Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

J. nr. 2015-6810-59254

En mand blev ansat ved et vikarbureau, indklagede 3, og skulle udføre IT-supportopgaver for indklagede 3’s kunde, indklagede 2. Manden skulle ifølge jobbekræftelsen påbegynde arbejdet for indklagede 2 i april 2015. Manden skulle udføre arbejde for indklagede 2 hos indklagede 1. Arbejdet for indklagede 2 blev i perioden juni-november 2015 forlænget flere gange med en jobbekræftelse, der svarede til jobbekræftelsen fra april 2015. Herefter blev kontrakten ikke forlænget. Da manden anmodede om en forklaring, oplyste en medarbejder ved indklagede 1 i en mail af 16. november 2015, at indklagede 2 ifølge indklagede 3 ønskede en yngre profil. Der var for nævnet fremlagt diverse mails fra indklagede 2 vedrørende manden. Blandt andet fremgik det, at der var mange klager over ham.

Manden havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede 1 og 2 havde dog løftet bevisbyrden for, at den manglende forlængelse af vikariatet var begrundet i kundeklager. Det kunne ikke lægges til grund, at indklagede 3 var bekendt med mailen af 16. november 2015, eller at indklagede 3 havde efterlevet en instruks fra indklagede 1 og 2 om at sende en yngre profil i stedet for manden. Manden fik herefter ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klagers vikariat hos en virksomhed ikke blev forlænget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede 1, 2 og 3 har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Klager blev den 20. april 2015 ansat hos indklagede 3, der er et vikarbureau.

Af ansættelsesaftale af 20. april 2015 mellem klager og indklagede 3 fremgår det blandt andet:

”1. Aftalens omfang

Konsulenten tilknyttes [indklagede 3] med henblik på midlertidige ansættelser i [indklagede 3], hvor konsulentens arbejdskraft stilles til rådighed for og med arbejdssted hos [indklagede 3]s kunder. I hvert enkelt tilfælde udarbejder desuden en jobbekræftelse, i henhold til ansættelsesbevisloven, som beskriver de nærmere forhold, herunder kunde, timelønsats og periode.

Medarbejderen betragtes kun som ansat i [indklagede 3] i de perioder, de enkelte job varer, ansættelsesforholdet er derfor ikke omfattet af funktionærloven.

Konsulenten skal følge kundens instrukser og anvisninger under udførelsen af opgaven. ”

Af jobbekræftelse af 20. april 2015 fremgår, at klager skulle udføre opgaver for indklagede 2, som blandt andet er producent af udstyr til dokumenthåndtering:

”Jobbekræftelse 2050 – [Indklagede 2]

Mellem [indklagede 3]

(herefter kaldet [indklagede 3])

og [klager]

(herefter kaldet Konsulenten)

vedrørende udførelsen af opgaver for [indklagede 3s] kunde:

for [indklagede 2], Att. : [medarbejder A]

(herefter kaldet Kunden)

som IT Supporter på projekt [X]

1. Kontraktens omfang

Denne bekræftelse er et tillæg til den indgåede ansættelsesaftale mellem [indklagede 3] og Konsulenten. Konsulenten stiller sin arbejdskraft til [indklagede 3s] rådighed for udførelsen af [projekt X], hos kunden, i perioden: 21.04.2015 til 30.04.2015

4. Øvrige rettigheder og pligter

Konsulenten skal følge Kundens instrukser og anvisninger inder udførelsen af opgaven.

…”

Af mail af 20. april 2015 fra indklagede 3 til klager fremgår det blandt andet:

Hej [klager]

Hermed kontrakter vedr. IT Supporter opgave hos [indklagede 2], med start i morgen tirsdag den 21/4 kl. 9.45 (hos [indklagede 1])

Aftalen er at du møder hos [indklagede 1] i morgen kl. 9.45, spørg efter [medarbejder A].

Og så tager i sammen over til [indklagede 2]. ”

Klagers arbejde for indklagede 2 blev forlænget ad flere omgange. Der er fremlagt jobbekræftelser for perioden 15. juni til 30. juni 2015, 3. august til 16. august 2015, 24. august til 4. september 2015, 7. september til 2. oktober 2015, 5. oktober til 30. oktober 2015 og 2. november til 15. november 2015, som alle svarer til jobbekræftelsen af 20. april 2015.

Den 21. august 2015 skrev klager til indklagede 3:

”Hej [navn]

Først tak for forlængelse af kontrakten.

Ved du om der snart kommer en mere permanent løsning, [indklagede 3] > [indklagede 1] ?

Jeg har kun fået positiv omtale, både af [indklagede 2] og [indklagede 1], og medarbejderne er glade for at have mig.

…”

Indklagede 3 svarede den 24. august 2015:

”Hej [klager]

Jeg har møde i morgen med [medarbejder A], fra [indklagede 1], så jeg vil drøfte det der.

Jeg ringer til dig i morgen eftermiddag. ”

Den 13. november 2015 skrev klager til indklagede 1:

”Hej [medarbejder A]

Jeg fik en opringning fra [direktør hos indklagede 3] om at min kontrakt ikke ville blive forlænget.

Jeg fik ikke at vide hvorfor den ikke blev forlænget, måske vedkommer det heller ikke mig, men kan du ikke uddybe det lidt nærmere ? ”

Klagers jobbekræftelse udløb den 15. november 2015.

Medarbejder A svarede den 16. november 2015:

”Hej [klager]

Selvfølgelig kan du få en forklaring.

Jeg ved jo ikke hvad [direktør hos indklagede 3] har sagt, men kunden ønskede en yngre profil som er den begrundelse jeg har fået.

Umiddelbart har jeg ikke fået nogen klager udover den, hvor vi fik slettet en harddisk uden back-up. ( shit happens )

Hvis du brug for en udtagelse stiller jeg mig naturligvis til rådighed.

…”

Klager indbragte klagen for Ligebehandlingsnævnet den 17. december 2015.

Indklagede 2 har under sagens behandling fremlagt diverse mails vedrørende klager.

Af mail af 12. juni 2015 fra Manager D hos indklagede 2 til medarbejder A hos indklagede 1, fremgår blandt andet:

”For referencens skyld vil jeg lige påpege, at jeg syntes [klager] er en fin fyr. Desværre passer han ikke ind i teamet, og jeg har fået en del (mange) klager over han virker distræt, ustruktureret og glemsom, hvilket desværre har givet indtryk af dårlig service, helt op på ledelses niveau. ”

Af mail af 2. september 2015 fra Manager D hos indklagede 2 til en medarbejder hos virksomhed B fremgår det blandt andet:

”Hi [navn]

I really need for you to take action on this now.

I have not heard from [medarbejder A], regarding the switch of [klager], and now this is seriously affecting the business.

I am getting more and more complaints, and I would really like to avoid escalating this to local mgmt.

It is my suggestion that you ask [indklagede 1] to send [medarbejder B] immediately to replace [klager], until a new replacement is found.

I would appreciate if you can action this as soon as possible.

Please see google translate of below, this is one of many complaints, but the newest and possibly the “nicest” one so far. ”

Den klage, der henvises til i mailen, blev sendt i en mail af 2. september 2015 fra medarbejder E hos indklagede 2, hvoraf blandt andet fremgår:

”Jeg er, som mange andre, ikke super tilfreds med [klager] – han virker ikke som om han har styr på noget som helst. Jeg synes faktisk det er rigtig synd for ham, for han virker mega presset hver gang man stiller et spørgsmål. ”

Af mail af 13. oktober 2015 fra Manager D hos indklagede 2 til blandt andet medarbejder A fra indklagede 1, fremgår det blandt andet:

”FYI

Today [klager] erased a harddrive during a standard re-installation of a laptop.

Unfortunately this harddrive contained critical data for the business.

[Klager] did not follow the standard process, and erased the harddrive before taking backup of the files.

We will have to send the harddrive off to [firma] for recovery of the data.

I expect [indklagede 1] to take the cost of this recovery.

The only reason I have not send [klager] home, is due to the current workload, this was a very simple standard process, and It is simply not acceptable, that I have a resource, that cannot perform simple tasks, without causing critical damage to the business.

I hope you have a few potential candidates ready later this week, and that they are able to begin as soon as possible. ”

Medarbejder A fra indklagede 1 svarede samme dag:

”Thanks for your mail.

[Indklagede 1] is sorry, that [klager] has not have follow the procedure and we hold of course the cost of [firma].

About Candidates to [indklagede 2] is [indklagede 1] in the process.

We have interviews with 5-6 candidates early next week and expects to presenting 2-3 candidates Friday in week 43. ”

Den 14. oktober 2015 svarede Manager D fra indklagede 2 tilbage til medarbejder A:

”[Medarbejder A],

Thank you.

As a bonus info, I can inform that [klager] deleted my harddrive a couple of hours later.

Luckily, I had backup…”

En medarbejder fra virksomhed B svarede på mailen:

”Wow… that’s worst that I have imagined! Hope you get a good engineer soon, before he will erase all the company’s HD’s…”

Manager D hos indklagede 2 svarede:

“You have no idea [navn]

Looking so much forward to have someone skilled on-site…”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af alder, idet hans kontrakt ikke blev forlænget med henvisning til, at kunden, indklagede 2, ønskede en yngre profil.

Da klager blev ansat som konsulent hos indklagede 3, fik han at vide, at indklagede 3 havde en it-supporter stilling med henblik på fastansættelse hos indklagede 1.

Efter en samtale med indklagede 1 blev klager ansat til at udføre arbejde for indklagede 1’s kunde, indklagede 2.

Klager skulle udføre arbejdet på indklagede 2’s fysiske adresse, men med reference til medarbejder A, der var ansat af indklagede 1.

Klager blev ansat 2-4 uger ad gangen, og kontrakten blev forlænget flere gange indtil den 15. november 2015.

Den 1. juni 2015 drøftede klager og indklagede 1 fastansættelse. Klager rykkede i august 2015 indklagede 3 for information om fastansættelse, men der blev aldrig indgået en aftale herom.

Da klager den 13. november 2013 ikke havde hørt noget om forlængelse af sin kontrakt, kontaktede han indklagede 2. Indklagede 2 svarede vævende klager, at de havde vurderet, at stillingen ikke nødvendigvis behøvedes at blive besat som en 37 timers stilling, men bekræftede, at der var behov for udførelse af arbejdet. Forlængelse blev ikke drøftet nærmere, og klager blev ikke spurgt, om han ønskede at fortsætte ansættelsen på færre timer.

Klagers arbejde var endnu ikke fuldført den 13. november, og klager havde desuden arrangeret møder m.v. i forventning om, at kontrakten ville blive forlænget som hidtil.

Den 13. november 2015 blev klager kontaktet af indklagede 3, som oplyste, at kontrakten ikke ville blive forlænget. Klager fik ikke en begrundelse. Klager kontaktede herefter indklagede 1 for at få en begrundelse. Indklagede 1 svarede den 16. november 2015, at ”kunden ønskede en yngre profil”.

Klager gør gældende, at de indklagede i forening skal betale godtgørelse til klager, medmindre Ligebehandlingsnævnet finder, at en eller flere af de indklagede særskilt skal betale godtgørelse til klager.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder gælder inden for arbejdsmarkedet. Det har derfor ikke betydning, at klager ikke var ansat direkte af indklagede 1, men var lejet ind gennem vikarbureau. Nævnet har tidligere behandlet sager om ansættelse ved vikarbureau, og nævnet har ikke afvist sager med den begrundelse, at de handlede om ansættelse gennem vikarbureau. En ansættelse gennem vikarbureau må derfor være omfattet af forskelsbehandlingsloven, da der er tale om udførelse af arbejde mellem parter på arbejdsmarkedet.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder dækker også den situation, hvor der foreligger instruktion om forskelsbehandling. Det har derfor ikke betydning, at indklagede 2 ikke var klagers arbejdsgiver.

Klager bestrider, at det er nødvendigt med mundtlige parts- og vidneforklaringer for at oplyse sagen fuldt ud. Mundtlige forklaringer eller uddybninger vil ikke ændre på det faktum, at indklagede 1 i mailen af 16. november 2015 har skrevet, at årsagen til, at kontrakten med klager ikke blev forlænget var, at kunden ønskede en yngre profil. Indklagede 2 har skriftligt oplyst, at de havde en anden begrundelse for ikke at forlænge kontrakten med klager, og der er derfor ikke behov for at uddybe dette ved mundtlige forklaringer.

Indklagede 1 har anført, at klagers kontrakt ikke blev forlænget, fordi klager havde slettet en harddisk uden at have taget backup. Dette stemmer ikke overens med, at indklagede 1 i mailen af 16. november 2015 på forespørgsel oplyser, at årsagen var, at kunden (indklagede 2) ønskede en yngre profil. Det må derfor kunne lægges til grund, at indklagede 1 har indrettet sig efter dette ønske fra deres kunde og derfor stoppede samarbejdet med klager. Af mailen fremgår det desuden, at indklagede 1 ikke vurderede episoden med sletning af harddisk som grov misligholdelse, idet indklagede 1 i mailen har skrevet ”vi fik slettet” og ”shit happens”. Den efterfølgende forklaring fra indklagede 1 om, at kontrakten ikke blev forlænget på grund af sletning af harddisken, er derfor ikke den korrekte årsag til, at klagers kontrakt ikke blev forlænget.

Der har ikke på noget tidspunkt været samtaler mellem klager og indklagede 1 om klagers performance, ligesom klager heller ikke har fået tilsendt eller er blevet forevist klager over sit arbejde fra indklagede 1. I mailen af 16. november 2015 skriver medarbejder A, at ”Umiddelbart har jeg ikke fået nogen klager udover den, hvor vi fik slettet en harddisk uden back-up”. Indklagede 1 bekræfter således, at de ikke har fået andre klager.

Indklagede 1 har ikke kommenteret på mailen, hvor medarbejder A oplyser, at årsagen var, at kunden ønskede en yngre profil. Medarbejder A oplyser i mailen netop, at indklagede 1 er vidende om, at kunden ønskede en yngre profil, og at det var derfor samarbejdet stoppede.

Mailen skaber en formodning for, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling, og indklagede 1 har ikke løftet bevisbyrden for, at de ikke har efterfulgt en instruks om at forskelsbehandle. Tværtimod foreligger der dokumentation for, at indklagede 1 netop fulgte instruksen.

Hvis nævnet måtte komme frem til, at indklagede 2 har løftet bevisbyrden for, at instruksen ikke er kommet fra dem, mangler indklagede 1 fortsat at forklare, hvorfor medarbejder A i mailen har skrevet, at kunden ønskede en yngre profil. Hvis ikke indklagede 2 har instrueret indklagede 1 om at forskelsbehandle, må det lægges til grund, at indklagede 1 har handlet på eget initiativ og valgte at stoppe samarbejdet på grund af klagers alder.

Klager har ikke arbejdet på fuld tid i den periode, han har arbejdet for indklagede 2. Hans timetal har ligget på mellem 104 og 148 timer om måneden. Klager gør derfor gældende, at indklagede 2’s argument om at der var behov for at besætte stillingen med et andet timetal ikke er korrekt.

Klager har ikke under arbejdet for indklagede 2 fået tilsendt eller forevist klager over sit arbejde, og der har ikke været samtaler mellem klager og indklagede 2 om klagers performance. Den efterfølgende forklaring om utilfredshed med klagers arbejde er derfor ikke den korrekte årsag til, at klagers kontrakt ikke blev forlænget.

Såfremt indklagede 3 har kendt til, at fravalget af klager blev begrundet med hans alder, og har sendt en yngre profil fra vikarbureauet til indklagede 1 og 2, gør klager gældende, at indklagede 3 også har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager gør gældende, at han har krav på en godtgørelse på 128.480 kr. svarende til seks måneders løn.

Godtgørelsen skal fastsættes ud fra sagens grovhed og klagers anciennitet og under hensyn til, at klager allerede var i ansættelse og havde en formodning om, at kontrakten ville blive forlænget som hidtil. Det skal også tages i betragtning, at udførelsen af arbejdet og de hertil fremtidige planer ikke blev afbrudt af de indklagede. Det er af særlig betydning i forhold til sagens grove karakter, at klager direkte fik oplyst, at årsagen til, at hans kontrakt ikke blev forlænget, var fordi man ønskede en yngre profil end klager.

Indklagede 1 gør gældende, at sagen skal afvises, da den forudsætter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for nævnet. Sagen har et omtvistet faktum om begrundelsen for den manglende forlængelse af klagers vikariat hos indklagede 2, som er afgørende for sagens udfald.

Indklagede 1 gør gældende, at der ikke er hjemmel til at dømme indklagede 1 selvstændigt eller solidarisk for overtrædelse af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

Såfremt sagen ikke afvises, gør indklagede 1 gældende, at de ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager har arbejdet for indklagede 1 siden 21. april 2015. Der var ikke tale om et ansættelsesforhold, men derimod en ressource, der var lejet ind via indklagede 3. Det var indklagede 3, der afholdt klagers løn.

Vikarloven finder anvendelse på forholdet mellem klager og de indklagede. Klager var omfattet af vikarlovens § 2. Klager indgik aftale med indklagede 3 om at udsende klager som vikar til brugervirksomheden indklagede 1 for midlertidigt at udføre arbejde for indklagede 2 under deres tilsyn og ledelse.

Forskelsbehandlingsloven finder ikke anvendelse på indklagede 1 som brugervirksomhed i forhold til klager som vikar, jf. vikarlovens § 3, stk. 2, jf. § 8, stk. 3.

Indklagede 1 er ikke pligtsubjekt efter vikarlovens § 3, stk. 2, og er derfor ikke forpligtet til i medfør af ligebehandlingsprincippet i vikarloven at iagttage forbuddet mod forskelsbehandling.

I starten af juni 2015 indledte klager og indklagede 1 en dialog om evt. fastansættelse hos indklagede 1. Efter forhandlingerne blev påbegyndt, solgte indklagede 2 deres serviceafdeling til virksomhed B, som tilkendegav, at de på sigt ønskede at varetage klagers funktion med egne ressourcer. Kontrakten mellem indklagede 1 og virksomhed B blev efterfølgende opsagt, hvilket var årsagen til, at der ikke blev indgået en aftale om fastansættelse mellem klager og indklagede 1. Både klager og indklagede 3 blev gjort bekendt med dette.

Sagen drejer sig imidlertid ikke om manglende fastansættelse hos indklagede 1, men om manglende forlængelse af vikariatet hos indklagede 2.

Indklagede 1 bestrider, at klagers alder var årsagen til, at vikariatet ikke blev forlænget.

I forbindelse med udløbet af klagers vikariat den 15. november 2015 kontaktede indklagede 1 indklagede 2 for at afklare, om indklagede 2 ville få yderligere behov for klagers arbejdskraft. Efter drøftelser med Manager D fra indklagede 2 stod det klart for indklagede 1, at klager ikke havde levet op til forventningerne hos indklagede 2, og at indklagede 2 som følge heraf ønskede en medarbejder med en anden profil end klager. Indklagede 2 var utilfreds med det arbejde, som klager udførte, da han lavede adskillige fejl og gentagne gange slettede harddisks med fortroligt forretningsmateriale uden at have taget backup. Indklagede 1 skulle betale for recovery af de slettede data for den første harddisk.

Indklagede 2 skrev den 13. oktober 2015 til indklagede 1, at det ikke var acceptabelt for dem at have en ressource, der ikke kunne udføre simple arbejdsopgaver uden at forårsage kritisk skade, og at indklagede 2 derfor gerne ville have tilbudt nye kandidater, som kunne tiltræde stillingen hurtigst muligt. Indklagede 2 ønskede straks at få udskiftet klager med it-supporteren medarbejder B, som var jævnaldrende med klager. Indklagede 1 gav derfor den 13. november 2015 klager meddelelse om, at vikariatet hos indklagede 2 ikke ville blive forlænget. Den manglende forlængelse af vikariatet havde intet med klagers alder at gøre.

Indklagede 1’s ordvalg i mailen af 16. november 2015 er ikke retvisende for den faktiske begrundelse for at afslå en forlængelse af klagers vikariat. Mailen afspejler alene, at indklagede 2 ikke længere ønskede klagers arbejdskraft, men ønskede en medarbejder med en anden profil. Da indklagede 1 skrev, at kunden ønskede en yngre profil, var det alene begrundet i, at medarbejder A ønskede at afslutte samarbejdet med klager på en venlig og neutral måde og ikke ville gå nærmere ind i de personlige mangler hos klager, som reelt begrundede afslaget.

Indklagede 1 gav ikke indklagede 3 tilsagn om, at klagers kontrakt kunne blive forlænget efter den 15. november 2015. Klager søgte i august 2015 en stilling som it-supporter, som var slået op hos indklagede 1. Dette indikerer, at klager var velvidende om, at der ikke var tale om en fastansættelse hos indklagede 2.

Klager kunne ikke have en berettiget forventning om forlængelse af vikariatet hos indklagede 2 efter udløbet af den midlertidige kontrakt, da klager var velvidende om, at indklagede 1 havde fået klager over hans arbejde. At klager havde arrangeret møder og aftaler i sin kalender til efter den 15. november kan ikke føre til, at han berettiget kunne forvente, at vikariatet ville blive forlænget.

Det er ikke korrekt, at klager var den eneste it-supporter på projektet, som blev udført for indklagede 2. Indklagede 1 har haft egne medarbejdere tilknyttet indklagede 2 gennem flere år.

Indklagede 1 havde ikke en direkte dialog med klager omkring den slettede harddisk. Dialogen skete mellem indklagede 1 og indklagede 3, fordi klager ikke var indklagede 1’s medarbejder. Indklagede 3 oplyste umiddelbart efter hændelsen, at dialogen var foretaget mellem klager og indklagede 3.

Indklagede 1’s formulering af begrundelsen for den manglende forlængelse af vikariatet er ikke udtryk for indklagede 2’s reelle begrundelse for den manglende forlængelse.

Indklagede 1 gør gældende, at 25.000 kr. er det maksimale godtgørelsesniveau, når der ikke anses at foreligge særlige omstændigheder, som kan begrunde en forhøjelse af godtgørelsen. Det følger af dommene i U2008. 957 og U2012. 511.

Østre Landsret har i en dom af 23. maj 2016 slået fast, at godtgørelseskravet for at afslå en tidsbegrænset ansat fastansættelse på grund af graviditet er 25.000 kr., selvom den ansatte inden sin udmelding om graviditet har fået en positiv tilkendegivelse om fastansættelse.

Den manglende forlængelse af vikariatet kan ikke sidestilles med en afskedigelse, fordi klager ikke var ansat hos indklagede 1.

Indklagede 2 gør gældende, at sagen skal afvises af nævnet, da en afgørelse af sagen forudsætter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for nævnet.

Det omtvistede faktum i sagen er blandt andet mundtlige udtalelser om begrundelsen for, at klagers kontrakt ikke blev forlænget. Klager bestrider desuden, at der har været påtaler af det udførte arbejde. Det er derfor nødvendigt med mundtlig bevisførelse for at få oplyst sagen fuldt ud.

Såfremt sagen ikke afvises, gøres det gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager.

Indklagede 2 var ikke arbejdsgiver for klager og er derfor ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven, da loven kun gælder for handlinger i ansættelsesforhold. Dette følger også af vikarlovens § 2, stk. 1.

Indklagede 2 har ikke afskediget klager og er ikke ansvarlig for en eventuel retsstridig udtalelse, der kommer fra en tredjepart.

Klager var ansat som konsulent hos indklagede 3. Indklagede 3 indgik aftale med indklagede 1 om, at klager skulle udføre arbejde og levere ydelser til indklagedes 1’s kunde, indklagede 2, på dennes adresse.

Klager udførte konsulentarbejde som it-supporter hos indklagede 2 i perioden fra 21. april til 15. november 2015. I perioden indgik indklagede 2 og indklagede 1 aftaler om levering af it-support i en varighed af 2-4 uger ad gangen. Ved hver aftale modtog klager en jobbeskrivelse fra indklagede 3 med vilkår for ansættelsen og udførelsen af arbejdet.

Indklagede 2 har ingen aftaler med indklagede 1. Indklagede 1 er underleverandør til virksomhed B, som er indklagede 2’s samarbejdspartner og ansvarlig for indklagede 2’s IT. Indklagede 3 var således underleverandør til indklagede 1, der var underleverandør til virksomhed B.

Indklagede 2 var utilfreds med det arbejde, som klager udførte, da han lavede adskillige fejl. Indklagede 2, virksomhed B og indklagede 1 havde korrespondance om klagers mangelfulde arbejde.

Der er fremlagt mailkorrespondance som eksempler herpå.

Den eksterne it-konsulent, som indklagede 2 foretrak fra indklagede 1, er medarbejder B, som er jævnaldrende med klager. Dette understøtter, at alder ikke havde noget med fravalget af klager at gøre.

Indklagede 2 og virksomhed B aftalte, at indklagede 1 skulle finde en anden it-supporter, der kunne levere de efterspurgte ydelser, som indklagede 2 betalte indklagede 1 for at levere. Virksomhed B tog herefter kontakt til indklagede 1, hvorefter en ny kandidat blev fundet.

Begrundelsen var, at klager ikke havde tilstrækkelige kompetencer til at kunne fortsætte. Klager henvendte sig efterfølgende til indklagede 1 og spurgte, hvorfor hans kontrakt ikke var blevet forlænget. Medarbejder A fra indklagede 1 meddelte til klager, at han havde fået den begrundelse, at kunden ønskede en anden profil. Udtalelsen om, at indklagede 2 ønskede en anden profil er ikke kommet fra indklagede 2. Indklagede 2 er ikke ansvarlig for en retsstridig udtalelse, der kommer fra tredjemand. Indklagedes 2’s ønske om, at klager ikke længere skulle udføre arbejde på virksomheden skyldtes alene klagers manglende kompetencer og på ingen måde hans alder.

Indklagede 3 gør gældende, at de ikke har deltaget i mulig aldersdiskrimination af klager.

Klagen er udelukkende baseret på indholdet af e-mailen af 16. november 2015 sendt af medarbejder A fra indklagede 1. Indklagede 3 har ikke haft kendskab til denne mailudveksling, og indklagede 3 har dermed heler ikke haft kendskab til, at alder skulle være begrundelsen for, at klagers kontrakt ikke blev forlænget. Indklagede 3 blev først bekendt med dette ved modtagelsen af klagen fra Ligebehandlingsnævnet.

E-mailen af 16. november 2015 har ikke haft bindende virkning for indklagede 3 i forhold til eventuel fremsendelse af nye profiler til erstatning for klager. Indklagede 3 har ikke på noget tidspunkt sendt nogen ”matchende yngre profil” ud til indklagede 1 eller indklagede 2 med henblik på, at de skulle finde en erstatning for klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Ved forskelsbehandling forstås både direkte og indirekte forskelsbehandling samt instruktion om at forskelsbehandle.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ved e-mail af 16. november 2015 fra medarbejder A hos indklagede 1 fik klager oplyst, at den manglende forlængelse var begrundet i, at ”kunden ønskede en yngre profil”. Klager har på denne bagrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af alder.

Imidlertid har indklagede 1 og 2 løftet bevisbyrden for, at den manglende forlængelse af klagers vikariat var begrundet i kundeklager. Hertil kommer, at det ikke kan lægges til grund, at indklagede 3 havde kendskab til e-mailen af 16. november 2015, eller at indklagede 3 har efterlevet en instruks fra indklagede 1 eller 2 om at sende en yngre profil i stedet for klager.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

- § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

- § 9, stk. 1, om klagebehandling

- § 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

- § 1, stk. 1-3 og stk. 5, om lovens anvendelsesområde

- § 2 om forbud mod forskelsbehandling

- § 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

- § 7a om delt bevisbyrde

<2015-6810-59254>