Den fulde tekst

Lov om Rådet for Ungdomsuddannelser

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Rådet for Ungdomsuddannelser

§ 1. Rådet for Ungdomsuddannelser rådgiver undervisningsministeren i overordnede spørgsmål på ungdomsuddannelsesområdet, jf. stk. 2.

Stk. 2. Rådet for Ungdomsuddannelser skal rådgive om tværgående og fælles emner og udfordringer for ungdomsuddannelsesområdet, herunder om

1) faglige, kompetencemæssige og pædagogiske problemstillinger,

2) sammenhænge i ungdomsuddannelsernes studie- og erhvervsrettede formål, herunder om elevernes udbytte af undervisning og læringsaktiviteter,

3) evaluering og kvalitetsudvikling,

4) elevernes trivsel,

5) at alle unge bliver udfordret af uddannelserne, så de bliver så dygtige, de kan,

6) den samlet set bedst mulige mindskelse i ungdomsuddannelserne af betydningen af social baggrund i forhold til fagligt resultat,

7) institutionelle udviklingstendenser, herunder virkningen af fusions- og campusdannelser, og

8) overgange mellem grundskole og ungdomsuddannelse og overgange mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.

Stk. 3. Rådet for Ungdomsuddannelser kan iværksætte forskning og inddrage forskningsresultater i sin rådgivning.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan forelægge spørgsmål om ungdomsuddannelser for rådet.

§ 2. Rådet for Ungdomsuddannelser nedsættes af undervisningsministeren.

Stk. 2. Rådet for Ungdomsuddannelser ledes af et formandskab bestående af 5-7 personer med særlig indsigt i forhold vedrørende ungdomsuddannelserne. Undervisningsministeren udpeger formandskabet og blandt formandskabets medlemmer rådets formand.

Stk. 3. Undervisningsministeren udpeger rådets øvrige 17 medlemmer således:

1) 1 medlem efter indstilling fra KL.

2) 1 medlem efter indstilling fra Danske Regioner.

3) 1 medlem efter indstilling fra FTF.

4) 1 medlem efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark.

5) 1 medlem efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening.

6) 1 medlem efter indstilling fra Akademikerne.

7) 2 medlemmer efter fælles indstilling fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Uddannelsesforbundet og Handelsskolernes Lærerforening (HL).

8) 4 medlemmer efter fælles indstilling fra Gymnasieskolernes Rektorforening, Lederforeningen for VUC, Danske Erhvervsskoler – Lederne, Danske SOSU-skoler, Danske Landbrugsskoler og Forstanderkredsen for Produktionsskoler/Produktionshøjskoler.

9) 1 medlem efter indstilling fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

10) 1 medlem efter indstilling fra Erhvervsskolernes Elevorganisation.

11) 1 medlem efter indstilling fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelever.

12) 1 medlem efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.

13) 1 medlem efter indstilling fra Danske Universiteter.

Stk. 4. Følgende personer deltager uden stemmeret i Rådet for Ungdomsuddannelser:

1) En repræsentant for formandskabet for Rådet for Børns Læring udpeget af og blandt medlemmerne af formandskabet for Rådet for Børns Læring.

2) Formanden for Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser.

3) Formanden for Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser.

Stk. 5. Formandskabet og øvrige medlemmer udpeges for en 3-årig periode. Dog udpeges de rådsmedlemmer, der er nævnt i stk. 3, nr. 9-11, kun for en 1-årig periode. Rådets medlemmer kan genudpeges.

Stk. 6. Der udpeges stedfortrædere for de rådsmedlemmer, der er nævnt i stk. 3. Udpegningen sker efter reglerne i stk. 3.

Stk. 7. Indstilles der ikke medlemmer i henhold til stk. 3, kan undervisningsministeren beslutte, at rådet fungerer uden de pågældende medlemmer.

§ 3. Rådet for Ungdomsuddannelser fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Undervisningsministeriet varetager sekretariatsbetjeningen.

Ikrafttræden m.v.

§ 4. Loven træder i kraft den 1. august 2014.

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Konsekvensrettelser i anden lovgivning

§ 6. I lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1076 af 4. september 2013, foretages følgende ændring:

1. Kapitel 10 ophæves.

§ 7. I lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 4. september 2013, foretages følgende ændring:

1. § 42 ophæves.

§ 8. I lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 4. september 2013, foretages følgende ændring:

1. § 47 ophæves.

§ 9. I lov nr. 578 af 1. juni 2010 om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. foretages følgende ændring:

1. § 7, stk. 4, ophæves.

§ 10. I lov om Danmarks Evalueringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 15. september 2010, som ændret senest ved lov nr. 405 af 28. april 2014, foretages følgende ændring:

1. § 5, stk. 2, nr. 2, affattes således:

»2) 1 medlem med viden og erfaring inden for ungdomsuddannelserne, der beskikkes efter indstilling af Rådet for Ungdomsuddannelser.«

§ 11. I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 521 af 27. maj 2013, som ændret ved § 4 i lov nr. 622 af 12. juni 2013, § 1 i lov nr. 1640 af 26. december 2013, lov nr. 1641 af 26. december 2013 og § 1 i lov nr. 406 af 28. april 2014, foretages følgende ændring:

1. I § 57 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Formandskabet for Rådet for Ungdomsuddannelser udpeger en repræsentant blandt medlemmerne af formandskabet for Rådet for Ungdomsuddannelser, som deltager uden stemmeret i Rådet for Børns Læring.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

Givet på Christiansborg Slot, den 16. juni 2014

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Christine Antorini