Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap -ansættelse - ej handicap - ej medhold

J. nr. 2016-6810-43390

En mand søgte en taxitilladelse og fik afslag, da han ikke opfyldte grundkravet om anciennitet. Han mente sig forskelsbehandlet på grund af handicap. Manden havde fremlagt lægenotater fra 2007, 2011 og 2015 om lænderygsmerter, smerter i venstre skulder og hold i nakken. Da der ikke forelå en nærmere beskrivelse af mandens gener og funktionsbegrænsninger på tidspunktet for afslaget på taxitilladelse, havde manden ikke dokumenteret, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Han fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på sin ansøgning om en taxitilladelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på taxitilladelse.

Sagsfremstilling

Den 6. oktober 2015 opslog indklagede 70 taxitilladelser til chauffører. Indklagede havde ifølge opslaget vedtaget den 29. januar 2015 at opslå 50 ledige taxitilladelser. På et møde den 30. september 2015 havde indklagede besluttet at udvide antallet af ledige taxitilladelser med 20 til i alt 70 taxitilladelser.

Det fremgår af indklagedes notat af 8. januar 2015 om kriterierne for udvælgelse af de bedst kvalificerede ansøgere:

”1. Hjemmelsspørgsmål

Det fremgår af taxibekendtgørelsens §§ 10 og 11, at:

1) En tilladelse udstedes efter forudgående opslag med en beskrivelse af de vilkår som der stilles i tilladelsen (§ 10)

2) Tilladelsen udstedes til den bedst kvalificerede ansøger. Ved udøvelsen af dette skøn skal myndigheden bl.a. lægge vægt på den erfaring, som den enkelte har erhvervet som chauffør (§ 11).

Taxibekendtgørelsen hjemler myndigheden at foretage en skønsmæssig vurdering af ansøgernes kvalifikationer, jf. ordlyden i § 11 "ved udøvelsen af dette skøn".

Konklusionen er derfor, at [indklagede] har hjemmel til at udarbejde kriterier, som skal bruges i forbindelse med udvælgelsen af de bedst kvalificerede ansøgere. Formålet med fastsættelsen af kriterierne er at give myndigheden og ansøgerne retningslinjer for udøvelsen af skønnet.

2. Hvad skal kriterierne leve op til?

Kriterierne skal være lovlige og saglige, herunder forenlige med almindelige lighedsgrundsætninger, herunder også regler om forbud mod forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv, jf.§ 3, stk. 3, i lovbekendtgørelse af 1349 af 16. december 2008 (forbud mod forskelsbehandling).

Det er vigtigt, at selve skønsudøvelsen er afbalanceret, og at dette afspejler sig i de kriterier, der fastlægges.

Herudover bør der i et vist omfang også tages hensyn til ansøgernes mulighed for at indrette sig, samt myndighedernes bestræbelser på at undgå værdispild og det offentliges behov for at kunne administrere sine ressourcer. ”

Det fremgår videre:

”4. Udøvelsen af skønnet pligt til at medregne ansøgers anciennitet (erfaring)

Taxiloven indeholder ingen bestemmelser om hvordan myndigheden skal udvælge ansøgere til tilladelser, bort set fra, at myndigheden bl.a. skal lægge vægt på den enkeltes erfaring som chauffør.

Der er således en pligt til at inddrage anciennitet/erfaring som kriterium. (…)”

Sekretariatet anbefaler

Det er sekretariatets vurdering, at [indklagede] fremover bør afholde sig fra, at lægge for stor vægt på anciennitet.

Der bør fastsættes en max anciennitetsalder på omkring 5 8 år. Når denne er opnået bør anciennitet som udgangspunkt ikke umiddelbart tælle med i den videre vurdering af ansøgerens evner og kvalifikationer. (…)”

”Relevante kvalifikationer ud over anciennitet som taxichauffør kan eksempelvis være:

Erfaring indenfor andre dele af personbefordring (f.eks. limousinekørsel)

Kurser eller uddannelser, der er brancherelevante og som således er med til at kvalificere ansøgeren yderligere (se bilag om kurser/uddannelser).

Hidtidigt serviceniveau kan være relevant, samt eventuelt foreningsarbejde i taxibranchen.

Herudover ville [indklagede] kunne se på ansøgers erfaringer som selvstændig eller som leder, hvor der kræves viden om de arbejdsmarkedsretlige regler, samt til skatteforhold og afgifter.

Disse kvalifikationer bør i et vidst omfang afspejles i [indklagede]s kommende kriterier for udvælgelsen af de bedst kvalificerede ansøgere. ”

Det fremgår af indklagedes opslag af 6. oktober 2015, at taxitilladelserne ville blive givet til de mest kvalificerede ansøgere efter følgende kriterier:

Grundkrav: Mindst 4 års erfaring som fuldtids taxichauffør inden for [indklagede]s område med en årlig indtægt på mindst 238.000 kr. i 2014 niveau, jf. bilag 1 og bilag 5 i opslaget under nyheder på [indklagede]s hjemmeside.

Yderligere erfaring med taxikørsel (4 års taxikørsel kan suppleres med såvel taxikørsel som limousinekørsel): Giver max 3 point, som optjenes for det 6., 7. og 8. år, jf. bilag 1. Der gives ikke yderligere point for anciennitet, der er mere end 8 år.

Taxirelevant uddannelse/kurser: Giver max 3 point, jf. bilag 1 og 3

Taxirelevant foreningsarbejde: Opregulering af årsløn, jf. bilag 1

Serviceniveau: [Indklagede] ser alvorligt på klager, domme, bøder, rapporter, der indbefatter uhøflig adfærd, vold, trusler, blufærdighedskrænkelser, tyveri. Misbrug af betalingskort, etc., jf. bilag 2.

Gæld: Ansøgeren må ikke have gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, jf. bilag 2

Pointsystemet medfører, at alle ansøgere der opnår max-point (6 point), skal færdigbehandles før ansøgere i næste pointkategori (5 point) kan behandles, etc. Hvis 2 eller flere ansøgere har lige point, kan [indklagede] vælge den, som har en helt ”ren profil” (det vil sige ingen nævneværdige klager, rapporter, bøder eller gæld).

Hvis 2 eller flere ansøgere fortsat har lige point, vil [indklagede] vælge den med den længste anciennitet inden for pointkategorien. Se nedenfor om dokumentation. ”

Af bilag 1 til indklagedes opslag fremgik det om indklagedes pointsystem:

”Processen ved udvælgelsen af de bedst kvalificerede ansøgere kan i korte træk beskrives således:

1. Først undersøges grundkrav og indtjeningskrav

2. Herefter sorteres i ansøgningerne ud fra pointsystemet

3. Siden behandles de ansøgninger, der har opnået max-point (6 point)

Hvis der er 50 ansøgere, der har opnået max-point, betyder det, at alle disse i udgangspunktet kan komme i betragtning til en taxitilladelse, forudsat at taxilovens betingelser i § 3 (se bilag 2) er opfyldt. Betingelserne i taxiloven kan medføre, at ansøgere udelukkes fra at komme i betragtning (får afslag), eksempelvis som følge af gæld til det offentlige (50.000 kr. eller mere) eller som følge af f.eks. klager og eller domme.

Hvis der er mere end 50 ansøgere, der har opnået max-point, vil tilladelserne blive udstedt til dem med længst anciennitet, forudsat at ansøgeren ikke skal frasorteres efter taxilovens § 3 (jf. bilag 2). Dette betyder, at der skal opstilles en anciennitetsrække indenfor point-kategorien, hvis der er flere ansøgere end der er ledige tilladelser.

Hvis der er 2 eller flere, der er lige kvalificerede, kan [indklagede] vælge dem som har en helt "ren profil" (ingen klager, ingen domme, ingen gæld)

4. Alle ansøgere i max-kategorien skal færdigbehandles, før ansøgere i næste pointkategori kan komme i betragtning, etc.

A.
Anciennitet 8 års kørsel
3 point
B.
Brancherelevant uddannelse/kurser
3 pointse særskilt bilag (3)
C.
Taxirelevant foreningsarbejde
opregulering af årsløn
 
MAX point i alt
6 point

"

Det fremgår af indklagedes bilag 5:

”Fortegnelse over beløb, der lægges til grund ved opgørelse af anciennitet for ansøgere til taxitilladelse. Beregnet ud fra [indklagede]s statistik over chaufførbetjente vogne. Fra 2007 er årsindtægten beregnet ud fra garantilønnen fra 3F.

Indkomst
Årlig indtægt
Dagligt beløb
år
kr.
(1/360 af årsbelø-
bet)
   
1980
105.000
291,67
1981
115.000
319,44
1982
127.000
352,78
1983
135.000
375,00
1984
140.000
388,89
1985
143.000
397,22
1986
147.000
408,33
1987
157.000
436, 12
1988
167.000
463,88
1989
170.000
472,22
1990
173.000
480,55
1991
176.000
488,88
1992
177.000
491,66
1993
182.000
505,55
1994
182.000
505,55
1995
180.000
500,00
1996
180.000
500,00
1997
190.000
527,78
1998
200.000
555,55
1999
200.000
555,55
2000
200.000
555,55
2001
200.000
555,55
2002
200.000
555,55
2003
200.000
555,55
2004
200.000
555,55
2005
200.000
555,55

2006
225.000
625,00
2007
215.000
597,22
2008
220.000
611,11
2009
226.000
627,78
2010
229.000
636, 11
2011
234.000
650,00
2012
234.000
650,00
2013
234.000
650,00
2014
238.000
661, 11”

Ifølge referat fra møde i indklagedes kontaktudvalg den 30. maj 2016 havde indklagedes sekretariat modtaget i alt 361 ansøgere til de 70 ledige tilladelser. Sekretariatet var næsten færdigt med top 70-listen og var næsten klar til at uddele tilladelser. Der var fortsat et par udestående med ansøgere, der havde søgt som handicappede, da ansøgningerne skulle forbi jobcentrene i ansøgernes kommuner, inden ansøgernes anciennitet kunne udregnes. Det fremgår også af referatet, at der ikke blev stillet de samme indtjeningskrav til handicappede ansøgere som til ikkehandicappede. Der kunne ske nogle forskydninger på top 70-listen, da nogle af ansøgerne havde fortrinsret, hvis de var mindst lige så kvalificerede som de øvrige ansøgere. I forhold til top 70-listen tegnede der sig et billede af ansøgere, der havde en anciennitet på ca. 17,5 år eller mere.

Det fremgår af mail af 29. juni 2016 fra en jobkonsulent i klagers bopælskommune til indklagede:

”Hej [],

Jeg tillader mig på ny at rette henvendelse vedr. [indklagede]s anmodning om en vurdering om hvor vidt betingelserne for fortrinsadgang er opfyldt for:

[Klager], CPR:[]

Jobcenterets oprindelig vurdering sendt til [indklagede] d. 20. maj var desværre mangelfuld og efter ny samtale med [klager] er der fremlagt oplysninger der ikke tidligere var ut. bekendt.

[Klager] lider af kronisk funktionsnedsættelse og har af den grund vanskeligt ved at opnå beskæftigelse på det almindelig arbejdsmarked. På baggrund af de nye oplysninger er det Jobcenterets vurdering at [klager] opfylder betingelserne for fortrinsadgang.

Jeg håber at [indklagede], med denne henvendelse, hvilken, efter [klager]s oplysninger skal være jer i hænde senest d. 7. juli, vil revurdere jeres beslutning vedr. [klager]s fortrinsadgang. ”’

Som svar på indklagedes mail af 29. juni 2016, hvori indklagede spurgte jobkonsulenten, hvornår klager blev syg, skrev hun den 1. juli 2016:

”[Klager] blev syg i 2007 (diskusprolaps) + skulderskade i 2011 Jeg håber oplysningerne er tilstrækkelige. ”

Klager fik den 13. juli 2016 brev om, at hans ansøgning om en af de 70 taxitilladelser blev behandlet efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv. Indklagede oplyste, at klagers indtægt i 2011 var for lav, og at han ikke opfyldte grundkravet.

Den 14. juli 2016 uddybede indklagede brev af 13. juli 2016 på baggrund af klagers henvendelser. Indklagede oplyste, at indklagede ikke medregnede sygedagpenge som anciennitet, men alene den indtægt, som klager havde haft som taxichauffør. Klager fik som ansøger efter reglerne om fortrinsadgang for handicappede i erhverv derimod fordoblet sin indtægt/anciennitet. Indklagede oplyste også, at ikke-handicappede chauffører kunne få medregnet 90 sygedage i alt uanset, hvor mange år de havde kørt taxi.

Indklagede oplyste videre, at 15 chauffører uden handicap afventede færdigbehandlingen af ansøgningerne fra de handicappede ansøgere. Alle de ikke-handicappede chauffører havde en anciennitet på mere end 17 år, 2 måneder og 20 dage. De 15 ansøgere, der havde søgt som handicappet, skulle opfylde grundkravet og have en anciennitet på ikke under 17 dage, 2 måneder og 20 dage. Klager opfyldte ifølge brevet ikke grundkravet, da hans indtægt i 2011 havde været for lav.

Den 23. august 2016 traf indklagede afgørelse om, at klager ikke var kommet i betragtning til en af de ledige taxitilladelser. Begrundelsen herfor var, at klager ikke opfyldte grundkravet, da klager ikke havde opnået et års anciennitet i 2011.

Indklagede havde ifølge afgørelsen besluttet, at der ved vurderingen af, om klager var lige så kvalificeret som ansøgere uden handicap, skulle lægges vægt på klagers erfaring med taxikørsel i regionen og på, at klagers handicap kunne have ført til, at klager ikke har kunnet indtjene en normalindkomst i hvert kalenderår, hvor han havde kørt taxi. Klager havde derfor fået et helt års anciennitet i de kalenderår, hvor han pga. sit handicap havde haft en indtjening, der svarede til 50-100 procent af normalindkomsten i de pågældende kalenderår, og dobbelt anciennitet i de kalenderår, hvor klager havde haft en indtægt på under 50 procent af normalindkomsten.

Ifølge afgørelsen havde klager i 2011 en indtægt som taxichauffør på 73.901 kr., hvilket svarede til en anciennitet på 3 måneder og 24 dage. Omregnet svarede det til 7 måneder og 14 dage.

Selvom indklagede så bort fra, at grundkravet ikke var opfyldt, ville klagers samlede anciennitet være 17 år, 1 måned og 24 dage, når indklagede lagde vægt på, at klager søgte som handicappet. Uden omregning ville klagers anciennitet være 15 år, 6 måneder og 25 dage.

Ifølge afgørelsen havde klager ved et møde den 19. juli 2016 fået uddybet beregningen og begrundelsen for afslaget. Efter bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv gav indklagede klagers Jobcenter en skriftlig redegørelse i et brev af 19. juli 2016, og den 9. august 2016 afholdt indklagede og klagers jobcenter et forhandlingsmøde. Dette førte dog ikke til, at indklagede ville tildele klager en taxitilladelse, da indklagede fortsat mente, at klager ikke var lige så kvalificeret til at få taxitilladelse denne gang som de øvrige ikke-handicappede ansøgere, der havde en højere anciennitet i regionen end klager.

Det fremgår af resultat af MR-skanning den 21. august 2007, at klager var kendt med skoliose og lænderygsmerter gennem 15 år, og at han var henvist til undersøgelse på grund af en forværring. Skanningen viste en ganske lille prolaps.

Det fremgår af sygehusjournal fra 2011, at klager havde daglige smerter i venstre skulder. Symptomerne var startet cirka tre år tidligere uden et traume, og der havde været en jævnlig forværring. Klinisk undersøgelse viste scaput crepitans, og blokade havde haft kortvarig effekt.

I lægenotat af 26. marts 2015 beskrives hold i nakken. Ifølge lægenotat af 26. oktober 2016 havde klager smerter i baghovedet, der var kommet og gået igennem tre dage. Aktuelt havde klager ingen hovedsmerter.

Den 31. marts 2017 skrev jobkonsulenten i klagers bopælskommune til klager, at hun sendte mail af 29. juni 2016 til indklagede på baggrund af de oplysninger, som klager havde forelagt jobkonsulenten på daværende tidspunkt vedrørende sine begrænsninger og sin sygdom.

Klagen blev modtaget den 29. august 2016.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager har en funktionsnedsættelse og kan ikke være fuld tid på arbejdsmarkedet. Klager passer sit arbejde hver dag, men er ikke i fuld funktion. Klager har smerter fra skulder til nakke og tager smertestillende medicin, som han skal tage resten af livet. Klagers smerter kan ikke behandles. Klager fik tilbudt en skulderoperation i 2011, men fik oplyst, at der var en risiko for, at klager ville blive lammet, hvis en nerve blev ramt. Klagers jobcenter har godkendt, at han får kompensation til handicappede i erhverv.

Klager er ikke sygemeldt eller indlagt på sygehuset og kan derfor ikke fremlægge nye lægelige oplysninger for nævnet.

Klager søgte taxitilladelse med fortrinsret på grund af sit handicap. Indklagede afviste klagers ansøgning, da klager tjente for lidt i 2011, hvor han var syg i seks måneder. Indklagede nægtede at medregne klagers sygedagpenge som indkomst i dette år.

Ifølge indklagedes orientering om status på tildeling af tilladelserne stilles der ikke de samme indtjeningskrav til handicappede ansøgere som til de ikke handicappede ansøgere. Dette hænger ikke sammen med indklagedes beregning af klagers anciennitet.

Klager har opfyldt alle hovedkriterierne gennem de seneste år og har bestået alle de krævede kurser.

Indklagede har ikke villet oplyse efter hvilke regler, der ikke kan medregnes sygedagpenge. Klager kan ikke finde regler, hvoraf det fremgår, at sygedagpenge ikke skal tælles med i anciennitet, når man er ansøger med handicap. Det er forskelsbehandling, at ikke-handicappede modsat handicappede kan få deres sygedagpenge talt med.

Det giver ingen mening, at klager skal have lige så mange point som ikke-handicappede ansøgere. Klager kan ikke hamle op med en rask chauffør, der har arbejdet på fuld tid, når klager på grund af sit handicap ikke har samme muligheder. Det er forskelsbehandling, at klager skal sidestilles med en rask chauffør. Pointsystemet hjælper ikke de handicappede ansøgere.

Indklagede forsøger at presse handicappede ansøgere ud, så de kan tjene flere penge med deres fuldtidsvognmænd.

Klager ønsker, at indklagede medregner klagers sygedagpenge i klagers anciennitet, så han kan få taxitilladelse. Klager kan ikke klare andet arbejde på grund af sine kroniske smerter, der gør det svært for ham at opretholde et fuldtidsarbejde. En taxitilladelse ville betyde, at klager kan tilrettelægge sin arbejdsdag efter, hvornår smerterne er mindre slemme.

Der burde generelt være mildere krav til handicapansøgere.

Indklagede gør gældende, at klager fik afslag, da han ikke var lige så kvalificeret som de ansøgere, der fik en taxitilladelse, idet han ikke opfyldte grundkravet.

Indklagede modtog i alt 346 ansøgninger. Af disse opfyldte 209 ansøgere grundkravet og opnåede seks point. Indklagede modtog derudover 15 ansøgninger fra ansøgere med handicap. De 70 ansøgere, der fik tilladelse, opfyldte alle grundkravet, opnåede seks point og havde en anciennitet på mindst 17 år, 2 måneder og 20 dage. Tre af de 70 ansøgere var handicappede. Det svarer til, at 20 procent af de handicappede ansøgere fik tilladelse og 19,4 procent af de ikke-handicappede ansøgere fik tilladelse.

Klagers anciennitet var 17 år, 1 måned og 24 dage, når hans anciennitet blev beregnet under hensyntagen til, at han havde søgt som handicappet.

Ifølge taxibekendtgørelsen skal ansøgninger fra personer med handicap behandles på grundlag af bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv mv.

Det fremgår heraf (§ 2, stk. 1 og 2), at en person, der har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, har fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, og til en taxitilladelse, hvis vedkommende er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere.

Indtjeningskravet er mere lempeligt for handicappede ansøgere. Indklagede giver handicappede ansøgere op til et helt års anciennitet i de kalenderår, hvor de på grund af deres handicap har haft en indtjening som svarer til 50-100 procent af normalindkomsten, og dobbelt anciennitet i de kalenderår, hvor indtjeningen har udgjort mindre end 50 procent af normalindkomsten.

Handicappede ansøgere får ikke medregnet sygedagpenge ved beregningen af anciennitet, idet anciennitet i stedet beregnes som beskrevet, og ansøgerne dermed allerede er blevet begunstiget. Indklagede beregner handicappede ansøgeres anciennitet på denne måde, netop fordi det må forventes, at de er mere syge end ikke-handicappede chauffører og ikke kan opnå en lige så stor indtægt. Til sammenligning kan chauffører, der ansøger på almindelig vis, få maksimalt 90 sygedage medregnet i deres anciennitet, uanset hvor mange år de har kørt som chauffør.

Hvis indklagede også skulle medregne de handicappede ansøgeres sygedagpenge, ville indklagede skulle give anciennitet til ansøgere, der kunne have været 100 procent sygemeldt over en længere årrække, og som derfor i den pågældende periode/årrække reelt ikke havde opnået erfaring fra erhvervsmæssig personbefordring. Ifølge taxibekendtgørelsen er indklagede forpligtet til at lægge vægt på ansøgernes erfaring som chauffør eller vognmand inden for personbefordring.

Den fremgangsmåde, som indklagede benytter til at beregne anciennitet, er ikke lovreguleret, men udviklet i praksis. Fremgangsmåden har været anvendt i tidligere uddelingsrunder.

Klagers ansøgning blev behandlet efter reglerne om kompensation til handicappede. Han kunne derfor opnå et helt års anciennitet i de kalenderår, hvor han på grund af sit handicap havde en indtjening, der svarede til 50-100 procent af normalindkomsten og dobbeltanciennitet i de kalenderår, hvor indtjeningen udgjorde under 50 procent af normalindkomsten. I 2011 havde klager en indkomst på 73.901 kr. På baggrund heraf og indtjeningskravet på 234.000 kr. beregnede indklagede klagers anciennitet til 3 måneder og 24 dage. Efter reglerne om kompensation til handicappede fik han dobbelt anciennitet, dvs. 6 måneder og 48 dage, svarende til 7 måneder og 14 dage for 2011.

På trods af at klager fik fordoblet sin anciennitet i 2011, opnåede han ikke anciennitet for et fuldt kalenderår i 2011 og opfyldte dermed ikke den grundlæggende forudsætning om fire års anciennitet som fuldtidsbeskæftiget taxichauffør i perioden 2011-2014. Indklagede vurderede på denne baggrund, at klager ikke var lige så kvalificeret som de øvrige 209 ansøgere, der opfyldte grundkravet og som opnåede 6 point.

Fortrinsadgangen skal forstås således, at handicappet kun er udslagsgivende i tilfælde af, at en eller flere ansøgere står lige med den handicappede ansøger. Det betyder, at den handicappede skal have mindst lige så gode kvalifikationer som den bedste af de øvrige ansøgere. Der er således ikke tale om en absolut fortrinsadgang for handicappede, men en relativ adgang. Indklagede henviser til dom af 28. april 2003 fra Københavns Byret i sag BS 5A-59/2002 og til Trafikog Byggestyrelsens redegørelse for princippet bag handicappedes fortrinsadgang til ledige taxitilladelser af 4. juli 2007.

Indklagede havde ikke mulighed for at dispensere fra grundkravet til anciennitet i perioden 2011-2014, da dette ikke blev angivet ved opslaget af de 70 stillinger.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til lønog arbejdsvilkår.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændig virksomhed.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det er klager, der skal dokumentere, at han på tidspunktet for indklagedes afslag på klagers ansøgning om taxitilladelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Det fremgår af sygehusjournal, at MR-skanning i 2007 viste en lille diskusprolaps. Ifølge journalen var klager kendt med lænderygsmerter gennem 15 år, og han var henvist til skanning på grund af forværring. Det fremgår videre af sygehusjournal, at klager i 2011 havde haft smerter i venstre skulder gennem tre år. Der var tale om daglige smerter. Lægenotat fra 2015 og 2016 beskriver tilfælde af hold i nakken og smerter i baghovedet. Klager har selv oplyst, at han har smerter fra skulder til nakke og ikke kan arbejde fuld tid.

Det fremgår af mail af 29. juni 2016 fra en jobkonsulent i klagers bopælskommune, at klager havde vanskeligt ved at opnå beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked på grund af sin funktionsbegrænsning. Ifølge jobkonsulentens mail af 1. juli 2016 havde klager en skulderskade fra 2011 og diskusprolaps fra 2007.

Nævnet lægger efter det oplyste til grund, at jobkonsulentens angivelse af klagers sygdomme og funktionsbegrænsninger i sine mails til indklagede ikke var baseret på en lægelig vurdering, men på klagers egne oplysninger.

Klager var ifølge sagens oplysninger sygemeldt i 2011. Det fremgår ikke, i hvilket omfang klager var sygemeldt efter 2011.

Nævnet har opfordret klager til at fremlægge lægelig eller anden dokumentation for sine funktionsbegrænsninger på tidspunktet for afslag på taxitilladelse. Klager har ikke indleveret yderligere dokumentation.

Der foreligger således ikke en nærmere beskrivelse af klagers gener og funktionsbegrænsninger på tidspunktet for afslag på taxitilladelsen, herunder om årsagen til, at klager ifølge sine oplysninger ikke kunne deltage i arbejdslivet i fuldt omfang.

På denne baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har dokumenteret, at han på tidspunktet for afslaget på ansøgningen om taxitilladelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§§ 2 og 3 om forbud mod forskelsbehandling

§ 7a om delt bevisbyrde

<2016-6810-43390>