Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

 

Herved bekendtgørelse lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999 med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 461 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 365 af 6. juni 2002, § 4 i lov nr. 387 af 28. maj 2003, § 1 i lov nr. 446 af 9. juni 2004, § 2 i lov nr. 324 af 18. maj 2005, § 2 i lov nr. 525 af 24. juni 2005, § 29 i lov nr. 542 af 24. juni 2005, § 2 i lov nr. 301 af 19. april 2006, § 14 i lov nr. 434 af 8. maj 2006, § 3 i lov nr. 483 af 7. juni 2006 og § 13 i lov nr. 484 af 7. juni 2006.

Kapitel 1

Ægteskabsbetingelser

§ 1. Den, som er under 18 år, må ikke indgå ægteskab uden tilladelse fra den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne. Den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan ved meddelelse af tilladelse til indgåelse af ægteskab til en ung under 18 år fastsætte vilkår om, at den unge trods ægteskabet fortsat er mindreårig og dermed umyndig indtil det fyldte 18. år.

§ 2. Den, som er under 18 år og ikke tidligere har været gift, må ikke indgå ægteskab uden forældrenes samtykke.

Stk. 2. Hvis den ene af forældrene er død, sindssyg, åndssvag eller uden del i forældremyndigheden, eller hvis hans erklæring ikke kan indhentes uden særlig vanskelighed eller forsinkelse, er den andens samtykke tilstrækkeligt.

§ 3. Den, som er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, må ikke indgå ægteskab uden værgens samtykke.

§ 4. Nægtes samtykke efter §§ 2-3, kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, give tilladelse til ægteskabet, hvis der ikke er rimelig grund til nægtelsen.

§ 5. (Ophævet).

§ 6. Ægteskab må ikke indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende.

§ 7. Ægteskab må ikke uden ministeren for familie- og forbrugeranliggenders tilladelse indgås mellem personer, af hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje. Er der fællesbørn i det tidligere ægteskab, må tilladelsen kun gives, såfremt hensynet til børnene ikke taler derimod.

§ 8. Adoptant og adoptivbarn må ikke indgå ægteskab med hinanden, så længe adoptivforholdet består.

§ 9. Den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab består.

§ 10. Er et tidligere ægteskab eller registreret partnerskab opløst ved død, må den efterlevende ægtefælle eller registrerede partner ikke indgå ægteskab eller registreret partnerskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt skifte er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke, hvis

1) der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere,

2) ægtefællerne eller de registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet,

3) samtlige arvinger efter afdøde giver samtykke hertil, eller

4) der ikke skal foretages dødsbobehandling her i landet.

Stk. 2. Den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan tillade, at stk. 1 fraviges.

Stk. 3. (Ophævet).

§ 11. (Ophævet).

§ 11 a. Ægteskab må kun indgås, når hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1- 3 a, § 4 b eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6- 9 f.

Stk. 2. Hvis ganske særlige omstændigheder, herunder navnlig varigheden af en udlændings ophold her i landet, taler derfor, kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, give tilladelse til ægteskabet, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.

§ 11 b. I tilfælde, hvor en af parterne ikke har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6- 9 f, og hvor den anden part har indfødsret, et sådant statsborgerskab eller en sådan opholdstilladelse, må ægteskab ikke indgås, uden at hver af parterne har afgivet erklæring om at være bekendt med bestemmelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 2-11. Det gælder dog ikke, når den herboende enten er EU/EØS-statsborger med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 6, schweizisk statsborger med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 6 eller estisk, lettisk, litauisk, polsk, slovakisk, slovensk, tjekkisk eller ungarsk statsborger med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a.

Kapitel 2

Prøvelse af ægteskabsbetingelserne og vielse

§ 12. Før ægteskab indgås, skal det godtgøres, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætter regler herom.

§ 13. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af kommunalbestyrelsens formand. I kommuner med magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at prøvelsen skal foretages af et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand.

Stk. 2. Prøvelsen foretages på det sted, hvor en af parterne bor. Har ingen af parterne bopæl her i landet, foretages prøvelsen på det sted, hvor en af parterne opholder sig.

Stk. 3. Ved indgivelse af en anmodning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne betales 500 kr., hvis ingen af parterne har bopæl her i landet.

Stk. 4. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.

§ 14. Efter parternes ønske kan der ske lysning ved kundgørelse fra prædikestolen. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 15. Ægteskab indgås ved kirkelig eller borgerlig vielse.

Stk. 2. Ægtefæller kan få et ægteskab, som er indgået ved borgerlig vielse, kirkeligt velsignet af en præst i folkekirken. Regler herom fastsættes af kirkeministeren.

§ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:

1) inden for folkekirken, når en af parterne hører til denne,

2) inden for de anerkendte trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund,

3) inden for andre trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund, og trossamfundet har præster, som af kirkeministeren er bemyndiget til at foretage vielser.

Stk. 2. Kirkeministeren kan bestemme, at medlemmer af udenlandske evangelisk-lutherske trossamfund skal være ligestillede med folkekirkens medlemmer med hensyn til adgangen til kirkelig vielse.

§ 17. Kirkelig vielse inden for folkekirken foretages af dennes præster. Kirkeministeren fastsætter regler om, hvilke præster i folkekirken der kan foretage vielser, og i hvilke tilfælde de har pligt hertil.

Stk. 2. Kirkelig vielse uden for folkekirken foretages af de præster, som er særligt bemyndiget dertil.

§ 18. Adgang til at blive borgerlig viet står åben for alle. Vielsen foretages af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1.

Stk. 2. Den myndighed, der foretager prøvelsen af ægteskabsbetingelserne, kan bemyndige en eller flere personer til på sit ansvar at foretage vielse.

§ 19. Vielse må ikke foretages, før en af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1, har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Attesten har gyldighed i 4 måneder. Hvis betingelsen i § 11 a er opfyldt for et kortere tidsrum end 4 måneder, skal gyldigheden af attesten begrænses tilsvarende.

Stk. 2. Er der på grund af en af parternes sygdom alvorlig fare for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan finde sted, kan vielse dog foretages, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af ægteskabsbetingelserne.

Stk. 3. Vielse må aldrig foretages, såfremt det er vielsesmyndigheden bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt.

§ 20. Vielse skal foregå i overværelse af mindst to vidner.

Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne forkyndes at være ægtefolk.

Stk. 3. Regler om fremgangsmåden ved vielse i folkekirken og ved borgerlig vielse fastsættes af henholdsvis kirkeministeren og ministeren for familie- og forbrugeranliggender. For de anerkendte trossamfund gælder disses særlige forskrifter. For andre trossamfund godkendes fremgangsmåden ved vielse efter § 16, stk. 1, nr. 3, af kirkeministeren.

Stk. 4. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk under vielsen i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.

§ 21. En vielse er kun gyldig, hvis den er sket for en myndighed, der efter loven kan foretage vielser, og under iagttagelse af bestemmelsen i § 20, stk. 2.

Stk. 2. En vielse, der er ugyldig efter stk. 1, kan af ministeren for familie- og forbrugeranliggender godkendes som gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor.

§ 22. Kirkeministeren kan fastsætte regler om adgang for danske præster til at foretage vielser i udlandet.

Stk. 2. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om adgang for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage vielser i udlandet.

Stk. 3. Lovens regler om ægteskabsbetingelser og vielse finder anvendelse på vielser, der foretages i henhold til stk. 1-2. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne kan foretages af en diplomatisk eller konsulær tjenestemand, som af udenrigsministeren er bemyndiget hertil.

Stk. 4. Ved overenskomst med fremmed stat kan det bestemmes, at ægteskaber, der indgås for vedkommende lands præster eller diplomatiske eller konsulære tjenestemænd her i landet, er gyldige i Danmark.

§ 22 a. Ved borgerlige vielser kan vielsesmyndigheden, jf. § 18, jf. § 13, stk. 1, indberette tilfælde, hvor der kan være grund til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse er at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, til Udlændingeservice.

Kapitel 3

Ægteskabs omstødelse

§ 23. Et ægteskab omstødes ved dom, hvis det er indgået i strid med § 6 eller § 9.

Stk. 2. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan det dog ikke omstødes, når det tidligere ægteskab er ophørt, inden sag er anlagt.

Stk. 3. Sag til omstødelse kan anlægges af ministeren for familie- og forbrugeranliggender eller den, han bemyndiger dertil, eller af en af ægtefællerne. Er ægteskabet indgået i strid med § 9, kan tillige ægtefællen i det tidligere ægteskab anlægge sag.

§ 24. Et ægteskab omstødes endvidere ved dom efter påstand af den ene ægtefælle:

1) hvis han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt,

2) hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab,

3) hvis han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller uden at ville indgå ægteskab, eller

4) hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af den anden ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller om sådanne omstændigheder ved dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå ægteskabet, og som endnu må tillægges en sådan betydning for forholdet mellem ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed kan fordres opretholdt.

Stk. 2. Sag må anlægges inden 6 måneder efter, at den i stk. 1, nr. 1-2, nævnte tilstand eller tvang er ophørt, eller efter, at ægtefællen er blevet bekendt med de forhold, der er nævnt under nr. 3-4. Sag må anlægges inden 3 år efter ægteskabets indgåelse.

§ 25. Omstødelse medfører samme retsvirkninger som skilsmisse.

Stk. 2. Om formuedelingen gælder reglerne i skiftelovens 1)  § 69.

§ 26. Omstødes et ægteskab, og var den ene ægtefælle ved ægteskabets indgåelse i god tro med hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden kendte eller burde kende denne, kan der ved dommen tilkendes den førstnævnte ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til begges økonomiske kår og de øvrige omstændigheder.

§ 27. Dør en af parterne i et ægteskab, som kunne omstødes efter § 23, inden omstødelse er sket, kan den efterlevende ægtefælle eller enhver af arvingerne kræve reglerne i skiftelovens 2)  § 69 bragt til anvendelse, og ægtefællen kan kræve godtgørelse efter § 26.

Stk. 2. Samme ret har den ægtefælle, der kan rejse sag efter § 24, når den anden ægtefælle dør, inden omstødelse er sket, og inden fristerne i § 24, stk. 2, er udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen derefter dør, kan enhver af arvingerne kræve reglerne i skiftelovens 3)  § 69 bragt til anvendelse.

Stk. 3. Krav efter stk. 1-2 må fremsættes inden 6 måneder efter dødsfaldet.

§ 28. Hvis en ægtefælle, som har indgået ægteskab i strid med § 9, dør, inden ægteskabet er omstødt, skal den ret mod tredjemand til erstatning, pension eller andet økonomisk gode, som ved dødsfaldet tilfalder en efterlevende ægtefælle, tilkomme ægtefællen i det første ægteskab, medmindre andet fremgår af omstændighederne.

Kapitel 4

Separation

§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har ret til separation.

§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.

Skilsmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation, hvis de er enige om skilsmisse.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste 2 år.

Utroskab

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været indforstået med handlingen eller senere må anses at have frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af et seksuelt forhold, der har fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Anmodning om skilsmisse skal indgives inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 2 år efter, at den er foretaget.

Vold

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller børnene.

Stk. 2. Anmodning om skilsmisse skal indgives inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om handlingen, og inden 3 år efter, at den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.

Børnebortførelse

§ 36. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle ulovligt har ført den førstnævnte ægtefælles barn ud af landet eller ulovligt tilbageholder barnet i udlandet.

Stk. 2. Anmodning om skilsmisse skal indgives, mens barnet på grund af den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse opholder sig i udlandet eller senest 1 år efter, at barnet er bragt tilbage.

Fremgangsmåden ved separation eller skilsmisse

§ 37. Separation eller skilsmisse gives ved bevilling eller dom.

Stk. 2. Anmodning om separation eller skilsmisse indgives til statsforvaltningen.

§ 38. Ved indgivelse af anmodning om skilsmisse betales 500 kr.

Stk. 2. Er der inden for de seneste 3 måneder indgivet anmodning om skilsmisse, og er der betalt herfor, skal der ikke ske fornyet betaling.

Vilkårsforhandling

§ 39. Når der er indgivet anmodning om separation efter § 29 eller skilsmisse efter §§ 31-36, indkalder statsforvaltningen til vilkårsforhandling, medmindre

1) det af anmodningen fremgår, at betingelserne, jf. § 42, stk. 1, for at give separation efter § 29 eller skilsmisse efter §§ 32-36 er til stede, og begge ægtefæller meddeler statsforvaltningen, at de ikke ønsker vilkårsforhandling, eller

2) der ønskes skilsmisse efter § 31, og vilkårene for separationen også gælder for tiden efter skilsmissen.

Stk. 2. Vilkårsforhandling skal uanset bestemmelsen i stk. 1 foretages, hvis statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Kirkelig mægling

§ 40. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

Anden mægling

§ 41. Statsforvaltningen kan tilbyde mægling ved uenighed om vilkårene for separation og skilsmisse.

Separations- eller skilsmissebevilling

§ 42. Statsforvaltningen giver bevilling til separation eller skilsmisse efter §§ 29 og 32-36, hvis ægtefællerne er enige herom og er enige om vilkårene, jf. §§ 49 og 55-56. Ægtefællerne kan dog henskyde spørgsmål om størrelsen af ægtefællebidrag til statsforvaltningens afgørelse.

Stk. 2. Statsforvaltningen giver bevilling til skilsmisse efter § 31, hvis den anden ægtefælle ikke protesterer herimod, og vilkårene for separationen også gælder for tiden efter skilsmissen.

Afslutning af en separations- eller skilsmissesag og indbringelse for retten

§ 43. Statsforvaltningen kan afslutte en sag om separation efter § 29 eller skilsmisse efter §§ 31-36, hvis den fornødne enighed, jf. § 42, for at give bevilling ikke er opnået, eller statsforvaltningen finder det betænkeligt at give bevilling. Statsforvaltningen indbringer sagen for retten, hvis en part inden 4 uger efter, at det er meddelt den pågældende, at sagen er afsluttet, anmoder herom. Dette gælder dog ikke, hvis afslutningen af sagen skyldes, at den pågældende er udeblevet fra vilkårsforhandlingen.

Stk. 2. Efter anmodning fra en part afslutter statsforvaltningen sagen og indbringer den for retten, hvis

1) parterne har modtaget vejledning under vilkårsforhandlingen, uden at den fornødne enighed, jf. § 42, er opnået, eller

2) den pågældende er mødt, mens den anden part er udeblevet trods to indkaldelser.

Stk. 3. Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde efter anmodning afslutte sagen og indbringe den for retten, selv om betingelserne efter stk. 1 eller 2 ikke er opfyldt.

International kompetence

§ 43 a. Statsforvaltningen kan behandle en ansøgning om separation eller skilsmisse, hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 c, stk. 1 og 3, er opfyldt.

Stk. 2. Statsforvaltningens afvisning af at behandle en sag om separation eller skilsmisse, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1, kan efter anmodning fra en af parterne indbringes for retten.

§ 44. (Ophævet).

Kapitel 5

Separations- og skilsmissevilkår og ændring af vilkårene m.v.

§ 45. De vilkår, der er fastsat ved en dom til separation, afsagt her i landet, gælder også for tiden efter en skilsmisse, opnået på grundlag af separationen. Med hensyn til bidragspligt kan der dog ved separationsdommen træffes anden bestemmelse.

Forældremyndighed

§ 46. (Ophævet).

§ 47. (Ophævet).

Ændring af aftale eller afgørelse om forældremyndighed

§ 48. (Ophævet).

Underholdsbidrag

§ 49. I forbindelse med separation eller skilsmisse træffes der bestemmelse om, hvorvidt der skal påhvile en ægtefælle pligt til at yde bidrag til den andens underhold.

§ 50. Indgår ægtefællerne ikke selv aftale herom, afgør retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, medens statsamtet 4)  fastsætter bidragets størrelse. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder, kan retten kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 træffes under hensyn til, i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at udrede bidrag. Endvidere tages der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages hensyn til, om den, der ønsker bidrag, har behov for støtte til uddannelse eller lignende.

§ 51. Bidragspligt bortfalder, når den berettigede indgår nyt ægteskab, eller en af ægtefællerne afgår ved døden.

Ændring af aftale eller afgørelse om underholdsbidrag

§ 52. En af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om bidragets størrelse kan ændres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde aftalen.

§ 53. En ved dom truffet afgørelse om ægtefællernes bidragspligt kan ændres ved en ny dom, såfremt væsentligt forandrede forhold og særlige grunde i øvrigt taler herfor.

Stk. 2. En af statsforvaltningen truffet afgørelse om bidragets størrelse kan ændres af statsforvaltningen, såfremt omstændighederne taler derfor.

Andre vilkår

§ 54. (Ophævet).

§ 55. Om ægtefællernes ret til at fortsætte lejemålet af fælles lejlighed gælder lejelovgivningens regler herom.

Stk. 2. Såfremt en lejlighed i en ejendom, der hører til den enes bodel eller særeje, og som indeholder flere beboelseslejligheder, hidtil har tjent til familiens bolig, kan retten i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse pålægge ægtefællen at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkår for lejemålet.

§ 56. Har en ægtefælle haft særeje, kan det, hvis ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler derfor, efter påstand af den anden ægtefælle i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter separationen eller skilsmissen. Denne regel anvendes også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i bodelingen.

Midlertidig bestemmelse om forældremyndighed

§ 57. (Ophævet).

Ændring af visse aftaler om vilkår m.v.

§ 58. Har ægtefæller med henblik på separation eller skilsmisse truffet aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan aftalen ved dom ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.

Kapitel 5 a

Sagsbehandling m.v.

§ 58 a. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påklages til ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 43, stk. 1 og 2, samt afgørelser om at imødekomme en anmodning efter § 43, stk. 3.

Stk. 2. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om statsforvaltningernes behandling af separations- og skilsmissesager, om vilkårsforhandling, om mægling efter § 41, om statsforvaltningernes behandling af sager om ægtefællebidrag efter §§ 50 og 53, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter, samt om klagers behandling. Det kan i disse regler bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har ophold her i landet.

§ 58 b. Afgørelser efter §§ 1 og 4, § 10, stk. 2, og § 11 a, stk. 2, samt afgørelser om anerkendelse af udenlandske skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne kan påklages til ministeren for familie- og forbrugeranliggender.

Stk. 2. Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte regler om behandlingen af sager efter denne lovs kapitel 1.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 59. Loven træder i kraft den 1. januar 1970.

§ 60. Bestemmelsen i § 21, stk. 2, anvendes også på vielser foretaget før lovens ikrafttræden.

§ 61. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

Stk. 2. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

Stk. 3. Omstødes et ægteskab, der er indgået før lovens ikrafttræden, anvendes lovens regler om virkningerne af ægteskabs omstødelse.

§ 62. Om ægtefællers adgang til at opnå skilsmisse på grundlag af en separation, meddelt før lovens ikrafttræden, anvendes den tidligere lovgivnings regler.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan hver af ægtefællerne dog kræve skilsmisse fra den 1. januar 1971.

Stk. 3. Efter begge ægtefællers begæring kan lovens regler i øvrigt anvendes helt eller delvis.

§ 63. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

§ 64. Bestemmelserne i §§ 52 og 58 anvendes kun på aftaler, der er indgået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Ændring af afgørelser om underholdsbidrag, der er truffet før lovens ikrafttræden, sker efter lovens regler.

§ 65. Fra lovens ikrafttræden ophæves, jf. dog §§ 61, 62 og 64:

1) forordning af 30. april 1824 om præsters embede angående ægteskab,

2) lov af 13. april 1851 om ægteskab uden for folkekirken,

3) lov nr. 79 af 19. februar 1892 om ægteskabs indgåelse for danske konsuler i udlandet,

4) lov nr. 269 af 14. december 1906 om overenskomster vedrørende ægteskaber indgåede for diplomatiske eller konsulære embedsmænd,

5) lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning og

6) lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption § 26.

§ 66. Ved overenskomst med fremmed stat eller af ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan der fastsættes regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om ægteskabs indgåelse og opløsning.

§ 67. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

 

Lov nr. 209 af 5. april 1989 indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

§ 6

Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

§ 7

Stk. 1. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

Stk. 2. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

Stk. 3. Om ægtefællernes adgang til skilsmisse på grundlag af separation meddelt før lovens ikrafttræden gælder bestemmelserne i § 1.

§ 8

Den i § 1, nr. 8, nævnte ændring i ægteskabslovens § 52 og § 58, stk. 1, gælder for alle aftaler, der er indgået efter den 1. januar 1970.

 

§ 5 i lov nr. 525 af 24. juni 2005, som ændret ved § 3 i lov nr. 483 af 7. juni 2006, indeholder følgende overgangsbestemmelser:

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Retssager, der er under behandling ved lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. §§ 1 og 2 finder anvendelse på ansøgning om forældremyndighed, samvær, separation og skilsmisse, der er indgivet til statsamtet, men ikke færdigbehandlet den 1. januar 2007.

 

Lov nr. 484 af 7. juni 2006 indeholder bl.a. følgende bestemmelse:

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på separationer og skilsmisser, der meddeles efter lovens ikrafttræden.

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, den 15. januar 2007

Carina Christensen

/Dorrit Sylvest Nielsen

Officielle noter

1) Skiftelovens titel er nu »Lov om skifte af fællesbo m.v.«, jf. § 116, stk. 3, i lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer.

2) Skiftelovens titel er nu »Lov om skifte af fællesbo m.v.«, jf. § 116, stk. 3, i lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer.

3) Skiftelovens titel er nu »Lov om skifte af fællesbo m.v.«, jf. § 116, stk. 3, i lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer.

4) Statsamterne blev nedlagt pr. 1. januar 2007, og den regionale statslige forvaltning, herunder reglerne om underholdsbidrag, varetages herefter af statsforvaltningerne, jf. lov nr. 542 af 24. juni 2005 om regional statsforvaltning. Ordet »statsamtet« er ved en fejl ikke blevet rettet til »statsforvaltningen«.