Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om adgangen til frit valg af boligindretning efter lov om social service

I medfør af § 116, stk. 3, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009, som ændret ved lov nr. 407 af 21. april 2010, fastsættes:

Frit valg

§ 1. En borger, der er tilkendt hjælp til boligindretning efter § 116, stk. 1, i lov om social service, kan, hvis den pågældende ønsker at benytte en anden håndværker end den, som kommunalbestyrelsen har valgt, vælge selv at lade boligindretningen udføre og få udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have fået udført boligindretningen for hos den håndværker, som kommunen har valgt. På samme måde kan borgeren vælge andre materialer end dem, som kommunalbestyrelsen har anvist.

Stk. 2. Det er en betingelse for, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til en boligindretning udført af en anden håndværker end den, som kommunalbestyrelsen har valgt, at den pågældende håndværker er faglært og momsregistreret. Det er borgerens ansvar at sikre dette.

Stk. 3. Det er en betingelse for, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til en boligindretning udført i andre materialer end dem, som kommunalbestyrelsen har anvist, at de valgte materialer kan sikre, at boligindretningen tjener til at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for borgeren. Det er borgerens ansvar at sikre dette.

§ 2. Ved betaling for boligindretning, hvor borgeren har benyttet sig af frit valg, skal fakturaen fra den håndværker, som borgeren vælger, sendes og afregnes direkte med kommunen. Borgeren hæfter selv for egenandelen, der betales direkte til håndværkeren. Det skal fremgå af fakturaen, om borgerens eventuelle egenandel er fratrukket.

Tilbagelevering

§ 3. Borgeren har ejendomsretten til boligindretningen.

Stk. 2. Hvis der samtidig med bevillingen af boligindretningen er indgået aftale om tilbagelevering efter endt brug, og borgeren har benyttet sig af retten til frit at vælge andre materialer end dem, kommunalbestyrelsen har bevilget, har kommunalbestyrelsen i forbindelse med tilbageleveringen ikke pligt til at refundere borgeren de ekstra udgifter til materialer, som den pågældende har afholdt.

Reetablering

§ 4. Hvis der samtidig med bevilling af boligindretningen er indgået aftale om reetablering, har kommunalbestyrelsen alene pligt til at foretage reetablering i forhold til den boligindretning, som kommunalbestyrelsen har ydet hjælp til. Eventuelle yderligere udgifter til reetablering, som måtte være opstået som følge af borgerens benyttelse af frit valg, skal afholdes af borgeren.

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2010.

Socialministeriet, den 14. september 2010

Benedikte Kiær

/ Karin Ingemann