Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Beskrivelse af XML filens struktur
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om indsendelse af underretninger m.v. til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet

I medfør af § 26, stk. 6, og § 78, stk. 5, i lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på de virksomheder, personer og myndigheder, som er omfattet af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på underretninger om transaktioner eller henvendelser, hvor der er mistanke om, at transaktionen eller henvendelsen har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, jf. § 26 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme.

Digital indsendelse

§ 2. Underretning i henhold til § 1, stk. 2, skal indsendes digitalt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Stk. 2. Underretning skal ske via www.hvidvask.dk, medmindre andet er aftalt med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Stk. 3. Underretningen skal indeholde de oplysninger, som er beskrevet i bilag 1 til denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Underretningen skal indgives i det XML-format, som er gengivet på www.hvidvask.dk.

§ 3. Virksomheder, personer og myndigheder omfattet af § 1, stk. 1, skal, efter digital indsendelse af en underretning mv., jf. § 2, inden udløbet af den efterfølgende bankdag kontrollere, om underretningen er accepteret eller afvist.

Sprogkrav

§ 4. Underretning, jf. § 1, stk. 2, skal som udgangspunkt være affattet på dansk. Hvis dette ikke er muligt, kan underretningen affattes på engelsk.

Nedbrud i de digitale underretningsløsninger

§ 5. Ved længerevarende IT-problemer på hjemmesiden www.hvidvask.dk skal underretning i XML-format ske ved e-mail eller andet elektronisk medie efter aftale med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Stk. 2. Med længerevarende IT-problemer, jf. stk. 1, menes nedbrud eller midlertidig kapacitetsnedgang mv., som indebærer, at hjemmesiden www.hvidvask.dk er utilgængelig 8 timer i træk i tidsrummet mellem kl. 8 og 16 på en hverdag. Heri medregnes dog ikke planlagte nedlukninger med henblik på opdatering, som har været annonceret forinden på hjemmesiden.

Straf

§ 6. Forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af §§ 2-4 og 5, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttræden

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.

Finanstilsynet , den 1. december 2017

Jesper Berg

/ Stig Nielsen


Bilag 1

Beskrivelse af XML filens struktur

XML filens opbygning afhænger af mistanken, der er grundlaget for underretningen.

Underretninger, der vedrører konkrete mistænkelige finansielle transaktioner, består af følgende elementer og er struktureret som følger:

● Forside
     
 
◦ Transaktion(er)
   
   
▪ Afsender
 
     
● Part
   
▪ Modtager
 
     
● Part

Underretninger, som vedrører konkrete mistænkelige hændelser og ikke vedrører mistænkelige finansielle transaktioner, består af følgende elementer og er struktureret som følger:

● Forside
   
 
◦ Hændelse
 
   
▪ Part(er)

Beskrivelse af XML filens elementer og definitioner

Forside

Forsiden skal indeholde grundinformation om underretningen, herunder oplysninger om underretter, dato for underretning, om mistanken vedrører hvidvask (STR) eller terrorfinansiering (TFR) samt beskrivelse af mistanken eller angivelse af indikatorer.

Transaktion(er)

Transaktionen skal indeholde information om den eller de enkelte transaktion(er), herunder oplysninger om transaktionsnummer, transaktionsdato, transaktionstype, beløb omregnet til DKK, samt afsender og modtager.

Afsender

Afsender skal indeholde information, der vedrører transaktionens afsender/kilde, herunder oplysninger om kildeland, type af midler og den part, som er afsender.

Modtager

Modtager skal indeholde information, der vedrører transaktionens modtager/destination, herunder oplysninger om destinationsland, type af midler og den modtagende part.

Part

Med part menes der oplysninger om konto, samt person eller virksomhed.

Konto

Med konto menes der bankkonto, depot, kreditkort, spillekonto eller tilsvarende. Der skelnes mellem konti, og der skelnes mellem konti tilhørende faste kunder og øvrige konti.

Person

Med person forstås en fysisk person. Der skelnes mellem personer, der er faste kunder, og øvrige personer.

Virksomhed

Med virksomheder menes alle juridiske personer inklusiv foreninger, fonde og lignende. Der skelnes mellem virksomheder der er faste kunder, og øvrige virksomheder.

Beskrivelse af minimumskrav til XML-filens indhold

Indgår ovennævnte elementer i underretningen ud fra beskrivelsen af strukturen, skal de enkelte elementer som minimum indeholde nedennævnte oplysninger:

Forside

● Underretter

● Dato for underretning

● Manuel eller elektronisk udfyldelse

● Underretningstype (STR) eller (TFR)

● Lokal valuta (DKK)

● Mistanke eller indikator

Transaktion

● Unikt transaktionsnummer

● Transaktionsdato

● Transaktionstype

● Beløb i DKK

Afsender

● Fondstype (type af midler)

● Kildeland

● Afsenderpart (se parter)

Modtager

● Fondstype (type af midler)

● Destinationsland

● Modtagerpart (se parter)

Hændelse

● Part(er)

Parter

Person (Fast kunde)

● Fornavn(e)

● Efternavn

● Fødselsdato

● CPR-nr. eller andet ID (se ID oplysninger)

● Adresse (se adresse)

Person

● Fornavn(e)

● Efternavn

Konto (fast kunde)

● Pengeinstitut

● SWIFT eller andet PI ID (eksempelvis registreringsnummer)

● Kontonummer

● Konto-/fuldmagtshaver (se person og virksomhed)

● Rolle (eksempelvis konto eller fuldmagtshaver)

Konto

● SWIFT eller andet PI ID (eksempelvis registreringsnummer)

● Kontonummer

Virksomhed (fast kunde)

● Navn

● CVR-nr. (hvis dansk virksomhed)

● Registreringsland

● Adresse (se adresse)

Virksomhed

● Navn

Øvrige elementer

Adresse

● Adressetype

● Adresse

● Postnummer (hvis dansk adresse)

● By

● Land

ID Oplysning

● ID type

● ID nummer

● Udstedende land