Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Instruks for Udenrigstjenesten
BIND 1

STIKORDSREGISTER

Søgeord

Bind

Kapitel

 

A

Accessoriske flytteudgifter

Bind3

IV A 6

Adoption

Bind1

VIII H

Adoption, fravær på grund af

Bind3

II F 4

Adresser (søfart)

 

Bilag til Bind 2

Afsked (søfart)

Bind2

V D 3 og 4

Agrément for dekorering af udlændinge

Bind3

XVI D

Agterudsejling (søfart)

Bind2

X A

Aktindsigt

Bind3

XII D

Alder (søfart)

Bind2

A 1 a° V I

Ambassadebesættelser

Bind3

XXIII D 4

Anbringelse af dekorationer

Bind3

XVI E

Anmeldelse af arbejdsskade (søfart)

Bind2

XIII D

Anmeldelse af dødsfald (søfart)

Bind2

XIV E

Apostillepåtegning

Bind1

III B

Arbejdsskadeforsikring

Bind3

III L

Arbejdsskadeforsikring (søfart)

Bind2

XIII

Arkiv

Bind3

XII

Arkiv, honorære repræsentationer

Bind3

XXIV K

Arkiv, honorære repræsentationer

Bind3

XXIV K

Arvesager

Bind1

IX

Asylsager

Bind3

XXIII

Attester, udfærdigelse af

Bind1

III A

Audiens

Bind3

XIV A

Automobillån

Bind3

IV D

Autorisation af skibsbøger (søfart)

Bind2

II E

 

B

Bankakkreditiv

Bind3

VIII H

Barnebortførelser

Bind1

VIII E 5

Barsel

Bind3

II F 4

Barsel (søfart)

Bind2

à graviditet (V 1°D3a+XII C)

Befolkningspolitik

Bind3

XVIII E

Begravelse (søfart)

Bind2

XIV C

Beholdningsspecifikation

Bind3

VIII K 2

Belønningsmedaljen

Bind3

XVI B 6

Bemandingsregler (søfart)

Bind2

II F

Besætningsfastsættelse (søfart)

Bind2

II F

Besættelse af repræsentationen

Bind3

XXIII D 4

Besøg af udenlandske delegationer

Bind3

XIV F

Betaling for tjenestehandlinger

Bind3

I G

Bevillingskontrol

Bind3

VII F

Bevisoptagelse

Bind1

VII C

Bilateral bistand

Bind3

XVIII E

Bistand til danske

Bind1

VI

Bistand til ikke-danske

Bind1

VI C 5

Blindpassagerer (søfart)

Bind2

bilag 2

Bolignormer

Bind3

IX A 2

Bonuspoint

Bind3

VI C 2 b

Bordsætning

Bind3

XIV I

Bosættelsespenge

Bind3

IV E

Brevi manu

Bind3

XIII D 7

Brevpapir

Bind3

XIII E

Brevstemme

Bind1

III D

Brudeudstyr

Bind1

V D

Budget

Bind3

VII

Bæretilladelse

Bind3

XVI G

Børnebesøgsrejser

Bind3

III O

Børnetillæg

Bind3

III B 2

 

C

Chiffer (telekommunikation)

Bind3

X C 3

Civile luftfartøjer

Bind1

XI

Civilretlige sager

Bind1

VII

Civilstandsattester, registrering af

Bind3

II D

Controllerfunktionen

Bind3

I I

 

D

DIP- bag og DIP cargo

Bind3

X B

Dagpenge ved graviditet og barsel (søfart)

Bind2

XII C

Danish Exporters

Bind1

X A 15

Danske dekorationer, tildeling af

Bind3

XVI A

Dekorationer

Bind3

XVI

Dekorering af diplomater

Bind3

XVI B 3

Dekorering af honorære konsuler

Bind3

XVI B 4

Demokratifonden

Bind3

XIX F

Demokratisering, fremme af

Bind3

XVIII E

Denmark (Danmarksbogen)

Bind3

XIX C

Depecher

Bind3

XIII D 2 og XVII D

Deposita

Bind1

III E

Depoter

Bind3

VIII G 1

Diplomatpas

Bind3

XV A

Doyen ens ekstra udgifter

Bind3

III E 4

Driftsramme, øvrige

Bind3

VII B 2

Dødserklæring (søfart)

Bind2

XIV B 5

Dødsfald

Bind1

VI F

Dødsfald (søfart)

Bind2

XIV

 

E

Edb

Bind3

X D

Edb-baserede registre

Bind3

XI

Eftersøgning

Bind1

VII H

Ejendomsnævn

Bind3

IX A 1

Eksekutor

Bind1

IX A 1

Eksekvatur

Bind3

XXIV D

Eksport

Bind1

X

Eksportassistenter

Bind1

I C 5

Eksportfremme

Bind1

X

Eksportfremmeservice

Bind1

X

Eksportstipendiater

Bind1

I C og X 1

Ekstraordinær tjenestefrihed

Bind3

V D

Ekstraordinære repræsentationsudgifter

Bind3

III E

Epidemi (søfart)

Bind2

V I° D 3 i

Erhvervelse af statsborgerret

Bind1

IV C

Erhvervsbistand

Bind1

X

Erindringstegn

Bind3

XVI A 5

Etableringslån

Bind3

IV D

EU-borgere bistand til

Bind3

XXII B

EU-samarbejde politisk

Bind3

XXII

EU-samarbejde, økonomiske indberetninger

Bind3

XVIII D 2

Evakuering

Bind3

XX A 2 c

EØS-landene

Bind3

XXII

 

F

Faderskabssager

Bind1

VIII G

Familiesammenføring

Bind3

XXIII G

Fattigdomsbekæmpelse

Bind3

XVIII E

Ferie (søfart)

Bind2

V I° F

Ferie (Udenrigsministeriets personale)

Bind3

V

Feriegiro (søfart)

Bind2

V I° F 3 a

Feriekort (søfart)

Bind2

V I° F 3 b

Film

Bind3

XIX E 2

Film og video

Bind3

XIX E 2

Firmaformidling

Bind1

X

Flag

Bind1

II B

Flagdage

Bind1

II B 2

Flagføring (søfart)

Bind2

II C

Flygtningesager

Bind3

XXIII

Flyttegods

Bind1

V D

Flyttegodtgørelse

Bind3

IV A

Flytteregnskab

Bind3

IV A 7

Flytteudgifter, accessoriske

Bind3

IV A 6

Flyulykker

Bind1

VI G

FN s underorganisationer

Bind3

XVIII D 4

Folkeafstemninger

Bind1

III D

Folketingsvalg

Bind1

III D

Forbrugsskøn

Bind3

VII E og G

Forbrydelser (søfart)

Bind2

IX

Fordringer, inddrivelse af

Bind1

VII A

Forflyttelsespligt

Bind3

II G 3

Forkyndelser

Bind3

II E 2

Forkyndelser i civilretlige sager

Bind1

VII B

Forkyndelser i strafferetlige sager

Bind1

VII G

Forlis (søfart)

Bind2

III

Forlængelse af diplomatpas

Bind3

XV A 3

Forlængelse af tjenestepas

Bind3

XV B 3

Forsendelser

Bind3

X B

Forsikring, arbejdsskade

Bind3

III L

Forsikring, børnebesøgsrejser

Bind3

III O 5

Forsikring, rejsegods

Bind3

VI E

Forsikring, syge-

Bind3

III K

Forsikring, transport

Bind3

IV A 4

Forsikring, ulykkes-

Bind3

VI E

Fortabelse af statsborgerrret

Bind1

V C

Fortjenstmedaljen

Bind3

XVI B 5

Foto- og billedmateriale

Bind3

XIX E 3

Fremmedpas

Bind3

XV C

Fuldmagt

Bind1

III

Funktionstillæg

Bind3

III C

FUSP

Bind3

XXII A

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Bind3

XXII

Fængslingssager

Bind1

VI E

Færøerne

Bind1

II E

Færøerne, flag

Bind1

II B

Færøerne lagting, valg til

Bind1

III D 2

Færøske rejsepas

Bind1

V A 5

Færøske skibe (søfart)

Bind2

II B 2

 

G

Gaveudveksling

Bind3

XIV G

Gebyr

Bind3

I G

Gebyrregnskab

Bind3

VIII B 8

Generhvervelse af statsborgerret

Bind1

IV E

Glaskort

Bind3

XIV H

Globusregnskab

Bind3

VIII F 9

Government Request(søfart)

Bind2

XI E

Graviditet

Bind3

II F 4

Graviditet (søfart)

Bind2

V I° D 3 a og XII C

Grønland

Bind1

II E

Grønland flag

Bind1

II B

Grønlands landsting, valg til

Bind1

III D 2

Grønlandske rejsepas

Bind1

V A 6

Gældsproblematikken

Bind3

XVIII E

 

H

Habilitet (i relation til regnskabsansvar)

Bind3

VIII A 6

Handel i bistandspolitikken

Bind3

XVIII E

Handelspolitiske foranstaltninger

Bind1

X 20

Hastighedsmærkninger af telemeddelelser

Bind3

X C 4

Helbredsundersøgelse

Bind3

IV B 4

Hjemflytningstillæg

Bind3

IV F

Hjemrejse (søfart)

Bind2

V I° G og XI

Hjemsendelse af arkivalier

Bind3

XII B og XXIV K

Hjemsendelse af efterladenskaber

Bind1

VI F

Hjemsendelse af efterladenskaber (søfart)

Bind2

XIV E

Hjemsendelsesordre (søfart)

Bind2

XI

Hofsorg

Bind3

XIV D

Honorære konsulers afsked

Bind3

XXIV G

Honorære konsulers ansættelse

Bind3

XXIV C

Honorære konsulers dekorering

Bind3

XVI B 4

Honorære konsulers død

Bind3

XIV E

Honorære konsulers orlov

Bind3

XXIV E

Honorære konsulers rettigheder

Bind3

XXIV I og J

Honorære repræsentationer

Bind3

XXIV

Hunde og katte

Bind1

V C

Hushjælp, rejseudgifter

Bind3

IV B 1 c

Huslejetab

Bind3

IV C

Hyre (søfart)

Bind2

V I° E

Hyrekontrakt (søfart)

Bind2

V I° B 1

Hæderspriser (kommercielle)

Bind1

X 11

Hæderstegn

Bind3

XVI A 4

 

I

Identitetspapirer

Bind1

V

Ikke-danske søfolk, bistand til (søfart)

Bind2

Bilag 1

Immunitet

Bind3

II J

Indberetninger

Bind3

XIII D 3

Indberetningsvirksomhed om politiske forhold

Bind3

XVII

Indberetningsvirksomhed om økonomiske forhold

Bind3

XVIII

Indbydelseskort

Bind3

XIV H

Inddrivelse af fordringer

Bind1

VII

Indfødsret

Bind1

IV

Indrejsebestemmelser

Bind1

V

Indstilling om dekorering

Bind3

XVI C

Indtægtsramme

Bind3

VII B 2

Informationsvirksomhed

Bind3

XIX

Inhabilitet (i relation til regnskabsansvar)

Bind3

VIII A 6

Installeringsudgifter

Bind3

IV A 6

Internationale organisationer (søfart)

Bind2

Bilag til bind 2

Internationalt udviklingssamarbejde

Bind3

XVIII E

Internet

Bind3

XII D

Inventar

Bind3

I F

Investeringsfremme

Bind1

X 13

 

J

Journalistbesøg

Bind3

XIX B

Jubilæumsgratiale

Bind3

III J 1

Jubilæumsmarkering

Bind3

III J 2 og VII D 2

 

K

Kassation, arkiv (konsulater)

Bind3

XXIV K 2

Kassedifference

Bind3

VIII B 9

Kasseeftersyn

Bind3

VIII A 4

Kemikaliejournal (søfart)

Bind2

II E 1 d

Kendingsbogstaver (søfart)

Bind2

II

Kister

Bind1

VI F

Kollektiv eksportfremme

Bind1

X 7

Kollektiv privat ulykkesforsikring

Bind3

III L 5

Koloni, den danske

Bind3

I D

Kommercielt informationsmateriale

Bind1

X og Bind 3 XIX G

Kommunevalg

Bind1

III D

Kommunikation

Bind3

X

Kommunikation

Bind3

X

Kondolencelister

Bind3

XIV D

Kondolencer

Bind3

I B 5

Kondolencer

Bind3

XIV C

Konsulater

Bind3

XXIV

Konsulære repræsentationers oprettelse og nedlæggelse

Bind3

XXIV B

Konsulære repræsentationers rettigheder og retsbeskyttelse

Bind3

XXIV I og J

Kontoplan

Bind3

VIII L

Kontorartikler

Bind3

IX D

Kontorinventar

Bind3

IX C

Kontormaskiner

Bind3

IX D

Kontortid

Bind3

I E

Konventioner (søfart)

Bind2

Bilag til bind 2

Korrespondance

Bind3

XIII

Kosten (søfart)

Bind2

VII B

Krigsfare (søfart)

Bind2

V I° D 5

Kriser

Bind3

XX

Kronikindberetninger

Bind3

XVII C 2

Kulturelle anliggender, indberetninger om

Bind3

XVII F

Kulturelt samarbejde i udviklingslande

Bind3

XVIII F

Kultursamarbejdet

Bind3

XIX E

Kurerattester

Bind3

X B 2

Kvalitetshåndbog (eksportfremme)

Bind1

X 3

Kvinder i udviklingssamarbejdet

Bind3

XVIII E

Kvoteflygtninge

Bind3

XXIII F

Kørekort

Bind1

V F

Kørsel, tjenstlig

Bind3

III H

 

L

Laissez-passer

Bind3

XV D

Landlov (søfart)

Bind2

VII D

Ledige stillinger

Bind3

II G 2

Legalisering

Bind1

III B

Lejemål

Bind3

IX A 4

Levevilkår, oplysninger om

Bind3

IV G

Licitationer

Bind1

X 5

Ligbrænding (søfart)

Bind2

XIV C

Ligpas

Bind1

VI F

Ligsyn (søfart)

Bind2

XIV B 2

Lokalt ansatte

Bind1

1 C 6 og Bind3 kap III

Lov om udenrigstjenesten

Bind1

I B

Luftfart

Bind1

XI

Lægeattest

Bind3

II F 2

Lægeundersøgelse (søfart)

Bind2

V I° A 1 b

Løfteerklæring

Bind3

II B

Løn

Bind3

III A

Lønsumsramme

Bind3

VII B 2

Løsning fra dansk statsborgerret

Bind1

IV D

 

M

Mandskabets tjenesteforhold (søfart)

Bind2

V

Markedsorientering og markedsprofil

Bind1

X 16

Maskindagbog (søfart)

Bind2

II E 1 b

Medaljer

Bind3

XVI A 4

Medarbejdersamtaler

Bind3

II H og bilaget til kap II

Memoranda

Bind3

XIII D 1 c

Menneskerettigheder, fremme af

Bind3

XVIII E

Menukort

Bind3

XIV H

MIKA

Bind3

XVIII E

Militære luftfartøjer

Bind1

XI E

Miljø og udvikling

Bind3

XVIII E

Momsrefusion

Bind1

III F

Moneringssystemet

Bind3

XIII B

Motorkøretøjer

Bind1

V E

MRD-ramme

Bind3

XVIII E

Multilateral bistand

Bind3

XVIII E

Multilateralt finansierede projekter

Bind1

X 5

Multilateralt samarbejde

Bind3

XVIII D

Mønstring (søfart)

Bind2

V I° C

Månedsregnskab

Bind3

VIII F

 

N

Nationalitetsbevis (søfart)

Bind2

II B

Nationalsange

Bind1

II D

Naturalisation

Bind1

IV C 6

Naturkatastrofer

Bind1

VI G

NGO-er, samarbejdet med

Bind3

XVIII E

Nordisk samarbejde

Bind3

XXI

Nordiske borgere bistand til

Bind3

XXI B

Nordiske skibsføreres søforklaring (søfart)

Bind2

IV D

Nordiske statsborgere, bistand til

Bind3

XXI B

Notarialforretninger

Bind1

III C

Noter

Bind3

XIII D 1

 

O

Obduktion

Bind1

VI F

Obduktion (søfart)

Bind2

XIV B 4

Offentlig sygesikring (søfart)

Bind2

XII A

Offentlighedsprincippet,

Bind3

se aktindsigt Bind 3 kap XII D)

Oliejournal (søfart)

Bind2

II E 1 c

Omsorgsdage

Bind3

II F 4

Oplysningsskema

Bind3

II A

Opmagasinering af bohave

Bind3

IV A 5

Oprindelige folk, støtte til

Bind3

XVIII E

Opslag af ledige stillinger

Bind3

II G 2

Ordenen ombord (søfart)

Bind2

VII F

Ordener

Bind3

XVI

Ordensbidrag

Bind3

XVI B 9

Organisation, Udenrigstjenestens

Bind1

I A

Organisationer, internationale (søfart)

Bind2

indholdsfortegnelse for bind 2

Orlogsskibe

Bind1

XII

Orlov, barsel

Bind3

II F 4

Orlovsrejser

Bind3

V C

Overarbejde

Bind3

III F

Overflyvningstilladelse, civil

Bind1

XI D

Overflyvningstilladelse, militær

Bind1

XI E

Overførelse af domfældte

Bind1

VII I

Oversættelser, udfærdigelse af

Bind1

III A 2

 

P

Pas

Bind1

V

Pension

Bind3

III A

Persium

Bind3

II C

Personalesamarbejdet

Bind3

II I

Personalesamtaler

Bind3

II H og bilaget til kap II

Personlige data

Bind3

II C

Personmotorkøretøjer

Bind1

V E

Placering, protokollær

Bind3

XIV I

Politisk samarbejde, europæisk

Bind3

XXII

Politiske indberetninger

Bind3

XVII

Posteringsindberetning

Bind3

VIII K 6

Postliste

Bind3

VIII A 3 og XII

Praktikanter

Bind1

I C 7

Pressebesøg

Bind3

XIX B

Pressekontakt

Bind3

XIX B

Presseomtale

Bind3

XVII E 1

Presseudklip

Bind3

XVII E 2

Private u-landsorganisationer

Bind3

XVIII E

Programsamarbejdslande

Bind3

XVIII E

Protokol

Bind3

XIV

Provisorisk pas

Bind1

V A

Prøvelsesattest

Bind1

VIII C

PUS

Bind3

II H

Påmønstring (søfart)

Bind2

V C

Påtegninger

Bind3

XIII D 6

 

R

Rabatrejser (søfart)

Bind2

XI

Rang

Bind3

XIV I

Récépissé

Bind3

XVI B 7

Rederskifte (søfart)

Bind2

V I° D 3 d

Refusion af udlæg (konsulater)

Bind3

XXIV L

Registerloven

Bind3

XI

Registreret partnerskab

Bind1

VIII I

Registrering af civilstandsattester

Bind3

II D

Registrering af personlige data

Bind3

II C

Registrering af skibe (søfart)

Bind2

II A

Regnskab

Bind3

VIII

Rejseforskud

Bind3

VI C 1

Rejsegods (indrejsebestemmelser)

Bind1

V D

Rejsegods og ulykkesforsikring

Bind3

IV B 1 d og VI E

Rejsegodtgørelse

Bind3

IV B og VI

Rejseinspektør

Bind3

I H

Rejser, søfolks (søfart)

Bind2

XI

Rejseregnskab

Bind3

IV B 3 og VI D

Rejsesygesikring, offentlig

Bind1

VI C 3

Rejseudgifter

Bind3

VI C

Rep-finans

Bind3

VIII B 2

Repræsentation (Protokol)

Bind3

XIV H

Repræsentationsudgifter

Bind3

III D

Repræsentationsudgifter, ekstraordinære

Bind3

III E

Reskontro

Bind3

VIII B 4

Retshjælp, gratis

Bind1

VII

Retsstilling, repræsentationernes

Bind3

II J

Retsstilling, udsendte medarbejderes

Bind3

II J

Revision

Bind3

VIII I

Rigsvåben

Bind1

II

Rømning (søfart)

Bind2

X

 

S

Separation

Bind1

VIII E og F

Session

Bind1

VI H

Sikkerhedsvejledning

Bind3

X og XIII C 1 a

Skattepligt (ansatte i udenrigstjenesten)

Bind3

III Q

Skibsbøger (søfart)

Bind2

II E 1

Skibsdagbog (søfart)

Bind2

II E 1 a

Skibsførers tjenesteforhold (søfart)

Bind2

VI

Skibsofficerers tjenesteforhold (søfart)

Bind2

V III°

Skibspapirer (søfart)

Bind2

II

skibsregister (søfart)

Bind2

II A og V I° A 2 b

Skibsregister (søfart)

Bind2

II og V I° A 2 a

Skifte af formueværdier

Bind1

IX C

Skilsmisse

Bind1

VIII E og F

Skoleudgifter

Bind3

III N

Skriftlige ekspeditioner

Bind3

XIII

Skrivelser

Bind3

XIII D 4

Sprogundervisning

Bind3

III M

Stamkort

Bind1

V A 4.5

Statsborgerret

Bind1

IV

Statsejendom

Bind3

IX A

Statshandelslande, tidligere

Bind1

X 14

Statsmøblering

Bind3

IX B

Statsrekvisition (søfart)

Bind2

XI E

Statsvåben

Bind1

II

Stemmeafgivning

Bind1

III D

Stillingsbetegnelser

Bind3

II K

Straffekompetence (søfart)

Bind2

X A

Strafferetlige sager

Bind1

VI E og VII

Struktur (udenrigstjenestens)

Bind1

I A

Sundhedsbevis (søfart)

Bind2

V I° A 1 b

Sundhedsforhold (søfart)

Bind2

VII C

Supplementsunderstøttelse

Bind3

III A 2 c 1 B

Swift akkreditivordning

Bind3

VIII H 2

Sygdom (ansatte i udenrigstjenesten)

Bind3

II F

Sygdom, bistand ved

Bind1

VI C 3

Sygedagpenge (søfart)

Bind2

XII B

Sygejournal

Bind3

II F 1

Sygesikring, offentlig (søfart)

Bind2

XII A

Sygeudgifter
(Se også arb.sskadefors.)

Bind3

III K og VI E.

Syn og skøn

Bind1

VII C

Syns-og høreprøve (søfart)

Bind2

V I° A 1 c

Søfartsbog (søfart)

Bind2

V I° B 2

Søforklaring (søfart)

Bind2

IV

Søgsmål mod staten, repræsentationen og medarbejderne

Bind3

II J

Søprotest (søfart)

Bind2

IV F

 

T

Tavshedspligt

Bind3

II B

Tekniske certifikater (søfart)

Bind2

II D

Telefax

Bind3

X C 11

Telefon (tjeneste-)

Bind3

III G og IV A 6 c

Telekommunikation

Bind3

X C

Testamente

Bind1

III C og IX

Thesaurus

Bind3

XVIII E

Tidsfrister for årlige indberetninger

Bind3

XIII A

Tilbagelevering af danske dekorationer

Bind3

XVI F

Tillægsskifte

Bind1

IX C

Tilsynsbog (søfart)

Bind2

II E 1 e

Titler

Bind 3

II K

Tjenestebiler

Bind3

IX E

Tjenesteboliger

Bind3

IX

Tjenesteforholdets varighed (søfart)

Bind2

V I° D

Tjenestepas

Bind3

XV B

Tjenesterejser

Bind3

VI

Tjenestetelefon

Bind3

III G og IV A 6 c

Tjenstlig kørsel

Bind3

III H

Told- og afgiftsfrihed (rejsegods)

Bind1

V D

Toldmæssigt laissez-passer

Bind3

XV D

Transportforsikring

Bind3

V A 4

Tvist om tjenesteforhold (søfart)

Bind2

VIII

Typografi

Bind3

XIII E 3

 

U

Uddannelse

Bind3

III M

Udeblivelse (søfart)

Bind2

X A

Udenlandske besøg i Danmark

Bind3

XIV F

Udenlandske dekorationer

Bind3

XVI E og G

Udenlandske søfolk (søfart)

Bind2

Bilag 1

Udetillæg

Bind3

III B

Udlevering

Bind1

VII H

Udlæg, refusion af (konsulater)

Bind3

XXIV L

Udsendelses- og udvisningssager

Bind3

XXIII E

Udstillinger (kommercielle)

Bind1

X 10

Udtalelser

Bind3

II H

Ulykkesforsikring
(Se også arb.sskadefors.)

Bind3

III L 5 og VI E.

Underholdsbidrag

Bind1

VIII E og F

Underhåndsbreve

Bind3

XIII D 5

Understøttelse
( ansatte i udenrigstjenesten)

Bind3

III A 2 c 1 b

Understøttelse (bistandssager)

Bind1

VI D

Uniform

Bind3

III I

Union, den europæiske

Bind3

XXII

Urner

Bind1

VI F 5

Uroligheder, opgaver under

Bind3

XX

 

V

Vagtmestre, uniform

Bind3

III I

Valg

Bind1

III D

Verbalnoter

Bind3

XIII D 1 b

Veterinærbestemmelser

Bind1

V C

Video

Bind3

XIX E 2

Vidnepligt

Bind3

II J

Vielser

Bind1

VIII

Visitkort

Bind3

XIV B

Visum

Bind1

V B

Værnepligt

Bind1

VI H

Værneting

Bind3

II E 1

Våben og ammunition (rejsegods)

Bind1

V D

Våbeneksport

Bind1

X 19

Våbenskjold

Bind3

II A

 

W

Wienerdiplomatkonventionen

Bind3

I F og X A

Wienerkonsularkonventionen

Bind3

X A, XIII C, og XXIV J

 

Æ

Ægtefællebesøgsrejser

Bind3

III P

Ægteskab

Bind1

VIII

Ægthedsvurdering

Bind3

XXIII D 5.5

 

Ø

Økonomisk bistand

Bind1

VI

Økonomiske indberetninger

Bind3

XVIII

 

Å

Årlige indberetninger

Bind3

XIII A

Årsafslutning

Bind3

VIII G

Indholdsfortegnelse

Instruks for Udenrigstjenesten

Generelle instruktioner

Bind 1

Kapitel I

Udenrigstjenesten

Kapitel II

Rigsvåben, flag og nationalsange. Færøerne og Grønland

Kapitel III

Særlige embedsfunktioner

Kapitel IV

Erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk statsborgerret

Kapitel V

Pas, visum, flygtningesager, indrejsebestemmelser mv., kørekort

Kapitel VI

Bistand til danske i udlandet

Kapitel VII

Bistand i civilretlige og strafferetlige anliggender

Kapitel VIII

Bistand i familieretlige anliggender

Kapitel IX

Bistand i Arvesager

Kapitel X

Eksport- og investeringsfremme

Kapitel XI

Luftfart

Kapitel XII

Orlogsskibe

 

 

indholdsfortegnelse

kapitel 1

Udenrigstjenesten

A. Udenrigstjenestens organisation

B. Lov om udenrigstjenesten

C. Udenrigstjenestens medarbejdere

1. Tjenestemænd

2. Overenskomstansatte medarbejdere af den almindelige tjeneste, specialmedarbejdere og kontorfunktionærer

3. Andet personale

4. Eksportstipendiater

5. Udsendte eksportassistenter

6. Lokalt ansatte

7. Praktikanter

8. Honorære konsuler

A. Udenrigstjenestens organisation

Den danske udenrigstjeneste består af hjemmetjenesten, dvs. Udenrigsministeriet, og udetjenesten, dvs. de diplomatiske samt de konsulære repræsentationer. Udetjenesten består af godt 70 ambassader, omkring 20 generalkonsulater samt 7 multilaterale repræsentationer. Hertil kommer ca. 30 handelskontorer. Organisatorisk er udenrigstjenesten en fuldt ud integreret enhedstjeneste i overensstemmelse med Udenrigskommissionens anbefalinger.

Hjemmetjenesten er i hovedsagen organiseret efter det regionale/geografiske organisationsprincip (»desk-princippet«). Det betyder, at de enkelte landekontorer i hjemmetjenesten har ansvaret for alle aspekter af Danmarks forhold til en geografisk afgrænset region.Hjemmetjenesten er opdelt i Nordgruppen, Sydgruppen, Danmarks Eksportråd samt et tværgående sekretariat: Fællessekretariatet.

Sagsfordelingen mellem grupperne er som følger:

- Nordgruppen varetager spørgsmål, der er knyttet til EU-samarbejdet og sikkerhedspolitikken, Øststøtten samt Danmarks bilaterale relationer til de industrialiserede lande (inklusive Japan, Australien og New Zealand). Til Nordgruppen hører endvidere Udenrigsministeriets juridiske tjeneste.

- Sydgruppen varetager i det væsentligste udviklingssamarbejdet, Danmarks og EU's forbindelser til Afrika, Asien og Latinamerika samt FN og miljøbistanden til udviklingslandene.

- Danmarks Eksportråd varetager eksport- og investeringsfremme på tværs af ministeriets geografiske opdeling. Med etableringen af Danmarks Eksportråd pr. 1. januar 2000 blev den statslige eksport- og investeringsfremmeindsats samlet i en én-strenget organisation i udenrigstjenesten, som således bl.a. har fået tilført ca. 30 handelskontorer, 11 statskonsulenter, 2 bygge-/anlægsattachéer samt Invest in Denmark. Der er nedsat en bestyrelse for Danmarks Eksportråd bestående af erhvervsledere fra forskellige brancher.

- Fællessekretariatet varetager administrative opgaver, herunder personale, økonomi og organisation, ejendomme, sikkerhed, IT mv. samt visse serviceopgaver, såsom konsulære sager, protokol og presse- og kultursager.

Udenrigsministeriets øverste embedsmand er direktøren, som forestår koordineringen og den administrative samordning inden for hele udenrigstjenestens område.

Nordgruppen, Sydgruppen samt Danmarks Eksportråd er hver især ledet af en udenrigsråd, som for Danmarks Eksportråds vedkommende tillige bærer titlen eksportdirektør. Fællessekretariatet ledes af en viceudenrigsråd.

Danmark opretholder diplomatisk forbindelse med næsten alle lande, men har langt fra udsendte repræsentanter i dem alle. En del ambassadører er akkrediteret ikke blot i det land, hvor de bor, men også i et eller flere nærtliggende lande. Danmark er endvidere diplomatisk repræsenteret ved en række internationale organisationer.

Personalet ved de diplomatiske repræsentationer består af henholdsvis udsendte og lokaltansatte medarbejdere. Hertil kommer specialattachéer inden for en lang række af ressortministeriernes sagsområder, herunder forsvar, miljø mv. Specialattachéerne fra de pågældende ressortministerier indgår i udenrigstjenesten i en tidsbegrænset periode.

Danmark har ca. 460 honorære konsulære repræsentationer (generalkonsulater, konsulater og vicekonsulater) verden over, fortrinsvis i havnebyer og lokaliteter af handelsmæssig betydning. Funktionen som honorær konsul er ulønnet.

B. Lov om udenrigstjenesten

Lov nr. 150 af 13. april 1983 om udenrigstjenesten indeholder følgende bestemmelser:

§ 1, stk. 1.

Udenrigstjenesten har til formål at varetage rigets mellemfolkelige anliggender.

§ 1, stk. 2.

Udenrigstjenesten forestår og koordinerer udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forbindelser til udlandet, herunder Danmarks deltagelse i samarbejdet inden for De europæiske Fællesskaber, internationale organisationer, det internationale udviklingssamarbejde samt behandlingen af folkeretlige spørgsmål.

§ 1, stk. 3.

Udenrigstjenesten yder bistand til danske statsborgere samt bistand til danske virksomheder i deres erhvervsmæssige forbindelser i udlandet.

§ 2.

Udenrigstjenestens 3 grene, Udenrigsministeriet, de diplomatiske og de konsulære repræsentationer, udgør en fælles tjeneste.

§ 3, stk. 1.

Udenrigsrepræsentationerne er organer under Udenrigsministeriet og opretholdes på de steder i udlandet, hvor varetagelsen af danske interesser gør det påkrævet. De oprettes og nedlægges af Kongen, vicekonsulater dog af udenrigsministeren.

§ 3, stk. 2.

De diplomatiske repræsentationer er ambassader, gesandtskaber eller repræsentationer ved internationale organisationer. De ledes af udsendte medarbejdere.

§ 3, stk. 3.

De konsulære repræsentationer er generalkonsulater, konsulater eller vicekonsulater. De ledes enten af udsendte medarbejdere eller af valgte konsularembedsmænd.

§ 4.

Ud over ansættelse i henhold til lov nr. 291 af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken og de af staten med lønmodtagerorganisationer indgåede generelle overenskomster kan ansættelse af medarbejdere i udenrigstjenesten ske ved kontrakt.

§ 5, stk. 1.

Udnævnelse af tjenestemænd i lønramme 16, med mulighed for oprykning til lønramme 21, 29, 31 og 34, lønramme 36 og højere lønramme sker til tjenestemænd i vedkommende lønramme i udenrigstjenesten uden angivelse af stilling eller tjenestested. Udenrigsministeren fastsætter fordelingen af de i 1. pkt. nævnte tjenestemænd mellem Udenrigsministeriet og repræsentationerne i udlandet.

§ 5, stk. 2.

Tjenestemænd i de i stk. 1 nævnte lønrammer samt kancellister er forpligtet til at gøre tjeneste også ved repræsentationerne i udlandet. Bestemmelsen om, hvor og i hvilken egenskab de skal forrette tjeneste, træffes for så vidt angår tjenestemænd i 36. eller højere lønramme af Kongen og med hensyn til tjenestemænd i lønramme 16, med mulighed for oprykning til lønramme 21, 29, 31 og lønramme 34, samt kancellister af udenrigsministeren.

§ 5, stk. 3.

Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der i undtagelsestilfælde, hvor særlige omstændigheder gør sig gældende, ansættes tjenestemænd uden forpligtelse til at gøre tjeneste ved repræsentationerne i udlandet.

§ 5, stk. 4.

Tjenestemænd, som er fyldt 60 år, og som beordres til anden tjeneste i henhold til stk. 2, har ret til i stedet for at lade sig forflytte at få deres afsked med pension efter § 2, stk. 1, i lov om tjenestemandspension, idet bestemmelsen i § 6, stk. 2, i samme lov ikke finder anvendelse. Dog gælder dette ikke i tilfælde, hvor tjenestemanden beordres til tjeneste i Udenrigsministeriet i en stilling, der er normeret i dennes lønramme.

§ 6, stk. 1.

Handels- og industrikyndige specialmedarbejdere ansættes efter forhandling med et under Udenrigsministeriet med henblik på behandling af spørgsmål om Danmarks erhvervsmæssige forbindelse med andre lande mv. nedsat rådgivende udvalg, hvori de interesserede myndigheder og erhvervsorganisationer skal være repræsenteret. Udenrigsministeren kan træffe bestemmelse om nedsættelse af andre rådgivende udvalg.

§ 6, stk. 2.

Til repræsentationerne i udlandet kan der knyttes specialattachéer udsendt af andre ministerier end Udenrigsministeriet. Specialattachéernes funktion ved repræsentationen udøves under repræsentationschefens ansvar.

§ 7.

Under tjeneste ved repræsentationerne i udlandet oppebærer de udsendte medarbejdere udetillæg efter reglerne i § 9 i lov nr. 5 (B) af 7. juni 1958 om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger.

§ 8, stk. 1.

Når særlige grunde taler derfor, kan det ved kongelig resolution bestemmes, at en tjenestemand i udenrigstjenesten i lønramme 36 eller højere lønramme stilles til rådighed. Tjenestemænd til rådighed er pligtige til efter udenrigsministerens anvisninger at påtage sig arbejdsopgaver. De lønnes på samme måde som tjenestemænd af samme lønramme i Udenrigsministeriet, dog kan tjenestemænd til rådighed ikke oppebære repræsentationstillæg. En tjenestemand kan ikke stå til rådighed i et længere tidsrum end 3 år; dog kan denne periode forlænges til 5 år, hvor ganske særlige forhold gør sig gældende. Hvis der ved den pågældende periodes udløb ikke anvises denne nogen post, afskediges medarbejderen efter tjenestemandslovgivningens almindelige regler.

§ 8, stk. 2.

Til rådighed for udenrigstjenesten stilles 5 tjenestemænd i lønramme 16 med mulighed for oprykning til lønramme 21, 29, 31 og 34, til hvis uddannelse der bevilges et årligt beløb, hvis størrelse fastsættes på finansloven.

§ 9, stk. 1.

Når det findes tjenstligt ønskeligt, kan der gives udenrigstjenestemænd stillingsbetegnelser og rang, der svarer til en højere stilling end den, hvortil de er udnævnt, eller gives dem andre internationalt anvendte betegnelser for udenrigstjenestemænd, dog at dette ikke får indflydelse på størrelsen af nogen af de lønningsbeløb, der tilkommer de pågældende tjenestemænd.

§ 9, stk. 2.

Ved udsendelse af overordentlige diplomatiske repræsentationer kan der ligeledes anvendes særlige stillingsbetegnelser, der er fastslået i internationalt samkvem.

§ 10, stk. 1.

Valgte konsularembedsmænd er ulønnede og vælges blandt egnede personer på repræsentationsstedet. Fremmede statsborgere kan vælges, men under i øvrigt lige forhold skal danske foretrækkes.

§ 10, stk. 2.

Valggeneralkonsuler og valgkonsuler udnævnes af Kongen, valgvicekonsuler af udenrigsministeren.

§ 11, stk. 1.

Der nedsættes under Udenrigsministeriet et ejendomsnævn, hvis formand udpeges af boligministeren. Finansministeren udpeger 1 medlem, og udenrigsministeren udnævner 2 medlemmer. Til bistand for nævnets sekretariat udpeger boligministeren en bygningssagkyndig rådgiver.

§ 11, stk. 2.

Det påhviler nævnet at undersøge og fremsætte forslag om løsning af spørgsmålet om tilvejebringelse af kontorer og boliger til repræsentationerne i udlandet. Indebærer gennemførelsen af et forslag, at der skal afholdes større investeringer eller éngangsudgifter, afgiver udvalget indstilling til udenrigsministeren om de bevillinger, der kræves til forslagets gennemførelse.

§ 12, stk. 1.

Udenrigsministeren kan i særlige tilfælde yde valgte konsularembedsmænd et fast årligt beløb til kontorhold. Beløbets størrelse fastsættes efter forhandling med finansministeren og under hensyntagen til, om der drages omsorg for, at brevveksling med konsulatet kan ske på dansk.

§ 12, stk. 2.

I øvrigt har valgte konsularembedsmænd kun krav på godtgørelse af tjenstlige udgifter, der er godkendt af udenrigsministeren.

§ 13, stk. 1.

Udsendte medarbejdere, der indtager chefstillinger, er bemyndiget til, hver for sit embede, at udføre sådanne forretninger, som i Danmark påhviler en notarius publicus med hensyn til danske statsborgeres retshandler, herunder retshandler, der indgås med fremmede. De herom behørigt udfærdigede akter skal i Danmark have samme retsvirkning som her i landet udstedte notarialakter.

§ 13, stk. 2.

I tilfælde af chefens forfald har den, der fungerer på chefens vegne, den i stk. 1 omhandlede bemyndigelse.

§ 13, stk. 3.

Udenrigsministeren kan tillægge valgte konsularembedsmænd samme bemyndigelse.

§ 14, stk. 1.

For tjenestehandlinger i udenrigstjenesten erlægges gebyr efter regler, der fastsættes af udenrigsministeren.

§ 14, stk. 2.

Der skal aflægges regnskab for de modtagne gebyrbeløb. Gebyrbeløbene indbetales til statskassen. Udenrigsministeren kan dog bestemme, at valgte konsularembedsmænd kan anvende modtagne gebyrbeløb til dækning af driftsomkostninger.

§ 14, stk. 3.

Tvivlsspørgsmål om gebyrberegninger afgøres af udenrigsministeren.

§ 15.

Nærmere regler vedrørende udenrigstjenestens personel og drift mv. fastsættes i Instruks for Udenrigstjenesten, der udfærdiges af udenrigsministeren.

§ 16, stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 1983.

§ 16, stk. 2.

Samtidig ophæves:

1. lov nr. 109 af 26. april 1961 om udenrigstjenesten,

2. lov nr. 5 (B) af 7. juni 1958 om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger, som ændret senest ved lov nr. 6 af 29. marts 1969 (B), § 6, stk. 2, og § 7, stk. 13.

Lov om ændring af lov om udenrigstjenesten (Udenrigstjenestens interne korrespondance)

Lov nr. 331 af 14. maj 1997

§ 1 I lov nr. 150 af 13. april 1983 om udenrigstjenesten foretages følgende ændring:

I § 2 indsættes efter »fælles tjeneste«: »og er en myndighed«.

§ 2 Loven træder i kraft efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

C. Udenrigstjenestens medarbejdere

For medarbejdere i udenrigstjenesten gælder lovbestemmelser om personer i offentlig tjeneste, herunder bestemmelserne i Straffelovens kap. 16, Forvaltningslovens § 21 om tavshedspligt samt lovbestemmelser, der særligt vedrører medarbejdere i udenrigstjenesten, f.eks Retsplejelovens § 237 om udsendte medarbejderes værneting.

1. Tjenestemænd

Hovedlovene er Tjenestemandsloven TL (lovbekendtgørelse nr. 572 af 5. august 1991, med senere ændringer), Tjenestemandspensionsloven TPL (lovbekendtgørelse nr. 724 af 9. september 1993) og Lønnings og Klassificeringsloven LKL (lov nr. 13 B af 18. juni 1969).

2. Overenskomstansatte medarbejdere af den almindelige tjeneste, specialmedarbejdere og kontorfunktionærer

Overenskomsterne indeholder bestemmelser om løn, opsigelse, efterløn mv. Hvis intet andet er angivet, gælder Funktionærlovens regler. Størstedelen af de overenskomstansatte medarbejdere er ansat med forflyttelsespligt. I det omfang overenskomsten ikke indeholder særlige bestemmelser, er disse sidestillet med tjenestemænd i den tilsvarende lønramme, både hvad rettigheder og pligter angår.

3. Andet personale

Ifølge gældende lovgivning beskæftiger Udenrigsministeriet elever, som uddannes over en periode af 2 år. Endvidere ansættes studentermedhjælpere, der aflønnes som kontorfunktionærer og højst må arbejde 19 timer pr. uge. I medfør af Lov om arbejdstilbud til ledige ansættes der et skiftende antal ledige i jobtræning efter Lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

4. Eksportstipendiater

Eksportstipendiaterne rekrutteres normalt fra erhvervslivet og skal medvirke til at styrke virksomhedernes konkurrenceevne og beskæftigelse i Danmark ved at fremme dansk eksport og internationalisering.

Dette sker ved bl.a. at informere danske virksomheder om eksportmulighederne på markedet, udarbejde markeds- og produktanalyser, finde samarbejdspartnere, tilbyde service i form af rejse- og mødeplanlægning for danske forretningsrejsende i området, gøre kontoret kendt såvel i Danmark som på det pågældende marked samt bistå ved planlægning og gennemførelse af kollektive eksportfremstød på markedet.

5. Udsendte eksportassistenter

Med henblik på udsendelse til tjeneste i udlandet ansætter Udenrigsministeriet løbende et vist antal yngre handelsuddannede eksportassistenter. Efter gennemgang af et kortvarigt kursus i Udenrigsministeriet udsendes de til repræsentationerne for fortrinsvis at deltage i det eksportfremmende arbejde.

Eksportassistenterne ansættes for en periode af 2 år. Ansættelsesaftalen vil kunne forlænges med 2 år, hvis både eksportassistenten og repræsentationen er interessere. Der er principielt ingen mulighed for yderligere forlængelse af ansættelsen eller for genansættelse på en anden post. Betingelser og vilkår for ansættelse er angivet i det ansættelsesbrev, eksportassistenten modtager fra Udenrigsministeriet.

6. Lokalt ansatte

Både danske og udenlandske statsborgere kan ansættes lokalt ved danske repræsentationer i udlandet.

Lokalt ansatte medarbejdere er i princippet ansat af repræsentationerne, ikke af Udenrigsministeriet. Deres ansættelsesforhold bør i overensstemmelse hermed følge de gældende bestemmelser og sædvaner på tjenestestedet, medmindre medarbejderen derved stilles urimeligt ringe efter dansk opfattelse eller lokal ret bestemmer, at dansk lovgivning skal anvendes. I så tilfælde bør spørgsmålet forelægges Udenrigsministeriet med repræsentationens indstilling.

Ansættelse og afskedigelse samt omklassificering af stillinger kan ske uden forudgående bemyndigelse fra Udenrigsministeriet, hvis det også på længere sigt - kan holdes inden for den godkendte lønsum, herunder i BO-årene. Er det ikke muligt herunder ved omprioritering - skal den ønskede personaledisposition forelægges Udenrigsministeriet i forbindelse med VPS-processen. Omklassificering af sagsbehandlerstillinger til medarbejdere, der varetager støttefunktion, skal forelægges Udenrigsministeriet.

Nyansættelser skal ske med det sædvanlige forbehold for sikkerhedsgodkendelse. Det anbefales repræsentationerne, så vidt muligt i god tid inden ansættelsesdatoen, at indhente og indsende oplysningsskema for den nye medarbejder. Herved undgås penible situationer, hvor en netop tiltrådt medarbejder må afskediges på grund af manglende sikkerhedsgodkendelse.

Det påhviler repræsentationschefen at påse, at der ved ansættelse af lokalt personale, herunder ægtefæller, ikke består et sådant forhold mellem den pågældende og andet personale på repræsentationerne, at det kan medføre usaglig påvirkning af ekspeditionen af sagerne, herunder især sager vedrørende økonomi og regnskab. Det afhænger af en konkret vurdering bl.a. ud fra lokale forhold, repræsentationens størrelse og sagernes fordeling mellem medarbejderne, om der består en sådan risiko. Er repræsentationschefen i tvivl, skal sagen forelægges Udenrigsministeriet.

Ved ansættelsen af lokale medarbejdere skal der udarbejdes en skriftlig arbejdsaftale, der som et minimum regulerer følgende forhold:

(1) arbejdstid, herunder merarbejde (Bind3 Kap. III, afsnit F, pkt. 2) og ferie (Bind3 Kap. V, afsnit A, pkt. 1 og 4), (2) løn, herunder skatteforhold (Bind3 Kap. III, afsnit A, pkt. 2a og 2b samt afsnit Q, pkt. 2), (3) socialsikringssystem, herunder evt. bidrag til sygesikring (Bind3 Kap. III, afsnit L, arbejdsskadeforsikring (Bind3 Kap. III, afsnit K) og pension (Bind3 Kap. III, afsnit A, pkt. 2c), (4) fravær på grund af sygdom (Bind3 Kap. II, afsnit F, pkt. 13), (5) barselsorlov (Bind3 Kap. II, afsnit F, pkt. 4b), (6) prøvetid samt (7) opsigelse.

Så vidt muligt bør der henvises til de relevante retsregler, så der ikke senere opstår tvivl om, at ændringer i reglerne også vil gælde for ansættelsesforholdet. Det vil i mange tilfælde være hensigtsmæssigt at forelægge udkast til ansættelseskontrakt for en lokal arbejdsretlig rådgiver. Hvor de lokale arbejdsmarkedsregler gør det muligt, skal åremålsansættelse overvejes.

Repræsentationen skal opbevare en kopi af arbejdsaftalen med såvel repræsentationschefens som medarbejderens underskrift og indsende en kopi heraf til Udenrigsministeriet Repræsentationschefen skal i den forbindelse bekræfte, at der er tilstrækkelig lønsum, herunder i BO-årene, til den pågældende ansættelse, at ansættelsesvilkår mv. er i overensstemmelse med de lokale arbejdsmarkedsregler, samt at muligheden for åremålsansættelse har været overvejet.

Om indsendelse af oplysningsskema og afgivelse af løfteerklæring gælder de anførte regler i Bind3 kap. II i afsnit A, B og C. Herudover skal der indsendes lønudgiftsskema.

7. Praktikanter

Hvis repræsentationerne mener, at det kan indpasses i den daglige virksomhed, kan de modtage ulønnede praktikanter. Det vil typisk være studerende eller yngre handelsuddannede, der for en kortere periode har gavn af at følge arbejdet på en repræsentation til brug i deres videre uddannelsesforløb. Repræsentationen afgør selv, om praktikanten kan modtages. Modtagelse af praktikanter må ikke indebære en nettobelastning af repræsentationens ressourcer og kan ikke begrunde tildeling af yderligere ressourcer eller faciliteter til repræsentationen. Alle praktiske spørgsmål vedrørende praktikantopholdet forudses afklaret direkte mellem repræsentationen og praktikanten. Indberetning herom indsendes til Udenrigsministeriet bilagt tre oplysningsskemaer (Bind3 kap. II.A). Tiltrædelse kan ikke ske, før ministeriets sikkerhedsgodkendelse foreligger. Når praktikanten er tiltrådt, indsendes en løfteerklæring (Bind3 kap. II.B). Ved praktikopholdets ophør indberettes kort om fratrædelsesdato.

8. Honorære konsuler

Honorære konsularembedsmænd er ulønnede og udvælges blandt egnede personer på repræsentationsstedet. Fremmede statsborgere kan vælges, men under i øvrigt lige forhold skal danske foretrækkes.

Honorære generalkonsuler og konsuler udnævnes af dronningen, honorære vicekonsuler af udenrigsministeren.

Der kan i særlige tilfælde tilstås honorære konsularembedsmænd en fast årlig sum til kontorhold til dækning af udgifter til løn og kontorleje.Om honorære konsulers forhold henvises i øvrigt til Instruksens Bind 3, kapitel 24.

 

indholdsfortegnelse

kapitel ii

Rigsvåben, flag og nationalsange.
Færøerne og Grønland

A. Rigsvåben: Det kongelige våben og statsvåbenet

B. Flag: Det danske stutflag og splitflag samt Færøernes og Grønlands flag

1. Anvendelse af splitflag

2. Flagdage

3. Udlån af flag

C. Retsbeskyttelse af det danske flag og rigsvåben

D. Nationalsange

E. Varetagelse af Færøernes og Grønlands interesser

AS382_1.GIF Size: (474 X 526)

 

 

 

AS382_2.GIF Size: (257 X 512)

 

A. Rigsvåben: Det kongelige våben og statsvåbenet

Det danske rigsvåben fremtræder i to skikkelser: Et stort rigsvåben, der i dag kaldes det kongelige våben, og et lille rigsvåben, der også benævnes statsvåbenet. I statsvåbenet ses tre kronede løver og ni hjerter. Øverst på det lille våbens skjold hviler kongekronen, som symboliserer både monarken og staten. Statsvåbenet indgår som et felt i det store rigsvåben.

Ifølge kongelig resolution om anvendelsen af det danske rigsvåben er det kongelige våben forbeholdt Dronningen, kongehuset og hoffet efter Dronningens nærmere bestemmelse samt livgarden (i hidtidigt omfang) og under visse betingelser kgl. hofleverandører.

I statstjenesten iøvrigt, herunder danske repræsentationer i udlandet, må alene det lille rigsvåben statsvåbenet benyttes. Kulturministeriet er dog bemyndiget til at gøre undtagelser fra de nævnte regler, for så vidt angår brugen af det store og det lille rigsvåben. Ifølge lov af 14. maj 1992 om offentlige arkiver mv. (Arkivloven) behandles sager vedrørende brug af rigsvåbenet af Rigsarkivet.

Våbenskjold med statsvåbenet leveres af Udenrigsministeriet. Repræsentationen skal opsætte våbenskjoldet over eller ved indgangspartiet til repræsentationen.

Hvor særlige grunde taler for det, kan repræsentationschefen tillige få leveret et våbenskjold til sin residens.

Repræsentationen skal ved hærværk eller tyveri af våbenskjold anmelde hændelsen til det lokale politi og indsende en kopi af politirapporten til Udenrigsministeriet.

DET DANSKE SPLITFLAG

AS382_3.GIF Size: (442 X 238)

DET DANSKE STUTFLAG

AS382_4.GIF Size: (316 X 241)

 

 

FÆRØERNES FLAG

AS382_5.GIF Size: (338 X 242)

GRØNLANDS FLAG

AS382_6.GIF Size: (325 X 226)

 

B. Flag: Det danske stutflag og splitflag samt Færøernes og Grønlands flag

Det danske flag »Dannebrog«, hvis oprindelse ifølge traditionen går tilbage til danskernes sejr i Estland den 15. juni 1219, har en højrød dug med et hvidt kors, hvis bredde er 1/7 af flagets højde.

Det almindelige flag, stutflaget, anvendes bl.a. af handelsflåden. De røde felter nærmest stangen er kvadratiske. Forholdet mellem flagets længde og højde er 74:56.

I splitflaget, hvis indre røde felter ligeledes er kvadratiske, er forholdet mellem korsets længde og højde 62:56, og flagets hele længde til splitternes yderspids er i forhold til højden 107:56. Det almindelige splitflag, der bruges på land, har en højrød farve, medens farven i orlogssplitflaget er dybrød.

På Færøerne og på færøske skibe anvendes et særligt færøsk flag. Flaget er hvidt med et højrødt kors med azurblå rande. Korsets røde del er 1/8 af flagets højde og hver af de blå rande 1/16 af flagets højde. De hvide felter nærmest stangen er kvadratiske. Forholdet mellem flagets længde og højde er 11:8.

På Grønland og på grønlandske skibe anvendes et særligt grønlandsk flag. Flaget er tværdelt af hvidt og rødt med en mod stangen forskudt kugle i modsatte farver. Afstanden fra kuglens centrum til flagdugens overkant og underkant er 1,5 radius (kuglens radius), til flagdugens kant ved stangen 1,75 radius og til kanten af flagdugens frie ende 2,7025 radius.

1. Anvendelse af splitflag

Det danske splitflag må med enkelte undtagelser kun benyttes af statsinstitutioner, herunder de danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet. Ifølge international kutyme kan repræsentationschefen også flage fra sin bopæl. Flag leveres af Udenrigsministeriet.

Flagets størrelse bør afpasses efter anvendelsen. Er flaget bestemt til lodret flagstang anbragt på jorden, bør flagets højde være ca. 1/5 af flagstangens højde. Er flagstangen anbragt på toppen af en bygning eller skråt ud fra bygningen, anvendes normalt noget større flag med en højde af mellem 1/3 og halvdelen af flagstangens højde. Når repræsentationen rekvirerer flag fra Udenrigsministeriet, skal det ønskede højdemål på flaget angives.

2. Flagdage

Alle repræsentationer skal flage på dage, hvor der på stedet flages fra offentlige bygninger, eller hvor det er skik og brug, at repræsentationen flager (f.eks på visse andre landes nationaldage).

Honorære repræsentationer skal endvidere flage på følgende danske flagdage:

16.

april,

Dronningens fødselsdag

26.

maj,

Kronprins Frederiks fødselsdag

5.

juni,

Grundlovsdag

7.

juni,

Prins Joachims fødselsdag

11.

juni,

Prins Henriks fødselsdag

30.

juni,

Prinsesse Alexandras fødselsdag

     

Repræsentationer med udsendte medarbejdere skal desuden flage på følgende danske flagdage:

1.

januar,

Nytårsdag

Langfredag

(flagning på halv stang)

1. påskedag

 

9.

april

(der flages på halv stang indtil kl. 12, derefter på hel stang)

16.

april,

Dronningens fødselsdag

29.

april,

Prinsesse Benediktes fødselsdag

5.

maj,

Danmarks befrielse 1945

Kristi Himmelfartsdag

1. pinsedag

26.

maj,

Kronprins Frederiks fødselsdag

5.

juni,

Grundlovsdag

7.

juni,

Prins Joachims fødselsdag

11.

juni,

Prins Henriks fødselsdag

15.

juni,

Valdemarsdag

30.

juni,

Prinsesse Alexandras fødselsdag

25.

december,

1. juledag

Flaget skal hejses om morgenen og tages ned ved solnedgang.

3. Udlån af flag

Repræsentationen vil efter eget skøn kunne imødekomme anmodninger om lån af danske stutflag til brug ved særlige lejligheder, f.eks til internationale messer og udstillinger og til danske foreningsfester.

Stutflag til udlån vil kunne rekvireres via Udenrigsministeriet, idet det ønskede højdemål på flaget angives.

Foræring eller overdragelse af stutflag til tredjepart må kun finde sted efter bemyndigelse fra Udenrigsministeriet.

C. Retsbeskyttelse af det danske flag og rigsvåben

Hvis repræsentationen bringer i erfaring, at personer eller firmaer, som ikke er berettiget til det, benytter det danske flag, rigsvåben eller den danske kongekrone som varemærke eller på anden måde, bør den indberette det til den overordnede myndighed eller til Udenrigsministeriet.

For lande, der har tiltrådt Pariserkonventionen af 20. marts 1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret (som revideret, senest i Stockholm den 14. juli 1967, jf. Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 97 af 13. oktober 1970), gælder det ifølge artikel 6 c, at »unionslandene er enige om at afslå eller ophæve registreringen og ved dertil egnede midler at forbyde brugen enten som varemærker eller som bestanddele af disse, af våben, flag og andre statsemblemer, tilhørende unionslandene «.

D. Nationalsange

Danmark har to nationalsange: »Kong Christian« og »Der er et yndigt Land«. »Kong Christian« er tillige kongesang.

»Kong Christian« bør benyttes ved officielle lejligheder såsom kongebesøg, flådebesøg, militære sportsstævner og højtideligheder i al almindelighed, hvor medlemmer af kongehuset eller den danske eller fremmede regering er til stede i embeds medfør, eller hvor missionschefen giver møde i egenskab af Danmarks repræsentant.Eventuelt kan man anvende »Kong Christian« efterfulgt af »Der er et yndigt Land«.

Ved ikke-militære sportsbegivenheder i udlandet afgør de sportslige specialforbund selv, hvilken nationalsang der benyttes.

Udenrigsministeriet kan i forbindelse med officielle besøg o.l. udlåne noder til begge nationalmelodier udsat for orkester, harmoniorkester og piano samt kassettebånd indspillet med »Kong Christian« og »Der er et yndigt Land«.

E. Varetagelse af Færøernes og Grønlands interesser

Det danske rige Danmark, Færøerne og Grønland udgør i forfatningsretlig henseende en enhed, Grundlovens § 1. I folkeretlig henseende omfatter det danske territorium alle de tre rigsdele.

Inden for rammerne af den forfatningsretlige ligestilling mellem Rigets enkelte dele er der ved lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre og lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre tillagt henholdsvis de færøske og grønlandske organer kompetence til at udfærdige lokale retsregler med lovkraft på en række sagsområder (særanliggender).

De to hjemmestyreordninger beskrives i det følgende.

Med hjemmestyreordningen har Færøerne siden 1948 haft en særlig status inden for Riget. Sigtet med hjemmestyret er at etablere en balance imellem på den ene side ønsket om markering af Færøernes egenart og på den anden side ønsket om at beholde rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne.

Lagting og landsstyre, der ledes af lagmanden, forvalter de sagsområder, der er overtaget som særanliggender: Samfærdsel, erhvervsforhold, told og skat samt udenrigshandel.

Skole, sundheds- og socialvæsenet er fællesanliggender, men landsstyret har overtaget administrationen heraf. Justitsvæsenet, penge- og bankvæsenet, forsvaret og forholdet til udlandet kan ikke overtages i henhold til hjemmestyreloven.

Sagsområdet råstoffer i undergrunden overgik til særanliggender i 1992.

Færøerne har eget flag, pengesedler, frimærker og også et særligt pas.

Færøerne er ikke medlem af EU, men har en handelsaftale med EU. Endvidere har Danmark sammen med Færøerne indgået handelsaftaler med Island, Norge, Schweiz, Polen og Estland. Færøernes fiskerirelationer med udlandet reguleres årligt i henhold til rammeaftaler herom indgået med EU, Island, Norge, Rusland og de baltiske lande. I de internationale fiskeriorganisationer NAFO, NEAFC og NASCO er Danmark medlem på vegne af Færøerne og Grønland. I Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) er Danmark medlem på hele rigsfællesskabets vegne.

Statsministeriet er ressortministerium for Færøerne. Rigsombudsmanden er statens øverste repræsentant på Færøerne.

I Hjemmestyreloven er der sikret hjemmestyret adgang til at gøre færøske interesser gældende under forhandlinger med udlandet. Under medvirken af udenrigstjenesten er repræsentanter fra Hjemmestyret således blevet bemyndiget til direkte at føre forhandlinger om eksemplevis bilaterale handelsaftaler.

Udenrigstjenesten varetager Færøernes interesser i udlandet. I henhold til hjemmestyreloven er der i Udenrigsministeriet ansat en særlig sagkyndig i færøske anliggender.

Færøske institutioner med relationer til udlandet:

Færøernes Landsstyre, Tinganes

P.O. Box 64, FO110 Tórshavn

Tel. +298 311080

Fax +298 314942

Fiskeriministeriet

P.O. Box 87, FO-110 Thórshavn

Tel. +298 353030

Fax +298 353035

Færøernes Repræsentationskontor

Hovedvagtsgade 8, 2., DK11103 København K

Tel. +45 33140866

Fax +45 33938575

Færøernes kontor for økonomisk udvikling

Bryggjubakki 12, FO110 Tórshavn

Tel. +298 313028

Fax +298 310549

Færøernes Luftfartsadministration

Vagar lufthavn, FO350 Sørvágur

Tel. +298 332228

Fax +298 332998

Skibstilsynet

J. Broncksgøta 5,

P.O. Box 112, FO110 Tórshavn

Tel. +298 311188

Fax +298 318882

Færøernes Postvæsen

Óinshædd 2,

P.O. Box 3075, FO110 Tórshavn

Tel. +298 311007

Fax +298 317019

Færøernes Turistråd (information)

Gongin, P.O. Box 118, FO100 Tórshavn

Tel. +298 319391

Fax +298 310858

E-mail tourist@tourist.fo

Hjemmestyreloven for Grønland trådte i kraft 1. maj 1979 efter en folkeafstemning i Grønland i januar 1979 (63 % for og 37 % imod). Hjemmestyreloven var den naturlige afslutning på en politisk udviklingsproces med stadigt stigende grønlandsk indflydelse på de fleste statsaktiviteter i Grønland.

Beslutningen var politisk baseret på en bred tilslutning blandt både grønlandske og danske politikere, blandt andet på baggrund af at Grønland kulturelt og geografisk adskiller sig fra det øvrige rige.

Den politiske ledelse baseres på et valgt landsting (31 medlemmer), ud fra hvis politiske sammensætning der dannes et landsstyre under ledelse af landsstyreformanden.

Hjemmestyreloven opregner de sagsområder, der kan overdrages til hjemmestyrets forvaltning. Overdragelsen af de forskellige sagsområder fandt sted i et hurtigere tempo, end man forestillede sig ved lovens ikrafttræden, og det seneste store område (sundhedsvæsenet) blev overdraget til hjemmestyret pr. 1. januar 1992.

Af Statsforvaltede sagsområder resterer således nu alene de områder, der ikke kan overdrages (politi, retsvæsen, pengevæsen, forsvaret herunder fiskeriinspektionen samt forholdet til udlandet).

Sagsområdet råstoffer i undergrunden er underlagt en særlig fælles dansk-grønlandsk forvaltning, som bliver administreret af Grønlands Hjemmestyre.

De sagsområder, der er overdraget til hjemmestyret fra staten, udløser et årligt bloktilskud. Størrelsen er blevet fastlagt som de sædvanlige udgifter, staten erfaringsmæssigt ville have haft, hvis området fortsat var et statsanliggende.

Grønland har siden 1985 haft eget flag. Grønlandske frimærker har eksisteret siden 1938.

Grønland blev medlem af EF sammen med Danmark i 1973, men efter en folkeafstemning i Grønland i 1982 ændredes Grønlands forhold til EU. Siden 1. februar 1985 har Grønland i stedet for medlemskab haft et aftalesæt, der giver Grønland toldfri adgang for fiskeriprodukter til EU s marked. EF har samtidig adgang til fangst af visse mængder fisk i grønlandsk farvand mod en årlig kompensation fra EU til Grønland.

I de internationale fiskeriorganisationer NAFO, NEAFC samt NASCO er Danmark medlem på vegne af Grønland og Færøerne. I Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) er Danmark medlem på hele rigsfællesskabets vegne. Statsministeriet er ressortministerium for Grønland med rigsombudsmanden som statens øverste repræsentant på Grønland.

I Hjemmestyrelovens § 16 er der givet hjemmestyret adgang til at gøre særlige grønlandske interesser gældende ved deltagelse i internationale forhandlinger. Der er også givet mulighed for, at der ved de danske repræsentationer i lande, hvor Grønland har særlige erhvervsinteresser, ansættes medarbejdere med sigte på at varetage disse interesser, hvilket er sket ved repræsentationerne i Bruxelles og Ottawa.

Der har i Udenrigsministeriet siden 1987 været ansat en særlig sagkyndig i grønlandske anliggender.

Nyttige adresser mv.

Grønlands Hjemmestyre,

Postboks 1015,

DK-3900 Nuuk

Tel. + 299 345000(

Fax + 299 325002

Web-side: www.gh.gl

Grønlands Hjemmestyre,

Danmarkskontoret,

Pilestræde 52,

ostboks 2151,

DK-1016 København K

Tel.: + 45 33693400(

Fax: + 45 33693401

Greenlandair Ltd.,

Postboks 1012,

DK-3900 Nuuk

Tel.: + 299 343434(

Fax: + 299 327288

Grønlands Rejsebureau,

Gl. Mønt 12,

DK-1117 København K

Tel.: + 45 33131011(

Fax: + 45 33137347

Grønlands Turistråd

(Greenland Tourism A/S)

P. O. Box 1139,

DK-1010 København K.

Tel.: + 45 33693200

Fax: + 45 33933883

E-mail: greenfo@inet.uni2.dk

 

indholdsfortegnelse

kapitel iii

Særlige embedsfunktioner

A. Indledning

Udfærdigelse af dokumenter, attester og oversættelser

1. Affattelse af dokumenter

2. Oversættelser

3. Udstedelse af attester

4. Udtalelser om retsregler

B. Legalisering og attestation af underskrifter

1. Hvem er bemyndiget til at foretage legaliseringer og attestationer

2. Myndigheds underskrift

3. Privatpersons underskrift

C. Notarialforretninger

D. Stemmeafgivning i udlandet ved valg og folkeafstemning

1. Generel orientering

2. Særligt om valg til hjemmestyreorganer

3. Hvor kan stemmeafgivning finde sted

4. Tidsfrister for stemmeafgivningen

5. Stemmemateriale

a. Stemmesedler

b. Særskilte konvolutter

c. Følgebreve

d. Yderkuverter

6. Rekvirering af stemmemateriale

7. Underretning om forestående valg eller folkeafstemninger

8. Fremgangsmåden ved stemmeafgivningen

9. Særligt om stemmeafgivning til valg til Europaparlamentet for personer med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i Den Europæiske Union.

10. Repræsentationens diskretionspligt mv.

11. Vælgerens dødsfald

E. Deposita

1. Betingelser for modtagelse af deposita

a. at der er dansk interesse i deponeringen

b. at betingelserne for depotets tilbagelevering eller udlevering er fastsat

2. Opbevaring af depoter

a. Rede penge i opholdslandets mønt

b. Depositum i lukket omslag

c. Effekternes henlæggelse i bankboks eller opbevaringsmagasin

d. Repræsentationens og den danske stats ansvar

e. Kvittering

f. Indberetning om depoter in specie

F. Repræsentationernes kontrolmæssige medvirken i visse tilfælde ved momsrefusion til turister

Indledning

Det er ikke muligt at give et konkret svar på, hvordan de mangfoldige anmodninger til en repræsentation skal håndteres. Følgende principper kan dog tages i betragtning ved afgørelse af, om repræsentationen skal handle:

I Ekspeditionen skal være lovlig eller i overensstemmelse med praksis i opholdslandet.

Handlinger med retskraft er forbudt, medmindre der er aftaler med opholdslandet, eller de accepteres i praksis. F.eks er det i mange lande ikke tilladt, at repræsentationen forkynder stævninger. Der findes dog utallige aftaler, og væsentligst i så henseende er Wienerkonventionen om konsulære forbindelser.

II Ekspeditionen skal være mulig.

I de fleste tilfælde kan repræsentationen f.eks ikke rette officiel henvendelse til opholdslandets myndigheder på grundlag af en anmodning fra en privatperson. Personen må henvises til at få den relevante danske myndighed til at anmode repræsentationen. Et typisk eksempel er adoptionssager.

III Ekspeditionen skal være nødvendig eller rimelig.

En repræsentation er ikke et advokatkontor, en bank, et bistandskontor, et forsikringsselskab, etc. En person bør selv have udtømt egne muligheder og nu være i nød. F.eks må en kreditor selv have søgt at inddrive sine krav, før han anmoder om hjælp. Et ministerium eller en person i udlandet, der anmoder repræsentationen om handlinger i Danmark, eller en domstol, der beder om at få dokumenter forkyndt i Danmark, kan henvises til landets egen repræsentation i Danmark.Princippet krydses af rimelighed. Det kan være rimeligt alligevel at bistå, hvis anmodningen kommer fra en institution eller person, som repræsentationen gerne vil opretholde gode relationer til eller finder det rimeligt at bistå, f.eks advokatforbindelsen eller danskere i opholdslandet.

Definition af begreber:

Fuldmagt giver en anden legal ret til at handle i ens sted. I mange lande kræves en bestemt tekst. Den skal i reglen underskrives for notar og oftest legaliseres.

Attest er en bekræftelse på et faktisk forhold, som ambassaden med sikkerhed kender eller har indhentet oplysning om, f.eks at en person er dansk statsborger eller har lovligt ophold i Danmark. Jf. også fødsels- eller vielsesattest.

Attestation er en bekræftelse på, at en privatpersons underskrift er ægte.

Legalisering er en bekræftelse på, at en myndigheds underskrift er ægte. Det konstateres normalt ved at sammenligne skriftprøver. Danmark er omfattet af en EU-aftale om undladelse af legalisering. Storbritannien og Tyskland kræver ikke legalisering.

Verifikationspåtegning er en bekræftelse på, at et dokument er ægte eller f.eks, at en kopi er i overensstemmelse med originalen.

Responsum er en udtalelse om et givet retsforhold, f.eks når et lands lov skal benyttes i et andet. Oftest benyttes i stedet et lovcertifikat.

Erklæring er en udtalelse fra en person, f.eks i en separationssag eller om en boopgørelse kan godkendes. Den attesteres af ambassaden.

Forklaring er en form for udenretlig bevisoptagelse og bruges typisk til en retssag, f.eks en faderskabssag. Den attesteres af ambassaden.

A. Udfærdigelse af dokumenter, attester og oversættelser

1. Affattelse af dokumenter

Repræsentationen bør i påkommende tilfælde hjælpe danske statsborgere med at affatte ansøgninger, fuldmagter og andre dokumenter, hvis den pågældende er ubemidlet eller vanskeligt selv kan få aktstykket affattet på betryggende måde. Oprettelse af dokumenter til brug i opholdsstaten bør dog som regel overlades til en lokal advokat eller offentlig retshjælp.

Bistand af den her nævnte art vil også kunne gives til udlændinge, hvis der er en dansk interesse i sagen, f.eks. ved ansøgning om visum til besøg hos slægtninge i Danmark.

2. Oversættelser

Repræsentationen har ikke pligt til at foretage oversættelser, men det vil være naturligt, at den giver hjælp til oversættelse af kortere dokumenter. Der opkræves gebyrer efter gældende regler. Der er ikke noget i vejen for, at en medarbejder ved repræsentationen, som måtte være rede dertil, uden for arbejdstid påtager sig mere omfattende oversættelsesarbejder. Han eller hun kan beregne sig honorar for arbejdet i overensstemmelse med de gældende takster på stedet.

3. Udstedelse af attester

Repræsentationen bør kun udstede attester til brug for private, når den pågældende har en legitim interesse deri, og repræsentationen bør kun attestere faktiske forhold, som den er i stand til at bevidne.

4. Udtalelse om retsregler

Repræsentationen bør være varsom med at udtale sig om dansk eller opholdslandets ret og alene give en ikke-forpligtende vejledning, hvor der ikke er tale om almindeligt kendte forhold, og repræsentationen er sikker på den aktuelle retsstilling.

Ved spørgsmål om dansk ret bør repræsentationen supplerende henvise til en dansk advokat. I de tilfælde, hvor repræsentationen ønsker at bistå, bør oplysninger indhentes fra det relevante ressortministerium eller eventuelt fra Udenrigsministeriet.

Ved spørgsmål om opholdslandets ret bør der normalt henvises til en lokal advokat, eller svar indhentes fra en egnet advokat eller en lokal myndighed. Ved skriftligt svar bør kilden oplyses og der bør tilføjes en ansvarsfraskrivelse.

B. Legalisering og attestation af underskrifter

1. Hvem er bemyndiget til at foretage legaliseringer og attestationer ?

Legaliseringer og attestationer af privatpersoners underskrift kan foretages af udsendte og honorære repræsentationschefer samt de medarbejdere udsendte eller lokalt ansatte som repræsentationschefen har bemyndiget til det.

Der skal på enhver repræsentation findes en liste over de bemyndigede personer med en prøve på deres underskrift. Repræsentationen bør i overensstemmelse med lokal sædvane sende underskriftsprøver til opholdslandets udenrigsministerium samt andre myndigheder og organisationer, der måtte have en retlig interesse i at være i besiddelse af listen. Repræsentationen bør kun indsende listen til den overordnede myndighed eller Udenrigsministeriet, hvis den mener, at der er et konkret behov for det, eller hvis den har modtaget konkret instruktion om at gøre det.

2. Myndighedsunderskrift

Legalisering af en myndigheds underskrift på dokumenter, der skal bruges i et andet land end udstedelseslandet, sker ved at påtegne dokumentet med følgende ordlyd:

   

Ægtheden af ovenstående af (navn, embedsstilling og sted) i embeds medfør meddelte underskrift bevidnes herved.

 

(repræsentationen) i (sted)

Den (dato)

(repræsentationens stempel)

(navn)

(stilling)(underskrift)

 

J.nr.

 
   

Stemplet bør placeres således, at det berører underskriften.

Repræsentationen kan legalisere danske og udenlandske myndigheders underskrift. Udenrigsministeriet udsender lister over hvem i ministeriet, der er bemyndiget til at foretage legaliseringer. Endvidere sendes lister via Udenrigsministeriet over visse andre myndigheders legaliseringsberettigede medarbejdere. I nogle tilfælde udsendes listerne direkte til repræsentationen af vedkommende myndighed. Repræsentationen bør normalt kun legalisere udenlandske myndigheders underskrift, hvis de er legaliseret i vedkommende lands udenrigsministerium. Andre udenlandske myndigheders underskrift kan dog legaliseres, hvis landets udenrigsministerium er indforstået med det.

Hvis den pågældende myndighedspersons underskrift ikke findes i repræsentationens underskriftssamling, skal rekvirenten henvises til at lade dokumentet legalisere af en myndighed, hvis underskrift er kendt af repræsentationen. Når repræsentationen modtager nye underskriftsprøver, skal den påse, at det medsendte brev er underskrevet af en myndighedsperson, hvis underskrift er kendt af repræsentationen. Først derefter kan underskrifterne indgå i underskriftssamlingen.

Modtager repræsentationen en anmodning om legalisering af danske dokumenter, som ikke er forsynet med en myndighedsunderskrift kendt af repræsentationen, kan dokumenterne efter omstændighederne indsendes til Udenrigsministeriet. Det gælder f.eks, hvis ønsket kommer fra personer, der er afskåret fra selv at få dokumenterne legaliseret ved danske myndigheder. Udenrigsministeriet sørger for, at dokumenterne bliver legaliseret af ressortmyndigheden i Danmark, af Udenrigsministeriet, samt af det pågældende lands repræsentation i Danmark. Ansøgeren refunderer de afholdte udgifter og gebyrer.

Repræsentationen kan blive anmodet om at foretage apostillepåtegning af et dokument i henhold til Haager- konventionen af 5. oktober 1961. Danmark har ikke tiltrådt denne konvention, men den ovenfor beskrevne legalisering har samme gyldighed som en apostillepåtegning.

Aftaler om lettelser med hensyn til legaliseringer af underskrifter på dokumenter: Bilateral aftale med Tyskland indgået 17. juni 1936 samt EU konvention af 25. maj 1987 tiltrådt af Italien, Belgien, Frankrig og Danmark.

3. Privatpersons underskrift

Ved attestation af en privatpersons underskrift, herunder underskrift på vegne af firmaer og organisationer, anvendes følgende formulering:

   

Det bevidnes herved, at (navn), mig personligt bekendt, (eller: hvis identitet er blevet mig godtgjort) i min overværelse egenhændigt har undertegnet foranstående dokument.

 

(repræsentationen) i (sted)

Den (dato)

(repræsentationens stempel)

(navn)

(stilling)(underskrift)

 

J.nr.

 
   

Stemplet bør placeres således, at det berører underskriften.

Hvis dokumentet allerede er underskrevet, anvendes følgende formulering:

   

Det bevidnes herved, at (navn), mig personlig bekendt, (eller: hvis identitet er blevet mig godtgjort) over for mig har erklæret, at han egenhændigt har undertegnet ovenstående dokument.

 

(repræsentationen) i (sted)

Den (dato)

(repræsentationens stempel)

(navn)

(stilling)(underskrift)

 

J.nr.

 
   

Stemplet bør placeres således, at det berører underskriften.

Medmindre den pågældende er embedsmanden personligt bekendt, bør han legitimere sig ved at vise pas, førerbevis eller andre dokumenter med foto.

C. Notarialforretninger

Udenrigstjenesten udfører ikke notarialforretninger. Ved testamenter kan testator henvises til lokal notar eller at oprette et vidnetestamente, hvis han ikke kan rejse til Danmark.

D. Stemmeafgivning i udlandet ved valg og folkeafstemning

1. Generel orientering

a. Valgret til Folketinget, EuropaParlamentet og de kommunale eller amtskommunale råd samt ved folkeafstemninger har enhver, der

1) har dansk indfødsret

2) fylder eller er fyldt 18 år den dag, afstemningen afholdes i riget

3) har fast bopæl i riget og

4) ikke er umyndiggjort.

Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, anses for at have fast bopæl i riget. Tilsvarende anses følgende personer, der midlertidig har taget ophold i udlandet, for at have fast bopæl i riget:

- personer, der er udsendt af en dansk myndighed, en herværende virksomhed eller forening,

- personer, der gør tjeneste i en international organisation, som Danmark er medlem af,

- personer, som er udsendt af en hjælpeorganisation i Danmark,

- personer, der er i udlandet på grund af uddannelse eller helbred, samt

- andre personer, der kan sidestilles med de nævnte.

Samlevere til de nævnte personer anses ligeledes for at have fast bopæl i riget, hvis de to samlevende har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.

b. Ved kommunale valg skal vælgeren ud over at opfylde ovenstående betingelser også have fast bopæl i vedkommende kommune.

Valgret til de kommunale eller amtskommunale råd har endvidere personer, der ikke har dansk indfødsret, men er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen samt har haft fast bopæl i riget i de sidste tre år forud for valget, medmindre de er umyndiggjort med retsvirkning her i landet. Statsborgere fra de øvrige EU-lande og fra Island og Norge har dog valgret på samme betingelser som personer med dansk indfødsret, dvs. uden krav om tre års forudgående fast bopæl i riget.

Valgret til EuropaParlamentet har endvidere personer med dansk indfødsret, der har fast bopæl i et af de øvrige EU-lande samt statsborgere fra de øvrige EU-lande, der har fast bopæl i Danmark. Det er en forudsætning, at de pågældende er fyldt 18 år og ikke er umyndiggjort med retsvirkning i Danmark.

c. Ingen kan udøve valgret eller deltage i folkeafstemninger uden at være optaget på valglisten. Personer, der opfylder valgretsbetingelserne, optages på valglisten i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregistret (har fast bopæl). 15.dagen før valgdagen er skæringsdag for optagelse på valglisten. Personer, der tilflytter fra udlandet senere end 15.dagen før valgdagen, optages ikke på valglisten. Ved kommunale valg er skæringsdagen tirsdagen 7 dage før valgdagen.

Personer, der uanset udlandsophold anses for at have fast bopæl i riget, jf. ovenfor, optages på valglisten i den kommune, hvor de sidst var tilmeldt folkeregistret. Optagelse på folketingsvalglisten er betinget af en skriftlig anmodning i overensstemmelse med reglerne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 306 af 3. maj 2001. Anmodningen afleveres på en formular, der er godkendt af Indenrigsministeriet. Denne formular findes hos alle repræsentationer med udsendte medarbejdere, og kan desuden findes på Indenrigsministeriets hjemmeside på www.im.dk. Ansøgningen indsendes til den kommune, hvor vedkommende sidst var tilmeldt folkeregisteret.

Specielt for personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste udenfor riget, og for deres ægtefæller/samlevere kan det oplyses, at disse ikke anses for udrejst af landet i valgmæssig henseende, når udrejsen er sket efter den 30. juni 2000. Statsansatte beordret til tjeneste i udlandet, der er udrejst inden den 1. juli 2000, og som inden da eller eventuelt efterfølgende har anmodet om optagelse på valglisten, forbliver optaget på valglisten, så længe tjenesten i udlandet varer.

Ved Europa-Parlamentsvalg gælder særlige regler om optagelse på valglisten for danskere bosat i et af de øvrige EU-lande og for herboende EU-borgere.

Repræsentationen skal ikke foretage kontrol af, om personer, der ønsker at stemme, opfylder betingelserne herfor. Det sker i den kommune, hvortil brevstemmerne sendes.

De gældende lovbestemmelser findes i lov om valg til folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. april 2001, lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 264 af 18. april 2001, lov om kommunale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 263 af 18. april 2001, lov nr. 845 af 21. december 1988 om folketingsvalg i Grønland med senere ændringer, samt lov nr. 458 af 30. juni 1993 om folketingsvalg på Færøerne med senere ændringer. Personer, der henvender sig til repræsentationerne om bevarelse af stemmeretten, skal vejledes om indholdet af ovenstående (dvs. pkt. 1, generel orientering).

2. Særligt om valg til hjemmestyreorganer

Ved valg til det grønlandske landsting og det færøske lagting kan kun de personer optages på valglisten, som rent faktisk har bopæl i Grønland eller på Færøerne. I henhold til færøske valgregler har personer, der opholder sig uden for Færøerne i uddannelsesøjemed, valgret til Lagtinget, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne for valgret. Der gælder ikke andre undtagelsesregler, således at personer i udlandet kan anses for at have bopæl i Grønland eller på Færøerne.

Ved valg til det grønlandske landsting kan der afgives brevstemme på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation tidligst seks uger før valget, mens det ved grønlandske kommunalbestyrelsesvalg og bygderådsvalg kun er muligt at brevstemme inden for det danske rige. Ved valg til det færøske lagting er der mulighed for at brevstemme på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation og skibe i udlandet eller hos en, der er bemyndiget af landsstyret, op til fire måneder inden valget.

Der findes ingen generelle regler om vejledende folkeafstemninger iværksat af Landstinget eller Lagtinget. Spørgsmålet om afgivelse af brevstemmer ved sådanne afstemninger vil efter omstændighederne være reguleret i den landstingslov eller lagtingslov, hvorved afstemningen iværksættes.

Således bestemte landstingslov nr. 2 af 3. april 1981 om afholdelse af folkeafstemning om fortsat anvendelse af traktaterne om De Europæiske Fællesskaber i Grønland, at der ikke ved den pågældende afstemning kunne afgives brevstemme i udlandet.

De gældende lovbestemmelser findes i øvrigt i landstingslov nr. 9 af 31. oktober 1996 om valg til Grønlands Landsting som ændret ved landstingslov nr. 10 af 26. oktober 1998, og landstingslov nr. 10 af 31. oktober 1996 om valg til kommunalbestyrelser, bygderåd og menighedsrepræsentanter, og lagtingslov nr. 139 af 20. december 1996 om valg til Færøernes Lagting

3. Hvor kan stemmeafgivning finde sted

Stemmeafgivning i udlandet skal foregå på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation eller hos en stemmemodtager, der er udpeget af indenrigsministeren. Søfolk og passagerer på danske skibe i udenrigsfart (bortset fra færger, rutebåde og lignende) og personer ansat på danske havanlæg kan endvidere afgive stemme på vedkommende skib (havanlæg). Skibsføreren (chefen for havanlægget) skal sørge for, at der til stadighed findes stemmemateriale i fornødent antal om bord. Repræsentationen bør i givet fald efter anmodning udlevere eller tilsende føreren på et dansk skib (havanlæg) i udenrigsfart det nødvendige stemmemateriale.

4. Tidsfrister for stemmeafgivningen.

Stemmeafgivning på en dansk repræsentation i udlandet kan tidligst finde sted tre måneder inden valget eller folkeafstemningen. Ved kommunalvalg kan stemmeafgivning finde sted fra den 3. tirsdag i august måned i valgåret. En vælger, der indfinder sig på repræsentationen for at afgive sin stemme, skal have mulighed for det. Vælgeren skal blot oplyse, at valget eller folkeafstemningen vil finde sted inden tre måneder, uanset om repræsentationen har fået officiel meddelelse herom fra Udenrigsministeriet.

Brevstemmeafgivning i Danmark kan ved folketingsvalg finde sted de sidste tre uger før valgdagen, mens brevstemmeafgivning ved folkeafstemninger eller kommunalvalg kan finde sted de sidste tre måneder inden afstemningsdagen.

Stemmeafgivning i udlandet må ske i så god tid, at kommunalbestyrelsen kan sørge for, at brevstemmen er fremme hos vedkommende valgstyrere, eller i Grønland afstemningsledere, inden afstemningens begyndelse på valgdagen. Dette betyder i praksis, at brevstemmen skal være den pågældende kommunalbestyrelse i hænde senest dagen før valget eller folkeafstemningen.

5. Stemmemateriale

Brevstemmeafgivning er kun gyldig, når der anvendes brevstemmemateriale, som Indenrigsministeriet har tilvejebragt. Brevstemmematerialet består af:

a) Stemmesedler

Disse er ved valg til Folketinget af gråt papir, påtrykt ordet »Stemmeseddel« og forsynet med tre rubrikker. Ved valg til kommunale og amtskommunale råd skal anvendes samme særlige brevstemmemateriale, som anvendes ved brevstemmeafgivning her i landet til kommunale valg. Stemmesedlerne består her af en grå stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalg og en gul stemmeseddel til amtsrådsvalget. Stemmesedlerne til brug ved folkeafstemninger har ordene »Ja« og »Nej« trykt over hinanden adskilt ved en trykt, vandret streg. Stemmesedlerne ved valg til EuropaParlamentet er påtrykt »Stemmeseddel til EuropaParlamentsvalg« og forsynet med tre rubrikker.

b) Særskilte konvolutter til de enkelte stemmesedler. Konvolutterne er uigennemsigtige og af en sådan størrelse, at de fuldstændigt dækker stemmesedlen. Ved folketingsvalg er konvolutterne blå. Ved valg til kommunale og amtskommunale råd er konvolutterne henholdsvis blå og gule. Ved folkeafstemninger er konvolutterne røde med følgende påtryk: "Stemmeseddel vedrørende folkeafstemning".

c) Følgebreve

der indeholder en erklæring, som udfyldes og underskrives af vælgeren, samt en attest, som den, der står for stemmeafgivningen, skal udfylde og underskrive.

En oversættelse af følgebrevet til henholdsvis engelsk, fransk, spansk og tysk tilsendes alle repræsentationer og kan rekvireres i Udenrigsministeriet.

d) Yderkuverter

Det vil sige store konvolutter med påtryk på forsiden om, at de indeholder en stemmeseddel, og med plads til adressat (den pågældende kommunalbestyrelse). Yderkuverterne er gulbrune ved valg til Folketinget. Ved valg til de kommunale og amtskommunale råd er yderkuverterne blå. Ved folkeafstemning er yderkuverterne røde (restoplag med gulbrune yderkuverter er stadig gyldige) og ved valg til Europa-Parlamentet er yderkuverterne grønne. På bagsiden angiver vælgeren sit fulde navn, sin faste bopæl i Danmark (se desuden pkt. 1 under »Følgebrevet indeholder:«) samt fødselsdato.

Repræsentationen bør sikre, at de forskellige typer stemmemateriale opbevares adskilt, så sammenblanding undgås.

Hvis der afholdes to eller flere folkeafstemninger samtidig, vil det kunne foreskrives, at der skal benyttes stemmesedler af forskellig farve, og at stemmesedlerne skal være påtrykt titlen på det lovforslag eller den lov, de vedrører. Hvis dette stemmemateriale ikke kan fordeles til repræsentationerne i tide forud for afstemningen, vil der blive givet nærmere bestemmelser om tilretning m.v. af det allerede udsendte stemmemateriale.

6. Rekvirering af stemmemateriale

Det påhviler den enkelte repræsentation, at den til enhver tid er i besiddelse af den nødvendige beholdning af stemmemateriale. Repræsentationen bør i den forbindelse blandt andet tage hensyn til antallet af anløbende danske skibe, antallet af turister og antallet af besøgende til årlige messer eller udstillinger. Stemmesedler mv., kan rekvireres af repræsentationen fra Udenrigsministeriet eller fra den overordnede repræsentation. Ved rekvirering af stemmemateriale skal repræsentationen angive, hvor mange sæt der ønskes af

  1. gule eller grønne yderkuverter indeholdende følgebreve og blå konvolutter med tilhørende stemmesedler til brug ved valg,
  2. blå yderkuverter indeholdende følgebreve og blå og gule konvolutter med tilhørende stemmesedler til brug ved kommunale og amtskommunale valg.

c) røde yderkuverter indeholdende følgebreve og røde konvolutter med tilhørende stemmesedler til brug ved folkeafstemning.

7. Underretning om forestående valg eller folkeafstemninger

Så snart valg til Folketinget, EuropaParlamentet eller de kommunale og amtskommunale råd er udskrevet, eller beslutning er taget om afholdelse af folkeafstemning, underretter Udenrigsministeriet alle repræsentationer med udsendte medarbejdere herom. Disse repræsentationer bedes om fornødent pr. telex eller telefax underrette underordnede repræsentationer, også i sideakkrediterede lande. Repræsentationerne har normalt ikke pligt til at træffe forholdsregler med henblik på at gøre eventuelle vælgere bekendt med den forestående afstemning. Repræsentationerne bør på forespørgsel underrette danske valgberettigede om, at valg (folkeafstemning) er udskrevet, samt om dagen for valgets, respektive afstemningens, afholdelse. Endvidere vil repræsentationerne efter omstændighederne kunne underrette eventuelle større organisationer mv. af danskere i opholdslandet om valgets (folkeafstemningens) udskrivelse, fx hvor der er en lokal organisation af bistandsfrivillige eller filialer af danske virksomheder med mange danske medarbejdere.

Da anmeldelsesfristen for nye partier først udløber 15 dage før et folketingsvalg og 8 uger før et EuropaParlamentsvalg, vil der først efter disse fristers udløb kunne tilgå repræsentationen endelig meddelelse om, hvilke partier der deltager i valget. Der udsendes ikke fortegnelser over de opstillede kandidater til folketingsvalg, dels fordi de først foreligger ca. 7 dage før valgdagen, dels fordi der er tale om 17 forskellige fortegnelser, én for hver af de 17 stor- og amtskredse. Den vælger, der ønsker at stemme på en bestemt kandidat, må derfor selv inden skaffe sig oplysning om, hvilke kandidater der er eller vil blive opstillet til valget i den stor- eller amtskreds, hvor den pågældende vælger er optaget på valglisten. Ved kommunale valg udsendes heller ikke kandidatfortegnelser. Ved EuropaParlamentsvalg udsendes derimod en fortegnelse over de opstillede kandidater ca. tre uger før valgdagen.

8. Fremgangsmåden ved stemmeafgivningen.

a. Stemmeafgivning på en dansk repræsentation sker ved, at vælgeren henvender sig til repræsentationen, der mod fornøden legitimation (dansk pas, personnummerbevis, førerbevis, sygesikringsbevis, skattekort e.l.) udleverer den pågældende en stemmeseddel med dertil hørende konvolut, følgebrev og yderkuvert til brug for vedkommende valg eller folkeafstemning.

Repræsentationschefen bør sørge for, at der under hans/hendes eventuelle fravær inden for ekspeditionstiden findes en behørigt instrueret person, over for hvem stemmeafgivningen kan finde sted.

Repræsentationen er bemyndiget, men har ikke pligt, til at foretage en udgående forretning for at modtage brevstemmer, hvis omstændighederne efter dens skøn taler derfor. Den er berettiget til at gøre sin medvirken betinget af, at rekvirenterne dækker udgifterne til en sådan tjenesterejse.

I forbindelse med prøvelsen af de pågældendes identitet vil det være naturligt at have opmærksomheden henvendt på eventuelle data for alder og bopæl. Ud over hvad der i det enkelte tilfælde måtte fremgå af den foreviste legitimation, er repræsentationen imidlertid ikke berettiget til at afkræve dokumentation for, at valgretsbetingelserne er opfyldt, fx bevis for optagelse på valglisten. Repræsentationen har pligt til at imødekomme enhver anmodning om at få lejlighed til at brevstemme, medmindre det er aldeles utvivlsomt, at den, der fremsætter anmodningen, ikke er stemmeberettiget.

b. Repræsentationen bør henlede vælgerens opmærksomhed på den vejledning, der findes trykt på følgebrevets bagside og på den blå, respektive gule eller røde, konvolut. Hvis vælgeren ønsker det, bør repræsentationen endvidere oplyse om lovens betingelser for brevafstemning samt vejlede om den fremgangsmåde, der skal følges ved stemmeafgivningen.

c. Straks efter modtagelsen af stemmeseddel mv. skal vælgeren foretage afstemningen. Der skal gives den enkelte vælger adgang til at afgive sin stemme, uden at nogen får lejlighed til at se, hvordan han eller hun stemmer, fx ved at der gives adgang til en enligt stående pult eller et bord, hvor stemmesedlen kan udfyldes ugenert. Det må imidlertid påses, at vælgeren ikke fjerner sig med den modtagne stemmeseddel, og at han eller hun straks efter anvendelsen af stemmematerialet tilbageleverer dette.

d. Udfyldelsen af stemmesedlen foregår ved folketingsvalg ved, at vælgeren i den dertil bestemte rubrik skriver enten navnet eller bogstavbetegnelsen på et af de partier, der har opstillet kandidater i den amts eller storkreds, hvor vælgeren er opført på valglisten. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i kredsen, skriver han/hun dennes navn på stemmesedlen, eventuelt med tilføjelse af partinavnet eller bogstavbetegnelsen.

Ved valg til EuropaParlamentet og ved kommunale valg skriver vælgeren enten listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste (det parti), han/hun vil stemme på, eller navnet på en af listens kandidater, eventuelt med tilføjelse af listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen.

Ved folketingsvalg på Færøerne og i Grønland udfyldes stemmesedlen på tilsvarende måde ved anførelse af enten partinavn eller kandidatnavn.

Ved folkeafstemninger sker afstemningen ved, at den, der stemmer for det lovforslag eller den lov, der er genstand for afstemning, på stemmesedlen sætter kryds ved ordet »Ja«, medens den, der stemmer imod, sætter kryds ved ordet »Nej«.

e. Umiddelbart efter at vælgeren har stemt, indlægger han/hun uden at give nogen adgang til at se, hvordan han/hun har stemt, stemmesedlen i den dertil bestemte særlige konvolut og tilklæber den.

f. Det nævnte følgebrev udfyldes straks efter, at stemmesedlen er indlagt i konvolutten.

Følgebrevet indeholder:

1) En erklæring om, at vælgeren uden overværelse af andre har udfyldt stemmesedlen, lagt den i konvolut og tilklæbet denne. Vælgeren skal underskrive følgebrevet i overværelse af vedkommende diplomatiske eller konsulære repræsentant. Følgebrevet skal angive sted og dato for underskriften og vælgerens fulde navn, fødselsdato samt bopæl i den kommune, hvor han/hun er opført på valglisten.

Personer, som er optaget på valglisten i henhold til folketingsvalglovens § 2, udfylder adresserubrikken i følgebrevet således: »Optaget på valglisten i (seneste bopælskommune), folketingsvalglovens § 2«. De personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget før 1. juli 1988, og som ikke har bevaret fast bopæl i Danmark, samt deres samlevende ægtefæller/registrerede partnere, anfører »Københavns Kommune, ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget før 1. juli 1988«.

Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, der er udrejst efter den 30. juni 2000, udfylder adresserubrikken således: " Høj vejkode, (seneste bopælskommune)".

2) En attest udstedt af den diplomatiske eller konsulære repræsentant, som har stået for stemmeafgivningen, med bevidnelse af, at underskriften er ægte og skrevet på den tid og det sted, som vælgeren har angivet, og at stemmeafgivningen har fundet sted uden overværelse af andre. Attesten skal være underskrevet af repræsentanten egenhændigt og med angivelse af hans stilling. Attesten skal endvidere være forsynet med den pågældende repræsentations stempel.

g. Når vælgeren har stemt og følgebrevet er behørigt udfyldt og attesteret, indlægger han/hun konvolutten med stemmesedlen og følgebrevet i den dertil bestemte yderkuvert, som tilklæbes og adresseres til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor han/hun er opført på valglisten. Opmærksomheden henledes på, at adressen på Københavns kommune er enten Rådhuset, 1599 København V, eller Folkeregistret, Dahlerupsgade 6, 1640 København V.

Endvidere udfylder vælgeren den rubrik, der findes på yderkuvertens bagside, med tydelig angivelse af sit navn og sin bopæl i den nævnte kommune samt sin fødselsdato.

Personer, som er optaget på valglisten i henhold til folketingsvalglovens § 2, udfylder adresserubrikken på yderkuvertens bagside på samme måde som adresserubrikken i følgebrevet, eventuelt tillige med repræsentationens stempel.

Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, der er udrejst efter den 30. juni 2000, udfylder ligeledes adresserubrikken på yderkuvertens bagside på samme måde som adresserubrikken i følgebrevet, nemlig med "Høj vejkode, (seneste bopælskommune".

Repræsentationen bør vejlede vælgeren om, at der bortset fra folkeafstemning om flere lovforslag kun må sendes én stemmeseddel med følgebrev i hver yderkuvert.

h. Yderkuverten afleveres derefter til den, der har stået for stemmeafgivningen, hvorpå repræsentationen snarest afsender den. Portoen betales af repræsentationen. De afgivne brevstemmer skal sendes enkeltvis til vedkommende kommunalbestyrelse, og der må således ikke foretages en samlet forsendelse af flere brevstemmer til samme kommune. Bestående muligheder for hurtig og sikker hjemsendelse af brevstemmer bør dog udnyttes. Repræsentationerne kan derfor indsende konvolutter stilede til de respektive kommunalbestyrelser, eventuelt i ufrankeret stand, i dipbag eller dipcargo. Derefter frankerer og videresender Udenrigsministeriet dem. Undertiden vil det også være hensigtsmæssigt at benytte DHL eller en personlig kurer. Det er imidlertid i sidste instans den enkelte brevstemmevælgers egen risiko, at den pågældendes stemme bliver afgivet i så god tid, at den kan nå frem med den befordringsmåde, der sædvanligt anvendes på stedet. Herved må erindres, at der kan brevstemmes i udlandet op til tre måneder før valgdagen.

Repræsentationen bedes i forbindelse med indsendelse af afgivne brevstemmer pr. dipbag eller dipcargo være opmærksom på, at også sådanne forsendelser kan rammes af forsinkelse under transporten, ligesom de eventuelt først modtages i Udenrigsministeriet op til en weekend. Hvis tidsmarginen er lille, bedes disse forsendelser derfor adviseret pr. fax eller telex til postmodtagelsen og ressortkontoret (JT.1) for at sikre den kortest mulige ekspeditionstid før videregivelse til det danske postvæsen.

9. Særligt om stemmeafgivning til valg til Europaparlamentet for personer med fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i Den Europæiske Union.

a. Valgret til EuropaParlamentet har ud over de personer, der opfylder betingelserne for valgret til Folketinget enhver, som på valgdagen

1) har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i EU, eller

2) er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, er fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark. Personer, der er umyndiggjort med retsvirkning i Danmark, har dog ikke valgret.

b. De EU-bosatte danske vælgere optages på en særlig supplementsliste til valglisten i Københavns Kommune. Optagelsen er betinget af en skriftlig anmodning til Københavns Kommune i overensstemmelse med reglerne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 792 af 5. november 1998. Anmodningen om optagelse på den særlige supplementsliste kan tidligst fremsættes 6 måneder og senest 6 uger før valgdagen. Ansøgningen skal fremsættes på et ansøgningsskema, der er godkendt af Indenrigsministeriet. Dette skema skal forefindes hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i EU-landene, og kan ligesom det øvrige stemmemateriale rekvireres fra Udenrigsministeriet eller fra den overordnede repræsentation.

c. Stemmeafgivning kan ske efter de samme regler som for andre vælgere. Stemmematerialet er det samme som for andre vælgere.

d. Vælgere, der uanset udlandsophold, fx i et af de øvrige medlemslande i EU, har valgret til Folketinget og som efter ansøgning er optaget på folketingsvalglisten, skal afgive stemme efter de almindelige regler.

10. Repræsentationens diskretionspligt mv.

Repræsentationen skal påse, at vælgerne ikke udsættes for valgagitation i valglokalerne eller andre steder i umiddelbar tilknytning hertil. Derfor bør repræsentationen sørge for, at der ikke i selve valglokalet forefindes materiale, der indeholder nogen form for holdningsmæssig påvirkning i forbindelse med afholdelse af valg eller folkeafstemning. Repræsentationens chef eller personale må under ingen omstændigheder give vælgeren råd eller opfordring med hensyn til, hvilken kandidat eller liste han bør stemme på. Ej heller må de give oplysning om, hvorvidt en vælger har været til stede eller har afgivet stemme, eller hvad de i øvrigt måtte have bragt i erfaring med hensyn til afstemningen.

11. Vælgerens dødsfald

Hvis repræsentationen erfarer, at en vælger, som har afgivet sin stemme på repræsentationen, er afgået ved døden inden valgdagen, har repræsentationen pligt til straks at underrette vedkommende kommunalbestyrelse om det.

E. Deposita

1. Betingelser for modtagelse af deposita

Hvis personer eller firmaer anmoder repræsentationen om at opbevare penge, værdipapirer eller andre effekter, bør de normalt afvises og henvises til at træffe aftale om deponeringen med en lokal bank eller et stedligt opbevaringsmagasin.Repræsentationen bør kun modtage deposita under følgende to betingelser:

a. at der er en dansk interesse i deponeringen. Her tænkes ikke alene på tilfælde, hvor danske myndigheder har en interesse i, at de pågældende effekter er i repræsentationens varetægt, men også tilfælde, hvor danske statsborgere under krig eller indre uroligheder ikke har andre eller bedre muligheder for at bringe deres værdier i sikkerhed. Det kan også gælde tilfælde hvor en person eller et firma måtte tilbyde at deponere værdier til sikkerhed for et dansk krav, der endnu ikke har fundet sin afgørelse.

b. at betingelserne for depotets tilbagelevering eller udlevering er fastsat. Hvis et depositum skal tilbageleveres deponenten, bør det ved deponeringen gøres ham klart, at repræsentationen forbeholder sig ret til når som helst at tilbagelevere depotet til ham.

2. Opbevaring af depoter

Når penge, værdipapirer eller andre effekter modtages til opbevaring, gælder følgende bestemmelser:

a. Rede penge

i opholdslandets mønt, som modtages af en honorær repræsentation, skal altid indsættes på særskilt konto i et pålideligt pengeinstitut, og deponenten gøres bekendt hermed. Kontoen, der skal holdes adskilt fra repræsentationens almindelige bankkonto, oprettes i repræsentationens navn, såvidt muligt med vedkommende deponents navn som kendemærke, og således at det indestående beløb kun kan hæves af repræsentationens chef. Udgiften ved kontoens oprettelse og føring bæres af deponenten.

Ved de udsendte repræsentationer optages depoter bestående af rede penge og pengerepræsentativer i opholdslandets mønt i kassebeholdningen og indføres i kassejournalen til indtægt for konto 785001 (UM-Finans) (tidligere konto 95.50.01) + j.nr. (mellemværende med andre) dvs. i reskontroen til kredit for deponenten.

b. Depositum i lukket omslag.

Indholdet af et depositum, der ønskes opbevaret i lukket omslag, skal ved modtagelsen efterses af repræsentationen før tillukningen, og omslaget skal derefter forsynes med repræsentationens segl.

c. Effekternes henlæggelse i bankboks eller opbevaringsmagasin.

Deponenten bør gøres bekendt med, at repræsentationen forbeholder sig ret til i eget navn at lade værdipapirer, pengemidler i lukket omslag og genstande af betydelig værdi deponere i bankboks eller for større genstandes vedkommende hos et pålideligt opbevaringsmagasin. Det samme gælder effekter af mindre værdi, hvis repræsentationens pengeskab, respektive opbevaringsrum, ikke frembyder tilstrækkelig sikkerhed, eller hvis andre end repræsentationens chef og enkelte betroede medarbejdere ved repræsentationen har adgang til pengeskabet. Udgifter ved opbevaring uden for repræsentationens lokaler bæres af deponenten.

d. Repræsentationens og den danske stats ansvar.

For rede penge, som indsættes på konto i pengeinstitut i repræsentationens navn, samt for andre effekter, der opbevares i repræsentationens navn i pengeinstitut eller opbevaringsmagasin, er repræsentationen og den danske stat uden ansvar.For deposita, der opbevares i repræsentationens lokaler, er repræsentationen eller den danske stat ikke ansvarlig for tab eller forringelse af depotet, medmindre repræsentationens chef eller personale har udvist forhold, som kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler. Deponenten bør spørges, om han selv måtte ønske at tegne forsikring for depotet.

e. Kvittering.

For depotet afgiver repræsentationen følgende kvittering, hvis ansvarsklausul deponenten på stedet skal gøres bekendt med:

Kvittering for depositum

(Repræsentationen) i (sted) bekræfter dags dato af (navn og bopæl) at have modtaget (et beløb af eller: følgende værdipapirer, eller: en forseglet pakke til en angivet værdi af) til opbevaring som depositum. Repræsentationen forbeholder sig ret til uden ansvar for repræsentationen eller den danske stat at lade depotet opbevare i sit navn i (pengeinstitut eller opbevaringsmagasin) og er i øvrigt ikke ansvarlig for tab eller forringelse af depotet, medmindre repræsentationens chef eller personale har udvist forhold, der kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler.

(repræsentationen) i (sted)

den (dato)

(stempel)

(underskrift og stilling)

J.nr.

 

f. Indberetning om depoter in specie. Om modtagelsen af et depot in specie, jf. punkt b. og c. ovenfor, skal såvel honorære som udsendte repræsentationer straks indberette til Udenrigsministeriet og vedlægge en genpart af repræsentationens kvittering til deponenten. Når depotet tilbageleveres eller udleveres til rette vedkommende, skal repræsentationen på ny indberette med henvisning til indberetningen om depotets modtagelse og under vedlæggelse af kvitteringen for depotets udlevering. Indberetningerne akteres på en særlig aktpakke, og hvis repræsentationen skønner det hensigtsmæssigt, kan der føres en særlig depotbog.

Depoter in specie bogføres i Udenrigsministeriet og skal ikke bogføres af repræsentationen.

Udsendte repræsentationer skal som foreskrevet i Instruksens (Bind 3, kapitel VIII, afsnit G. 2) sammen med årsregnskabet indsende en fuldstændig fortegnelse over depoter in specie og for hvert enkelt depot oplyse grunden til, at det endnu ikke har kunnet udleveres til rette vedkommende.

F. Repræsentationernes kontrolmæssige medvirken i visse tilfælde ved momsrefusion til turister

I henhold til Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 422 af 2. juni 1999 om merværdiafgift (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 5 samt Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 159 af 3. marts 2000 §§ 33 - 36 kan varer, som købes af personer bosat udenfor EU, og som medtages som rejsegods, fritages for moms.

Betingelse for afgiftsfritagelsen er desuden, at der ved udrejse fra EU-området sker en dokumenteret toldmæssig udførselkontrol.

I undtagelsestilfælde, hvor vareudførselen ikke har kunnet kontrolleres på forskriftsmæssig måde, kan, for så vidt angår varekøb i Danmark, en alternativ dokumentation godkendes af det danske toldvæsen.

En sådan alternativ dokumentation består i en indførselsattestation, afgivet af toldmyndigheden i købers bopælsland.

Hvis toldmyndigheden ikke har villet give en sådan attestation, vil dog en erklæring fra vedkommende danske udenrigsrepræsentation om, at varerne er ankommet til det pågældende land, også kunne godkendes.

En forudsætning for erklæringens afgivelse er, at repræsentationen får forelagt salgsfaktura eller udførselsangivelse, udfærdiget af den danske sælger, samt herudover, enten ved varernes fremvisning på repræsentationen eller andet passende sted, eller på anden betryggende måde, kan konstatere, at varerne faktisk er indført i bopælslandet.

Gebyr ved udfærdigelse af attestation opkræves efter gældende regler.

For personer bosat i Norge gælder dog for varekøb foretaget i Danmark, at dokumentationen skal være en indførselsattestation afgivet af norsk toldmyndighed.

Der henvises til pjecen »Tilbagebetaling af moms til turister i Danmark«, som kan findes på www.toldskat.dk under Borger Vejledninger til borgere Refund of Danish VAT to tourists in Denmark/tilbagebetaling af moms til turister.

 

indholdsfortegnelse

kapitel iv

Erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk statsborgerret

A. Generelle bestemmelser

1. Definitioner

2. Bevis for dansk statsborgerret

3. Lovgivning om dansk statsborgerret

B. Generelle principper på statsborgerretsområdet

C. Erhvervelse af dansk statsborgerret

1. Børn født af danske forældre

2. Legitimation ved efterfølgende ægteskab

3. Adoption

4. Bopæl i Danmark til skelsår og alder samt afgivelse af erklæring til myndighederne

5. Ægteskab med dansk mand/kvinde

6. Naturalisation

7. Særligt om repræsentationernes behandling af naturalisationssager (adoption, danskgifte og sager omfattet af »prinsessereglen«)

8. Særregler i anledning af de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark

D. Fortabelse af dansk statsborgerret

1. Erhvervelse af fremmed statsborgerret

2. Fødsel og forbliven i udlandet

3. Særligt om repræsentationernes behandling af sager om fødsel og forbliven i udlandet

4. Løsning fra dansk statsborgerskab

5. Særregler for personer fra de tidligere dansk-vestindiske øer

6. Særregler for islændinge

E. Generhvervelse af dansk statsborgerret

A. Generelle definitioner

1. Definitioner

I dansk lovgivning benyttes »indfødsret« synonymt med »statsborgerret«. »Danmark«, »den danske stat« og »det danske rige« omfatter i det følgende alle områder, der på de givne tidspunkter hørte til den danske stat.

Herefter omfatter disse udtryk alle dele af Danmark, herunder Færøerne og Grønland og fra 15. juni 1920 de sønderjyske landsdele; endvidere (indtil 17. januar 1917) de tidligere dansk-vestindiske øer og (indtil 1. december 1918) Island.

2. Bevis for dansk statsborgerret

Bevis for dansk statsborgerret føres ved at fremlægge relevante dokumenter, eventuelt i forbindelse med andre data:

a) Statsborgerretsbevis/indfødsretsbevis, udstedt af det danske justitsministerium, er normalt fuldt bevis for, at den eller de personer, som er nævnt deri, har dansk statsborgerskab.

Det samme gælder et bevis udstedt af statsamterne (i København Overpræsidenten), Rigsombuds-manden på Færøerne eller i Grønland for, at den eller de deri nævnte personer har erhvervet dansk indfødsret ved erklæring i henhold til §§ 3, 4, 10B, 10C i lov om dansk indfødsret, jf. L.bkg. nr. 28 af 15. januar 1999, som ændret ved lov nr. 1102 af 29. december 1999.

Danske diplomatiske og konsulære repræsentationer har derimod ingen bemyndigelse til at udstede bevis for, at en person er dansk statsborger.

b) Dansk nationalitetspas kan også som udgangspunkt antages som bevis for indfødsret. Dette gælder derimod ikke fremmedpas eller »rejsedokumenter«, udstedt i henhold til forskellige internationale overenskomster.

Statsborgerretsbeviser/indfødsretsbeviser og/eller et dansk nationalitetspas er ikke ubetinget bevis for dansk indfødsret, idet den pågældende efter dokumentets udstedelse kan have mistet sin danske statsborgerret, jf. afsnit D. I lande, hvor der er krav om opnåelse af en opholdstilladelse, vil forelæggelse af opholdstilladelse eller et visum i passet kunne tjene til at bekræfte, at ansøgeren ikke i mellemtiden har opnået udenlandsk statsborgerskab. Det forudsætter dog, at den administrative procedure i det pågældende land indebærer, at selve opholdsbeviset inddrages ved erhvervelse af det pågældende lands statsborgerskab.

For personer, der bor i udlandet, og som har gyldigt dansk nationalitetspas, og hvor de fremkomne oplysninger ikke giver anledning til at antage, at indehaveren har mistet sin danske statsborgerret, kan vedkommende danske udlandsrepræsentation, i det omfang det er strengt nødvendigt, udfærdige erklæringer om statsborgerret af følgende indhold: (For konsulaters vedkommende eventuelt efter forelæggelse for den ambassade eller det generalkonsulat, hvorunder konsulatet hører.)

   

Erklæring vedrørende statsborgerskab

 

Det attesteres herved, at den danske statsborger

(navn)

boende

(bopæl)

født den

(fødested)

har dansk nationalitetspas nr.

 

udfærdiget den

(dato for pasudstedelsen)

og gyldigt til

 

(Repræsentationen)

(sted)

   

den

(dato)

   

(tjenestestempel)

(underskrift og stilling)

   

c) Danske fødsels og dåbsattester, militærpapirer, søfartsbøger, næringsbeviser o.l.. er ikke bevis for dansk statsborgerret. Når sådanne papirer sammenholdes med andre data, f.eks. at den pågældendes (eventuelt også forældrenes) navn er et almindeligt kendt dansk navn, at vedkommende taler rent dansk, fyldestgørende kan besvare spørgsmål, der sigter til at fastslå hans danske afstamning o.l., kan repræsentationen i de fleste tilfælde behandle den pågældende som dansk statsborger.

Personer, der hævder at være i besiddelse af dansk statsborgerskab, bør i tvivlstilfælde henvises til at rette henvendelse til Justitsministeriets Indfødsretskontor for at få udstedt statsborgerretsbevis. Ved ansøgning om udstedelse af bevis for dansk statsborgerskab bør Justitsministeriets ansøgningsskemaer så vidt muligt benyttes. Skemaer kan rekvireres i Justitsministeriet.

3. Lovgivning om dansk statsborgerret

Hovedloven vedrørende erhvervelse og fortabelse af dansk indfødsret er loven af 27. maj 1950, der trådte i kraft 1. januar 1951, og som afløste loven af 18. april 1925 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret. Tidligere love anvendes dog stadig, hvis de forhold, der begrunder erhvervelse eller fortabelse af indfødsret, ligger inden for det tidsrum, hvor de har været i kraft.

Det drejer sig særligt om Indfr. 1776 til 6. april 1898, lov 1898 fra 7. april 1898 til 28. april 1925, lov 1925 fra 29. april 1925 til 31. december 1950, lov 1950 fra 1. januar 1951 til 31. december 1968, lov 1968 fra 1. januar 1969 til 31. december 1978, lov 1978 fra 1. januar 1979 til 30. september 1986, lov 1986 fra 1. oktober 1986 til 24. marts 1991, lov 1991 fra 25. marts 1991 til 27. december 1994, lov 1994 fra 28. december 1994 til 31. oktober 1997, lov 1997 fra 1. november 1997 til 31. januar 1999, lov 1998 fra 1. februar 1999 samt lov 1999 af 29. december 1999 med virkning fra 31. december 1999.

Når der i den følgende fremstilling er henvist til disse 12 love, er dette sket blot ved angivelse af lovens årstal. Henvisninger til de øvrige love (L.), bekendtgørelser (bkg.) og kgl. anordninger (an.), jf. nedenfor, er foretaget ved angivelse af bestemmelsens nummer og årstal.

Følgende forskrifter omhandler erhvervelse, fortabelse og generhvervelse af dansk indfødsret: Indfødsretten af 15. januar 1776,

lov nr. 54 af 25. marts 1871 indeholdende tillæg til indfødsretsforordningen af 15. januar 1776,

lov nr. 42 af 19. marts 1898 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret, som ændret ved lov nr. 57 af 23. marts 1908 (bkg. nr. 59 af 23. marts 1908),

lov nr. 166 af 17. maj 1916, hvorefter dansk indfødsret kan meddeles visse personer,

lov nr. 353 af 27. november 1916 vedrørende erhvervelse af indfødsret,

bkg. nr. 223 af 18. april 1917 om en mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater den 4. august 1916 afsluttet overenskomst om overdragelse til de nævnte stater af de dansk-vestindiske øer,

lov nr. 474 af 5. september 1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjyske landsdeles indlemmelse i Danmark, som ændret ved lov nr. 247 af 12. juni 1922 (bkg. nr. 293 af 12. juni 1922),

lov nr. 123 af 18. april 1925 om erhvervelse og fortabelse af indfødsret,

midlertidig lov nr. 333 af 25. juni 1940 om ændring af loven af 18. april 1925 sammenholdt med kgl. anordning nr. 230 af 26. juli 1947 angående ikrafttrædelsen af § 6, 1. stk. i loven af 18. april 1925 samt

lov nr. 252 af 27. maj 1950 om dansk indfødsret, som ændret ved lov nr. 399 af 11. december 1968 (bkg. nr. 409 af 17. december 1968), lov nr. 117 af 29. marts 1978 (bkg. nr. 155 af 6. april 1978), lov nr. 326 af 4. juni 1986 om ændring af adoptionsloven og indfødsretsloven, lov nr. 159 af 18. marts 1991 (bkg. nr. 457 af 17. juni 1991), lov nr. 1097 af 21. december 1994 (bkg. nr. 757 af 14. september 1995), lov nr. 233 af 2. april 1997, lov nr. 1018 af 23. december 1998, jf. L.bkg. nr. 28 af 15. januar 1999, samt lov nr. 1102 af 29. december 1999.

Visse særbestemmelser for bestemte grupper af personer er givet ved lov nr. 379 af 12. juli 1946 om ændring i loven af 18. april 1925, lov nr. 380 af 12. juli 1946 om generhvervelse af indfødsret i visse tilfælde m.m., lov nr. 528 af 22. december 1947 om ændret affattelse af lov nr. 379 af 12. juli 1946, lov nr. 518 af 22. december 1948 om tillæg til loven af 18. april 1925 og lov nr. 504 af 20. december 1950 om ordning af visse indfødsretlige forhold.

De fleste forespørgsler til repræsentationerne om dansk indfødsret kan formentlig besvares på grundlag af den fremstilling af reglerne, som er givet nedenfor. Repræsentationen bør dog altid understrege, at Justitsministeriets Indfødsretskontor er ressortmyndighed på området. Er repræsentationen i tvivl, eller ønskes der en formel udtalelse om reglernes anvendelse, bør sagen forelægges Justitsministeriets Indfødsretskontor til endelig afgørelse.

B. Generelle principper på statsborgerretsområdet

Langt de fleste danskere har erhvervet deres danske statsborgerskab automatisk ved fødslen. Her følger Danmark »afstamningsprincippet«. Det betyder, at det som udgangspunkt er forældrenes statsborgerskab - og ikke barnets fødested - der er afgørende for, om man bliver dansk statsborger. De nærmere regler om erhvervelse af dansk statsborgerskab ved fødslen er beskrevet nedenfor i afsnit C.1. Har man ikke erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, kan det efterfølgende erhverves på flere måder. Reglerne herom er beskrevet nedenfor i afsnit C.2-8.

Der tages i mange tilfælde særlige hensyn til statsløse personer, idet Danmark internationalt har forpligtet sig til at medvirke til begrænsning af statsløshed. Ved efterfølgende erhvervelse af statsborgerskab følger Danmark det princip, at man så vidt muligt søger at begrænse tilfælde af dobbelt statsborgerskab, dvs. det forhold, at en person er statsborger i mere end et land.

Princippet indebærer, at en ansøger som udgangspunkt skal være villig til at frasige sig sit hidtidige statsborgerskab for at erhverve dansk statsborgerskab. Omvendt vil en dansk statsborger som udgangspunkt automatisk fortabe sit danske statsborgerskab ved erhvervelsen af fremmed statsborgerret. Se herom afsnit D.

Uanset dette princip vil der imidlertid alligevel i en del tilfælde kunne opstå dobbelt statsborgerskab. Det gælder f.eks. ofte for adoptivbørn og for personer, der fortsat har bopæl i det oprindelige statsborgerretsland. Disse personer vil ofte ikke kunne opnå løsning af det tidligere statsborgerskab efter det oprindelige statsborgerretslands lovgivning. Dertil kommer, at det i nogle lande generelt ikke er muligt at blive løst fra sit statsborgerskab. I sådanne tilfælde, hvor løsning efter Justitsministeriets oplysninger må anses for umulig eller overordentligt vanskelig, vil der ikke blive stillet krav herom ved naturalisationen. Oplysning om Justitsministeriets aktuelle praksis med hensyn til konkrete lande kan fås ved henvendelse til Indfødsretskontoret.

I tilfælde, hvor dobbelt statsborgerskab opstår ved fødslen, dvs. hvor et barn ved fødslen automatisk ud over det danske statsborgerskab erhverver fremmed statsborgerskab, accepteres dette fuldt ud. Der stilles således ikke efter dansk lovgivning krav om, at den pågældendes forældre (eller på et senere tidspunkt den pågældende selv) skal vælge statsborgerskab. Hvor barnet er født i udlandet, bør man dog være opmærksom på, om det danske statsborgerskab fortabes efter reglerne i indfødsretslovens § 8. Se herom afsnit D.2.

Det skal understreges, at det ikke uden for de fastsatte regler er muligt for Justitsministeriet at acceptere dobbelt statsborgerskab, samt at Folketingets Indfødsretsudvalg efter praksis kun i ganske få tilfælde dispenserer fra reglerne på dette område.

C. Erhvervelse af dansk statsborgerret

1. Børn født af danske forældre

a) Ægtebarn, hvis fader er dansk statsborger, har erhvervet dansk indfødsret:

- ved fødsel i den danske stat, uanset hvornår det er født (Indfr. 1776 § 1, L. 1898 §§ 1 og 9, L. 1925 § 1, L. 1950 § 1);

- ved fødsel i udlandet før 7. april 1898, hvis faderen ved barnets fødsel opholdt sig i udlandet på rejse eller i statens tjeneste (Indfr. 1776 § 1), eller han opholdt sig i et land, hvor danske statsborgere, da fødslen fandt sted, ikke var undergivet landets jurisdiktion (bkg. nr. 59 af 1908 § 9 stk. 1);

- ved fødsel i udlandet efter 6. april 1898 (L. 1898 §§ 1 og 9, L. 1925 § 1, L. 1950 § 1).

- Endvidere er der ved lov nr. 353 af 27. november 1916 givet indfødsret til personer, der den 27. november 1916 var statsløse, forudsat at de ville have haft dansk indfødsret, hvis den regel, der gjaldt fra 7. april 1898 om, at bl.a. ægtebarn af dansk fader ved fødslen erhverver dansk indfødsret, hvad enten fødslen foregår i Danmark eller i udlandet, altid havde været gældende.

b) Ægtebarn, hvis moder er dansk statsborger, har erhvervet dansk indfødsret:

- ved fødslen, hvis det er født i den danske stat i tidsrummet 1. januar 1951 til 31. december 1978, og faderen ved barnets fødsel var statsløs de jure, eller hvis barnet i øvrigt ikke ved fødslen har erhvervet faderens fremmede statsborgerret (L. 1950 § 1).

- Med fødsel i Danmark ligestilles fødsel i Finland, Norge eller Sverige (L. 1950 § 10A).

- Bestemmelsen anvendes endvidere på et barn, der er født i tiden fra 1. januar 1933 til 31. december 1950, hvis barnet i hele tidsrummet fra fødslen til 1. januar 1951 var statsløst; indfødsretten er dog først erhvervet den 1. januar 1951. Fødsel i Finland, Norge eller Sverige er ikke ligestillet med fødsel i Danmark ved anvendelsen af denne overgangsbestemmelse (L. 1950 § 13 stk. 1).

- Ved fødslen, hvis barnet er født den 1. januar 1979 eller senere, uanset om fødslen har fundet sted i eller uden for den danske stat (L. 1978 § 1).

c) Børn, som er født i ægteskab mellem en dansk moder og en ikke-dansk fader, og som er født i tidsrummet 1. januar 1961 til 31. december 1978, kunne i perioden fra 1. januar 1979 frem til 31. december 1981 erhverve dansk indfødsret ved, at moderen afgav erklæring derom over for Statsamtet (i København Magistraten) eller over for en dansk udlandsrepræsentation i henhold til § 2, stk. 2, i lov nr. 117 af 29. marts 1978 om ændring af L. 1950. Det var en forudsætning, at moderen fortsat var dansk statsborger på tidspunktet for erklæringens afgivelse.

Disse børn kan nu kun erhverve dansk indfødsret ved naturalisation, jf. nedenfor pkt. 7.

d) Børn født uden for ægteskab, hvis moder er dansk statsborger, har erhvervet dansk indfødsret:

- ved fødsel i den danske stat, uanset hvornår det er født (Indfr. 1776 § 1, L. 1898 §§ 1 og 9, L. 1925 § 1, L. 1950 § 1);

- ved fødsel i udlandet før 7. april 1898, hvis moderen ved barnets fødsel opholdt sig i udlandet på rejse eller i Statens tjeneste (Indfr. 1776 § 1), eller hun opholdt sig i et land, hvor danske statsborgere, da fødslen fandt sted, ikke var undergivet landets jurisdiktion (Bkg. nr. 59 af 1908 § 9 stk. 1);

- ved fødsel i udlandet efter 6. april 1898 (L. 1898 §§ 1 og 9, L. 1925 § 1, L. 1950 § 1).

- Endvidere er der ved lov nr. 353 af 27. november 1916 givet indfødsret til personer, der den 27. november 1916 var statsløse, forudsat de ville have haft dansk indfødsret, hvis den regel, der gjaldt fra 7. april 1898 om, at bl.a. barn født uden for ægteskab af dansk moder ved fødslen erhverver dansk indfødsret, hvad enten fødslen foregår i Danmark eller i udlandet, altid havde været gældende.

e) Børn født uden for ægteskab, hvis fader er dansk statsborger, erhverver dansk indfødsret:

- Ved fødsel her i riget efter den 31. januar 1999.

2. Legitimation ved efterfølgende ægteskab

a) Barn født uden for ægteskab af udenlandsk moder, som den 7. april 1898 eller senere har indgået ægteskab med barnets danske fader, har erhvervet dansk indfødsret, hvis barnet på det tidspunkt, da det således legitimeredes ved forældrenes efterfølgende ægteskab, var ugift og under 18 år (L. 1898 § 3, L. 1925 § 3, L. 1950 § 2).

b) Den, som den 27. november 1916 var statsløs, men som ville have haft dansk indfødsret, hvis den bestemmelse, der er nævnt under a), altid havde været gældende, har på denne dag erhvervet dansk indfødsret (L. nr. 353 af 1916).

3. Adoption

Danske statsborgeres adoption af et udenlandsk barn medfører nu i de fleste tilfælde automatisk, at barnet bliver dansk statsborger. Indtil den 1. januar 1979 kunne udenlandske adoptivbørn kun erhverve dansk indfødsret ved naturalisation, jf. pkt. 6. I perioden 1. januar 1979 til 31. september 1986 kunne visse udenlandske adoptivbørn erhverve dansk indfødsret ved, at adoptivforældrene afgav erklæring herom (L. 1950 § 2 A, jf. Bkg. nr. 155 af 6. april 1978).

Fra den 1. oktober 1986 erhverver udenlandske adoptivbørn automatisk dansk indfødsret, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) adoptionsbevillingen skal være meddelt af en dansk myndighed. Efter den 31. oktober 1997 sidestilles en udenlandsk afgørelse om adoption dog med en dansk adoptionsbevilling, hvis den udenlandske afgørelse anerkendes i henhold til Adoptionslovens § 28, stk. 2.

b) begge de adopterende ægtefæller eller den ugifte adoptant skal være danske statsborgere. Efter den 31. januar 1999 skal dog alene den ene af ægtefællerne være dansk statsborger.

c) både barnet og dets adoptivforældre skal bo i Danmark. Dette krav er dog bortfaldet med virkning fra den 1. februar 1999.

d) adoptionsbevillingen skal være udfærdiget senest dagen før, barnet fylder 12 år.

Dansk statsborgerskab erhverves fra det tidspunkt, hvor adoptionens retsvirkninger indtræder, det vil for bevillinger udstedt den 1. januar 2000 eller senere sige ved barnets ankomst til Danmark.

For bevillinger udstedt inden denne dato erhverves dansk statsborgerskab fra bevillingstidspunktet (dog ankomsttidspunktet for bevillinger vedrørende adoptioner gennemført efter Haagerkonventionen af 29. maj 1993, jf. adoptionslovens § 28, stk. 2, i perioden 1. februar 1999 til 31. december 1999).

Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt det oprindelige statsborgerskab bevares efter det pågældende lands lovgivning, er uden betydning for erhvervelsen af dansk statsborgerskab efter denne bestemmelse.

I tilfælde, hvor de nævnte betingelser ikke er opfyldt, kan det udenlandske adoptivbarn eventuelt erhverve dansk indfødsret ved naturalisation, jf. pkt. 6.

4. Bopæl i Danmark til skelsår og alder samt afgivelse af erklæring til myndighederne

a) En udlænding, født i Danmark før 7. april 1880, og som vedblivende havde sin bopæl i landet, erhvervede automatisk dansk statsborgerret ved det fyldte 18. år (Indfr. 1776 § 9). Den således erhvervede statsborgerret omfattede ikke bipersoner, d.v.s. mandens hustru og ægtebørn eller kvindens børn uden for ægteskab.

b) En udenlandsk mand eller udenlandsk ugift kvinde, født i Danmark i tidsrummet 7. april 1880 til 31. december 1950, og som vedblivende havde sin bopæl i landet, erhvervede ved det fyldte 19. år automatisk dansk statsborgerret (L. 1898 § 2, L. 1925 § 2). Den statsborgerret, som en mand havde erhvervet, tilkom også hans hustru og ægtebørn, medens børn født uden for ægteskab på samme måde fulgte moderen.

Dansk statsborgerret blev dog ikke erhvervet, hvis vedkommende i løbet af det sidste år før sin 19 års fødselsdag over for overøvrigheden (i København magistraten) havde afgivet en skriftlig erklæring om ikke at ville erhverve dansk indfødsret og ved fyldestgørende attest havde godtgjort at have statsborgerret i et andet land.

c) I tidsrummet 1. januar 1951 til 31. december 1968 kunne en udlænding, der var født i Danmark og vedblivende havde sin bopæl i landet, erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. år, men inden det fyldte 23. år, at afgive en erklæring derom til myndighederne (L. 1950 § 3). En statsløs eller en person, der godtgjorde, at han ville miste sin fremmede statsborgerret ved at erhverve dansk indfødsret, kunne afgive erklæringen fra det fyldte 18. år, forudsat han/hun ved erklæringens afgivelse vedblivende havde haft bopæl i Danmark i de sidste fem år.

d) I perioden 1. januar 1969 til 31. januar 1999 kunne en udlænding, der som barn havde boet i Danmark i sammenlagt mindst fem år og desuden fra det fyldte 16. år vedblivende havde haft bopæl i landet, erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 21. (18.) år, men inden det fyldte 23. år, at afgive en skriftlig erklæring derom over for Statsamtet (København Overpræsidenten). Med bopæl i Danmark før det fyldte 16. år ligestilledes bopæl i Finland, Norge eller Sverige (L.bkg. 1968 § 10 A).

e) Siden den 1. februar 1999 kan en udlænding, der har haft ophold i Danmark i sammenlagt mindst 10 år, heraf mindst 5 år inden for de sidste 6 år, erhverve dansk indfødsret ved efter det fyldte 18. år, men inden det fyldte 23. år, at afgive en erklæring derom over for Statsamtet (i København Overpræsidenten) (L.1998 § 3). Med virkning fra 31. december 1999 kan erklæring ikke afgives af personer, der er straffet, eller som er sigtet for en lovovertrædelse, jf. lov nr. 1102 af 29. december 1999.

Bopæl i et andet nordisk land ligestilles med bopæl i Danmark i det omfang bopælstiden i det andet nordiske land ligger mindst 5 år forud for erklæringens afgivelse og før den erklærendes fyldte 16. år (L. 1998 § 10A).

f) Nordiske statsborgere har en særlig adgang til af erhverve dansk indfødsret ved afgivelse af erklæring over for et statsamt (i København Overpræsidenten).

I perioden 1. januar 1969 indtil 1. februar 1999 gjaldt denne adgang for finske, norske og svenske statsborgere (L. 1968 § 10B, jf. aftale af 15. januar 1969 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige), mens den efter den 1. februar 1999 tillige gælder islandske statsborgere (L. 1998 § 10B, jf. aftale af 23. oktober 1998 mellem de nordiske lande).

Erklæringen kan afgives, hvis den pågældende:

- er fyldt 18 år;

- har haft bopæl i Danmark i de sidste syv år;

- ikke i de sidste syv år er dømt til frihedsstraf eller foranstaltning, der kan ligestilles med frihedsstraf.

Med virkning fra den 31. december 1999 udelukkes erklæring endvidere, hvis der verserer en straffesag mod den pågældende, hvor der er nedlagt påstand om udvisning.

g) For visse børn, der er født i ægteskab mellem ikke-dansk mand og dansk kvinde, samt for visse adoptivbørn, har erhvervelse af dansk indfødsret kunnet finde sted ved erklæring, se ovenfor afsnit C.1.c og C.3.

Når en person erhverver dansk indfødsret ved erklæring, udfærdiges indfødsretsbevis af Statsamtet eller af Justitsministeriet.

Indfødsretten tilkommer også den pågældendes børn efter de regler, der er omtalt under pkt. 6, hvorfor disse børn tillige vil stå anført på beviset.

5. Ægteskab med dansk mand/kvinde

a) En udenlandsk kvinde, der før den 7. april 1898 indgik ægteskab med en dansk mand, erhvervede ikke dansk statsborgerret ved ægteskabet, men opnåede først dansk statsborgerret den 7. april 1898, dog kun for så vidt hun på dette tidspunkt levede i ægteskab med sin danske mand (L. 1898 § 11). Hvis hun den 7. april 1898 var enke, fraskilt eller separeret, og hun den 27. november 1916 var statsløs (f.eks. fordi hun ved indgåelse af ægteskabet havde mistet sin oprindelige statsborgerret), opnåede hun den 27. november 1916 dansk statsborgerskab (L. nr. 353 af 1916).

b) En udenlandsk kvinde, der i tidsrummet 7. april 1898 til 31. december 1950 indgik ægteskab med en dansk mand, erhvervede ved ægteskabet dansk indfødsret (L. 1898 § 3, L. 1925 § 3).

c) En udenlandsk kvinde, der efter 31. december 1950 har indgået ægteskab med en dansk mand, har ikke ved ægteskabet erhvervet dansk statsborgerret, men udlændinge, både mænd og kvinder, som er danskgifte, kan i almindelighed opnå dansk statsborgerret ved naturalisation, når de har boet fire år i Danmark og samlevet med den danske ægtefælle de seneste tre år, jf. nedenfor pkt. 6.

6. Naturalisation

Naturalisation sker ved, at ansøgeren med navns nævnelse optages på en af de særlige love om indfødsrets meddelelse, hvoraf der som regel gennemføres tre om året.

a) Betingelser for naturalisation.

De gældende betingelser for naturalisation findes i Justitsministeriets cirkulære nr. 90 af 16. juni 1999. Naturalisation kan som udgangspunkt kun meddeles til personer, der har ophold i Danmark, og som opfylder visse betingelser med hensyn til ophold, vandel, restancer til det offentlige og danskkundskaber. Det er endvidere som udgangspunkt en betingelse, at ansøgeren er indforstået med at give afkald på sit hidtidige statsborgerskab.

- Ophold

I almindelighed skal ansøgere have opholdt sig i Danmark i mindst syv år. For statsløse samt for personer med flygtningestatus er kravet seks år, mens det for nordiske statsborgere alene er to år.

For særlige persongrupper gælder lempeligere krav, f.eks. personer, der har fået en væsentlig del af deres almindelige eller faglige uddannelse i Danmark. Ligeledes vil personer, der er kommet til Danmark som børn, personer af dansk afstamning, dansksindede sydslesvigere og tidligere danske statsborgere under visse omstændigheder kunne naturaliseres efter væsentligt kortere opholds-perioder. Danskfødte vil under visse betingelser kunne naturaliseres allerede efter et års ophold i Danmark.

For ansøgere, der lever i ægteskab med en dansk statsborger, stilles efter tre års ægteskab krav om fire års ophold. Ved to års ægteskab kræves fem års ophold og ved et års ægteskab kræves seks års ophold. Op til et års samliv kan ligestilles med ægteskab i den pågældende periode. Har ansøgeren på grund af den danske ægtefælles arbejde bopæl i udlandet, kræves det, at ansøgeren tidligere har opholdt sig i Danmark i sammenlagt mindst fire år. Naturalisation kan således i disse tilfælde finde sted, selv om ansøgeren ikke aktuelt har ophold i Danmark.

Personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1961 til den 31. december 1978 af en dansk mor, og som i medfør af § 2, stk. 2, i lov nr. 117 af 19. marts 1978 kunne have erhvervet dansk stats-borgerskab, såfremt moderen i perioden fra den 1. januar 1979 til den 31. december 1981 havde afgivet erklæring herom, jf. afsnit C.1.c), kan naturaliseres uden at have eller tidligere at have haft ophold i Danmark (»prinsessereglen«).

Børn under 12 år, der adopteres af danske statsborgere, og som ikke bliver danske statsborgere i medfør af L. 1998 § 2A, herunder ved stedbarnsadoptioner, kan ligeledes naturaliseres, uanset om de har eller tidligere har haft ophold i Danmark. Børn, der adopteres mellem det 12. og det 18. år, kan inden det 18. år naturaliseres efter to års ophold i Danmark.

Hvor naturalisation kan finde sted uden krav om aktuelt ophold i Danmark, kan ansøgningen indgives til en dansk repræsentation i udlandet. Se om behandlingen af disse sager nedenfor, pkt. 7.

- Vandel

Ansøgere, der er straffet, kan først naturaliseres efter udløbet af den karenstid, som udløses af den pågældende lovovertrædelse. Karenstiden afhænger af lovovertrædelsens karakter og af straffens art og længde. De gældende karenstider er optaget i et bilag til naturalisationscirkulæret.

- Restancer til det offentlige

Restancer vedrørende offentlig hjælp eller skatter og afgifter er som udgangspunkt til hinder for naturalisation.

- Danskkundskaber

Ansøgeren skal være i stand til uden brug af omskrivninger eller andre sprog og med den accent, som er naturlig, at deltage ubesværet i en almindelig samtale på dansk. Der stilles derimod ikke krav om, at ansøgeren skal kunne læse og skrive dansk.

Når en person er blevet naturaliseret, modtager han/hun af Justitsministeriet bevis herfor. På beviset anføres samtidig de børn, der er omfattet som bipersoner i medfør af L. 1998 § 6, jf. § 5 (jf. nedenfor).

b) Bipersoner omfattes af naturalisationen efter følgende regler:

- Naturalisationen før 7. april 1898 omfattede kun de personer, der udtrykkeligt var nævnt i loven.

Dog fik en fremmed kvinde, som den 7. april 1898 levede i ægteskab med en naturaliseret dansk mand, dansk indfødsret (L. 1898 § 11).

- Naturalisation i tidsrummet 7. april 1898 til 31. december 1950 af en mand omfattede hans hustru og ugifte ægtebørn under 18 år, hvis ikke andet i det enkelte tilfælde var blevet fastsat. Ugifte børn under 18 år født uden for ægteskab fik på samme måde indfødsret ved moderens naturalisation (L. 1898 § 4, L. 1925 § 4).

- Naturalisation i tiden fra og med 1. januar 1951 til 31. december 1978 omfatter ikke ægtefællen. Medmindre andet er fastsat ved den pågældende naturalisation, omfatter naturalisationen ifølge lov af 1950 § 6 ugifte børn under 18 år, der bor i Danmark, efter følgende regler (L. 1950 § 5):

ægtebarn følger faderen, medmindre barnet efter opløsningen af forældrenes ægteskab eller deres separation er undergivet moderens forældremyndighed, i hvilket tilfælde barnet følger moderen;

ægtebarn følger moderen, hvis hun er enke; barn født uden for ægteskab følger moderen, medmindre forældremyndigheden over barnet er tillagt dets udenlandske fader.

- Medmindre andet er fastsat ved den pågældende naturalisation, omfatter naturalisationen i perioden fra den 1. januar 1979 til den 31. januar 1999 ifølge Bkg. nr. 155 af 6. april 1978 § 6, jf. § 5, ugifte børn under 18 år, der bor i Danmark, efter følgende regler:

Ægtebarn får dansk indfødsret, når blot en af forældrene hvad enten det er faderen eller moderen bliver naturaliseret (og ikke har undtaget barnet); dette gælder dog ikke, hvis forældrene er blevet separeret eller skilt, og forældremyndigheden over barnet alene er blevet tillagt den anden forældrepart.

Barn født uden for ægteskab følger moderen, medmindre forældremyndigheden over barnet alene er tillagt dets udenlandske fader.

- Medmindre andet er fastsat ved den pågældende naturalisation, omfatter naturalisationen efter den 31. januar 1999 ifølge L. 1998 § 6, jf. § 5, den pågældendes ugifte børn under 18 år, herunder adoptivbørn, der bor i Danmark. Det er en betingelse, at den naturaliserede forælder har del i forældremyndigheden over barnet.

7. Særligt om repræsentationernes behandling af naturalisationssager (adoption, danskgifte og sager omfattet af »prinsessereglen«)

Børn under 12 år, der adopteres af danske statsborgere, og som ikke bliver danske statsborgere i medfør af L. 1998 § 2A, herunder ved stedbarnsadoptioner, kan naturaliseres uafhængigt af ophold i Danmark, jf. naturalisationscirkulærets § 12.

Endvidere kan danskgifte i medfør af naturalisationscirkulærets § 5, stk. 4, naturaliseres, selv om de pågældende har bopæl i udlandet, hvis dette skyldes den danske ægtefælles arbejde, og hvis ansøgeren tidligere har opholdt sig i Danmark i sammenlagt mindst 4 år.

Endelig følger det nu af naturalisationscirkulærets § 10, at personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1961 til den 31. december 1978 af en dansk mor, og som i medfør af § 2, stk. 2, i lov nr. 117 af 29. marts 1978 kunne have erhvervet dansk statsborgerskab, såfremt moderen i perioden fra den 1. januar 1979 til den 31. december 1981 havde afgivet erklæring herom, jf. afsnit C.1.c), kan naturaliseres uden at have eller tidligere at have haft ophold i Danmark (»prinsessereglen«).

I disse tilfælde, hvor naturalisation kan ske uden krav om aktuelt ophold i Danmark, kan ansøgningen indgives til en dansk repræsentation i udlandet.

Ved indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation skal Justitsministeriets ansøgningsskemaer benyttes. Skemaer kan rekvireres i Justitsministeriet.

Når repræsentationen modtager ansøgningen, skal der opkræves et gebyr på 1.000 DDK. eller svarende hertil, jf. L. 1998, § 12, stk. 1. Gebyret tilfalder repræsentationen. Der skal dog ikke opkræves gebyr for ansøgninger vedrørende adoptivbørn.

Repræsentationen skal ikke foretage en egentlig undersøgelse af ansøgerens vandel. Ansøgningen skal således ikke vedlægges straffeattest. Er repræsentationen derimod positivt i besiddelse af oplysninger om ansøgerens vandel, skal disse oplysninger videregives til Justitsministeriet.

I tilfælde, hvor ansøgningen indgives til en dansk repræsentation, er det repræsentationen, der bedømmer ansøgerens danskkundskaber. Taler personalet på repræsentationen ikke dansk, må ansøgeren henvises til nærmeste repræsentation, hvor en bedømmelse kan finde sted. Dette er dog ikke nødvendigt, når det drejer sig om adoptivbørn.

Ansøgeren skal være i stand til uden brug af omskrivninger eller andre sprog og med den accent, som er naturlig, at deltage ubesværet i en almindelig samtale på dansk. Der stilles derimod ikke krav om, at ansøgeren skal kunne læse og skrive dansk.

Bedømmelsen skal finde sted på baggrund af en almindelig hverdagssamtale, der f.eks. kan tage udgangspunkt i ansøgningsskemaets rubrikker og de nødvendige bilag.

Bedømmelsen, der sendes til Justitsministeriet skal indeholde en kort beskrivelse af danskkundskaberne samt en konklusion, hvor der tages stilling til, om ansøger opfylder kravet. Endvidere skal ansøgerens egen vurdering af sine danskkundskaber fremgå.

Skønner repræsentationen, at ansøgerens danskkundskaber ved ansøgningens indgivelse ikke er tilstrækkelige til at gennemføre en almindelig samtale på dansk, skal repræsentationen gøre ansøger opmærksom herpå og oplyse ansøger om muligheden for at forbedre sine danskkundskaber frem til ansøgningens endelige behandling. Justitsministeriet vil på dette tidspunkt kontakte repræsentationen med henblik på en fornyet vurdering. Oplysning om den aktuelle sagsbehandlingstid kan fås ved henvendelse til Indfødsretskontoret.

Det er som udgangspunkt en betingelse for naturalisationen, at ansøgeren er indforstået med at frasige sig sit hidtidige statsborgerskab. Der vil dog ikke blive stillet betingelse om løsning i de tilfælde, hvor løsning - efter Justitsministeriet erfaringer med hensyn til det oprindelige statsborgerretslands lovgivning - ikke er muligt eller er overordentligt vanskeligt. Dette vil ofte være tilfældet med hensyn til adoptivbørn, og hvor ansøger fortsat har bopæl i sit oprindelige statsborgerretsland. Oplysning om Justitsministeriets aktuelle praksis med hensyn til konkrete lande kan fås ved henvendelse til Indfødsretskontoret

Ansøgningen sendes til Justitsministeriet, vedlagt kopi af ansøgers pas og fødsels- eller dåbsattest samt forældres vielsesattest og dokumentation for forældrenes statsborgerskab. Endvidere vedlægges dokumentation for betaling af gebyr.

Når en person er blevet naturaliseret, modtager han/hun bevis herfor fra Justitsministeriet.

8. Særregler i anledning af de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark

Bestemmelserne om erhvervelse af dansk indfødsret ved de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark indeholdes i Bekendtgørelse nr. 293 af 12. juni 1922 af lov nr. 474 af 5. september 1920 om erhvervelse af dansk indfødsret i anledning af de sønderjyske landsdeles indlemmelse i Danmark, således som denne er ændret ved lov nr. 247 af 12. juni 1922.

D. Fortabelse af dansk statsborgerret

1. Erhvervelse af fremmed statsborgerret

a) Før 7. april 1898.

Dansk indfødsret fortabtes af den, der før 7. april 1898 var blevet statsborger i et andet land og havde fast bopæl i udlandet.

En gift mands hustru og ægtebørn og en kvindes børn uden for ægteskab tabte i dette tilfælde kun dansk indfødsret, for så vidt også de erhvervede fremmed statsborgerret og tog fast bopæl i udlandet (L. nr. 54 af 1871 § 1).

b) Fra 7. april 1898 til 28. april 1925.

Dansk indfødsret fortabtes af den, der i perioden 7. april 1898 til 28. april 1925 blev statsborger i et fremmed land. Ved en mands naturalisation i et fremmed land tabte hans hustru og umyndige ægtebørn kun deres indfødsret, for så vidt de omfattedes af hans naturalisation og tog ophold uden for Danmark (L. 1898 § 5).

c) Fra 29. april 1925 til 31. december 1950.

Dansk indfødsret fortabtes af den, som i perioden 29. april 1925 til 31. december 1950 blev statsborger i et fremmed land. Hvis den pågældende boede i Danmark og havde erhvervet den danske indfødsret ved fødslen, indtrådte tabet dog først, når han eller hun flyttede ud af landet (L. 1925 § 5), medmindre den pågældende havde erhvervet tysk statsborgerret i perioden mellem 9. april 1940 og 31. december 1947.

Finder fraflytningen først sted efter 1. januar 1951, mistes indfødsretten dog kun, hvis den pågældende stadig har statsborgerret i et andet land og ville miste eller have mistet indfødsretten, hvis reglerne i § 7 i lov nr. 252 af 1950 havde været i kraft, da han erhvervede fremmed statsborgerret (L. 1950 § 13, stk. 6).

d) Fra 1. januar 1951 til 31. december 1978 fortabtes ifølge § 7 i lov nr. 252 af 27. maj 1950 dansk indfødsret af:

1. den, som erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke.

Automatisk erhvervelse af fremmed statsborgerret, f.eks. for en kvindes vedkommende ved ægteskab med en udlænding, medfører således ikke længere fortabelse af dansk indfødsret, selv om erhvervelsen af den fremmede statsborgerret kunne have været undgået ved afgivelse af en erklæring eller anden handling;

2. den, som erhverver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land;

3. ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger derved, at en af dets forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne, erhverver fremmed statsborgerret på den foran under 1) eller 2) angivne måde, medmindre den anden af dets forældre vedbliver at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden;

4. ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger derved, at dets forældre indgår ægteskab med hinanden. Bor barnet i Danmark, indtræder tabet dog kun, når det inden det fyldte 18. år flytter ud af riget og da har statsborgerret i et andet land.

e) Fra og med 1. januar 1979 fortabes dansk indfødsret i forbindelse med erhvervelse af fremmed statsborgerret kun af de grunde, som er nævnt foran under D.1.d. 1), 2) og 3). Fortabelse af dansk indfødsret som følge af, at et barns forældre har indgået ægteskab med hinanden, har derfor kun kunnet finde sted, hvis barnet efter at forældrene har indgået ægteskab er flyttet bort fra Danmark inden den 1. januar 1979, eller hvis forældrene medens barnet bor uden for Danmark har giftet sig med hinanden inden den 1. januar 1979.

Hvis repræsentationen erfarer, at en dansk mand eller kvinde har erhvervet fremmed statsborgerret, skal meddelelse herom og om eventuel annullering af den pågældendes danske pas

sendes direkte til:

Justitsministeriet

Indfødsretskontoret

Slotsholmsgade 10

DK-1216 København K

og en genpart sendes til:

Rigspolitichefen

Udlandspasregistret

Landlystvej 34-40

DK-2650 Hvidovre

2. Fødsel og forbliven i udlandet

For danske født i udlandet 1. januar 1929 eller senere fortabes dansk indfødsret ved det fyldte 22. år, uanset køn og ægteskabelig stilling, hvis den pågældende er født i udlandet og ikke inden opnåelsen af den nævnte alder har boet i Danmark eller opholdt sig der under forhold, der tyder på samhørighed med landet (L.bkg. 1999 § 8). For personer født 1. januar 1947 eller senere ligestilles bopæl i Finland, Norge eller Sverige (og fra 1. februar 1999 også Island) i sammenlagt mindst 7 år med bopæl i Danmark (L.bkg.1999 § 10 A).

Med virkning fra den 1. februar 1999 fortabes indfødsretten dog ikke, hvis den pågældende derved bliver statsløs.

En person, der er født i Danmark, fortaber således ikke sin indfødsret i medfør af § 8, uanset om den pågældende senere har opholdt sig i Danmark.

Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan tillade, at indfødsretten bevares i tilfælde, hvor den ellers ville fortabes i medfør af indfødsretslovens § 8, jf. straks nedenfor.

3. Særligt om repræsentationernes behandling af sager om fødsel og forbliven i udlandet (indfødsretslovens § 8)

Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan tillade, at indfødsretten bevares i tilfælde, hvor den ellers ville fortabes i medfør af Indfødsretslovens § 8, jf. ovenfor pkt. 2.

Tilladelsen kan meddeles også efter ansøgerens fyldte 22. år, men det er en absolut betingelse, at ansøgningen er kommet repræsentationen i hænde, senest dagen før ansøgeren fylder 22 år. For at sikre bevis for, at ansøgningen er rettidigt indgivet, skal repræsentationen notere datoen for modtagelsen på selve ansøgningen.

Da sagsbehandlingstiden i Justitsministeriet kan være op til 12 måneder, tilrådes det, at ansøgning om bevarelse af indfødsretten indgives omkring det fyldte 21. år.

Ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret sendes straks af repræsentationen direkte til Justitsministeriet, Indfødsretskontoret, Slotsholmsgade 10, DK-1216 København K, og skal være ledsaget af (kopi af) ansøgerens og hans/hendes forældres fødsels eller dåbsattester disse attester skal være af et sådant indhold, at de angiver, hvem der er barnets forældre og deres vielsesattester samt indeholde oplysning på tro og love om følgende forhold:

- hvor ansøgeren og hans/hendes forældre har opholdt sig fra fødslen til ansøgningens dato, herunder navnlig oplysning om hvorvidt, hvornår og hvor længe ansøgeren har haft ophold i Danmark (opholdenes varighed, opholdsstederne og opholdenes karakter, f.eks. ferie, højskoleophold o.1.),

- om ansøgeren er gift. I bekræftende fald vedlægges vielsesattest,

- om ansøgeren har børn. I bekræftende fald vedlægges børnenes fødsels- eller dåbsattester,

- om ansøgeren taler dansk. I bekræftende fald vedlægges dokumentation herfor i form af repræsentationens udtalelse herom,

- om ansøgeren har bevaret tilknytning til Danmark samt navn og adresse på mindst to personer i Danmark, der kan bekræfte de givne oplysninger,

- om ansøgeren eller hans/hendes forældre har erhvervet fremmed statsborgerret,

- hvis ansøgeren har fået dansk indfødsret i henhold til lov nr. 117 af 29. marts 1978, skal det originale statsborgerretsbevis vedlægges,

- hvis ansøgeren har fået dansk indfødsret ved naturalisation, skal det originale statsborgerretsbevis vedlægges,

- hvis ansøgeren har fået dansk indfødsret i henhold til lov nr. 117 af 29. marts 1978 eller ved naturalisation, er det kun ansøgeren, der skal afgive en erklæring om, hvorvidt han/hun, efter modtagelse af statsborgerretsbeviset, har søgt om eller erhvervet fremmed statsborgerret.

Ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret kan i almindelighed kun forventes imødekommet, hvis ansøgeren personligt frem til ansøgningens tidspunkt har bevaret en reel tilknytning til danske forhold.

Hvis ansøgningen imødekommes, sender Justitsministeriet ansøgeren et bevis for, at han/hun har bevaret sin danske indfødsret.

Der er ikke noget i vejen for allerede på et tidligere tidspunkt end det 21. år at forelægge spørgsmålet for Justitsministeriet om, hvorvidt en dansk statsborger, der er født i udlandet, allerede i kraft af bopæl eller ophold i Danmark under forhold, der tyder på samhørighed med landet, har opfyldt lovens betingelser for at bevare sin danske indfødsret. Det bemærkes, at mindst et års ophold i Danmark ifølge Justitsministeriets praksis anses for tilstrækkeligt.

Personer, der henvender sig til repræsentationen efter det fyldte 22. år, kan søge om bevis for dansk indfødsret, jf. afsnit A.2, for derigennem at få konstateret, om de pågældende har bevaret dansk indfødsret. Det er derfor væsentligt, at ingen ansøgninger afvises med henvisning til, at den pågældende person allerede er fyldt 22 år.

En ansøger, der ikke opfylder betingelserne for bevarelse af dansk indfødsret eller som ikke får afgivet sin ansøgning i tide kan, under visse betingelser, hvis han/hun tager ophold i Danmark, generhverve indfødsretten ved naturalisation efter 1 års ophold, jf. pkt. 6. Det forudsættes, at ansøgeren opfylder de almindelige naturalisationsbetingelser, herunder beherskelse af det danske sprog.

Tab af dansk indfødsret ved fødsel og forbliven i udlandet omfatter også børn, der har erhvervet dansk indfødsret gennem den pågældende, medmindre børnene derved bliver statsløse.

4. Løsning fra dansk statsborgerskab

Den, som er eller ønsker at blive fremmed statsborger, kan af justitsministeren, eller den, han bemyndiger dertil, løses fra sit statsborgerlige forhold til Danmark. Løsningen sker i sidste tilfælde på betingelse af, at ansøgeren inden en vis frist, normalt seks måneder, bliver statsborger i et andet land. Løsning kan ikke nægtes en person, som er fremmed statsborger, og som har sin faste bopæl i et andet land (L.1950 § 9, jf. L.bkg. 1999).

Om en dansk kvinde har mistet sin indfødsret ved ægteskab med en udlænding, afhænger af tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Reglerne er følgende:

a) Ægteskab indgået før den 7. april 1898. Dansk kvinde, der indgik ægteskab med en udlænding før den 7. april 1898, mistede kun sin danske indfødsret, hvis hun ved ægteskabet erhvervede fremmed statsborgerret og tog ophold i udlandet (L. nr. 54 af 1871 § 1).

b) Ægteskab indgået mellem 7. april 1898 og 28. april 1925. En dansk kvinde, der i denne periode indgik ægteskab med en udlænding, mistede ubetinget sin danske indfødsret uden hensyn til, om hun ved ægteskabet erhvervede fremmed statsborgerret. Børn under 18 år, som ægtefællerne havde sammen inden ægteskabets indgåelse, mistede ligeledes ved forældrenes ægteskab deres danske indfødsret (L. 1898 § 6).

c) Ægteskab indgået mellem 29. april 1925 og 31. december 1950. En dansk kvinde, som i denne periode indgik ægteskab med en udlænding, mistede kun sin danske indfødsret, hvis hun ved ægteskabets indgåelse erhvervede mandens statsborgerret, og havde hun erhvervet sin danske indfødsret ved fødslen, mistede hun den først, når hun flyttede fra Danmark (L. 1925 § 5). Flyttede hun først fra Danmark efter den 1. januar 1951, bevarede hun som omtalt ovenfor under pkt. 1.c. sin danske indfødsret, medmindre hun havde ansøgt om eller udtrykkeligt samtykket i at opnå ægtemandens statsborgerret (L. 1950 § 13 stk. 6, jf. § 7 nr. 1).

d) Ægteskab indgået efter 31. december 1950. En dansk kvindes erhvervelse af fremmed statsborgerret ved indgåelse af ægteskab med en udlænding efter 31. december 1950 medfører som omtalt under pkt. 1. d. ikke, at hun mister sin danske indfødsret, medmindre hun har ansøgt om eller udtrykkeligt samtykket i at erhverve mandens statsborgerret.

5. Særregler for personer fra de tidligere dansk-vestindiske øer

De tidligere dansk-vestindiske øer må i alle henseender, hvor fødsel eller bopæl i riget har betydning efter indfødsretslovene, ligestilles med rigets øvrige bestanddele, for så vidt angår fødsel eller bopæl i tiden indtil den 16. januar 1917. Fra og med øernes afståelse den 17. januar 1917 er de derimod udland.

Danske statsborgere, uanset hvor de var født, som den 17. januar 1917 boede på øerne og forblev boende der ud over den 16. januar 1918, mistede med virkning fra den 17. januar 1917 indfødsretten, medmindre de senest den 16. januar 1918 over for en »Court of Record« afgav en erklæring om at ville bevare dansk indfødsret (bkg. nr. 223 af 1917).

Danske statsborgere, som den 17. januar 1917 var bosat uden for øerne, bevarede deres danske indfødsret, selv om de stammede fra øerne.

6. Særregler for islændinge

Dansk-islandsk forbundslov af 30. november 1918, hvorved Island med virkning fra den 1. december 1918 opnåede selvstændighed, indeholdt ingen bestemmelser om, hvilke danske statsborgere der fremtidig skulle være statsborgere i Island, og hvilke der skulle bevare deres danske indfødsret.

Efter den praksis, der er fulgt siden forbundsloven af 1918, og efter den særregel for et bestemt forhold, der er givet i kapitel I i lov nr. 504 af 20. december 1950, gælder følgende:

- Danske statsborgere, hvad enten de stammede fra Island eller fra Danmark, som den 1. december 1918 boede i Island, mistede kun dansk indfødsret ved adskillelsen mellem de to lande, hvis de i henhold til de lovbestemmelser, der blev gennemført fra islandsk side, anses for at have erhvervet islandsk statsborgerret (herunder ved option for Island).

- Danske statsborgere hvad enten de stammede fra Island eller fra Danmark som den 1. december 1918 boede uden for Island, mistede kun dansk indfødsret ved adskillelsen mellem de to lande, hvis de opterede for Island. Har de ikke opteret for Island, anses de for at have bevaret dansk indfødsret uden hensyn til, om de fra islandsk side måtte blive betragtet som islandske statsborgere.

- Hustruer, som den 1. december 1918 levede sammen med deres ægtefæller, antages at have fulgt disse, ligesom umyndige ægtebørn fulgte faderen og umyndige børn uden for ægteskab moderen.

Lov nr. 205 af 16. maj 1950 foreskriver, at islandske statsborgere, som enten den 6. marts 1946 havde bopæl i Danmark eller på noget tidspunkt i tiden 6. marts 1936 til 5. marts 1946 har haft bopæl i Danmark, fremdeles skal have ret til at tage bopæl i Danmark og til under ophold i Danmark at nyde fuld ligeret med danske statsborgere (Grundlovens §87). De nyder således ikke denne ligeret under ophold i udlandet og har ikke krav på bistand fra de danske repræsentationer.

E. Generhvervelse af dansk statsborgerret

a. Den, der ved fødslen har erhvervet dansk indfødsret og har boet i det danske rige indtil det fyldte 18. år, kan generhverve sin mistede indfødsret ved over for Statsamtet (i København Overpræsidenten) at afgive skriftlig erklæring herom, når han/hun i de sidste to år inden erklæringens afgivelse har boet i riget. Har han/hun fremmed statsborgerret, kan erklæringen dog kun afgives, hvis vedkommende godtgør derved at miste den fremmede statsborgerret.

Ved anvendelsen af denne regel anses den, der har erhvervet indfødsret ved de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark, jf. afsnit C.8, for danskfødt. Endvidere ligestilles bopæl i de sønderjyske landsdele inden den 15. juni 1920 med bopæl i riget (L. 1950 § 13 stk. 2).

Med bopæl i Danmark ligestilles bopæl i de nordiske lande før det fyldte 12. år (L.bkg. 1999 § 10A).

Generhvervelsen har virkning for ugifte børn under 18 år efter de regler, der er anført under afsnit C.6.b.

Når indfødsret generhverves, vil den pågældende modtage et statsborgerretsbevis fra Justitsministeriet eller statsamtet (i København Overpræsidenten).

b. Den, der har mistet dansk indfødsret, og som derefter vedblivende har været statsborger i et nordisk land, generhverver dansk indfødsret, når han/hun efter at have taget fast bopæl i den danske stat afgiver en skriftlig erklæring derom over for statsamtet (i København Statsamtet Overpræsidenten) (L.bkg. 1999 § 10 C, jf. aftale af 23. oktober 1998 mellem de nordiske lande).

c. Generhvervelse af dansk statsborgerret for andre end de nævnte persongrupper kan kun finde sted ved naturalisation, jf. afsnit C, pkt. 6.

 

indholdsfortegnelse

kapitel v

Pas, visum, indrejsebestemmelser m.v., kørekort

A. Pas

1. Generelt

2. Repræsentationens bemyndigelse til at udstede pas

3. Gyldigheden af pas

3.1. Forlængelse af pas af gammel type

3.2. Forlængelse af maskinlæsbare pas

4. Danske rejsepas

4.1. Ansøgning om pas

4.2. Navn

4.3. Bevis for identitet

4.4. Dansk indfødsret

4.5. Stamkort

4.5.1. Personnummer

4.5.2. Pastype

4.5.3. Børn

4.5.3.1. Selvstændigt pas til børn

4.5.3.2. Optagelse af børn i nærtstående personers pas

4.5.4. Udlevering

4.6. Fotografi

4.6.1. Underskrift

4.6.2. Indsendelse

4.7. Arkivering af ansøgningsskemaer

4.8. Aflevering af ældre pas

4.9. Mangler ved passet

4.10. Særlige regler for ekstra pas

4.11. Nægtelse af pas eller inddragelse af allerede udstedt pas

5. Færøske rejsepas

6. Grønlandske rejsepas

7. Provisoriske pas

8. Særlig paslegitimation for personer, som ikke er danske statsborgere

B. Visum

C. Veterinærbestemmelser

1. Hunde og katte

2. Andre dyr

D. Rejsegods, flyttegods og brudeudstyr, våben og ammunition

1. Rejsegods

2. Flyttegods og brydeudstyr

3. Våben og ammunition

E. Personmotorkøretøjer

1. Midlertidigt ophold i Danmark

2. Flytning til Danmark

3. Beregning af told, almindelig omsætningsafgift (moms) samt registreringsafgift

F. Kørekort

A. Pas

1. Generelt

Reglerne om udstedelse af danske, færøske og grønlandske rejsepas samt provisoriske pas er indeholdt i Lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986, som ændret ved §6 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 166 af 25. februar 1997 (Pasbekendtgørelsen) samt Justitsministeriets cirkulære nr. 21 af 25. februar 1997 (Pascirkulæret). I henhold til Pasbekendtgørelsens §4 er det politiet, der udsteder og forlænger gyldigheden af pas til danske statsborgere, som opholder sig i Danmark. I henhold til §4, stk. 2 fastsætter Udenrigsministeren nærmere regler om danske diplomatiske og konsulære repræsentationers udstedelse og forlængelse af gyldighed af pas til danske statsborgere, der opholder sig i udlandet.

Danske statsborgere skal være i besiddelse af pas ved udrejse fra og ankomst til Danmark, jf. Paslovens §1 og Pasbekendtgørelsens §§1 og 2. Det gælder dog ikke ved udrejse til og indrejse fra de nordiske lande over de for grænsepassage åbne havne og lufthavne. Børn under 15 år kan udrejse af landet og indrejse hertil uden at være i besiddelse af eget pas, såfremt de rejser sammen med deres forældre, plejeforældre eller andre dem nærtstående personer, hvis pas de er optaget i. Rigspolitichefen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet om pas.

I henhold til Pasbekendtgørelsens §5 kan pas kun udstedes lydende på en enkelt person. Der gælder herfra de undtagelser, at børn under 15 år kan optages i dem nærtstående personers pas, og at politiet under visse omstændigheder kan udstede et fællespas i henhold til Pasbekendtgørelsens §§21-24.

Der blev i 1997 indført nye maskinlæsbare danske, grønlandske og færøske rejsepas, ligesom rejsedokument for flygtninge (flygtningekonventionspas) og fremmedpas nu også er maskinlæsbare. At de nye pas er maskinlæsbare vil sige, at passets oplysninger kan aflæses af særligt udstyr, som er installeret i forbindelse med paskontrollen i visse lande.

De nye maskinlæsbare rejsepas består som de gamle pas af 32 sider. Det er ikke muligt at få udstedt pas med flere sider til personer, der på grund af stor rejseaktivitet hurtigt får fyldt deres pas med visa og indrejsestempler. Der må under ingen omstændigheder indsættes nye sider i et pas.

Passene produceres på et centralt produktionsanlæg, som er installeret hos Rigspolitichefen. Her udfærdiges personsiden til passet på grundlag af stamkort med fotos og underskrifter indsendt fra repræsentationerne. Personsiden lamineres ind i en pasbog, som derefter nummereres ved laserperforering af passets sider.

Der kan i særlige tilfælde udstedes pas på et decentralt anlæg hos politiet i Københavns Lufthavn. Repræsentationerne bør være tilbageholdende med at henvise ansøgere til at benytte denne mulighed på grund af de begrænsede ressourcer hertil i lufthavnen.

De maskinlæsbare pas udstedes lige som de gamle pas som A-pas til personer mellem 18 og 67 år og B-pas til personer under 18 år og over 67 år. De bærer ikke betegnelsen A- eller B-pas, idet passene er ens. Men da der er forskelligt gebyr for personer i aldersgruppen 18-67 år og andre, fremstilles de af hensyn til gebyrregnskabet i to forskellige nummerserier.

Pr. l. juli 2004 nedsættes pensionsalderen til 65 år, og til den tid vil der blive indført C-pas, som på grund af forskelligt gebyr vil blive fremstillet med forskellig nummerserie.

2. Repræsentationernes bemyndigelse til at udstede pas

Danske diplomatiske repræsentationer, generalkonsulater, konsulater samt visse vicekonsulater er bemyndiget til at udstede danske, færøske og grønlandske rejsepas samt provisoriske pas til personer, der har dansk indfødsret, og som er bosat eller opholder sig midlertidigt i repræsentationens distrikt. De nye maskinlæsbare pas bliver som nævnt ovenfor produceret hos Rigspolitichefen, men repræsentationerne står som den udstedende myndighed. Flygtningekonventionspas og fremmedpas bliver fortsat udstedt af Udlændingestyrelsen, idet repræsentationerne dog konkret kan modtage instruktion om udlevering af sådanne pas. I Finland, Island, Norge og Sverige, hvortil danske statsborgere kan rejse uden pas, bør repræsentationerne kun indsende stamkort med pasanmodning eller udstede provisorisk pas til personer, der er fast bosat i det pågældende land. Til danskere, hvis ophold i disse lande er midlertidigt, bør indsendelse af stamkort med pasanmodning eller udstedelse af provisorisk pas kun ske, hvis der er en særlig grund til, at pasudstedelsen ikke kan afvente hjemkomsten til Danmark.

Hvis en repræsentation er i tvivl om, hvorvidt betingelserne for pasudstedelse er opfyldt, forelægges sagen direkte for:

Rigspolitichefen

Afdeling D, Pasregisteret

Postbox 120

DK-2650 Hvidovre

Telefax +45 36 48 36 93

Telefon +45 36 48 14 88, lokal 7264 eller +45 33 14 88 88

(Kommunikationscentret døgnåbent)

Telex 22653

Skrivelsen skal indeholde en redegørelse for de grunde, der har givet repræsentationen anledning til tvivl. Spørgsmål vedrørende pasudstedelse skal ikke forelægges for Udenrigsministeriet, heller ikke ved underretningskopi.

3. Gyldigheden af pas

For personer, der er fyldt 18 år, udstedes pas med en gyldighed på 10 år fra udstedelsesdatoen.

Er pasansøgeren mellem 5 og 18 år, udstedes passet med en gyldighed på 5 år fra udstedelsesdatoen. For børn under 5 år udstedes pas med en gyldighed, der under normale omstændigheder ikke overstiger 2 år fra udstedelsesdatoen.

Indgives ansøgning om nyt pas inden for 3 måneder før passets udløb, tillægges den resterende gyldighedstid beregnet i hele antal måneder, som rundes op gyldighedstiden på det nye pas.

Når særlige omstændigheder taler for det, kan der fastsættes en kortere gyldighed.

I gyldighedsperioden kan pasindehaveren kun få udstedt nyt pas, hvis det tidligere pas annulleres, eller såfremt det på fyldestgørende måde godtgøres, at passet er bortkommet, jf. dog afsnit 4.9.

Pas af den gamle type bevarer deres gyldighed til udløb.

Repræsentationerne kan forlænge gyldigheden af et dansk, færøsk eller grønlandsk rejsepas, der er udløbet inden for de sidste to år, eller som vil udløbe inden for kort tid, såfremt det ikke er muligt at få udstedt et nyt pas til indehaveren, inden en rejse skal foretages, eller passet skal fremlægges over for opholdslandets myndigheder eller andre som dokumentation for identitet. Forlængelsen gives kun for det tidsrum, som er påkrævet, og ikke udover ét år. Gyldigheden for et pas kan kun i ganske særlige tilfælde forlænges mere end én gang. Ansøgeren skal udfylde sædvanligt ansøgningsskema i to eksemplarer, hvoraf ét eksemplar indsendes til Rigspolitichefen, Afd. D, Pasregisteret.

3.1. Forlængelse af pas af gammel type

Forlængelsen foretages i pas af den gamle type ved en påtegning på side 5 med følgende indhold:

Gyldighedstiden for dette pas er forlænget til

The validity of this passport has been extended until

La validité de ce passeport est prolongée jusqu au

Det bør normalt ske under anvendelse af et stempel, som er blevet tilsendt alle pasudstedende repræsentationer. Ellers skal påtegningen ske med tydelig håndskrift og sort farve. Efter påtegningen påføres dato for forlængelsen, repræsentationens stempel samt underskrift og navnestempel.

3.2. Forlængelse af maskinlæsbare pas

Forlængelse af gyldighedstiden for et maskinlæsbart pas sker ved en påtegning i passet på side 1 i rubrik nummer 12 i overensstemmelse med reglerne nævnt under pkt. 3. Efter påtegningen påføres dato for forlængelsen, repræsentationens stempel samt underskrift og navnestempel.

4. Danske rejsepas

De nye maskinlæsbare rejsepas har følgende tekniske specifikationer:

De nye pasformularer har ICAO-format = 88mm x 125 mm med afrundede hjørner. Passene er maskinlæsbare i henhold til ICAO´s specifikationer.

Omslagets farve er for så vidt angår de danske og grønlandske pas bordeaux (RAL 4004) med en overflade som imiteret skind. Det færøske pas er mørkegrønt. Jfr. i øvrigt om færøske rejsepas nedenfor under 5 og om grønlandske pas under 6.

Omslaget er forsynet med guldpræg med teksten »DEN EUROPÆISKE UNION« »DANMARK« og » PAS« samt som centralt motiv det danske rigsvåben (krone over et skjold med 3 løver og 9 hjerter).

Forsatsarket er på forsiden påtrykt et rødbrunt kobbertryk visende et motiv fra en dansk runesten og nederst en bjælke med »latent image« med teksten DANMARK, der fremkommer, når området betragtes i en skrå vinkel. Bagsidens forsats har et gråt bundtryk med teksten DANMARK med blå outline i offsettryk; derover et kontinuerligt slangemønster og i øverste højre hjørne et fabeldyr fra dansk vikingetid trykt i rødbrunt kobbertryk.

Passet indeholder 32 nummererede sider og et lamineret ark med persondata, der er indsyet i passet mellem omslaget og side 1.

Persondata, billede af indehaveren, underskrift og maskinlæsbar tekst er påført dataarket med sort laserprint.

Pasnummeret indeholder 9 cifre og er anbragt nederst på første side af det laminerede ark og øverst til højre på arket med persondata. Pasnummeret er yderligere ved laserteknik perforeret nederst i siderne 1 til 32 samt i omslagets bagside.

Papiret til passider og dataark er forsynet med centraliseret vandmærkemotiv visende et fabeldyr fra dansk vikingetid. Tilsvarende motiv er trykt i murstensrød farve i øverste højre hjørne af alle ulige sider. I papiret er indstøbt tynde røde fibre i varierende længde. Passet er hæftet i ryggen mellem side 16 og 17 ved syning med snoet tråd med rød og hvid kordel. Som generelt bundmønster på alle passets sider er anvendt et kontinuerligt slangemønster i farverne orange og blå på en lys grå bund med negativ tekst DANMARK. Alle farver trykt i offset. Den sorte tekst på alle passets sider er ligeledes trykt i offset.

Laminatet til dataarket har over billedet af pasindehaveren en roset i farverne rød og blå med bogstaverne DK som centralt punkt.

Ved belysning med en ultraviolet lyskilde fremkommer i laminatet gule motiver af fabeldyret og den grå bundfarve på siderne 1 til 32 fluorescerer i en kraftig gul farve. I sidepapir og dataark er indstøbt fibre, der fluorescerer rødt og hvidt. Tråden i rygsyningen fluorescerer hvidt.

De nye flygtningekonventionspas har lyseblåt omslag og fremmedpas lysegråt med samme tekniske specifikationer som det danske maskinlæsbare pas.

4.1. Ansøgning om pas

Pasansøgeren skal personligt indlevere et af vedkommende udfyldt og underskrevet pasansøgningsskema i to eksemplarer. Oplysningerne afgives under ansvar efter straffelovens paragraf 163.

Samtidig med pasansøgningen skal ansøgeren indlevere to fotografier (4.6), det sidst udstedte pas eller evt. andre beviser for identitet (4.3), evt. personnummerbevis (4.5.1.). Der foretages en måling af pasansøgerens højde med fodtøj, men uden hovedbeklædning; højden i cm indføres i ansøgningsskemaet. Repræsentationen skal udfylde et stamkort, som forsynes med et fotografi af ansøgeren (4.5), og som ansøgeren skal underskrive (4.6.1). Ansøgningsskema og stamkort indsendes til Rigspolitichefen (4.6.2), som producerer passet og sender det til repræsentationen til udlevering (4.5.4).

Ansøgningsskemaer rekvireres i Udenrigsministeriets Papirforvaltning. Repræsentationerne skal i god tid, inden oplaget er opbrugt, rekvirere en passende beholdning.

4.2. Navn

Passet udstedes lydende på ansøgerens fulde navn efter personnavneloven bestående af samtlige fornavne, mellemnavne og efternavne i det omfang, det er muligt inden for de givne antal positioner, der findes i politiets index-register.

Fremgår ansøgerens nu anvendte navn ikke af det sidst udstedte pas eller af de i pkt. 4.3. nævnte offentlige dokumenter, har ansøgeren i henhold til Pasbekendtgørelsen §7, stk. 2 pligt til på forlangende at dokumentere navneændringen ved forevisning af vielsesattest, navnebevis eller dokumentation for anmeldelse til vielsesmyndigheden eller Folkeregisteret. Repræsentationerne bør normalt forlange sådan dokumentation forevist ved indgivelse af ansøgningen for at undgå unødig kommunikation med Rigspolitichefen efter indsendelse af ansøgningsskema og stamkort. Hvis det ikke kan lade sig gøre at fremlægge dokumentation, bør ansøgningsskemaet forsynes med en bemærkning herom.

Et mellemnavn anmeldt og registreret i Det Centrale Personregister (CPR) som adresseringsmellemnavn i medfør af Bekendtgørelse om folkeregistrering kan på ansøgerens begæring anføres i passet. Hvis fornavn/mellemnavn, herunder adresseringsmellemnavn, samt efternavn tilsammen er for langt til brug ved maskinel udskrivning fra politiets index-register, dannes et pasnavn indeholdende efternavn, mens fornavn/mellemnavn i nødvendigt omfang forkortes til 1. bogstav. Eventuelle forkortelser foretages i sidste fornavn/mellemnavn, derefter i næstsidste og så fremdeles. På pasansøgerens begæring kan forkortelser i fornavn/mellemnavn foretages i en anden rækkefølge, dog således at mindst ét fornavn skrives fuldt ud.

Der kan ikke indføres navneændringer i maskinlæsbare pas. En pasindehaver, der efter passets udstedelse har skiftet navn eller ønsker et adresseringsmellemnavn ændret eller fjernet, er berettiget til mod sædvanligt gebyr at få udstedt nyt pas. Det bemærkes, at der i den gamle pasbog fortsat kan indføres en påtegning om navneændring mod et gebyr i henhold til Udenrigsministeriets gebyrbekendtgørelse.

En navneændring, der har fundet sted over for vedkommende lovlige myndighed i udlandet, herunder ved indgåelse af ægteskab, kan alene forventes godkendt, hvis vedkommende var bosat i det pågældende land på navneændringstidspunktet. Tvivlsspørgsmål afgøres af Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet.

4.3 Bevis for identitet

Er ansøgeren i besiddelse af et gyldigt dansk pas, hvoraf hans identitet og nu anvendte navn klart fremgår, og hvis omstændighederne ikke giver anledning til at betvivle, at han er rette indehaver af passet, kræves ingen yderligere dokumentation for identiteten.

Hvis ansøgerens identitet ikke kan fastslås på grundlag af et gyldigt dansk pas, og han ikke er repræsentationen personligt bekendt, har ansøgeren pligt til på forlangende at godtgøre sin identitet og danske indfødsret ved at vise andre danske identitetspapirer, f.eks et nyligt udløbet dansk pas, original dåbs-, navne- eller fødselsattest, søfartsbog, ID-kort fra pengeinstitut, fagforeningsbog, skattekort eller sygesikringsbevis. Hvis ansøgeren ikke er i besiddelse af dokumenter udstedt af dansk myndighed, accepteres dåbs-, navne- eller fødselsattest udstedt af udenlandsk myndighed. Hvis der er tvivl om ansøgerens identitet, herunder om navn og personnummer, eller hvorvidt ansøgeren er rette indehaver af de foreviste dokumenter, bør yderligere oplysninger søges indhentet, og sagen eventuelt forelægges for Rigspolitichefen, Afd. D, Pasregisteret.

Oplyser ansøgeren, at et tidligere udstedt pas er bortkommet, skal repræsentationen afkræve ham en skriftlig redegørelse for de nærmere omstændigheder. Ansøgeren bør så vidt muligt fremlægge bevis for, at bortkomsten er meldt til det stedlige politi. Forekommer redegørelsen utilfredsstillende, eller fremlægges der ikke bevis for anmeldelse til det lokale politi, forelægges sagen for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret, med anmodning om instruktion.

4.4. Dansk indfødsret

Repræsentationen skal, ud over at sikre sig dokumentation for pasansøgerens identitet, sikre sig, at ansøgeren (fortsat) er i besiddelse af dansk indfødsret. I tvivlstilfælde skal spørgsmålet forelægges for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret. Det er som hovedregel tilstrækkeligt bevis for dansk indfødsret, at ansøgeren er i besiddelse af et gyldigt eller nyligt udløbet dansk pas. Er ansøgeren født i Danmark, er det som hovedregel ligeledes tilstrækkeligt bevis for dansk indfødsret, at den pågældende fremviser sin dåbs- eller navneattest (i de sønderjyske landsdele fødselsattest), medmindre de fremlagte oplysninger kunne tyde på, at ansøgeren ikke er født af danske forældre, eller kan have fortabt sin danske indfødsret.

Om de nærmere regler for bevarelse, fortabelse, erhvervelse/generhvervelse af dansk indfødsret henvises til Bind 1, kapitel IV. Opmærksomheden henledes på, at personer, der er født af danske forældre i udlandet, må godtgøre at have bevaret dansk indfødsret, hvis de er over 22 år. Er den pågældende ikke fyldt 22 år, kan pas udstedes, dog ikke med gyldighed ud over 22-års fødselsdagen, medmindre det godtgøres, at indfødsretten er eller vil blive bevaret.

I henhold til Pasbekendtgørelsens §2, stk. 3 kan en dansk statsborger, der tillige er statsborger i et andet land, få udstedt dansk pas. Den pågældendes udenlandske pas inddrages eller annulleres ikke i den anledning. Repræsentationen bør imidlertid være opmærksom på, om ansøgeren har erhvervet et fremmed statsborgerskab på en sådan måde, at dansk indfødsret kan være fortabt. I så fald forelægges sagen for Rigspolitichefen afd. D, Pasregisteret, med anmodning om instruktion.

4.5 Stamkort

For hver pasansøgning skal repræsentationens personale udfylde et særligt stamkort, som ikke udleveres til ansøgeren sammen med ansøgningsskemaet. Der findes p.t. to typer stamkort til bestilling af hhv. A-pas og B-pas og fra 2004 vil der blive indført endnu en type stamkort til C-pas til pensionister over 65 år. Indtil videre skal repræsentationerne anvende de såkaldte B-stamkort for pensionister. Stamkortet er forsynet med et pasnummer på ni cifre (læsbart og i stregkode) efterfulgt af to checkcifre til Rigspolitiets brug. Stamkortets nummer bliver nummeret på det ny pas. Repræsentationen skal anføre stamkortets nummer på de to ansøgningsskemaer.

Stamkort med tilhørende sikkerhedskuverter påtrykt »PASANSØGNING. MÅ KUN ÅBNES AF RIGSPOLITICHEFEN« rekvireres i Udenrigsministeriets Papirforvaltning. Blanke stamkort og sikkerhedskuverter er ikke underlagt særlige sikkerhedskrav ved forsendelse til repræsentationerne; de fremsendes via Udenrigsministeriets Postafsendelse på den til den enkelte repræsentation sædvanligt benyttede fremsendelsesmåde. Repræsentationerne skal kvittere for modtagelsen af hver enkelt forsendelse af de nummererede stamkort over for papirforvaltningen, således at Rigspolitichefen kan underrettes, hvis stamkort forsvinder. Blanke stamkort skal opbevares i repræsentationens pengeskab. Hvis repræsentationen ikke er i besiddelse af et pengeskab, skal de opbevares i et dokumentskab med forsvarlig låseanordning.

4.5.1. Personnummer

Stamkortet udfyldes med ansøgerens danske personnummer. Udenlandske personnumre må ikke anføres i danske pas. Fremgår ansøgerens danske personnummer ikke tydeligt af de i pkt. 4.3. anførte dokumenter, skal tillige indleveres et legitimationspapir udstedt af en dansk offentlig myndighed, hvoraf ansøgerens danske personnummer tydeligt fremgår. Det bemærkes, at hvis ansøgeren er født i udlandet og ikke har været bosat i Danmark, vil vedkommende ikke have fået tildelt et dansk personnummer.

Dansk personnummer tildeles først efter tilmelding til et dansk folkeregister. I så fald bortses fra kravet om personnummerbevis. Udenlandske personnumre eller lignende må ikke anføres. Såfremt ansøgeren ikke er tildelt dansk personnummer, anføres en streg i stedet for de fire sidste cifre i personnummeret.

4.5.2 Pastype

Der foretages afkrydsning af felterne om pastype: Dansk, færøsk eller grønlandsk.

4.5.3. Børn

Det skal altid krydses af i stamkortet, om der ønskes optaget børn i passet eller ej. Vedrørende pas til børn eller optagelse af børn i nærtstående personers pas gælder følgende regler.

4.5.3.1. Selvstændigt pas til børn

Børn, som er danske statsborgere, kan få udstedt selvstændigt pas. Det er et krav, at barnet møder personligt op med henblik på underskrift på stamkortet (medmindre det ikke er muligt på grund af alder eller sygdom), måling af højde samt verifikation af, at fotoet er af det rigtige barn.

Hvis pasansøgeren er under 18 år og ugift, skal forældremyndighedens indehaver(e) ved underskrift på barnets ansøgningsskema give samtykke til pasudstedelsen. Det er ikke et ubetinget krav, at indehaverne af forældremyndigheden personligt møder op og underskriver på repræsentationen. Men er personerne ikke ambassaden personligt bekendt, og nærer repræsentationen betænkelighed ved en underskrifts ægthed, bør underskriften verificeres ved f.eks. telefonisk bekræftelse, sammenligning med personens underskrift i f.eks. pas eller andet dokument eller krav om personligt fremmøde.

Hvis der er tale om fælles forældremyndighed, og det ikke er muligt at opnå skriftligt samtykke fra begge forældre, skal sagen forelægges for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret. Hvis det angives, at kun den ene af forældrene har forældremyndighed, må vedkommende dokumentere det. Kopi af dokumentationen vedlægges sagen. Det bemærkes, at en mor, der har forældremyndigheden ex lege (dvs. mødre til børn født uden for ægteskab) normalt ikke har mulighed for at fremlægge egentlig dokumentation herfor, men hun må på passende vis godtgøre, at det er tilfældet. Oplysning herom vedlægges sagen.

I alle tilfælde, hvor der kan være tvivl om spørgsmålet om forældremyndighed, forelægges sagen for Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret.

4.5.3.2. Optagelse af børn i nærtstående personers pas

Børn under 15 år, som er danske statsborgere, kan optages i deres forældres, plejeforældres eller andre dem nærtsående personers danske pas. I så fald udfyldes rubrikkerne herom i den pågældende persons ansøgningsskema(er). Der er her ikke noget krav om, at barnet møder personligt op, idet der ikke isættes foto, og ej heller angives højden i passet.

Hvis et barn ønskes optaget i den ene af forældrenes pas, og den anden er medindehaver af forældremyndigheden, kræves dennes samtykke efter samme regler som ovenfor. Ønskes barnet optaget i en anden nærtstående persons pas, kræves på tilsvarende måde samtykke fra forældremyndighedens indehaver(e). Nærtstående omfatter, udover forældre og plejeforældre, bedsteforældre, samlevende med forældremyndighedens indehavere samt personer i øvrigt, hvis tilknytning til barnet ganske må ligestilles hermed.

Som dokumentation skal forevises barnets originale dåbs- , navne- eller fødselsattest samt personnummerbevis eller andet legitimationspapir, der er udstedt af en offentlig dansk myndighed, og hvoraf barnets personnummer tydeligt fremgår. Hvis barnet er født i udlandet og ikke er i besiddelse af dokumenter udstedt af dansk myndighed, accepteres dog dåbs- , navne- eller fødselsattest udstedt af udenlandsk myndighed. Har barnet siden fødslen ændret navn, bør navneændringen dokumenteres. Dansk personnummer tildeles først efter tilmelding til et dansk folkeregister ved flytning til Danmark, jf. afsnit 4.5.1.

Der indsættes ikke fotografi eller signalement af barnet i passet. Indskrivning af barnet foretages på side 2 i de fortrykte rubrikker med angivelse af efternavn, fornavne, fødselsdato, personnummer og køn. Skal der indføres flere børn, end der er plads til på passets side 2, foretages en henvisning (»Se side .«) til den første ledige side i passet, hvor øvrige børn indføres efter samme retningslinier.

Skal der optages børn i et allerede udstedt pas, foretages dette af repræsentationen. Optagelsen sker på side 2 med angivelse af efternavn, fornavne, fødselsdato og personnummer. Indførelsen skal ske med tydelig håndskrift og sort farve. Der er udsendt et særligt stempel til brug ved indførsel af børn uden for de fortrykte rubrikker. Stemplet anvendes også til optagelse af børn i provisoriske pas. Efter indførelsen anbringer repræsentationen umiddelbart nedenunder sit stempel sammen med en underskrift, navnestempel og datoen for indførelsen.

Der er ikke noget i vejen for, at et barn samtidig er optaget i flere personers pas.

4.5.4. Udlevering

De færdige pas er ikke underlagt særlige sikkerhedskrav ved forsendelse. Medmindre det færdige pas kan sendes til en adresse i Danmark, sender Rigspolitichefen rutinemæssigt passet via Udenrigsministeriets postafsendelse til repræsentationen til afhentning eller forsendelse til ansøgerens adresse i opholdslandet. Repræsentationer i Europa, som vurderer, at de har tilstrækkelig sikker postforbindelse, vil kunne anføre repræsentationens navn, fulde adresse og land i adressefeltet. Hvis ansøgeren ønsker passet sendt til en adresse i Danmark, skrives ansøgerens navn og adresse i adresserubrikken. Det er også muligt i lande med sikker postforbindelse at få passet fremsendt direkte til ansøgeren, hvis det tidligere pas/provisoriske pas er inddraget/annulleret. I dette tilfælde anføres ansøgerens navn og fulde adresse i feltet på stamkortet. Hvis pasansøgeren er forhindret i at afhente passet personligt, kan det, når repræsentationen finder det forsvarligt, udleveres til en tredje person eller sendes i anbefalet brev.

Opholder ansøgeren sig på en længere rejse, vil passet ligeledes kunne sendes til en anden repræsentation, som drager omsorg for at inddrage et provisorisk pas eller annullere et forlænget pas før udlevering af det nye pas.

4.6. Fotografi

Der skal indleveres to vellignende nyere fotografier af ansøgeren. Det skal være holdbart og være fremstillet ved en fotografisk proces på almindeligt tyndt fotopapir og må ikke være forsynet med ældre stempler, huller eller andre beskadigelser. Kun egentlige fotografier må anvendes. Andre typer billeder, herunder såkaldte videoprint, kan således ikke anvendes, uanset om de fremstår som værende af god kvalitet. Det skyldes, at billedkvaliteten i så fald bliver for dårlig, når billedet skal scannes ind i produktionssystemet i forbindelse med fremstillingen af passet.

Fotografiet skal være 35 x 45 mm, og pasansøgerens hoved (fra toppen af håret til hagespids) skal fylde mellem 25 og 35 mm. Det skal være taget i halvprofil, d.v.s. således, at kroppen er drejet ca. 40 grader i forhold til kameraet, og således at begge øjne samt afhængigt af frisuren enten højre eller venstre øre og side af ansigtet kan ses på billedet. Kravet om halvprofil kan undtagelsesvist fraviges, hvis billedet i øvrigt er meget vellignende.

Fotografier skal være taget uden hovedbeklædning. Fotografi med hovedbeklædning kan dog efter en konkret vurdering godkendes, hvis pasansøgeren på grund af sin religion ønsker det, og hvis ansigtets hovedtræk tydeligt fremgår af fotografiet. Dette betyder, at ansigtets hageparti, næse, kindben, øjne og øjenbryn ikke må være tildækket, og at panden skal være afdækket i et sådant omfang, at ansigtsformen fremgår.

Fotografiet påklæbes stamkortet (se nedenfor) i det markerede felt.

Hvis der er tvivl om fotografiets anvendelighed, vil det normalt være mest hensigtsmæssigt at anmode om et nyt fotografi, i stedet for at sende et uanvendeligt fotografi hjem.

4.6.1. Underskrift

Ansøgeren skal i repræsentationens påsyn udfylde underskriftsrubrikken. Underskriften skal afgives med en 0,8 mm pen med sort skrift og skal holdes inden for feltet. Kan pasansøgeren ikke udfylde underskriftsrubrikken på grund af alder eller sygdom, efterlades rubrikken blank, og der foretages afkrydsning på stamkortet af rubrikken »Ansøger er ikke i stand til at afgive underskrift«.

4.6.2. Indsendelse

Det udfyldte stamkort med påsat fotografi foldes nøjagtigt sammen, og det lægges sammen med et af de udfyldte pasansøgningsskemaer i en sikkerhedskuvert, der straks lukkes. Der skal bruges én sikkerhedskuvert for hvert stamkort. De lukkede sikkerhedskuverter skal opbevares i repræsentationens pengeskab, indtil de hjemsendes. Hvis repræsentationen ikke er i besiddelse af et pengeskab, skal de opbevares i et dokumentskab med forsvarlig låseanordning. De skal normalt opsamles til ugentlige forsendelser. En forsendelse må dog højst indeholde 25 stamkort, således at repræsentationer, der ikke benytter dip-bag eller dip-cargo, jf. nedenfor, kan afsende stamkortene, når dette antal er nået, uanset om det måtte betyde flere end én forsendelse pr. uge.

Sikkerhedskuverterne lægges i en ydre kuvert, der tilklæbes og på bagsiden stemples over kuvertens samlinger med repræsentationens stempel, der herefter overklæbes med tape.

Repræsentationer, der har ugentlig forbindelse med Udenrigsministeriet med enten dip-bag eller dip-cargo, indsender kuverterne i en samlekuvert tydeligt påført den samme tekst, der er angivet på sikkerhedskuverterne: »PASANSØGNING, MÅ KUN ÅBNES AF RIGSPOLITICHEFEN«.

Alle andre repræsentationer skal sende den ydre kuvert direkte til Rigspolitichefen, afdeling D, Pasregisteret, Landlystvej 34-40, DK-2650

Hvidovre efter følgende regler:

Repræsentationer i de nordiske lande: Rekommanderet brev.

Repræsentationer i Europa med ekstraordinær dårlig postforbindelse og repræsentationer uden for Europa: Kurerservice dokumentforsendelse.

Til brug for forsendelse med »kurerservice dokumentforsendelse« er der oprettet et særligt kontonummer, der alene må benyttes til forsendelse af pasansøgninger til Rigspolitichefen:

UPS: United parcel Service kontonummer 3W1331med angivelse af Wilson Logistic Denmark A/S i rubrikken »third party« på Air Way Bill.

Repræsentationerne kan ved henvendelse til den stedlige repræsentant for UPS få den fornødne vejledning samt fragtbrev til brug for forsendelse.

4.7. Arkivering af ansøgningsskemaer

Et eksemplar af ansøgningsskemaet påhæftes et foto af ansøgeren og lægges i repræsentationens arkiv i en særlig aktpakke (eller ringbind) for udstedte pas. Ansøgningsskemaet lægges i alfabetisk og ikke i kronologisk orden. En særlig pasprotokol er ikke påkrævet.

4.8. Aflevering af ældre pas

Er pasansøgeren allerede i besiddelse af et dansk pas, skal dette afleveres til repræsentationen, inden det nye pas udleveres. Det gamle pas skal straks annulleres ved gennemhulning af passets omslagssider og siderne 1-4. Passets side 1 overstemples med ordet »annulleret«. Hvis der i passet findes gyldige viseringer, og pasindehaveren sandsynliggør, at vedkommende har en væsentlig interesse i fortsat at kunne benytte viseringer i det gamle pas, annulleres det ikke. Det forsynes i stedet med en henvisning til det nye pas med anførelse af dettes nummer samt tid og sted for dets udstedelse.

Hvis pasindehaveren ikke beder om at få det gamle pas udleveret, tilintetgøres det af repræsentationen, og ansøgningsskemaet påføres en bemærkning herom.

Pas, der indleveres til repræsentationen, efter at det er udløbet, eller efter at pasindehaveren er afgået ved døden eller har mistet sin danske indfødsret, skal tilintetgøres af repræsentationen. Underretning herom sker til Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret.

Bortkomne pas, der indleveres til repræsentationen, indsendes efter en passende tid direkte til Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret.

4.9. Mangler ved passet

En pasindehaver, der dokumenterer, at passet på grund af fejl ved udstedelsen eller ved at pasbogen lider af væsentlige mangler, der må tilregnes den pasudstedende myndighed, er berettiget til at få manglerne udbedret eller at få udstedt et nyt pas. Hyppigst har der været tale om pas, hvor omslaget er revnet i ryggen. Der har også i en periode været problemer med, at passets laminering kunne løsne sig. Et sådant erstatningspas udstedes uden gebyr. Foretages der ombytning til et nyt pas, er pasindehaveren forpligtet til at aflevere det fejlbehæftede pas til repræsentationen samt til at indgive ny ansøgning om pas. Pasansøgerens dokumenterede udgifter til fremskaffelse af fotografi refunderes. Passet udstedes med en gyldighedstid svarende til det fejlbehæftede pas.

Bliver et pas beskadiget eller slidt i et sådant omfang, at stempler, foto eller tekst, herunder numre og datoer, ikke kan kontrolleres på stedet, eller er passet i øvrigt behæftet med væsentlige mangler, skal indehaveren anmode om at få udstedt nyt pas, inden nye rejser foretages. Passet udstedes mod sædvanligt gebyr.

Såfremt en pasansøger erklærer, at et bestilt pas ikke er modtaget fra Rigspolitiet eller repræsentationen, afkræves der den pågældende en erklæring herom. Om fornødent bør der fortages en politimæssig undersøgelse til oplysning om, hvorledes passet er bortkommet, herunder om der er sket misbrug af passet. Pasansøgeren skal indgive en ny ansøgning om pas, der udstedes uden gebyr, og pasansøgerens dokumenterede udgifter til fremskaffelse af fotografi refunderes.

4.10. Særlige regler for ekstra pas

Ekstra pas kan kun udstedes til danske statsborgere, der opholder sig i udlandet, efter tilladelse i hvert enkelt tilfælde fra Rigspolitichefen, afd. D, Pasregisteret. Der kan kun udstedes ét ekstra pas ad gangen til ansøgeren. Danske statsborgere, der er bosat i Danmark, kan ansøge om et ekstra pas hos den lokale politimester eller i København hos Politidirektøren.

Tilladelse vil normalt blive givet, hvis ansøgeren kan dokumentere eller skriftligt erklærer, at vedkommendes pas er indleveret eller skal indleveres til visering i anledning af en forestående rejse, og at ansøgeren, førend passet kan tilbageleveres, skal foretage en eller flere rejser til udlandet. Det er en betingelse for udstedelse af ekstra pas, at det vil medføre betydelig ulempe eller økonomisk tab for ansøgeren, hvis udstedelse af ekstra pas nægtes. Udstedelse af ekstra pas i medfør af denne bestemmelse kan normalt ikke ske alene i anledning af turistrejser, jf. dog næste afsnit.

Under tilsvarende betingelser kan der udstedes ét ekstra pas til personer, hvis pas er forsynet med viseringer eller indrejsestempler, som kan medføre nægtelse af indrejse i det land, som pasansøgeren agter at rejse til.

Ekstra pas udstedes med en gyldighedstid, der er afhængig af rejsens eller rejsernes varighed, dog ikke ud over to år. Der skal betales sædvanligt gebyr, jf. bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten og den dertil knyttede gebyrvejledning, og der skal indgives sædvanlig pasansøgning.

Ekstra pas skal afleveres til politiet eller en dansk repræsentation efter udløbet af gyldighedstiden.

4.11. Nægtelse af pas eller inddragelse af allerede udstedt pas

I henhold til paslovens §2, stk. 1 kan politiet nægte af udstede pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas i følgende tilfælde:

a) når der er rejst sigtelse mod den pågældende for et strafbart forhold, som kan antages at medføre frihedsstraf, og der på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold er føje til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet;

b) når den pågældende er idømt frihedsstraf, som ikke er afsonet, eller er pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke er erlagt, eller for hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold er føje til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet;

c) når de pågældendes udrejse ville stride imod bestemmelser i lovgivningen, der har til formål at sikre en persons tilstedeværelse i Danmark, indtil han har opfyldt ham påhvilende forpligtelser over for det offentlige eller private.

Spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet bestemmelse om nægtelse af pas eller inddragelse af pas kan af den pågældende kræves indbragt for retten. Opholder vedkommende sig i udlandet, skal politiet, inden passet inddrages, søge rettens godkendelse af den trufne bestemmelse.

Anmodninger om, at der ikke udstedes nyt pas til en dansk statsborger eller om, at et allerede udstedt pas inddrages, sker sædvanligvis ved henvendelse til Udenrigsministeriet, der i en cirkulæreskrivelse underretter de udsendte repræsentationer. Repræsentationerne bør derfor føre en liste over instruktioner om nægtelse eller inddragelse af pas eller på anden måde sikre, at der ikke udstedes pas i modstrid med sådanne instruktioner. Denne kontrol har særlig betydning i forbindelse med udstedelse af provisoriske pas, idet Rigspolitichefen rutinemæssigt undersøger, om ansøgeren er eftersøgt, eller om der er truffet beslutning om nægtelse af udstedelse af pas i forbindelse med udstedelse af danske, færøske og grønlandske rejsepas. Det undersøges endvidere, om vedkommende tidligere har fået udstedt pas, som stadig er gyldige.

Hvis en repræsentation bliver bekendt med, at en pasansøger falder ind under en af de ovenfor nævnte kategorier, skal den straks underrette Rigspolitichefen, afd. D, og anmode om instruktion. Rigspolitichefen kan bemyndige repræsentationen til at udstede et provisorisk pas i de tilfælde, hvor et rejsepas ikke må udstedes.

5. Færøske rejsepas

De nye færøske pas har mørkegrønt omslag og er identiske med de danske rejsepas i teknisk henseende. De bærer dog ikke påskriften DEN EUROPÆISKE UNION; og teksten er trykt på dansk, færøsk og engelsk. Færøske rejsepas udstedes til danske statsborgere, der har bopæl på Færøerne, medmindre ansøgeren måtte ønske at få udfærdiget et dansk rejsepas. Vedrørende betingelserne i øvrigt henvises til afsnit 4 om danske rejsepas.

6. Grønlandske rejsepas

De grønlandske pas er identiske med de danske rejsepas i teknisk henseende. De grønlandske pas bærer dog ikke påskriften DEN EUROPÆISKE UNION, og teksten er trykt på grønlandsk, dansk og engelsk.

Grønlandske rejsepas udstedes til danske statsborgere, der har bopæl i Grønland, medmindre ansøgeren måtte ønske at få udfærdiget et dansk rejsepas. Vedrørende betingelserne i øvrigt og proceduren for udstedelse henvises til det i afsnit 4 om danske maskinlæsbare rejsepas anførte.

7. Provisoriske pas

Der er indført nye danske provisoriske pas med virkning fra 1. marts 1997. Passene har følgende tekniske specifikationer.

Det provisoriske pas består af et enkelt papirark foldet tre gange til format 88 mm x 125 mm. Passet indeholder persondataside, 4 viseringssider og 2 tekstsider. Papiret er forsynet med vandmærkemotiv, bundmønster og indstøbte fibre som i nationalitetspasset.

Forsiden er overtrykt med bordeaux farve. Teksten DANMARK PROVISORISK PAS på dansk, engelsk og fransk samt det danske rigsvåben står i hvid farve.

Passet er forsynet med iklæbet fotografi af pasindehaveren og persondata er indført med håndskrift. Pasnummeret i øverste højre hjørne af persondatasiden er ligeledes anført med håndskrift.

Persondata og billede er beskyttet med en tynd klæbefolie og over billedets nederste højre hjørne er anbragt et farvevarierende guldmotiv af det danske rigsvåben.

Ved belysning med en ultraviolet lyskilde ses en række motiver af fabeldyret i den øverste halvdel af beskyttelseslaminatet i en kraftig gul farve og den grå bundfarve på passets sider fluorescerer gult.

Vedrørende betingelserne for udstedelse af et provisorisk pas henvises til afsnit 4 om danske rejsepas, idet der i øvrigt gælder følgende regler.

Efter ansøgning kan der udstedes et provisorisk pas, når det f.eks af tidsmæssige grunde ikke vil være muligt at udstede et nyt rejsepas eller forlænge gyldigheden af et eksisterende pas, f.eks ved bortkomst/tyveri.

Et provisorisk pas udstedes af repræsentationen på en særlig blanket og udstedes kun med en gyldighed for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og eventuelle regler i de lande, der gennemrejses, og ikke ud over ét år. Et provisorisk pas skal afleveres efter benyttelsen til politiet eller en dansk repræsentation. (se 4.10).

Udfyldelsen af det provisoriske pas skal ske med tydelig håndskrift, blokbogstaver og sort farve. I feltet »pasnummer« anføres det nummer, som er trykt på sidste side af det provisoriske pas.

Fotografiet sættes i passet i det forlimede felt, således at kanten følger den angivne ramme. Af hensyn til laminatets holdbarhed må der ikke isættes messingring eller hæfteklamme i fotografiet. Fotografiet må ikke stemples med repræsentationens stempel. Laminatets rigsvåben rækker ind over fotografiet.

Passet underskrives af ansøgeren. Hvis pasansøgeren på grund af alder eller sygdom ikke kan udfylde blanketten, sættes en streg og repræsentationens stempel i underskriftsrubrikken.

Det færdige pas underskrives af en ved repræsentationen dertil bemyndiget person og navnestempel påføres. Ved siden af underskriften anbringes repræsentationens stempel.

Herefter lamineres siden med personoplysningerne.

Ønsker ansøgeren ikke at indgive ansøgning om et nyt rejsepas samtidig med udstedelsen af det provisoriske pas, foretages der afkrydsning på bagsiden af det provisoriske pas af rubrikken »Det provisoriske pas skal afleveres ved det første paskontrolsted, der passeres i det nordiske paskontrolområde«.

Ønsker ansøgeren at indgive ansøgning om et nyt rejsepas samtidig med udstedelsen af det provisoriske pas, foretages der afkrydsning på bagsiden af det provisoriske pas i rubrikken »Det provisoriske pas skal afleveres ved afhentning af ordinært pas«.

Det nye rejsepas kan først udleveres, når det provisoriske pas er afleveret til repræsentationen (eller politiet i Danmark), eller det på fyldestgørende måde godtgøres, at det er bortkommet. Var pasindehaveren ved udstedelsen af det provisoriske pas allerede i besiddelse af et gyldigt pas, skal også dette pas afleveres til annullering eller makulering.

Der kan optages børn i et provisorisk pas. Vedrørende betingelserne herfor henvises til det i afsnit 4 om danske rejsepas anførte. Der er udsendt et særligt stempel til indførelse af børn i provisoriske pas.

En pasansøger, der får udstedt et provisorisk pas, bør gøres opmærksom på, at rejse på et provisorisk pas eventuelt kan give anledning til problemer i forhold til udenlandske grænsekontrolmyndigheder. Det provisoriske pas er anmeldt over for de udenlandske grænsekontrolmyndigheder på lige fod med det danske rejsepas, men det kan alligevel ikke ganske udelukkes, at det vil kunne give problemer ved nogle rejsemål.

Blanke provisoriske pas rekvireres fra Udenrigsministeriets Papirforvaltning. De sendes af sikkerhedsgrunde til repræsentationerne under anvendelse af samme forsendelsesmetode, som anvendes for udfyldte stamkort. Repræsentationerne skal kvittere for modtagelsen af hver enkelt forsendelse af de blanke provisoriske pas, således at Rigspolitichefen kan underrettes, hvis de forsvinder. Blanke provisoriske pas skal opbevares i repræsentationens pengeskab. Hvis repræsentationen ikke er i besiddelse af et pengeskab, skal de opbevares i et dokumentskab med forsvarlig låseanordning.

Det anbefales at føre en liste med pasnumrene og ud for numrene at notere, til hvem provisorisk pas er udstedt med dato og initialer.

Ansøgningsskemaer indsendes til Rigspolitichefen, afd. D Pasregisteret på den måde, repræsentationen normalt indsender post.

8. Særlig paslegitimation for personer, som ikke er danske statsborgere.

Der henvises til Viseringsinstruksens afsnit: Passports and other travel documents

Der er indført nye danske rejsedokumenter (flygtningekonventionspas og fremmedpas) med virkning fra hhv. l. januar 1998 og l. marts 1998. Passene er i teknisk henseende identiske med danske maskinlæsbare pas. De har påskriften »Rejsedokument (Konvention af 28. juli 1951) og »Fremmedpas«.

Teksten er trykt på dansk, engelsk og fransk.

Det er Udlændingestyrelsen, som i hvert enkelt tilfælde giver bemyndigelse til udstedelse af rejsedokument for flygtninge og fremmedpas. Indsendes der ansøgningsskema og stamkort for et fremmedpas/konventionspas, skal bemyndigelse hertil derfor først være indhentet hos Udlændingestyrelsen, og bemyndigelsen skal vedlægges det udfyldte ansøgningsskema og stamkortet, som herefter indsendes til Rigspolitichefen efter foreskrifterne nævnt under 4.6.2.

Udlændingestyrelsen kan give bemyndigelse til forlængelse af et udløbet konventionspas eller fremmedpas. Det er ligeledes Udlændingestyrelsen som giver bemyndigelse til repræsentationen om at udstede et »laissez-passer«.

Et laissez-passer udstedes af repræsentationen på særlige blanketter, der rekvireres hos SETEC Danmark A/S. Det er ligeledes Udlændingestyrelsen, som giver bemyndigelse til repræsentationen om at udstede et »laissez-passer«.

B. Visum

Der henvises til Viseringsinstruksen.

C. Veterinærbestemmelser

For indførsel i Danmark af hunde, katte og andre husdyr gælder følgende forskrifter, der håndhæves strengt af myndighederne. Repræsentationen bør derfor tilråde rejsende nøje at overholde disse regler. I tvivlstilfælde forlægges sagen for Fødevaredirektoratet, Mørkhøj Bygade 19, DK-2860 Søborg, tlf. +45 33 95 60 00, fax +45 33 95 62 89, e-mail: fødevaredirektoratet@fdir.dk i god tid inden afrejsen.

1. Hunde og katte

a. Direkte fra Færøerne, Island, Norge, Sverige, Australien, Irland, Japan, New Zealand og Storbritannien kan hunde og katte, som ledsager personer på rejse, frit indføres. Det kræves ikke, at dyret er vaccineret mod rabies. (Årsagen til fritagelse for vaccination er den, at de nævnte lande officielt er fri for rabies).

b. Fra andre lande kan hunde og katte over fire måneder, som ledsager personer på rejse, indføres ved at vise en vaccinationsattest udstedt af en dyrlæge, hvoraf fremgår, at dyret er vaccineret mod hundegalskab (rabies), og at denne vaccination er foretaget mindst én måned og højst 12 måneder forud for indførslen. Hunde/katte under tre måneder kræves ikke vaccineret mod rabies, men der skal foreligge en sundhedsattest, som på indrejsetidspunktet ikke er mere end 10 dage gammel. Af denne skal det fremgå , at der de seneste 60 dage forud for indførslen ikke har været rabies i det område , hvor hunden/katten har opholdt sig inden for en afstand af 20 km.. Hunde/katte mellem tre og fire måneder skal ledsages af en sundhedsattest som ovennævnte samt være vaccineret mod rabies ved tre månedersalderen.

c. For ilandsætning af skibshunde gælder tilsvarende regler, som anført ovenfor under a. og b.

d. Indførsel af hunde og katte, der ikke medføres af personer på rejse, er betinget af, at hvert enkelt dyr opfylder betingelserne under a. eller b., og at dyrene findes sunde ved et sundhedseftersyn, der foretages af en grænsedyrlæge umiddelbart efter ankomsten. Grænsedyrlægen skal underrettes om dyrets ankomst mindst 24 timer i forvejen.

e. Transit. Hunde og katte kan frit sendes gennem Danmark, hvis forsendelsen sker i kasse, kurv eller anden efter toldvæsenets skøn betryggende emballage. Transitten, der foretages under toldvæsenets kontrol, skal ske uden unødigt ophold undervejs, og dyrene må ikke komme i berøring med danske dyr.

f. Grænsedyrlæger findes i følgende byer: København (Kastrup), Billund, Frederikshavn og Hirtshals. For sundhedseftersyn og eventuel vaccination opkræves de til enhver tid gældende takster.

Indførsel af hunde og katte til Færøerne og Grønland er generelt forbudt. Vedrørende muligheden for dispensation kan henvendelse ske til henholdsvis Færøernes Landsstyre/Repræsentationskontor i København og Grønlands Hjemmestyre/Danmarkskontoret i København, se kap. II E.

2. Andre dyr

Indførsel af andre dyr end hunde og katte kræver i almindelighed tilladelse fra Fødevaredirektoratet. Der er totalt forbud mod indførsel af aber. Ved ansøgning om indførsel af papegøjefugle, kaniner mv. skal den danske adresse, hvortil dyrene ønskes indført, altid oplyses, da der kan være tale om en forud indhentet godkendelse af den danske adresse som privat karantæne. Fødevaredirektoratet har udgivet en pjece om indførsel af visse selskabsdyr: gnavere, krybdyr, padder, spindlere, insekter, finker og kanariefugle fra EU- og 3.lande til Danmark

Opmærksomheden henledes på, at adskillige eksotiske dyr er omfattet af bestemmelserne om udryddelsestruede vilde dyr. Det tilrådes derfor at rette henvendelse til Skov- og Naturstyrelsen, Haraldsgade 53, DK-2100 København Ø, tlf. +45 39 47 20 00, telefax +45 39 27 98 99, i god tid inden afrejsen for at sikre opfyldelse af denne myndigheds bestemmelser.

D. Rejsegods, flyttegods og brudeudstyr, våben og ammunition

1. Rejsegods

Reglerne om indførsel af rejsegods kan findes på Told- og Skattestyrelsens hjemmeside på internettet: www.toldskat.dk under Det elektroniske bibliotek - vejledning til borgere. Told- og Skattestyrelsen har desuden udgivet foldere med reglerne for rejsende bosat i og uden for Danmark, henholdsvis »Rejsegods Regler for rejsende med bopæl i Danmark« og foldere på engelsk og tysk for rejsende bosat uden for Danmark.

2. Flyttegods og brudeudstyr

Reglerne om flyttegods og brudeudstyr findes på Told- og Skattestyrelsens hjemmeside i det elektroniske bibliotek /indholdsfortegnelse/juridiske vejledninger/toldvejledning 2000 hhv. afsnit D.4.2.1. og D.4.2.2.

3. Våben og ammunition

Det er forbudt uden særlig tilladelse fra politiet at indføre håndskydevåben og ammunition hertil.

Håndskydevåben til brug under jagt, skydekonkurrencer eller fiskeri samt ammunition hertil i rimeligt omfang kan medbringes og anvendes i Danmark uden tilladelse, hvis opholdet ikke strækker sig ud over tre måneder.

Indehaveren af våbenet skal være i besiddelse af en våbentilladelse fra sit hjemlands myndigheder eller en attest om, at en sådan tilladelse ikke er nødvendig. Ved indførsel af våben til brug for en konkurrence skal indehaveren af våbnet endvidere forevise en indbydelse til konkurrencen.

Ved indrejsen udfyldes en blanket med oplysninger om navn og adresse i hjemlandet, eventuel adresse i Danmark og våbnets art, fabrikationsnummer og kaliber. En kopi af denne blanket skal afleveres til toldopsynet ved udrejsen.

Det er forbudt uden særlig tilladelse fra politiet at indføre skarpe våben eller stikvåben, hvis klinge overstiger 12 cm (bortset fra dolke og knive, der er udformet til anvendelse i erhverv, til husholdningsbrug eller ved jagt, lystfiskeri eller sportsdykning), springknive og springstiletter, faldknive og faldstiletter, énhåndsbetjente foldeknive og foldeknive med todelt skæfte, hvis klinger kan foldes ud ved brug af én hånd, kårdestokke og andre tilsvarende skjulte våben, slag- eller stødvåben, herunder knojern, totenschlägere, gummiknipler og lignende våben, der er beregnet til at virke lammende, bedøvende eller blændende ved udladning af elektrisk strøm, kastestjerner, kasteknive o.l., samt spraydåser til selvforsvar, herunder tåregasampuller, -spraydåser og patroner.

E. Personmotorkøretøjer

1. Midlertidigt ophold i Danmark

En bil eller motorcykel registreret i udlandet kan told og afgiftsfrit indføres og benyttes under et midlertidigt ophold i Danmark på følgende vilkår, forudsat at ejeren (brugeren) ikke har bopæl i Danmark:

a) Ethvert udenlandsk motorkøretøj og ethvert påhængskøretøj dertil, hvis tilladte totalvægt overstiger 750 kg, skal være registreret, forsynet med registreringsnummer (nummerplade) og medføre registreringsattest. Alle udenlandske motor og påhængskøretøjer skal endvidere være forsynet med nationalitetsmærke og være i forsvarlig teknisk stand.

b) Føreren skal have gyldigt nationalt eller internationalt førerbevis. Er det nationale førerbevis ikke udfærdiget med latinske bogstaver, skal det være forsynet med en oversættelse til dansk, engelsk eller fransk.

c) I Danmark gælder tvungen ansvarsforsikring for ethvert motorkøretøj. Føreren må derfor ved indrejsen enten godtgøre, at gyldig ansvarsforsikring er tegnet i udlandet ved forevisning af »grønt kort«, eller tegne en forsikring ved grænsen. Dette gælder dog ikke for motorkøretøjer, der er registrerede i et land, der er medlem af EU, på Færøerne, i Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn. Hvis der tegnes forsikring ved grænsen, skal forsikringsdokumentet være underskrevet og vise, at lovpligtig ansvarsforsikring er i kraft, og at forsikringens gyldighedsområde er de lande, der er medlem af EU. Hvis campingvogn medføres, skal forsikringsbeviset også dække kørsel med tilkoblet køretøj.

Grænseforsikringen kan tegnes for en hvilken som helst periode, helt ned til én dag; overskrides perioden, dækker ansvarsforsikringen alligevel, men føreren må i så fald efterbetale præmiebeløbet for den resterende periode ved udrejsen af Danmark.

d) Køretøjets registreringsattest eller internationale kørecertifikat skal medbringes. For at være gyldigt skal det internationale kørecertifikat være udstedt inden for det seneste år.

Tager ejeren (brugeren) efter indrejsen bopæl i Danmark, eller overdrager eller overlader han køretøjet til en her bosat person, eller anvendes det til transport her i landet mod betaling, skal told og almindelig omsætningsafgift straks betales eller køretøjet genudføres. Endvidere skal køretøjet inden 14 dage registreres i Danmark, og registreringsafgiften betales eller nummerpladerne afleveres til politiet.

En person, der har opholdt sig i Danmark i et år eller inden for de sidste to år har opholdt sig i landet sammenlagt 365 dage, anses for at have taget bopæl i Danmark.

Ved henvendelse til Centralregisteret for motorkøretøjer, Landlystvej 34, DK-2650 Hvidovre, kan en person, der ikke har bopæl i Danmark, opnå tilladelse til i indtil et år efter indrejsen at benytte et her indkøbt ubrugt personmotorkøretøj uden at betale told og almindelig omsætningsafgift. Udlændinge vil kunne opnå tilladelsen umiddelbart før indrejsen. Oplysning om bopælsforhold i en udlændings ansøgning skal være bekræftet af en myndighed i hjemlandet.

2. Flytning til Danmark

En person, der flytter til Danmark og medtager en bil eller motorcykel, skal inden 14 dage registrere køretøjet her i landet og betale registreringsafgift eller aflevere nummerpladerne til politiet. I København sker henvendelse til Motorkontoret, Korsdalsvej 111, DK-2610 Rødovre.

Hvis den pågældende har haft fast bopæl i udlandet i hele det sidste år før flytningen, og køretøjet har været registreret i udlandet i hans eller hans ægtefælles navn og været benyttet af ham eller hans ægtefælle uden for Danmark i mindst seks måneder, betragtes køretøjet som flyttegods, og der skal ikke betales told og almindelig omsætningsafgift.

3. Beregning af told, almindelig omsætningsafgift (moms) samt registreringsafgift

Ajourførte oplysninger herom udsendes regelmæssigt af Udenrigsministeriet til alle udsendte repræsentationer.

De gældende importtoldsatser fremgår af den danske brugstarif, der findes på repræsentationerne.

Køretøjer med oprindelse i EU, eller som der forudgående er betalt told for i et EU-land (uden at tolden senere er refunderet) er toldfri. I andre tilfælde gælder, at køretøjer med oprindelse i EFTA kan indføres toldfrit, hvis den præferenceberettigede oprindelse dokumenteres i overensstemmelse med reglerne herom i EU s aftaler med de pågældende lande.

Toldberegningsværdien er fakturaværdi for et tilsvarende nyt køretøj inkl. forsendelsesomkostninger til dansk grænse. For brugte køretøjer ydes et vist nedslag i toldberegningsværdien.

Moms betales af toldberegningsværdien plus eventuel told.

Registreringsafgiften beregnes på grundlag af køretøjets salgsværdi i Danmark (ekskl. registreringsafgift) efter satser, der stiger progressivt med køretøjets værdi. Satserne er så høje, at det kan være en tvivlsom fordel at medtage et køretøj, som efter ovenfor anførte regler bliver registreringspligtigt i Danmark. For udlændinge, hvis ophold i Danmark er af kortere varighed, gælder, at det kan tillades, at der i stedet for betaling af det fulde registreringsbeløb svares en afgift på 3 pct. af afgiftsbeløbet pr. kvartal, så længe opholdet varer.

Bestemmelserne om told og moms samt registreringsafgift ved indførsel af personbiler kan findes på Told- og Skattestyrelsens hjemmeside på internettet: www.toldskat.dk under Det elektroniske bibliotek - vejledning til borgere.

F. Kørekort

Indehavere af danske kørekort, der opholder sig i udlandet, kan indsende ansøgning om udstedelse af kørekort (EF-model) gennem de danske repræsentationer i udlandet.

Ansøgning indsendes på en særlig blanket (P 22) til Københavns Politi, Kørekortskontoret, Hambrosgade 13, DK-1562 København V, sammen med en kopi af ansøgerens pas, ansøgerens foto (35 x 45 mm) samt et udfyldt stamkort. Ansøgningen skal indeholde oplysning om, hvor det oprindelige kørekort er udstedt og oplysning om, at betaling er sket.

Repræsentationens personale skal med tydelig håndskrift anføre ansøgerens personnummer på stamkortet. Ansøgeren skal i personalets påsyn udfylde underskriftsrubrikken på stamkortet. Underskriften skal afgives med en 0,8 mm sort pen og holdes inden for rubrikkens ramme. Er ansøgeren ikke i stand til at udfylde underskriftsrubrikken, efterlades rubrikken blank, og der foretages i stedet afkrydsning i feltet »Ansøgeren er ikke i stand til at afgive underskrift«. Fotografiet af ansøgeren påklæbes stamkortet i det dertil markerede felt.

Det nye kørekort skal i alle tilfælde udleveres til indehaveren fra en af Udenrigstjenestens repræsentationer. Det anføres i stamkortets adressefelt, fra hvilken repræsentation afsendelse eller udlevering skal finde sted. Ansøgerens gamle kørekort skal mod udlevering af det nye kørekort indleveres til repræsentationen og herefter destrueres.

Hvis der er vilkår eller begrænsninger i kørekortet, bedes kodevejledning (P 507) udleveret sammen med det nye kørekort.

Det understreges, at kravene til udfyldelse af stamkort og til foto skal overholdes. Er det indleverede foto ikke af tilstrækkelig god kvalitet, eller er stamkortet ikke udfyldt korrekt, kan det ikke produceres på Rigspolitichefens udstyr, og kunden må indgive en ny ansøgning.

Midlertidigt kørekort

Mistes kørekortet under ferie, vil repræsentationen efter kontrolcheck med Kørekortkontoret kunne udstede en attest på, at personen er indehaver af gyldigt dansk kørekort med angivelse af type. For repræsentationens bistand til udstedelse af kørekort erlægges betaling i overensstemmelse med reglerne i Færdselslovens § 124 c, som affattet ved lov nr. 783 af 15. oktober 1999 med tillæg af 50 pct., jf. gebyrvejledningen.

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

KAPITEL VI

Bistand til danske i udlandet

A. Generelle regler

B. Anmodninger, som bør afvises

C. Økonomisk bistand under midlertidigt ophold i udlandet

1. Bemyndigelse fra Udenrigsministeriet

2. Repræsentationens ydelse af økonomisk bistand på grundlag af garanti indhentet direkte fra danske pengeinstitutter

3. Bistand ved sygdom eller dødsfald

4. Uden bemyndigelse fra Udenrigsministeriet

5. Økonomisk bistand til ikke-danske statsborgere med fast bopæl i Danmark

6. Bistand ydet af repræsentationer uden udsendt personale, d.v.s. honorære repræsentationer

D. Økonomisk bistand til danske statsborgere med fast bopæl i udlandet

1. Lovgivning og praksis

2. Understøttelse fra danske myndigheder

E. Bistand i straffesager

1. Alvorligere lovovertrædelser, herunder fængsling

2. Mindre forseelser

3. Løsladelse og udvisning

4. Honorære repræsentationers opgaver

F. Bistand ved dødsfald i udlandet

1. Generelt

2. Dødsfald under midlertidigt ophold i udlandet

3. Obduktion ved dødsfald i udlandet

4. Registrering og hjemsendelse af efterladenskaber

a. Registrering

b. Hjemsendelse

5. Hjemsendelse af kiste/urne

6. Fast bopæl i udlandet

7. Honorære repræsentationers opgaver

G. Bistand ved naturkatastrofer, flyulykker mv.

H. Spørgsmål om værnepligt

1. Værnepligt i Danmark

a. Generelt

b. Registrering

c. Møde for sessionen

d. Aftjening af værnepligten

e. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet

2. Værnepligt i udlandet

A. Generelle regler

Blandt udenrigstjenestens mangeartede opgaver er en af de vigtigste at beskytte og bistå danske statsborgere i udlandet. Den konsulære bistand vil for hovedparten af den danske offentlighed være eneste berøringsflade med udenrigstjenesten og er således for mange udenrigstjenestens ansigt udadtil.

Offentlighedens forventninger vil ofte overstige den bistand, en repræsentation har mulighed for at yde. Det stiller derfor store krav til en medarbejders evner og indsigt at undgå at skuffe en bistandssøgende, der henvender sig med urealistiske forventninger.

Repræsentationen bør møde den bistandssøgende med velvilje og forståelse og hjælpe den pågældende bedst muligt til på egen hånd at søge problemerne løst. Med andre ord: Hjælp til selvhjælp.

Der findes ikke i dansk lovgivning generelle bestemmelser om den hjælp, danske statsborgere i udlandet kan gøre krav på eller kan forvente fra udenrigstjenestens side. Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser angiver i artikel 5 områderne for normale konsulære opgaver, mens artikel 36 fastslår adgangen for en konsulatsembedsmand til at kommunikere med arresterede eller fængslede statsborgere, når disse måtte ønske dette.

Ud over bistand til danske statsborgere og udlændinge med bopæl i Danmark yder danske repræsentationer også bistand til nordiske og EU-statsborgere, hvis hjemlande ikke er repræsenteret det pågældende sted. For så vidt angår bistand til nordiske statsborgere henvises til Instruksens Bind 3, kapitel XXI, mens retningslinjerne for bistand til statsborgere fra andre EUlande fremgår af Instruksens Bind 3, kapitel XXII.

Repræsentationen bør som hovedregel søge at bistå i det omfang, det er foreneligt med skik og brug på stedet for diplomatisk og konsulær bistand samt efter retningslinjerne i denne instruks. Repræsentationen må under ingen omstændigheder medvirke til handlinger, der er uforenelige med eller indebærer omgåelse af opholdslandets lovgivning. Repræsentationen kan kun efter instruktion fra Udenrigsministeriet medvirke til handlinger eller foretage skridt, som kan fremkalde et modsætningsforhold til opholdslandets myndigheder.

I tilfælde af hastende behov for bistand, hvor det af tidsmæssige grunde ikke er muligt at indhente Udenrigsministeriets instruktion, må repræsentationen handle efter konduite. Udenrigsministeriet skal snarest underrettes om bistanden og omstændighederne herfor.

Ved gebyropkrævning i bistandssager henvises til Vejledning om udenrigstjenestens betalingsordning.

B. Anmodninger, som bør afvises

En repræsentation skal ikke yde bistand i sager, som normalt ekspederes eller varetages af banker, rejsebureauer og hoteller. En repræsentation skal f.eks. ikke foretage hotelreservationer for private personer eller virksomheder, arrangere rejser, yde lån, bistand til pengeoverførsel eller anden banklignende service bortset fra særlige tilfælde beskrevet i instruksen. En repræsentation er heller ikke forpligtet til at bistå danske statsborgere med at opnå arbejde, opholds- og arbejdstilladelse i repræsentationens virksomhedsområde.

C. Økonomisk bistand under midlertidigt ophold i udlandet

En række lande vil i et vist omfang yde nødstedte udlændinge bistand, selvom deres ophold kun er midlertidigt. Bliver de syge, eller tilstøder der dem en ulykke, vil de lokale myndigheder normalt sørge for nødvendig lægehjælp og indlæggelse på hospital, men står de selvforskyldt eller ikke pludselig uden midler til at betale kost og logi, vil opholdslandets myndigheder som regel henvise dem til at søge bistand hos deres eget lands repræsentation. Der foreligger næppe nogen egentlig folkeretlig forpligtelse for opholdsstaten til økonomisk at understøtte udlændinge, som midlertidigt opholder sig i landet, og i lande med en lidet udviklet offentlig forsorg er den bistand, udlændinge vil kunne regne med fra myndighedernes side, i hvert fald af begrænset omfang.

Danskere, der midlertidigt opholder sig i udlandet, vil derfor ofte være henvist til at søge bistand hos danske diplomatiske og konsulære repræsentationer, hvis de kommer i nød.

1. Bemyndigelse fra Udenrigsministeriet

Økonomisk bistand hvad enten det drejer sig om kontant bistand eller udlæg til hjemrejsebillet, lægehjælp, hospitalsophold osv. bør repræsentationen kun yde efter følgende retningslinjer:

Økonomisk bistand ligegyldigt af hvilken art bør principielt kun ydes efter forud indhentet bemyndigelse fra Udenrigsministeriet, evt. forud indhentet skriftlig garanti fra pengeinstitutter, jf. nedenfor, samt med henblik på hjemrejse til Danmark i forbindelse med et midlertidigt ophold i udlandet.

Der ydes ikke bistand til overførsel af penge til videre rejse i udlandet, medmindre ganske særlige omstændigheder og forhold gør sig gældende. Anmodning om overførsel bør derfor normalt henvises til at foretages via pengeinstitutter eller bureauer, der er specialiseret i hurtige pengeoverførsler, som »Western Union« og »Forex«. Udenrigstjenesten påtager sig selvsagt intet ansvar for disse private firmaers pengeoverførsler.

Imidlertid varierer mulighederne for overførsel af penge via pengeinstitutterne meget fra land til land. Repræsentationen bør derfor altid være nøje orienteret om de muligheder, som består i opholdslandet, således at en bistandssøgende kan vejledes om den enkleste og hurtigste måde for pengeoverførsel, som kan anvendes uden udenrigstjenestens medvirken.

Den bistandssøgende skal ved henvendelse hos en repræsentation med udsendt personale anmodes om selv at udfylde den særlige formular »Anmodning om økonomisk bistand«, som er gengivet nedenfor.

Link til Formularen anmodning om økonomisk bistand (44.5 kb.)

Repræsentationen skal nøje kontrollere, at alle oplysninger er fyldestgørende, før sagen forelægges for Udenrigsministeriet. Det er i denne forbindelse af særlig betydning for en hurtig og sikker ekspedition i Udenrigsministeriet, at den bistandssøgendes CPR-nummer foreligger, bl.a. fordi en bistandssag i Udenrigsministeriet bygger på og lokaliseres ved CPR-nummeret. Det er videre af betydning for en hurtig og sikker sagsbehandling, at bistandssøgende opgiver alternative referencer i Danmark såsom slægtninge, venner, bankforbindelse o.l., som Udenrigsministeriet kan tage forbindelse med for at arrangere en eller anden form for garantistillelse for den ønskede bistand.

AS382_7.GIF Size: (566 X 802)

 

2. Repræsentationens ydelse af økonomisk bistand på grundlag af garanti indhentet direkte fra danske pengeinstitutter

I rutinemæssige sager vedrørende overførsel af penge til nødstedte danskere vil repræsentationen ofte kunne ekspedere en pengeoverførsel uden Udenrigsministeriets mellemkomst, men på grundlag af en pr. telefax eller telex indhentet garanti fra et dansk pengeinstitut om efterfølgende refusion af et udlagt beløb og gebyr direkte til repræsentationen.

Denne ressourcebesparende fremgangsmåde forudsætter, at repræsentationen uden større vanskelighed og for den bistandssøgendes regning kan etablere kontakt til betalingsvillige referencer i Danmark, og at lokale valutariske forhold og tidsforskelle ikke stiller sig hindrende i vejen.

3. Bistand ved sygdom eller dødsfald

Den offentlige rejsesygesikring dækker inden for en periode på maksimalt én måned efter udrejsedato fra Danmark ved ferierejser i følgende område:

Europæiske lande mod øst frem til Ural Grønland, Færøerne, samtlige lande med kystlinjer til Middelhavet samt Jordan, De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne.

Den offentlige rejsesygesikring dækker ikke ved forretningsrejser eller ved ferieophold i forbindelse med forretningssrejser. Deltagere i faglige kongresser eller konferencer samt professionelle sportsudøvere er heller ikke dækket. Udgifter til behandling i udlandet af en række kroniske lidelser er ikke dækket, hvis disse med rimelighed kunne forventes at ville medføre et behandlingsbehov under rejsen.

Repræsentationer, som måtte modtage henvendelse om bistand til personer, der er dækket af den offentlige rejsesygesikring, skal anmelde sagen til:

EuroAlarm

Frederiksberg Allé 3

DK-1790 København V

Tlf: + 45-70 10 90 50 (døgnbetjening)

Fax: +45-70 10 90 60 (døgnbetjening)

E-mail: assist@euro-alarm.dk

I tilfælde af lægebehandling, hospitalsindlæggelse, sygehjemtransport, dødsfald m.m., hvor den pågældende ikke er omfattet af den offentlige rejsesygesikring, er det af betydning for udenrigstjenestens medvirken, at repræsentationen får nøjagtige og fyldestgørende oplysninger om, hvilket forsikringsselskab der i givet fald måtte være tegnet forsikring hos, og i bekræftende fald forsikringspolicenummer (ved charterrejser: Rejseselskab og afrejsedato) og forsikringsbeløb. Det bemærkes, at der ud over Europæiske Rejseforsikring A/S er et stigende antal private selskaber, som tilbyder rejsesygeforsikring, f.eks.: Alm. Brand, Gouda Rejseforsikring, Int. Health Insurance Danmark A/S, Kompas Forsikring A/S, Sunny Feriedækning samt AIG Europe, som tilbyder særlige erhvervsrejseforsikringer.

4. Uden bemyndigelse fra Udenrigsministeriet

Repræsentationen kan efter eget skøn og på egen hånd yde den strengt nødvendige bistand, hvis der foreligger sådanne omstændigheder, at der ikke er tid til at forelægge sagen for Udenrigsministeriet og indhente bemyndigelse. Repræsentationen skal efterfølgende straks indberette til Udenrigsministeriet.

5. Økonomisk bistand til ikke-danske statsborgere med fast bopæl i Danmark

Nordiske statsborgere og andre udlændinge med fast bopæl i Danmark og disses familiemedlemmer (ægtefælle og fælles børn) vil efter omstændighederne kunne modtage bistand efter samme retningslinjer, som gælder for bistand til danske statsborgere.

Indehavere af dansk rejsedokument for flygtninge eller af dansk fremmedpas kan få økonomisk bistand efter samme retningslinjer, som gælder for danske statsborgere. Det forudsætter dog, at det udstedte rejsedokument fortsat er gyldigt, at opholdet i udlandet er af midlertidig karakter, samt at opholdet ikke har strakt sig eller vil komme til at strække sig over mere end seks på hinanden følgende måneder, da en dansk opholds/arbejdstilladelse ellers normalt bortfalder. Har udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt boet mere end 2 år i Danmark, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Sådanne sager skal altid via Udenrigsministeriet forelægges Udlændingestyrelsen, og i tilfælde af manglende referencer i Danmark også for de sociale myndigheder i den bistandssøgendes seneste opholdskommune i Danmark.

6. Bistand ydet af repræsentationer uden udsendt personale, d.v.s. honorære repræsentationer

De honorære repræsentationer bør følge retningslinjerne i punkt 1-5, idet dog formularen »Anmodning om økonomisk bistand« kun anvendes af de honorære repræsentationer, som fører mellemregnskab med Udenrigsministeriet, og som derfor måtte være forsynet med denne formular. Andre honorære repræsentationer kan bistå med pengeudbetalinger, hvortil bemyndigelse er indhentet, ved anvendelse af en almindelig kvittering. Af denne skal fremgå den bistandssøgendes navn, cpr-nummer og adresse i Danmark.

D. Økonomisk bistand til danske statsborgere med fast bopæl i udlandet

1. lovgivning og praksis

En dansk statsborger med fast bopæl i udlandet, som kommer i nød, kan normalt ikke regne med økonomisk bistand fra udenrigstjenesten og bør som hovedregel henvises til at søge bistand hos opholdslandets myndigheder. Repræsentationen bør dog hjælpe den pågældende danske statsborger til at opnå den understøttelse/bistand, som måtte være hjemlet i opholdslandets sociale lovgivning.

I lovgivning og praksis yder de fleste stater i princippet nødlidende udenlandske statsborgere, der er fast bosat i landet, hjælp efter væsentligt samme regler, som gælder for landets egne borgere.

Opholdsstaten kan altid på egen bekostning hjemsende en nødlidende udlænding til dennes hjemland. Hvis spørgsmålet om hjælp fra opholdsstaten til en dansk statsborger bliver aktuelt, kan repræsentationen bekræfte, at dette princip følges i Danmark over for fremmede statsborgere, og at man fra dansk side forventer gensidighed på dette område.

Princippet om opholdsstatens pligt til at understøtte udlændinge med fast bopæl i opholdsstaten er yderligere udbygget i en række konventioner og bilaterale overenskomster, som Danmark har tilsluttet sig. Det gælder således Den Nordiske Konvention af 15. juni 1992 om Social Sikring og Den Nordiske Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester.

I EU-landene gælder særlige regler med hensyn til sociale ydelser for danske statsborgere med bopæl i et af de andre medlemslande. EU-traktatens art. 42 har til formål at sikre arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som benytter sig af muligheden for at arbejde og opholde sig i en anden medlemsstat end hjemstaten, mod de tab af rettigheder, der ellers ville være en følge heraf.

Rådets forordning EØF 1408/71 og gennemførelsesforordningen EØF 574/72, som er blevet revideret flere gange, fastlægger bestemmelserne om social sikring for vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende.

Forordningerne har til formål at koordinere medlemsstaternes lovgivninger om social sikring for at beskytte arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der skifter arbejds- eller opholdssted inden for Unionen.

Forordningerne omfatter ret til ydelser ved sygdom og moderskab, pension, ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, ydelser ved arbejdsløshed, børnetilskud og familieydelser.

Såfremt en repræsentation modtager forespørgsler i konkrete sager, bør de forelægges direkte for den relevante myndighed i Danmark.

De relevante myndigheder er:

Socialministeriet, Den Sociale Sikringsstyrelse:

Dagpenge ved sygdom eller fødsel, sociale pensioner, arbejdsskadeforsikring, børnetilskud og familieydelser, revalidering.

Sundhedsministeriet:

Naturalydelser ved sygdom (sygehuse og sygesikring) og begravelseshjælp.

Arbejdsministeriet:

Arbejdsløshedsforsikring og ATP.

Arbejdsskadestyrelsen vedrørende ydelser ved arbejdsskader.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring vedrørende ydelser i anledning

af arbejdsløshed samt efterløn.

2. Understøttelse fra danske myndigheder

I visse lande kan der være mulighed for efter aktivlovens § 6 at yde hjælp til en dansk statsborgers forsørgelse i udlandet, når hjemsendelse derved kan undgås, og omstændighederne i øvrigt taler for det. Det gælder i lande, som ikke følger international sædvane på området og ikke har tilsluttet sig en af de nævnte internationale konventioner eller bilaterale overenskomster under pkt. 1 eller i lande, hvor social forsorg ikke findes eller er lidet udviklet.

Efter Socialministeriets praksis gives der normalt kun hjælp til personer, som har opholdt sig i udlandet gennem mange år, og som nærmer sig den danske folkepensionsalder.

Det er en forudsætning for at give hjælp, at ansøgeren og en eventuel ægtefælle ikke selv har indtægter eller en mere end ubetydelig formue, som kan dække behovet.

Hjælpen kan højest udgøre et beløb pr. person svarende til folkepensionens grundbeløb fratrukket eventuelle indtægter.

Repræsentationen forelægger sagen for Udenrigsministeriet med oplysninger om:

ansøgerens navn,

alder,

fødested,

nationalitet,

opholdssteder efter det fyldte 18. år,

familieforhold samt

kortfattet resume om erhvervsforhold, herunder årsagen til, at pågældende ikke længere kan klare sig selv.

Derudover skal der være oplysninger om indtægter og formue, herunder oplysninger om formuens karakter og størrelse, samt oplysninger om udgifter til bolig, kost og læge/medicin.

Desuden bør der være oplysninger om muligheden for støtteordninger i opholdslandet samt eventuelle oplysninger om udgiftsniveauet i det pågældende land i forhold til udgiftsniveauet i Danmark.

Repræsentationen bør sikre sig nødvendig dokumentation for, at oplysninger om indtægts-, udgifts- og formueforhold er korrekte.

Indstillingen bør afsluttes med repræsentationens skøn over størrelsen af den hjælp, der vil være behov for med fornøden hensyntagen til de lokale forhold.

Udenrigsministeriet sender sagen til Den Sociale Sikringsstyrelse, som træffer afgørelse om, hvorvidt der kan ydes hjælp efter Aktivlovens § 6, og træffer afgørelse om hjælpens størrelse.

Den Sociale Sikringsstyrelse sender afgørelsen til Udenrigsministeriet, som sørger for at underrette repræsentationen. Repræsentationen orienterer modtageren om, at pågældende har pligt til at give oplysninger til repræsentationen om ændringer i pågældendes og en eventuel ægtefælles personlige og økonomiske forhold, som kan have betydning for retten til at modtage hjælp efter Aktivlovens § 6.

Repræsentationen underretter Udenrigsministeriet, hvis repræsentationen får sådanne oplysninger eller selv kommer i besiddelse af dem. Udenrigsministeriet sender oplysningerne til Den Sociale Sikringsstyrelse, der træffer afgørelse om, hvorvidt pågældende fortsat er berettiget til hjælp.

Udbetalingen af hjælpen efter Aktivlovens § 6 sker gennem den danske repræsentation.

Retten til hjælp efter Aktivlovens § 6 ophører ved modtagerens død, og det bemærkes i den forbindelse, at der ikke kan ydes særskilt hjælp til udgifter ved begravelse m.m. Der stilles dog efter praksis ikke krav om tilbagebetaling af den del af hjælpen, der allerede måtte være udbetalt for tiden efter dødsfaldet.

E. Bistand i straffesager

1. Alvorligere lovovertrædelser, herunder fængsling

Hvis en repræsentation modtager meddelelse om eller erfarer, at en dansk statsborger er blevet arresteret eller tiltales for en alvorligere lovovertrædelse, skal følgende oplysninger straks indhentes og forelægges Udenrigsministeriet:

a. Arresteredes navn, adresse og CPR-nummer.

b. Pårørende i Danmark, som den arresterede ønsker underrettet.

c. Lovovertrædelsens art og omfang.

d. Strafferamme og sandsynlig straf.

e. Regler for offentlig beskikkelse af forsvarer og værdien af et sådant forsvar.

f. Vilkårene for privat advokatbistand og salærsats.

g. Vilkårene for anvendelse af tolk.

h. Varetægtens formodede længde og arrestforholdene.

i. Mulighederne for løsladelse mod eller uden kaution.

Ifølge folkerettens regler og Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser kan opholdslandets myndigheder ikke nægte en frihedsberøvet udlænding adgang til at sætte sig i forbindelse med sit lands diplomatiske eller konsulære repræsentation. Myndighederne er også forpligtet til at underrette udlændingen om denne rettighed.

Repræsentationen bør sørge for snarest muligt at få adgang til en personlig samtale med den frihedsberøvede medmindre denne ikke ønsker det for at erfare, om den arresterede måtte have særlige ønsker med hensyn til juridisk hjælp (udgifter til advokatbistand skal afholdes af den pågældende selv) eller anden hjælp som f.eks. særlig kostforplejning, medicin eller økonomisk bistand fra pårørende i Danmark.

Hvis repræsentationen skønner, at frihedsberøvelse er sket i strid med almindelig anerkendte retsprincipper, bør repræsentationen forelægge sagen for Udenrigsministeriet for at få bemyndigelse til eventuelt at foretage en démarche over for opholdslandets myndigheder. En sådan démarche må som hovedregel ikke kunne opfattes som et udtryk for mistillid til lovligheden af det eller de skridt, som opholdslandets myndigheder har taget i sagen.

Hvis repræsentationen kan udvirke tiltalefrafald eller løsladelse på betingelse af, at den pågældende hjemsendes ved repræsentationens foranstaltning, skal dette forelægges Udenrigsministeriet for at opnå bemyndigelse til afholdelse af hjemtransportudgifter.

Repræsentationen bør til stadighed holde sig orienteret om sagens forløb og sørge for, at den frihedsberøvede medmindre denne modsætter sig det modtager besøg af en medarbejder ved repræsentationen eller en anden person, som er repræsentationen bekendt, og som repræsentationen har særlig tillid til (f.eks. honorær konsul, dansk præst i udlandet).

Spørgsmålet om hyppigheden af besøg hos den frihedsberøvede må bero på repræsentationens eget skøn under hensyntagen til omstændighederne i hver enkelt sag og lokale forhold i øvrigt, da vigtigheden af en regelmæssig kontakt med den frihedsberøvede understreges.

Om mulighederne for overførelse til strafafsoning i Danmark henvises til Bind3 kap. VIII. I.

2. Mindre forseelser

Hvis en dansk statsborger i udlandet arresteres eller tiltales for en mindre forseelse eller lovovertrædelse, kan repræsentationen bidrage til opklaring af misforståelser (sprogvanskeligheder, ukendskab til lokale forhold) og muligvis på denne måde få sagen løst.

Disse sager skal ikke indberettes til Udenrigsministeriet, medmindre ganske særlige omstændigheder efter repræsentationens skøn taler for det.

3. Løsladelse og udvisning

Løslades en arresteret midlertidigt mod eller uden kaution, må repræsentationen ikke over for de lokale myndigheder garantere for den pågældendes forbliven i landet eller garantere for afholdelse af udgifterne ved hans fortsatte ophold i landet.

Overtrædelse af opholdslandets lovgivning kan i en række lande ofte medføre udvisning. Udgifterne i forbindelse hermed er i princippet den danske stat uvedkommende.

Anmoder opholdsstatens myndigheder repræsentationen om at udstede dansk pas for en person, som ønskes udvist, bør repræsentationen i første omgang søge at fremskaffe den pågældendes pas, hvis det er blevet beslaglagt ved arrestationen. Er dette ikke muligt, bør repræsentationen sikre sig, at den pågældende er dansk statsborger og i tvivlstilfælde forelægge sagen for Udenrigsministeriet.

Når en repræsentation erfarer, at en dansk statsborger er eller vil blive udvist af opholdslandet på grund af kriminelle forhold, bør de lokale myndigheder anmodes om udskrift af de straffedomme, som den pågældende er idømt. Udskrifterne indsendes til Udenrigsministeriet til videregivelse til Justitsministeriet.

4. Honorære repræsentationers opgaver

En honorær repræsentation bør straks underrette den overordnede udsendte repræsentation for at indhente vejledning eller instruks, hvis den har fået kendskab til, at en dansk statsborger er blevet frihedsberøvet inden for repræsentationens virksomhedsområde. Den overordnede repræsentation afgør, om sagen skal forelægges Udenrigsministeriet.

Hvis sagen er af særlig hastende karakter, kan den honorære repræsentation forelægge den direkte for Udenrigsministeriet med samtidig underretning til den overordnede repræsentation.

F. Bistand ved dødsfald i udlandet

1. Generelt

Den bistand og de foranstaltninger, en repræsentation skal og bør udføre i forbindelse med et dødsfald i udlandet, varierer betydeligt, alt efter bl.a. om afdøde havde fast bopæl i Danmark eller i udlandet, og om afdøde havde tegnet gyldig forsikring eller ej. En repræsentation er ofte første instans, som underrettes om, at en dansk statsborger under midlertidigt ophold i repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden. Tilsvarende vil en repræsentation også ofte være den første, som underrettes om, at en dansk statsborger med fast bopæl inden for repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden og har nærmeste pårørende bosiddende i Danmark. Repræsentationen og Udenrigsministeriet har derfor en vigtig opgave for hurtigt at underrette de pårørende. I Danmark sker dette altid via Rigspolitiets kommunikationscenter (telefax +45 33 32 27 71) efter anmodning fra Udenrigsministeriet, medmindre underretning er sket ved f.eks. et forsikringsselskabs mellemkomst.

2. Dødsfald under midlertidigt ophold i udlandet

Når en repræsentation erfarer, at en dansk statsborger eller en ikke-dansk statsborger med gyldig dansk opholds- og arbejdstilladelse (fast bopæl i Danmark) under et midlertidigt ophold i repræsentationens virksomhedsområde er afgået ved døden, skal repræsentationen hurtigst muligt søge afdødes identitet bekræftet (f.eks. afdødes pas, oplysning fra rejseledsager(e), lokal myndigheds bekræftelse). Derefter teleindberettes til Udenrigsministeriet om dødsfaldet, herunder afdødes fulde navn, adresse og CPR-nummer, dødsårsagen, tid og sted for dødsfaldet samt eventuelle pårørende i Danmark. Oplysninger om tegnet forsikring og forsikringsselskab bør også indgå i indberetningen.

Hvis der er usikkerhed om identificering af afdøde, kan repræsentationen anmode Udenrigsministeriet om at søge oplysninger fremskaffet om særlige kendetegn, såsom fødselsmærker, tatovering o.l. I vanskelige tilfælde vil f.eks. afdødes tandkort eller DNA-profil kunne være af stor betydning.

I det omfang, den offentlige sygesikring dækker (jf. under pkt. C, 3), bør Euro-Alarm (tlf. +45 70 10 90 50, telefax +45 70 10 90 60) underrettes.

Repræsentationen bør fremsende rutinemæssige meddelelser om dødsfald direkte til Rigspolitichefen, Kriminalregistret, Postboks 93, DK-2650 Hvidovre.

Efter loven påhviler det en myndighed, der får kendskab til et dødsfald, at underrette den relevante skifteret, hvis afdøde var tilmeldt Folkeregistret. Repræsentationen bør derfor, samtidig med at den underretter Rigspolitichefen om et dødsfald, til StF.1 indsende kopi af meddelelsen med kopi af dødsattesten eller anden dokumentation for dødsfaldet, hvis der er mulighed for, at afdøde var tilmeldt dansk folkeregister. StF.1 vil derefter undersøge om dette er tilfældet og i givet fald underrette skifteretten.

3. Obduktion ved dødsfald i udlandet

I mange lande findes der bestemmelser om, at obduktion skal foretages, hvis dødsfaldet indtræder uden for et sygehus.

Hvis der ikke foretages obduktion, bør repræsentationen hurtigst muligt forelægge sagen for Udenrigsministeriet med henblik på instruktion, herunder indhentelse af pårørendes samtykke til obduktion, hvis der er mistanke om, at en forbrydelse kan være årsag til dødsfaldet, eller en fejlagtig angiven dødsårsag foreligger. I givet fald skal repræsentationen sørge for indsendelse af obduktionsrapport samt rapport om politiundersøgelsen.

4. Registrering og hjemsendelse af efterladenskaber

a. Registrering. Repræsentationen bør i forståelse med de stedlige myndigheder og afdødes eventuelle rejseledsager(e) sørge for, at afdødes efterladenskaber bliver registreret og hjemsendt til Danmark, da en skiftebehandling af sådanne efterladenskaber i henhold til dansk ret principielt hører under skifteretten på afdødes hjemsted.

Registreringen bør i tilfælde af efterladenskaber af større værdi foretages i overværelse af to vidner, der sammen med den, der foretager registreringen (stedlig myndighed eller repræsentationen), underskriver fortegnelsen.

Hvis afdøde var ledsaget af sin ægtefælle, og efterladenskaberne består af normal rejsebagage, rejsevaluta mv., kan repræsentationen afstå fra registrering, men bør foreholde ægtefællen, at en registrering, specielt af værdigenstande (ur, smykker o.l.) er i dennes interesse.

Med hensyn til afdødes pas bør repræsentationen sørge for, at dette annulleres ved stempling af passets sider med oplysninger om pasindehaver mv. eller ved gennemhulning af passet og afklipning af to hjørner.

b. Hjemsendelse. Hvis efterladenskaberne tages i forvaring af stedlige myndigheder, bør repræsentationen snarest sørge for, at disse udleveres og sendes til Udenrigsministeriet.

Hvis de stedlige myndigheder ikke tager efterladenskaber i varetægt, bør de opbevares af repræsentationen og af denne hjemsendes på betryggende måde.

Forsendelser af efterladenskaber til Udenrigsministeriet skal være tydeligt mærket »Værdiforsendelse Efterladenskaber« samt referere til tidligere indberetning/meddelelse om dødsfaldet, evt StF.1 s journalnummer.

Hvis det efter omstændighederne er mest praktisk, vil efterladenskaber kunne udleveres til eventuelt ledsagende ægtefælle, slægtninge eller andre rejseledsagere, hvis pålidelighed repræsentationen ikke har grund til at betvivle. Der bør i så fald udfærdiges en kvittering for efterladenskabernes modtagelse, eventuelt ved en påtegning på en kopi af registreringsfortegnelsen.

5. Hjemsendelse af kiste/urne

Er afdøde omfattet af den offentlige sygesikring eller forsikret hos Europæiske Rejseforsikring A/S eller et andet forsikringsselskab, vil repræsentationen blive anmodet af en af sidstnævnte om at sørge for hjemsendelse af afdøde. I andre tilfælde vil hjemsendelse ske efter instruks fra Udenrigsministeriet.

Hvis lokal begravelse kan blive aktuel, skal sagen hurtigst muligt forelægges for Udenrigsministeriet.

I tilfælde af kremering af afdøde skal de pårørendes ønsker som regel være afgørende. Askeurner skal adresseres enten til Udenrigsministeriet eller en bedemandsforretning i Danmark eller kontoret ved den kirkegård, hvor bisættelse skal finde sted. Askeurnen skal være ledsaget af en dødsattest udstedt af en kompetent myndighed og en ligbrændingsattest. Der er ingen indklareringsformaliteter i Danmark for askeurner.

Danmark har ikke tiltrådt Den Europæiske Konvention af 26. oktober 1973 om transport af lig (tiltrådt af Belgien, Cypern, Finland, Grækenland, Island, Letland, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tyrkiet og Østrig), men gældende danske bestemmelser opfylder konventionens forskrifter (Indenrigsministeriets bkg. nr. 152 af 14. april 1983 og Sundhedsstyrelsens cirk. af 26. september 1983 om transport af lig til og fra udlandet).

Ligkister, som skal være ledsaget af et ligpas udstedt af en kompetent myndighed, kan ligeledes frit indføres og udleveres uden indklareringsformaliteter.

Kisten skal være af en vis beskaffenhed. Den skal være udført i et materiale, som er uigennemtrængeligt for fugt og indeholde et væskeopsugende materiale (f.eks. tørvesmuld eller trækulspulver). Kisten skal bestå enten af en udvendig trækiste (mindst 20 mm sider) og en indvendig kiste af omhyggeligt sammenloddet zink eller af en enkelt trækiste, hvis sider er mindst 30 mm tykke og foret med et lag zink. Ved transport af kisten med fly skal endvidere medfølge en balsameringsattest.

Ifølge en uformel overenskomst mellem de nordiske lande skal Europarådskonventionens bestemmelser med visse modifikationer anvendes.

I de lande, som ikke er tilsluttet Europarådskonventionen om transport af lig, eller hvor der ikke er en kompetent myndighed, må repræsentationen selv udfærdige det nødvendige ligpas med følgende tekst:

LIGPAS

Efter at samtlige bestemmelser vedrørende emballering og transport af lig i kiste nøje er iagttaget, skal liget af (navn) født den (dato) i (sted), død den (dato) transporteres fra (sted) til (sted) med (transportmiddel).

Samtlige autoriteter i de lande, hvorigennem transporten finder sted, anmodes om, at liget passerer frit og uhindret.

(repræsentationen i (sted) den (dato))

J.nr.(stempel)(underskrift og stilling)

Inden ligpas udstedes, bør repræsentationen kræve følgende forelagt:

a) Officiel dødsattest.

b) Erklæring fra embedslæge eller anden kompetent myndighed om, at der ikke af sundhedsmæssige grunde er betænkeligheder ved transporten.

c) Attest fra bedemand eller kompetent myndighed om, at liget er lagt i kisten på forskriftsmæssig måde, og at kisten kun indeholder liget af afdøde.

Disse erklæringer skal vedhæftes ligpasset.

Sundhedsstyrelsen modsætter sig ikke, at den amerikanske kistetype anvendes.

6. Fast bopæl i udlandet

Repræsentationen bør fremsende rutinemæssige meddelelser om dødsfald af danske statsborgere og ikke-danske statsborgere med fast bopæl i Danmark direkte til Rigspolitichefen, Kriminalregistret, Postboks 93, DK-2650 Hvidovre. Hvis der er mulighed for, at afdøde var tilmeldt dansk folkeregister, bør repræsentationen indsende kopi af meddelelsen til Rigspolitichefen til StF.1, bilagt kopi af dødsattesten eller anden dokumentation for dødsfaldet.

Kun i særlige tilfælde bør der teleindberettes til Udenrigsministeriet om dødsfaldet, f.eks. hvor der er tale om en egentlig bistandssag, som kræver Udenrigsministeriets involvering, f.eks. i forbindelse med underretning af nærmeste pårørende eller stillingtagen til hjemsendelse af afdøde.

Oplysningerne i repræsentationens indberetning til Rigspolitichefen, Kriminalregistret videreformidles til Indenrigsministeriets CPR-register med henblik på registrering bl.a. i Det centrale Personregister.

Indenrigsministeriet har i sin Vejledning om Folkeregistrering (10. august 1998) fastsat, at registrering af dødsfald i udlandet som udgangspunkt forudsætter forevisning af original eller bekræftet kopi eller udskrift af dødsattest udstedt af kompetent myndighed eller en tilsvarende dødsformodningsdom.

Repræsentationerne anmodes derfor om i videst muligt omfang at sørge for, at disse meddelelser om dødsfald ledsages af en sådan dokumentation eller når det gælder steder, hvor der ikke udstedes dødsattester eller dødsformodningsdomme anden tilstrækkelig dokumentation for dødsfaldet.

Der bør dog aldrig medsendes dokumenter, som ønskes tilbagesendt.

Sørger de pårørende ikke for begravelse af afdøde og træffer de stedlige myndigheder ikke på eget initiativ foranstaltning til begravelsen, bør repræsentationen anmode de lokale myndigheder om at drage omsorg for en passende begravelse. Udgifter i forbindelse med begravelsen, som i princippet er den danske stat uvedkommende, bør afholdes af afdødes efterladte midler, eller i det omfang disse måtte være utilstrækkelige, af de stedlige myndigheder.

Begravelse ved repræsentationens foranstaltning bør normalt kun finde sted efter instruktion fra Udenrigsministeriet eller i tilfælde, hvor stedlige religiøse eller kulturelle forskelle bevirker, at begravelsen ikke bør foretages af de stedlige myndigheder.

7. Honorære repræsentationers opgaver

Hvis en honorær konsulær repræsentation erfarer, at en person bosat i Danmark eller en dansk statsborger bosiddende inden for distriktet er afgået ved døden, skal den overordnede myndighed straks underrettes med henblik på instruktion om videre foranstaltning.

G. Bistand ved naturkatastrofer, flyulykker mv.

Ved naturkatastrofer og ulykker, hvori danskere er impliceret, skal repræsentationen yde enhver mulig bistand. Udenrigsministeriet skal hurtigst muligt underrettes om navn og adresse på implicerede danske statsborgere med henblik på underretning af pårørende. Repræsentationen bør i samme forbindelse indhente så korrekte oplysninger som muligt om situationen og træffe de foranstaltninger, som ulykken måtte give anledning til. Repræsentationen bør herefter holde Udenrigsministeriet løbende underrettet om udviklingen.

I forbindelse med naturkatastrofer er det af særlig betydning, at repræsentationen i størst muligt omfang søger kontakt med danske statsborgere, som bor inden for repræsentationens virksomhedsområde, og indberette det til Udenrigsministeriet.

Repræsentationen er bemyndiget til at afholde alle nødvendige udgifter, men bør, hvis tiden tillader det, først indhente Udenrigsministeriets godkendelse.

Specielt ved flyulykker vil der være behov for en hurtig og effektiv indsats fra den stedlige repræsentation over for de lokale myndigheder bl.a. for at forhindre, at omkomne danske bliver begravet på stedet, og for at muliggøre hurtig identifikation og eventuel hjemtransport af døde og sårede.

Da der ved flyulykker ofte er tale om betydelige identifikationsvanskeligheder på grund af ligenes tilstand, kan der blive tale om at udsende en ekspertgruppe fra Danmark, der på grundlag af medbragte identifikationsoplysninger, herunder især tandkort eller DNA-profiler, er i stand til at gennemføre identifikationen, hvor de lokale myndigheder på forhånd anser det for umuligt.

H. Spørgsmål om værnepligt

1. Værnepligt i Danmark

a. Generelt. Ifølge Værnepligtsloven, jf. Lovbekendtgørelse nr.1088 af 23. december 1998, omfatter værnepligten enhver dansk mand. Den, der også er statsborger i en fremmed stat, kan dog være fritaget for værnepligten i medfør af international overenskomst eller bilaterale aftaler med andre lande, jf. pkt. 2. Endvidere kan personer, der har gjort værnepligtstjeneste eller har gennemgået uddannelse i en fremmed stats forsvar, helt eller delvis fritages for dansk værnepligtstjeneste.

Ansøgning indsendes til Værnepligtsnævnet, Slotsholmsgade 6, DK-1216 København K.

Indenrigsministeren kan tillade udenlandske mænd at gøre værnepligtstjeneste, når særlige omstændigheder taler for det, og dette ikke strider mod overenskomst med en fremmed stat.

b. Registrering. De værnepligtige registreres på grundlag af Det Centrale Personregister (CPR).

c. Møde for sessionen. Pligten til at møde for sessionen indtræder i det år, hvor den værnepligtige fylder 18 år, medmindre indenrigsministeren bestemmer, at den først skal indtræde senere. Det er en forudsætning for mødepligten, at den værnepligtige har fast bopæl i Danmark. Mødepligten indtræder ikke ved midlertidigt ophold. Der kan gives værnepligtige udsættelse med at møde på session indtil udgangen af det år, hvori de fylder 25 år, hvis det godtgøres, at en sådan udsættelse af hensyn til deres uddannelse eller af andre grunde er af særlig betydning.

Det kan på sessionen pålægges en værnepligtig, der ikke er tilstrækkeligt udviklet eller lider af en midlertidig svaghed eller sygdom, at møde for en senere session. Værnepligtige, der ikke er blevet endeligt sessionsbehandlede inden deres fyldte 30. år, kan ikke udskrives.

d. Aftjening af værnepligten. De værnepligtige, der er udskrevet af sessionen, indkaldes til aftjening af værnepligten inden for forsvarets forskellige grene. Aftjening af værnepligten kan imidlertid også ske inden for redningsberedskabet. Hvis indkaldelse til værnepligt i forsvaret eller redningsberedskabet strider mod den pågældendes samvittighed, kan der søges om overførsel til civilt arbejde (militærnægtertjeneste). Desuden er der efter ansøgning mulighed for at aftjene værnepligten ved bistandsarbejde i udviklingslande.

Der kan gives værnepligtige udsættelse med indkaldelsen indtil udgangen af det år, hvori de fylder 26 år, hvis det godtgøres, at en sådan udsættelse af hensyn til deres uddannelse eller af andre grunde vil være af særlig betydning for dem.

Yderligere udsættelse kan kun gives værnepligtige, der godtgør, at en udsættelse er af væsentlig betydning for deres eller deres pårørendes velfærd. Udsættelse ud over udgangen af det år, hvor den værnepligtige fylder 26 år, meddeles for indtil 1 år ad gangen og kan, hvis de nævnte forhold stadig foreligger, gives for i alt tre år. Herefter kan værnepligtige, hvis en fritagelse har afgørende betydning for deres eller deres pårørendes velfærd, helt fritages for aftjening af værnepligt.

Værnepligtige, der ikke inden deres 32. år har begyndt værnepligtstjenesten, kan ikke indkaldes.

e. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet. Værnepligtige, der har fast bopæl uden for Danmark, har ikke pligt til at møde for sessionen i Danmark.

Hvis en dansk statsborger, der har fast bopæl i udlandet, ønsker at gøre dansk værnepligtstjeneste, vil han efter aftale kunne møde for sessionen på et af landets sessionssteder. Ved sessionen skal der udfyldes et helbredsspørgehæfte vedrørende eventuelle lidelser, der kan have betydning for den pågældendes egnethed. Hvis den fremmødte findes egnet eller begrænset egnet, kan der ansøges om hurtig indkaldelse til aftjening af værnepligt. Omkostningerne ved den pågældendes rejse i forbindelse med mødet for sessionen afholdes af den pågældende selv, hvorimod rejsen i Danmark til vedkommende tjenestested i forbindelse med indkaldelsen sker på fribillet.

2. Værnepligt i udlandet

Da danskere, der er bosat i udlandet, er underkastet opholdslandets love, vil de i det omfang den pågældende lovgivning i opholdslandet pålægger de bosatte udlændinge værnepligt ikke kunne unddrage sig denne pligt, medmindre de er fritaget for værnepligten i henhold til en overenskomst afsluttet mellem Danmark og opholdslandet.

Danmark har indgået bilaterale aftaler med en række lande, som gensidigt tilsikrer det ene lands statsborgere fritagelse for værnepligt i det andet land samt overenskomster, som sikrer, at personer med dobbelt statsborgerret ikke undergives værnepligt i mere end ét land. Det er normalt det land, hvor den pågældende har fast bopæl. Endvidere har Danmark ratificeret Den Europæiske Konvention af 6. maj 1963 med efterfølgende ændringer om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

Forespørgsler om værnepligtsforhold bør i tvivlstilfælde forelægges Udenrigsministeriet eller direkte for Indenrigsministeriet, Beredskabskontoret, Slotsholmsgade 6, DK-1216 København K.

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

KAITEL VII

Bistand i civilretlige og strafferetlige anliggender

A. Bistand til inddrivelse af økonomiske krav

B. Forkyndelse i civilsager

C. Bevisoptagelse, herunder syn og skøn, for domstol i udlandet

D. Anden bevisoptagelse, erklæringer og forklaringer for repræsentationen

E. Fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger

F. Gratis retshjælp

G. Forkyndelser og afhøringer i straffesager

H. Eftersøgning og udlevering af lovovertrædere

I. Overførelse af domfældte

A. Bistand til inddrivelse af økonomiske krav

Når en repræsentation anmodes om at hjælpe med at inddrive et økonomisk krav i dens distrikt, skal den mundtligt eller skriftligt forelægge sagen for debitor og anmode ham om at indbetale modværdien af beløbet til repræsentationen eller overføre beløbet til kreditor. Er der grund til at tvivle på kravets rigtighed, bør man dog først søge mere dokumentation fra kreditor. Ved kommercielle eller offentlige krav(skatterestancer, forskudsvis udbetalte underholdsbidrag mv.) under 2.000 kr., kan man dog efter omstændighederne henvise kreditor til at inddrive kravet på anden måde. Samtidig opgives navn og adresse på inkassobureauer eller advokater, som kan anbefales, og de skønsmæssige omkostninger ved kravets inddrivelse. Ved kommercielle krav forstås krav, der fremkommer mellem to virksomheder. Beløbsgrænsen gælder ikke for krav mellem private personer eller mellem en virksomhed og en privatperson. Hvis det aftales, at debitor betaler beløbet til repræsentationen i rater, kan den vente med at afregne med kreditor, indtil alle rater er indbetalt, når der er tale om et mindre beløb, og der ikke løbes nogen større kursrisiko. Afregning bør dog ske mindst halvårligt.

Reagerer debitor ikke på henvendelsen, sendes en ny henvendelse i anbefalet brev. Heri meddeles, at hvis debitor ikke svarer eller ikke kan eller vil betale, vil repræsentationen henvise kreditor til at inddrive kravet gennem et inkassobureau eller en advokat på stedet. Ved at sende brevet anbefalet vil man samtidigt få mulighed for at kontrollere adressen. Fører den fornyede henvendelse heller ikke til et resultat, skal repræsentationen underrette kreditor og redegøre for muligheden for at inddrive kravet ad anden vej. Samtidig oplyses navn og adresse på velegnede inkassobureauer eller advokater, de skønsmæssige omkostninger ved inkasso og den tid, der normalt vil gå, inden et resultat foreligger.

Medmindre der er en folkeretlig aftale om det, vil udenlandske myndigheder og domstole ikke medvirke til at inddrive fremmede offentlige krav. Hvis debitor ikke vil betale frivilligt, er det derfor uden aftale nødvendigt også at søge dom over vedkommende i opholdslandet, inden der kan ske tvangsinddrivelse, også selv om kravet allerede er fastlagt ved dansk dom eller administrativ beslutning.

Danmark har tiltrådt en række internationale aftaler, som gør det muligt at inddrive visse kategorier af krav alene på grundlag af en dansk dom eller administrativ beslutning. En liste over disse aftaler kan findes på Udenrigsministeriets internethjemmeside.

B. Forkyndelse i civilsager

1. Hvad er forkyndelse

Forkyndelse er en meddelelse fra en myndighed til en person, typisk en part eller et vidne i en retssag eller en forvaltningssag, og har til formål at informere vedkommende om et skridt i sagen, som kun har retsvirkninger for den pågældende, hvis man er gjort bekendt med det og dermed bragt i »ond tro« i juridisk forstand.

Det klassiske eksempel er forkyndelse af en stævning for en sagsøgt i en retssag, hvor der ikke kan indtræde såkaldte udeblivelsesvirkninger, hvis sagsøgte ikke har fået kendskab til stævningen gennem forkyndelse. Andre eksempler er forkyndelse af domme eller afgørelser, der er truffet af en forvaltningsmyndighed fx i familieretlige sager som skilsmissesager, sager om afgørelse af underholdsbidrag eller forældremyndighedssager. Disse dokumenter er i forkyndelsesmæssig sammenhæng alle defineret som judicielle dokumenter.

Visse ikke-judicielle eller udenretlige dokumenter, som har retsvirkninger for dem, de er rettet til, skal også forkyndes. Det drejer sig især om forvaltningretlige afgørelser, fx påbud eller forbud og det kan være i alle slags sager, typisk en byggesag, en hegnssag eller en miljøsag.

2. Repræsentationernes medvirken til forkyndelse.

a. I forhold til danske myndigheder

I tilfælde, hvor den person, som skal have et dokument forkyndt for sig efter ønske fra en dansk myndighed, opholder sig udenfor Danmark, vil repræsentationerne sommetider blive bedt om at medvirke. Spørgsmålet om, hvad repræsentationernes rolle er, afhænger meget af, hvilket land der er tale om, hvilket dokument der er tale om, og hvilken nationalitet den pågældende person har. Repræsentationerne vil ofte kunne være bedre bekendt med de lokale krav til forkyndelse end de danske myndigheder og bør derfor være behjælpelig med at anvise den korrekte fremgangsmåde, eller med at henvise til en lokal advokat, som kan vejlede. Udenrigsministeriet bliver imidlertid også tit kontaktet af advokater eller især domstole, som ønsker bistand til forkyndelse af et dokument, typisk en stævning, men også de andre typer dokumenter, som er nævnt ovenfor. Udenrigsministeriet har derfor udarbejdet en vejledning om, hvordan forkyndelse skal ske for en række lande, hvor man erfaringsmæssigt har forkyndelser. Vejledningen omfatter også anvisninger i den praktiske udarbejdelse af ekspeditionen. Denne vejledning kan findes på Udenrigsministeriets internethjemmeside www.um.dk og vil kunne bruges af repræsentationerne i deres samarbejde med danske myndigheder.

b. I forhold til opholdslandets myndigheder.

Som nævnt afhænger karakteren af repræsentationens medvirken af flere forskellige faktorer. Den første sondring, der skal foretages, når en forkyndelse skal finde sted, er at afgøre, om forkyndelsen er frivillig eller tvangsmæssig.

Frivillig eller direkte forkyndelse er en nemmere, billigere, og mere uformel fremgangsmåde, som kun kan anvendes, hvis visse betingelser er opfyldt, jfr. den under pkt. 2.A nævnte vejledning, men som normalt foretrækkes, hvis det er muligt. Frivillig forkyndelse accepteres således som tilstrækkelig til at opnå formålet med forkyndelse, dvs at bringe modtageren i »ond tro« i juridisk forstand, jfr. ovenfor under pkt. B.1. Frivilligheden er karakteriseret ved, at opholdslandets myndigheder normalt ikke involveres. På den anden side kan opholdslandets myndigheder have bestemt, at frivillig forkyndelse enten helt eller delvist ikke accepteres. I så fald skal forkyndelsen finde sted efter de internationale regler om tvangsforkyndelse. Hvilke lande, der accepterer frivillig forkyndelse eller kræver tvangsforkyndelse, fremgår af det diagram, som er vedlagt vejledningen. Ved frivillig forkyndelse kan repræsentationen fungere som postkasse eller bindeled mellem den danske myndighed og den pågældende person på en måde, som repræsentationen skønner, er hensigtsmæssig for at opfylde formålet med forkyndelsen.

Ved tvangsforkyndelse er der forskellige procedurer, som skal følges, for at forkyndelsen har fundet sted med den retsstiftende virkning, som forkyndelsen har til formål. Disse procedurer er for en del landes vedkommende er nedskrevet i en række aftaler, som fremgår af vejledningen. Den vigtigste af disse aftaler er Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af judicielle og ikke-judicielle dokumenter i civile eller kommercielle sager. Denne aftale findes som et web-link i vejledningen på Udenrigsministeriets internethjemmeside.

Hvis ikke det land, hvori stævningen skal forkyndes er deltager i en international aftale, anvendes forkyndelse ad diplomatiske kanaler (også kaldet konsulær forkyndelse).

C. Bevisoptagelse, herunder syn og skøn, for domstol i udlandet

Hvis en af parterne i en dansk retssag ønsker bevis optaget for en udenlandsk domstol, kan han ifølge retsplejelovens § 342 anmode om, at den danske domstol beder den kompetente udenlandske domstol om at optage beviset. Den nærmere procedure, som danske domstole skal følge, kan læses på Udenrigsministeriets internethjemmeside.

Når repræsentationen modtager en anmodning om bevisoptagelse fra en dansk domstol, skal den snarest videresende anmodningen til den kompetente myndighed og anmode om, at bevisoptagelsen må blive udført i overensstemmelse med de gældende regler i opholdsstaten. Når bevisoptagelsen har fundet sted, sendes domstolens dokumenter til den danske myndighed, som repræsentationen modtog anmodningen fra.

D. Anden bevisoptagelse, erklæringer og forklaringer for repræsentationen

Diplomatiske eller konsulære repræsentationer har ingen særlig folkeretlig kompetence til at indhente erklæringer eller modtage forklaringer fra personer, bosat i deres distrikt. Dette gælder også, hvor det drejer sig om en person, der er statsborger i det land, repræsentationen repræsenterer. Repræsentationens bistand på dette område forudsætter derfor, at opholdslandet tillader, at repræsentationen optager bevis eller forklaringer udenom dets myndigheder, hvilket normalt er tilfældet. Desuden forudsætter det, at personen, som skal afgive en erklæring eller forklaring, medvirker frivilligt

Når en dansk myndighed, advokat eller privatperson anmoder repræsentationen om at skaffe en erklæring fra en person, der opholder sig i dens distrikt, kan repræsentationen alt efter sagens karakter indbyde den pågældende til at møde op på repræsentationen eller i anbefalet brev opfordre til at afgive erklæringen. Hvis erklæringen afgives, bekræftes underskriften af repræsentationen, og erklæringen sendes derefter til den i Danmark, som har anmodet om den. Hvis der ikke reageres på to henvendelser fra repræsentationen, eller den pågældende afslår at afgive erklæringen, underrettes den interesserede part i Danmark herom.

Hvis en dansk myndighed anmoder repræsentationen om at opnå en forklaring fra en person i repræsentationens distrikt, opfordres personen til at møde op på repræsentationen. Hvis den pågældende møder op, redegør repræsentationen for sagen, hvorefter den stiller vedkommende de spørgsmål, som den danske myndighed har formuleret. Spørgsmål og svar noteres i et dokument, der underskrives både af personen og af den medarbejder, der har modtaget forklaringen. Dokumentet sendes derefter til den danske myndighed. Hvis personen trods to opfordringer ikke møder op eller afslår at udtale sig, underrettes den danske myndighed om dette.

Om fremgangsmåden for erklæringer og forklaringer i ægteskabs- og faderskabssager, se kapitel VIII.

E. Fritagelse for sikkerhedsstillelse for retsomkostninger

Efter art. 17 i Haagercivilproceskonventionen af 1. marts 1954 er deltagerlandenes statsborgere, som bor i en medlemsstat, gensidigt fritaget for at stille sikkerhed for retsomkostninger (se www.hcch.net for yderligere oplysninger). En lignende gensidig fritagelse findes i den dansk-britiske civilproceskonvention af 29. november 1932, men kun hvis sagsøgeren er bosat i det land, hvor sagen anlægges. Efter retsplejeloven (§ 323) er endvidere udenlandske statsborgere fritaget for at stille sikkerhed for retsomkostninger i Danmark, hvis danske er undtaget i det land, hvor den udenlandske statsborger kommer fra, uanset grunden hertil.

F. Gratis retshjælp

I de stater, der har tiltrådt Haagercivilproceskonventionen, har danske statsborgere samme adgang til gratis retshjælp som opholdsstatens egne borgere. En lignende gensidig adgang til gratis retshjælp findes i den dansk-britiske civilproceskonvention af 29. november 1932. Om formidling af ansøgninger om retshjælp findes den europæiske overenskomst af 7. januar 1977 (bkg. af 11. november 1986).

G. Forkyndelser og afhøringer i straffesager

Henvendelser til et fremmed lands myndigheder om retshjælp i straffesager, fx forkyndelse af en stævning eller en dom eller afhøring af et vidne, foretages som hovedregel ad diplomatisk vej. Danmark har indgået en række internationale aftaler, hvor der er hjemlet en noget nemmere fremgangsmåde. En fortegnelse over disse aftaler kan læses på Udenrigsministeriets internet-hjemmeside www.um.dk. Indenfor EU gælder særlige regler (henvendelse direkte fra lokal myndighed til lokal myndighed)

H. Eftersøgning og udlevering af lovovertrædere

En person, der er sigtet eller dømt i Danmark for en alvorlig forbrydelse, og som er flygtet til udlandet, kan eftersøges gennem den internationale politiorganisation INTERPOL eller i et direkte samarbejde mellem danske og udenlandske politimyndigheder. Hvis eftersøgningen fører til anholdelse af den flygtede person, vil denne blive tilbageholdt, indtil spørgsmålet om udlevering er afgjort. Hvis en repræsentation erfarer, at en person, som er efterlyst i Danmark, opholder sig i dens virksomhedsområde, bør dette hurtigst muligt indberettes til Udenrigsministeriet med henblik på instruktion.

Medmindre der er truffet aftale om anden fremgangsmåde, vil anmodning om udlevering normalt blive fremsat ad diplomatisk vej. Anmodningen ledsaget af fornødne dokumenter videresendes af repræsentationen til udenrigsministeriet i udleveringslandet snarest efter modtagelsen. Repræsentationen bør derefter følge sagen nøje og med jævne mellemrum henvende sig til udleveringslandets udenrigsministerium bl.a. for at få oplyst, om der kræves yderligere materiale for sagens behandling og for at sikre sig, at behandlingen af sagen ikke forsinkes unødigt. Når resultatet af anmodningen om udlevering foreligger, indberetter repræsentationen hurtigst muligt herom. Accepteres anmodningen om udlevering, vil personen normalt blive afhentet af danske politifolk, når tid og sted for udleveringen er aftalt. Dansk politi har selvsagt ikke politibeføjelser i fremmede stater.

Der er som udgangspunkt ingen almindelig folkeretlig forpligtelse til at udlevere. Der findes imidlertid en del bilaterale og multilaterale aftaler, der opstiller betingelser og procedurer for, at udlevering kan finde sted. Dette vil normalt sige afgrænsning af kriminel handling og straf. Der vil normalt kun kunne straffes for den forseelse, for hvilken udlevering ønskes. Langt størstedelen af lande herunder også Danmark udleverer som udgangspunkt ikke egne statsborgere. For de nordiske lande gælder dette dog ikke.

Der er afsluttet en Europarådskonvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere (bkg. nr. 36 af 28. september 1963 med to tillægsprotokoller). Konventionen er ratificeret af følgende lande: Albanien, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Israel, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Makedonien, Malta, Moldova, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn og Østrig. EU-landene har 10. marts 1995 undertegnet en konvention om en forenklet udleveringsprocedure mellem Unionens medlemsstater. Danmark har ratificeret konventionen den 19. november 1996. Alle bilaterale udleveringstraktater mellem Danmark og andre lande blev opsagt efter vedtagelsen af lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere, som bygger på Europarådskonventionens principper, bortset fra Danmarks bilaterale udleveringsaftaler med Belgien (25. marts 1876), og Storbritannien (31. marts 1873). Endvidere foreligger nu bilaterale udleveringsaftaler med Canada (30. november 1977) og USA (22. juni 1972).

Mellem de fem nordiske lande sker udlevering på grundlag af en koordineret lovgivning, som foreskriver direkte samarbejde mellem landenes kompetente myndigheder. På grundlag af koordineret lovgivning mellem de fem nordiske lande kan straf idømt i et land fuldbyrdes i et andet nordisk land, hvor lovovertræderen har statsborgerret eller bor fast.

I. Overførelse af domfældte

I henhold til den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte (bkg. nr. 30 af 14. maj 1987) kan domfældte overføres til afsoning i deres hjemland, hvis både domslandet, fuldbyrdelseslandet og strafafsoneren selv samtykker i overførelsen. Konventionen er ratificeret af Bahamas, Belgien, Bulgarien, Canada, Chile, Costa Rica, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Georgien, Grækenland, Irland, Island, Israel, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Makedonien, Malta, Nederlandene, Norge, Panama, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Trinidad Tobago, Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn, USA og Østrig. EU-landene har den 25. maj 1987 indgået aftale om anvendelsen mellem medlemsstaterne af Europarådskonventionen om overførelse af domfældte.

Den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retskraft (bkg. nr. 64 af 18. juni 1975) åbner mulighed for overførelse, men er i praksis sjældent blevet anvendt. Konventionen er ratificeret af Cypern, Island, Litauen, Nederlandene, Norge, Spanien, Sverige, Tyrkiet og Østrig. Endelig er der indgået bilaterale overførselsaftaler med Thailand (17. marts 2000) og Cuba (december 2000). En aftale med Venezuela (undertegnet 14. juli 2000) er endnu ikke trådt i kraft.

En person dømt i udlandet kan også anmode om overførelse til hjemlandet, selv om der ikke er en folkeretlig aftale på området. En sådan overførelse kræver ligeledes enighed mellem de tre parter, den dømte, domslandet og hjemlandet. En dømt dansk statsborger vil evt. med repræsentationens bistand kunne begære overførelse såvel over for domslandets myndigheder som over for Justitsministeriet i Danmark.

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

KAPITEL VIII

Bistand i familieretlige anliggender

A. Indgåelse af ægteskab i Danmark

B. Indgåelse af ægteskab for dansk repræsentation i udlandet

C. Indgåelse af ægteskab for dansk præst i udlandet

D. Indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed

1. Ægteskabets gyldighed i Danmark

2. Attest til brug ved indgåelse af ægteskab i udlandet

3. Egentlig ægteskabsattest

E. Separation og skilsmisse i Danmark

1. Generelle bestemmelser

2. Tilvejebringelse af erklæringer i separations- eller skilsmissesager

3. Separation og skilsmisse ved dom

4. Separation og skilsmisse ved bevilling

5. Barnebortførelser

F. Separation og skilsmisse i udlandet

G. Faderskabssager

1. Generelle bestemmelser

2. Afgivelse af forklaring for repræsentationen

3. Afhøring for opholdslandets domstole

4. Børnelovens § 11. stk. 5

H. Adoption

1. Fremmede statsborgeres adoption af et dansk barn

2. Danske statsborgeres adoption af et udenlandsk barn

3. Betingelserne for adoption ved dansk bevilling

I. Registreret partnerskab

A. Indgåelse af ægteskab i Danmark

Udlændinge kan indgå ægteskab i Danmark, hvis de kan bevise, at de opfylder den danske lovgivnings betingelser, og hvis de har lovligt ophold i Danmark. Denne betingelse anses for opfyldt, selv om udlændingene ikke har visum eller opholdstilladelse, hvis de opholder sig i Danmark, og myndighederne hverken kan eller vil afbryde deres ophold. Om registreret partnerskab se nedenfor under afsnit I.

Lovbkg. nr. 147 af 9. marts 1999 om ægteskabs indgåelse og opløsning (herefter ÆL) kap. 1 fastsætter betingelserne for indgåelse af ægteskab. Reglerne om prøvelse af ægteskabsbetingelserne og proceduren for indgåelse af ægteskab fremgår af ÆL kap. 2. Ægteskabsloven findes på Retsinformations internet-hjemmeside, (www.retsinfo.dk).

B. Indgåelse af ægteskab for dansk repræsentation i udlandet

Medarbejderne på repræsentationerne kan i medfør af ÆL § 22, stk. 2 kun foretage vielser i henhold til særlig bemyndigelse fra Udenrigsministeriet i det enkelte tilfælde.

En sådan særlig bemyndigelse kan kun gives, hvis opholdslandet tolererer, at andre landes diplomatiske eller konsulære embedsmænd foretager vielser, og hvis i hvert fald den ene af parterne er dansk statsborger.

Det er endvidere normalt en forudsætning for bemyndigelsen, at vielse for de stedlige myndigheder af den ene eller anden grund ikke kan finde sted, eller at parterne ikke opholder sig tilstrækkeligt længe til, at formaliteterne med henblik på vielse for de stedlige myndigheder kan bringes i orden, eller at et ægteskab indgået for sådan myndighed ikke vil blive anerkendt i Danmark.

Der består ikke nogen ret eller almindelig adgang til at blive gift på en dansk repræsentation, da adgangen hovedsagelig tager sigte på personer, der varigt er forhindret i at indgå ægteskab i Danmark eller for stedlig myndighed, i praksis oftest søfolk i udenrigsfart. Der kan under ingen omstændigheder ske registrering af partnerskab mellem personer af samme køn, se nedenfor under pkt. I.

Et ægteskab, som er indgået for en dansk repræsentation i udlandet, har efter dansk ret samme gyldighed som et ægteskab indgået i Danmark. Hvis opholdslandet har et almindeligt forbud mod fraskiltes indgåelse af nyt ægteskab, skal repræsentationen vejlede parterne om, at det ikke er sikkert, at ægteskabet vil blive anerkendt i udlandet. Oplysninger om sådanne forhold skal indberettes til Udenrigsministeriet.

Den embedsmand, der af Udenrigsministeriet bemyndiges til at foretage vielsen, kan bemyndige en anden embedsmand ved repræsentationen eller en repræsentationen underlagt konsul eller vicekonsul til at foretage vielsen. Hvis bemyndigelsen gives af Udenrigsministeriet, vil repræsentationen samtidig modtage en vejledning om den nærmere fremgangsmåde.

C. Indgåelse af ægteskab for dansk præst i udlandet

Kirkeministeriet kan bemyndige danske præster til at foretage vielser i udlandet, hvis opholdslandet accepterer, at fremmede præster foretager vielser. Hvis danskere henvender sig til en repræsentation om vielse på steder, hvor der er en dansk sømandspræst eller ambassadepræst, oplyses der om denne adgang til kirkelig vielse.

Inden vielsen foretages, skal der foreligge en dansk prøvelsesattest/ægteskabsattest. Repræsentationen bør hjælpe den, hvis forlovede bor eller opholder sig i Danmark, med at fremskaffe en prøvelsesattest fra Danmark.

Hvis begge parter bor eller opholder sig i udlandet, skal der først tilvejebringes ægteskabsattest fra Danmark. På grundlag af ægteskabsattesten udfærdiger repræsentationen derpå en prøvelsesattest, der gives til præsten. Blanketter til prøvelsesattesten kan rekvireres fra Udenrigsministeriet, som også kan vejlede med hensyn til fremgangsmåden.

D. Indgåelse af ægteskab for udenlandsk myndighed

1. Ægteskabets gyldighed i Danmark

En udenlandsk vielse er normalt gyldig i Danmark, hvis den er i overensstemmelse med reglerne i indgåelseslandet, dvs. form og kompetenceregler, uanset ægtefællernes nationalitet. Den må dog ikke stride mod dansk retsorden, d.v.s.:

Parterne skal være samtidigt til stede ved vielsen.

Parterne må ikke på indgåelsestidspunktet være væsentligt under den laveste dispensationsalder i Danmark. Den laveste dispensationsalder er 15 år.

2. Attest til brug ved indgåelse af ægteskab i udlandet

Når en dansk statsborger ønsker at indgå ægteskab i udlandet, skal der i nogle lande fremskaffes en attest fra en dansk myndighed om, at ægteskabet er gyldigt i Danmark, blot parterne har opfyldt ægteskabsbetingelserne efter lovgivningen på det sted, hvor ægteskabet skal indgås.

Repræsentationen kan uden bemyndigelse fra Udenrigsministeriet udstede en sådan attest til danske statsborgere:

I anledning af, at dansk statsborger (fulde navn, stilling og bopæl), som er født den (fødselsdato) i (fødested), agter at indgå ægteskab for (myndighedens navn) med (nationalitet) statsborger (fulde navn, stilling og bopæl), som er født den (fødselsdato) i (fødested), attesteres herved, at ægteskabet vil blive anerkendt som gyldigt i Danmark, blot ægteskabsbetingelserne er opfyldt efter den gældende lovgivning i (landets navn).

Ægteskabet vil dog ikke blive anerkendt, hvis det strider mod fundamental dansk retsorden (ordre public).

Efter dansk ret kræves lysning ikke foretaget.

(repræsentationens navn, dato og underskrift)

(stempel)

3. Egentlig ægteskabsattest

Når en dansk statsborger ønsker at indgå ægteskab i udlandet, kræver nogle lande en attest om, at man opfylder den danske lovgivnings ægteskabsbetingelser. Hvis en dansk statsborger, der bor eller opholder sig i udlandet, beder om repræsentationens hjælp til at få en sådan egentlig ægteskabsattest fra Danmark, opfordrer repræsentationen parterne til at udfylde og underskrive en ægteskabserklæring, som indsendes sammen med den nødvendige dokumentation til Udenrigsministeriet (jf. vejledningen på bagsiden af blanketten). Seneste bopæl i Danmark skal oplyses. Repræsentationen skal oplyse, om ægteskabsattesten skal sendes til repræsentationen, til parterne eller til nogen anden. Blanketter til ægteskabsattest kan rekvireres fra Udenrigsministeriet, som også kan vejlede med hensyn til fremgangsmåden.

Er det klart for repræsentationen, hvilken myndighed i Danmark der kan udstede ægteskabsattesten, sendes erklæringen direkte til denne myndighed, f.eks. borgmesteren i den kommune, hvor den pågældende bor eller senest har boet eller opholdt sig; i København: Borgmesteren for Magistratens 1. afdeling.

E. Separation og skilsmisse i Danmark

1. Generelle bestemmelser

Reglerne om betingelserne for adgang til og fremgangsmåden for separation og skilsmisse findes i ÆL kap. 4, mens reglerne for vilkårene for separation og skilsmisse findes i kap 5.

Reglerne er uddybet i bekendtgørelse nr. 627 fra 1989 (opløsningsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen kan findes på Retsinformations internet-hjemmeside (www.retsinfo.dk) ved at søge på nummer og årstal i hjemmesidens søgefacilitet.

2. Tilvejebringelse af erklæringer i separations- eller skilsmissesager

Når en dansk myndighed eller advokat beder repræsentationen om at indhente erklæringer eller oplysninger fra en person i sager om skilsmisse eller separation, f.eks. til brug ved afholdelse i Danmark af vilkårsforhandling, skal den indbyde vedkommende til personligt at møde på repræsentationen og give de ønskede erklæringer eller oplysninger.

Hvis den ægtefælle, der opholder sig i udlandet, kan acceptere de vilkår for separationen eller skilsmissen, som den anden ægtefælle har foreslået under sin vilkårsforhandling, vil det være tilstrækkeligt, at den ægtefælle, som opholder sig i udlandet, blot erklærer det skriftligt. Det sker ved underskrift for en repræsentation eller en stedlig notar eller anden stedlig myndighed, som repræsentationen i det pågældende land kan godkende. Vilkårsforhandling kan også undlades, hvis der søges om skilsmisse efter en separation, og ægtefællerne er enige om, at vilkårene for separationen også skal gælde for tiden efter skilsmissen.

Afholder repræsentationen vilkårsforhandling med en part, underskriver parten og den, der har foretaget vilkårsforhandlingen, et notat om indholdet af forhandlingen. Under en vilkårsforhandling i Danmark undersøges det normalt også, om der kan opnås enighed mellem parterne om delingen af eventuelt fællesbo. Repræsentationen bør dog på dette punkt henvise til domstolene, eller ved bevillinger, til statsamtet eller Overpræsidiet.

3. Separation og skilsmisse ved dom

Reglerne for anlæggelse af retssag til opnåelse af skilsmisse og separation fremgår af kap. 42 i Lov om rettens pleje (Lovbkg. Nr. 857 af 12. september 2000), som findes på Retsinformations internet-hjemmeside (www.retsinfo.dk).

Retssag til opnåelse af separation og skilsmisse ved dom kan anlægges i Danmark:

  1. hvis sagsøgte har bopæl i Danmark
  2. hvis sagsøgeren har bopæl i Danmark og enten har boet der i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl i Danmark
  3. hvis sagsøgeren er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af sit statsborgereskab ikke vil kunne anlægge sag i det land, hvor han har bopæl
  4. hvis begge ægtefæller er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig sagsanlæg ved dansk domstol,
  5. hvis skilsmisse søges på grundlag af separation givet i Danmark inden for de sidste fem år.

Når en person, som opfylder en af ovenstående betingelser, henvender sig til repræsentationen om bistand til at anlægge retssag i Danmark om separation eller skilsmisse, henvises han til at rette henvendelse til en dansk advokat eller domstol. Samtidig skal repræsentationen oplyse, at en dansk dom ikke i sig selv gælder uden for de nordiske lande og de lande, der er medlem af Haagerkonventionen af 1. juni 1970 om anerkendelse af skilsmisser og separationer (Bkg. nr. 83 af 24. juli 1975). Konventionen gælder i forholdet til Australien, Cypern, Egypten, Finland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Sverige, Storbritannien og Nordirland samt Tjekkiet.

Konventionen pålægger medlemslandene at anerkende domme om skilsmisser og separationer, der er afsagt på officielt anerkendt måde og har fået retskraft. Den omfatter ikke afgørelse af skyldspørgsmål eller andre afgørelser, f.eks. afgørelse om økonomiske forpligtelser eller forældremyndighed.

4. Separation og skilsmisse ved bevilling

Opløsningsbekendtgørelsens § 12 stk. 1 (jfr. ovenfor under pkt. 1) fastlægger, at bevilling til separation eller skilsmisse kan gives i Danmark, når

  1. en af ægtefællerne har bopæl i Danmark,
  2. begge ægtefæller er danske statsborgere,
  3. en af ægtefællerne er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af statsborgerskab ikke vil kunne opnå separation eller skilsmisse i det land, hvor han har bopæl,
  4. skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt i Danmark inden for de sidste fem år.

Henvender en dansk statsborger sig til repræsentationen om separation eller skilsmisse ved bevilling, skal repræsentationen også oplyse, at en dansk bevilling ikke i sig selv gælder uden for de nordiske lande og de lande, der er medlem af Haagerkonventionen af 1. juni 1970, se ovenfor. 

Er betingelserne opfyldt, sendes ansøgningen af ansøgeren til Overpræsidiet i København, når ingen af ægtefællerne bor eller opholder sig i Danmark; ellers til vedkommende statsamt (i København Overpræsidiet). Hvis ansøgeren ønsker det, kan repræsentationen indsende ansøgningen direkte til den ansvarlige myndighed.

Ansøgningen skal være begrundet og indeholde:

a. Forslag til separationens eller skilsmissens vilkår, herunder om:

1) hvem der skal have forældremyndigheden over eventuelle fællesbørn under 18 år (parterne skal orienteres om muligheden for at aftale fælles forældremyndighed),

2) den ene ægtefælle skal betale bidrag til den andens underhold, og om bidraget skal betales for et bestemt tidsrum eller indtil videre. Afgørelsen om bidragets størrelse (men ikke om bidragspligten som sådan) kan overlades til Statsamtet (der betales kun i meget ekstraordinære tilfælde bidrag i mere end 10 år),

3) hvem der skal have ret til den fælles lejede bolig,

4) en ægtefælle, der har særeje eller rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i bodelingen, skal yde den anden ægtefælle et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe økonomisk.

Ansøgning om skilsmisse skal også indeholde oplysning om ægtefællernes aftale om retten til eventuel ægtefællepension.

Søges der skilsmisse på grundlag af en dansk separation, skal ansøgningen kun indeholde oplysning om ægtefællernes aftale om retten til ægtefællepension. Er det bestemt ved separationen, at afgørelsen om bidragspligt kun skal gælde for separationstiden, skal ansøgningen dog også indeholde oplysning om parternes aftale om dette spørgsmål.

b. Oplysning om begge ægtefællers bopæl.

c. Erklæring om, at ansøgeren ønsker afgørelsen truffet ved bevilling.

d. Hvis der søges om skilsmisse, kan ansøgningen indeholde erklæring om, at separation ønskes i stedet, hvis skilsmisse ikke kan bevilges.

Ansøgningen underskrives for repræsentationen, der attesterer ansøgerens underskrift. Hvis store afstande eller andre forhold gør, at det er særligt bekosteligt at møde personligt, kan ansøgningen i stedet blive underskrevet for en stedlig offentlig myndighed, hvis underskrift skal legaliseres af repræsentationen. Begge ægtefæller bør underskrive ansøgningen, hvis de opholder sig i repræsentationens distrikt, og bevilling kan meddeles i Danmark, og de er enige om at søge separation eller skilsmisse og om vilkårene for denne.

Ansøgningen skal så vidt muligt vedlægges:

1) ægtefællernes vielsesattest,

2) dåbs- eller fødselsattest for eventuelle børn under 18 år i ægteskabet,

3) dokumentation for de forhold, som begrunder ansøgningen (søges skilsmisse på grund af den anden ægtefælles utroskab, skal det oplyses, hvornår ansøgeren har vidst om utroskaben, og om forholdet mellem den anden ægtefælle og tredjeparten stadig består, eller hvornår det i givet fald er ophørt),

4) separationsdom eller -bevilling, hvis sådan tidligere er blevet givet.

Ved ansøgning om skilsmisse ved bevilling skal der betales 500 kr. til det statsamt, som skal behandle ansøgningen om skilsmisse. Gebyret tilbagebetales ikke i tilfælde, hvor bevilling ikke meddeles.

5. Barnebortførelser

Når en dansker ønsker at komme ud af et ægteskab i udlandet, vil vedkommende ofte tage tilbage til Danmark og søge skilsmisse her. Hvis der er fællesbørn i ægteskabet, bør repræsentationerne ved henvendelser være opmærksom på Haagerkonventionen af 1980 om internationale barnebortførelser, Bkg. nr. 110 af 21. november 1991, der foruden af Danmark foreløbig er ratificeret af Argentina, Australien, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Canada, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Hongkong (SAR), Irland, Island, Israel, Italien, Kroatien, Luxembourg, Makedonien, Mexico, Monaco, Nederlandene, New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien, Sverige, Storbritannien og Nordirland, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, USA, Venezuela og Østrig.

Herudover har et antal andre lande ratificeret konventionen, men ikrafttrædelse afhænger af dansk godkendelse.

Efter Haagerkonventionen skal et barn tilbagegives, hvis det er fjernet ulovligt fra sit sædvanlige opholdssted. Det samme gælder et barn, der er fjernet lovligt, f.eks. for at tage på ferie, men som derefter tilbageholdes. I bl.a. følgende tilfælde kan retten i Danmark dog afgøre, at barnet ikke skal tilbagegives.

1) Hvis der anmodes om tilbagegivelse mere end et år efter bortførelsen,

2) Hvis der er en alvorlig risiko for, at barnet lider fysisk eller psykisk skade ved at komme tilbage,

3) Hvis et større barn selv modsætter sig tilbagegivelse, eller

4) hvis tilbagegivelse ikke vil være foreneligt med grundlæggende principper i Danmark til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.

Ved henvendelser bør repræsentationerne i lande, der er omfattet af konventionen, anbefale, at der søges juridisk rådgivning i opholdslandet, og der bør henvises til Civilretsdirektoratet. Den pågældende bør rådes til alvorligt at overveje, om muligheden for at få forældremyndigheden i opholdslandet ikke skal forsøges i stedet for at løbe en stor risiko for, at børnene skal tilbageleveres. Den regel, som er kendt fra engelsk ret om, at den, der får forældremyndigheden, ikke uden tilladelse må forlade landet med børnene og dermed fratage den anden part samværsretten, skal respekteres af Danmark i overensstemmelse med konventionen.

Den europæiske konvention af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed kan benyttes ved barnebortførelser, men det kræver, at der først foreligger en afgørelse. Udover de lande, der også er omfattet af Haagerkonventionen, er Liechtenstein og Tyrkiet også bundet af denne konvention.

F. Separation og skilsmisse i udlandet

Separationer eller skilsmisser gennemført i udlandet anerkendes normalt i Danmark, hvis følgende generelle betingelser er opfyldt:

- Der skal være tale om en endelig afgørelse, d.v.s. afgørelsen skal være retskraftig.

- Myndighederne skal have international kompetence, d.v.s. der skal være juridisk mulighed for at anlægge retssag i det land, hvor afgørelsen er truffet.

- Parterne skal være bekendt med skilsmissen.

- Der skal være dokumentation for ægthed og kompetence.

Spørgsmålets endelige afgørelse ligger hos domstolene. Hvis en part ønsker at indgå nyt ægteskab i Danmark, er det dog statsamtet, der i første instans afgør, om en udenlandsk skilsmisse kan anerkendes.

G. Faderskabssager

1. Generelle bestemmelser

Reglerne for anlæggelse af faderskabssager ved domstolene i Danmark findes i kap. 42a i Lov om rettens pleje (Lovbkg. nr. 857 af 12. september 2000), som findes på Retsinformations internet-hjemmeside (www.retsinfo.dk).

Når sagsøgte i en faderskabssag anlagt i Danmark opholder sig i udlandet, vil den danske domstol normalt anmode repræsentationen om bistand i sagen.

Dommeren vil i de fleste tilfælde anmode repræsentationen om at indbyde sagsøgte til at afgive forklaring for repræsentationen, men kan også anmode repræsentationen om at få sagsøgte afhørt for en domstol i opholdslandet.

Når der ikke er anlagt faderskabssag ved en domstol, kan et statsamt anmode repræsentationen om at indbyde en person, der er udlagt som fader til et barn født uden for ægteskab, til at afgive forklaring. Hvis opholdslandet tillader repræsentationen at modtage forklaringer, se kap. VII, afsnit D, gælder følgende:

2. Afgivelse af forklaring for repræsentationen

Repræsentationen skal snarest muligt opfordre den pågældende til at møde personligt på repræsentationen. Hvis det er muligt, bør det undgås, at sagsøgtes pårørende og andre bliver bekendt dermed, og i hvert fald bør de ikke få kendskab til sagens karakter. Dette hensyn udelukker ikke, at sagsøgtes adresse eftersøges, eventuelt med de lokale myndigheders bistand.

a. Når sagsøgte møder på repræsentationen og har dokumenteret sin identitet, gøres han bekendt med sagen. Han skal samtidig udtrykkeligt oplyses om de vigtigste retsvirkninger ved at anerkende faderskabet, nemlig

- at barnet får ret til at bære hans navn, jf. Lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne § 1, stk. 2,

- at barnet arver på lige fod med ægtebørn, hvis faderens bo til sin tid skal skiftes efter dansk ret, jf. Lovbkg. nr. 584 af 1. september 1986 om arv, og

- at det efter Statsamtets nærmere bestemmelse vil kunne pålægges ham at betale bidrag til barnets underhold, jf. Lovbkg. nr. 293 af 2. maj 1995, samt til udgifterne ved fødslen og moderens underhold to måneder før og én måned efter fødslen.

Sagsøgte bør også oplyses om:

1) at en person, der inden for avlingstiden har haft samleje med moderen til et barn født uden for ægteskab, anses for barnets fader, medmindre der foreligger omstændigheder, der gør det mindre sandsynligt, at han er faderen. (Lovbkg. nr. 293 af 2. maj 1995). Har moderen inden for avlingstiden haft samleje med flere mænd, anses en sagsøgt dog kun som fader til barnet, hvis der er væsentlig større sandsynlighed for, at barnet er avlet af ham end af en anden.

2) samt at spørgsmålet om faderskabet vil blive afgjort af de danske domstole, hvis han ikke mener at kunne anerkende faderskabet frivilligt. Hvis sagsøgte anerkender faderskabet, opfordres han til at underskrive følgende erklæring:

Erklæring om faderskab

Undertegnede (fulde navn, stilling, fødselsdato og sted) for tiden boende (sted) og med fast bopæl: (adresse) erklærer herved, at jeg har haft samleje med (barnemoderens fulde navn, fødselsdato og sted) boende (sted) på en sådan tid, at jeg kan være fader til det af hende den (dato og år) fødte barn, og at jeg anerkender faderskabet og er villig til at svare bidrag til moderen og barnet efter nærmere bestemmelse af vedkommende danske statsamt.

Jeg erklærer ligeledes, at jeg er gjort bekendt med og har forstået retsvirkningerne af at anerkende faderskabet med hensyn til bidragspligten, barnets arveret og ret til at bære mit navn, jf. Lovbkg. nr. 293 af 2. maj 1995 og nr. 584 af 1. september 1986 samt Lov nr. 193 af 29. april 1981.

(sted og dato)(underskrift)

Underskriften skal attesteres af repræsentationen, der hermed bekræfter, at sagsøgte har dokumenteret sin identitet.

Hvis den sagsøgte ikke anerkender faderskabet, anmodes han om en skriftlig redegørelse om sit forhold til barnets moder, herunder især om han erkender at have haft seksuelt samkvem med hende i og omkring avlingstiden samt om grundene til, at han ikke anerkender faderskabet.

Domstolene vil ofte anmode repræsentationen om, at der tages en blodprøve til bestemmelse af sagsøgtes blodtype, hvis han ikke anerkender faderskabet. Domstolenes anmodning til repræsentationen vil i så fald indeholde de fornødne anvisninger om fremgangsmåden.

b. Hvis det ikke er muligt at få sagsøgte til at møde for repræsentationen, eller hvis store afstande eller andre forhold gør det særligt bekosteligt eller besværligt at møde personligt, sendes erklæringsblanketten til ham med et anbefalet brev. Brevet skal opfordre ham til enten at underskrive erklæringen eller at give en skriftlig redegørelse om sit forhold til moderen etc. (jf. ovenfor). Endelig bør han opfordres til at medvirke til en blodtypebestemmelse. Dette er kun i hans egen interesse, da en blodtypebestemmelse aldrig kan bevise faderskabet men eventuelt udelukke, at han kan være barnets fader.

c. Dommeren eller statsamtet, som har anmodet repræsentationen om at foretage afhøringen, holdes løbende underrettet om udviklingen i sagen.

3. Afhøring for opholdslandets domstole

Afhøring i faderskabssager for opholdsstatens domstole, se kapitel VII.

4. Børnelovens § 11, stk.5

Civilretsdirektoratet kan ligestille en anerkendelse, der under en dansk faderskabssag (behandlet i statsamtet) er givet over for en dansk myndighed i udlandet, med en anerkendelse, der er givet her i landet, jf. § 11 stk. 5 i Bkg. nr. 293 af 2. maj 1995 om børns retsstilling med senere ændringer.

H. Adoption

1. Fremmede statsborgeres adoption af et dansk barn

Hvis repræsentationen modtager henvendelse fra fremmede statsborgere om hjælp til adoption af et dansk barn, skal de informeres om, at det sjældent er muligt i praksis. En international adoption vil altid komme efter en national adoption. Samtidig overstiger antallet af danske adoptionsansøgere langt det forholdsvis begrænsede antal af danske børn, der bortadopteres. Repræsentationen må kun medvirke i adoptionssager på instruktion fra Udenrigsministeriet, Civilretsdirektoratet, Statsamtet, Overpræsidiet og Adoptionsnævnet. Repræsentationen vil dog altid kunne attestere eller legalisere adoptionspapirer.

2. Danske statsborgeres adoption af et udenlandsk barn

Hvis danske statsborgere med fast bopæl i udlandet vil adoptere et udenlandsk barn, skal det først afgøres, om adoptionen skal gennemføres efter dansk ret. Det afhænger af, hvor ansøgerne kan anses for bosatte på tidspunktet for adoptionens gennemførelse. Spørgsmålet afgøres af Civilretsdirektoratet. Ansøgerne skal rette henvendelse til direktoratet, inden de indleder en adoptionssag i udlandet.

Der stilles i praksis ret strenge krav for at godkende, at en dansk statsborger, der er bosat i udlandet, har opgivet sin danske bopæl og i stedet fået bopæl i udlandet i adoptionsretlig henseende.

Ved afgørelsen lægger Civilretsdirektoratet vægt på blandt andet ansøgernes tilknytning til Danmark/udlandet, herunder på ansøgernes arbejdsmæssige, skattemæssige og bopælsmæssige tilknytning til Danmark/udlandet. Der lægges også vægt på varigheden af ansøgernes udlandsophold/ansættelse i udlandet, hyppigheden af ansøgernes ferieophold i Danmark samt på, hvornår ansøgerne regner med eventuelt at vende tilbage til Danmark.

Civilretsdirektoratet vil samtidig vejlede ansøgerne om den rette fremgangsmåde ved den påtænkte type adoption, bl.a. for at sikre at adoptionen er gyldig i Danmark.

Er der allerede gennemført en adoption i henhold til fremmed ret, men ikke i henhold til dansk ret, skal sagen forelægges for Civilretsdirektoratet for at vurdere, om adoptionen kan anerkendes i Danmark. En adoption gennemført i udlandet anerkendes normalt kun i Danmark, 1) hvis adoptanterne var bosatte i det pågældende land på tidspunktet for adoptionen og 2) adoptionen efter dens udenlandske retsvirkninger og fremgangsmåde kan sidestilles med en afgørelse truffet i Danmark.

Ansøgerne bør vejledes om ikke at rejse ind i Danmark med barnet, før Civilretsdirektoratet har haft lejlighed til at træffe afgørelse i spørgsmålet om, hvorvidt den udenlandske adoption kan anerkendes efter dansk ret.

Danske repræsentationer i udlandet bør ikke hjælpe med at formidle kontakt mellem danske adoptionssøgende og enkeltpersoner eller institutioner i udlandet med henblik på adoption. Hjælpen kan være en overtrædelse af Adoptionslovens regler om formidling.

I stedet skal repræsentationerne henvise til enten at henvende sig til Civilretsdirektoratet eller til en af de to nedenfor nævnte danske organisationer, som har tilladelse til at hjælpe i sager om adoption af børn, der ikke er statsborgere i et af de fem nordiske lande:

Adoption Center

Eckersbergsgade 17, 1.

DK-8000 Århus C

DanAdopt

Hovedgaden 24

DK-3460 Birkerød

3. Betingelserne for adoption ved dansk bevilling

Ansøgerne skal først og fremmest godkendes som adoptivforældre (medmindre det drejer sig om stedbarnsadoption eller adoption inden for en snæver familiekreds). Lovgivningen indeholder en række formelle krav til ansøgernes alder, varigheden af deres samliv, helbredstilstand m.v., der skal være opfyldt, for at ansøgere kan godkendes som adoptanter.

Desuden skal en række andre betingelser i adoptionslovgivningen være opfyldt. F.eks. skal ansøgerne normalt deltage i et adoptionsforberedende kursus. Vejledning kan fås ved henvendelse til Adoptionsnævnet, Civilretsdirektoratet eller til en af de amtskommunale socialforvaltninger (i København Magistraten og på Frederiksberg Det sociale Udvalg).

Ansøgning om godkendelse som adoptant sendes til en af de amtskommunale socialforvaltninger (i København Magistraten og på Frederiksberg Det sociale Udvalg).

Der gælder særlige regler for behandlingen af ansøgninger om private fremmedadoptioner og familieadoptioner.

I. Registreret partnerskab

To personer af samme køn kan lade deres partnerskab registrere, hvis betingelserne for et ægteskab er opfyldt, jf. Lov nr. 372 af 7. juni 1989, som findes på Retsinformations internet-hjemmeside (www.retsinfo.dk).

Derudover kræves det, at mindst den ene partner er dansk, islandsk, norsk eller svensk statsborger og har bopæl i Danmark, eller at begge parter har haft bopæl i Danmark i de seneste to år før registreringen. To udlændinge eller to personer, der bor i udlandet, kan således ikke få deres partnerskab registreret i Danmark, medmindre man er udsendt for den danske stat, af et privat firma i Danmark eller er ansat i EU. Dette afhænger af en konkret vurdering.

Registreringen foregår i den borgerlige vielses former, jf. afsnit A.

Bopælskommunen skal efter ansøgning udfærdige en prøvelsesattest, før registrering kan finde sted. Registreringen kan kun finde sted på rådhuset og aldrig i en kirke eller ved udenrigstjenestens medvirken.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, »at forslagsstillerne finder det betænkeligt med regler, der tillader danske diplomater at foretage registreringer i udlandet, således som det ved en overførsel af ægteskabslovgivningen vil være muligt efter ægteskabslovens § 22. Forudsætningen er, at det pågældende land tillader, at fremmede myndigheder foretager registreringer af homoseksuelle på dets territorium. En sådan tilladelse vil formentlig ikke kunne opnås.«

Hovedsigtet med lovgivningen er, at registrerede partnere skal opnå samme retsstilling som ægtefæller. Reglerne i dansk lovgivning om ægteskab og om ægtefæller finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab og på registrerede partnere.

Bl.a. skal således også reglerne om stemmeafgivning ved valg og folkeafstemning, jf. Kap. III D, anvendes på registrerede partnere.

Om de nærmere retsvirkninger af et registreret partnerskab henvises til §§ 3 og 4 i loven.

I medfør af lovens § 5 kan partnerskabet opløses efter de samme regler som i Ægteskabsloven med de ændringer, som følger af forholdets særlige karakter.

Vilkårsforhandling med en registreret partner forud for skilsmisse eller separation kan finde sted ved en dansk repræsentation, hvor vedkommende har ophold, jf. afsnit E.

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

KAPITEL IX

Bistand i arvesager

A. Særlige regler for repræsentationens behandling af arvesager

1. Embedsmænd i udenrigstjenesten kan normalt ikke være eksekutor eller administrator

2. Traktater

3. Gebyr i arvesager

B. Varetagelse af danske arvingers interesser under skiftebehandling i repræsentationens distrikt

C. Skifte af formueværdier i udlandet efter arvelader med fast bopæl i Danmark

1. Skifteretsbehandlingen hører principielt under skifteretten på afdødes hjemsted

2. Hvor tillægsskifte er nødvendigt

3. Indberetning

A. Særlige regler for repræsentationens behandling af arvesager

1. En embedsmand i udenrigstjenesten kan normalt ikke være eksekutor eller administrator

Udenrigstjenestens embedsmænd kan ikke påtage sig at være eksekutor eller administrator uden først at have fået tilladelse fra Udenrigsministeriet. Denne tilladelse bliver normalt ikke givet, fordi en eksekutor eller administrator skal varetage ikke blot danske, men alle arvingers interesser, og fordi han som eksekutor eller administrator er underkastet opholdslandets lovgivning. Hvis det er den til enhver tid værende repræsentationschef som sådan, der er indsat i testamentet som eksekutor, vil tilladelse næsten altid blive nægtet. Hvis en navngiven embedsmand er indsat som eksekutor, kommer det an på en konkret vurdering. Tilladelse afhænger f.eks. af, om indsættelsen er naturligt begrundet ved slægtskab, langvarigt bekendtskab eller venskab mellem testator og den pågældende embedsmand eller lignende forhold. Personer, som ønsker at indsætte en af udenrigstjenestens embedsmænd som eksekutor i deres testamente, skal informeres herom.

2. Traktater

Danmark har indgået følgende traktater og aftaler, der indeholder bestemmelser om arv og skiftebehandling:

a. Nordisk overenskomst af 9. december 1975 om ændring af Den Nordiske Konvention af 19. november 1934 om arv og dødsboskifte. (Bkg. nr. 49 af 29. juni 1976, Lovtidende C 1976).

b. Amerikas Forenede Stater. Venskabs, handels og søfartstraktat af 1. oktober 1951.

c. Frankrig. Handelstraktat af 23. august 1742, artikel 40.

d. Iran. Ifølge noteveksling af 16. september og 28. november 1939 med Iran om gensidighed ved behandling af egne statsborgeres boer i det andet.

e. Japan. Handels og skibsfartstraktat af 12. februar 1912, artikel IV.

f. Storbritannien og Nordirland. Konsularkonventionen af 27. juni 1962, kapitel VI. Ifølge denne kan en dansk repræsentation repræsentere en dansk statsborger, der hverken er bosat eller lovligt repræsenteret i distriktet, når en afdød efterlader sig formue inden for repræsentationens distrikt

g. Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedr. formen for testamentariske dispositioner. (Bkg. nr. 62 af 6. september 1976, Lovtidende C). Konventionen gælder i forholdet til Antigua/Barbuda, Australien, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Botswana, Brunei Darussalam, Fiji, Finland, Frankrig, Grenada, Grækenland, Irland, Israel, Japan, Kroatien, Lesotho, Luxembourg, Makedonien, Mauritius, Nederlandene, Norge, Polen, Schweiz, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Swaziland, Sydafrika, Tonga, Tyrkiet, Tyskland og Østrig. Efter Konventionen er testamenter som hovedregel gyldige, for så vidt angår formen, hvis de opfylder formkravene på nærmere opregnede steder.

3. Gebyr i arvesager

Ved varetagelsen af danske arvingers interesser i udlandet betales et gebyr efter gældende regler.

B. Varetagelse af danske arvingers interesser under skiftebehandling i repræsentationens distrikt

Ofte indledes en arvesag ved, at en mulig arving retter henvendelse til en repræsentation (eller Udenrigsministeriet), fordi en potentiel arvelader er død i udlandet. Repræsentationen bør da undersøge, hvor der skiftes, og oplyse navn på en lokal advokat, der kan undersøge boets værdier etc. og varetage et evt. skifte. Udenrigsministeriet varetager ikke længere selve arvesagerne i udlandet. Skulle en repræsentation alligevel i en ekstraordinær situation være involveret i en arvesag, bør Udenrigsministeriet undersøge, om der er oprettet testamente i Danmark.

En arvesag kan også opstå ved, at en repræsentation får kendskab til et dødsfald, hvor der er begrundet formodning om, at der kan være arvinger i Danmark.

Endelig kan en arvesag opstå ved, at en udenlandsk skiftemyndighed henvender sig til en repræsentation for at høre, om der er mulige arvinger i Danmark.

Arvingen eller dennes advokat må selv i samarbejde med den udenlandske advokat eller skiftemyndighed fremskaffe den slægtskabsdokumentation, der er nødvendig. Private kan ikke få en arveerklæringsrapport fra Rigspolitiets eftersøgningstjeneste, selvom der betales herfor. Hvis fødsels- vielses- skilsmisse- og dødsattester ikke er nok, kan genealoger anvendes.

Endvidere er der visse myndighedshandlinger, som ikke altid kan opnås af private, hvor repræsentationen normalt bør bistå. Det kan f.eks. være at få oplyst et bos størrelse, få en bankboks åbnet eller få et arveprovenu i ikke-konvertibel valuta hjemført. Repræsentationerne kan også bistå med at sikre værdier, f.eks. aflåse en bolig eller undersøge den for oplysninger om slægtninge. For denne bistand opkræver repræsentationen gebyr efter betalingscirkulæret, evt. § 9 (timebetaling) eller § 16 (overførsel af provenu).

Hvor det skønnes relevant, udarbejdes en kort vejledning med lokale retningslinier for afvikling af et dødsbo ud fra hidtidige erfaringer og omfang af arvesager. Navn og adresse på egnede advokater, og hvilke sprog de korresponderer på, kan også indgå i vejledningen.

Underlagte repræsentationer skal være instrueret om at orientere den overordnede repræsentation, hvis de får kendskab til arvesager, hvor der er danske interesser.

C. Skifte af formueværdier i udlandet efter arvelader med fast bopæl i Danmark

1. Skiftebehandlingen hører principiel under skifteretten på afdødes hjemsted

Efter dansk ret skiftes der i Danmark i alle tilfælde, hvor arvelader boede fast i Danmark uden hensyn til nationalitet, og alle værdier, som afdøde efterlod sig, inddrages, uanset om disse værdier befinder sig i Danmark eller i udlandet.

2. Hvor tillægsskifte er nødvendigt

En række lande følger imidlertid det princip, at der skiftes i det land, hvor værdierne befinder sig, uanset hvor arveladeren boede, eller hvor han døde. Hvis en person bosat i Danmark dør og efterlader sig værdier i et sådant land, kan der blive tale om et tillægsskifte sideløbende med skiftebehandlingen i Danmark, hvis dette lands myndigheder ikke vil følge dansk ret og udlevere værdierne til den danske skifteret eller eksekutor, men insisterer på at skifte på stedet.

3. Indberetning

Når en person bosat i Danmark dør, vil efterladte papirer normalt vise, om afdøde havde værdier i udlandet. Dette sker dog ikke altid. Hvis repræsentationen erfarer, at en person bosat i Danmark er død og har efterladt sig værdier inden for repræsentationens distrikt, bør det derfor indberettes til Udenrigsministeriet. Ministeriet underretter så den skifteret eller eksekutor, der behandler boet.

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

KAPITEL X

Eksport- og investeringsfremme

Eksport- og investeringsfremme.

1. Danmarks Eksportråd

2. Kontraktstyringsmodellen

3. Kvalitetshåndbog for eksportfremmearbejdet

4. Multimarkedsfunktionen

5. Projekteksport

6. Eksporttekniske forhold

7. Bevillingsudvalget og eksportfremmeordningerne

8. Initiativer for små og mellemstore virksomheder

9. Danmarks Eksportråds deltagelse i dansk eksportfremmesamarbejde

10. Udstillinger

11. Hæderspriser

12. Danmarks Eksportråds deltagelse i internationalt eksportfremmesamarbejde

a. Nordisk samarbejde

b. EU-samarbejde

c. Europæisk samarbejde

13. Investeringsfremme

14. De tidligere statshandelslande

15. Export Directory of Denmark: Danish Exporters

16. Markedsprofil

17. Rapporter

18. Danske virksomheders udenlandske forretningsforbindelser og datterselskaber

19. Våbeneksport

20. Handelspolitiske foranstaltninger

Eksport- og investeringsfremme

1. Danmarks Eksportråd

Den statslige eksport- og investeringsfremme, der hidtil har været spredt på flere ministerier, er samlet i den nye énstrengede organisation Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriets regi.

Danmarks Eksportråd omfatter hele Udenrigstjenestens hidtidige eksportfremmeapparat, d.v.s. det tidligere Sekretariat for Udenrigshandel i København og eksportfremmeorganisationen på de danske ambassader og generalkonsulater i udlandet, 9 statskonsulenter og 2 landbrugs- og fiskeriråder fra Fødevareministeriet, 2 bygge- og boligattachéer fra By- og Boligministeriet samt Erhvervsministeriets eksport- og investeringsfremmeaktiviteter bestående af Invest in Denmark, eksportstipendiatordningen, bevillinger vedrørende kollektiv eksportfremme, Erhvervenes Eksportfremme Sekretariat, internationale licitationer, eksporttrainee-ordningen samt program til internationalisering og eksportresearch.

Den daglige ledelse af Danmarks Eksportråd varetages af en eksportdirektør, der indgår i Udenrigsministeriets ledelsesgruppe.

Med forankringen af Danmarks Eksportråd i udenrigstjenesten er der skabt et solidt grundlag for et tættere samarbejde mellem det kommercielle arbejde og de øvrige arbejdsområder i hjemmetjenesten og udetjenesten. For så vidt angår udetjenesten kan ambassadører og andre diplomatisk anmeldte medarbejdere i mange tilfælde medvirke til at åbne døre og skaffe kontakter på svært tilgængelige markeder.

Der er i mange tilfælde mulighed for at styrke samspillet mellem de erhvervsrettede bistandsprogrammer og eksport- og investeringsfremme. Blandt de erhvervsrelaterede bistandsprogrammer skal specielt fremhæves privatsektorprogrammet, hvorigennem der ydes økonomisk støtte til langsigtede kommercielle samarbejder mellem danske virksomheder og virksomheder i udvalgte udviklingslande. Også de blandede kreditter, hvorigennem der ydes rentestøtte til lånefinansiering af danske projektleverancer til udviklingsprojekter i visse kreditværdige udviklingslande rummer et potentiale for samarbejde og for etablering af nye kontakter til danske virksomheder.

På det handelspolitiske område, via Danmarks medlemskab af WTO og EU, vil samarbejdet om bistand til virksomheder, der er udsat for diskriminerende eller importregulerende begrænsninger, kunne udbygges. Det samme gør sig gældende inden for Øststøtten, hvis midler står til rådighed for private og den offentlige sektor med henblik på projekter i Central- og Østeuropa herunder SNG landene. Det indgående kendskab til aktører i Øststøttelandene hos Danmarks Eksportråd (i ude- såvel som hjemmetjenesten) og Øststøttesekretariatet bør i højere grad udnyttes til gavn for eksportfremme og investeringer i disse lande

Der er etableret en bestyrelse for Danmarks Eksportråd for at sikre et tæt samspil med dansk erhvervsliv. Bestyrelsen er rådgivende for udenrigsministeren i alle spørgsmål vedrørende eksport- og investeringsfremme. Bestyrelsen udarbejder og indstiller den overordnede strategi for regeringens eksport- og investeringsfremmeindsats.

Danmarks Eksportråds målsætning er at være en professionel og handlekraftig samarbejdspartner, der hjælper danske virksomheder i deres internationaliseringsproces og i opbygningen af stærke markedspositioner. Derudover skal Danmarks Eksportråd hjælpe udenlandske virksomheder til at formulere et relevant beslutningsgrundlag, der fører til rentable investeringer i Danmark.

2. Kontraktstyringsmodellen

Økonomistyrelsen gennemførte i 1997/1998 en analyse af udenrigstjenestens eksportfremmearbejde med henblik på modernisering af den statslige eksportfremmeindsats. Kernen i Økonomistyrelsens anbefalinger var en kontraktstyringsmodel, en fleksibel personalemodel og en stærkere, mere synlig styring og prioritering af ressourceindsatsen på alle områder, især gennem et stærkt øget faktureringsgrundlag.

Med afsæt i Økonomistyrelsens anbefalinger udgør rammen for de kommende års eksportfremmearbejde en kontraktstyringsmodel, hvor mål og resultatkrav til eksportfremmeområdet som helhed og for de enkelte enheder i udetjenesten såvel som i hjemmetjenesten fastsættes i konkrete kontrakter. Kontrakten trådte i kraft 1. januar 1999 og løber ind til 31. december 2002. De væsentligste succeskriterier for kontraktperioden er:

- at fordoble indtægtsdækningen fra ca. 8% til 15% som et led i en stærkere efterspørgselsstyring af aktiviteterne,

- at øge andelen af større faktureringsopgaver (over kr. 5.000) fra 6% til 20% i kontraktperioden,

- at fastholde klageprocenten under 1%,

- at øge andelen af (åremålsansatte) specialister og lokalt ansatte på eksportfremmeområdet fra ca. 75% til ca. 85% i udetjenesten

Kontraktstyringsmodellen har medført en tættere opfølgning på eksportfremmeaktiviteterne og vil forsat udgøre grundlaget for den løbende evaluering af Eksportrådets arbejde. Opfølgningen vil blive beskrevet i en årlig virksomhedsberetning.

3. Kvalitetshåndbog for eksportfremmearbejdet

For at sikre, at Danmarks Eksportråd kan leve op til erhvervslivets forventninger til kvalitet, har Danmarks Eksportråd en kvalitetssikringsenhed, der løbende opdaterer og implementerer Kvalitetshåndbog for eksportfremmearbejdet. Kvalitetshåndbogen skal dermed medvirke til sikring af kvaliteten i eksportfremmearbejdet, spredning af bedste fremgangsmåder for løsning af opgaver og sikre en mere ensartet løsning af opgaverne på repræsentationerne. Kvalitetshåndbogen er siden efteråret 1999 blevet opdateret på www.flyingsquad.dk

Et andet led i kvalitetssikringsarbejdet har været at give samtlige eksportfremmemedarbejdere direkte adgang til alle igangværende samt afsluttede sager. Man ønsker hermed at sikre overblikket i den samlede sagsbehandling på repræsentationerne og i DE som helhed - og vigtigst af alt kunden en endnu bedre kvalitet i sagsbehandlingen. Dette er muliggjort gennem salgs- og marketing støtte systemet (SMSS), som medio år 2000 er implementeret på 21 repræsentationer. De resterende repræsentationer med indtjeningskrav benytter et komplementært system, WEBSAT.

4. Multimarkedsfunktionen

For i højere grad at servicere nuværende og potentielle danske eksportører blev multimarkedsfunktionen, også benævnt den opsøgende virksomhed, introduceret i 1997. Ved at etablere en dialog direkte med mindre eller større eksportvirksomheder tilbydes en evaluering af flere markeder på én gang gennem blot ét kontaktpunkt. Dermed sikres en hurtig og effektiv opgaveløsning og -koordination på et ensartet niveau.

Multimarkedsfunktionen overtager, i et på forhånd aftalt forløb, ansvaret for, at der indhentes information fra markederne. Prioritet har den viden, som bedst eller alene kan indhentes på markederne af repræsentationerne. Her igennem tilføjer DE et væsentligt bidrag til den strategiske planlægning og løbende markedsbearbejdning, mens virksomhederne selv koncentrerer sig om opgaver og udfordringer, som kun de kan løse.

5. Projekteksport

Meddelelser om internationale licitationer har stor interesse for det danske erhvervsliv. Licitationerne giver foruden et overblik over fremtidige forretningsmuligheder også nyttig information om, hvad der rører sig på de enkelte markeder. Oplysninger om tildeling af større kontrakter har desuden interesse for danske udstyrsleverandører, der således kan undersøge mulighederne for underleverancer.

Danske eksportører har i de seneste år i stadigt stigende grad rettet opmærksomheden mod mulighederne for eksport af totalprojekter, eller delleverancer hertil, som finansieres af multilaterale og bilaterale bistandsorganisationer samt internationale finansieringsinstitutioner.

Projekt- og licitationsovervågningen koncentrerer sig om følgende typer virksomheder:

- Virksomheder, der ønsker at levere et helt projekt (turn-key) eller at blive projektpartner (joint-venture)

- Virksomheder med interesse for underleverancer til hovedleverandører

- Rådgivere, der ønsker at komme i betragtning til bl.a. forundersøgelser (pre-feasibility studies),feasibility studies, projektplanlægning, projektledelse m.v.

- Systemeksportører

Til sidstnævnte kategori hører offentlige myndigheder, som i samarbejde med private virksomheder deltager i eksport af dansk viden.

En af de vigtigste informationskilder for målgruppen er DE 3 s database: »The Project Pipeline«. Omkring 200 danske virksomheder abonnerer på databasen, som de benytter til at holde sig orienteret om licitationsudbud og markedsudvikling. »The Project Pipeline« indeholder desuden projekter under behandling i de internationale finansieringsinstitutioner, markedsanalyser, et omfattende links-bibliotek, samt indbydelser til seminarer og konferencer.

Repræsentationerne bør aktivt følge med i licitationsudskrivningen og gennem regelmæssige lokale kontakter holde sig underrettet om kommende projekter, der kunne have interesse fra dansk side. Repræsentationerne opfordres til selv at indlægge oplysninger på »The Project Pipeline« og dermed opnå kontakt med hjemmesidens abonnenter. Yderligere informationer omkring fremgangsmåden fås ved henvendelse til DE 3.

Et sammenspil mellem vigende leveranceandele for dansk projekteksport, nye trends på markedet, den stigende fokusering på SMV ernes muligheder og sidst men ikke mindst Verdensbankens prioritet om at rykke tættere på de europæiske projektleverandører ligger bag samarbejdet mellem Danmarks Eksportråd og Sydgruppen om at forstærke indsatsen for leverancer til Verdensbanken. Dette har foreløbig resulteret i ansættelse af en »Private Sector Liaison Officer« fra 1. juni 2000 med forankring i DE.3 s sektion for projekteksport.

6. Eksporttekniske forhold

Repræsentationen skal indsende told- og andre afgiftstariffer til Udenrigsministeriet, Eksportteknisk rådgivning. Udgifterne ved anskaffelsen og indsendelsen skal afholdes over repræsentationens kontorholdskonto. Passende beløb til dette formål må derfor indregnes i det årlige budget.

Repræsentationen bør straks indberette om ændringer vedrørende told, forbrugsafgifter, omsætningsafgifter, kvantitative restriktioner, levnedsmiddel- og veterinærbestemmelser, obligatoriske eller anbefalede krav til produkter eller tjenesteydelser, herunder eventuelle krav om inspektion/godkendelse af produkter eller priser før afsendelse fra eksportlandet, krav til handels- og tolddokumenter (f.eks. oprindelses- eller andre certifikater), legaliseringskrav, valuta- og deponeringsbestemmelser. Dertil kommer oplysning om strejker, boykotforanstaltninger og andre forhold, som kan have betydning for udveksling af varer og tjenesteydelser.

Med virkning fra 1. januar 1999 har Eksportteknisk Rådgivning ligesom repræsentationerne været omfattet af Kontraktstyringsmodellen.

7. Bevillingsudvalget og eksportfremmeordningerne

Danmarks Eksportråd administrerer en række tilskudsordninger og eksportfremme aktiviteter. I den forbindelse er der under Danmarks Eksportråd nedsat et bevillingsudvalg til at afgøre ansøgninger om medfinansiering over 750.000 kr. til virksomheder under Udenrigsministeriets eksportfremmebevilling. Endvidere kan andre principielle tilskudssager forelægges for bevillingsudvalget. Udvalgets afgørelser vil være endelige.

Udenrigsministeren udnævner udvalgets medlemmer for tre år ad gangen. Fire af udvalgets fem medlemmer er aktive repræsentanter for dansk erhvervsliv, og næstformanden repræsenterer Danmarks Eksportråd. Det forventes, at der årligt vil blive afholdt ca. 8 møder i udvalget.

Eksportfremmeordningerne er kort beskrevet nedenfor. En yderligere beskrivelse af ordningerne findes via Internetsiden www.eksportraadet.dk/service/tilbud, hvor der er links til de relevante sider om ordningerne, og hvor ansøgningsskemaer kan downloades. Yderligere spørgsmål vedrørende ordningerne kan rettes til DE4@um.dk.

Ordningen Kollektiv eksportfremme

Ordningen skal fremme danske virksomheders eksport og internationalisering gennem deltagelse i fælles eksportfremstød på udenlandske markeder. Gennem kollektiv eksportfremme kan der ydes tilskud til at skabe fælles markedsføringsrammer for virksomhederne på markeder med væsentlige uudnyttede eksportmuligheder. Tilskud kan ydes til fælles, længerevarende eksportfremstød på tre områder:

- officielle eksportfremstød, hvor for eksempel en minister er med til at åbne døre for danske virksomheder,

- fælles fremstød for virksomhedsgrupper, samt til

- forberedelse af sådanne fremstød.

Udetjenestens medvirken i eksportfremstød:

Danmarks Eksportråds udetjeneste kan ydes et fast tilskud på 20.000 kr. til udarbejdelse af en detailleret aktivitetsplan, med tilhørende budget for den service, som der tilbydes i forbindelse med planlægning og gennemførelse af et kollektivt eksportfremstød.

Tilskuddet kan udløses i forbindelse med, at planen og tilbuddet indgives sammen med en ansøgning om tilskud til et eksportfremstød.

Udetjenestens service til forberedelse af eksportfremstød omfattes af tilbuddet til initiativtageren, og kan med følgende undtagelser ikke udløse tilskud:

- der kan ydes tilskud til den service, der ydes initiativtagerne i forbindelse med et planlægningsbesøg på målmarkdet

- der kan ydes tilskud til information over for de danske virksomheder i form af tilskud til rejseomkostninger for en markedskyndig repræsentant fra udetjenesten i forbindelse med en præsentation af fremstødet over for den danske målgruppe.

Ordningen må efter godkendelse af bestyrelsen forventes revideret eller omlagt senest per 1. januar 2001.

Ordningen tilbudsgivning på Internationale licitationer

Med ordningen kan danske virksomheder få dækket op til 50% af udgifterne til udarbejdelse af tilbud og præsentation af tilbud ved deltagelse i internationale licitationer. Opgaven skal udbydes af en fremmed stat, en international organisation eller en udenlandsk virksomhed. Ved udbudet skal der gives tilbud på projekter, rådgivning, service eller udstyr i konkurrence mellem flere mulige leverandører. Virksomheder kan højst modtage tilskud på 400.000 kr. over en 3-årig periode. Ordningen må forventes revideret eller omlagt efter godkendelse af bestyrelsen senest per 1. januar 2001.

Eksporttrainee-ordningen

Ordningen skal medvirke til at uddanne kompetente eksportmedarbejdere til danske virksomhederne. Med ordningen kan danske virksomheder få tilskud til at ansætte en studerende i 4-12 måneder til at løse en afgrænset, eksportrelateret opgave for virksomheden. Mindst halvdelen af opgaven skal løses i udlandet, hvor den studerende for eksempel er udstationeret hos et datterselskab, en udenlandsk samarbejdspartner eller lignende. For at komme i betragtning som trainee er det et krav, at den studerende er fuldtidsstuderende på en uddannelse på bachelor- eller kandidatniveau, og at den studerende har læst det pågældende studie i mindst 1 år.

Eksporttrainee en kan efter aftale med en udetjeneste benytte kontorfaciliteter hos denne, men kan ikke som trainee samtidig være ansat som volontør eller lignende hos udetjenesten

8. Initiativer for små og mellemstore virksomheder

I forbindelse med samlingen af al statslig eksportfremme i DE blev det besluttet, at der skulle gøres en særlig indsats for at realisere de små og mellemstore virksomheders (SMV ers) eksportpotentiale. Derfor er der medio 2000 blevet igangsat en række initiativer på SMV-området, som på forskellige niveauer vil bidrage til at bringe SMV erne ud på eksportmarkederne.

Blandt de igangsatte initiativer er to pilotprogrammer, som vil være målrettet mod virksomheder med begrænset eksporterfaring.

Erfaringerne fra pilotprogrammerne vil indgå i udformningen af et SMV-program, som vil skulle igangsættes i 2001.

DE vil løbende orientere om initiativer og igangsatte programmer for SMV er. Spørgsmål vedrørende initiativer for SMV er kan rettes til DE4@um.dk.

9. Danmarks Eksportråds deltagelse i dansk eksportfremmesamarbejde

Danmarks Eksportråd deltager i dansk eksportfremmesamarbejde i et samspil med virksomheder, organisationer og fagministerier.

I december 1992 etableredes Koordineringsgruppen for Kollektive Eksportfremstød. Gruppens medlemmer er: Udenrigsministeriet/Danmarks Eksportråd, Fødevareministeriet, By- og Boligministeriet, Miljø- og Energiministeriet/Miljøstyrelsen, Dansk Industri, Det Danske Handelskammer, Håndværksrådet, Landbrugsrådet, Arkitekt- og Ingeniørrådet, Danske Entreprenører og Danmarks Turistråd. Koordineringsgruppen har en repræsentant fra Danmarks Eksportråd som formand. Erhvervenes Eksportfremme Sekretariat varetager sekretariatsfunktionen.

Koordineringsgruppen har til formål at sikre udbredelse af informationer om eksportfremstød til

en bredere kreds af virksomheder og at sikre et samlet overblik over udbuddet af kollektive

eksportfremstød med henblik på at undgå »kollision« mellem de enkelte arrangementer.

Koordineringsgruppen afholder månedlige møder og ajourfører løbende en oversigt over kollektive eksportfremstød, der påregnes gennemført inden for de nærmeste 9 måneder. De planlagte eksportfremstød offentliggøres i publikationen »Eksportfremstød«, der udkommer to gange årligt i februar og august. På internettet kan »Eksportfremstød« ses på www.ees.dk/eksportfremstoed.

Repræsentationerne og handelskontorerne skal løbende og tidligst muligt i planlægningsfasen indsende informationer om alle forslag til kollektive eksportfremstød, som den er initiativtager til eller medarrangør af, også fremstød, hvor medarrangøren ikke er medlem af koordineringsgruppen.

Informationerne indsendes i skemaform, jf. instruktion nr. AA 2398 af 22. marts 1999.

10. Udstillinger

Oplysninger om udstillinger i udlandet indsamles af Erhvervenes Eksportfremme Sekretariat, EES. Informationer om udstillinger, invitationer, nyhedsbreve o.l. bør (uden kopi til Udenrigsministeriet) indsendes brevi manu til EES på adressen: Erhvervenes Eksportfremme Sekretariat, Gl. Torv 8, DK-1475 København K.

Officielle indbydelser til udstillinger indsendes til Udenrigsministeriet med henblik på videreformidling.

En oversigt over udstillinger, hvor der kan blive tale om at arrangere et kollektivt dansk eksportfremstød, fremgår af publikationen »Eksportfremstød«, som udkommer to gange årligt i februar og august, og som Udenrigsministeriet sender til repræsentationerne. På Internettet kan »Eksportfremstød« ses på www.ees.dk/eksportfremstoed.

Repræsentationen bør, så vidt de lokale forhold er til det, være opmærksom på mulighederne for at anvende udstillingsbesøg i det kontaktskabende arbejde og på evt. muligheder for at deltage i udstillinger med en egen stand repræsenterende danske virksomheder.

11. Hæderspriser

Hædersprisen »Landsforeningen Dansk Arbejdes Diplom og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Æresmedalje« tildeles personer og virksomheder med hjemsted i udlandet, herunder danske virksomheders datterselskaber. Tildelingen er en anerkendelse af fortjenstfuld indsats for afsætning af danske varer og tjenesteydelser på eksportmarkederne. Ved bedømmelsen lægges der vægt på, om indsatsen igennem en årrække har været bemærkelsesværdig. Tildeling af anerkendelsen er normalt begrænset til i alt ca. 15 pr. år og højst én gang årligt i ét land.

Repræsentationen bør være opmærksom på, at den ligesom Landsforeningen Dansk Arbejde og enhver dansk eksportør af varer og tjenesteydelser har indstillingsret til hædersprisen. Overrækkelse af hædersprisen foretages ofte af repræsentationen eller i forbindelse med besøg af en dansk minister.

»Kong Frederik den Niendes Hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport« kan tildeles virksomheder, der er registreret i Danmark, danske institutioner og organisationer samt personer, bosiddende i landet. Indstillinger til hæderspris kan kun fremsættes af de i alt 15 medlemmer (Hans Kongelige Højhed Prins Henrik (formand), ministerier og erhvervsorganisationer) af Komitéen. Der tildeles normalt højst 5 hæderspriser pr. år.

12 Danmarks Eksportråds deltagelse i internationalt eksportfremmesamarbejde

a. Nordisk samarbejde

De officielle eksportfremmeorganisationer i de fem nordiske lande mødes én gang om året for at udveksle informationer og drøfte fælles problemer. Repræsentationen bør deltage i en evt. lokal menings- og idéudveksling.

b. EU-samarbejde

Det er et grundlæggende dansk synspunkt, at det konkrete eksportfremmearbejde henhører under national kompetence. Man kan acceptere EU-eksportfremmeaktiviteter, der har karakter af supplement til medlemslandenes egne indsatser. Repræsentationerne bør derfor løbende overvåge og indberette om EU-tiltag på eksportfremmeområdet, som går ud over almindelig informationsvirksomhed.

EU's aktuelle eksportfremmeprogrammer omfatter, dels et generelt program vedr. deltagelse i udstillinger på særligt vanskelige markeder, dels et mere omfattende program med fokus på Japan. Danmarks Eksportråd deltager i ekspertgruppen vedrørende disse programmer.

På steder, hvor der er en EU-repræsentation, bør repræsentationen opretholde kontakt med denne for at medvirke til, at regioner/lande og brancher, som har dansk erhvervslivs særlige interesse, prioriteres i EU-eksportindsatsen.

EU-landenes handelsrådgivere ved repræsentationer i tredjelande deltager i et samarbejde, der hviler på særskilt instruktion. Handelsrådgiverne mødes regelmæssigt med en dagsorden, der udarbejdes af formandskabet. På dagsordenen kan principielt optages ethvert emne af fælles interesse inden for det kommercielle område.

Udover samarbejdet mellem handelsrådgiverne vil der ofte være et samarbejde mellem andre kategorier af medarbejdere på stedet, f.eks. økonomiske eller teknologiske rådgivere.

c. Europæiske samarbejde

Danmarks Eksportråd deltager i det pan-europæiske samarbejde, som European Trade Promotion Organisations (ETPO) står for. På årlige møder udveksles erfaringer og synspunkter vedr. eksportfremme. Der er etableret en række tekniske arbejdsgrupper.

13. Investeringsfremme

Invest in Denmark, DE.5 har ansvaret for den statslige markedsføring af Danmarks erhvervsmæssige rammebetingelser over for udenlandske virksomheder og bistår udenlandske virksomheder i at fremskaffe relevante informationer om forretnings- og etableringsmæssige forhold samt at tilvejebringe kontakter til interesserede danske samarbejdspartnere. Indsatsen er koncentreret om følgende regioner: Nordamerika, Asien og Europa.

Udover såkaldte »greenfield«-investeringer vil også andre investeringstyper være relevante mål for det statslige investeringsfremmmeprogram. Det gælder joint-ventures og formaliseret strategisk samarbejde mellem udenlandske og danske virksomheder med et vist beskæftigelsesmæssigt perspektiv samt etablering i Danmark af distributionscentre, hovedkvarterer o.l. til servicering af investorens (nord)europæiske marked.

En række regionale instanser i Danmark (oftest med amtslig/kommunal baggrund) er etableret med det formål at fremme udefra kommende investeringer i regionen. For at koordinere disse regionale bestræbelser er der indgået en samarbejdsaftale med 13 RIFO er (Regionale Investeringsfremme Organisationer). Målsætningen er en koordination af aktivitetsplanlægningen og en koordineret optræden i udlandet. Herudover udarbejdes et fælles regionalt informationsmateriale. Endvidere bliver de regionale organisationer anvendt af Invest in Denmark (DE.5) som modtageapparat ved udenlandske fact-finding besøg, til identifikation af lokale virksomheder, som er interesseret i samarbejde e.l. med udenlandske investorer, og til kontakt til allerede etablerede udenlandske virksomheder i Danmark.

Danmark har desuden indgået bilaterale investeringsfremme- og beskyttelsesaftaler med ca. 40 lande, og der forhandles fortsat om indgåelse af nye aftaler. Forhandlingerne varetages af N.4.

Et omfattende dokumentationsmateriale om Danmark som investeringsland foreligger i Invest in Denmark (DE.5) og kan rekvireres direkte derfra med henblik på foreløbig besvarelse af en henvendelse. Der er tale om dels generelt informationsmateriale om etableringsforhold i bred forstand, dels dybtgående beskrivelser af særlige sektorer, hvor der skønnes at være særligt gode forudsætninger for at tiltrække udenlandske investorer. Foruden projekter med etablering af regionale distributionscentre, shared-services centre og E-business centre (HUB Denmark) samt hovedkvarterer, gælder det sektorerne IT/tele/elektronik, medico/ bioteknologi samt fødevarer.

14. De tidligere statshandelslande

Omstillingen til markedsøkonomi i de central- og østeuropæiske lande er som bekendt en langvarig proces. Hovedparten af landene har derfor ønsket indtil videre at bibeholde den gamle struktur for konsultationer på det økonomiske og handelsmæssige område.

Fra dansk side varetages dette samarbejde af Udvalget for økonomisk og industrielt Samarbejde.

Ved henvendelse til udvalgets sekretariat i Udenrigsministeriet har danske virksomheder mulighed for at få enkeltsager taget op under konsultationerne.

15. Export Directory of Denmark: Danish Exporters

Danmarks Eksportråd samarbejder med Kraks Forlag om udgivelsen af den officielle eksporthåndbog Export Directory: Danish Exporters samt en CD-ROM-version udgave og en internet version af samme navn. Håndbogen, CD-ROM'en og internet versionen bør benyttes som primære referencer i firmaformidlingsarbejdet.

Repræsentationen skal efter instruktion fra Udenrigsministeriet udarbejde distributionslister for udsendelse af håndbogen Export Directory of Denmark: Danish Exporters.

16. Markedsprofil

I overensstemmelse med Danmarks Eksportråds årlige udgivelsesplaner skal repræsentationen efter nærmere instruktion i de lande, der har interesse som danske eksportmarkeder, udarbejde en markedsprofil om opholdslandet. Udgivelsesfrekvensen er én gang årligt.

Markedsprofilerne er med en stadig videre udbredelse en vigtig kilde til opmærksomhed omkring Danmarks Eksportråds eksportfremmeindsats.

17. Rapporter

Repræsentationernes og Danmarks Eksportråds salg af varerapporter og datterselskabslister får stadig større betydning. Hvis der på markedet er forhold, som giver anledning til hyppige forespørgsler eller giver gode muligheder for eksport af specifikke danske varer eller tjenesteydelser, vil det være naturligt, at repræsentationen eller handelskontoret udarbejder en rapport.

Som hovedregel bør rapporterne kunne hvile i sig selv økonomisk. Inden en rapport udarbejdes, bør repræsentationen ved kontakt til potentielle eksportører og erhvervsorganisationer undersøge, hvilket behov der er for rapporten, og hvilke områder der især ønskes belyst. Denne fremgangsmåde vil også lette det senere salg af rapporten.

Danmarks Eksportråds »Råd og vejledning om udarbejdelse af varerapporter« bør i videst muligt omfang følges for at sikre en ensartet udformning og høj kvalitet af rapporterne.

Også repræsentationernes varerapporter bør anvendes i arbejdet med at udbrede kendskabet til Udenrigstjenestens eksportfremmeindsats.

Nærmere oplysninger om udformningen af datterselskabslister m.v. findes i det følgende under punkt 10.

18. Danske virksomheders udenlandske forretningsforbindelser og datterselskaber

Repræsentationen bør registrere oplysninger om danske virksomheders forbindelser på markedet, så f.eks. lokale forespørgsler om indkøbsmulighederne for et dansk produkt så vidt muligt kan besvares umiddelbart ved henvisning til agenten/importøren/ datterselskabet. Oplysningerne skal behandles strengt fortroligt. Repræsentationen må således kun videregive oplysninger om danske firmaers faste forretningsforbindelser til eventuelle kunder, der forespørger om det pågældende danske firmas varer eller tjenesteydelser.

Forespørgsler fra andre danske virksomheder, handelskamre, speditionsfirmaer, reklamebureauer o.l. skal enten afvises eller forelægges de pågældende danske firmaer, eventuelt gennem Udenrigsministeriet. Der henvises endvidere til Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991 om offentlige myndigheders registre. Bekendtgørelsen kan rekvireres fra DE.3.

Ajourførte datterselskabslister bør hvert halve år indsendes til Udenrigsministeriet med det danske datterselskabs lokale adresse, telefon- og faxnummer samt

- kontaktperson, og dennes titel

- moderselskabets navn

- hvilken branche firmaet tilhører, eller eventuelt hvilke produkter det handler med.

Repræsentationen skal indhente de pågældende virksomheders tilladelse til optagelse af oplysningerne i datterselskabslisten med henblik på offentliggørelse.

19. Våbeneksport

Udførsel af våben, ammunition og andet krigsmateriel kræver Justitsministeriets tilladelse (med undtagelse af håndvåben til brug ved jagt samt ammunition hertil til Færøerne, Grønland, EU-landene, Island og Norge). Efter praksis gøres enhver anmodning om våbeneksporttilladelse til genstand for en konkret bedømmelse i lyset af dansk våbeneksportpolitik.

Hovedprincippet heri har gennem en årrække været, at der nægtes eksporttilladelse til lande, der er krigsførende, er engageret i militære eller paramilitære aktiviteter eller er beliggende i områder med politisk civil såvel som militær spænding. Endelig opretholdes forbud mod eksport af våben til lande, mod hvilke FN eller EU har vedtaget (våben)embargo.

Repræsentationen bør hverken over for myndigheder eller firmaer i opholdslandet eller over for danske eksportører give udtryk for en vurdering af, om en dansk våbeneksporttilladelse kan forventes givet.

Repræsentationen bør ikke selv hverken over for myndigheder eller firmaer i opholdslandet eller over for danske eksportører tage initiativet til at formidle en dansk våbeneksport. Hvis repræsentationen modtager henvendelser herom fra de pågældende, vil man imidlertid kunne give den sædvanlige erhvervsbistand omtalt i afsnit 2 og 3. Samtidig skal Udenrigsministeriet informeres. Danske eksportører bør i denne forbindelse gøres opmærksom på spørgsmålet om eksporttilladelse og henvises til i tvivlstilfælde at indhente oplysning hos Justitsministeriet om, hvorvidt det pågældende produkt er omfattet af våbenlovens bestemmelser om eksporttilladelse. Hvis et produkt kræver eksporttilladelse, vil eksportører hos Udenrigsministeriet kunne indhente en forhåndsvurdering af, hvorvidt eksporttilladelse af dette produkt til det pågældende land vil kunne forventes givet.

20. Handelspolitiske foranstaltninger m.v.

Som medlem af Den Europæiske Union er Danmarks handelspolitik ifølge EF-traktaten et fællesskabsanliggende. Dette hindrer imidlertid ikke, at danske repræsentationer i tredjelande kan bede om nærmere oplysninger hos myndighederne om foranstaltninger, som skader dansk eksport, eller påpege sådanne foranstaltningers uheldige virkninger.

De foranstaltninger, som kan gennemføres over for importen, begrænses for medlemmerne af WTO (tidligere GATT) af dette aftalesystems bestemmelser. Bestemmelserne forpligter dem til at yde mest-begunstigelsesbehandling af importerede varer i forhold til varer fra andre tredjelande, og på visse områder forpligter de til national behandling af importerede varer.

Endvidere indeholder EU s bilaterale aftaler med en lang række tredjelande bestemmelser om samhandelen, som ofte går videre end WTO. De kan navnlig fastsætte præferentiel behandling af EU-varer med hensyn til told eller kvantitative restriktioner.

Hvis et land indfører foranstaltninger på handelsområdet, som skønnes at stride mod landets WTOforpligtelser eller mod en aftale mellem EU og det pågældende land, bør repræsentationen snarest indberette det. Indberetningen bør indeholde en vurdering af, om og i hvilket omfang foranstaltningerne vil kunne skade danske eksportinteresser.

Repræsentationen bør i første omgang henvende sig til de lokale myndigheder for at søge sagen løst eller nærmere belyst, hvis den bliver bekendt med, at dansk eksport støder på vanskeligheder, som skyldes foranstaltninger eller administrative fremgangsmåder m.v., der skønnes at kunne være i strid med det pågældende lands WTO-forpligtelser eller aftaler med EU. Evt. kan sagen, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, forudgående rejses for Kommissionens repræsentation og/eller i EU-landekredsen på stedet. Hvis en sådan henvendelse ikke løser problemerne og heller ikke afklarer, om foranstaltningerne m.v. strider mod landets forpligtelser, bør repræsentationen indberette om sagen.

På grundlag af repræsentationernes indberetninger og eventuelt efter nærmere drøftelse med erhvervene og relevante ressortmyndigheder i Danmark afgør Udenrigsministeriet herefter, om sagen skal søges løst gennem en (evt. fornyet) bilateral dansk henvendelse, før den eventuelt rejses på bilateralt eller multilateralt grundlag gennem EU.

De sidste muligheder forudsætter en drøftelse i Fællesskabet (art. 133-komiteen) for at fastlægge en fælles holdning. Herefter vil sagen, hvis der foreligger en aftale med det pågældende land, normalt kunne rejses i et fælles organ (samarbejdsråd eller lignende). Hvis der ikke findes et sådant organ, eller hvis der er længe til dets næste møde, kan spørgsmålet rejses i det pågældende land ved en henvendelse fra Kommissionens repræsentation eller i Bryssel ved henvendelse fra Kommissionen til landets EU-repræsentation. I sidste instans kan klagesager rejses af EU i WTO, ligesom der i visse af EU-aftalerne er mulighed for at indbringe dem for voldgift.

Muligheden for at rejse et spørgsmål gennem EU begrænser sig ikke til tilfælde, hvor der foreligger foranstaltninger m.v., som er klart i strid med det pågældende lands forpligtelser. Også tilfælde, hvor foranstaltningerne blot er i strid med almindelig handelspraksis eller sædvane og er til skade for samhandelen, kan gøres til genstand for en EU-henvendelse.

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

KAPITEL XI

Luftfart

A. Dansk nationalitetsmærke og registreringsmærke

B. Scandinavian Airlines System (SAS)

C. Internationale overenskomster

1. Chicago-Konventionen og Transitoverenskomsten

2. Bilaterale aftaler om ruteflyvning

D. Udenlandsk luftfart med civile luftfartøjer til, fra eller over dansk territorium (Danmark, Grønland og Færøerne)

1. Almindelige bestemmelser

2. Overflyvning af dansk territorium og tekniske mellemlandinger

3. Regelmæssig lufttrafik (ruteflyvning)

4. Ikke-regelmæssig lufttrafik (charter og taxaflyvning)

5. Privatflyvning

E. Danmarks bilaterale luftfartsrelationer

F. Militære luftfartøjer

1. Generelle bestemmelser

2. Særligt for NATO-lande og Sverige

A. Dansk nationalitetsmærke og registreringsmærke

Ethvert luftfarttøj, der er indregistreret i Danmark, skal være forsynet med det danske nationalitetsmærke OY samt et registreringsmærke bestående af en gruppe på tre bogstaver.

B. Scandinavian Airlines System (SAS)

Den 8. februar 1951 undertegnede Det Danske Luftfartselskab A/S (DDL), oprettet i 1918, det Norske Luftfartselskap A/S (DNL), oprettet i 1927, og det svenske luftfartsselskab Aktiebolaget Aerotransport (ABA), oprettet i 1924, en aftale om dannelsen af konsortiet Scandinavian Airlines System (SAS). I henhold til aftalen, der godkendtes af de tre skandinaviske landes regeringer ved Overenskomst af 20. december 1951, udgør DDL s, DNL s og ABA s andele i SAS henholdsvis 2/7, 2/7 og 3/7. I 1996 ændrede de tre selskaber navne til SAS Danmark A/S, SAS Norge ASA og SAS Sverige AB.

Indtil videre ejes 50% af aktierne af de respektive stater. Den nuværende konsortieaftale gælder til 2020.

SAS anliggender varetages af et styre bestående af repræsentanter for de tre luftfartsselskaber. Den daglige ledelse af konsortiet, hvis hovedkontor ligger i Stockholm, forestås af en administrerende direktør, der ligeledes er direktør i moderselskaberne. I Danmark, Norge og Sverige findes regionalkontorer under ledelse af hver sin direktør.

I de bilaterale luftfartsaftaler, som de skandinaviske lande har afsluttet efter dannelsen af SAS, har Danmark, Norge og Sverige opnået ret til at beflyve de ruter, aftalerne omfatter, med luftfartøjer, besætninger og materiel, der disponeres af SAS i henhold til konsortieaftalen.

C. Internationale overenskomster

1. Chicago-konventionen og Transit-overenskomsten

Den 7. december 1944 undertegnede en række lande i Chicago en konvention om international civil luftfart (Chicago-konventionen) og en dertil knyttet overenskomst om transitrettigheder for international ruteflyvning (Transit-overenskomsten). Begge overenskomster er senere tiltrådt af Danmark.

Ved de to overenskomster, der bygger på princippet om staternes fuldstændige og udelukkende højhedsret over luftrummet over deres territorier, indrømmer parterne hinanden ret til overflyvning og teknisk mellemlanding.

For charter, taxa og privatflyvning er disse rettigheder hjemlet i Chicago-konventionen, for ruteflyvning i Transit-overenskomsten.

Chicago-konventionen fastlagde endvidere rammerne for det internationale luftfartssamarbejde på det tekniske område og oprettede Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO).

ICAO har til formål at udvikle principperne og teknikken for den internationale luftfart og at fremme planlægningen og udviklingen af international lufttrafik.

2. Bilaterale aftaler om ruteflyvning

Da det ikke på Chicagokonferencen lykkedes at nå frem til en videregående international aftale om de fornødne rettigheder for driften af international ruteflyvning, har de enkelte stater måttet skaffe sig disse rettigheder gennem bilaterale aftaler. Sådanne bilaterale aftaler giver som hovedregel gensidig ret til trafikflyvning for de luftfartsselskaber, som de to stater udpeger i henhold til aftalen.

De luftfartsrettigheder »luftens friheder« der sædvanligvis indgår i forhandlingerne om bilaterale luftfartsaftaler, er følgende:

1. Frihed: Retten til at overflyve den anden stats territorium;

2. Frihed: Retten til at foretage teknisk (dvs. ikke-kommerciel) landing i den anden stat;

3. Frihed: Retten til i den anden stat at afsætte passagerer, gods eller post fra den stat, i hvilken luftfartsselskabet er hjemmehørende;

4. Frihed: Retten til i den anden stat at optage passagerer, gods eller post bestemt for den stat, i hvilken luftfartsselskabet er hjemmehørende;

5. Frihed: Retten til i den anden stat at afsætte og optage passagerer, gods eller post, der er optaget i, henholdsvis bestemt for, et tredjeland; på en rute til, henholdsvis fra den stat, i hvilken luftfartsselskabet er hjemmehørende.

D. Udenlandsk luftfart med civile luftfartøjer til, fra eller over dansk territorium (Danmark, Grønland og Færøerne)

1. Almindelige bestemmelser

Civil luftfart, som berører dansk territorium, skal udføres i overensstemmelse med gældende danske bestemmelser om civil luftfart. Disse bestemmelser svarer i det væsentlige til de standardbestemmelser og rekommandationer, den internationale civile luftfartsorganisation (ICAO) har udfærdiget.

Første landing på og sidste start fra dansk territorium skal ske på eller fra toldflyveplads.

Pr. januar 2000 har følgende flyvepladser status som toldflyvepladser:

a. Danmark

Aalborg, Aarhus/Tirstrup, Aars, Anholt, Billund, Bornholm/Rønne, Esbjerg, Haderslev, Herning, Karup (militær), Kolding/Vamdrup, Kruså/Padborg, København/Kastrup, København/Roskilde, LollandFalster/Maribo, Læsø, Nakskov, Odense/Beldringe, Randers, Rø (Bornholm), Sindal, Skive, Stauning, Sydfyn/Tåsinge, Sønderborg, Thisted, Tønder, Viborg, Vojens, Skrydstrup (militær), Ærø.

b. Grønland

Aasiaat/Egedesminde, Ilulissat/Jacobshavn, Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord, Kulusuk, Manitsoq/Sukkertoppen, Narsarsuaq, Nerlerit Inaat/ Constable Pynt, Nuuk/ Godthåb, Sisimiut/Holsteinsborg, Uummannaq.

c. Færøerne

Vagar.

2. Overflyvning af dansk territorium og tekniske mellemlandinger

Civile luftfartøjer, registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen og Transit-overenskomsten, må uden særlig tilladelse overflyve dansk territorium samt foretage tekniske mellemlandinger (landinger uden afsætning eller optagelse af passagerer og gods).

For luftfartøjer, registreret i en stat, der ikke har tiltrådt Chicago-konventionen og Transit-overenskomsten, og med hvem Danmark ikke har afsluttet særskilt aftale om beflyvning, herunder overflyvning, kræves overflyvnings- og/eller landingstilladelse.

Ansøgning indgives til Statens Luftfartsvæsen. Ansøgning om flyvning med militær- eller statsluftfartøjer indgives til Udenrigsministeriet. For så vidt angår statsluftfartøjer indhenter Udenrigsministeriet tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen.

En ansøgning skal indgives således, at den kan være den rette myndighed i hænde senest 48 timer før det beregnede tidspunkt for passage af de danske FIR-grænser (Flight Information Region). I denne tidsfrist må ikke indregnes lørdage og søndage samt danske helligdage.

En ansøgning skal indeholde følgende oplysninger:

a. Luftfartøjets type samt nationalitets og registreringsbetegnelse.

b. Luftfartsforetagendets eller ved privatflyvning, luftfartøjets ejer og fartøjschefens navn, adresse, telefonnummer og telexnummer.

c. Flyvevej og bestemmelsessted med angivelse af dato, tid og sted for passage af de danske FIR-grænser.

d. I tilfælde af landing: Angivelse af flyveplads samt dato og beregnet tidspunkt for ankomst og afgang.

3. Regelmæssig lufttrafik (ruteflyvning)

Luftfart i regelmæssig lufttrafik (ruteflyvning), der udføres af luftfartsselskaber, der ikke har licens fra et EU-land eller fra et land, der har tiltrådt EUs tredje luftfartspakke, må ikke udføres uden tilladelse.

Ansøgning om at påbegynde ruteflyvning til og fra Danmark indsendes til Trafikministeriet.

Ansøgning om godkendelse af fartplaner indsendes senest 30 dage før fartplanens ikrafttræden til Statens Luftfartsvæsen.

Ansøgningen skal indeholde oplysning om antallet af ugentlige frekvenser, destinationer, der beflyves, med angivelse af tidspunkterne samt fartøjets type og kapacitet.

4. Ikke-regelmæssig lufttrafik (charter samt taxaflyvning)

Luftfart i ikke-regelmæssig lufttrafik (charterflyvning), der udføres af et luftfartsselskab, der ikke har licens udstedt i et EU-land eller i et land uden for EU, der har tiltrådt EUs tredje luftfartspakke, må ikke ske uden særlig tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen, medmindre andet fremgår af Bestemmelser for Civil Luftfart, BL 101, der kan rekvireres ved henvendelse til Statens Luftfartsvæsen, Luftfartsinformationstjenesten.

For luftfartøjer, registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen, skal ansøgning indgives til Statens Luftfartsvæsen.

For andre luftfartøjer, herunder ikke-militære statsluftfartøjer i forbindelse med transport af statsoverhoveder, regeringschefer og andre lignende højtstående personer, skal ansøgning indgives ad diplomatisk vej og være Udenrigsministeriet i hænde senest 10 hverdage før flyvningen ønskes udført, jf. BL 10-2.

Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i BL 10-1, jf. pkt. 3.1.2.

Charterflyvning til og fra Danmark skal udføres i overensstemmelse med Bestemmelser for Civil Luftfart, BL 101.

Taxaflyvning kan udføres uden forudgående tilladelse.

5. Privatflyvning

Privatflyvning til, fra eller over dansk territorium kan udføres uden særlig tilladelse for udenlandske civile luftfartøjer med standard luftdygtighedsbevis (standard airworthiness certificate) , registreret i en stat, der har tilsluttet sig Chicago-konventionen.

Privatflyvning til, fra eller over dansk territorium med udenlandske civile luftfartøjer med begrænset luftdygtighedsbevis (limited airworthiness certificate), eksperimental luftdygtighedsbevis (experimental airworthiness certificate) eller flyvetilladelse (flight permit), registreret i en stat, som har tilsluttet sig Chicago-konventionen, kræver særlig tilladelse.

Ansøgninger om tilladelse til disse flyvninger indgives til Statens Luftfartsvæsen.

Privatflyvning til, fra eller over dansk territorium med udenlandske, civile luftfartøjer, registreret i en stat, som ikke har tilsluttet sig Chicago-konventionen, må ikke udføres uden særlig tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen. Ansøgning herom skal i disse tilfælde indgives ad diplomatisk vej og være Udenrigsministeriet i hænde senest fem dage før det beregnede tidspunkt for passage af de danske FIR-grænser (Flight Information Region). I denne tidsfrist må ikke indregnes lørdage og søndage samt danske helligdage.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

a. Luftfartøjets type samt nationalitets- og registreringsbetegnelse.

b. Navn, nationalitet og adresse for luftfartøjets ejer og fartøjschefen.

c. Flyvevej og bestemmelsessted med angivelse af tid og sted for passage af de danske FIR-grænser.

d. Angivelse af flyveplads samt dato og beregnet tidspunkt for ankomst og afgang.

e. Antal ombordværende.

E. Danmarks bilaterale luftfartsrelationer

EUs tredje luftfartspakke trådte i kraft den 1. januar 1993. Den består af Rådets forordning 2407/92 (licensforordningen ), 2408/92 (markedsadgang) samt 2409/92 (billetpriser og rater inden for luftfart).

Forordningerne er tiltrådt af Norge og Island, der således har EU-status på dette område.

Disse forordninger er basis for et indre marked for luftfart, der bl.a. medgiver luftfartsselskaber med licens fra et EU/EØS-land principielt fri markedsadgang til flyvningen inden for dette område.

Samarbejdet om SAS, jf. afsnit B, er et led i det skandinaviske luftfartssamarbejde, jf. Lov nr. 330 af 14. maj 1997 om forlængelse af Danmarks deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde.

Bilaterale forhandlinger med tredjelande finder sted i en fælles skandinavisk forhandlingsdelegation under ledelse af en repræsentant for et af de tre lande efter en forud aftalt fordeling, idet der indgås tre principielt identiske aftaler.

For Danmarks vedkommende varetager Trafikministeriet relationerne på luftfartsområdet. Kommunikation herom med danske repræsentationer i udlandet, såvel som udenlandske repræsentationer i Danmark, forudsættes at gå direkte til og fra Trafikministeriet. I spørgsmål af udenrigspolitisk karakter inddrages Udenrigsministeriet, der også overordnet varetager EU-luftfartsspørgsmål.

F. Militære luftfartøjer

1. Generelle bestemmelser

De generelle bestemmelser om fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område i fredstid er indeholdt i Kgl. Anordning nr. 224 af 16. april 1999. I henhold til Anordningens § 3 henholdsvis 4 kræves der en tilladelse indhentet ad diplomatisk vej - i visse tilfælde forudgående anmeldelse - for fremmede orlogsskibe/statsskibe adgang til dansk område i fredstid.

2. Særligt for NATOlande og Sverige

For militære luftfartøjer fra lande, der er tilsluttet Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO), kan tilladelse til overflyvning af og landing på dansk territorium med undtagelse af Færøerne i henhold til praksis indhentes gennem de danske flyvekontrolmyndigheder, hvis flyvningerne er led i en godkendt fællesøvelse, eller hvis de har individuelle træningsformål, transport- og forsyningsformål eller eftersøgnings- og redningsformål. I alle andre tilfælde gælder det også for militære luftfartøjer fra NATO-lande, at tilladelsen skal indhentes ad diplomatisk vej, således som foreskrevet i anordningen af 16. april 1999. For militære svenske luftfartøjer gælder det, at tilladelse altid skal indhentes gennem de militære kanaler.

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

KAPITEL XII

Orlogsskibe

A. Danske orlogsskibes besøg i udlandet

1. Ankomst

2. Officielle visitter

3. Salut

4. Repræsentationens opgaver

B. Fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område

1. Generelle bestemmelser

2. Særligt for NATO-lande samt Finland, Sverige og Irland

A. Danske orlogsskibes besøg i udlandet

1. Ankomst

Ved en dansk flådestyrkes eller et enkelt dansk orlogsskibs første ankomst til en udenlandsk havn, hvor der findes en dansk repræsentation, vil der som regel snarest efter ankomsten møde en officer fra skibet hos repræsentationschefen for at underrette ham om ankomsten og træffe aftale om aflæggelse af officielle visitter hos de stedlige myndigheder m.m.

2. Officielle visitter

Chefen for flådestyrken eller orlogsskibet (i det følgende kaldet skibschefen) aflægger først visit hos diplomatisk repræsentationschef (af højere rang end chargé d affaires) eller udsendt generalkonsul. I øvrigt skal skibschefen og repræsentationschefen aflægge hinanden officielle visitter, således at den, der i følgende fortegnelse står lavest i rækkefølgen, først aflægger besøg hos den, der er opført foran ham:

Viceadmiral

Kontreadmiral

Flotilleadmiral

Kommandør

Chargé d Affaires (fast eller midlertidig)

Honorær generalkonsul

Kommandørkaptajn

Orlogskaptajn, der er eskadre eller

divisionschef

Konsul

Orlogskaptajn

Vicekonsul

Kaptajnløjtnant

Premierløjtnant.

Officielle visitter bør som regel gengældes inden 24 timer.

Officielle visitter bør som regel kun finde sted inden for flagtid for at sikre verensstemmelse med ref. b. § 76.

Hvis repræsentationschefen er fraværende, behandles hans stedfortræder med hensyn til reglerne for officielle visitter som repræsentationschefen selv.

3. Salut

Ifølge honnørreglement for søværnet tilkommer der repræsentationschefer, der i uniform aflægger officiel visit ombord, følgende salut: Ambassadør og udsendt generalkonsul 19 skud, chargé d affaires 11 skud, honorær generalkonsul ni skud, konsul syv skud og vicekonsul fem skud.

Ambassadører og udsendte generalkonsuler saluteres ved enhver officiel visit ombord i alle farvande, både ved ankomsten og når de går fra borde.

Chargé d affaires saluteres kun ved ankomsten til første officielle visit ombord inden for det lands grænser, hvor de er akkrediteret, og kun én gang på samme togt; dog saluteres de også, når de efter tjenstlig rejse med dansk orlogsskib går fra borde i en anden havn inden for vedkommende distrikts grænser.

Honorære generalkonsuler, konsuler og vicekonsuler saluteres kun ved ankomsten til første officielle visit ombord inden for vedkommende distrikts grænser og kun én gang på samme togt. Dog saluteres de også, når de efter tjenstlig rejse med dansk orlogsskib går fra borde i en anden havn inden for deres distrikt.

Salut afgives ikke, når skibet er fortøjet ved kaj.

4. Repræsentationens opgaver

Repræsentationen bør yde danske orlogsskibe, som anløber en havn i dens distrikt, al fornøden bistand og bør således underrette skibschefen om havneforholdene og de sundhedsmæssige og sanitære forhold på stedet samt om de gældende forskrifter og sædvaner for fremmede orlogsskibe.

Repræsentationen bør endvidere efter skibschefens anmodning yde bistand ved indkøb af skibsproviant og andre varer og, hvis det ønskes, attestere betalinger for indkøb til orlogsskibet og attestere kurser ved valutaomvekslinger. Hvis der efter orlogsskibets afsejling undtagelsesvis til repræsentationen indløber regninger i forbindelse med skibets ophold, skal de ikke betales af repræsentationen, men videresendes til skibets adresse i Danmark. Skulle denne ikke være kendt, sendes de til Søværnets Operative Kommando, Postboks 483, DK-8100 Aarhus C, hvorefter søværnet vil drage omsorg for betalingen.

Repræsentationschefen bør straks ved orlogsskibets ankomst medvirke til at etablere gode relationer mellem skibschefen og de lokale myndigheder. Repræsentationschefen skal bl.a. derfor sætte skibschefen ind i, hvilke æresbevisninger fremmede orlogsskibe sædvanligvis viser stedet og dets myndigheder, samt hvilke nationale eller andre officielle festligheder orlogsskibene bør fejre ved flagning, salut eller på anden måde. Skibschefen på sin side vil i alt, hvad der angår hans forhold til de lokale myndigheder, rådføre sig med repræsentationschefen, som bør formidle alle henvendelser til opholdslandets myndigheder, som besøget måtte give anledning til.

Må nogen af orlogsskibets besætning efterlades på grund af sygdom, vil han blive overladt til repræsentationens omsorg. Udgifter i denne forbindelse søges refunderet gennem Udenrigsministeriet. Indtræffer dødsfald ombord, skal repræsentationschefen på skibschefens anmodning indhente de stedlige myndigheders tilladelse til begravelse i land og i givet fald tilladelse til, at der i anledning af begravelsen landsættes bevæbnet eller ubevæbnet mandskab.

Repræsentationens bistand til orlogsskibe bør udstrækkes til alle typer besøg. Medens det under pkt. 2 og 3 nævnte om officielle visitter og salut udelukkende vedrører officielle og uofficielle besøg, men ikke rutinebesøg og operative anløb.

B. Fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område

1. Generelle bestemmelser

De generelle bestemmelser om fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område i fredstid er indeholdt i Kgl. Anordning nr. 224 af 16. april 1999. I henhold til Anordningens § 3 henholdsvis § 4 kræves der en tilladelse indhentet ad diplomatisk vej i visse tilfælde forudgående anmeldelse for fremmede orlogsskibes/statsskibes adgang til dansk område i fredstid.

2. Særligt for NATO-lande samt Finland, Sverige og Irland

For orlogsskibe/statsskibe fra lande, der er medlemmer af Den Nordatlantiske Traktats Organisation, samt orlogsskibe/statsskibe fra Finland, Sverige og Irland kan tilladelse til adgang til dansk område indhentes gennem de militære kanaler.