Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af konvention af 16. november 1972 om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv (* 1)


Ved kgl. resolution af 1. juni 1979 har Danmark ratificeret en i Paris den 23. november 1972 udfærdiget konvention om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv, hvis tekst blev vedtaget den 16. november 1972 på generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur under dennes 17. samling. Konventionen har følgende ordlyd:

Konvention om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv

Generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, som mødtes i Paris fra den 17. oktober til den 21. november 1972 til sin syttende samling,

som konstaterer, at kultur- og naturarven i stigende grad trues af ødelæggelse, ikke blot af traditionelle årsager til forfald, men også gennem ændring af de sociale og økonomiske vilkår, der forværrer situationen med endnu alvorligere skade eller ødelæggelse,

som finder, at enhver forringelse eller udslettelse af nogen som helst del af kultur- og naturarven medfører en skadelig forarmelse af den arv, som alle verdens nationer besidder,

som finder, at beskyttelse af denne arv på nationalt plan ofte bliver ufuldstændig som følge af omfanget af de ressourcer, der kræves, og på grund af utilstrækkelige økonomiske, videnskabelige og tekniske ressourcer i det land, hvor de værdier, som skal beskyttes, befinder sig,

som erindrer sig, at organisationens konstitution bestemmer, at den vil bidrage til at opretholde, fremme og udbrede viden ved at sikre verdensarvens bevarelse og beskyttelse og ved at anbefale de nødvendige internationale konventioner over for de berørte nationer,

som finder, at de eksisterende internationale konventioner, rekommandationer og resolutioner om kultur- og naturværdier påpeger, hvor vigtigt det er for alle verdens folkeslag at sikre disse enestående og uerstattelige værdier, hvilket folk de end måtte tilhøre,

som finder, at visse dele af kultur- og naturarven er af særlig interesse og derfor kræver beskyttelse som bestanddel af hele menneskehedens verdensarv,

som finder, at det - i betragtning af omfanget og alvoren af nye truende farer - påhviler det internationale samfund som helhed at tage del i beskyttelsen af kultur- og naturarv af særlig universel betydning ved at yde fælles hjælp, der, uden at træde i stedet for den pågældende stats egen indsats, vil tjene som et effektivt supplement hertil,

som finder, at det med henblik herpå er nødvendigt at vedtage nye bestemmelser i form af en konvention, som tilvejebringer et effektivt system for fælles beskyttelse af kultur- og naturarv af særlig universel betydning, organiseret på permanent basis og i overensstemmelse med moderne og videnskabelige metoder,

som har besluttet på sin sekstende samling, at dette spørgsmål skal gøres til genstand for en international konvention,

vedtager i dag den sekstende november 1972 denne konvention.

I. Definitioner på kultur- og naturarv

Artikel 1

I denne konvention betragtes følgende som »kulturarv«:

monumenter: arkitektoniske værker, monumentale værker inden for skulptur og maleri, enkeltheder eller konstruktioner af arkæologisk karakter, inskriptioner, huler og sammensatte forekomster, der er af særlig universel betydning set ud fra et historisk, kunstnerisk eller videnskabeligt synspunkt,

grupper af bygninger: grupper af enkeltstående eller sammenhængende bygninger, som ved deres arkitektur, ensartethed eller placering i landskabet er af særlig universel betydning, set ud fra et historisk, kunstnerisk eller videnskabeligt synspunkt,

områder: menneskeskabte værker eller kombinationer af natur- og menneskeskabte værker samt områder, herunder arkæologiske områder, der er af særlig universel betydning, set ud fra historiske, æstetiske, etnologiske eller antropologiske synspunkter.

Artikel 2

I denne konvention betragtes følgende som »naturarv«:

naturforekomster bestående af fysiske og biologiske dannelser eller grupper af sådanne formationer, der har særlig universel betydning, set ud fra et æstetisk eller videnskabeligt synspunkt,

geologiske og fysiografiske dannelser og klart afgrænsede områder, der tjener som levested for truede dyre- og plantearter, og som, set ud fra et videnskabeligt eller fredningsmæssigt synspunkt, er af særlig universel betydning,

naturområder eller klart afgrænsede naturarealer af særlig universel betydning, set ud fra et videnskabeligt, fredningsmæssigt eller naturskønhedssynspunkt.

Artikel 3

Enhver af denne konventions medlemsstater skal udpege og afgrænse de forskellige værdier, som befinder sig på dens territorium, jfr. artiklerne 1 og 2 ovenfor.

II. National beskyttelse og international beskyttelse af kultur- og naturarven

Artikel 4

Enhver af denne konventions medlemsstater erkender, at forpligtelsen til at sikre identifikation, beskyttelse, bevarelse, præsentation og videreførelse til kommende generationer af den i artiklerne 1 og 2 nævnte kultur- og naturarv, som befinder sig på dens territorium, primært påhviler vedkommende stat. Den vil gøre alt, hvad den formår, med henblik herpå, så langt dens egne midler rækker og i givet fald gennem den internationale bistand og det internationale samarbejde, i særdeleshed økonomisk, kunstnerisk, videnskabeligt og teknisk, som den måtte være i stand til at opnå.

Artikel 5

For at sikre, at enhver af denne konventions medlemsstater tager skridt til effektivt og aktivt at beskytte, bevare og pleje den kultur- og naturarv, som befinder sig på dens territorium, må den tilstræbe så vidt muligt og på en for hvert land hensigtsmæssig måde:

  • a) at vedtage en generel politik, der sigter mod at få kultur- og naturarven til at fungere i samfundslivet samt at indordne beskyttelsen af denne arv i samlede planlægningsprogrammer,
  • b) at oprette et eller flere forvaltningsorganer på sit territorium, hvor sådanne ikke findes, med henblik på at beskytte, bevare og pleje kultur- og naturarven, og at forsyne disse med en passende medarbejderstab og med midler, der sætter dem i stand til at udføre deres opgaver,
  • c) at gennemføre videnskabelige og tekniske studier og undersøgelser samt at udforme sådanne arbejdsmetoder, der sætter staten i stand til at bekæmpe de farer, som truer dens kultur- eller naturarv,
  • d) at tage passende lovmæssige, videnskabelige, tekniske, administrative og økonomiske forholdsregler, som er nødvendige for at udpege, beskytte, bevare, pleje og genoprette denne arv, og
  • e) at fremme etablering eller udvikling af nationale eller regionale uddannelsescentre for beskyttelse, bevarelse og pleje af kultur- og naturarven samt at støtte videnskabelig forskning på dette område.

Artikel 6

     1. Med fuld respekt for suveræniteten hos de stater, på hvis territorium den i artiklerne 1 og 2 omhandlede kultur- og naturarv befinder sig, og uden at præjudicere den i national lovgivning hjemlede ejendomsret, anerkender denne konventions medlemsstater, at en sådan arv udgør en verdensarv, hvis beskyttelse det internationale samfund som helhed har pligt til at samarbejde om.

     2. Medlemsstaterne forpligter sig til i overensstemmelse med denne konventions bestemmelser at yde støtte ved udpegning, beskyttelse, bevarelse og pleje af den i artikel 11, stk. 2 og 4, omhandlede kultur- og naturarv, såfremt de stater, på hvis territorium den befinder sig, anmoder herom.

     3. Enhver af denne konventions medlemsstater forpligter sig til ikke med fortsæt at foretage handlinger, der direkte eller indirekte kan skade den i artiklerne 1 og 2 omhandlede kultur- og naturarv, som befinder sig på territorier tilhørende andre af denne konventions medlemsstater.

Artikel 7

I denne konvention skal ved international beskyttelse af verdens kultur- og naturarv forstås oprettelse af et internationalt samarbejds- og bistandssystem med det formål at støtte konventionens medlemsstater i deres bestræbelser på at bevare og udpege denne arv.

III. Mellemstatlig komite til beskyttelse af verdens kultur- og naturarv

Artikel 8

     1. Et mellemstatlig komite til beskyttelse af kultur- og naturarv af særlig universel betydning, benævnt »Verdensarv-komiteen«, nedsættes herved under De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Den sammensættes af 15 af konventionens medlemsstater, valgt af medlemsstaterne på generalforsamlingen under de ordinære samlinger i generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Antallet af stater, som er medlemmer af komiteen, øges til 21, regnet fra datoen for den første generalkonferences ordinære samling, som afholdes efter denne konventions ikrafttræden for mindst 40 stater.

     2. Ved valget af komitemedlemmer skal der sikres en ligelig repræsentation af verdens forskellige egne og kulturer.

     3. En repræsentant for Det internationale Center for studiet af konservering og restaurering af genstande af kulturel betydning (Rom-Centret), en repræsentant for Det internationale Råd for historiske bygninger og områder (ICOMOS), en repræsentant for Den internationale Union for naturfredning og bevarelse af naturressourcerne (IUCN) samt yderligere, efter anmodning fra konventionens medlemsstater på en generalforsamling under de ordinære samlinger i generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, repræsentanter for andre mellemstatlige eller ikke-statslige organisationer med lignende formål, kan deltage i komiteens møder med rådgivende status.

Artikel 9

     1. Valgperioden for Verdensarv-komiteens medlemsstater strækker sig fra slutningen af generalkonferencens ordinære samling, under hvilken de er valgt, indtil dennes tredje efterfølgende ordinære samling slutter.

     2. Valgperioden for en tredjedel af de medlemmer, der er udpeget ved det første valg, ophører imidlertid efter afslutningen af den første ordinære samling af generalkonferencen efter den, under hvilken de blev valgt; og valgperioden for den anden tredjedel af samtidigt udpegede medlemmer ophører ved afslutningen af den anden ordinære samling af generalkonferencen efter den, under hvilken de blev valgt. Disse medlemmer vælges ved lodtrækning af præsidenten for generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur efter det første valg.

     3. Komiteens medlemsstater vælger som sine repræsentanter personer, der er kvalificerede på de områder, som er relevante for kultur- eller naturarven.

Artikel 10

     1. Verdensarv-komiteen vedtager selv sin forretningsorden.

     2. Komiteen kan når som helst indbyde offentlige eller private organisationer eller privatpersoner til at deltage i sine møder med henblik på samråd om særlige problemer.

     3. Komiteen kan oprette sådanne rådgivende organer, som den skønner nødvendige for udførelsen af sine opgaver.

Artikel 11

     1. Enhver af denne konventions medlemsstater forelægger, så vidt det er muligt, en fortegnelse for Verdensarv-komiteen over de kultur- og naturarvværdier, der befinder sig på dens territorium, og som er egnede til at optages på den i denne artikels stk. 2 omhandlede liste. Denne fortegnelse, der ikke skal betragtes som udtømmende, skal indeholde dokumentationsmateriale vedrørende de nævnte værdiers beliggenhed og deres betydning.

     2. På grundlag af de fortegnelser, der er forelagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med stk. 1, opretter, ajourfører og udgiver komiteen under titlen »Verdensarv-listen«, en liste over de kultur- og naturarvværdier, jfr. denne konventions artikler 1 og 2, som den anser for at være af særlig universel betydning ud fra de kriterier den har fastsat. En ajourført liste udsendes mindst hvert andet år.

     3. Optagelse af en værdi på verdensarv-listen kræver samtykke fra den berørte stat. Optagelsen af en værdi, som befinder sig på et territorium, over hvilket mere end en stat påberåber sig suverænitet eller jurisdiktion, præjudicerer på ingen måde de stridende parters rettigheder.

     4. Komiteen opretter, ajourfører og udgiver, når som helst forholdene kræver det, under titlen »Liste over verdensarv i fare«, en liste over de på verdensarv-listen optagne værdier, hvis bevarelse kræver iværksættelse af større arbejder, og hvortil der er anmodet om hjælp i henhold til denne konvention. Denne liste skal indeholde en vurdering af omkostningerne ved sådanne arbejder. Listen kan indskrænkes til at omfatte de kultur- og naturarvværdier, der er truet af alvorlige og tydelige farer som f. eks. truslen om udslettelse på grund af øget forfald, planer om store offentlige eller private arbejder, hurtig by- eller turistudvikling, ødelæggelse på grund af ændringer i jordens udnyttelse eller ejerforhold, større forandringer, hvis årsager ikke kendes, opgivelse af en hvilken som helst grund, udbrud af eller trussel om en væbnet konflikt, ulykker og naturkatastrofer, alvorlige ildebrande, jordskælv, jordskred, vulkanudbrud, forandringer i vandstanden, oversvømmelser og flodbølger. Komiteen kan i nødsfald når som helst optage nye værdier på listen over verdensarv i fare og uopholdeligt offentliggøre en sådan optagelse.

     5. Komiteen fastsætter kriterier for, på hvilket grundlag kultur- eller naturarvværdier kan optages på den ene eller anden af de i denne artikels stk. 2 og 4 nævnte lister.

     6. Før komiteen afslår en anmodning om optagelse på en af de i denne artikel, stk. 2 og 4, nævnte to lister, skal den rådføre sig med den medlemsstat, på hvis territorium den pågældende kultur- eller naturværdi findes.

     7. Med tilslutning fra de berørte stater koordinerer og støtter komiteen de undersøgelser og den forskning, som er påkrævet for at udfærdige de i denne artikels stk. 2 og 4 nævnte lister.

Artikel 12

At en værdi, der tilhører kultur- eller naturarven, ikke findes på en af eller begge de i artikel 11, stk. 2 og 4, nævnte lister, skal på ingen måde fortolkes, som om de ikke er af særlig universel værdi af andre årsager end de, der følger af optagelse på disse lister.

Artikel 13

     1. Verdensarv-komiteen modtager og undersøger anmodninger om international hjælp, der fremsættes af denne konventions medlemsstater med hensyn til kultur- eller naturarvværdier beliggende på deres territorier, som er optaget eller egnet til optagelse på de lister, der er nævnt i artikel 11, stk. 2 og 4. Formålet med disse anmodninger kan være at sikre beskyttelse, bevarelse, pleje eller genoprettelse af en sådan værdi.

     2. Anmodninger om international hjælp i henhold til denne artikels stk. 1 kan også vedrøre udpegningen af kultur- eller naturværdier, jfr. artikel 1 og 2, når indledende undersøgelser har vist, at yderligere undersøgelser vil være berettigede.

     3. Komiteen beslutter, hvilke skridt der skal tages i forbindelse med disse anmodninger, bestemmer i givet fald hjælpens beskaffenhed og omfang, og giver bemyndigelse til, at de nødvendige aftaler indgås med den berørte regering.

     4. Komiteen prioriterer rækkefølgen af sine foranstaltninger. Den skal herunder overveje, hvilken betydning de værdier, som kræver beskyttelse, har for verdens kultur- og naturarv, hvor nødvendigt det er at yde international hjælp til de værdier, der er mest repræsentative for det naturlige miljø eller for verdenssamfundets åndsliv og historie, hvor påkrævet det arbejde er, som skal udføres, hvilke midler der er til rådighed for de stater, på hvis territorium de truede værdier befinder sig, og især i hvilken grad de med egne midler er i stand til at sikre sådanne værdier beskyttelse.

     5. Komiteen opretter, ajourfører og udgiver en liste over værdier, hvortil der er bevilget international hjælp.

     6. Komiteen beslutter, hvorledes midlerne fra den i henhold til denne konventions artikel 15 oprettede fond skal anvendes. Den undersøger muligheder for at forøge disse midler, og træffer alle hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik herpå.

     7. Komiteen samarbejder med internationale og nationale statslige og ikke-statslige organisationer, der har formål, som svarer til denne konventions. Komiteen kan til gennemførelse af sine programmer og projekter henvende sig til sådanne organisationer, specielt Det internationale Center for studiet af konservering og restaurering af genstande af kulturel betydning (Rom-Centret), Det internationale Råd for historiske bygninger og områder (ICOMOS) og Den internationale Union for naturfredning og bevarelse af naturressourcerne (IUCN) såvel som til offentlige og private institutioner og enkeltpersoner.

     8. Komiteens beslutninger træffes med et flertal på to tredjedele af de tilstedeværende og stemmeafgivende medlemmer. Et flertal af komitemedlemmerne udgør en beslutningsdygtig forsamling.

Artikel 14

     1. Verdensarv-komiteen bistås af et sekretariat, udpeget af generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

     2. Generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur udarbejder - ved i så vid udstrækning som muligt at gøre brug af bistand fra Det internationale Center for studiet af konservering og restaurering af genstande af kulturel betydning (Rom-Centret), Det internationale Råd for historiske bygninger og områder (ICOMOS) og Den internationale Union for naturfredning og bevarelse af naturressourcerne (IUCN) inden for disses respektive kompetence og muligheder - materiale og dagsorden til komitemøder og er ansvarlig for, at komiteens beslutninger gennemføres.

IV. Fonden til beskyttelse af verdens kultur- og naturarv

Artikel 15

     1. Herved oprettes en fond til beskyttelse af verdens kultur- og naturarv, som har særlig universel værdi, benævnt »Verdensarv-fonden«.

     2. Fonden udgør en »båndlagt fond« i overensstemmelse med finansregulativet for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

     3. Fondens midler består af:

  • a) obligatoriske og frivillige bidrag fra denne konventions medlemsstater,
  • b) bidrag, gaver eller testamentsgaver, som kan ydes af: I) andre stater, II) De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, andre organisationer under De forenede Nationer, især De forenede Nationers udviklingsprogram, eller andre mellemstatlige organisationer, III) offentlige eller private organer eller enkeltpersoner,
  • c) alle renter, der hidrører fra fondens midler,
  • d) midler fra indsamlinger og indtægter fra arrangementer til fordel for fonden og
  • e) alle andre midler med hjemmel i fondsregulativerne, som udarbejdet af verdensarv-komiteen.

     4. Bidrag til fonden og anden form for hjælp, som stilles til rådighed for komiteen, kan kun anvendes til formål, som fastsættes af komiteen. Komiteen kan modtage bidrag til anvendelse på et bestemt program eller projekt, forudsat at komiteen har besluttet at iværksætte et sådant program eller projekt. Bidrag til fonden kan ikke gøres afhængige af politiske betingelser.

Artikel 16

     1. Uden præjudice for noget supplerende frivilligt bidrag forpligter denne konventions medlemsstater sig til regelmæssigt hvert andet år til verdensarv-fonden at indbetale bidrag, hvis størrelse - beregnet efter en ensartet procentsats, som er gældende for alle stater - fastsættes på generalforsamlingen for konventionens medlemsstater, der mødes under samlingerne i generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Denne beslutning af generalforsamlingen kræver flertal af de stater, som er til stede og afgiver stemmer, og som ikke har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 2. I intet tilfælde kan obligatoriske bidrag fra denne konventions medlemsstater overstige 1 % af bidraget til det faste budget for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

     2. Enhver stat, der er omtalt i denne konventions artikel 31 eller 32, kan imidlertid i forbindelse med deponeringen af sine ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter erklære, at den ikke er bundet af bestemmelserne i denne artikels stk. 1.

     3. En af konventionens medlemsstater, der har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 2, kan når som helst trække denne erklæring tilbage ved meddelelse til generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Tilbagetrækningen af en erklæring får dog ikke virkning med hensyn til den pågældende stats obligatoriske bidrag før datoen for den følgende generalforsamling for konventionens medlemsstater.

     4. For at sætte komiteen i stand til at planlægge sine arbejder effektivt betaler de af denne konventions medlemsstater, der har afgivet erklæring i henhold til denne artikels stk. 2, regelmæssigt og mindst hvert andet år et bidrag, der ikke bør være mindre end det bidrag, som de skulle have indbetalt, hvis de havde været bundet af bestemmelserne i denne artikels stk. 1.

     5. Enhver af denne konventions medlemsstater, som er i restance med betalingen af sit obligatoriske eller frivillige bidrag for det løbende år og for det umiddelbart foregående kalenderår, er ikke valgbar til verdensarv-komiteen; dog gælder denne bestemmelse ikke for det første valg.

Valgperioden for en sådan stat, som allerede er medlem af komiteen, slutter ved de valg, som er omhandlet i denne konventions artikel 8, stk. 1.

Artikel 17

Denne konventions medlemsstater skal overveje eller fremme oprettelse af nationale, offentlige og private institutioner eller sammenslutninger, som har til formål at tilskynde til gaveydelser til fordel for beskyttelse af kultur- og naturarven, jfr. denne konventions artikler 1 og 2.

Artikel 18

Denne konventions medlemsstater yder hjælp til internationale indsamlingskampagner arrangeret til fordel for verdensarv-fonden under De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur's auspicier. De fremmer afholdelsen af indsamlinger, der med henblik herpå foranstaltes af de institutioner, som er omtalt i artikel 15, stk. 3.

V. Betingelser for organisering af international hjælp

Artikel 19

Enhver af denne konventions medlemsstater kan anmode om international hjælp til fordel for kultur- eller naturarv, der er af særlig universel betydning, og som befinder sig på dens territorium. Den skal ledsage sin anmodning med det i artikel 21 omhandlede oplysnings- og dokumentationsmateriale, som den råder over, og som er nødvendigt for, at komiteen kan træffe sin beslutning.

Artikel 20

Med forbehold af bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, artikel 22, pkt. c), og artikel 23, kan international hjælp i henhold til denne konvention kun ydes til de kultur- og naturarvværdier, som verdensarv-komiteen har besluttet eller måtte beslutte at optage på en af de i artikel 11, stk. 2 og 4, omhandlede lister.

Artikel 21

     1. Verdensarv-komiteen fastsætter, hvorledes anmodninger til den om international hjælp skal behandles, og specificerer nærmere indholdet af anmodningerne, af hvilke bør fremgå det påtænkte projekt, de nødvendige arbejder, en vurdering af omkostningerne, hvor påtrængende nødvendigt det er, samt årsagerne til, at den stat, der anmoder om hjælp, ikke har midler nok til at dække alle omkostningerne. Sådanne anmodninger skal, når det er muligt, være ledsaget af sagkyndiges udtalelser.

     2. Anmodninger begrundet i ulykker eller naturkatastrofer skal i betragtning af den ufortøvede indsats, som kan være påkrævet, behandles som en hastesag af komiteen, der skal have en reservefond til sin rådighed med henblik på sådanne tilfælde.

     3. Komiteen foretager, før den tager en beslutning, sådanne undersøgelser og indhenter sådanne udtalelser, som den skønner nødvendige.

Artikel 22

Hjælp ydet af verdensarv-komiteen kan bestå i følgende:

  • a) undersøgelser af kunstneriske, videnskabelige og tekniske problemer opstået i forbindelse med beskyttelse, bevarelse, pleje og genoprettelse af kultur- og naturarven, jfr. denne konventions artikel 11, stk. 2 og 4,
  • b) indsættelse af eksperter, teknikere og anden kvalificeret arbejdskraft med henblik på at sikre, at det godkendte arbejde bliver korrekt udført,
  • c) uddannelse af personale og specialister på alle niveauer inden for områderne udpegning, beskyttelse, bevarelse, pleje og genoprettelse af kultur- og naturarven,
  • d) levering af udstyr, som den pågældende stat ikke er i besiddelse af eller i stand til at skaffe sig,
  • e) lavt forrentede eller rentefrie lån, som kan være langfristede,
  • f) i undtagelsestilfælde og med særlig begrundelse tildeling af støttemidler, som ikke skal tilbagebetales.

Artikel 23

Verdensarv-komiteen kan ligeledes yde international hjælp til nationale eller regionale centre for uddannelse af personale og specialister på alle niveauer inden for områderne udpegning, beskyttelse, bevarelse, pleje og genoprettelse af kultur- og naturarven.

Artikel 24

Inden der kan ydes omfattende international hjælp, skal der foretages detaljerede videnskabelige, økonomiske og tekniske undersøgelser. Disse undersøgelser skal anvende den mest avancerede teknik vedrørende beskyttelse, bevarelse, pleje og genoprettelse af kultur- og naturarven og skal være i overensstemmelse med denne konventions formål. Undersøgelserne skal også belyse, hvorledes de midler, som den pågældende stat råder over, kan anvendes mest rationelt.

Artikel 25

I almindelighed bæres kun en del af omkostningerne ved det nødvendige arbejde af det internationale samfund. Bidraget fra den stat, der modtager international hjælp, skal udgøre en væsentlig del af de midler, der stilles til rådighed for hvert program eller projekt, medmindre dens midler ikke tillader dette.

Artikel 26

Verdensarv-komiteen og den modtagende stat fastsætter i den aftale, som de indgår, de betingelser, hvorunder et program eller projekt, hvortil international hjælp ydes i henhold til denne konventions bestemmelser, skal gennemføres. Det påhviler den stat, som modtager sådan international hjælp, fortsat at beskytte, bevare og pleje de således sikrede værdier i overensstemmelse med de betingelser, der er foreskrevet i aftalen.

VI. Uddannelsesprogrammer

Artikel 27

     1. Denne konventions medlemsstater tilstræber ved ethvert egnet middel, især ved uddannelses- og oplysningsprogrammer, at styrke deres befolkningers forståelse af og respekt for kultur- og naturarven, jfr. konventionens artikler 1 og 2.

     2. De forpligter sig til at give offentligheden bred information om de farer, som truer denne arv, og om de i medfør af denne konvention iværksatte dispositioner.

Artikel 28

De af denne konventions medlemsstater, som modtager international hjælp i medfør af konventionen, påtager sig at tage passende skridt til at udbrede kendskabet til betydningen af de værdier, hvortil der er modtaget hjælp, og den rolle, som en sådan hjælp spiller.

VII. Rapporter

Artikel 29

     1. Denne konventions medlemsstater skal i de rapporter, som de forelægger på generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, på de tidspunkter og i den form, som denne træffer bestemmelse om, give oplysning om de lovmæssige og administrative bestemmelser, som de har vedtaget, og andre foranstaltninger, som er truffet med henblik på anvendelsen af denne konvention, samt nærmere oplysning om den viden, der er erhvervet på dette område.

     2. Disse rapporter skal bringes til verdensarv-komiteens kundskab.

     3. Komiteen skal forelægge en rapport om sin virksomhed ved hver ordinær samling af generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

VIII. Afsluttende bestemmelser

Artikel 30

Denne konvention er affattet på arabisk, engelsk, fransk, russisk og spansk, idet de fem tekster skal samme gyldighed.

Artikel 31

     1. Denne konvention skal ratificeres eller godkendes af de stater, som er medlemmer af De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige praksis.

     2. Ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

Artikel 32

     1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver stat, der ikke er medlem af De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, og som af organisationens generalkonference indbydes til at tiltræde den.

     2. Tiltrædelse finder sted ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

Artikel 33

Denne konvention træder i kraft tre måneder efter datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, dog kun for de stater, der har deponeret henholdsvis deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter på eller før denne dato. Den træder i kraft for enhver anden stat tre måneder efter, at denne har deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 34

Følgende bestemmelser er gældende for denne konventions medlemsstater, hvis forfatningssystem er føderalt, eller som ifølge forfatningen ikke udgør en administrativ enhed:

  • a) for så vidt angår bestemmelserne i denne konvention, hvis iværksættelse er undergivet den føderale eller centrale lovgivningsmagts jurisdiktion, er den føderale eller centrale regerings forpligtelser de samme som for de medlemsstater, der ikke er føderale stater,
  • b) for så vidt angår bestemmelserne i denne konvention, hvis iværksættelse er undergivet jurisdiktionen i de enkelte stater, lande, provinser eller kantoner, som ikke i henhold til føderationens forfatning er forpligtet til at tage lovgivningsmæssige skridt, skal den føderale regering underrette staternes, landenes, provinsernes eller kantonernes kompetente myndigheder om de pågældende bestemmelser og anbefale, at de vedtages.

Artikel 35

     1. Enhver af denne konventions medlemsstater kan opsige konventionen.

     2. Opsigelsen skal meddeles skriftligt og deponeres hos generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

     3. Opsigelsen får virkning tolv måneder efter, at opsigelsesinstrumentet er modtaget. Det påvirker ikke den opsigende stats finansielle forpligtelser før den dato, på hvilken udtrædelsen får virkning.

Artikel 36

Generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur skal give organisationens medlemsstater, de i artikel 32 omhandlede stater, som ikke er medlemmer af organisationen, samt De forenede Nationer underretning om deponeringen af alle de i artiklerne 31 og 32 omhandlede ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter og om opsigelser i henhold til artikel 35.

Artikel 37

     1. Denne konvention kan revideres af generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Enhver sådan revision er imidlertid kun bindende for de stater, som bliver deltagere i den reviderede konvention.

     2. I tilfælde af, at generalkonferencen måtte vedtage en ny konvention, som reviderer denne konvention helt eller delvis, skal denne konvention, medmindre den nye konvention bestemmer andet, ikke længere være åben for ratifikation, godkendelse eller tiltrædelse fra den dato at regne, da den nye reviderede konvention træder i kraft.

Artikel 38

I overensstemmelse med De forenede Nationers pagt, artikel 102, registreres denne konvention i De forenede Nationers sekretariat efter anmodning fra generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

Udfærdiget i Paris den treogtyvende november nitten hundrede og tooghalvfjerds i to autentiske eksemplarer, som er underskrevet af præsidenten for generalkonferencens syttende samling samt af generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, og som skal deponeres i arkivet hos De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur, hvoraf bekræftede afskrifter skal fremsendes til alle de i artiklerne 31 og 32 nævnte stater såvel som til De forenede Nationer.

Foranstående er den autentiske tekst til konventionen, behørigt vedtaget af generalkonferencen for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur under dens syttende samling, som blev afholdt i Paris og erklæredes for afsluttet den enogtyvende november 1972.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har vi påført vore underskrifter i dag den treogtyvende november 1972.

Præsidenten for generalkonferencen

Toru Haguiwara

Generaldirektøren

Rene Maheu

I medfør af artikel 33 trådte konventionen i kraft den 17. december 1975 for følgende 20 lande:

Amerikas forenede Stater, Algeriet, Australien, Bulgarien, Cypern, Ecuador, Frankrig, Ghana, Irak, Iran, Jordan, Jugoslavien, Niger, Nigeria, Schweiz, Sudan, Syrien, Tunesien, Zaire og Ægypten.

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos generaldirektøren for De forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab og kultur den 25. juli 1979, hvorefter konventionen i medfør af artikel 33 trådte i kraft for Danmark den 25. oktober 1979.

Nedenfor angives datoerne for konventionens ikrafttræden for de øvrige lande, som har ratificeret eller tiltrådt den:

 

 Afghanistan ........................... 20. juni 1979  

 Argentina ............................. 23. november 1978  

 Bolivia ...............................  4. januar 1977  

 Brasilien .............................  1. december 1977  

 Canada ................................ 23. oktober 1976  

 Costa Rica ............................ 23. november 1977  

 Etiopien ..............................  6. oktober 1977  

 Guatemala ............................. 16. april 1979  

 Guinea ................................ 18. juni 1979  

 Guyana ................................ 20. september 1977  

 Honduras ..............................  8. september 1979  

 Indien ................................ 14. februar 1978  

 Italien ............................... 23. september 1978  

 Libyen ................................ 13. januar 1979  

 Mali ..................................  5. juli 1979  

 Malta ................................. 14. februar 1979  

 Marokko ............................... 28. januar 1976  

 Monaco ................................  7. februar 1979  

 Nepal ................................. 20. september 1978  

 Nicaragua ............................. 17. marts 1980  

 Norge ................................. 12. august 1977  

 Pakistan .............................. 23. oktober 1976  

 Panama ................................  3. juni 1978  

 Polen ................................. 29. september 1976  

 Saudi-Arabien .........................  7. november 1978  

 Senegal ............................... 13. maj 1976  

 Tanzania ..............................  2. november 1977  

 Forbundsrepublikken  

 Tyskland .............................. 23. november 1976.  

I forbindelse med deponeringen af sit ratifikationsinstrument har Danmark i overensstemmelse med konventionens artikel 16, stk. 2, afgivet en erklæring om, at man fra dansk side ikke er bundet af bestemmelserne i samme artikels stk. 1. Amerikas forenede Stater, Brasilien, Bulgarien, Frankrig, Norge og Forbundsrepublikken Tyskland har afgivet tilsvarende erklæringer. Sidstnævnte land har endvidere erklæret, at konventionen også er gældende for Vestberlin.

Udenrigsministeriet, den 5. marts 1980

Kjeld Olesen

Redaktionel note
  • (* 1) Andre landes tiltrædelse og eventuelle forbehold: Ikke bekendtgjort: Antigua/Barbuda 01/02/1984. Skrivelse af 19/12/1983 fra UNESCO. Burundi 19/08/1982. Skrivelse af 14/06/1982 fra UNESCO Chile 20/05/1980. Skrivelse af 18/04/1980 fra UNESCO Den centralafrikanske Republik 22/03/1981. Skrivelse af 10/03/1981 fra UNESCO Elfenbenskysten 09/04/1981. Skrivelse af 05/03/1981 fra UNESCO Haiti 18/04/1980. Skrivelse af 11/03/1980 fra UNESCO Malawi 05/04/1982. Skrivelse af 12/02/1982 fra UNESCO Mauretanien 02/06/1981. Skrivelse af 23/06/1981 fra UNESCO Oman 06/01/1982. Skrivelse af 23/01/1982 fra UNESCO. Oman ikke bundet af bestemmelserne i art. 16 stk. 1 Portugal 30/12/1980. Skrivelse af 09/12/1980 fra UNESCO Seychellerne 09/07/1980. Skrivelse af 27/05/1980 fra UNESCO Sri Lanka 06/09/1980. Skrivelse af 21/08/1980 fra UNESCO Yemen 07/01/1981. Skrivelse af 09/12/1980 fra UNESCO Zambia 04/09/1984. Skrivelse af 23/07/1984 fra UNESCO. Spørgsmålet om, hvilke lande der iøvrigt har tiltrådt konventionen, er ved at blive undersøgt.