Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om redningsveste i mindre fartøjer


I medfør af § 2, stk. 5, § 11, stk. 2, og § 28 i lov om skibes

sikkerhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 29. september 1988,

og efter bemyndigelse i bekendtgørelse nr. 570 af 26. september 1988

fastsættes:

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter alle fartøjer, der ikke i henhold til andre regler er pålagt at medføre redningsveste.

Stk. 2. Ved fartøj forstås enhver indretning, såsom erhvervsfartøjer, både, joller, pramme, vandscootere, windsurfere m.m., der anvendes af personer på vandet, bortset fra skibes redningsbåde samt badeudstyr, der udelukkende anvendes i strandkanten.

§ 2. Alle fartøjer, der ikke er fortøjet i havn, skal medføre redningsveste eller svømmeveste til alle personer om bord.

Stk. 2. Kapronings- og motionsroningsfartøjer kan i stedet for at følge bestemmelserne i stk. 1 følge Dansk Forening for Rosports eller Dansk Kano og Kajak Forbunds sikkerhedsbestemmelser.

Stk. 3. Dykkere, som transporteres i fartøjer omfattet af denne bekendtgørelse, kan anvende de opstigningsveste, der bruges sammen med dykkerudstyret, i stedet for redningsveste.

Stk. 4. Fartøjer, der under opsyn anvendes i lavvandede områder i forlystelsesparker og lignende, kan af Søfartsstyrelsen fritages for at opfylde denne bekendtgørelse.

§ 3. Rednings- og svømmeveste skal være typegodkendt efter anerkendte normer, herunder SOLAS- og EF-typegodkendt eller DVN-varedeklareret.

§ 4. Anvisninger for brugen og vægtgrænser m.v. af den enkelte rednings- eller svømmevest skal følges.

§ 5. Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde eller hæfte.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. december 1992.

§ 7. Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne.

Søfartsstyrelsen, den 14. oktober 1992

Hans Christensen

/ P. Lauridsen

Officielle noter

Ingen