunder resultaterne af den kontrolovervågning, der er gennemført siden den sidste klassifikation,

3) for badevand, der er klassificeret som »ringe«, jf. bilag 2, oplysning om forureningens årsager og om foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at de badende udsættes for forurening, og for at afhjælpe årsagerne, og

4) for badevand med risiko for kortvarig forurening, jf. bilag 4, generelle oplysninger om

a) hvilke forhold, der sandsynligvis vil medføre kortvarig forurening,

b) angivelse af det antal dage, hvor der var badeforbud, eller hvor badning blev frarådet i den foregående sæson på grund af sådan forurening,

c) sandsynligheden for sådan forurening og dens sandsynlige varighed, og

d) forureningens årsager og de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at badende udsættes for forurening og for at afhjælpe årsagerne.

Stk. 3. Resultater af kontrolovervågning, jf. stk. 2, nr. 2, skal være tilgængelige på internettet, straks analyseresultatet foreligger.

Kapitel 3

Forbud, påbud m.v.

§ 11. Såfremt der ved tilsyn konstateres forurening af badevandet eller badeområdet træffer kommunalbestyrelsen foranstaltninger til afhjælpning heraf.

Stk. 2. Kan forureningen ikke straks afhjælpes, nedlægger kommunalbestyrelsen efter samråd med Sundhedsstyrelsen straks forbud mod badning eller fraråder badning på det pågældende sted.

Stk. 3. Skal badevandet klassificeres som »ringe«, jf. bilag 2, indfører kommunalbestyrelsen permanent badeforbud eller badning frarådes for hele badesæsonen.

Stk. 4. Badeforbud eller badning frarådes, jf. stk. 3, kan være af kortere varighed, såfremt kommunalbestyrelsen træffer passende foranstaltninger til identificering af og forebyggelse, reducering eller fjernelse af årsagerne til forureningen, og det kan konstateres, at de badende ikke udsættes for forurening.

Stk. 5. Hvis et badevand i fem på hinanden følgende år klassificeres som værende »ringe«, indfører kommunalbestyrelsen et permanent badeforbud. Kommunalbestyrelsen kan dog indføre et permanent badeforbud inden udløbet af denne femårsperiode, hvis kommunalbestyrelsen anser det for umuligt eller uforholdsmæssigt dyrt at opnå en højere klassifikation.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen stiller straks oplysninger om forbud mod badning eller at badning frarådes til rådighed for offentligheden og opsætter straks på et let tilgængeligt sted i umiddelbar nærhed af det enkelte badevand oplysninger herom, jf. § 10. Oplysninger skal ske ved hjælp af et klart og enkelt symbol, som angivet i bilag 5, del 1.

Stk. 7. Er forureningen grænseoverskridende, jf. stk. 3-5 underrettes den udenlandske kompetente myndighed herom med henblik på etablering af fælles indsats til sikring af bekendtgørelsens krav til badevandskvalitet.

Stk. 8. Forbud mod badning eller oplysning om, at badning frarådes, skal indeholde oplysninger om årsagen hertil, den tidsperiode inden for hvilket det er gældende, samt oplysning om hvor der kan indhentes yderligere informationer. Såfremt badevande er ramt af kortvarig forurening, oplyses herom sammen med de i § 10, stk. 2, nr. 4, nævnte oplysninger. For badevande ramt af unormale situationer oplyses om disses art og forventede varighed.

§ 12. For kommunale og private badeområder, som er tilgængelige for offentligheden, træffer kommunalbestyrelsen de nødvendige foranstaltninger til sikring af de hygiejniske forhold, herunder renholdelse og indretning af toiletter.

Stk. 2. For øvrige badeområder kan kommunalbestyrelsen give påbud om de i stk. 1 nævnte foranstaltninger.

§ 13. Kommunalbestyrelsen kan udstede forskrifter angående hundes tilstedeværelse i vandet og i badeområdet.

Stk. 2. I forskrifter fastsat efter stk. 1 kan det bestemmes, at hunde ikke må medbringes inden for nærmere afgrænsede områder eller tidspunkter af året.

Kapitel 4

Straffebestemmelser

§ 14. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme badeforbud efter § 11 eller påbud efter § 12, stk. 2.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges af kommunalbestyrelsen i medfør af § 13, kan der fastsættes straf af bøde.

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. september 2012.

Stk. 2. Badevand og badeområder reguleres af retningslinjerne i regionplanen, indtil denne erstattes af en kommuneplan, jf. § 5 i lov nr. 571 af 24. juni 2005 om ændring af lov om planlægning.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1283 af 15. december 2011 om badevand og badeområder ophæves.

Stk. 4. Afgørelser efter den i stk. 3 nævnte bekendtgørelse bevarer deres gyldighed.

Miljøministeriet, den 18. september 2012

Ida Auken

/ Thorbjørn Fangel


Bilag 1

Kvalitetskrav for ferskvand

       
Parameter
Udmærket kvalitet
God kvalitet
Tilfredsstillende kvalitet
Intestinale enterokokker (cfu/100 mL)
2001)
4001)
3302)
Escherichia coli
(cfu/100 mL)
5001)
10001)
9002)
       
Kvalitetskrav for kystvande og overgangsvande
       
Parameter
Udmærket kvalitet
God Kvalitet
Tilfredsstillende kvalitet
Intestinale enterokokker (cfu/100 mL)
1001)
2001)
1852)
Escherichia coli
(cfu/100 mL)
2501)
5001)
5002)
       
1) Ud fra en vurdering af 95- percentilen. Se bilag 2
2) Ud fra en vurdering af 90- percentilen. Se bilag 2
       


Bilag 2

Vurdering og klassifikation af badevand

1. Ringe kvalitet

Badevand klassificeres som værende »ringe«, hvis percentilværdierne for de mikrobiologiske tællinger1) i datasættet for badevandskvaliteten for sidste vurderingsperiode2) er ringere3) end værdierne »tilfredsstillende« i bilag 1.

2. Tilfredsstillende kvalitet

Badevand klassificeres som værende »tilfredsstillende«,

1) hvis percentilværdierne for de mikrobiologiske tællinger1) i datasættet for badevandskvaliteten for sidste vurderingsperiode2) er lig med eller bedre4) end værdierne »tilfredsstillende kvalitet« i bilag 1, og

2) hvis badevandet er ramt af kortvarig forurening, forudsat at

a) der træffes passende foranstaltninger, herunder overvågning, tidlig varsling og kontrol for at forhindre, at badende udsættes for forurening, ved at udstede en advarsel eller om nødvendigt, et badeforbud

b) der træffes passende foranstaltninger for at forebygge, reducere eller fjerne årsagerne til forureningen, og

c) det antal prøver, der er ladt ude af betragtning i henhold til bilag 4, nr. 4, på grund af kortvarig forurening, i sidste vurderingsperiode udgjorde ikke over 15 % af det samlede antal prøver som fastsat i de tidsplaner for kontrolovervågning, der er opstillet for den pågældende periode, eller ikke mere end én prøve pr. badesæson, alt efter hvad der er højest.

3. God kvalitet

Badevand klassificeres som værende »godt«,

1) hvis percentilværdierne for de mikrobiologiske tællinger1) i datasættet for badevandskvaliteten for sidste vurderingsperiode2) er lig med eller bedre4) end værdierne »god kvalitet« i bilag 1, og

2) hvis badevandet er ramt af kortvarig forurening, forudsat at

a) der træffes passende foranstaltninger, herunder overvågning, tidlig varsling og kontrolovervågning for at forhindre, at badende udsættes for forurening, ved at udstede en advarsel eller, om nødvendigt, et badeforbud

b) der træffes passende foranstaltninger for at forebygge, reducere eller fjerne årsagerne til forureningen, og

c) det antal prøver, der er ladt ude af betragtning i henhold til bilag 4, nr. 4, på grund af kortvarig forurening, i sidste vurderingsperiode udgjorde ikke over 15 % af det samlede antal prøver som fastsat i de tidsplaner for kontrolovervågning, der er opstillet for den pågældende periode, eller ikke mere end én prøve pr. badesæson, alt efter hvad der er højest.

4. Udmærket kvalitet

Badevand klassificeres som værende »udmærket«,

1) hvis percentilværdierne for de mikrobiologiske tællinger1) i datasættet for badevandskvaliteten for sidste vurderingsperiode2) er lig med eller bedre4) end værdierne »udmærket kvalitet« i bilag 1, og

2) hvis badevandet er ramt af kortvarig forurening, forudsat at

a) der træffes passende foranstaltninger, herunder overvågning, tidlig varsling og kontrolovervågning for at forhindre, at badende udsættes for forurening, ved at udstede en advarsel eller, om nødvendigt, et badeforbud

b) der træffes passende foranstaltninger for at forebygge, reducere eller fjerne årsagerne til forureningen, og

c) det antal prøver, der er ladt ude af betragtning i henhold til bilag 4, nr. 4, på grund af kortvarig forurening, i sidste vurderingsperiode udgjorde ikke over 15 % af det samlede antal prøver som fastsat i de tidsplaner for kontrolovervågning, der er opstillet for den pågældende periode, eller ikke mere end én prøve pr. badesæson, alt efter hvad der er højest.


Bilag 3

Badevandsprofil

1. Badevandsprofilen skal bestå af

a) en beskrivelse af de fysiske, geografiske og hydrologiske egenskaber ved badevandet og ved andet overfladevand i det pågældende badevands tilstrømningsområde, der kan være kilde til forurening, af relevans for anvendelsen af denne bekendtgørelse og som foreskrevet i lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven),

b) en liste over og vurdering af årsagerne til forurening, der kan påvirke badevandet og skade de badendes sundhed,

c) en vurdering af risikoen for cyanobakterievækst1),

d) en vurdering af risikoen for makroalge- og/eller fytoplanktonvækst,

e) hvis vurderingen i litra b) viser, at der er risiko for kortvarig forurening, følgende oplysninger:

den forventede kortvarige forurenings sandsynlige art, hyppighed og varighed,

nærmere beskrivelse af resterende årsager til forurening, herunder trufne foranstaltninger og tidsplanen for deres fjernelse,

foranstaltninger truffet under kortvarig forurening samt navn og adresse på organer med ansvar for sådanne tiltag, og

f) kontrolovervågningsstedets beliggenhed.

Ved opstilling, revision og ajourføring af badevandsprofiler skal kommunalbestyrelsen gøre brug af data, der er tilvejebragt i medfør af lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven).

2. For så vidt angår badevand, der er klassificeret som »godt«, »tilfredsstillende« eller »ringe«, gennemgås badevandsprofilen jævnligt for at vurdere, om nogle af de i punkt 1 omhandlede forhold er ændret. Profilen bør om nødvendigt ajourføres. Hyppigheden og rækkevidden af gennemgangen fastsættes i forhold til forureningens art og alvor. Den skal dog som et minimum opfylde bestemmelserne og finde sted med den hyppighed, der er angivet i følgende tabel.

       
Klassifikation af badevand
»Godt«
»Tilfredsstillende«
»Ringe«
       
En gennemgang af de i punkt 1 nævnte forhold skal finde sted med de angivne tidsintervaller
4. år
3. år
2. år
       

For så vidt angår badevand, der tidligere er klassificeret som »udmærket«, behøver badevandsprofilen kun gennemgås og om nødvendigt ajourføres, hvis klassifikationen ændres til »godt«, »tilfredsstillende« eller »ringe«. Gennemgangen skal dække alle de forhold, der er nævnt i punkt 1.

3. Ved større bygningsarbejder eller infrastrukturændringer i eller i nærheden af badevand ajourføres badevandsprofilen inden den følgende badesæsons begyndelse.

4. Oplysningerne i punkt 1, litra a) og b), gives, når det er muligt, på et detaljeret kort.

5. Andre relevante oplysninger kan vedlægges eller medtages, hvis kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigt.


Bilag 4

Kontrolovervågning af badevand

1. For hvert badevand opstiller kommunalbestyrelsen inden hver badesæsons begyndelse en tidsplan for kontrolovervågningen. Kontrolovervågning foretages senest fire dage efter den dato, der er fastlagt i tidsplanen for kontrolovervågningen.

2. Der tages og analyseres mindst fire prøver pr. badesæson. For strande med forlænget badesæson, jf. § 1, stk. 5, 2. pkt., dog mindst fem prøver. Den første prøve tages 5-10 dage begge inklusiv før begyndelsen af badesæsonen.

3. Datoerne for prøvetagningen fordeles over hele badesæsonen, idet intervallet mellem datoerne for prøvetagningen aldrig må være på mere end 30 dage.

4. Ved kortvarig forurening1) tages der én supplerende prøve for at bekræfte, at hændelsen er ophørt. Denne prøve skal ikke indgå i datasættet for badevandskvaliteten. Såfremt det er nødvendigt at erstatte en prøve, der er ladt ude af betragtning, tages der en supplerende prøve syv dage efter, at den kortvarige forurening er ophørt. Prøver, der er taget under kortvarig forurening, kan lades ude af betragtning. De erstattes af prøver, der er taget i henhold til nr. 2-4.

5. I unormale situationer2) kan tidsplanen for kontrolovervågning stilles i bero. Planen genoptages umiddelbart efter ophør af den unormale situation. Nye prøver udtages så hurtigt som muligt, efter at den unormale situation er ophørt for at erstatte de manglende prøver.


Bilag 5

Symbol

DEL 1 – Symboler for oplysning om badeforbud eller frarådelse af badning

10663075042111304628 Size: (655 X 300)

267920183650551046 Size: (655 X 291)

DEL 2 – Symboler for oplysning om badevandsklassificering

1729413184400933940 Size: (655 X 297)

15749752501568562660 Size: (655 X 329)

8889846041318945554 Size: (655 X 300)

12498505851212684402 Size: (655 X 300)


Bilag 6

Definitioner på vandforekomster

1) Overfladevand: indvand bortset fra grundvand; overgangsvande og kystvande, undtagen med hensyn til kemisk tilstand, hvor det også omfatter territorialfarvande.

2) Grundvand: alle former for vand under jordoverfladen i mættede zoner og i direkte kontakt med jordoverfladen eller undergrunden.

3) Indvand: alt stillestående eller strømmende vand på jordoverfladen og alt grundvand på landsiden af den basislinje, hvorfra bredden af territoriale farvande måles.

4) Overgangsvande: overfladevandområder i nærheden af flodmundinger, som er delvis saltholdige som følge af, at de er i nærheden af kystvande, men som i væsentlig grad påvirkes af ferskvandsstrømme.

5) Kystvand: overfladevand på landsiden af en linje, hvor hvert punkt befinder sig i en afstand af én sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvande måles, og som, hvor det er relevant, strækker sig ud til overgangsvandets yderste grænse.

6) Kunstigt vandområde: forekomst af overfladevand skabt ved menneskelig aktivitet.

7) Vandløbsopland: landområde, hvorfra al overfladeafstrømning løber gennem en række mindre og større vandløb og eventuelt søer ud til havet i én enkelt flodmunding eller ét enkelt delta.

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/7/EF af 15. februar 2006, om forvaltning af badevandskvalitet og om ophævelse af direktiv 76/160/EØF, EU-tidende 2006, nr. L 64, side 37.

1) Ud fra en vurdering af percentilen af den normale sandsynlighedsfordeling til log10 af de mikrobiologiske data indhentet fra et givet badevand beregnes percentilværdien som følger: - Log10-værdien af alle mikrobiologiske tællinger i de data, der skal vurderes, beregnes. (Hvis der fås en 0- værdi, beregnes log10-værdien af den laveste detektionsgrænse for den anvendte analysemetode). - Den aritmetiske gennemsnitsværdi af log10-værdierne (μ) beregnes. - Standardafvigelsen af log10-værdierne (σ) beregnes. Det øvre 90-percentilpunkt af dataenes sandsynlighedsfordeling beregnes ved følgende ligning: øvre 90- percentil = antilog (μ + 1,282 σ). Det øvre 95-percentilpunkt af dataenes sandsynlighedsfordeling beregnes ved følgende ligning: øvre 95- percentil = antilog (μ + 1,65 σ).

2) »Sidste vurderingsperiode«; de sidste fire badesæsoner.

3) »Ringere« betyder højere koncentrationer udtrykt i cfu/100 ml.

4) »Bedre« betyder lavere koncentrationer udtrykt i cfu/100 ml.

1) Cyanobakteriel vækst: akkumulering af cyanobakterier i form af opblomstringer, overfladelag eller skum.

1) Ved kortvarig forurening forstås en mikrobiologisk kontamination, jf. parametrene, intestinale enterokokker og Escherichia coli, i bilag 1, der har klart identificerbare årsager, der normalt ikke forventes at påvirke badevandskvaliteten i mere end ca. 72 timer efter, at badevandskvaliteten først er blevet påvirket, og for hvilken kommunalbestyrelsen har opstillet procedurer til at forudsige og håndtere en sådan, jf. bilag 2.

2) Ved unormal situation forstås en begivenhed eller en kombination af begivenheder, der påvirker badevandskvaliteten på den pågældende lokalitet, og som i gennemsnit ikke forventes at forekomme mere end én gang hvert fjerde år.