Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Metode til at opgøre det forventede behov for at inddrage nye arealer til byvækst
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om planlægning af byvækst

I medfør af § 11 a, stk. 12, i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23. november 2015, som ændret ved lov nr. 668 af 8. juni 2017, fastsættes:

§ 1. Kommunalbestyrelsen kan ved udlægning af arealer til byvækst, omfordele allerede udlagte arealer til byvækst, jf. lovens § 11 a, stk. 6.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan udlægge nye arealer til byvækst for at dække det forventede behov i en periode på 12 år, jf. lovens § 11 a, stk. 12.

Stk. 3. Ved kommunalbestyrelsens opgørelse af det forventede behov for at udlægge nye arealer til byvækst, jf. stk. 2, skal den metode, der fremgår af bilag 1, benyttes.

§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. juli 2017.

Erhvervsministeriet, den 26. juni 2017

Brian Mikkelsen

/ Sigmund Lubanski


Bilag 1

Metode til at opgøre det forventede behov for at inddrage nye arealer til byvækst

Planlovens bestemmelser om byvækst (§ 11 a, stk. 7) fastlægger, at kommunalbestyrelsen skal anvende en metode til at opgøre det forventede behov for at inddrage nye arealer til byvækst i den 12 årige planperiode. Metoden består af følgende tre trin:

Trin 1:

Kommunen opgør deres samlede forventede arealbehov for de kommende 12 år (bruttobehov). Dette sker som udgangspunkt på baggrund af en fremskrivning af historiske data om kommunens udvikling gennem de seneste 5 til 12 år. Opgørelsen kan derudover også baseres på analyser og dokumenterede forventninger om vækstmuligheder i det område, hvor kommunen er beliggende eller en ændring i demografien, der eksempelvis medfører behov for væsentligt anderledes boligtyper. Opgørelsen skal tage udgangspunkt i alment accepterede kilder, som f.eks. oplysninger om befolkningsudvikling, byggeaktivitet, beskæftigelse m.v. fra Danmarks Statistik, kommunens officielle registreringer eller lignende.

Der skelnes i opgørelsen mellem boliger og erhverv. Offentlige formål medtælles ikke.

Trin 2:

Kommunen opgør deres rummelighed, dvs. eksisterende byggemuligheder indenfor deres ubebyggede arealer. Med ubebyggede arealer menes som udgangspunkt arealer beliggende i udkanten af byzonebyerne som ” bar mark”. Der skelnes i opgørelsen mellem arealer, som er kommuneplanlagte uden lokalplan, kommuneplanlagte med lokalplan og arealer som både er kommuneplanlagte, lokalplanlagte og byggemodnet.

Kommunen skal i opgørelsen af deres rummelighed forholde sig til mulighederne for byomdannelse og fortætning af allerede udnyttede arealer.

Uudnyttede arealer i landzonelandsbyer medtages som udgangspunkt ikke i rummeligheden. Arealer udlagt til offentlige formål medtages ikke.

Kommunen kan i deres opgørelse af den eksisterende rummelighed endvidere vælge at se bort fra arealer udlagt i tilknytning til mindre bysamfund i byzone med ingen eller stærkt begrænset befolkningsvækst, forudsat at arealerne er udlagt før 1. januar 2017 og ikke er byggemodnet.

Trin 3:

Kommunen vurderer, om der er behov for at udlægge nye arealer.

Hvis kommunens bruttobehov (trin 1) er større end rummeligheden (trin 2), giver det et dokumenteret positivt nettobehov. Kommunen kan på den baggrund udlægge areal til byvækst for at sikre tilstrækkeligt areal i den kommende planperiode. Der kan dog ikke udlægges nye arealer i de mindre bysamfund, hvor kommunen har valgt at se bort fra eksisterende udlagte arealer i deres opgørelse, jf. trin 2.

Hvis kommunens rummelighed (trin 2) er større end eller lig med kommunens bruttobehov (trin 1), kan kommunen udlægge nyt areal til byvækst, hvis der samtidig udtages et andet areal af omtrent samme størrelse (ha) udlagt til byvækst et andet sted i kommunen. Dog kan der udlægges mindre arealer til byvækst som afrunding af eksempelvis en ujævn bykant, uden at der skal ske en omfordeling af arealer, eller kommunerne skal dokumentere behovet ved hjælp af metoden.

Behovsopgørelsen skal offentliggøres som en del af kommuneplanen.