Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32000L0053
 
Links til øvrige EU dokumenter
31998L0034
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Væsker, materialer og komponenter, der skal udtages ved særskilt behandling, jf. § 11, stk. 1, eller som frembringes ved reparation og vedligeholdelse, jf. § 14
Bilag 2 Materialer og komponenter, som skal udtages eller håndteres, jf. § 11, stk. 1, eller som frembringes ved reparation og vedligeholdelse, jf. § 14
Bilag 3 Forskrifter for udtagning af væske, materialer og komponenter, jf. § 11, stk. 1
Bilag 4 Affald, der frembringes i forbindelse med affaldsbehandling af udtjente køretøjer, jf. § 11, eller i forbindelse med reparation og vedligeholdelse, jf. § 14, skal håndteres på følgende måde
Bilag 5 Oplysninger der skal gives i forbindelse med registrering af producenter og importører af person- og varebiler, jf. § 28
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra1)2)

I medfør af § 7, stk. 1, nr. 1 og 2, § 9 q, stk. 3-6, § 9 r, § 9 s, § 9 z, stk. 1-3 og 5, § 9 æ, § 9 ø, § 44, stk. 1 og 2, § 45, stk. 2, § 45 a, § 67, § 73, § 80, stk. 1 og 2, § 92 og § 110, stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010, som ændret ved lov nr. 1273 af 21. december 2011, lov nr. 446 af 23. maj 2012, lov nr. 1149 af 11. december 2012 og lov nr. 1248 af 18. december 2012, § 7 i lov nr. 372 af 2. juni 1999 om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i forbindelse med ophugning og skrotning af biler, som ændret ved lov nr. 385 af 6. juni 2002, § 1, stk. 2, i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. oktober 2012, og § 1, stk. 3, i lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen, som ændret ved lov nr. 552 af 24. juni 2005, og efter forhandling med justitsministeren, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på motordrevne køretøjer og udtjente motordrevne køretøjer, herunder deres komponenter og materialer, jf. dog § 2.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder desuden anvendelse ved:

1) Registrering i forbindelse med markedsføring af nye og brugte person- og varebiler med producentansvar.

2) Håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og håndtering af affaldsfraktioner fra motordrevne køretøjer, som er opstået ved:

a) Affaldsbehandling af motordrevne køretøjer.

b) Reparation og vedligeholdelse af motordrevne køretøjer.

Stk. 3. Medmindre andet følger af denne bekendtgørelse, finder den øvrige lovgivning om håndtering af affald anvendelse.

Stk. 4. Ved import og eksport af affald af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra finder de til enhver tid gældende regler om import og eksport af affald anvendelse.

§ 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på:

1) Knallerter.

2) Motorredskaber, der er bestemt til at føres af gående.

Stk. 2. Ved import og produktion af motorkøretøjer indeholdende batterier og akkumulatorer finder reglerne i bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer anvendelse.

Stk. 3. Der er pligt til at udtage batterier og akkumulatorer, som ved indsamlingen indgår som en bestanddel af udtjente køretøjer. Efter udtagning skal disse behandles efter reglerne i bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer.

Stk. 4. Affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som er udtaget af motordrevne køretøjer, skal affaldshåndteres efter reglerne i bekendtgørelse om markedsføring af elektrisk og elektronisk udstyr samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

Definitioner

§ 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Motordrevet køretøj: Køretøj, der er forsynet med motor som drivkraft. Motordrevne køretøjer inddeles i motorkøretøj (bil og motorcykel), knallert, traktor og motorredskab.

2) Bil: Motorkøretøj, der er forsynet med 4 eller flere hjul eller med bælter, valser, meder eller lignende, samt motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt overstiger 400 kg.

3) Personbil: Bil indrettet til at benyttes til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet.

4) Varebil: Bil indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg.

5) Udtjent køretøj: Et køretøj, der er affald i henhold til reglerne i bekendtgørelse om affald.

6) Køretøjer med producentansvar: Personbiler, jf. nr. 3, og varebiler, jf. nr. 4.

7) Knallert: To- eller trehjulede køretøjer med en motor med et slagvolumen på ikke over 50 m3, hvis der er tale om intern forbrænding, og med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på 45 km/t.

8) Producenter og importører: Enhver, der fremstiller person- eller varebiler i Danmark eller erhvervsmæssigt indfører person- eller varebiler til Danmark.

9) Markedsføring: Overdragelse eller til rådighedsstillelse til tredjemand mod eller uden vederlag, herunder indførsel i det danske toldområde.

10) Affaldsbehandling: Enhver aktivitet, der finder sted, efter at det udtjente køretøj er afleveret til et anlæg med henblik på rensning, adskillelse, opskæring, fragmentering, nyttiggørelse eller forberedelse til bortskaffelse af shredderaffald samt enhver anden proces, der foretages til nyttiggørelse og/eller bortskaffelse af det udtjente køretøj og dets komponenter.

11) Genbrug: Enhver proces hvorved væsker, materialer og komponenter fra udtjente køretøjer anvendes til samme formål, som de oprindeligt er fremstillet til.

12) Nyttiggørelse: De former og metoder, som er anført i bilag 5 B i bekendtgørelse om affald, samt former og metoder som kan ligestilles hermed.

13) Genanvendelse: Nyttiggørelse, bortset fra de former og metoder, som er anført i R 1, R 12 og R 13 i bilag 5 B i bekendtgørelse om affald.

14) Shredderanlæg: Et anlæg, der benyttes til at neddele eller fragmentere udtjente køretøjer bl.a. med henblik på at opnå skrot, som kan genanvendes direkte.

15) Impermeabelt areal: Et område med en tæt belægning, der kan modstå olie- og benzinprodukter samt andre forurenende væsker, der er bestanddele i udtjente køretøjer, uden fare for nedsivning til jord og grundvand.

16) Dansk Producentansvarssystem: Den af ministeren godkendte private organisation, jf. lov om miljøbeskyttelse § 9 ø, stk. 1.

17) Farligt stof: Et stof, som opfylder kriterierne for en af følgende fareklasser eller farekategorier som anført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger:

a) Fareklasse 2.1-2.4, 2.6 og 2.7, 2.8 type A og B, 2.9, 2.10, 2.12, 2.13 kategori 1 og 2, 2.14 kategori 1 og 2, 2.15 type A-F.

b) Fareklasse 3.1-3.6, 3.7 skadelige virkninger for seksuel funktion og forplantningsevnen eller for udviklingen, 3.8 andre virkninger end narkotiske virkninger, 3.9 og 3.10.

c) Fareklasse 4.1.

d) Fareklasse 5.1.

18) Forebyggelse: Foranstaltninger, der sigter på at mindske mængden og den miljøskadelige virkning af udtjente køretøjer samt materiale og stoffer heraf.

19) Bortskaffelse: Som defineret i bekendtgørelse om affald.

20) Demonteringsinformationer: Alle informationer, der er nødvendige til korrekt og miljøvenlig behandling af et udtjent køretøj. Disse oplysninger stilles til rådighed for de anerkendte behandlingsvirksomheder af køretøjsfabrikanterne og producenterne af komponenter i form af håndbøger eller elektroniske medier (f.eks. cd-rom og onlinetjenester).

Afleveringspligt

§ 4. Borgere, virksomheder og offentlige og private institutioner skal aflevere udtjente køretøjer i form af person- og varebiler omfattet af producentansvar til virksomheder, som er registreret i henhold til § 6, til forhandlere, der opfylder de i §§ 9-10 nævnte betingelser, eller til udenlandske virksomheder, der opfylder tilsvarende krav.

Stk. 2. Borgere, virksomheder og offentlige og private institutioner skal aflevere andre udtjente køretøjer end de i stk. 1 nævnte til virksomheder, som erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling og har godkendelse til at foretage affaldsbehandling af motorkøretøjer i henhold til § 33 i lov om miljøbeskyttelse.

Miljø- eller kvalitetsstyring

§ 5. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af person- eller varebiler, jf. § 11, skal have etableret et miljøstyringssystem i overensstemmelse med ISO 14001, et kvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med ISO 9001 eller være registreret som deltager i den europæiske fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision (EMAS).

Stk. 2. Det efter stk. 1 etablerede miljø- eller kvalitetsstyringssystem skal omfatte alle aktiviteter, der er reguleret i denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte miljø- eller kvalitetsstyringssystem skal certificeres af en akkrediteret virksomhed.

Stk. 4. Hvis den certificerede virksomhed får inddraget sit certifikat, skal virksomheden inden otte dage sende meddelelse herom til Miljøstyrelsen og tilsynsmyndigheden.

Registrering af affaldsbehandlere m.v.

§ 6. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af person- eller varebiler, er forpligtet til at lade sig registrere hos Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Anmodning om registrering skal indeholde:

1) Oplysninger om virksomhedens navn, adresse, CVR-nr. og virksomhedens anslåede årlige kapacitet (angivet som antal biler).

2) En erklæring fra tilsynsmyndigheden om, at virksomheden har godkendelse til at foretage affaldsbehandling af biler i henhold til § 33 i lov om miljøbeskyttelse, og at virksomheden har opnået godkendelse og efterlevet eventuelle påbud.

3) Dokumentation for enten at virksomheden er certificeret, eller at virksomheden har etableret et kvalitets- eller miljøstyringssystem og har indgået kontrakt om certificering med et akkrediteret certificeringsselskab, jf. § 5.

Stk. 3. Anmodningen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.

Stk. 4. Miljøstyrelsen bekræfter registreringen over for virksomheden senest tre uger efter modtagelsen af en anmodning, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3.

Stk. 5. Såfremt anmodningen ikke er vedlagt dokumentation for, at virksomheden er certificeret, meddeler Miljøstyrelsen en tidsbegrænset registrering af virksomheden på højst fire måneder, såfremt de øvrige betingelser for registrering er opfyldt.

Stk. 6. Hvis der sker ændringer af de forhold, som er nævnt i stk. 2, skal den registrerede virksomhed inden 14 dage sende meddelelse herom til Miljøstyrelsen.

Stk. 7. Såfremt tilsynsmyndigheden nedlægger forbud mod virksomhedens fortsatte drift, eller såfremt certifikatet inddrages, træffer Miljøstyrelsen afgørelse om at ophæve registreringen.

Stk. 8. Registret over affaldsbehandlere m.v. er offentligt og findes på hjemmeside for Miljøordning for Biler, www.bilordning.dk.

§ 7. Det er ikke tilladt at modtage udtjente person- og varebiler, hvis man ikke opfylder kravene i § 6.

Stk. 2. Det er ikke tilladt at modtage andre udtjente køretøjer end de i stk. 1 nævnte, hvis man ikke har godkendelse til at foretage affaldsbehandling af motorkøretøjer i henhold til § 33 i lov om miljøbeskyttelse.

Skrotningsattest

§ 8. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af en person- eller varebil, skal ved modtagelsen heraf udstede en skrotningsattest og udlevere denne eller en kopi heraf til den, der afleverer køretøjet til affaldsbehandling, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt forhandler person- eller varebiler, skal ved modtagelsen af et udtjent køretøj i form af en personbil eller en varebil i henhold til § 9, stk. 1, udstede en skrotningsattest og udlevere denne eller en kopi heraf til den, der afleverer køretøjet til affaldsbehandling, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, såfremt den, der afleverer køretøjet, er et forsikringsselskab, og køretøjet indgår i en forsikringssag.

Stk. 4. Skrotningsattester må kun udstedes af virksomheder omfattet af stk. 1 og 2.

Stk. 5. Skrotningsattester skal udstedes på en af Miljøstyrelsen godkendt standardblanket.

Stk. 6. Skrotningsattesten skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.

Forhandlere og registrering

§ 9. Den, der erhvervsmæssigt forhandler person- eller varebiler, kan modtage udtjente køretøjer i form af person- eller varebiler på vegne af en affaldsbehandlingsvirksomhed registreret efter § 6, såfremt der er indgået aftale om aflevering af de modtagne køretøjer til særskilt behandling på den registrerede affaldsbehandlingsvirksomhed, og dette er meddelt i henhold til § 10, stk. 1. Den videre transport skal foretages miljømæssigt forsvarligt.

Stk. 2. Forhandleren må højst opbevare fem udtjente køretøjer omfattet af stk. 1, og køretøjerne skal senest en måned efter modtagelsen afleveres til den registrerede affaldsbehandlingsvirksomhed.

Stk. 3. Udtjente køretøjer, der modtages i henhold til stk. 1, skal opbevares på et impermeabelt areal med afløb til sandfang og olieudskiller. Såfremt opbevaringen sker indendørs, kan dette ske på et impermeabelt areal uden afløb til kloak.

§ 10. Den, der modtager udtjente køretøjer i henhold til § 9, stk. 1, skal fremsende oplysning om virksomhedens navn og adresse og dokumentation for, at der er indgået en aftale med en registreret affaldsbehandlingsvirksomhed, til Miljøordning for Biler og til tilsynsmyndigheden

Stk. 2. Såfremt den registrerede affaldsbehandlingsvirksomhed har sendt oplysning om navn og adresse på virksomheder omfattet af § 9, stk. 1, til Miljøordning for Biler, finder § 10, stk. 1, ikke anvendelse.

Stk. 3. Registret over forhandlere er offentligt og findes på hjemmeside for Miljøordning for Biler, www.bilordning.dk.

Særskilt behandling

§ 11. Det påhviler enhver virksomhed, der modtager udtjente motordrevne køretøjer i medfør af § 4 til særskilt behandling, at sikre, at de i bilag 1 og 2 nævnte væsker, materialer og komponenter udtages af alle køretøjer, der modtages til affaldsbehandling, og håndteres. Håndteringen af de udtagne væsker, materialer og komponenter skal ske efter forskrifterne i bilag 3 og 4.

Stk. 2. Udtagning af de i bilag 1 nævnte væsker, materialer og komponenter skal foregå på et impermeabelt areal.

Stk. 3. Udtagning af de i bilag 1 nævnte væsker, materialer og komponenter skal foretages inden for de frister, der er fastsat i virksomhedens miljøgodkendelse, dog senest en måned efter modtagelsen af det udtjente køretøj.

Stk. 4. Udtagning af de i bilag 1 og 2 nævnte væsker, materialer og komponenter skal ske, inden køretøjet afleveres til en virksomhed med henblik på øget genbrug og genanvendelse, jf. § 13, eller inden restaffaldsfraktionen (karosseri m.v.) afleveres til et shredderanlæg, jf. § 15.

Stk. 5. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af person- eller varebiler, skal endvidere udtage og foranledige genbrug eller genanvendelse af tungmetalholdige komponenter og materialer i person- og varebiler, der er mærket eller på anden måde gjort identificerbare, jf. bekendtgørelse om begrænsning af import, salg samt fremstilling til eksport inden for EU og til EFTA-lande af person- og varebiler m.v., der indeholder visse farlige stoffer.

Stk. 6. Såfremt et køretøj indgår som bevismateriale i en retssag eller i en forsikringssag, gælder fristerne i stk. 3 først fra det tidspunkt, hvor rådigheden over køretøjet overgår til affaldsbehandlingsvirksomheden.

Stk. 7. Opbevaring af udtjente køretøjer skal ske på et impermeabelt areal med afløb til sandfang og olieudskiller, indtil de i bilag 1 nævnte væsker, materialer og komponenter er udtaget. Såfremt opbevaringen sker indendørs, kan dette ske på et impermeabelt areal uden afløb til kloak.

Stk. 8. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af person- og varebiler, må, medmindre andet er fastsat i miljøgodkendelsen, højst opbevare 25.000 kg dæk fra udtjente køretøjer.

Stk. 9. Den, der opfylder registreringskravene i § 6, kan overføre udtjente køretøjer til andre afdelinger i virksomheden, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af person- og varebiler og opfylder kravene i § 6, uden at køretøjerne er miljøbehandlet, såfremt transporten foretages miljømæssigt forsvarligt.

Register over modtagne og behandlede person- og varebiler

§ 12. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af person- eller varebiler, skal føre et register over følgende oplysninger:

1) Antallet af modtagne person- og varebiler.

2) Antallet af person- og varebiler, der er affaldshåndteret i overensstemmelse med § 11, og om disse er udleveret til et autoværksted eller til en godkendt ophugningsvirksomhed, jf. § 13, afleveret til et shredderanlæg, jf. § 15, eller afleveret til en udenlandsk virksomhed, der opfylder tilsvarende lovgivning.

3) Fraktion, art, mængde og sammensætning af det producerede affald, jf. bekendtgørelse om affald.

4) Navne og CVR-nr. på virksomheder, hvortil de i bilag 1 nævnte væsker, materialer og komponenter er leveret til videre håndtering (genanvendelse, forbrænding med energiudnyttelse eller bortskaffelse), jf. bilag 4.

5) Antallet af person- og varebiler, som er afleveret til andre registrerede virksomheder til særskilt behandling, jf. § 11, stk. 9.

Stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af udtjente person- og varebiler, skal en gang årligt, senest den 15. april, indberette oplysninger for det forudgående kalenderår, jf. stk. 1, til Miljøstyrelsen. Indberetningen skal ske elektronisk efter Miljøstyrelsens anvisninger.

Stk. 3. Den, som overfører person- og varebiler til en anden virksomhed, jf. § 11, stk. 9, skal en gang årligt, senest den 15. april, indberette oplysninger for det forudgående kalenderår, jf. stk. 1, nr. 2, til den kommunale tilsynsmyndighed.

Anden affaldshåndtering

§ 13. Efter særskilt behandling af udtjente køretøjer, jf. § 11, kan andre materialer og komponenter end de i bilag 1 og 2 nævnte udtages til genbrug og genanvendelse.

Stk. 2. Efter særskilt behandling kan udtjente køretøjer, med henblik på udtagning af materialer og komponenter til genbrug, afleveres til:

1) Virksomheder, der er godkendt til autoophugning efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse, også selv om virksomheden ikke er registreret efter § 6.

2) Virksomheder, der er anmeldt som autoværksted efter reglerne i bekendtgørelse om miljøkrav i forbindelse med etablering og drift af autoværksteder m.v.

3) Udenlandske virksomheder, der opfylder tilsvarende lovgivning.

§ 14. Enhver virksomhed, der er anmeldepligtig efter reglerne i bekendtgørelse om miljøkrav i forbindelse med etablering og drift af autoværksteder m.v., og som frembringer de i bilag 1 eller 2 nævnte væsker, materialer og komponenter, skal sikre, at disse håndteres efter forskrifterne i bilag 4.

§ 15. Restaffaldsfraktionen (karosseri m.v.) skal med henblik på neddeling og størst mulig genanvendelse afleveres til et shredderanlæg, der er godkendt i henhold til § 33 i lov om miljøbeskyttelse eller til udenlandske virksomheder, der opfylder tilsvarende lovgivning.

Stk. 2. Miljøstyrelsen kan meddele tilladelse til, at shredderanlæg, uanset § 11, stk. 4, kan modtage restaffaldsfraktioner, uden at glasruder og plastkomponenter er udtaget, såfremt virksomheden har fremlagt dokumentation for, at glas og plast udtages på anlægget eller adskilles i fragmenteringsprocessen på en sådan måde, at det kan genanvendes som materiale.

Stk. 3. Den, der er ansvarlig for driften af shredderanlæg, der neddeler restfraktionen, jf. stk. 1, skal ved håndteringen af restfraktionen sikre, at kobber, aluminium og magnesium udsorteres til genanvendelse.

Krav til genbrug, genanvendelse og nyttiggørelse

§ 16. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af udtjente køretøjer i form af person- og varebiler, skal sikre, at mængden af materialer og komponenter, der udtages til genbrug og genanvendelse, udgør mindst 10 % af de behandlede bilers egenvægt beregnet pr. kalenderår.

Stk. 2. Den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af udtjente køretøjer i form af person- og varebiler, og shredderanlæg skal sikre, at mængden af genbrugelige og genanvendelige materialer og komponenter, der udtages ved særskilt behandling, jf. § 11, og udsorteres efter shredning, jf. § 15, samlet set mindst udgør 80 % af de behandlede bilers egenvægt beregnet pr. kalenderår, og at mindst 85 % af de behandlede bilers egenvægt beregnet pr. kalenderår nyttiggøres ved genbrug, genanvendelse og ved forbrænding med energiudnyttelse.

Stk. 3. Med virkning fra den 1. januar 2015 skal den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af udtjente køretøjer i form af person- og varebiler, udover forpligtelsen i stk. 1 sikre, at mængden af materialer og komponenter, der udtages til genbrug, genanvendelse eller nyttiggørelse, udgør mindst 15 % af de behandlede bilers egenvægt beregnet pr. kalenderår.

Stk. 4. Med virkning fra den 1. januar 2015 skal den, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af udtjente køretøjer i form af person- og varebiler, og shredderanlæg sikre, at mængden af genbrugelige og genanvendelige materialer og komponenter, der udtages ved særskilt behandling, jf. § 11, og udsorteres efter shredning, jf. § 15, samlet set udgør mindst 85 % af de behandlede bilers egenvægt beregnet pr. kalenderår, og at mindst 95 % af de behandlede bilers egenvægt beregnet pr. kalenderår nyttiggøres ved genbrug, genanvendelse og ved forbrænding med energiudnyttelse.

Producentansvar og kollektive ordninger

§ 17. Enhver producent eller importør af person- og varebiler, der ikke deltager i en kollektiv ordning, og som importerer mere end 20 biler årligt, er forpligtet til at sikre, at den sidste ejer eller indehaver af en udtjent person- eller varebil kan aflevere køretøjet

1) til enhver virksomhed, der sælger person- eller varebiler fremstillet eller importeret af producenten eller importøren, eller

2) til en modtageplads højst 50 km fra salgsstedet.

Stk. 2. Miljøstyrelsen kan meddele midlertidig dispensation fra stk. 1.

§ 18. Den sidste ejer eller indehaver har ret til at aflevere en udtjent person- eller varebil til en producent eller importør til særskilt behandling uden omkostninger. En producent eller importør kan beslutte, at en ejer af en person- eller varebil, der afleverer en udtjent bil, der ikke indeholder motor, gearkasse eller katalysator, skal betale for affaldshåndteringen. Beløbet, der opkræves af ejeren, må højst fastsættes til et beløb svarende til materialeværdien af de manglende komponenter og må højest udgøre 300 kr. for en manglende motor, 100 kr. for en manglende gearkasse og 100 kr. for en manglende katalysator.

§ 19. En kollektiv ordning kan opfylde følgende forpligtelser for producenter og importører:

1) Registrering og indberetning af oplysninger, jf. §§ 27-31 og § 33, idet anmodningen om registrering dog skal være underskrevet af producentens eller importørens ansvarlige ledelse, jf. bilag 5, nr. 7.

2) Informations- og oplysningsforpligtelser i henhold til §§ 23-25.

3) Tilbagetagning i henhold til § 18.

4) Særskilt håndtering i henhold til § 11.

5) Anden affaldshåndtering i henhold til §§ 13-15.

6) Betaling af gebyr, jf. §§ 35-36.

Stk. 2. Hvis den kollektive ordning ikke opfylder forpligtelsen på vegne af de producenter og importører, der er medlem af ordningen, skal de i stk. 1 nævnte forpligtelser opfyldes af den enkelte producent eller importør.

§ 20. En kollektiv ordning skal sikre følgende:

1) Enhver producent eller importør har lige adgang til at deltage i kollektive ordninger og behandles på lige vilkår, idet der skal tages hensyn til producentens eller importørens markedsandel.

2) Hos de enkelte producenter og importører opkræves de oplysninger, der skal videregives til Dansk Producentansvarssystem, og ved opkrævning af yderligere oplysninger skal det fremgå, at dette ikke kræves i henhold til denne bekendtgørelse.

3) Der må ikke videregives konkurrencefølsomme oplysninger til andre virksomheder.

4) Medlemmer af ordningen skal oplyses om, at indberetningsforpligtelserne over for Dansk Producentansvarssystem skal ske årligt i henhold til § 33.

5) Den enkelte producent eller importør skal på fakturaen oplyses om størrelsen af det årlige gebyr, Dansk Producentansvarssystem opkræver for den pågældende producent eller importør, såfremt den kollektive ordning står for at betale gebyret til Dansk Producentansvarssystem.

Stk. 2. En kollektiv ordning skal desuden sikre, at

1) der er etableret modtagepladser højst 25 km fra centrum af byer med mere end 20.000 indbyggere, og

2) alle ejere og indehavere af en udtjent person- eller varebil kan aflevere den til en modtageplads inden for en afstand på højst 50 km.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra stk. 2, nr. 1. Miljøstyrelsen kan endvidere meddele midlertidig dispensation fra stk. 2.

§ 21. En kollektiv ordning skal, for at forpligtelserne nævnt i § 19 kan overdrages til den kollektive ordning, registreres hos Dansk Producentansvarssystem med angivelse af navnet på ordningen, CVR-nr., adresse, telefonnummer og e-mailadresse.

Krav til distributører

§ 22. Distributører må ikke aftage og forhandle person- og varebiler fra producenter og importører, der ikke er registreret i producentregistret, jf. § 27.

Informations- og oplysningspligt

§ 23. Enhver producent eller importør skal, senest 6 måneder efter at en ny type køretøj er markedsført, stille oplysninger om demontering af køretøjet til rådighed for virksomheder, der erhvervsmæssigt foretager særskilt behandling af person- og varebiler. Disse oplysninger skal identificere de forskellige komponenter og materialer og placeringen af alle farlige væsker i køretøjet, i det omfang sådanne oplysninger er nødvendige for, at registrerede virksomheder kan foretage særskilt behandling og opfylde kravene til genanvendelse i § 16.

Stk. 2. Enhver producent af komponenter anvendt i køretøjer skal med forbehold for forretnings- og fabrikshemmeligheder stille passende oplysninger om demontering, oplagring og afprøvning af komponenter, der kan genbruges, til rådighed for virksomheder, som foretager særskilt behandling, i det omfang disse anmoder herom.

§ 24. Producenter og importører skal ved markedsføring af nye person- og varebiler informere om producentansvaret, herunder muligheden for den sidste ejer til at aflevere sin udtjente person- og varebil uden omkostninger, jf. dog § 18.

Stk. 2. Producenter og importører skal ved markedsføring af nye person- og varebiler stille oplysninger til rådighed for forhandlere og potentielle købere om:

1) Designet af person- og varebiler og disses komponenter med henblik på deres egnethed til nyttiggørelse og genanvendelse.

2) Miljømæssig forsvarlig behandling af de udrangerede person- og varebiler, især bortskaffelse af alle væsker og demontering.

3) Udvikling og optimering af måder, hvorpå man kan genbruge, genanvende og nyttiggøre udrangerede person- og varebiler og deres komponenter.

4) Fremskridt, der er opnået med hensyn til nyttiggørelse og genanvendelse, så mængden af affald, der skal bortskaffes, mindskes, og nyttiggørelses- og genanvendelsesraten øges.

Stk. 3. Oplysninger efter stk. 2 skal som minimum ske i salgs- og informationsmaterialet for hver enkel bilmodel.

Stk. 4. Forhandlere skal ved markedsføring af nye person- og varebiler over for potentielle købere give de oplysninger, som fremgår af stk. 2.

Stk. 5. Producenter og importører skal stille oplysninger til rådighed for sidste ejer eller indehaver af en person- eller varebil om de etablerede tilbagetagningsordninger med angivelse af navn og adresse på de virksomheder, hvor udtjente biler modtages uden omkostninger for den sidste ejer eller indehaver. Informationen skal som minimum ske på en hjemmeside oprettet ved producentens eller importørens foranstaltning.

Stk. 6. Producenter og importører skal senest 6 måneder efter registrering, jf. § 27, og herefter årligt opdatere hjemmesiden, jf. stk. 5, således at der fremgår:

1) Oplysninger om producentansvar, jf. stk. 1.

2) Tilbagetagningsordninger, jf. stk. 5.

Stk. 7. De i stk. 6 anførte oplysninger skal sendes til Dansk Producentansvarssystem efter Dansk Producentansvarssystems anvisninger, jf. § 27.

§ 25. En producent og importør skal på sin hjemmeside offentliggøre oplysninger om, hvor udtjente køretøjer kan afleveres.

Stk. 2. Hvis en producent eller importør i henhold til § 19, stk. 1, nr. 2, har overdraget oplysningsforpligtelsen i stk. 1 til en kollektiv ordning, skal producenten eller importøren på sin hjemmeside offentliggøre oplysninger om navnet på den kollektive ordning.

Register over producenter og importører af person- og varebiler

§ 26. Dansk Producentansvarssystem fører som registeransvarlig et elektronisk producentregister over:

1) Producenter og importører af nye og brugte person- og varebiler, jf. § 3, nr. 3 og 4.

2) Kollektive ordninger, jf. § 21.

Stk. 2. Registret er offentligt og findes på hjemmeside for Dansk Producentansvarssystem, www.dpa-system.dk.

§ 27. Producenter og importører, der efter 1. januar 2013 markedsfører person- og varebiler omfattet af producentansvar, skal elektronisk lade sig registrere i producentregistret nævnt i § 26 senest 14 dage før, producenten eller importøren første gang markedsfører nye eller brugte person- eller varebiler.

Stk. 2. Producenter og importører, der markedsfører nye og brugte person- og varebiler pr. 1. januar 2013, skal være registreret i producentregistret senest den 31. marts 2013.

§ 28. Producenter og importørers registrering i producentregistret skal indeholde de oplysninger, som er nævnt i bilag 5.

Stk. 2. Registreringspligten er først opfyldt, når

1) samtlige oplysninger, jf. bilag 5, er indberettet fyldestgørende, og

2) når gebyr for registrering er betalt, jf. § 35.

Stk. 3. Dansk Producentansvarssystem skal bekræfte registreringen i producentregistret over for producenten eller importøren senest 14 dage efter, at registreringen er sket.

§ 29. Producenter og importører skal meddele ændringer i de registrerede oplysninger til Dansk Producentansvarssystem senest en måned efter, at ændringen har fundet sted.

Stk. 2. Dansk Producentansvarssystem skal bekræfte ændringerne, jf. stk. 1, over for producenten eller importøren senest 14 dage efter, at registreringen er sket.

§ 30. Hvis en producent eller importør ophører med at markedsføre person- og varebiler, skal producenten eller importøren skriftligt underrette Dansk Producentansvarssystem herom.

§ 31. Indberetninger i henhold til §§ 27-30 og § 33 skal ske elektronisk efter Dansk Producentansvarssystems anvisninger.

§ 32. Dansk Producentansvarssystem kan træffe afgørelse om, hvorvidt:

1) Motordrevne køretøjer er omfattet af reglerne om producentansvar efter denne bekendtgørelse.

2) Motordrevne køretøjer ikke er omfattet af reglerne om producentansvar efter denne bekendtgørelse.

3) En producent eller importør er omfattet af producentansvaret.

Årlig indberetningspligt

§ 33. Producenter og importører af person- og varebiler skal hvert år senest den 31. marts, og første gang den 31. marts 2013, indberette oplysninger til Dansk Producentansvarssystem om antallet af nye og brugte person- og varebiler, som producenten eller importøren har markedsført det foregående kalenderår.

Stk. 2. Hvis producenter og importører markedsfører person- og varebiler uden at indberette mængder til Dansk Producentansvarssystem i henhold til stk. 1, skal producenten eller importøren indberette oplysninger om antallet af markedsførte person- og varebiler for den periode, hvor producenten eller importøren har markedsført bilerne, men ikke har opfyldt indberetningspligten.

Stk. 3. Eventuelle ændringer i indberetninger i henhold til stk. 1 og 2 skal indberettes samlet for et kalenderår sammen med indberetningerne for det følgende kalenderår.

Stk. 4. Indberetningen af markedsførte mængder efter stk. 1-3 skal være angivet i antal personbiler og antal varebiler hver for sig.

§ 34. Dansk Producentansvarssystem indberetter en gang årligt senest den 1. juli oplysninger til Miljøstyrelsen om:

1) Det samlede antal producenter og importører registreret i Producentregistret.

2) Den samlede mængde af nye eller brugte person- og varebiler, som producenter og importører har markedsført i det foregående kalenderår og indberettet til Dansk Producentansvarssystem.

Stk. 2. Dansk Producentansvarssystem skal på anmodning fra Miljøstyrelsen give supplerende data fra Producentregistret.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan fastsætte retningslinjer for Dansk Producentansvarssystems indberetning.

Gebyrer

§ 35. For producenters og importørers registrering i producentregistret, jf. § 27, betales et engangsgebyr på 1.000 kr. pr. producent eller importør til Dansk Producentansvarssystem, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Hvis producenten eller importøren allerede er registeret i producentregisteret i henhold til bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer eller bekendtgørelse om markedsføring af elektrisk og elektronisk udstyr og håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, skal der kun betales et engangsgebyr på 500 kr.

§ 36. For administrative opgaver, som Dansk Producentansvarssystem udfører i henhold til denne bekendtgørelse, betaler alle producenter og importører et årligt gebyr pr. person- og varebil, der er markedsført det foregående år.

Stk. 2. Gebyret i stk. 1 udgør mindst 250 kr. årligt.

Stk. 3. Hvis en producent, importør eller kollektiv ordning giver anledning til ekstra administration, som Dansk Producentansvarssystem udfører i henhold til denne bekendtgørelse, opkræves et gebyr pr. anvendt time.

§ 37. Gebyrerne skal svare til de faktiske omkostninger, som Dansk Producentansvarssystem har i forbindelse med udførelse af opgaver efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Miljøstyrelsen fastsætter årligt gebyrsatserne anført i § 36, stk. 1 og 3, på baggrund af budget og indstilling om gebyrstørrelse fra Dansk Producentansvarssystem. Dansk Producentansvarssystem offentliggør gebyrsatserne på sin hjemmeside, www.dpa-system.dk.

Stk. 3. Gebyrerne opkræves af Dansk Producentansvarssystem.

Tilsyn og klage

§ 38. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Miljøstyrelsens fører dog tilsyn med §§ 17-37.

§ 39. Afgørelser truffet af Dansk Producentansvarssystem kan af den, afgørelsen retter sig imod, påklages til Miljøstyrelsen, jf. § 9 ø, stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Klagen skal være skriftlig. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre Miljøstyrelsen bestemmer andet.

Stk. 2. Reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder for de sager, hvori der træffes afgørelser af Dansk Producentansvarssystem i medfør af denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Miljøstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Straffebestemmelser

§ 40. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der

1) undlader at udtage batterier og akkumulatorer i overensstemmelse med § 2, stk. 3,

2) undlader at aflevere udtjente køretøjer til eller afleverer i strid med § 4,

3) undlader at etablere og være certificeret eller registreret i overensstemmelse med § 5 eller undlader at orientere Miljøstyrelsen om, at virksomheden har fået sit certifikat inddraget, jf. § 5, stk. 4,

4) foretager særskilt behandling af person- eller varebiler uden at opfylde krav om registrering efter § 6,

5) modtager udtjente køretøjer i strid med § 7,

6) undlader at udstede skrotningsattest eller kopi heraf, jf. § 8, stk. 1 eller 2,

7) udsteder skrotningsattest i strid med eller uden at opfylde betingelserne i § 8, stk. 3-6,

8) i strid med § 9, stk. 1, modtager udtjente køretøjer uden at have indgået en aftale med en registreret affaldsbehandlingsvirksomhed,

9) opbevarer køretøjer i strid med § 9, stk. 2 eller 3, og § 11, stk. 7,

10) undlader at meddele eller fremsende oplysninger som nævnt i § 6, stk. 6, eller § 10, stk. 1,

11) undlader at håndtere og aflevere væsker, materialer, komponenter, dæk, køretøjer og restaffaldsfraktioner som foreskrevet og i henhold til fristerne i § 11 og §§ 13-15,

12) overfører et udtjent køretøj i strid med § 11, stk. 9,

13) undlader at føre register som foreskrevet i § 12, stk. 1,

14) undlader at foretage indberetning som foreskrevet i § 12, stk. 2 og 3,

15) undlader at opfylde genbrugs-, genanvendelses- eller nyttiggørelseskrav jf. § 16,

16) undlader at sikre, at den sidste ejer eller indehaver kan aflevere en udtjent person- eller varebil som foreskrevet i § 17, stk. 1,

17) ved modtagelse af udtjent køretøj til affaldsbehandling opkræver et beløb, der er større end angivet i § 18,

18) som kollektiv ordning undlader at sikre overholdelse af kravene i § 20,

19) som kollektiv ordning afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i henhold til § 19, stk. 1,

20) som kollektiv ordning undlader at lade sig registrere eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i overensstemmelse med § 21,

21) aftager og forhandler nye og brugte køretøjer omfattet af producentansvar fra producenter og importører, som ikke er registreret i producentregistret, jf. § 22,

22) undlader at stille de fornødne oplysninger til rådighed for eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til virksomheder, der foretager særskilt behandling, jf. § 23,

23) undlader at oplyse eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i overensstemmelse med §§ 24 og 25,

24) markedsfører nye eller brugte person- eller varebiler uden at have ladet sig registrere i overensstemmelse med §§ 27, 28 og 31, eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i henhold til § 28, stk. 1-2, og § 29,

25) undlader at meddele ændringer i de efter § 28 registrerede oplysninger, jf. § 29, eller undlader at meddele ophør med at være producent eller importør, jf. § 30,

26) undlader at indberette oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i henhold til § 33, eller

27) undlader at betale gebyr, jf. §§ 35 og 36 og § 19, stk. 1, nr. 6.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 41. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1708 af 20. december 2006 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra ophæves.

§ 42. Verserende sager færdigbehandles efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Miljøministeriet, den 19. december 2012

Ida Auken

/ Claus Torp


Bilag 1

Væsker, materialer og komponenter, der skal udtages ved særskilt behandling, jf. § 11, stk. 1, eller som frembringes ved reparation og vedligeholdelse, jf. § 14

Væsker:

Motorolie, transmissionsolie, gearkasse- og hydraulikolier.

Motorbenzin og dieselolie.

Bremse- og koblingsvæske.

Kølervæske.

Sprinklervæske.

Kølemidler.

Materialer og komponenter:

Oliefiltre.

Balanceklodser.

Batterier og akkumulatorer.

Bly, cadmium og kviksølvholdige komponenter.

Trykbeholdere, brandslukkere og gasbeholdere.


Bilag 2

Materialer og komponenter, som skal udtages eller håndteres, jf. § 11, stk. 1, eller som frembringes ved reparation og vedligeholdelse, jf. § 14

Følgende skal udtages:

Katalysatorer.

Dæk.

Elektriske og elektroniske udstyr herunder mobiltelefoner, audio-, video - og navigationsudstyr m.v.

Glasruder.

Plastkomponenter, herunder f.eks. kofangere, spoilere, instrumentbræt og væsketanke, der er fremstillet af genbrugeligt plast.

Udtagningen af glasruder og plastkomponenter kan dog undlades, såfremt restaffaldsfraktionen (karosseri m.v.) afleveres til et shredderanlæg, der af Miljøstyrelsen har fået tilladelse til at modtage restaffaldsfraktionen, uden at ovennævnte bestanddele er udtaget, jf. § 15, stk. 2.

Potentielt eksplosionsfarlige komponenter f.eks. airbags og porytekniske selestrammere, kan undlades udtaget, såfremt de udløses.

Følgende kan udtages:

Større ledningsnet i motorrum m.v.


Bilag 3

Forskrifter for udtagning af væske, materialer og komponenter, jf. § 11, stk. 1

Olier:

Motorolie, transmissionsolie, gearkasse- og hydraulikolier fra f.eks. bagtøj, servostyring og hydropneumatiske systemer skal aftappes.

Aftapning af motorolie foretages ved fjernelse af eksisterende bundprop eller om nødvendigt ved gennemboring, der udføres således, at den mest effektive tømning opnås. Såfremt køretøjet er udstyret med servostyring, tømmes væskebeholder.

Rørtilgange på servocylinder afmonteres og tømmes effektivt.

Tømningen kan foretages ved anvendelse af sugesonder eller lignende.

Såfremt køretøjet er udstyret med oliekøler, afmonteres tilslutningsslanger for at sikre effektiv tømning.

Såfremt køretøjet er udstyret med hydropneumatiske systemer, foretages effektiv tømning ved afmontering af væskebeholder. Slanger, pumper m.v. tømmes effektivt ved gennemblæsning eller sugning.

Ved aftapningen af olie anvendes tragt, rør m.v., som sikrer effektivt mod spild. Aftapningen foretages i mindst 10 minutter, hvorefter huller tilproppes.

De nødvendige faciliteter for sugning eller blæsning af olie i slanger, pumper m.v. skal forefindes på virksomheden.

Den aftappede olie opbevares i en egnet beholder.

Motorbenzin og dieselolie:

Brændstofbeholdere tømmes effektivt ved sugning eller ved gennemhulning af brændstofbeholderen. Såfremt brændstofbeholderen ikke kan tømmes effektivt ved ovennævnte metode, skal brændstofbeholderen afmonteres for at sikre effektiv tømning.

Aftappet brændstof overføres til opbevaringstank eller beholder godkendt til opbevaring heraf.

Bremse- og koblingsvæsker:

Aftapning af bremse- og koblingsvæsker skal foretages ved åbning af eksisterende udluftningsventiler.

Såfremt en effektiv aftapning ikke opnås herved, afskæres rør og slanger så tæt på kalibre/tromler, som det er muligt, og der suppleres med sugning eller gennemblæsning af rørforbindelser m.v.

Ved aftapningen anvendes tragt, rør m.v., som sikrer effektivt mod spild.

Udluftningsventiler m.v. lukkes efter fuldendt aftapning.

De nødvendige faciliteter for sugning eller blæsning af væsker skal forefindes på virksomheden.

De aftappede væsker opbevares i egnede beholdere.

Kølervæske:

Aftapning skal foretages ved åbning af eksisterende aftapningsventiler i køler og motor eller ved anvendelse af sugesonder, som indføres i bunden af de lavest placerede slanger.

Ved aftapning anvendes tragt, rør mv., som sikrer en effektivt mod spild. Væsken opbevares i en egnet beholder.

Sprinklervæske:

Aftapning af sprinklervæske foretages ved anvendelse af sugeaggregat eller ved anden tilsvarende effektiv metode, som sikrer effektiv tømning.

Ved aftapningen anvendes tragt, rør m.v., som sikrer effektivt mod spild.

Den aftappede sprinklervæske opbevares i en egnet beholder.

Kølemidler fra airconditionanlæg og køle- og fryseanlæg:

Aftapning af kølemiddel foretages ved anvendelse af et hertil indrettet anlæg, hvorved kølemidlet overføres i et lukket system til godkendte trykbeholdere.

Kølemidler opbevares i trykbeholdere godkendt til opbevaring heraf.

Oliefiltre:

Oliefiltre afmonteres.

Studsen tilproppes efter afmontering eller genmonteres med et nyt filter. Brugte oliefiltre opbevares i egnede lukkede beholdere.

Batterier og akkumulatorer:

Alle typer batterier og akkumulatorer afmonteres og opbevares i syrefaste containere.

Bly, cadmium og kviksølvholdige komponenter:

Bly, cadmium eller kviksølvholdige komponenter afmonteres i overensstemmelse med § 23, stk. 1, og opbevares i egnet beholder.

Balanceklodser:

Alle typer balanceklodser på fælge afmonteres.

Katalysatorer:

Katalysatorer afmonteres.

Potentielt eksplosionsfarlige komponenter, f.eks. airbags og pyrotekniske selestrammere:

Kan undlades udtaget, såfremt de udløses. Håndteres efter forskrifterne i branchevejledningen Airbags og selestrammere udgivet af Industriens Branchearbejdsmiljøråd.

Trykbeholdere, brandslukkere og gasbeholdere:

Trykbeholdere, brandslukkere og gasbeholdere udtages.

Elektriske og elektroniske udstyr:

Elektrisk og elektronisk udstyr, herunder mobiltelefoner, audio-, video - og navigationsudstyr mv. udtages.

Dæk:

Dæk afmonteres med eller uden fælge.

Glasruder:

Glasruder afmonteres ved afskæring langs karme eller tilsvarende effektiv udtagning.

Plastkomponenter:

Såfremt bilen indeholder genanvendelige plastkomponenter, f.eks. kofangere, spoilere, instrumentbræt, væsketanke m.v., afmonteres disse. Det kan dog undlades, såfremt restaffaldsfraktionen (karosseri m.v.) afleveres til et shredderanlæg, der af Miljøstyrelsen har fået tilladelse til at modtage restaffaldsfraktionen, uden ovennævnte bestanddele er udtaget, jf. § 15, stk. 2.


Bilag 4

Affald, der frembringes i forbindelse med affaldsbehandling af udtjente køretøjer, jf. § 11, eller i forbindelse med reparation og vedligeholdelse, jf. § 14, skal håndteres på følgende måde

Olie:

Olie fra motor, gearkasse, bagtøj, oliekøler, servostyring og hydropneumatiske systemer afleveres i en selvstændig fraktion til kommunale ordninger for spildolie eller til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Motorbenzin og dieselolie:

Brændstoffer, som ikke kan anvendes, afleveres i en selvstændig fraktion til kommunale ordninger for farligt affald eller til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Bremsevæske og koblingsvæske:

Bremsevæske og koblingsvæske afleveres i en selvstændig fraktion til kommunale ordninger for farligt affald eller til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Kølervæske:

Kølervæske afleveres i en selvstændig fraktion til kommunale ordninger for farligt affald eller til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Sprinklervæske:

Sprinklervæske, som ikke kan anvendes, afleveres i en selvstændig fraktion til kommunale ordninger for farligt affald eller til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Kølemidler:

Kølemidler afleveres i en selvstændig fraktion til kommunale ordninger for farligt affald eller til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Oliefiltre:

Oliefiltre afleveres i en selvstændig fraktion til kommunale ordninger for farligt affald eller til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Balanceklodser:

Balanceklodser, herunder også blyholdige balanceklodser afleveres til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald med henblik på genanvendelse.

Batterier og akkumulatorer:

Batterier og akkumulatorer, som ikke kan genbruges, afleveres til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer.

Bly, cadmium og kviksølvholdige komponenter:

Bly, cadmium og kviksølvholdige komponenter afleveres i en selvstændig fraktion til kommunale ordninger for farligt affald eller til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Katalysatorer:

Katalysatorer afleveres til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald med henblik på genanvendelse.

Dæk:

Dæk, der ikke genbruges, håndteres i overensstemmelse med bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk.

Glas:

Glas i form af bilruder, der ikke genbruges, afleveres til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald med henblik på genanvendelse.

Plastkomponenter:

Plastkomponenter, der ikke genbruges, afleveres til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald med henblik på genanvendelse.

Potentielt eksplosionsfarlige komponenter, f.eks. airbags og pyrotekniske selestrammere:

Potentielt eksplosionsfarlige komponenter, f.eks. airbags og pyrotekniske selestrammere kan undlades udtaget, såfremt de udløses. Håndteres i overensstemmelse med forskrifterne i branchevejledningen Airbags og selestrammere udgivet af Industriens Branchearbejdsmiljøråd.

Trykbeholdere, brandslukkere og gasbeholdere:

Trykbeholdere, brandslukkere og gasbeholdere afleveres i overensstemmelse med bekendtgørelse om affald.

Elektriske og elektroniske udstyr:

Elektriske og elektroniske udstyr mv., der ikke genbruges, afleveres til virksomheder, hvortil affaldsproducenten lovligt kan aflevere affaldet i overensstemmelse med bekendtgørelse om markedsføring af elektrisk og elektronisk udstyr samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elektronikaffaldsbekendtgørelsen).


Bilag 5

Oplysninger der skal gives i forbindelse med registrering af producenter og importører af person- og varebiler, jf. § 28

1) Producentens eller importørens navn og varemærkenavn under hvilke virksomheden markedsfører sine motordrevne køretøjer.

2) Producentens eller importørens adresse: gadenavn og nr., postnr. og by, URL adresse (adressen på den hjemmeside hvor man kan finde oplysninger om, hvor udtjente køretøjer kan afleveres, jf. § 25), telefonnr. og telefaxnr. eller e-mail-adresse.

3) CVR-nr. For udenlandske producenter eller importører, der ikke er registreret i CVR-registeret, oplyses virksomhedens momsnr. (VAT-nr.) i stedet for CVR-nr.

4) Producentens eller importørens kontaktperson: navn og telefonnr. , telefaxnr. eller e-mailadresse.

5) Oplysninger om, hvordan producentansvaret påtænkes opfyldt, herunder om producenten eller importøren er tilsluttet en kollektiv ordning (med angivelse af navnet på den kollektive ordning) eller har etableret en individuel indsamlingsordning.

6) Registreringsansøgningens dato.

7) Anmodningen om registreringen skal være underskrevet af producentens eller importørens ansvarlige ledelse.

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer, EF-Tidende 2000, nr. L 269, side 34, som senest ændret ved Kommissionens direktiv 2011/37/EU af 30. marts 2011 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer, EU-Tidende 2011, nr. L 85, side 3, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/112/EF af 16. december 2008 om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF, 88/378/EØF, 1999/13/EF og direktiv 2000/53/EF, 2002/96/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/42/EF med henblik på at tilpasse disse til forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger, EU-Tidende 2008, nr. L 345, side 68.

2) Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret ved direktiv 98/48/EF.