Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold

J. nr. 2016-6810-16894

En ordblind lærer blev afskediget på grund af sygefravær. Da læreren havde behov for hjælpemidler for fuldt og effektivt at kunne deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, havde han et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Lærerens sygefravær var i alt fald til dels knyttet til det forhold, at han ikke kunne få stillet en bærbar computer med ordblindeprogrammer til rådighed, så han med sit handicap kunne varetage sit arbejde, hvilket arbejdsgiveren var bekendt med inden afskedigelsen. Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde bevist, at hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger i tilstrækkeligt omfang var undersøgt og afprøvet forud for afskedigelsen, herunder havde arbejdsgiveren ikke indgået en dialog med læreren herom. Det var uafprøvet, om læreren ville kunne varetage sit arbejde, hvis han fik stillet en bærbar computer til rådighed.

Læreren fik derfor medhold og godtgørelse svarende til ni måneders løn

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som lærer.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som lærer i den indklagede kommune.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 370.000 kr. med procesrente fra den 22. marts 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, der er ordblind, blev pr. 23. oktober 2014 ansat som lærer/overlærer på en skole i den indklagede kommune. Der var tale om en fuldtidsansættelse.

Den 20. februar 2015 fik klager af sin bopælskommune bevilget personlig assistance otte timer om ugen på grund af de begrænsninger, som klagers ordblindhed medførte i forhold til forberedelse af undervisningen, elevplaner, læsning og opdatering af sagsakter på eleverne, forældrekontakt via forældreintra og møder i personalegruppen. Lønudgiften skulle afholdes af indklagede, der kunne få udbetalt refusion. Der skulle frem til opfølgning i oktober 2015 undersøges, om der var nogle IT-hjælpemidler, der kunne hjælpe klager.

Det fremgår af rapport af 30. april 2015 fra en læse- og teknologikonsulent, at klager var henvist til LæseTek med henblik på en vurdering af behovet for IT-hjælpemidler. Klager var tidligere testet ordblind og havde siden 2008 haft IT-hjælpemidler, der kompenserede ham godt for hans læse- og skrivevanskeligheder. Klager var ifølge rapporten meget afhængig af sine IT-hjælpemidler i forbindelse med sit arbejde som lærer. Læse- og skrivekravene var så store, at klager ikke havde mulighed for at få støtte til al læsning og skrivning af den bevilgede personlige assistent.

Det fremgår også af rapporten, at klager delte en stationær arbejdscomputer med en kollega, og at der ikke var en personlig opsætning i det CD-ORD-program, der var installeret på computeren, ligesom klager nogle gange måtte bruge en anden computer. Klager havde fået stillet en tablet (Surface PRO) til rådighed, men oplevede, at den ikke var brugbar, da den var for lille, og da den ikke havde printeradgang eller CD-rom drev.

Det var klagers ønske at få sin egen bærbare PC med CD-ORD opsat til klager samt Office og Acrobat Reader. Klager havde i sommeren 2014 fået bevilget CD-ORD 8 som privat hjælpemiddel, hvilket blot kunne installeres igen. Klager havde endvidere behov for muligheden for at kunne scanne dokumenter, da klager ofte modtog dokumenter (sagsakter, speciallægeudtalelser vedrørende eleverne, bilag, referater fra møder mv.) i papirform, som han efter indscanning kunne få læst højt.

Læse- og teknologikonsulenten anbefalede således hjælpemidler i form af bærbar computer, geninstallation af CD-ORD, håndscanner og fire timers instruktion i brugen af håndscanneren. På baggrund af rapporten ville LæseTek bestille og udlevere det anbefalede udstyr og foranstalte henvisning til opfølgende undervisning i fire timer.

Det fremgår af mail af 10. juni 2015 fra klagers bopælskommune, at kommunen på baggrund af rapporten fra LæseTek havde bevilget geninstallation af CD-ORD, håndskanner og fire timers instruktion som eneundervisning i blandt andet brugen af handscanneren. Klager fik anbefalet en bærbar computer, der ikke kunne bevilges, da det var et arbejdsredskab.

Den 2. juli 2015 blev klager sygemeldt på grund af stress. Klagers praktiserende læge vurderede i attest af 13. juli 2015, at klager ville forblive sygemeldt til og med den 9. august 2015. Dog kunne varigheden blive længere på grund af klagers tilstand.

Den 17. september 2015 skrev en jobkonsulent fra klagers bopælskommune til klager, at hun tilbød at deltage i et opfølgningsmøde på klagers arbejdsplads med henblik på en samtale om behovet for ændringer i assistancebevillingen, og om arbejdsgiveren havde spørgsmål til refusion samt om hjælpemidler/løsning på den bærbare pc. Konsulenten foreslog tre datoer i september-oktober 2015. Jobkonsulenten ville under alle omstændigheder have en snak med klagers leder, da klager havde oplyst, at han var sygemeldt. Klager videresendte mailen den 21. september 2015 til sin leder.

Der blev den 2. oktober 2015 afholdt tjenstlig samtale med deltagelse af klager, klagers bisidder og skolelederen. Det fremgår af skolelederens referat af 5. oktober 2015, at baggrunden for mødet var, at skolelederen ville indstille klager til afskedigelse på grund af den driftsmæssige belastning, som klagers sygefravær medførte. Fraværet havde ifølge referatet varet 126 dage i perioden 23. oktober 2014 til den 2. oktober 2015. Ledelsen lagde vægt på, at der ikke var udsigt til en snarlig tilbagevenden til arbejdet. Klager gav ifølge referatet udtryk for, at nogle af de ting, som han havde efterspurgt, ikke var blevet imødekommet. Der fremkom ifølge referatet ikke under mødet nye væsentlige oplysninger, der kunne medføre, at klager ikke ville blive indstillet til afsked.

Ved brev af 5. oktober 2015 blev klager påtænkt afskediget som følge af de drifts- og planlægningsmæssige gener som klagers betydelige fravær medførte for arbejdsstedet, og da der ikke var en forventning om, at klager ville kunne genoptage arbejdet fuldt ud inden for de næste måneder.

Den 11. oktober 2015 fremkom klager og klagers bisidder med et tillæg til referatet fra den tjenstlige samtale. Det fremgår heraf, at klager ønskede en mere udførlig beskrivelse af de nævnte forhold på mødet medtaget i skolelederens referat. Det drejede sig om, at klager var ordblind og afhængig af hjælp og hjælpemidler i forbindelse med sit arbejde, og at dette var påpeget over for indklagede fra ansættelsens påbegyndelse, ligesom klager var bevilget en personlig assistent. Ifølge klagers tillæg til referatet påpegede klager det utilfredsstillende i, at det efter næsten et års ansættelse ikke var lykkedes at finde en løsning på IT-problemet, så det var funktionelt for klager, og at indklagede alene havde henvist klager til den Surface, der var stillet til rådighed for alle lærere, og som ikke opfyldte klagers behov. Ifølge tillægget påpegede klager også de problemer, der havde været med aflønning af den personlige assistent, hvilket medførte et unødigt pres på arbejdssituationen, da klager ikke følte, at han kunne gøre brug af assistenten i det fornødne omfang. Klager anførte derudover ifølge tillægget det uheldige og kritisable i, at et møde den 18. september 2015, hvor hjælpeforanstaltninger skulle drøftes, dagen før i stedet blev til en tjenstlig samtale om indstilling til afskedigelse, og at klagers sagsbehandler i bopælskommunen havde tilbudt at deltage i et møde med indklagede med henblik på at finde løsninger for at fastholde klager i ansættelsen. Klager ville ifølge tillægget gerne vende tilbage til arbejdet, hvis der kunne komme styr på hjælpeforanstaltningerne.

Den 26. oktober 2015 kom klagers faglige organisation med indsigelse til den påtænkte afskedigelse. Det var den faglige organisations opfattelse, at en afskedigelse af klager ville være i strid med forskelsbehandlingsloven, da indklagede havde forsømt at træffe hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger i forhold til klagers ordblindhed. Ved brev af samme dag blev klager afskediget til fratrædelse ved udgangen af januar 2016.

Den 26. november 2015 blev der afholdt forhandling mellem indklagede og klagers faglige organisation i anledning af afskedigelsen. Den faglige organisation tog forbehold for at videreføre sagen.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 22. marts 2016.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager ønsker godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Det er klagers opfattelse, at der ikke er behov for vidneudsagn.

Klager er ordblind og har som følge heraf funktionsbegrænsninger, der er omfattet er handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven.

Klager gjorde allerede ved ansættelsessamtalen opmærksom på, at han var ordblind og afhængig af hjælp og hjælpemidler i forbindelse med arbejdet som lærer, hvilket klagers leder gav udtryk for, at hun var indforstået med.

Arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse betyder, at arbejdsgiveren skal afprøve og undersøge mulige hensigtsmæssige foranstaltninger, hvilket fremgår af Højesterets dom H 2015.104/2014. Indklagede gjorde intet for at undersøge og afprøve de hensigtsmæssige foranstaltninger, som klager havde brug for som følge af sit handicap for at kunne udøve sin beskæftigelse.

Klager blev sygemeldt den 2. juli 2015 efter cirka 8 ½ måneds ansættelse på grund af stress som følge af de manglende tilpasningsforanstaltninger. Der var ikke tale om samarbejdsproblemer med kolleger, og det er udokumenteret, at sygemeldingen skete umiddelbart efter en konflikt med en kollega.

Indklagedes oplysning om, at klager fungerede godt i ansættelsen, står i skærende kontrast til det faktum, at indklagede allerede ved ansættelsen var bekendt med klagers ordblindhed, og at klager frem til sin sygemelding ikke havde fået de fornødne arbejdsredskaber.

Det var aftalt, at klagers teammakker skulle være hans personlige assistent i de otte bevilgede timer om ugen. Skolen skulle aflønne assistenten og søge refusion hos klagers bopælskommune. Indklagede begyndte først at aflønne den personlige assistent efter klagers sygemelding. Klager og den personlige assistent rykkede gentagne gange ledelsen for aflønning. Den personlige assistent beklagede sig til klager over den manglende aflønning i 4½ måned, hvilket var belastende for samarbejdet mellem dem. Den 16. september 2015 måtte klager videresende en mail fra bopælskommunen til den personlige assistent som dokumentation for, at klager var bevilget en personlig assistent, idet den personlige assistent var begyndt at tvivle på det.

Klager fik dårlig samvittighed over den manglende betaling og følte ikke, at han kunne tillade sig at gøre brug af den personlige assistent fuldt ud. Han brugte hende i gennemsnit to timer om ugen, hvilket medførte et unødigt pres på klager og medvirkede til sygemeldingen. Ifølge indklagede gjorde klager brug af den personlige assistent i gennemsnit seks timer om ugen, hvilket, hvis dette lægges til grund, også betyder, at klager ikke udnyttede den personlige assistent fuldt ud på grund af den manglende betaling. Den personlige assistents udsagn om, at klager anvendte hende i seks timer om ugen, skal ses i lyset af, at pågældende fortsat er ansat på skolen, og at aflønningen af hende hænger sammen med antallet af faktisk præsterede timer. Assistenten ville således kompromittere sig selv som havende misligholdt sit ansættelsesforhold, hvis hun erkender at have fået aflønning for et antal timer, som hun faktisk ikke havde haft. Medmindre indklagede kan fremlægge dokumentation for assistentens reelt erlagte timer, må klagers udsagn lægges til grund.

Klager har ikke fået en relevant begrundelse for, hvorfor skolen først begyndte at aflønne den personlige assistent efter klagers sygemelding.

Klager fik heller ikke stillet det nødvendige IT-udstyr til rådighed, så han kunne arbejde på lige vilkår med skolens øvrige lærere. Når klager ikke får de pågældende hjælpemidler stillet til rådighed, svarer klagers skriftlige niveau til et 3. klasses niveau, ligesom det tager ham fem gange så lang tid som en almindelig lærer at kommunikere med forældre, skrive på intra, læse ting mv., mens hans niveau med hjælpemidler svarer til 3.g-niveau. De manglende IT-hjælpemidler betød således en øget arbejdsbyrde, der var fem gange så stor som en almindelig lærers.

Klager oplyste fra starten af ansættelsen, at han på grund af sin ordblindhed ikke kunne bruge den Surface Pro tablet, som alle lærere på skolen får stillet til rådighed og som kan medbringes i klasselokaler og til møder, men i stedet ønskede en bærbar computer med CD-romdrev, hvor der var installeret de samme programmer som på Surface Pro, og hvor der var mulighed for at installere ordblindeprogrammer. Klager havde behov for CD-romdrev, da han fik bøger på CD-rom i stedet for som fil. Ledelsen oplyste gentagne gange over for klager, at han ikke kunne få stillet en bærbar computer til rådighed, men kun Surface Pro. Da det var indklagede bekendt, at klager ikke kunne anvende den tablet, som de øvrige lærere havde fået udleveret og som skønnedes nødvendig til brug for undervisningen, måtte det have været indklagedes konklusion, at klager skulle have færre og mindre anvendelige IT-værktøjer end sine ikke-ordblinde kolleger.

Klager blev også henvist til at anvende en stationær computer. Computeren var en delecomputer, der stod i forberedelseslokalet. Klager kunne ikke være sikker på, at der altid var en computer til rådighed. Det materiale, som klager downloadede fra Nota var personligt og måtte ikke deles med andre, hvorfor han altid skulle slette det igen. Dette gav klager ekstraarbejde. Derudover skal et ordblindeprogram tilpasses klagers personlige vanskeligheder. Disse indstillinger kan nemt ændres, hvis andre bruger computeren, eller hvis computeren opdateres. Dette ville igen give klager merarbejde.

Da klager i den største del af arbejdstiden opholdt sig i klasselokalet og deltog i møder og det primært – foruden forberedelsen – var i forbindelse med undervisningen i klasselokalet og i forbindelse med møder, at klager havde brug for en computer med ordblindeprogrammer, der kunne hjælpe ham med at læse højt, stave ord mv., var det ikke en relevant tilpasning at stille en stationær computer til rådighed. Dette forklarede klager skolelederen mange gange.

Den computer, der stod i undervisningslokalet, var en gammel computer, der ikke længere blev serviceret af kommunens IT-afdeling, ligesom eleverne kunne benytte den. Der var således ikke tale om et individuelt tilpasset arbejdsredskab.

Klager gjorde gentagne gange skolelederen opmærksom på, at han havde behov for en bærbar computer, og til sidst var han så desperat, at han tilbød at betale indklagede for den bærbare, hvis den blev stillet til rådighed med kommunens programmer, men dette hjalp ikke.

Klager fik ved afgørelse af 10. juni 2015 bevilget geninstallation af CD-ORD samt håndscanner, men ikke en bærbar computer, da det er et arbejdsredskab, som arbejdsgiver skal stille til rådighed. Klager nægter at have oplyst sin leder om, at han var bevilget en lånecomputer af sin bopælskommune. Der er ikke dokumentation for indklagedes påstand, og det må konstateres, at klager efter otte måneders ansættelse fortsat ikke havde en bærbar computer, som kunne hjælpe ham, hvilket ledelsen var bekendt med. Indklagedes ukendskab til bopælskommunens afgørelse kan ikke have haft betydning for indklagedes beslutning om ikke at stille en bærbar computer til rådighed for klager. Klager ved ikke, hvilken computer, indklagede ville have installeret programmerne på, hvis de havde haft kendskab til mailen af 10. juni 2015, da klager netop ikke havde sin egen computer.

Det er åbenbart indklagedes opfattelse, at det er en tilstrækkelig afhjælpningsforanstaltning at henvise en ordblind medarbejder til selv at søge relevante IT-programmer som Adobe og Windows i ”skyen” i stedet for at installere dem på en bærbar computer, som den ordblinde medarbejder havde oplyst var nødvendig for udførelse af arbejdet.

Det fremgår af rapport fra LæseTek, at klager siden 2008 har haft IT-hjælpemidler, og at han er meget afhængig deraf. Det er derfor utroværdigt, når indklagede gør gældende, at klager forud for sygemeldingen ikke skulle have anmodet om relevant og personligt IT-hjælpemiddel, ligesom der ikke havde været behov for en løbende dialog, hvis ikke det var på grund af, at de anviste IT-værktøjer var utilstrækkelige.

Klager har ikke kunnet få en relevant begrundelse for, hvorfor indklagede ikke ville stille en bærbar computer med de ønskede programmer til rådighed for klager, så han havde haft mulighed for at udføre sit arbejde på lige fod med skolens øvrige lærere.

Skoleledelsen indkaldte på intet tidspunkt klager til et møde om en drøftelse af mulige afhjælpningsforanstaltninger, selvom skolen var bekendt med klagers handicap. Ved et møde kunne der have deltaget en medarbejder fra klagers bopælskomme og en IT-medarbejder, så man samlet kunne have fundet en løsning på IT-problemet. Ved mail af 21. september 2015 gjorde klager skolens ledelse opmærksom på, at bopælskommunen gerne ville mødes til en drøftelse af mulige løsninger.

Det er ubegribeligt, at der ikke findes et eneste notat i sagen om møder og løbende drøftelser med klager om mulige IT-løsninger. Den indklagede kommune har notatpligt efter offentlighedslovens § 13. Notatpligten betyder, at en offentlig arbejdsgiver har pligt til at notere mundtlige oplysninger, hvis de har betydning for den afgørelse, som arbejdsgiveren efterfølgende skal træffe, eller hvis de i øvrigt er væsentlige. Indklagede ville derfor naturligvis have lavet notater/referater, hvis møderne havde fundet sted. Når indklagede ikke har fremlagt sådanne notater/referater, har indklagede ikke godtgjort, at indklagede har undersøgt eller overhovedet haft viljen til at iværksætte de nødvendige hjælpeforanstaltninger.

Ved en omsorgssamtale den 24. august 2015 gjorde klager og klagers bisidder opmærksom på, at klager ikke havde fået stillet de nødvendige hjælpemidler til rådighed, og det blev drøftet, at Surface Pro ikke opfyldte de tekniske specifikationer, som klager som ordblind havde brug for.

Desværre findes der ikke et referat fra samtalen, selvom det fremgår af indklagedes sygefraværspolitik, at der skal udarbejdes referater af omsorgssamtaler. Indklagede erkender dog i sit svarskrift, at indklagede under samtalen, der fandt sted to måneder før afskedigelsen, blev bekendt med, at klagers sygemelding var direkte knyttet til de manglende tilpasningsforanstaltninger. Uanset denne viden blev der heller ikke på dette tidspunkt afholdt møder om mulige tilpasningsforanstaltninger

Omsorgssamtalen skulle have været efterfulgt af en mulighedssamtale den 18. september 2015, hvor klager ville have medbragt mailen fra sin sagsbehandler, hvori hun foreslog mødedatoer. I stedet for at afvente klagers helbredelse for den sygdom, som skolen selv havde fremkaldt hos ham, blev samtalen imidlertid pludseligt aflyst og ændret til en tjenstlig samtale, der fandt sted den 2. oktober 2015. Da klager ikke fik mulighed for at forelægge mailen fra sagsbehandleren, sendte han den i stedet den 21. september 2015, hvilket var inden afskedigelsen.

Under den tjenstlige samtale den 2. oktober 2015 blev det igen tydeligt oplyst over for ledelsen, at de manglende tilpasningsforanstaltninger var årsag til klagers sygemelding, hvilket også blev gentaget i den faglige organisations høringssvar af 26. oktober 2015. Skolelederen anerkendte, at der var begået svigt, men fastholdt beslutningen om at starte en afskedigelsessag.

Klager nægter, at han skulle have afvist at genindtræde i tjenesten, selv om han fik de fornødne arbejdsredskaber. Det fremgår heller ikke af referatet fra samtalen den 2. oktober 2015. Referatet gengiver ikke udsagn om eller drøftelse af mulige hjælpeforanstaltninger eller af, hvordan klager kunne komme tilbage til arbejdet, når de nødvendige arbejdsredskaber var til rådighed. Referatet er udarbejdet af indklagede.

Tværtimod fremgår det af tillægget til referatet, at klager gav udtryk for, at han meget gerne ville vende tilbage til arbejdet, hvis der kom styr på hjælpeforanstaltningerne. Tillægget til referatet fra den tjenstlige samtale blev udarbejdet i forbindelse med partshøring over referatet. Tillægget blev sendt den 11. oktober 2015 til indklagede, der lagde det i klagers personalesag uden bemærkninger. Tillæggets indhold kan derfor lægges til grund.

Det fritager ikke indklagede for ansvar, at indklagede efter eget udsagn var indstillet på at stille en bærbar computer til rådighed i forlængelse af den tjenstlige samtale, idet indklagede samtidig stillede som betingelse for fortsat ansættelse, at klager skulle genoptage arbejdet øjeblikkeligt. De manglende tilpasninger havde medført, at klager var sygemeldt og ikke på det tidspunkt var disponibel. Klager burde have fået tid til at komme sig efter sygdommen og genoptage arbejdet med de fornødne tilpasningsforanstaltninger.

Klagers faglige organisation påpegede også i høringsbrevet og i forhandlingen efter afskedigelsen, at klager ønskede at vende tilbage til arbejdet. På trods heraf undlod indklagede at udarbejde eller tage initiativ til at udarbejde en handleplan for klagers tilbagevenden og mulige hjælpeforanstaltninger, og han blev i stedet afskediget.

Det er stødende, når indklagede mener, at klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage arbejdet som lærer. Dette har aldrig været påpeget fra indklagedes side, og det var heller ikke begrundelsen for opsigelsen.

Klager henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse j.nr. 2015-6810-19427, hvoraf det fremgår, at det efter EU-praksis er fastslået, at der ikke kan kræves fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling med de eventuelt påkrævede tilpasninger. Det er først, når det kan konstateres, at den handicappede person med de påkrævede tilpasningsforanstaltninger fortsat ikke er disponibel, at afskedigelsen ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagede afprøvede netop ikke de for klager relevante tilpasningsforanstaltninger, og det er derfor med urette, at indklagede konkluderede, at klager ikke var disponibel.

De nævnte tilpasningsforanstaltninger i form af rettidig betaling af den personlige assistent og udlevering af en bærbar computer kan ikke betegnes som urimeligt byrdefuld for indklagede. En stor arbejdsgiver som den indklagede kommune skal i henhold til retspraksis kunne tåle forholdsvist store udgifter for at beholde en medarbejder i arbejde.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke lagde vægt på klagers handicap i forbindelse med afskedigelsen, og at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling.

Afskedigelsen var alene begrundet i de drifts- og planlægningsmæssige gener, som klagers fravær medførte.

Indklagede er ikke enig i klagers beskrivelse af hændelsesforløbet. Klager og indklagede er meget uenige om, hvilke tilpasningsforanstaltninger, der er ydet under klagers ansættelse, hvilke samtaler, der har været ført mellem klager og klagers leder, hvad der blev sagt under den tjenstlige samtale og om omfanget af anvendelsen af den personlige assistent. Der er derfor behov for afgivelse af vidneforklaringer.

Indklagede opfyldte forpligtelsen til at etablere hensigtsmæssige foranstaltninger i forhold til klagers handicap. På trods af disse foranstaltninger var klager ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage sin stilling som lærer ved indklagede.

Indklagede blev under ansættelsessamtalen bekendt med klagers ordblindhed og behov for hjælpemidler, hvilket indklagede var helt indforstået med. Der blev indgået aftale med klagers bopælskommune om, at klager skulle have tilknyttet en personlig assistent otte timer om ugen.

Ledelsen havde tillid til, at den personlige assistent og klager fordelte de bevilgede timer i forhold til klagers behov. Det er ikke relevant for vurderingen af tilpasningsforanstaltningerne, om der har været en aflønningsproblematik, og klagers mulighed for at gøre brug af assistenten har ikke været påvirket heraf. Den personlige assistent har oplyst til indklagede, at klager i gennemsnit gjorde brug af hende i seks og ikke kun to timer om ugen, og indklagede har ikke grundlag for at betvivle assistentens oplysninger om tidsforbruget. Indklagede har for nævnet fremlagt en oversigt over den skønnede tidsanvendelse udarbejdet af den personlige assistent. Det fremgår heraf, at den personlige assistent brugte tre timer på tirsdage (fra 13.15-14.45 og 8.00-9.30), 1 time og 30 minutter på onsdage (8.00- 9.30), 2 timer og 30 minutter på torsdage (fra 12.30-15.00) og 1 time på fredage (fra 12.30- 13.30).

Indklagede finder det betænkeligt, at klager beskylder indklagede for at have presset den personlige assistent til at oplyse flere timer, end hun reelt leverede, og det er uden hold i virkeligheden. Det svigt, som skolelederen henviste til under den tjenstlige samtale, var en henvisning til, at indklagede ikke havde udbetalt løn til den personlige assistent.

I løbet af ansættelsen var der en løbende dialog med klager om behovet for IT-værktøj. Lederen oplevede ikke, at der var behov for formelle møder. Dialogen var ikke udtryk for, at der var noget galt med de hjælpeforanstaltninger, som klager havde fået stillet til rådighed, men var en naturlig dialog mellem leder og medarbejder om medarbejderens behov. For klager var der et særlig fokus på tilpasningsforanstaltninger, da skolen kendte til klagers ordblindhed. Notatpligten i offentlighedsloven er alene relevant, når myndigheden forventes at træffe en afgørelse. Det var skolens opfattelse, at klager fungerede i ansættelsen frem til sygemeldingen, og at der var en god og løbende dialog, der ikke var omfattet af notatpligten. Der foreligger således ikke notater over samtalerne.

Lederen var bekendt med, at klager ikke havde gavn af den tablet, som alle lærere får udleveret ved ansættelsen. Lederen anviste i stedet klager til at anvende en af de computere, der stod på skolens forberedelsespladser. Der kan installeres ordblindeprogrammer på computerne, og klager og klagers leder aftalte, at klager skulle stå for installeringen. Klager nævnte ikke, at det var et problem, at han ikke havde sin egen forberedelsesplads. Lederen kunne uden problemer have fundet en plads alene til klager, hvis lederen havde vidst det. Al forberedelse skulle i øvrigt foregå på skolens computere, da der for skoleåret 2014/2015 var et krav om fuld tilstedeværelse.

Derudover var der en stationær computer i undervisningslokalet, som klager kunne anvende. Computeren i klasselokalet blev serviceret på lige fod med andet IT-udstyr på indklagedes skoler.

Det er ikke korrekt, at klager fremsatte ønske om et eksternt CD-rom drev. Dette ønske blev først fremsat af klagers faglige organisation i forbindelse med forhandlingen omkring afskedigelsen. Skolen kunne have anskaffet og installeret et ekstern CD-romdrev, hvis skolen havde været bekendt dermed.

Klager bad ved ansættelsen om at få udleveret en liste over den pædagogiske litteratur, der dannede baggrund for skolens pædagogiske virke. Lederen fik af klager det indtryk, at klager via ordblindeinstituttet ville få elektronisk adgang til bøgerne, og han henvendte sig ikke efterfølgende til lederen og oplyste, at der var bøger, som han ikke havde mulighed for at få læst op.

Klager oplyste sin leder om, at han havde fået bevilget en bærbar lånecomputer fra bopælskommunen. Klager oplyste også, at han ikke var tilfreds med tilbuddet og ville anskaffe sig en privat pc. Lederen undersøgte, om indklagedes IT-afdeling ville installere Windows og Adobe på en privat computer, hvilket afdelingen afviste, da medarbejderne kan få adgang til programmerne via ”skyen”. Der var derfor ikke behov for en installering, men klager ville naturligvis have fået hjælp af leder eller kolleger. Alternativt kunne klager have anvendt nogen tid sammen med sin personlige assistent. Klager gav dog ikke over for sin leder udtryk for, at han havde et problem, der forudsatte en handling fra lederen.

Mailen af 10. juni 2015 fra klagers bopælskommune om bevilling af særlige ordblindeprogrammer fremlagde klager ikke for sin leder, selvom han modtog den inden sin sygemelding. Hvis lederen havde været bekendt dermed, kunne programmerne have været installeret på klagers computer, enten på den stationære eller på en bærbar. Mailen blev imidlertid først nævnt og fremvist ved den tjenstlige samtale den 2. oktober 2016.

Da klager havde givet udtryk for, at han ville få udleveret en bærbar computer, og da der var stillet en personlig assistent til rådighed, er det indklagedes vurdering, at der var ydet de fornødne tilpasningsforanstaltninger, og klager gav ikke indklagede anledning til at ændre denne opfattelse. I de tilfælde, hvor klager gav udtryk for nye ønsker, undersøgte lederen muligheden for at imødekomme dem.

Klager blev sygemeldt umiddelbart efter, at han havde en konflikt med en kollega. Derudover gav klager udtryk for, at han var bekymret for den forestående sammenlægning af to afdelinger, hvilket hans daværende leder kan bevidne. Først under omsorgssamtalen i august 2015 nævnte klager, at han var stresset som følge af den manglende bærbare computer.

Under klagers sygemelding forsøgte klagers leder flere gange at få en dialog med klager om årsagen til fraværet, og om der var noget, skolen kunne gøre. Klager afviste at drøfte dette nærmere.

Det fremgår af den modtagne lægeerklæring, at indklagede måtte imødese et længere sygdomsforløb. Skolen vurderede derfor, at belastningen for driften var så stor, at det var nødvendigt at bringe ansættelsen til ophør, og det blev besluttet at ændre den samtale, der var planlagt til september 2015, til en tjenstlig samtale, der efter anmodning fra klagers faglige organisation blev udsat til den 2. oktober 2015.

Netop fordi klager havde oplyst under omsorgssamtalen, at han blev stresset på grund af den manglende bærbare computer, spurgte ledelsen klager, om han ville vende tilbage til arbejdet, hvis han fik bevilget de ønskede arbejdsredskaber. Dette afviste klager. Indklagede bestrider således, at klager tilbød at genindtræde i tjenesten, såfremt der kom styr på hjælpemidlerne. Da klager således fortsat ikke var disponibel i tjenesten, vurderede skolelederen, at der ikke var fremkommet nye forhold, der gav anledning til at ændre indstillingen om at indlede en afskedigelsessag.

Tillægget til referatet fra den tjenstlige samtale er et partsindlæg fra klagers faglige organisation. Indlægget står i modstrid til det, som indklagede blev forelagt under samtalen, og indholdet kan ikke lægges til grund.

Indklagede spurgte på ny under forhandlingsmødet klagers faglige organisation, om klager var klar til at genindtræde i tjenesten, såfremt han fik de ønskede arbejdsredskaber. Organisationen svarede, at klager fortsat var utjenstdygtig.

Indklagede har bestræbt sig på at give klager de bedst mulige arbejdsforhold og understøttet hans mulighed for at arbejde som lærer. Trods tilpasningsforanstaltninger og tilbud om yderligere tilpasningsforanstaltninger i form af bærbar computer var klager ikke disponibel til at varetage sin stilling som lærer i den indklagede kommune.

Indklagede henviser til EU-domstolens dom i Ring/Werge, præmis 57, hvorefter der ikke kræves fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling med forbehold for forpligtelsen til i et rimeligt omfang at foretage tilpasninger.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap.

Klager er ordblind og har som følge heraf behov for hjælpemidler for fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. Klager har derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager blev afskediget på grund af de drifts- og planlægningsmæssige vanskeligheder, som hans fravær havde medført for skolen. Nævnet lægger efter det oplyste til grund, at klagers sygefravær på grund af stress var knyttet til det forhold, at han ikke havde fået stillet en bærbar computer med relevante programmer til rådighed, så han med sin ordblindhed kunne varetage sit arbejde som lærer. Nævnet lægger således til grund, at klagers fravær i hvert fald til dels var relateret til hans handicap, og klager har derfor påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Arbejdsgiveren skal efter forskelsbehandlingsloven træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller til at have fremgang i beskæftigelse, med mindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde som ikke i tilstrækkeligt omfang kan lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Det fremgår af EU-domstolens praksis, at der ikke kræves fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældende stilling med forbehold for forpligtelsen til i et rimeligt omfang at foretage hensigtsmæssige foranstaltninger.

Det er en forudsætning for, at arbejdsgiveren kan anses for at have tilsidesat tilpasningsforpligtelsen, at arbejdstageren godtgør, at arbejdsgiveren vidste eller burde vide, at arbejdstageren var handicappet i lovens forstand.

Det er ubestridt, at indklagede fra ansættelsens start var bekendt med klagers ordblindhed og behov for hjælpemidler. Indklagede må derfor have vidst eller burde have vidst, at klager havde et handicap.

Når arbejdsgiveren er bekendt eller burde være bekendt med arbejdstagers handicap og det deraf følgende behov for tilpasningsforanstaltninger, er arbejdsgiveren forpligtet til at undersøge og eventuelt afprøve mulige, hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger. Det er indklagedes bevisbyrde, at indklagede har overholdt denne tilpasningsforpligtigelse.

Klager og indklagede er uenige om, hvorvidt klager i løbet af ansættelsen gjorde indklagede opmærksom på, at adgangen til en tablet og en stationær computer ikke var tilstrækkelig, og at han havde behov for, at en bærbar computer blev stillet til rådighed af indklagede for at kunne varetage sit arbejde. Imidlertid har indklagede oplyst, at indklagede under en omsorgssamtale i august 2015 blev gjort bekendt med, at den manglende bærbare computer var årsag til, at klager var sygemeldt på grund af stress. Ifølge klager fremsendte han den 21. september 2015 mailen fra sin sagsbehandler med foreslåede datoer for et møde med henblik på at drøfte assistancebevillingen og hjælpemidler. Ifølge indklagede blev mailen først fremlagt ved den tjenstlige samtale den 2. oktober 2015.

Nævnet lægger herefter til grund, at indklagede forud for afskedigelsen var bekendt med årsagen til klagers sygefravær, at klager havde behov for en bærbar computer, og at klagers bopælskommune havde tilbudt at drøfte hjælpemidler ved et møde med indklagede.

Indklagede har oplyst, at klager ikke ønskede at genoptage arbejdet, selvom indklagede stillede en bærbar computer til rådighed. Det fremgår imidlertid af klagers tillæg til referatet fra den tjenstlige samtale, at han gerne ville genoptage arbejdet, hvis der kom styr på hjælpeforanstaltningerne. Indklagede har ikke kommenteret på klagers tillæg til referatet, og nævnet lægger derfor til grund, at klager ikke har afvist at ville genoptage arbejdet som beskrevet.

Indklagede henvendte sig på trods herfor ikke til klagers bopælskommune med henblik på et møde om eventuelle tilpasninger. Indklagede indgik efter det oplyste heller ikke en dialog med klager om muligheden for at stille en bærbar computer til rådighed og om en mulig plan for en genoptagelse af arbejdet. Det var således uafprøvet, om klager, såfremt han fik stillet en bærbar computer til rådighed, ville kunne varetage arbejdet som lærer.

Nævnet vurderer på denne baggrund, at indklagede ikke har bevist, at indklagede i tilstrækkeligt omfang undersøgte og afprøvede mulighederne for at løse klagers problemer gennem hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 370.000 kr. svarende til ni måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 370.000 kr. til klager med procesrente fra den 22. marts 2016, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

- § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

- § 8, nævnets afvisning af klagen

- § 9, stk. 1, om klagebehandling

- § 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

- § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

- § 2 om forbud mod forskelsbehandling

- § 2 a om arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse

- § 7, stk. 1, om godtgørelse

- § 7a om delt bevisbyrde

<2016-6810-16894>