Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til øvrige EU dokumenter
31998L0034
 
31998L0048
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Bekendtgørelsens område

Kapitel 2   Forbud mod import, salg og anvendelse

Kapitel 3   Tilsyn, kontrol og klageadgang

Kapitel 4   Straf og ikrafttrædelse

Bilag 1

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om forbud mod ftalater i legetøj og småbørnsartikler1)

I medfør af § 30, § 31, § 45, stk. 1, § 59, stk. 4, og § 60 i lov om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1755 af 22. december 2006, som ændret ved lov nr. 97 af 10. februar 2009, fastsættes:

Kapitel 1

Bekendtgørelsens område

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på legetøj og småbørnsartikler.

§ 2. I bekendtgørelsen anvendes følgende definitioner:

1) Legetøj: ethvert produkt, som klart er konstrueret eller bestemt til legeformål til børn i alderen 0-3 år (0-36 måneder).

2) Småbørnsartikel: ethvert produkt, som er beregnet til eller normalt må forventes at blive puttet i munden af børn i alderen 0-3 år (0-36 måneder), herunder navnlig narresutter, hagesmække, smykker og badeudstyr m.v.

3) Ftalater: estere af o-phthalsyre.

§ 3. Bekendtgørelsen omfatter ikke de ftalater, der er nævnt i bilag 1 til denne bekendtgørelse.

Kapitel 2

Forbud mod import, salg og anvendelse

§ 4. Det er forbudt at anvende ftalater, som stoffer eller som bestanddele i kemiske produkter, ved fremstilling af legetøj og småbørnsartikler eller dele deraf i koncentrationer over 0,05 % udtrykt i masse.

Stk. 2. Det er forbudt at importere eller sælge legetøj og småbørnsartikler eller dele deraf, der indeholder ftalater i koncentrationer over 0,05 % udtrykt i masse.

Stk. 3. Småbørnsartikler, som er beregnet til at komme i kontakt med fødevarer, er ikke omfattet af stk. 1 og 2.

Kapitel 3

Tilsyn, kontrol og klageadgang

§ 5. Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen, jf. lovens regler herom.

Stk. 2. Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 4

Straf og ikrafttrædelse

§ 6. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) anvender ftalater ved fremstilling af legetøj og småbørnsartikler eller dele deraf i strid med § 4, stk. 1, eller

2) importerer eller sælger legetøj og småbørnsartikler eller dele deraf i strid med § 4, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på menneskers liv eller sundhed eller fremkaldt fare derfor,

2) voldt skade på miljøet eller fare derfor eller

3) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder ved besparelser, for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. september 2009.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 786 af 11. juli 2006 om forbud mod ftalater i legetøj og småbørnsartikler ophæves.

Miljøministeriet, den 5. september 2009

Troels Lund Poulsen

/ Claus Torp


Bilag 1

Liste over ftalater, der ikke er omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 32)

Stofgruppe
CAS-nr.
Einecs nr.
Di(2-ethylhexy)ftalat (DEHP)
117-81-7
204-211-0
Dibutylftalat (DBP)
84-74-2
201-557-4
Butylbenzylftalat (BBP)
85-68-7
201-622-7
Diisononylftalat (DINP)
28553-12-0
68515-48-0
249-079-5
271-090-9
Diisodecylftalat (DIDP)
26761-40-0
68515-49-1
247-977-1
271-091-4
di-n-octylftalat (DNOP)
117-84-0
204-214-7

Officielle noter

1) Bekendtgørelse nr. 786 af 11. juli 2006, som denne bekendtgørelse afløser, har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet) som ændret ved direktiv 98/48/EF.

2) Ftalaterne i dette bilag er omfattet af bilag XVII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006/EF af 18. december 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 396, side 1)