Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - chikane - kommuner - sprog - uddannelse - ej medhold

J. nr. 2015-6810-45786

En kvinde, der havde boet i Danmark siden 1998, fik ophævet sin uddannelsesaftale om uddannelse som social- og sundhedshjælper på grund af sproglige barrierer. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af de sproglige kompetencer, der var nødvendige for at blive uddannet til social- og sundhedshjælper, og kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage over forskelsbehandling, herunder i form af chikane, på grund af etnisk oprindelse.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og chikane i forbindelse med, at klager fik ophævet sin uddannelsesaftale og efter indgåelse af ny aftale ikke fik godkendt sit praktikforløb.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med klagers uddannelsesforløb.

Sagsfremstilling

Klager, der har boet i Danmark siden 1998, indgik i august 2013 en uddannelsesaftale med den indklagede kommune i forbindelse med uddannelsen som social- og sundhedshjælper fra den 16. september 2013 til den 16. november 2014. Den første praktik (praktik 1) fandt sted i perioden den 18. november 2013 til den 9. marts 2014.

Det fremgår af referat fra elevsamtale den 6. januar 2014 med deltagelse af uddannelseskoordinator A, at der var en bekymring i forhold til klagers mundtlige kommunikation. Ifølge referatet arbejdede klager godt med sine hænder og udførte i store træk den personlige pleje korrekt, og hun arbejdede fint med hygiejniske principper. Hun udførte ifølge referatet morgenpleje meget mekanisk, gav mad uden omsorg og hørte ikke efter, hvad borgerne sagde. Det fremgår videre:

”Borgeren taler i øst, og [klager] svarer i vest. Vi kan ikke se, at [klager] er glad for arbejdet som SSH. Ser ingen omsorg/empati. Borgerne forstår ofte ikke, hvad der bliver sagt. [Klager] skal vise mere glæde og omsorg. Skal gøre sig umage med at forstå og høre efter, hvad borgerne siger. Være i øjenhøjde/se på borgeren ved kommunikation. Det er vigtigt at høre, hvad borgeren siger for at kunne observere og reflektere. Der kommer ikke spørgsmål/undren fra [klager].

Hvis [klager] skal fortsætte på uddannelsen skal vi se fremgang i forhold til kommunikation, omsorg, empati, refleksion og glæde ved uddannelsen. ”

Det fremgår af uddannelseskoordinatorens opfølgning af 28. januar 2014, at klager havde taget imod vejledningen og havde arbejdet konstruktivt med alle de anførte forhold. Den fortsatte udfordring var det mundtlige og kommunikationen med borgerne. Klager var mere lyttende, og hun tænkte på kropsprog ved kommunikation. Uddannelseskoordinatoren var fortsat bekymret for, hvordan det skulle gå i praktik 2, hvor der ville være en del telefonisk kommunikation, og hvor borgerne som udgangspunkt var friskere og mere kommunikerende. Klager fik muligheden for at vise, at de sproglige kompetencer rakte.

Der blev afholdt sygefraværssamtale den 13. maj 2014 i anledning af klagers fravær i 43 lektioner i perioden uge 38 i 2013 til uge 19 i uge 2014. Det fremgår blandt andet af uddannelsesvejlederens konklusion, at lærerne havde svært ved at forstå klager, og klager blev opfordret til at sige noget mere.

Den 8. april 2014 skrev fastholdelsesvejleder B til uddannelseskoordinator A:

”Vi har en del bekymring omkring [klager]s sproglige formåen. Hun er meget svær at forstå, og vi er i tvivl om, hvad hun selv forstår. Hun er her, og vi kan ikke gøre så meget lige nu, men afventer standpunktskaraktererne efter SP 2. ”

Klagers praktik 2 skulle finde sted fra den 10. juni 2014 til den 12. oktober 2014.

Det fremgår af referat fra opfølgningssamtale dateret den 17. juli 2014, at der havde været kommunikationsvanskeligheder. Der havde været en episode, hvor en fast hjælper havde bedt klager hjælpe med at bade en borger, hvilket klager ikke havde forstået. Klager havde redt sengen uden at hjælpe kollegaen. En kollega havde ifølge referatet endvidere oplevet, at klager ikke kommunikerede med borgeren, hvilket kollegaen havde påtalt over for klager. Klager fik oplyst, at hun måtte sige til, hvis hun oplevede problemer med at forstå, hvad der blev sagt, eller på anden måde blev usikker. Klager skulle endvidere orientere sig i handleplanerne hos borgeren for at sikre, at hun var bevidst om, hvad der skulle gøres i de forskellige hjem. Klager oplyste ifølge referatet, at alt var fint, og at hun ikke oplevede problemer.

Der blev afholdt bekymringssamtale den 18. august 2014 på praktikstedet med henblik på en afklaring af, om klager kunne fortsætte uddannelsen. Indklagede så med stor bekymring på klagers sproglige kompetencer, både skriftligt og mundtligt. Det fremgår af referatet, at klager i praktikken havde en meget let rute, da teamet ikke følte sig tryg ved at give klager de komplekse opgaver. Klager havde store sproglige udfordringer, og nogle kolleger havde svært ved at forstå hende. Teamlederen var i tvivl, om klager fik alle informationer med, ligesom der havde været flere misforståelser. Et eksempel var, at kolleger havde ringet til klager og oplyst, at hun ikke skulle hjælpe på et dobbeltbesøg, hvorefter hun alligevel kom, og at hun ikke ringede til kolleger og teamleder ved spørgsmål, men gik ind på praktikstedet for at hente hjælp. Klager havde været grædende flere gange i praktikken.

Klager havde ifølge referatet svært ved at forklare sig under samtalen. Hun udtrykte fortsat glæde ved uddannelsen. Indklagede var i tvivl om, hvorvidt klager havde de sproglige kompetencer, der skulle til for at være social- og sundhedshjælper. Det blev aftalt, at den daglige vejleder skulle følge klager, og at klager igen skulle starte på ekstra danskundervisning en gang om ugen.

Ifølge referat fra opfølgende samtale den 2. september 2014 oplevede klagers vejleder, at klager ikke talte med borgerne, men gik lige til opgaven. Det fremgår blandt andet af referatet:

”Hos en borger går [klager] ind og spørger om hun har taget piller,

hvorefter borger svare ja og så siger [klager] ok og går igen.

Hos en anden borger som har parkinson hjælper [klager] ham op

hvorefter hun så forlader soveværelset, og kigge ikke tilbage for at sikre at borger har fået balancen.

[Klager] bliver husket på at hun skal tælle medicinen hos borgerne, da [vejleder] oplever at dette ikke bliver gjort.

[Klager] har smurt en borger med receptpligtig salve, og kan ikke

huske hvorfor hun gør det, og hvem der har oplært hende. [Klager] bliver gjort opmærksom på at der skal hun sige fra en anden gang.

Der er kommet en klage fra en borger, som har oplevet at [klager]

virker meget forvirret, og ikke forstår hvad der bliver bedt om.

[Klager] er uforstående over for dette, vi drøfter det, og taler om

at det kan være måde der bliver kommunikeret på. Vi taler også om

at det billede borger har tegnet, stemmer overens med den oplevelse vejlederen havde. ”

Under samtalen blev vigtigheden af at få læst handleplanerne drøftet, da der kunne være opstået ændringer.

Det fremgår af referat fra midtvejsevaluering af 5. september 2014, at klager havde vanskeligt ved at cykle rundt på sin rute og trak cyklen meget af vejen. Ifølge referatet ville klager ikke kunne cykle en fuld rute, da hun ikke ville kunne nå omkring. Klager havde ifølge referatet taget vejledningen fra samtalen den 2. september 2014 til sig og forsøgte at tale med borgerne, men der var fortsat vanskeligheder. Borgerne havde svært ved at forstå klager og omvendt. Der blev aftalt en ny samtale den 8. september 2014 med deltagelse af teamlederen.

Den 7. september 2014 sendte klagers ægtefælle et brev til borgmesteren, hvor han blandt andet oplyste, at tidsfristen for indkaldelse til opfølgningssamtale den 8. september 2014 havde været urimelig kort og over en weekend, hvorved klager blev forhindret i at tilvejebringe en bisidder til samtalen. Det var ægtefællens opfattelse, at klagers accent kunne sidestilles med fx en bornholmsk dialekt, og han mente, at der var tale om forskelsbehandling af bestemte befolkningsgrupper på baggrund af accent eller dialekt. Klager var ifølge ægtefællens brev uforstående over for, at indklagede havde indstillet klager til afskedigelse på baggrund af en enkelt klage, uden at der var taget skridt til at undersøge fakta. Ægtefællen anmodede om, at klager blev flyttet til en anden institution med henblik på at færdiggøre sin uddannelse under en kompetent ledelse og i et tilfredsstillende arbejdsmiljø.

Den 8. september 2014 blev klager indkaldt til statussamtale den 12. september 2014. Samtalen den 8. september 2014 var blevet udsat efter brevet fra klagers ægtefælle, så klager kunne medbringe en bisidder. En repræsentant fra klagers faglige organisation deltog ved mødet. Det fremgår af referatet:

”[Uddannelseskoordinator A] tilkendegiver, at [indklagede] Kommune vil [klager] det bedste, og håbet var at [klagers] sproglige kompetencer ville udvikle sig, derfor blev [klager] ikke opsagt i prøvetiden. [Klager] har arbejdet godt med det nævnte i samtalerne, og har i perioder været god til at bruge kropssprog, men den manglende udvikling i sproget gør, at der er bristede forudsætninger for, at færdiggøre uddannelsen på nuværende tidspunkt.

[Faglig organisation] tilkendegiver efter gennemgangen af referaterne, at der er gjort meget for at hjælpe [klager]. [Faglig organisation] ønsker, at vide hvad der skal til for at færdiggøre uddannelsen.

Vi taler om VUC eller virksomhedspraktik, det er i sær den mundtlige kommunikation, der skal udvikles.

Både teamleder [teamleder C] og [uddannelseskoordinator A] fortæller [klager], at en del elever har sproglige udfordringer, men at en stor del gennemfører uddannelsen. Det er trist, at læse en anklage i [ægtefælle] brev, der er sendt på vegne af [klager], omkring diskrimination af bestemte befolkningsgrupper på baggrund af deres accent eller dialekt.

[Klager] indstilles til ophævelse af uddannelsesaftalen. Begrundelsen er bristede forudsætninger for gennemførelse af uddannelsen, fordi der ikke er den nødvendige udvikling i hendes sproglige kompetencer. ”

Ved brev af 15. september 2014 fik klager oplyst, at indklagede påtænkte at ophæve klagers uddannelsesaftale, da der ikke havde været den nødvendige udvikling i klagers sproglige kompetencer til, at hun kunne færdiggøre uddannelsen.

Klager indgav den 23. september 2014 høringssvar til den påtænkte ophævelse af uddannelsesaftalen. Klager oplyste blandt andet, at indklagede ikke i forbindelse med uddannelsens påbegyndelse eller i prøvetiden havde haft anmærkninger i forhold til klagers sprog, og at hun havde bestået dansk niveau D. Klager var heller ikke blevet forelagt referater fra samtalerne før den 18. august 2014, ligesom det ikke fremgik af referatet, at der ingen problemer havde været på skolen. Klager var ikke enig i beskyldningerne om manglende omsorg, empati og glæde ved uddannelsen i referatet af 6. januar 2014 eller i kollegaens klage over klagers manglende hjælp til en borger i referatet af 17. juli 2014. Klager var heller ikke enig i, at der gennem hele uddannelsen havde været fokus på klagers sproglige kompetencer. Klager oplyste også, at vejlederen mundtligt havde tilkendegivet over for klager, at borgerne var meget glade for klager, og at hun kommunikerede godt med dem.

Den 26. september 2014 blev klagers uddannelsesaftale ophævet af indklagede. Der blev den 24. oktober 2014 afholdt forhandling i anledning af ophævelse af uddannelsesaftalen mellem indklagede og klagers faglige organisation.

Det fremgår blandt andet af referatet:

”[Faglig organisation]s oplevelse er at [klager] forstår sproget, når hun ikke er under pres. [Faglig organisation] hæfter sig ved at [klager] ikke er blevet tilbudt en forlængelse af praktik 2. Ønsket er, at [klager] tilbydes en ny praktikplads og forlængelse således at praktik 2 kan gennemføres. Efter planen skulle [klager] have færdiggjort sin uddannelse 14. november 2014.

Teamleder [teamleder C] giver eksempler på, at det ikke er hendes oplevelse, at [klager] forstår sproget. I forhold til medicin kassen er der en aftale om, at [klager] kan ringe til hende hvis det volder problemer. [Klager] vælger at gå til [teamleder]s kontor i stedet, da [teamleder] ikke kan forklare [klager], hvordan hun åbner medicinkassen, vælger hun istedet at gå med hende og vise hende det, oplevelsen ved hele episoden var at kommunikationen var meget svær. Der er kommet klager fra borgere, der normalt ikke klager. Den ene klage omhandler f.eks, at borger beder [klager] tage vasketøjet med fra badeværelset, det sker ikke, og borgers oplevelse er, at [klager] ikke forstår. [Klager] har haft en let rute i praktik 2, både i forhold til borgere og i forhold til tidspres. Oplevelsen er at [klager] har svært ved at transporterer sig inden for tiden, og færdselsreglerne ikke bliver overholdt.

Der har været givet tilbud om ekstra danskundervisning, såvel i teori som i praktik.

Praktikstedets praksis ved ekstra danskundervisning er at hvis eleven informerer om det gives der fri til undervisningen.

[Uddannelseskoordinator A] har på skolen undersøgt hvor mange gange [klager] har været til danskundervisning. Det er under halvdelen af det tilbuddet undervisningsforløb [klager] har deltaget i. ”

Der blev indgået aftale om, at klager kunne genoptage uddannelsen, såfremt hun fulgte danskundervisningen, og der skete en udvikling i hendes sprog, så praktikstedet oplevede, at klager forstod og anvendte sproget i relevant kontekst under udførelse af arbejdsopgaverne. Dette skulle komme til udtryk i både den skriftlige og mundtlige kommunikation i forhold til kolleger, borgere, pårørende og øvrige samarbejdspartnere.

Der blev herefter indgået en ny uddannelsesaftale for perioden 19. januar 2015 til 29. maj 2015. Klager skulle i praktik 2 i perioden 19. januar 2015 til 26. april 2015 i et udekørende team.

Det fremgår af teamleder D’s notat af 12. februar 2015:

”[Klager] kommer til mit kontor torsdag d. 12.2, formiddag: fortæller at hun onsdag observerede at [] var trist og ikke så talende som vanligt. Torsdag morgen er det det samme. [Klager]spørger hende om der er noget galt, og om det er noget personligt med [klager]. [] svarer at det er det ikke, det er pga. hendes sygdomme.

Jeg anerkender [klager] for at have spurgt [] direkte, hun fortæller at hun var i tvivl om hun måtte dette.

Under denne relativt korte samtale må jeg flere gange bede [klager] gentage hvad hun siger, da jeg ikke forstår hende. Virker rolig, og ikke nervøs ved situationen.

I telefon-tiden ringer []s datter, [], hun oplyser at hendes mor ikke kan forstå hvad [klager] siger, og hun er ked af at hun kommer som fast medarbejder i hjemmet. [] har sagt til sin datter at [klager] er sød, men [] bliver ked af at hun ikke kan tale med hende, høre og forstå hende.

Det aftales at jeg finder en anden som kontaktperson []

[] ringer sent i telefontiden, jeg når derfor ikke at tale med [klager] inden hun går hjem. Fredag morgen d. 13.2 flyttes [] fra ruten og [klager] kører om morgenen med til et andet morgenbesøg, hos en borger hvor der er 2 til hele plejen.

Jeg oplyser til [klager] og [] (vejleder) om samtalen med [] dagen før. Aftaler at de taler om det ved vejledertiden senere på dagen, ligeledes mhp at finde anden borger til [klager].

Da [vejleder] og [klager] senere har vejleder-tid bliver [klager] meget ked af det. [Vejleder] vurderer at [klager] er med på det faglige niveau, men sprogligt er det meget vanskeligt. [Klager] fortæller at når hun er nervøs, så taler hun dårligere dansk.

Det lykkes at finde en ny borger til [klager], som har frisk ægtefælle.

[Vejleder] og jeg drøfter efterfølgende at det efter at borgerne er blevet mere og mere komplekse, er det en udfordring at finde borgere hvor det er fagligt forsvarligt at [klager] kommer som fast medarbejder. ”

Det fremgår af notat fra samtale med klager den 20. februar 2015:

”[Klager] fortæller, at hun føler sig lidt stresset og ked af det, idet at der er et hjem, en borger, som har kontaktet teamet for at sige fra i forhold til at [klager] kommer i hjemmet. Baggrunden for borgers melding er, at det er svært for ham at kommunikere med [klager], og at han har svært ved at forstå [klager].

Dette gør [klager] ked af det, for som hun siger : jeg gør alt jeg kan for at kommunikationen skal lykkes.

Vejleder og teamleder har set på [klager]s Rute med borgere, og der er rokeret rundt, så [klager] får et par hjem på sin rute, hvor hun skal mødes og samarbejde med en kollega. Dette er besluttet for at teamleder vil være sikker på, at borgerne kan føle sig trygge ved [klager] og hendes sproglige udfordringer.

Vi evaluerer på dette i denne uge og i næste uge, hvordan det går i de nye hjem. ”

Den 24. februar 2015 blev klager fulgt på sin rute, og der blev efterfølgende afholdt samtale. Det fremgår af notatet herfra, at der var en positiv stemning hos borgeren, og at klager var god til at arbejde efter struktur. Klager havde ifølge notatet svært ved at lytte til borgerne, blive i dialogen og skabe en god kommunikation, og at klager skulle bruge tid på at stille spørgsmål, lytte og fornemme borgerens humør/behov.

Ifølge referat fra samtale den 17. marts 2015 havde der været en tilbagemelding fra en borger og dennes hustru om, at klager udførte en god pleje, og at de var glade for hende. Bekymringen var kommunikationen med klager både i forhold til det daglige og til hverdagsting. Klager syntes selv, at hun var blevet bedre til at lytte til borgerne og være opmærksom på kommunikationen. Klager fik at vide, at vejlederen var bekymret for, om klager fornemmede og opfangede de ”små ting”, og teamet syntes, at det var svært at tale med klager i telefonen, og at det var som om, at klager ikke forstod, hvad der blev spurgt til. Klager skulle arbejde videre med at tale mere, lytte, være mere fortællende i forhold til vind og vejr og almene ting, håndtere indklagedes politikker, fx rygepolitikken hos borgerne samt iværksætte nye tiltag i hjemmet, fx ny seng, arbejdsstillinger og hygiejne. Klager skulle også arbejde med at stille krav til borgerne, sige fra og være den ”skrappe”.

Klagers vejleder fulgte med klager den 24. marts 2015. Det fremgår af notat herfra, at det gik godt med det praktiske. Vejlederen fortalte klager, at hun havde observeret, at klager ikke opfangede borgernes og de pårørendes gensvar og svar på spørgsmål, hvorved der ikke blev samlet op på vigtige tilbagemeldinger og behov. Det sproglige var fortsat svært, og klager manglede begreber og ord i sin dialog og til at forklare sig. Klager fik derfor oplyst, at det var nødvendigt at afholde en samtale med teamlederen med henblik på at tage stilling til, hvad der skulle besluttes om klagers praktik.

Det fremgår af teamlederens notat af 26. marts 2015:

”Opringning til borger ([]), han oplyser at han forstår 2/3 af det [klager] siger, resten forstår han ikke, han siger "men der skal jo heller ikke snakkes så meget hos mig". Han siger, "når hun bliver nervøs er hun noget vanskeligere at forstå". Selv stomiplejen er hel fin.

Opringning til pårørende ([]), hun siger "det er godt du ringer, ellers havde jeg ringet til dig. Jeg synes at jeg i starten ville give hende en chance. Men det vil jeg ikke mere. Hun gør [] forvirret, hun siger "rolig nu, rolig nu, "pas nu på, pas nu på". Det bliver han forvirret af.

Jeg tænker at jeg hjælper og guider hende meget, men bliver utryg, hvad hvis jeg ikke var her. Hvordan ville det så gå" [] fortæller at [klager] er sød nok (smilende). [] fortæller om en episode fra onsdagen hvor [] ikke havde fået udført nedre toilette i forbindelse med badet, så på håndklædet var der meget synlige spor af afføring. ”

På et møde samme dag fik klager oplyst, at hun ikke på tilstrækkelig vis fornemmede og reagerede ansvarligt professionelt i de komplekse borgeres hus, og at det ikke var en mulighed, at klager blev godkendt for målene for sin praktik 2. Klager havde fortsat mulighed for at forbedre sig på det sproglige plan.

Det fremgår af teamlederens notat af 27. marts 2015:

”Ægtefælle til borger ringer fredag d. 27.3 ca 12.50: spørger til de planlagte besøg i påsken.

Efter denne drøftelse siger [] "Ja, [klager] kom jo forbi os i aftes. Hun stod udenfor og spurgte om hun måtte komme ind. Ja, det lod jeg hende gøre. Hun ville høre om de ting jeg havde fortalt dig tidligere; []. Om utrygheden og om at jeg havde været glad for hende i starten og ville give hende en chance, men at det havde ændret sig."

Jeg oplyser at dette bestemt ikke er en procedure som er acceptabel, beklager dette meget. [] siger, "ja, det var faktisk heller ikke så rart. Og så fortalte hun mig jo at hun var blevet fyret."

Jeg fortæller at dette ikke er korrekt, at hun fra mandag skulle have nye borgere. Og at hun netop denne fredag havde sidste dag hvor hun skulle sige "farvel" til de nuværende borgere. Fortæller [] at eleverne jo i løbet af deres elevtid skifter borgere som et led i deres uddannelse, men at []s utryghed og observationer også er med i at [klager] ikke skal komme i hjemmet mere. Beklager igen episoden.

Opringningen afsluttes efter kl 13, da er [klager] gået hjem, så jeg når ikke at tale med hende om dette.

Efterfølgende tager jeg kontakt til udd.koordinator [], da jeg finder at dette er uacceptabelt og uprofessionelt at møde op i borgers hjem udenfor arbejdstiden. Ligeledes sætter det borger i en utryg og kedelig situation at hun skal redegøre for hvad hun har oplyst til mig. ”

Klager blev den 30. marts 2015 indkaldt til tjenstlig samtale. Baggrunden herfor var, at den forventede udvikling i klagers sprog ikke kom til udtryk i klagers omgang med borgere og pårørende, hvilket klager var blevet gjort opmærksom på ved regelmæssige samtaler mellem klager, uddannelseskoordinatoren og teamlederen. Derudover havde klager den 27. marts 2015 opsøgt en borger uden for arbejdstid, hvilket var en uacceptabel og uprofessionel adfærd. Klager blev fritaget for tjenesten frem til den tjenstlige samtale.

Det fremgår blandt andet af referat fra den tjenstlige samtale den 7. april 2015:

”[Klager] er ked af det efter samtale Torsdag, og opsøger borger for at forstå, hvad der går galt.

[Faglig organisation] forklarer, at [klager] tidligere har fået anbefalet, at gå tilbage til problemets "stamme".

Det er af borgeren blevet opfattet ubehageligt, og det er ikke acceptabelt at opsøge borgere uden for arbejdstid og konfronterer dem med de bekymringer/klager, der er fremsat til ledelsen i Distrikt [].

Resten af samtalen omhandler [klager]s sprog og kommunikation med borgere og kollegaer/uddannelseskoord. /vejleder/teamleder.

Det opleves, at [klager] har svært ved det, når evalueringen ikke er positiv og tingene ikke går som ønsket.

Der er gjort forsøg på at finde hjem, der er gode for [klager] at komme i. Der er bekymring ved, at [klager] får mere komplekse borgere. Det vurderes ikke, at det er i alle hjem [klager] kan komme.

[Klager]s håndelag fungerer, [klager] får noget fra hånden. Det kniber mere med at fornemme borgeren.

[Klager] er blevet anbefalet at lytte, bevare øjenkontakten og fører dialogen videre.

Det er vigtigt også at kunne observere pårørende, og skabe tryghed.

Borger der har henvendt sig beskriver en dialog, hvor [klager] spørger hvordan det går. Borger svarer: "det går godt", for lidt efter at ændre dette til: "det går altså ikke så godt", hertil svarer [klager]: "fint fint".

Der er en aftale i teamet om at spørger igen, hvis [klager] ikke bliver forstået. Efterhånden trækker kollegaerne sig, det er svært at blive ved med at bede om gentagelser. [Klager] forstår ikke hvorfor de ikke spørger igen.

Der er enighed om, at kollegaerne har et medansvar her. Men til borgerne kan der ikke stilles krav om gentagelser, borgerne er søde, men når de oplever ikke at forstå [klager] eller at hun ikke forstår dem bliver de forvirrede.

Der er ingen tvivl om at [klager] prøver alt hvad hun kan og har gjort sit bedste.

Det vurderes ikke, at [klager] kan nå sine mål for praktikken.

[Faglig organisation] spørger hvad der skal til, kan skolen hjælpe?

Det omhandler de personlige kompetencer, det er ikke muligt at sende [klager] til alle hjem. Det opleves ikke, at [klager] bruger de redskaber hun får, den faglige kommunikation er ikke god nok, men også brugen af sanserne og observation fungerer ikke. Der er tilbagemeldinger fra teamet, vejleder og henvendelser fra borgere. ”

Det fremgår af teamlederens efterfølgende notater:

”Onsdag d. 8.4:

Hos borger, [], spørger borger 4 gange om "hvad er det du siger? "

Da jeg senere spørger [klager] synes hun selv at det er gået fint. Kollega [] har hørt borger stille spørgsmålet 4 gange. Da kan [klager] godt huske det.

Torsdag d. 9.4:

Jeg beder [klager] lave logbog, dagbog. Hvori hun beskriver 3 gode oplevelser med en god dialog til kollegaer eller borgere og 3 oplevelser hvor dialogen ikke var god og hun havde behov for sparring og at stille spørgsmål igen.

Fredag viser hun mig notater som omhandler opgaver/ydelse hun gør i hjemmet. Jeg minder hende igen om at det drejer sig om hende, [klager] og hendes dialog og kommunikation. Og ikke de praktiske ting i hjemmen.

Mandag d. 13.4:

Hos borger, [] som [klager] har været hos flere gange, da virker hun opkørt, hektisk og forvirret. Kollega, [], må sige rolig til hende. Medarbejderne har lang tid til opgaverne i hjemmet.

Kender ikke ordet sengebad.

[Klager] tager ikke initiativ til at tale med borgerne, går hos borger, [] direkte i gang med opvask og at feje gulv. ”

Der blev den 14. april 2015 afholdt elevsamtale med klager. Klager havde ikke siden samtalen den 27. april 2015 kørt alene ud til borgerne, men havde samarbejdet med forskellige kolleger. Deres tilbagemeldinger havde overvejende været, at klager havde været i en afventende rolle og oftest var startet med at tage fat på de praktiske opgaver og havde overladt førstepersonsplejeopgaverne til kollegaen. Klager havde også nogle gange svært ved at forstå borgerne, og kollegerne havde måttet tage over. Klager fik igen forklaret formålet med logbogen.

Fra teamlederens notat:

”Onsdag d. 15.4:

Hos borger, [] som [] og [klager] ikke har været hos før ser de på kørelisten hvilke opgaver der er inden de går ind, der er bla måltid: Efter at [klager] har sagt godmorgen går hun straks i køkkenet for at tilberede mad. [] bedre hende komme tilbage til borger mhp at præsentere sig med navn etc.

Efterfølgende tilbereder hun maden, men får lavet det forkerte. Borger bliver let utilfreds og vred og [] må tage over og lave det om

Hos næste borger, [] går [klager] igen direkte ud i køkkenet uden at præsentere sig for borger, [] må minde hende om dette.

Hos borger, [] som skal hjælpes med bad, kan [] høre at han minimum 4 gange må spørge om hvad hun siger. [] er en af de mest friske borger er i teamet. Får hjælp til ugl bad og rengøring.

[] fornemmer at [] bliver sur når der er noget enten [] ikke forstår eller [] ikke forstår.

Da dagen slutter spørger [klager ] [] om hvordan hun synes det har været forløbet. [] siger ærligt at hun synes at hendes kommunikation er vanskelig. Både med kollegaer og borgere.

Fredag d. 17.4:

Da [klager] skal hjælpe borger, [] sin jakke på løfter hun borgers kontraktur-fyldte arm uhensigtsmæssigt højt op. Observerer ikke []s ansigtsmimik hvor kollega [] tydeligt kan se at det er ubehageligt. Driftplanlægger [] som går forbi i det samme, fortæller mig senere at hun var lige ved at gribe ind. Men inden hun når dette, gør [] det.

Da [klager] efterfølgende skal give borger frokost bliver hun ved med at tilbyde mad, er ikke opmærksom på at borger stadig har mad i munden, og endnu ikke har sunket dette. Kollega kan se at det er ubehageligt for borger.

Virker i hjemmet hvor der også er ægtefælle, [] meget febrilsk og hurtig. [] kan mærke på [] og [] at de kan mærke dette. Medarbejderne har lang tid til opgaverne i hjemmet.

Efter dagen siger [klager] til [] at hun ikke må sige noget til [teamleder].

Mandag d. 20.4:

Episoderne fra fredag drøftes med [klager], hun reagerer ved at blive lettere sur. Hun synes at det er gået fint.

Giver mig log-bog fra torsdag og fredag. Atter taler jeg med hende om at hun som aftalt med mig skal beskrive situationer/episoder hvor der sammen med en borger eller kollega har været en vanskeligt dialog, og hvordan hun reflekterer over dette og finder en mulig løsning. Ligeledes eksempler på hvor dialogen har været god.

Jeg taler med [klager] om hendes log-bog, hun skriver betydeligt anderledes end de skriftlige notater hun gør i dagligdagen. Jeg spørger om hun får hjælp hjemme. [Klager] siger nej, men oplyser at hun benytter Google når hun skal lave log-bogen.

Onsdag d. 22.4:

Kører sammen med kollega, borger frasiger at [klager] hjælper med bad. Borgeren,[], peger på [] og siger "jeg vil have at badet gives af dig". ”

Det fremgår af notat fra møde den 23. april 2015:

”Ved Mødet får [klager] at vide, at hendes praktik 2 ikke kan godkendes. [Klager] får at vide, at der ikke er mulighed for en forlængelse af praktikken, idet der ikke i tilstrækkelig grad er sket en progression i læringen og i handlekompetencerne hos [klager]. Dette på trods af tæt vejledning hver dag og med brug af flere forskellige pædagogiske metoder.

[Klager]s uddannelsesaftale løber ud den 29/5-2015. ”

Ifølge afsluttende praktikerklæring dateret 23. april 2015 blev klagers praktik i perioden 19. januar 2015 til 26. april 2015 ikke godkendt.

Den 28. april 2015 fik klager et brev om påtænkt advarsel for at havde opsøgt en borger uden for arbejdstid, og den 11. maj 2015 fik hun en tjenstlig advarsel.

Den 28. april 2015 fik klager af sekretariatet for det Faglige udvalg for den pædagogiske assistentuddannelse og social- og sundhedsuddannelsen (PASS) oplyst, at udvalget ikke kunne behandle sagen så længe, der ikke forelå en ophævelse af uddannelsesaftalen.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 5. oktober 2015.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse og sit sprog, hvilket har medført, at hun ikke har kunnet gennemføre uddannelsen som social- og sundhedshjælper.

Klager ønsker, at beslutningen om at opsige uddannelsesaftalen underkendes, subsidiært at klager tilkendes en godtgørelse og erstatning for løntab.

Klager har været i Danmark siden 1998, og hun taler dansk i hjemmet med sin datter og mand. Hverken manden eller datteren, der går i gymnasiet, taler russisk, men taler dansk med klager. Klager har bestået dansk på niveau D, hvilket ikke ville kunne lade sig gøre, hvis hun ikke kan udtrykke sig på dansk.

Der blev ikke afholdt samtaler med klager eller taget initiativ omkring klagers sprog i prøvetiden. Indklagede burde have været mere agtpågivende, hvis indklagede rent faktisk havde været bekymret. Først ved afslutningen af klagers praktikforløb kom der fokus på kommunikation og sprog, og at klager skulle tale mere. Klager er ikke særligt introvert, men tænker før hun taler. Klager har flere gange bedt om uddybning af kravet, hvilket hun ikke har kunnet få, og hun har ikke som elev fået vejledning eller hjælp i forhold til, hvad indklagede ville have. Det har hun selv skulle finde ud af.

Uddannelseskoordinator A ville på intet tidspunkt klager det bedste, men ville alene gennemføre en legaliseret social dumping. Indklagede har krænket klagers værdighed og skabt et meget ubehageligt klima for hende. Indklagede har slet ikke lyttet til klager.

Klager mener selv, at hun taler godt med borgerne og har god situationsfornemmelse. Indklagede har erkendt over for klager, at der ikke kunne sættes en finger på klagers faglighed.

I den første praktik var der i stor udstrækning demente borgere og kommunikationen var også en udfordring for etniske danskere. Der blev ikke påpeget sproglige vanskeligheder i det daglige arbejde, og klager udviste glæde og omsorg. En pårørende ville give klager en æske chokolade ved afslutningen, hvis det havde været tilladt.

I klagers evalueringsskema fra praktik 1 stod der, at klager skulle arbejde mere med voldspolitik, men der stod intet om sprogproblemer. Under punktet ”Er bekendt med handleplaner…”, var det angivet, at klager var rutineret, hvilket også var tilfældet for langt de fleste punkter, ligesom det fremgik, at klager tog konstruktivt mod vejledning. Det undrer klager, at vejlederen ikke direkte havde sagt det til klager, hvis vejlederen havde bekymringer i forhold til klagers sprog. Først ved mødet den 6. januar 2014 blev klagers sprog nævnt, men der blev ikke givet udtryk for, at det var noget alvorligt.

Efter mødet den 6. januar 2014 fik klager tilbudt danskundervisning. Klager deltog i undervisningen, når praktikstedet ikke havde glemt at frigøre klager i arbejdsplanerne.

Der var mulighed for, at praktikstedet kunne komme med bemærkninger i praktikerklæringen, men der var ingen bemærkninger om sprogvanskeligheder, og klager kunne kun konkludere, at der ikke var problemer.

Der var ikke i praktik 2 afsat tid til danskundervisning i arbejdsplanen. Klager skulle arbejde den fulde tid på praktikstedet, det lå langt fra SOSU-skolen. Først til sidst blev der givet fri til, at klager kunne deltage i undervisningen.

I forhold til hændelsen omtalt under samtalen den 17. juli 2014 i praktik 2, er det ikke korrekt, at klager ikke forstod, at hun skulle hjælpe en kollega med at bade en borger. Badeværelset var meget lille, og der var ikke plads til to. Kollegaen bad ikke om hjælp, og klager gik derfor naturligt i gang med de øvrige opgaver. På ruten sagde kollegaen alene ”goddag” og ”farvel”, og det undrer klager, at der ikke stilles samme krav til danske medarbejdere i forhold kommunikation, som dem der stilles til medarbejdere med anden etnisk baggrund.

I forhold til en episode anført i mødereferat af 18. august 2014, hvor det er anført, at der var misforståelser i forbindelse med telefonisk kontakt med kolleger, var det først i slutningen af praktikopholdet, at klager fik udleveret en telefon. Der var ikke stillet krav til klager om, at klager skulle bruge sin private telefon. Den anførte episode er ikke korrekt gengivet, da der ingen telefonsamtaler var.

Klager spurgte en kollega, om man ikke skulle have en telefon med på ruterne, da klager fandt det underligt, at der ikke blev udleveret en telefon, hvis der fx skulle ske noget hos en borger.

Klager bestrider, at hun ikke altid læste handleplanerne. Klager ville ikke have kunnet udføre sine opgaver uden. Klager bestrider også, at hun var usikker i trafikken, og at hun ikke overholdt trafikreglerne. Klager havde tidligere spurgt, om hun kunne benytte en af indklagedes biler, men det blev ikke imødekommet.

I forhold til medicinkassen fik klager ikke forklaret eller vist, hvordan medicinkassen åbnes. Da kontoret var lige i nærheden, fandt klager det mest naturligt at gå derhen for at få vist, hvordan kassen åbnes, i stedet for at ringe. Klager havde da heller ingen telefon.

Der var på praktikstedet et dårligt arbejdsklima. På et morgenmøde tog klager mod til sig og bad sine kolleger om at gå direkte til klager, hvis der var noget, de ikke forstod, i stedet for at tale bag klagers ryg, da dette var meget ubehageligt. Klagers anmodning blev mødt med pinlig tavshed.

Det er klagers opfattelse, at indklagede iværksatte en række samtaler med klager umiddelbart før udløbet af praktikperioden med det formål at ophæve uddannelsesaftalen. Sidste måned af praktikken foregår på SOSU-skolen, og det var derfor nødvendigt for indklagede at iværksætte kampagnen mod klager i rette tid for at overholde forskellige tidsfrister, herunder for høringsvar.

I forbindelse med forligsforhandlingen havde klager følgende betingelser: At hun deltog i danskundervisning uden, at der blev stillet yderligere krav i forhold til sprog, og at hun fik en ny uddannelseskoordinator og et nyt uddannelsessted. Klagers faglige organisation fremsatte klagers krav på forligsmødet den 11. november 2014, og organisationen tilkendegav, at der ikke igen ville komme en afskedigelse på grund af sprog. Klager skulle til gengæld frafalde klagen til PASS. Indklagede havde ikke andre krav, og der blev ikke stillet krav om særlige vilkår i uddannelsesaftalen.

Klager oplevede, at hendes faglige organisation mere stod på indklagedes side end hendes, og hun sendte en klage til organisationens hovedkontor. Den faglige organisation mente, at indklagede var berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen med henvisning til bristede forudsætninger, hvilket klager ikke var enig i.

Klager skrev under på forligsaftalen, da hendes mand, der deltog i mødet, fik tilsagn om, at der ikke ville blive indledt nye kampagner mod klager, og at uddannelsen kunne færdiggøres.

Klager fulgte danskundervisningen uden fravær og opfyldte dermed sin del af aftalen.

Efter den 17. marts 2015 igangsatte indklagede endnu en kampagne mod klager og angreb hendes sprog og enhver anden detalje, der kunne bruges mod hende. Indklagedes vejledning var særdeles mangelfuld, og klager fik ikke svar på sine spørgsmål. Der blev ikke givet vejledning hver dag, og indklagedes metoder bar præg af mangel på pædagogisk og psykologisk indsigt. Klager så ikke skyggen af positiv motivation, men alene negativ. Klagers vejleder burde have bedre kendskab til grundlæggende psykologi og pædagogik. Klager var påvirket af det psykiske pres og indklagedes forskelsbehandling.

Den 24. april 2015, hvilket var dagen før praktikperiodens afslutning, fik klager oplyst, at indklagede ikke agtede at godkende praktikken. Klager havde flere gange spurgt, om hun ville blive afskediget, og indklagede havde hver gang svaret nej.

Det er chikane af klager, at indklagede nægtede at godkende praktikken efter et omforløb. Klagers synspunkter og udtalelser er generelt blevet udeladt af referater fra samtaler. Klager har gjort sit bedste, men indklagede har sørget for at finde enhver lille fejl og gjort klager til syndebuk. Indklagede har indkaldt klager til konstante møder for at lægge pres på hende.

Det er ikke korrekt, at klager ikke lyttede eller svarede borgerne. Nogle borgere har ikke lyst til at snakke, mens andre er mere talende, ligesom arbejdsplanerne ikke gav plads til meget snak. Ingen borger, som klager har plejet, har på nogen måde over for klager givet udtryk for mishag, og de har været glade for klager. Klager har på intet tidspunkt haft nogen fornemmelse af, at borgere eller personale ikke har kunnet forstå hende, eller at hun ikke har kunnet forstå dem.

I forhold til episoden i februar 2015, hvor en borgeres datter kontaktede vejlederen, er det klagers opfattelse, at vejlederen fremfor at hjælpe klager søgte efter fejl.

Klager bestrider episoden den 24. februar 2015 hos en meget syg borger. Episoden har ikke fundet sted.

Klager præsenterer sig ikke for kendte borgere, da det er unaturligt, men hun hilser naturligvis på borgerne.

Efter at uddannelseskoordinatoren havde fulgt klager rundt på klagers rute, skrev koordinatoren i sit notat, at der var en god stemning hos borgerne, og at klager var god til at arbejde efter struktur. Når klager spurgte, om det var et problem, fik hun at vide, at det var en bagatel.

Dagen efter mødet den 24. marts 2015 spurgte klager, om indklagede ville afskedige hende, hvortil hun af teamlederen fik oplyst, at det var et spørgsmål om, hvorvidt indklagede ville tilbyde klager et sommerafløserjob, eller om hun kun ville bestå praktik 2. Tonen var en helt anden ved mødet den 26. marts 2015, da klager fik truslen om, at hun ikke ville bestå praktikken. Klager var chokeret over de pludselige angreb.

Da klager startede hos borgeren, hvis ægtefælle, teamlederen havde talt med den 26. marts 2015, var ægtefællen ikke særligt glad, men hun blev glad for klager, da klager efter en episode, hvor ægtefællen var ked af det, havde trøstet hende ved at give et kram og forsøgte at berolige hende. De fik et rigtigt godt forhold til hinanden, og klager blev meget chokeret over, at ægtefællen pludselig klagede. Det var ikke klagers opfattelse, at manden blev nervøs ved klager, og ægtefællen havde ikke sagt noget herom til klager. Da det ikke kunne passe, tog klager forbi bopælen for at høre ægtefællens version. Det er klagers opfattelse, at episoden var iscenesat af indklagede med henblik på at jage klager.

Vedrørende en episode den 12. februar 2015 bemærker klager, at hun havde passet borgeren, som havde været glad og tilfreds, hvilket pludseligt forandrede sig den dag, hvor vejlederen kørte med klager. Notatet blev først skrevet efter de voldsomme angreb mod klager på mødet den 26. marts 2015. Der var i øvrigt ikke noget at sætte på klagers arbejde fra den 12. februar 2015 til den 26. marts 2015, da det ellers ville have fremgået af notatet.

Den 26. marts 2015 fik klager besked om, at hun ikke længere kunne passe borgerne alene. Da klager sagde farvel til borgerne den 27. marts 2015 begyndte en af dem at græde, da vedkommende var ked af, at klager skulle stoppe, ligesom andre borger har sendt hilsner til klager gennem hendes kolleger.

Uddannelseskoordinatoren, teamlederen og vejlederen pressede klager gentagne gange til selv at opsige uddannelsesaftalen, særligt ved mødet den 26. marts 2015. Klager nægtede konsekvent. Ikke under sovietstyret har klager oplevet noget så grimt. Det er en vejleders opgave at støtte eleverne, hvilket ikke har været tilfældet for klager.

Klager bestrider episoden omtalt på mødet den 7. april 2015, hvor klager ikke havde hørt efter, at en borger havde ændret ”det går godt” til ”det går altså ikke så godt”.

I forhold til en borgers kontrakturfyldte arm har klager tidligere kørt med en erfaren kollega, der brugte en smertefri metode, som klager havde intension om også at benytte og også tidligere havde benyttet. Den yngre vikar, som klager var sammen med pågældende dag, insisterede på en metode, der var mere problematisk, men da klager var under administration og var elev, ville hun ikke gå ind i en diskussion, men gjorde, som der blev sagt. Dette kunne også være en iscenesættelse, for at der var flere anmærkninger om klager.

Da klager skulle køre rundt sammen med andre og var sat under administration, fandt hun det mest naturligt at være effektiv, og når kollegerne ikke kommenterede, at klager gik til de praktiske opgaver, fandt klager det naturligt med denne arbejdsdeling. Når der ikke gives ordre, er det naturligt at afvente, hvad lederen ønsker.

Klagers logbøger blev løbende udleveret til teamlederen. Det er klagers opfattelse, at en logbog skal indeholde registrering af hændelser og ikke en beskrivelse af teori og refleksioner. Klager er uddannet webintegrator og kender derfor godt begrebet logning.

Klager bestrider, at hun ikke kender ordet ”sengebad”.

Det er klagers opfattelse, at indklagede kontaktede klagers borgere for at finde noget negativt på hende, og at klagers vejleder forsøgte at finde fejl ved klagers arbejde, så indklagede havde noget på hende.

Det er også klagers opfattelse, at hændelsesforløbet fra april 2015 var planlagt på forhånd med det formål at hindre klager i at klage til PASS og en efterfølgende behandling ved Tvistighedsnævnet. Da indklagede ikke havde opsagt aftalen, afviste Det Faglige Udvalg at behandle klagen. Det er en mistænkelig procedure at nægte at godkende uddannelsesforløbet for at snog sig uden om lovgivningen.

Indklagedes ligestillingspolitik bliver på ingen måde overholdt. I modsat fald har indklagede ikke kunnet se noget godt i klager, da hun kun er omtalt negativt og som uduelig i stort set alle henseender.

Klager startede egen virksomhed i juli 2015 med kombinerede serviceydelser. Klager har selv sørget for hjemmeside, herunder teknisk opsætning, tilkobling af internet, markedsføring mv, og i løbet af efteråret 2015 begyndte klager at få kunder, og klager har oplevet en tilgang i foråret 2016.

Virksomheden yder i dag service til en række private kunder på samme vej, og klager forventer, at omsætningen vil stige. Virksomheden har danske privat-og erhvervskunder, hvilket ikke ville kunne lade sig gøre, hvis klager ikke beherskede det danske sprog. Klager har et samarbejde med et jobcenter om rekruttering af ledige, ligesom en anden kommune har vist sin interesse. Da klagers virksomhed lever af at servicere danske kunder, stilles der naturligvis også krav til danskkundskaberne. Virksomheden har hjemsted i A By og har endvidere en medarbejder i B By. Hjemstedet varetager alle funktionerne, der er nødvendige for at drive virksomhed, herunder kundekontakt, indgåelse af aftaler, ansættelseskontrakter, økonomi og bogholderi, markedsføring, planlægning, kundepleje mv. Det er klagers opfattelse, at hun er vellidt hos kunder og medarbejdere. Klager arbejder også selv hos kunder og afløser ved sygdom mv.

Klagers virksomhed viser, at hun har personlige egenskaber, der modbeviser indklagedes påstande, der alene beror på mistænkelige subjektive vurderinger. Klager er en konstruktiv dansk statsborger, der aktivt og positivt bidrager til det danske samfund og skaber nye arbejdspladser til gavn for samfundet.

Klager tror ikke, at indklagede har givet klager fuld aktindsigt. Indklagede har tilsyneladende kun givet aktindsigt i oplysninger, der kan bruges mod klager, og der er indlysende mangler, herunder er klagers logbog oprindeligt ikke fremlagt i sagen. Klagers høringssvar til indklagede i forbindelse med ophævelse af uddannelsesaftalen er ikke fremlagt af indklagede og fremgik heller ikke af den aktindsigt, som klager modtog. Indklagede gav endvidere ikke klager den lovpligtige klagevejledning efter forvaltningsloven, da indklagede traf afgørelse om at ophæve aftalen. Indklagede har alene skrevet referat af samtaler, når det har passet indklagede.

Den indklagede kommune er præget af nepotisme, da klagers praktikvejleder er datter af uddannelseskoordinatoren.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at underkende indklagedes afgørelse eller tilkende erstatning for løntab.

Indklagede er en arbejdsplads, der bygger på mangfoldighed og ligebehandling uanset køn, alder, etnisk baggrund, sprog mv., hvilket fremgår af indklagedes personalepolitik og strategi for ligestilling.

Indklagede ansætter cirka 113 social- og sundhedshjælperelever om året, og i 2013 var 19 procent af eleverne af anden etnisk oprindelse end dansk. I 2014 var det 15 procent, og i 2015 var det 21 procent. Indklagede er således vant til at have elever af anden etnisk baggrund ansat og har erfaring med, at eventuelle sproglige udfordringer kan løses i løbet af uddannelsen.

I det team, hvor klager var i praktik fra juni 2014 til oktober 2014 havde over 20 procent af de uddannede social- og sundhedshjælpere en anden etnisk baggrund end dansk, og i det team, hvor hun var i praktik i januar-april 2015, havde over 30 procent af medarbejderne en anden etnisk baggrund end dansk. Det sidste praktiksted modtog i øvrigt i 2008 en virksomhedspris fra Jobcentret for at have ydet en ekstra indsats for at fremme rummeligheden på arbejdsmarkedet, herunder i forhold til integration af personer, der ellers har vanskeligt ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Derudover var den indklagede kommune i 1997 i tæt samarbejde med et sprogcenter foregangskommune for et projekt om integration og uddannelse af borgere med en anden etnisk baggrund end dansk. Projektet, der blev en stor succes, resulterede i et uddannelsestilbud fra SOSU-skolen med fokus på sprogundervisning og kulturforståelse i relation til det danske arbejdsmarked. Indklagede havde elever herfra i praktik frem til 2016, hvor tilbuddet ophørte.

Indklagedes krav til klagers kommunikationsevner, herunder danskkundskaber, var sagligt begrundet og ikke uforholdsmæssigt store.

I det sundhedsprofessionelle arbejde, hvor borgeren er i centrum, er der fokus på den professionelles evne til at skabe og indgå i en dialog med borgerne. Evnen er således hel central i arbejdet som social- og sundhedshjælper, og det er vigtigt, at en social- og sundhedshjælperelev ved hvert borgerbesøg kan opfatte borgerens tilstand. I den forbindelse er både den verbale og non-verbale kommunikation altafgørende, og eleven skal ved kommunikation kunne skabe tryghed og skabe en tillidsfuld relation til borgeren og eventuelle pårørende. I uddannelsesforløbet stilles der derfor i høj grad krav til, at eleven kan skabe dialog, udvise empati og anvende sin intuition i relation til borgeren.

Man skal desuden som social- og sundhedshjælper kunne dokumentere sit arbejde skriftligt, kunne læse handleplaner og indgå i dialog med kolleger og øvrige samarbejdspartnere for at sikre sammenhæng og kvalitet i det sundhedsfaglige tilbud, så borgeren kan få den bedst mulige pleje og omsorg. Særligt i den udekørende hjemmepleje skal man kunne kommunikere med kolleger pr. telefon, herunder i nødsituationer, hvor borgeren bliver dårlig.

Det fremgår således af et stillingsopslag fra klagers praktiksted i 2015, at social- og sundhedshjælperen forventes at kunne bidrage til forebyggelse af indlæggelser, navigere professionelt i borgernes private omgivelser, medvirke aktivt i det nære samarbejde med og om den enkelte borger, arbejde motiverende i forhold til borgerne og udarbejde handleplaner, hvor målene og handlingerne er klart formulerede. Centralt for opgaverne er social- og sundhedshjælperens kommunikative kompetencer og evne til at indgå i en dialog med borgere og kolleger.

I social- og sundhedshjælperuddannelsen indgår der tre skoleperioder og to praktikperioder, praktik 1 og praktik 2. Praktik 1 foregår på et plejecenter og praktik 2 foregår i den udekørende hjemmepleje. Praktik 2 er mere udfordrende end praktik 1, da man i den udekørende hjemmepleje skal begå sig i borgernes hjem, og da man er væk fra plejecentrets trygge rammer. Borgerne, der modtager ydelser fra den udekørende hjemmepleje, er mere friske, selvhjulpne og talende end borgere på et plejecenter. I den udekørende hjemmepleje er det særligt vigtigt at kunne fornemme, observere og spørge ind til borgerne, og der kan være behov for telefonisk kontakt med kolleger. Der stilles større krav til elevernes kommunikative evner end i praktik 1.

I forbindelse med at klager påbegyndte uddannelsen, blev hendes danskkundskaber screenet af SOSU-skolen. Hun fik på den baggrund tilbudt ekstra danskundervisning på skolen. Undervisningen foregik en gang om ugen. Så vidt indklagede er orienteret, fulgte klager undervisningen under sit praktik 1 forløb. Elever, der er visiteret til ekstra danskundervisning, forventes selv at kommunikere med deres teamleder, så der kan laves aftaler om friholdelse med henblik på deltagelse i undervisningen.

I forbindelse med klagers praktikforløb var der fokus på, om klager besad de fornødne kommunikative kompetencer. Det drejede sig både om hendes danskkundskaber, dvs. hendes evne til at tale og forstå dansk, herunder sundhedsfaglige begreber, og hendes personlige evne til at indlede og indgå i en dialog med borgerne ved at stille spørgsmål, lytte, se på borgerne, have øjenkontakt, udvise empati og have situationsfornemmelse.

Nogle uger efter at klager var begyndt i praktik 1, fik uddannelseskoordinatoren henvendelser fra vejlederen og kolleger om, at klager havde problemer med at kommunikere med borgerne. Der blev derfor afholdt møde med klager den 6. januar 2014 i forhold til bekymringen omkring klagers mundtlige kommunikation, hvilket fremgår af referatet.

Der blev lagt en plan, der indebar, at den daglige vejleder skulle hjælpe klager med at forbedre sin kommunikation. Uddannelseskoordinatoren skulle følge klagers arbejde på ældrecentret en dag, og i den forbindelse skulle de arbejde med klagers kommunikation med borgerne, fx ved at øve, at klager skulle se på borgerne og stå over for dem, når hun talte med dem.

Der blev efterfølgende afholdt opfølgningssamtale med klager den 28. januar 2014. Klager havde taget imod vejledningen, men der var fortsat en udfordring i forhold til det mundtlige og kommunikationen med borgerne.

Klagers prøvetidsperiode begyndte først ved praktik 1’s påbegyndelse den 18. november 2013. Der blev således afholdt to bekymringssamtaler i prøveperioden, henholdsvis den 6. og 28. januar 2014. Referaterne fra samtalerne supplerede evalueringsskemaet, og som det fremgår af referatet fra samtalen den 28. januar 2014, var det indklagedes vurdering, at klager tog konstruktivt imod den vejledning, som hun modtog.

Efter afslutningen på praktik 1 blev der afholdt et møde på skolen den 13. maj 2014 i anledning af klagers fravær. Det fremgår af samtalereferatet, at lærerne havde svært ved at forstå klager, og klager blev opfordret til at sige noget mere. Det fremgår også af en mail af 8. april 2014 fra fastholdelsesvejleder B, at skolen var bekymret for klagers sproglige formåen, at hun var svær at forstå, og at skolen var i tvivl om, hvad klager selv forstod.

Klagers praktik 2 blev som sædvanligt indledt med 14 dages introduktion, hvor klager kørte rundt med en kollega til borgerne. Efter introduktionen er det meningen, at eleven selv skal køre rundt til borgerne, hvilket klager også begyndte på. Teamlederen fik dog hurtigt henvendelser fra kolleger og borgerne om, at kommunikationen med klager var svær, og at de var usikre på, om klager forstod, hvad der blev sagt. Der var en oplevelse af, at klager ved borgerbesøg kun havde fokus på de praktiske opgaver og ikke borgerne, at der manglede kommunikation, intuition og empati, og at der ikke blev skabt en relation til borgerne. Det var oplevelsen, at klager fravalgte plejeopgaverne og den udfordring, der var i relation til kommunikationen med borgerne. Klager havde også svært ved at huske de relevante sundhedsfaglige begreber. I første omgang løste teamlederen problemet ved, at klager ikke kørte selvstændigt rundt til borgerne, og at hun fik tildelt de ”nemme” borgere.

Der blev afholdt samtale med klager den 17. juli 2014 på grund af de kommunikative problemer og episoder med borgerne. Klager blev gjort opmærksom på, at hun måtte sige til, hvis hun oplevede problemer med at forstå, hvad der blev sagt eller på anden side blev usikker, ligesom klager skulle orientere sig i handleplanerne hos borgerne.

Statussamtalen den 18. august 2014 havde til formål at afklare, om klager kunne fortsætte uddannelsen. Der blev aftalt en plan, der indebar, at den daglige vejleder skulle følge klager ved ugentlige samtaler med fokus på handleplaner og daglig dokumentation, at uddannelseskoordinatoren skulle følge klager en formiddag, og at klager igen skulle starte på danskundervisning på SOSU-skolen. Som det fremgår af referat fra samtalen den 2. september 2014 oplevede vejlederen, at klager ikke talte med borgerne, men gik lige til opgaven. Der var også kommet en klage fra en borger.

Uddannelseskoordinatoren fulgte klager om formiddagen den 5. september 2014. Koordinatoren oplevede, at klager ikke hørte efter, når borgerne talte til hende og ikke formåede at skabe kontakt til borgerne i forbindelse med plejeopgaverne. Fx havde klager under badning af en borger kun fokus på plejeopgaven og registrerede ikke, at borgeren forsøgte at komme i kontakt med hende. Ifølge referat fra samtale samme dag var klager meget usikker i trafikken og gik meget af vejen frem for at cykle. Der var tale om usikkerhed i forhold til klagers adfærd på cykel og ikke i bil. Indklagede stiller ikke lånebil til rådighed for cykelruter, som den klager havde. Det fremgik også af referatet, at teamlederen ikke fandt det forsvarligt at give klager andet end en nem rute, at klager ikke ville kunne cykle en fuld uderute, og at der fortsat var en stor bekymring i forhold til kommunikationen.

Det er ikke indklagedes opfattelse, at der var et dårligt arbejdsklima på praktiksted 2. Flere elever, der har været i praktik der, har søgt om ansættelse samme sted efter endt uddannelse.

Der blev afholdt samtale den 12. september 2014 med det formål at afklare, om klager kunne fortsætte på uddannelsen. Klager blev indstillet til ophævelse af uddannelsesaftalen, da der ikke var den nødvendige udvikling i klagers sproglige kompetencer til at kunne færdiggøre uddannelsen. Klagers partshøringsbrev gav ikke anledning til en ændret vurdering, og indklagede ophævede uddannelsesaftalen den 26. september 2014.

I forbindelse med indgåelse af forliget var det en forudsætning for genoptagelse af uddannelsen, at klager fortsatte med danskundervisning. Indklagede forventede, at der ved genoptagelse af uddannelsen skete en udvikling i klagers sprog, hvilket skulle komme til udtryk i den skriftlige og mundtlige kommunikation.

Klager var herefter i en ny praktik 2 i perioden januar-april 2015. Klager fik tilbudt ekstra danskundervisning på skolen. Klager kørte igen som sædvanligt rundt med en kollega i de første 14 dage, hvorefter hun skulle køre selvstændigt.

En borgers datter henvendte sig den 12. februar 2015 til teamlederen, da borgeren ikke kunne forstå, hvad klager sagde og var ked af, at klager kom som fast medarbejder i hjemmet. Der blev afholdt samtale den 20. februar 2015. Det fremgår af referatet, at en borger havde kontaktet teamet for at melde fra i forhold til, at klager kom i hjemmet, da det var svært for at ham at kommunikere med klager.

Der blev rokeret rundt på klagers rute, så hun kunne mødes og samarbejde med en kollega. Uddannelseskoordinatoren fulgte klager den 24. februar 2015. Det var koordinatorens oplevelse, at klager kunne udføre de praktiske opgaver, men ikke formåede at ”træde ind i et hjem”, dvs. præsentere sig og lytte. Fx forsøgte en ægtefælle at trække klager til side, da de besøgte et hjem, hvor borgeren var alvorligt syg, men klager fornemmede ikke krisen i hjemmet og formåede ikke at kommunikere med ægtefællen og skabe en relation. Der blev afholdt samtale med klager samme dag om, at klager skulle bruge tid på at stille spørgsmål, lytte og fornemme borgerens humør og behov.

Der blev afholdt endnu en samtale med klager den 17. marts 2015, da der stadig var en bekymring i forhold til kommunikationen med klager. Der blevet angivet forhold, som klager skulle arbejde videre med.

Den daglige vejleder fulgte med klager rundt den 24. marts 2015, og der blev efterfølgende afholdt samtale med klager, hvilket fremgår af referatet. Den 26. marts 2015 havde teamlederen en samtale med en borger og borgerens ægtefælle, der havde svært ved at forstå klager. Klageren gjorde borgeren forvirret. Samme dag afholdt teamlederen samtale med klager, hvor klager fik oplyst, at teamlederen var bekymret for de tilbagemeldinger, hun havde fået for borgeren og den pårørende, og at det på daværende tidspunkt ikke var muligt, at klager kunne blive godkendt i relation til målene for sin praktik 2. Dagen efter kontaktede borgerens ægtefælle teamlederen, da klager aftenen før var kommet forbi borgerens bopæl for at spørge til det, som ægtefællen havde fortalt teamlederen. Teamlederen oplyste, at dette ikke var en acceptabel procedure og beklagede dette meget. Teamlederens opkald til ægtefællen skete på baggrund af vejlederens bekymrende observationer den 24. marts 2015 og med henblik på at varetage borgerens tarv.

Klager blev herefter indkaldt til tjenstlig samtale den 7. april 2015 blandt andet på grund af klagers manglende sproglige udvikling og det forhold, at klager havde opsøgt borgeren den 26. marts 2015 uden for arbejdstid. Det blev vurderet, at klager ikke kunne nå sine mål for praktikken. Klager fik en skriftlig advarsel for at opsøge borgeren. Klager fortsatte i praktikken på en dobbeltrute frem til slutevaluering den 23. april 2015.

I løbet af april 2015 havde teamlederen en række samtaler med klager med henblik på at sikre, at klager løbende havde fokus på sin kommunikation. Klager blev også bedt om at føre logbog over sine refleksioner over kommunikationen for at konkretisere over for klager, hvad praktikstedet ønskede. Kollegerne, som klager kørte sammen med, blev også bedt om at føre logbog. Det viste sig dog, at klager havde svært ved at forstå formålet med logbogen, hvilket fremgår af teamlederens notat fra april 2015. Der blev afholdt elevsamtale den 14. april 2015, og det fremgår blandt andet af referatet, at det var kollegernes tilbagemelding, at klager havde påtaget sig en afventende rolle og oftest havde startet ud med at tage fat på de praktiske opgaver og overladt opgaverne med førstepersonsplejen til sin kollega. Derudover havde hun i nogle tilfælde svært ved at forstå kolleger og borger. Klager fik gentaget formålet med logbogen.

Det sidste møde blev afholdt den 23. april 2015, hvor klager fik at vide, at praktik 2 ikke kunne godkendes, og at det ikke var muligt at forlænge praktikken, da der ikke i tilstrækkelig grad havde været en fremgang i læring og handlekompetence.

Indklagede bestrider, at der skulle have været tale om en kampagne eller angreb mod klager, at indklagede skulle have skabt et ubehageligt klima for klager, at klager blev gjort til syndebuk, at klager ikke fik konkrete oplysninger om, hvori kritikken af hende bestod, eller at hun ikke fik vejledning med henblik på at afhjælpe kritikpunkterne.

Indklagedekan ikke genkende klagers beskrivelse af, at indklagede skulle have gennemført legaliseret social dumpning, eller at klager ikke fik oplyst, at der var problemer med hendes sprog. Det bestrides, at indklagede jagede klager, kørte en psykisk kampagne mod hende eller iscenesatte klager fra borgere. Indklagede bestrider også, at indklagede forsøgte at finde noget, indklagede kunne hænge klager ud på.

Indklagede fastholder, at det afgørende problem var klagers manglende evne til at lytte til borgerne, at blive i dialogen og derigennem at skabe en god kommunikation. Klagers kommunikationsproblemer blev italesat i hverdagen, ligesom de blev drøftet ved flere formelle samtaler.

Det er ikke korrekt, at indklagede ikke har imødekommet klagers anmodning om aktindsigt. Det ønskede materiale blev afleveret med almindelig post den 2. maj 2015 til klagers ægtefælle, hvilket fremgår af afleveringsattest. Samme materiale blev sendt elektronisk til klager den 29. april 2015. Derudover er der givet aktindsigt elektronisk til klager og klagers advokat den 30. juni 2015. Materialet er desuden efter anmodning genfremsendt til advokaten den 31. juli 2015.

De dokumenter, som indklagede har fremlagt for nævnet, er de dokumenter, indklagede har fundet relevante for nævnets vurdering af sagen. Der er ikke ved indklagedes svarskrift tale om aktindsigt efter forvaltningsloven. Såfremt klager mener, at yderligere bilag bør fremlægges, opfordres hun til selv at gøre det, og hvis klager ikke længere er i besiddelse af materialet, må hun anmode indklagede om aktindsigt på ny. Indklagede har for god ordens skyld fremlagt klagers logbog (s. 178-179), selvom den efter indklagedes opfattelse ikke er relevant for nævnets afgørelse udover, at den illustrerer, at klager misforstod formålet med logbogen. Klagers høringssvar og klage til det Faglige udvalg har klager fremlagt som bilag til klagen.

Indklagede bestrider, at kommunen var præget af nepotisme. Det er korrekt, at klagers praktikvejleder i perioden januar-april 2015 var datter af en uddannelseskoordinator, men denne uddannelseskoordinator har på intet tidspunkt været involveret i klagers uddannelsesforløb.

Såfremt nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, kan der alene være en formodning for indirekte forskelsbehandling.

Det følger af praksis fra Højesteret og Ligebehandlingsnævnet, at det kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis arbejdsgiveren stiller krav til en ansats danskkundskaber. Indklagede henviser til Højesterets dom i U2010. 1415 og Ligebehandlingsnævnets afgørelser i sagerne 7100118-13, 7100143-12 og 2013-6811-49463.

De krav, som indklagede stillede til klagers kommunikationsevner, var objektivt begrundet i et sagligt formål og var ikke uforholdsmæssigt store. Evnen til at kommunikere i det sundhedsprofessionelle arbejde er helt central i arbejdet som kommende social- og sundhedshjælper, og det var helt sagligt at stille krav til klagers kommunikative kompetencer. Det viste sig dog, at klager ikke besad eller var i stand til at tilegne sig de kommunikationskompetencer, der var nødvendige i stillingen trods ekstra danskundervisning, tæt vejledning og opfølgning, aflastning i forhold til at få lettere opgaver og mulighed for at gennemføre praktik 2 forløbet to gange.

Det forhold, at indklagede ophævede klagers uddannelsesaftale og efterfølgende ikke godkendte praktik 2, er således ikke udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse

Såfremt nævnet mod forventning tilkender klager godtgørelse, skal godtgørelsen fastsættes til et mindre beløb end påstået af klager. Ligebehandlingsnævnet kan alene tilkende godtgørelse for ikke-økonomisk skade, men ikke kompensere for løntab, hvilket må afgøres efter de almindelige erstatningsretlige regler. En godtgørelse bør maksimalt fastsættes til 40.000 kr. i henhold til praksis for elever/praktikanter. Indklagede henviser til nævnets afgørelse i sagen 7100344-12 og U2015. 2984V. Subsidiært bør godtgørelsen maksimalt fastsættes til seks måneders løn svarende til cirka 61.000 kr.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund et etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane skal ifølge loven betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons etniske oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke personens værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Henvisning til en persons sprog kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, hvis det ikke er objektivt begrundet i et sagligt formål

Indklagede påpegede ved flere samtaler med klager, at klager havde nogle sproglige barrierer i forhold til uddannelsen som social- og sundhedshjælper, hvilket også indgik i vurderingen af, at klagers uddannelsesaftale skulle ophæves, og efter genoptagelse af uddannelsen, at klagers praktik 2 ikke kunne godkendes.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af de sproglige kompetencer, der er nødvendige for at blive uddannet til social- og sundhedshjælper.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

- § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

- § 9, stk. 1, om klagebehandling

- § 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

- § 1, stk. 1-5, om lovens anvendelsesområde

- § 3 om forbud mod forskelsbehandling

- § 7a om delt bevisbyrde

<2015-6810-45786>