Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 88-09 om hjælpemidler - cerebral parese - GPS - forbrugsgode

Resume:

En 15-årig dreng med cerebral parese, som havde nedsat opmærksomheds- og koncentrationsevne og havde svært ved at finde vej til nye steder, var ikke berettiget til en GPS-navigator for at kunne finde rundt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han var i stand til at færdes på egen hånd de steder, hvor han i det daglige havde behov for at kunne komme.

Der var ikke oplysninger om, at han skulle begynde på nye aktiviteter, hvor det ville være en væsentlig lettelse at anvende en GPS-navigator.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 113, stk. 5

Sagsfremstilling:

Sagen handlede om en 15-årig dreng, som var kørestolsbruger som følge af cerebral parese og spastisk diplegi.

Drengen havde svært ved indlæring og planlægning, og hans opmærksomheds- og koncentrationsevne var nedsat. Han kunne ikke læse almindelige kort og havde rum/retnings-forstyrrelser, som gjorde, at han havde svært ved at finde vej til et nyt sted. Han kunne følge en ukompliceret rute efter mundtlig instruktion og også tidligere afprøvede ruter.

Kommunen afslog at bevilge en GPS som et hjælpemiddel/forbrugsgode.

Det sociale nævn tiltrådte afgørelsen.

Nævnet lagde vægt på, at han var i stand til at færdes de daglige stedersomskole, praktiksted, indkøb mv., og at det i hans alder ikke var ualmindeligt at skulle have hjælp til at kunne orientere sig og færdes på ukendte steder. Behovet for en GPS kunne derfor ikke i væsentlig grad kompensere for hans nedsatte funktionsevne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, under hvilke omstændigheder en person med en hjerneskade kunne få bevilget GPS-navigator efter servicelovens § 113.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at en GPS-navigator ikke i væsentlig grad ville afhjælpe de varige følger af funktionsnedsættelsen hos drengen eller lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde til grund, at han havde følger af cerebral parese, som bevirkede, at hans indlærings-, opmærksomheds- og koncentrationsevne var nedsat. Drengen var også kørestolsbruger.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at drengen kunne følge en ukompliceret rute efter mundtlig anvisning, og kunne køre til et kendemærke samt følge en simpel rute derfra. Han havde svært ved at finde vej til nye steder på grund af rum/retningsforstyrrelser. Hans visuelle hukommelse var dog god.

Ankestyrelsen lagde yderligere til grund, at der ikke var oplysninger om, at drengen skulle begynde på nye aktiviteter, hvor der var brug for at anvende GPS. Drengen gik ikke forkert i det daglige og var ikke faret vild.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han var i stand til at færdes på egen hånd de steder, hvor han i det daglige havde behov for at kunne komme.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var planer om nye aktiviteter, hvor det ville være en væsentlig lettelse at anvende GPS.

Drengen havde ikke været nødsaget til at spørge forbipasserende om vej eller været forhindret i at deltage i væsentlige aktiviteter.

Ankestyrelsen fandt efter en samlet konkret vurdering ikke, at en GPS ville være en så væsentlig støtte for drengen, at lovens betingelser for at være berettiget til GPS’en som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode var opfyldt.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 30. april 2013, da den er erstattet af principafgørelse 59-13.