Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge, efterløn og overgangsydelse som lån mod overdragelse af krav mod Lønmodtagernes Garantifond m.v.

 

I medfør af § 57, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 10. august 1998 som ændret ved lov nr. 276 af 12. maj 1999, fastsættes:

Personkreds

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter medlemmer af en a-kasse, der er dagpengeberetttigede.

§ 2. Bekendtgørelsen omfatter endvidere medlemmer af en a-kasse, der på efterløn arbejder efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 74e eller modtager overgangsydelse.

Generelt

§ 3. Et medlem er ikke berettiget til dagpenge, efterløn eller overgangsydelse for en periode, hvor pågældende får erstatning for løn i en opsigelsesperiode fra Lønmodtagernes Garantifond.

Udbetaling

§ 4. Et medlem, der anmelder krav om erstatning for løn i en opsigelsesperiode overfor Lønmodtagernes Garantifond, kan ved henvendelse til a- kassen som lån få udbetalt et beløb, der svarer til dagpenge, efterløn eller overgangsydelse.

    Stk. 2. Det er en betingelse for udbetaling af dagpenge som lån, at medlemmet i øvrigt er ledig og ville være berettiget til dagpenge, hvis pågældende ikke havde krav på erstatning for løn i en opsigelsesperiode.

    Stk. 3. Det er en betingelse for udbetaling af efterløn og overgangsydelse som lån, at medlemmet ville være berettiget til efterløn eller overgangsydelse, hvis pågældende ikke havde krav på erstatning for løn i en opsigelsesperiode.

§ 5. Før udbetaling af ydelser som lån kan finde sted, skal medlemmet på en særlig blanket til a-kassen overdrage hele sit krav over for Lønmodtagernes Garantifond som sikkerhed for lånet. På samme blanket skal medlemmet samtidig bemyndige a- kassen til på sine vegne at modtage feriegodtgørelse.

§ 6. A-kassen skal senest ved første udbetaling af ydelsen som lån give Lønmodtagernes Garantifond meddelelse om overdragelsen med angivelse af tidspunktet for låneperiodens begyndelse. Medlemmets overdragelseserklæring samt kopi af anmeldelsesblanket til Lønmodtagernes Garantifond vedlægges.

§ 7. Ydelser som lån udbetales mod særlig kvittering efter de samme regler, der gælder for a-kassen for udbetaling af dagpenge, efterløn eller overgangsydelse.

    Stk. 2. Lånet beregnes efter reglerne om beregning af dagpenge, efterløn eller overgangsydelse. Ved udbetalingen fradrages det beløb, som a-kassen skulle have indbetalt i kildeskat, eventuel ATP og Den Særlige Pensionsopsparing, såfremt der ikke var tale om lån.

    Stk. 3. Der skal ske fradrag i lånet efter reglerne om fradrag i dagpenge, efterløn eller overgangsydelse.

§ 8. Udbetaling af ydelser som lån kan ikke ske ud over den periode, hvor Lønmodtagernes Garantifond yder erstatning for løn i en opsigelsesperiode.

Stk. 2. Udbetalingen af ydelserne afbrydes efter de regler, der gælder for ydelserne.

Tilbagebetaling af lån til a-kassen

§ 9. Medlemmet skal tilbagebetale lånet, jf. dog stk. 3.

    Stk. 2. Beløb, som a-kassen modtager fra Lønmodtagernes Garantifond, anvendes til tilbagebetaling af lånet. Overskydende beløb udbetales til medlemmet.

    Stk. 3. I tilfælde, hvor Lønmodtagernes Garantifond afslår medlemmets krav, eller hvor udbetalingen fra Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker lånet, omkonterer a-kassen det udækkede beløb til den modtagne ydelse og foretager sædvanlig afregning af kildeskat, eventuel indbetaling af ATP og Den Særlige Pensionsopsparing i forhold hertil.

§ 10. I tilfælde, hvor medlemmet efterfølgende får udbetalt yderligere erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond, dividende fra boet eller lignende for løn i en opsigelsesperiode, skal medlemmet i de i § 9, stk. 3, omhandlede tilfælde indbetale det modtagne beløb til a-kassen, der indbetaler beløbet til staten.

    Stk. 2. I tilfælde, hvor medlemmet efterfølgende får udbetalt yderligere erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond, dividende fra boet eller lignende for løn i en opsigelsesperiode, der ligger ud over den periode, Lønmodtagernes Garantifond har ydet erstatning, jf. § 8, og der er udbetalt dagpenge, efterløn eller overgangsydelse, skal det således modtagne beløb indbetales til a-kassen, der indbetaler beløbet til staten.

Ikraftræden m.v.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1999.

    Stk. 2. Samtidig ophæves Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 633 af 15. juli 1992 om dagpenge og overgangsydelse som lån mod overdragelse af krav mod Lønmodtagernes Garantifond m.v.

§ 12. Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 12. maj 1999

Lisbeth Lollike

/Jørgen Kappel