Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om godkendelse af Oplysningsforbundenes Fællesråds regler for fordeling af midler til de landsdækkende oplysningsforbund m.fl.

 

I medfør af § 6 C, stk. 3, i lov om visse spil, lotterier og væddemål, jf. lovbekendtgørelse nr. 464 af 18. maj 2006, fastsættes:

§ 1. Reglerne, som undervisningsministeren har godkendt den 8. oktober 2003, og som er rettet i november 2006 som en konsekvens af kommunalreformen, fremgår af Bilag 1 til denne bekendtgørelse.

§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007 og gælder for fordeling af midler, der træffes afgørelse om efter denne dag.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 835 af 8. oktober 2003 om godkendelse af Oplysningsforbundenes Fællesråds regler for fordeling af midler til de landsdækkende oplysningsforbund m.fl. ophæves.

 

Undervisningsministeriet, den 5. december 2006

P.M.V
e.b.
Hanne Buch
Kontorchef

/Johanne Bjerre



Bilag 1

  Regler for Oplysningsforbundenes Fællesråds fordeling af midler til de landsdækkende oplysningsforbund m.fl., jf. § 6 C, stk. 3, i lov om visse spil, lotterier og væddemål (tips- og lottoloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 464 af 18. maj 2006.

Kapitel 1

Landsdækkende oplysningsforbund

§ 1. Af overskuddet i Dansk Tipstjeneste A/S som fastsat og reguleret i henhold til lovens § 6 A, stk. 1-5, fordeles i 2006 12,67 pct. til Undervisningsministeriet. Af Undervisningsministeriets pulje fordeles 24,08 pct. til de landsdækkende oplysningsforbund m.fl.

Stk. 2. Tipsregnskabsåret og regnskabsåret for Oplysningsforbundenes Fællesråd er kalenderåret.

Stk. 3. På baggrund af det forventede overskud i Dansk Tipstjeneste A/S udbetaler selskabet a contotilskud hver den 30. juni og 31. december til Finansstyrelsen. Endeligt overskud gøres op i marts måned efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 4. Puljen til landsdækkende oplysningsforbund m.fl. fordeles af Oplysningsforbundenes Fællesråd efter regler godkendt af Undervisningsministeriet, jf. lovens § 6 C, stk. 3.

Kapitel 2

Dansk Folkeoplysnings Samråd

§ 2. Af den samlede acontoudbetaling til landsdækkende oplysningsforbund m.fl. fordeles i 2007 3.799.944 kr. til Dansk Folkeoplysnings Samråd specielt med henblik på de medlemsorganisationer, der står uden for Oplysningsforbundenes Fællesråd. Beløbet reguleres herefter årligt svarende til den procent, hvormed reguleringstallet efter personskattelovens § 20 er ændret i forhold til reguleringstallet for 2003. Procenten beregnes med én decimal.

Kapitel 3

Tilskudsberettigede landsdækkende oplysningsforbund

§ 3. Ved et tilskudsberettiget landsdækkende oplysningsforbund forstås et oplysningsforbund, som både i kalenderstøtteåret (det kalenderår, hvor støtten udbetales), kalenderansøgningsåret (det kalenderår, hvor ansøgning indgives til Oplysningsforbundenes Fællesråd) og kalenderåret før kalenderansøgningsåret arrangerer og har arrangeret undervisning, studiekredse og foredragsvirksomhed omfattet af § 6, stk. 1, nr. 1, i lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning m.v. (folkeoplysningsloven), i mindst 40 kommuner fordelt i de 5 regioner med en samlet undervisningsvirksomhed på mindst 50.000 undervisningstimer årligt, jf. kapitel 4 i folkeoplysningsloven.

Stk. 2. For kalenderstøtteåret 2007 skal der i kalenderansøgningsåret (2006) og i kalenderåret forud for kalenderansøgningsåret (2005) have været aktivitet i 10 amtsrådskredse. For 2005 og 2006 sidestilles Frederiksberg og Københavns Kommuner med amtsrådskredse.

Stk. 3. For kalenderstøtteåret 2008 skal der i kalenderåret forud for kalenderansøgningsåret (2006) have været aktivitet i 10 amtsrådskredse. For 2006 sidestilles Frederiksberg og Københavns Kommuner med amtsrådskredse.

Stk. 4. Der skal til Oplysningsforbundenes Fællesråd inden udgangen af 2. kvartal i det efterfølgende år indsendes en af revisor, jf. § 7, stk. 1, attesteret erklæring om, at ovennævnte betingelser har været opfyldt i det pågældende kalenderstøtteår.

Stk. 5. Såfremt et tilskudsmodtagende oplysningsforbund ikke længere opfylder kravene i stk. 1, standses udbetalingen til det pågældende oplysningsforbund øjeblikkeligt. Udbetalte tilskud efter det kalenderstøtteår, hvor betingelserne ikke længere er opfyldt, tilbagebetales til Oplysningsforbundenes Fællesråd, der herefter foretager en ny fordeling til de støtteberettigede oplysningsforbund, jf. § 5.

§ 4. Ansøgning om andel i tips- og lottomidlerne indsendes til Oplysningsforbundenes Fællesråd senest den 15. oktober i kalenderansøgningsåret for det efterfølgende kalenderstøtteår.

Stk. 2. Det skal af ansøgningen fremgå, at organisationen i kalenderåret før kalenderansøgningsåret opfylder kravene i § 3 for at være et tilskudsberettiget landsdækkende oplysningsforbund.

Stk. 3. Ansøgningen skal endvidere for kalenderåret før kalenderansøgningsåret indeholde oplysninger om:

1) Antallet af foreninger på landsplan og antallet af kommuner, hvori der er støttemodtagende foreninger omfattet af folkeoplysningslovens § 6, stk. 1, nr. 1.

2) Antal undervisningstimer med tilskud i henhold til kapitel 4 i folkeoplysningsloven om tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning.

3) Antal undervisningstimer med offentlige tilskud, som ikke er omfattet af nr. 2, f.eks. undervisningstimer efter lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre, lov om specialundervisning for voksne, lov om produktionsskoler.

Stk. 4. Der kan kun medregnes undervisningstimer i henhold til stk. 3, nr. 2 og 3, såfremt der er betalt kontingent af undervisningstimerne til det pågældende landsdækkende oplysningsforbunds landsorganisation.

Stk. 5. Tilskudsmodtagernes oplysninger attesteres af ansøgerens revisor, jf. § 7, stk. 1.

§ 5. Fordelingen af midlerne til de tilskudsberettigede landsdækkende oplysningsforbund, jf. § 3, stk. 1, tager udgangspunkt i følgende fordelingskriterier for kalenderåret før kalenderansøgningsåret:

1) Hvert landsdækkende oplysningsforbund tildeles 1.000.000, - kr. i grundtilskud pr. år, jf. dog stk. 4.

2) Hvert landsdækkende oplysningsforbund tildeles 12.500, - kr. pr. år pr. kommune, hvori oplysningsforbundets foreninger har gennemført undervisning m.v. omfattet af folkeoplysningslovens § 6, stk. 1, nr. 1. Dette gælder dog først for kalenderåret før kalenderansøgningsåret.

3) Hvis et landsdækkende oplysningsforbund har flere end én forening i en kommune, der har gennemført undervisning omfattet af folkeoplysningslovens § 6, stk. 1, nr. 1, tildeles det landsdækkende oplysningsforbund 1.000,- kr. pr. år for hver af sådanne efterfølgende foreninger.

4) Restbevillingen anvendes til fordeling på grundlag af gennemførte undervisningstimer i henhold til § 4, stk. 3, nr. 2 og 3, således at en undervisningstime med støtte i henhold til folkeoplysningsloven, jf. § 4, stk. 3, nr. 2, tæller med faktor 13, og en undervisningstime, jf. § 4, stk. 3, nr. 3, tæller med faktor 6.

Stk. 2. Oplysningsforbundenes Fællesråd beregner en procentvis fordeling med 2 decimaler for de enkelte tilskudsberettigede landsdækkende oplysningsforbunds forventede andel af tipsmidlerne i kalenderstøtteåret. Beregningen sker senest den 1. november i kalenderansøgningsåret på grundlag af:

1) Ansøgerens oplysninger, jf. § 4.

2) Fordelingskriterierne, jf. § 5.

3) Det forventede overskud i Dansk Tipstjeneste A/S, jf. § 1.

Stk. 3. Den således beregnede procentvise fordeling er den endelige fordelingsnøgle. Således kan ændringer i forudsætningerne vedrørende overskuddets størrelse og tilskudskriterier ikke medføre efterregulering af de enkelte tilskudsberettigede landsdækkende oplysningsforbunds procentandel. Fordelingsnøglen træder i kraft den 1. januar i kalenderstøtteåret.

Stk. 4. Hvis to eller flere tilskudsberettigede landsdækkende oplysningsforbund, der hver især i minimum 3 år har oppebåret grundtilskud i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, sammenlægges, således at de tilskudsberettigede aktiviteter videreføres under ét eksisterende eller ét til formålet nystiftet landsdækkende oplysningsforbund, er det efter sammenlægningen fortsættende oplysningsforbund berettiget til et grundtilskud svarende til det, de sammenlagte oplysningsforbund hidtil oppebar. Det således beregnede grundtilskud oppebæres i en periode på 3 år fra og med det kalenderår, hvori sammenlægningen fandt sted, således at grundtilskuddet i det 4. år efter sammenlægningsåret fastsættes efter § 5, stk. 1, nr. 1.

Stk. 5. I tilfælde af sammenlægning af to eller flere tilskudsberettigede landsdækkende oplysningsforbund, som nævnt i stk. 4, træffes afgørelse om tilskudsberettigelse fra tidspunktet for sammenlægningen i overensstemmelse med kriterierne i § 3, stk. 1, dog som opgjort på baggrund af de sammenlagte oplysningsforbunds kumulerede aktiviteter i indtil 2 kalenderår forud for sammenlægningen. Det efter sammenlægningen fortsættende landsdækkende oplysningsforbund indtræder i samtlige de rettigheder og forpligtelser i henhold til disse regler, der påhviler henholdsvis tilkommer oplysningsforbund omfattet af sammenlægningen, herunder enhver rettighed og forpligtelse i relation til de af sådanne oplysningsforbund forud for sammenlægningen indsendte ansøgninger om tilskud samt i relation til fremtidige udbetalinger på grundlag heraf m.v.

Kapitel 4

Udbetaling af tips- og lottomidlerne

§ 6. Undervisningsministeriet anviser inden den 10. i hver måned acontobeløb til de landsdækkende oplysningsforbund m.fl. til Oplysningsforbundenes Fællesråd, der herefter fordeler tilskuddet til de enkelte oplysningsforbund og Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Stk. 2. Det månedlige acontobeløb til Dansk Folkeoplysnings Samråd beregnes som 1/12 af beløbet, jf. § 2. Det resterende acontobeløb fordeles blandt de landsdækkende oplysningsforbund efter fordelingsprocenterne, jf. § 5.

Stk. 3. Endeligt tilskud meldes ud i marts/april måned efter regnskabsårets afslutning. Er det endelige beløb, jf. § 1 stk. 1, højere eller lavere end det udbetalte acontobeløb, reguleres beløbet i førstkommende acontoudbetaling.

Kapitel 5

Regnskabs- og revisionsregler

§ 7. Tilskudsmodtagerne (Dansk Folkeoplysnings Samråd samt de landsdækkende oplysningsforbund) aflægger et af registreret eller statsautoriseret revisor revideret regnskab til Undervisningsministeriet, jf. bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for og revision af tilskud m.v. til landsdækkende oplysningsforbund m.fl., der får tilskud i henhold til lov om visse spil, lotterier og væddemål.

Stk. 2. Tilskudsmodtagerne indsender desuden hver især en kortfattet beretning over anvendelsen af tips- og lottomidlerne, herunder oplysning om undervisningstimer og aktiviteternes geografiske fordeling, til Undervisningsministeriet.

Kapitel 6

Revision

§ 8. Disse fordelingsregler kan tages op til revision, hvis Oplysningsforbundenes Fællesråd eller Undervisningsministeriet fremsætter ønske herom. Ønske om revision skal fremsættes senest den 1. juli med henblik på ansøgning om og udbetaling af tipsmidler fra det efterfølgende kalenderstøtteår.

Stk. 2. Fordelingskriterierne i § 5, stk. 1, nr. 1-4, kan tages op til revision inden den 1. november i kalenderansøgningsåret med henblik på udbetaling af tipsmidler i det efterfølgende kalenderstøtteår, såfremt der er enighed om det i Oplysningsforbundenes Fællesråd.