Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om en særlig enhed om håndhævelse og piratkopiering i Patent- og Varemærkestyrelsen

I medfør af § 45 b, stk. 4, i varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 192 af 1. marts 2016, som ændret ved lov nr. 1548 af 13. december 2016, § 41 b, stk. 4, i designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 189 af 1. marts 2016, som ændret ved lov nr. 1548 af 13. december 2016, § 65 b, stk. 4, i patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 1. marts 2016, som ændret ved lov nr. 1548 af 13. december 2016 og § 61 b, stk. 4, i lov om brugsmodeller, jf. lovbekendtgørelse nr. 190 af 1. marts 2016, som ændret ved lov nr. 1548 af 13. december 2016, og efter bemyndigelse i henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 126 af 19. februar 2009 om henlæggelse af visse beføjelser til Patent- og Varemærkestyrelsen, fastsættes:

§ 1. Der etableres en særlig enhed i Patent- og Varemærkestyrelsen, som varetager de opgaver og beføjelser vedrørende håndhævelse og piratkopiering, der følger af denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Enhedens personale udfører ikke opgaver i de afdelinger i Patent- og Varemærkestyrelsen, som udsteder rettigheder.

§ 2. Enheden varetager følgende opgaver:

1) Enheden fungerer som en hotline, hvor forbrugere, virksomheder og myndigheder kan modtage information og vejledning generelt om håndhævelse og piratkopiering. Endvidere kan enheden vejlede i konkrete sager om piratkopiering, jf. § 3.

2) Enheden bistår politi og anklagemyndighed i deres indsats mod piratkopiering.

3) Enheden varetager politiske opgaver vedrørende håndhævelse og piratkopiering i nationalt, regionalt og internationalt regi.

4) Enheden deltager i nationale, regionale og internationale samarbejdsfora om håndhævelse og piratkopiering.

5) Enheden varetager sekretariatsfunktionen for Ministeriernes netværk mod IPR-krænkelser.

6) Enheden deltager i Det Europæiske Observationscenter for Krænkelser af Intellektuelle Ejendomsrettigheder.

7) Enheden deltager i informationskampagner mod piratkopiering og bistår andre myndigheder i forbindelse med kontrolaktioner m.v.

8) Enheden varetager øvrige beslægtede opgaver.

9) Enheden varetager alene opgaver vedrørende håndhævelse og piratkopiering i forhold til de love, som Patent- og Varemærkestyrelsen administrerer.

§ 3. I konkrete sager om piratkopiering kan enheden vejlede forbrugere samt små og mellemstore virksomheder. Enheden kan efter anmodning og mod betaling af et gebyr på 1.500 kr. afgive en skriftlig vejledende udtalelse.

Stk. 2. Enhedens vejledning i konkrete sager om piratkopiering vil være baseret på brugerens oplysninger samt resultatet af enhedens søgning efter relevante registrerede rettigheder. Vejledningen vil omfatte enhedens konklusion om, hvorvidt der på dette grundlag kan foreligge en krænkelse i form af piratkopiering. Enheden kan endvidere oplyse om den pågældendes handlemuligheder, såfremt denne ønsker at gå videre med sagen.

Stk. 3. Enheden foretager ikke en undersøgelse af sagens faktiske omstændigheder, og enheden behandler alene krænkelsessager, hvor der er tale om identiske eller næsten identiske varemærker eller produkter, jf. § 5, stk. 1. Enheden vejleder alene om piratkopiering i forhold til registrerede rettigheder med gyldighed i Danmark, og enheden tager ikke stilling til sådanne rettigheders gyldighed.

Stk. 4. Enheden vejleder ikke i konkrete sager om piratkopiering i tilfælde, hvor en sag er indbragt for domstolene eller i tilfælde, hvor enheden vurderer, at vejledningen ligger uden for ordningens formål.

§ 4. Enhedens vejledning i henhold til § 3 udgør en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, som er omfattet af Europa-Kommissionens forordning herom, jf. forordning (EU) nr. 360/12 af 25. april 2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

Stk. 2. De minimis-støtten i henhold til forordningen omtalt i stk. 1, ydes af Patent- og Varemærkestyrelsen til den særlige enhed til varetagelse af opgaven, der består i at vejlede i konkrete sager om piratkopiering. Denne vejledning er forbeholdt forbrugere og små og mellemstore virksomheder, jf. § 3, stk. 1, og § 5, stk. 2. Patent- og Varemærkestyrelsen kontrollerer, at betingelserne for at yde støtte i henhold til forordningen omtalt i stk. 1 er opfyldt.

Stk. 3. Enheden udfærdiger hvert år et særskilt budget over forventede omkostninger til vejledning omfattet af stk. 1. Endvidere udfærdiger enheden hvert år et særskilt regnskab over omkostninger forbundet med denne vejledning. Gebyrer indbetalt i henhold til § 3, stk. 1, modregnes enhedens omkostninger.

Stk. 4. De samlede omkostninger til vejledning i konkrete sager om piratkopiering, jf. stk. 1, må ikke overstige 500.000 EUR over en periode på tre regnskabsår.

Stk. 5. Enheden kan kun fra Patent- og Varemærkestyrelsen modtage et beløb, der modsvarer de faktisk afholdte omkostninger til vejledning i konkrete sager om piratkopiering. I tilfælde af at beløbet er større end de faktisk afholdte omkostninger ifølge regnskabet, føres det overskydende beløb tilbage til Patent- og Varemærkestyrelsen.

§ 5. I denne bekendtgørelse benyttes begrebet piratkopiering som fælles betegnelse for piratkopiering og varemærkeforfalskning, hvor piratkopiering dækker den situation, at der foretages ulovlig kopiering af andres produkter, der er beskyttet af immaterielle rettigheder, mens varemærkeforfalskning omfatter ulovlig kopiering af andres varemærker. I forhold til varemærker og design omfatter begrebet kopi identiske eller næsten identiske varemærker eller design. For så vidt angår patenter og brugsmodeller omfatter begrebet kopi identiske produkter i forhold til patent- eller brugsmodelkravene.

Stk. 2. I denne bekendtgørelse defineres små og mellemstore virksomheder i overensstemmelse med den til enhver tid gældende definition i Europa-Kommissionens statsstøtteregler. I de gældende regler omfatter definitionen virksomheder, der beskæftiger under 250 personer, og som har en omsætning på højst 50 mio. EUR og/eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. EUR.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Patent- og Varemærkestyrelsen, den 14. december 2016

Jesper Kongstad

/ Anne Rejnhold Jørgensen