Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 89-09 om hjælpemidler - forbrugsgoder - hjerneskade - GPS - færden - forbrugsgodeværdi

Resume:

En GPS måtte som udgangspunkt anses for et forbrugsgode.

I den konkrete sag var en hjerneskadet yngre mand, som havde betydeligt nedsatte indlærings- og hukommelsesfunktioner,dog berettiget til en GPS-navigator som et hjælpemiddel til at komme rundt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en GPS i væsentlig grad ville kompensere for hans nedsatte funktionsevne og medvirke til, at han kunne komme til og fra arbejde og i væsentlig grad støtte hans daglige færden og aktivitetsmuligheder. Der blev lagt vægt på, at han ofte gik forkert og måtte spørge om vej, hvilket stressede og trættede ham, og at han havde svært ved at fastholde og huske en indlært rute.

Ankestyrelsen vurderede, at GPS’en i det konkrete tilfælde udelukkende ville fungere som et hjælpemiddel for personen. Ankestyrelsen vurderede på baggrund af personens særlige situation og individuelle forhold, som gjorde, at han meget sjældent bevægede sig ud til ukendte steder, at en GPS ikke ville indeholde en forbrugsgodeværdi for ham.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 113, stk. 5

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en yngre mand, hvis indlærings- og hukommelsesfunktioner var gennemgribende nedsat efter et trafikuheld. Han havde betydelige koncentrationsvanskeligheder og problemer med at behandle information. Der var tale om svære kognitive følgevirkninger og markant mental udtrætning efter blot få timers arbejde.

Han boede alene og arbejdede 2-3 gange ugentlig i et skånejob. Ifølge hjemmevejlederen fik han lært ruten fra sin bolig til det tidligere praktiksted med besvær, men måtte efter ferie genindlære ruten. Han havde i en periode lånt en GPS og oplevede her, at han kunne færdes frit uden på forhånd at blive guidet af pårørende, venner eller hjemmevejleder. Ifølge hjemmevejlederen blev han nu mindre stresset og fik frigivet energi, som han tidligere brugte til at komme til sit bestemmelsessted, til andre formål.

Ifølge hjerneskadecenteret var han helt afhængig af kompensationsmetoder i hverdagen, bl.a. elektronisk kalender. Han havde brug for støtte, når han skulle orientere sig/navigere for at komme frem til sit bestemmelsessted. Han gik ofte forkert, og måtte spørge folk på gaden, hvilket gjorde ham stresset og udtrættet, inden han kom frem til målet.

Han søgte om bevilling af en GPS i sin kommune, men fik afslag. Kommunen lagde vægt på, at han kunne spørge om vej og indtegne ruter på kort eller indlære de ruter, han ofte gik ad.

Det sociale nævn fandt den yngre mand berettiget til en GPS med den fulde anskaffelsespris på det bedst egnede og billigste produkt. Nævnet hjemviste herefter sagen til kommunen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Kommunen anførte i klagen, at en GPS uden tvivl var et hensigtsmæssigt redskab for ham, men at dette ikke var tilstrækkeligt til at opfylde væsentlighedsbetingelsen.

Kommunen mente, at der også var en forbrugsgodeværdi knyttet til en GPS for ham, og at han derfor blev overkompenseret ved nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om og under hvilke omstændigheder en person med en hjerneskade kunne få bevilget GPS-navigator efter servicelovens § 113, stk. 5.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at den yngre mand var berettiget til en GPS som et hjælpemiddel.

Begrundelsen for afgørelsen var, at en GPS i væsentlig grad ville afhjælpe de varige følger af funktionsnedsættelsen hos manden, der havde betydelige orienteringsproblemer.

Ankestyrelsenlagde ved afgørelsenvægt på, at manden havde pådraget sig en hjerneskade med svære kognitive følgevirkninger efter et trafikuheld, som havde medført betydelig reduktion af indlærings- og hukommelsesfunktionerne og nedsættelse af koncentration og arbejdshukommelse. Han havde desuden kraftige trætheds-symptomer efter få timers aktivitet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden havde svært ved at huske og ofte gik forkert, når han skulle fra et sted til et andet. Han havde svært ved at fastholde og huske en indlært rute, og han måtte derfor spørge folk på gaden om vej og bruge meget energi på at finde frem til sit bestemmelsessted. Det betød, at han blev stresset og udtrættet, før han nåede frem til sit bestemmelsessted. Det var oplyst, at GPS’en havde været en forudsætning for, at han kunne skifte arbejds- og praktiksted, hvor transporten var længere end før. Manden arbejdede 3 dage om ugen i skånejob. Han var beskæftiget med enkle, afgrænsede arbejdsopgaver, som han brugte en del energi på at indlære og fastholde.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at mandens reducerede orienteringsevne nedsatte hans aktivitetsniveau og begrænsede ham, da den medførte, at han afholdt sig fra at deltage i sociale sammenhænge. En GPS ville gøre ham i stand til at klare sig mere selvstændigt og ville udvide hans aktivitetsmuligheder betydeligt i dagligdagen. Det var oplyst, at han efter at have fået en GPS kunne færdes frit uden på forhånd at skulle guides af familie og venner og uden at skulle bruge ekstra meget tid og ressourcer på at indlære ruter.

En GPS ville i væsentlig grad kompensere for hans nedsatte funktionsevne og ville medvirke til, at han kunne klare sig uden hjælp og få et aktivitetsniveau, der svarede til hvad andre personer med samme alder og i samme livssituation havde. GPS’en ville samtidig være væsentligt medvirkende til, at han kunne komme til og fra arbejde og kunne fastholde beskæftigelse.

Ankestyrelsen fandt, at en GPS som udgangspunkt måtte anses for et forbrugsgode, og ikke et hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på, at en GPS blev fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug i den almindelige befolkning.

Ankestyrelsen tog ved vurderingen af, om en GPS udelukkende ville fungere som et hjælpemiddel for manden udgangspunkt i kompensationsprincippet, hvorefter personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skulle kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne.

Afgørende for, om et forbrugsgode udelukkende fungerede som et hjælpemiddel, var på den baggrund, om der også for den handicappede var en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved en bevilling som hjælpemiddel, eller om forbrugsgodet alene kompenserede for den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen vurderede, at en GPS udelukkende ville fungere som et hjælpemiddel for manden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han som følge af sine svære kognitive vanskeligheder havde betydelige problemer med at orientere sig, også på ruter, som han i forvejen havde indlært. Det medførte en usikkerhed i færdslen, som stressede ham i særlig grad på grund af hans markante trætheds-symptomer ved psykomotorisk belastning. Han ville have gavn af GPS’en i sin daglige tilværelse, og han ville som følge af sine symptomer meget sjældent tage ukendte steder hen, hvilket især var den forbrugsgodeværdi, der lå i en GPS. Manden måtte endvidere ofte genindlære transportveje og ruter, når han havde været på ferie.

Ankestyrelsen vurderede på baggrund af mandens særlige situation og individuelle forhold, som gjorde, at han meget sjældent bevægede sig ud til ukendte steder, at en GPS ikke ville indeholde en forbrugsgodeværdi for ham.

Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som det sociale nævn.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 30. april 2013, da den er erstattet af principafgørelse 59-13.