Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32005L0036
 
32006L0123
 
32010L0031
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde, definitioner m.v.
Kapitel 2 Udarbejdelse, udlevering og opsætning af energimærkning
Kapitel 3 Gyldighedsperioden af energimærkning
Kapitel 4 Energimærkning ved salg, udleje og overdragelse af andel m.v.
Kapitel 5 Energimærkning ved nybyggeri
Kapitel 6 Energimærkning af større privatejede bygninger
Kapitel 7 Certificerede energimærkningsfirmaer
Kapitel 8 Akkrediterede certificerende organer
Kapitel 9 Midlertidig eller lejlighedsvis erhvervsudøvelse som uvildig ekspert
Kapitel 10 De certificerede energimærkningsfirmaers forpligtelser
Kapitel 11 Tilsyn m.v.
Kapitel 12 Klageadgang
Kapitel 13 Håndhævelse og offentliggørelse
Kapitel 14 Straf
Kapitel 15 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger1)

I medfør af § 2, stk. 3, § 3, stk. 7, § 4, § 5, stk. 2, § 7, stk. 3, § 10, stk. 2, § 12, stk. 1, §§ 14 og 15, § 22, stk. 2, § 24, stk. 1-3, § 24 a, § 25, stk. 1, § 28, stk. 3, § 28 a, § 29, stk. 4, nr. 1 og 2, § 31, stk. 2, § 32, stk. 3, og § 35, stk. 2, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 636 af 19. juni 2012, og § 32 a i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde, definitioner m.v.

§ 1. Denne bekendtgørelse omhandler energimærkning af bygninger i medfør af lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

Stk. 2. Alle bygninger, hvor der anvendes energi til regulering af indeklimaet, skal energimærkes efter reglerne i §§ 16-18 og 21, medmindre de er undtaget efter §§ 3-5.

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved følgende:

1) Bygning: En enkeltstående konstruktion med vægge og tag, der i Bygnings- og Boligregistret (BBR) er angivet som en bygning. Ved helt eller delvis sammenbyggede enfamiliehuse med lodret skel (række-, kæde- eller dobbelthuse) (130) skal hver enhed energimærkes, som var det én bygning, jf. dog § 6, stk. 2.

2) Certificeret energimærkningsfirma: En virksomhed, som er certificeret til at foretage energimærkning af bygninger efter § 22.

3) Certificerende organ: En virksomhed, som er akkrediteret til at foretage certificering af energimærkningsfirmaer efter § 27.

4) Ejendom: Et matrikelnummer eller flere matrikelnumre, som ifølge notering i matriklen skal holdes forenet, jf. lov om udstykning og anden registrering i matriklen. En ejendom omfatter de bygninger, som står på matrikelnummeret eller -numrene.

5) Ejer: En ejer af en bygning eller, for så vidt angår ejerlejligheder, en ejerforening eller, for så vidt angår boligfællesskaber, en andelsboligforening, et boliganpartsselskab eller et boligaktieselskab, jf. dog § 13, hvor ejerbegrebet tillige kan omfatte en ejer af en ejerlejlighed eller en overdrager af en andel, anpart eller aktie i et boligfællesskab, og § 16, stk. 2, om projektsalg.

6) Energikonsulent: En person, der i et certificeret energimærkningsfirma er ansvarlig for udarbejdelsen af energimærkningen.

7) Samlet etageareal: Summen af de samlede bolig- og erhvervsarealer som defineret i BBR for en bygning. Ved beregningen af det samlede etageareal fradrages arealer, som i BBR er registreret under de anvendelser, der er nævnt i §§ 3 og 4.

8) SEEB: Sekretariatet for Energieffektive Bygninger, der er et sekretariat etableret af Energistyrelsen til at varetage opgaver vedrørende energimærkningsordningen, jf. § 36, stk. 2, herefter benævnt SEEB.

9) Kvalitetssikring: Den proces, hvor en virksomhed eller sagkyndig institution bemyndiget af Energistyrelsen varetager opgaver vedrørende kvalitetssikring af energimærkningsordningen, jf. § 36, stk. 3.

10) Uvildig ekspert: En uvildig ekspert til attestering (energimærkning) af bygninger i et andet EU-land i medfør af national lovgivning eller administrative bestemmelser, som gennemfører artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010, om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning).

Stk. 2. Anvendelseskode i BBR er anført i parentes i denne bekendtgørelse.

§ 3. Bygninger, der ifølge registrering i BBR helt eller overvejende anvendes til følgende erhverv, er undtaget fra krav om energimærkning:

1) Erhvervsmæssig produktion vedrørende landbrug, skovbrug, gartneri, råstofudvinding og lign. (210), herunder blandt andet husdyrbrug, fjerkræavl, pelsdyrfarm, stutteri, kennel, gartneri, frugtavl, planteskole, dambrug, sten-, grus-, tørve- og brunkulsudvinding. Stuehuse til landbrug er dog omfattet af krav om energimærkning uanset 1. pkt. og stk. 2.

2) Erhvervsmæssig produktion vedrørende industri, håndværk m.v. (fabrik, værksted og lign.) (220). Herved forstås bygninger, der benyttes til fremstillingsvirksomhed og forarbejdning samt lagervirksomhed i forbindelse hermed, herunder blandt andet bryggerivirksomhed (tappehal og lign.) garveri-, trykkeri-, jernstøberi- og slagterivirksomhed, sko-, tobak-, tekstil-, papir- og brødfabrikation, fotolaboratorium og lign.

3) El-, gas-, vand- eller varmeværk, forbrændingsanstalt m.v. (230).

4) Anden bygning til landbrug, industri m.v. (290).

Stk. 2. Hvis over halvdelen af det samlede etageareal i en bygning anvendes til formål, som er nævnt i stk. 1, er bygningen som helhed undtaget fra krav om energimærkning.

§ 4. Bygninger, der ifølge registrering i BBR anvendes til følgende formål, er undtaget fra krav om energimærkning:

1) Bygninger, der anvendes til gudstjenester og andre religiøse formål (410).

2) Sommerhus (510), medmindre der er tale om nyopførelse jf. § 18.

3) Kolonihavehus (540).

4) Garage med plads til et eller to køretøjer (910).

5) Carport (920).

6) Udhus (930).

§ 5. Følgende kategorier af bygninger er undtaget fra krav om energimærkning uanset registrering i BBR:

1) Fritliggende bygning med et samlet etageareal på under 60 m2.

2) Bygning, der sælges med henblik på nedrivning.

3) Bygning, hvor det opvarmede areal er mindre end 60 m2 og højst udgør 25 pct. af det samlede etageareal

4) Bygning, som er fredet efter lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger.

5) Bygning, hvor det ikke er muligt at udføre en retvisende energimæssig beregning på grund af væsentlige mangler i bygningens varmeanlæg eller klimaskærm.

Kapitel 2

Udarbejdelse, udlevering og opsætning af energimærkning

§ 6. Energimærkning udarbejdes for hver enkelt bygning, selv om der er flere bygninger beliggende på den pågældende ejendom, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Der kan udarbejdes fælles energimærkning for flere bygninger ved energimærkning af nyopførte række-, kæde- og dobbelthuse (130), hvis der ved færdigmeldingen foreligger en fælles energiramme for disse.

§ 7. Energimærkning af bygninger udføres af certificerede energimærkningsfirmaer, jf. dog kapitel 9. Det certificerede energimærkningsfirma er ansvarligt for udarbejdelse og indberetning af energimærkningen.

§ 8. Det certificerede energimærkningsfirma skal udarbejde energimærkningen i overensstemmelse med de retningslinjer, som er fastsat i medfør af §§ 11 og 12 og på grundlag af en bygningsgennemgang, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Enfamiliehuse (110, 120 og 130), hvor færdigmelding af byggeriet er sket i kalenderåret 25 år før årstallet for energimærkningen eller senere, kan energimærkes uden en bygningsgennemgang, jf. dog stk. 3 og § 18, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3. Enfamiliehuse, hvor der er indsendt ansøgning om byggetilladelse efter den 31. marts 2006 i henhold til Tillæg 10 til Bygningsreglement for småhuse 1998, kan kun energimærkes uden bygningsgennemgang efter stk. 2, hvis der er gennemført energimærkning inden færdigmelding, jf. § 11 i lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

Stk. 4. Energimærkning uden bygningsgennemgang efter stk. 2 er betinget af, at ejer garanterer i form af en erklæring, at der ikke er gennemført bygningsændringer, der væsentligt har forringet bygningens energimæssige ydeevne.

§ 9. Energimærkningen skal udarbejdes i en standardiseret energimærkningsrapport for pågældende bygningskategori. Standardformularer for energimærkningsrapporter udarbejdes af Energistyrelsen og offentliggøres på SEEBs hjemmeside.

Stk. 2. Det certificerede energimærkningsfirma skal i elektronisk form indberette de oplysninger, der indgår i en energimærkning til SEEB.

Stk. 3. En energimærkning får gyldighed, når det certificerede energimærkningsfirma efter stk. 2 har indberettet de oplysninger, der indgår i energimærkningen, til SEEB og SEEB derefter har sendt energimærkningsrapporten med energimærkningsnummer til det certificerede energimærkningsfirma. SEEB kan afvise indberetningen og afslå tildeling af et energimærkningsnummer, hvis energimærkningen ikke opfylder Energistyrelsens retningslinjer, jf. §§ 11 og 12.

Stk. 4. Det certificerede energimærkningsfirma skal opbevare dokumentation for den gennemførte energimærkning i energimærkets gyldighedsperiode, jf. § 15. Forpligtelsen til at opbevare den nævnte dokumentation i energimærkets gyldighedsperiode, jf. § 15 ophører ikke, hvis firmaet ophører med at være certificeret energimærkningsfirma.

§ 10. Ejere, der har indgået aftale med et certificeret energimærkningsfirma om at få udarbejdet en energimærkning, skal give det certificerede energimærkningsfirma de oplysninger om bygningen, som er nødvendige for udarbejdelsen af energimærkningen. Ejeren skal herunder give det certificerede energimærkningsfirma adgang til at indhente oplysninger om de tidligere udførte energimærkninger og eftersyn af tekniske anlæg, der er indberettet i elektronisk form til SEEB.

Stk. 2. Ejers forpligtelse efter stk. 1 gælder tilsvarende, hvis aftalen om udarbejdelse af en energimærkning indgås af andre, der er berettigede til at indgå en sådan aftale efter § 6, stk. 2-4, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

§ 11. Energistyrelsen fastsætter i Håndbog for Energikonsulenter retningslinjer for udformning og indhold af energimærkningen, for det certificerede energimærkningsfirmas udarbejdelse og indberetning af energimærkning og for dokumentation af energimærkningen. Styrelsen kan endvidere i håndbogen fastsætte krav til udstyr, der anvendes i forbindelse med energimærkningen.

Stk. 2. Energistyrelsens retningslinjer, jf. stk. 1 og § 12, sendes til de certificerede energimærkningsfirmaer og offentliggøres på enten SEEBs eller Energistyrelsens hjemmeside.

§ 12. Energimærkning af bygninger baseres på bygningens beregnede energiforbrug, beregnet på grundlag af retningslinjer fastsat af Energistyrelsen, jf. § 11.

Stk. 2. Ved energimærkning af nyopførte sommerhuse (510) gennemføres energimærkningen uden beregning af energiforbrug.

Stk. 3. Ved udleje af en hel eller dele af en bygning med etageboliger, institutioner, bygninger til handel og service (140, 150, 160, 190, 310, 320, 330, 390, 410, 420, 430, 440, 490, 520, 530, 590) kan energimærkningen dog baseres på det målte forbrug. Ved udleje af bygninger, der anvendes til kontor og administration (320) og hvor lejemålet udgør mindst 25 pct. af det samlede opvarmede etageareal i bygningen, skal energimærkningen dog baseres på det beregnede forbrug.

Stk. 4. Energimærkning på basis af målt energiforbrug, jf. stk. 3, forudsætter, at der foreligger månedlige aflæsninger af energiforbruget over mindst 1 år. Indholdet af den krævede måling skal omfatte dels en måling af elforbruget og dels månedlige aflæsninger af

1) bygningens forbrug af energi til opvarmning, herunder varmt brugsvand,

2) de energiforbrugende installationers driftsforhold, og

3) udetemperatur.

§ 13. Det certificerede energimærkningsfirma skal efter anmodning udlevere energimærkningsrapporten i papirversion til ejeren af bygningen. Denne forpligtelse gælder i minimum 7 år fra energimærkets indberetning jf. § 9, stk. 4.

Stk. 2. Ejeren kan udlevere energimærkningen i elektronisk form til den, der efter reglerne i §§ 6-8 b og § 15 a i lov om fremme af energibesparelser i bygninger er berettiget til at få energimærkningen udleveret.

Stk. 3. Via portalen boligejer.dk gøres energimærkningen tilgængelig for den til enhver tid værende ejer af en bygning.

Stk. 4. Energistyrelsen skal opbevare den indberettede dokumentation for den gennemførte energimærkning i energimærkets gyldighedsperiode, dog minimum i 7 år fra indberetningsdatoen. Den til enhver tid værende ejer af en bygning kan i perioden, hvor Energistyrelsen er forpligtet til at opbevare dokumentationen, få elektronisk adgang til oplysninger vedrørende det pågældende energimærke, som er indberettet til Energistyrelsen.

§ 14. Dokumenter kan indsendes til Energistyrelsen og SEEB i elektronisk form, jf. dog § 9, stk. 2. Dokumenter i elektronisk form skal anvende digital signatur med et sikkerhedsniveau svarende til OCES-standarden eller højere.

Stk. 2. Energistyrelsen kan bestemme, at certificerede energimærkningsfirmaer skal fremsende materiale til Energistyrelsen, SEEB og teknisk revisor i elektronisk form.

Kapitel 3

Gyldighedsperioden af energimærkning

§ 15. Energimærkninger har gyldighed i 10 år. Hvis der ved energimærkningen identificeres besparelser med tilbagebetalingstid under 10 år, der tilsammen udgør mere end 5 pct. af energiforbruget, nedsættes gyldigheden til 7 år.

Stk. 2. Gyldighedsperioden for en energimærkning regnes fra den dato, hvor SEEB har sendt energimærkningsrapporten med energimærkningsnummer til det certificerede energimærkningsfirma, jf. § 9, stk. 3. Hvis en energimærkning efterfølgende berigtiges, fastholdes den oprindelige gyldighedsperiode.

Stk. 3. Hvis der efter udarbejdelsen af energimærkningen er gennemført ændringer, som i væsentligt omfang forringer bygningens energimæssige ydeevne, vil den tidligere udarbejdede energimærkning ikke være gyldig.

Kapitel 4

Energimærkning ved salg, udleje og overdragelse af andel m.v.

§ 16. Ved salg, jf. § 6 i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, skal der foreligge en energimærkning for bygningen.

Stk. 2. Ved indgåelse af aftale om salg af en bygning eller af en lejlighed heri (projektsalg), skal den, som er bygherre for bygningen, fremlægge energimærkning for køber inden ibrugtagningen, jf. § 18, stk. 1. Dette gælder ligeledes ved aftaler om salg indgået inden eller under opførelsen af bygningen, men med overtagelse efter færdiggørelsen.

§ 17. Ved udleje eller overdragelse af en andel m.v., jf. §§ 7 og 8 i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, skal der foreligge en energimærkning for bygningen.

Stk. 2. Tidsbegrænset udlejning af højst 4 ugers varighed pr. udlejning er undtaget fra kravet i stk. 1.

Kapitel 5

Energimærkning ved nybyggeri

§ 18. Inden ibrugtagning eller færdigmelding af en ny bygning skal ejeren lade udarbejde en energimærkning af bygningen, medmindre der er foretaget energimærkning ved projektsalg efter § 16, stk. 2. Energimærkning af nybyggeri foretages på grundlag af en bygningsgennemgang.

Stk. 2. Tilbygninger er undtaget fra energimærkning af nye bygninger efter stk. 1.

Stk. 3. Bygninger, der er omfattet af Bygningsreglementet kapitel 7.1, stk. 5, er undtaget fra energimærkning ved nyopførelse.

§ 19. Energimærkning efter § 18 udarbejdes efter afslutningen af de nævnte byggearbejder. Ved byggeri, der afsluttes i etaper, udarbejdes energimærkningen efter hver etape.

Stk. 2. SEEB fremsender automatisk energimærkningen til den kommunale bygningsmyndighed med henblik på afslutningen af byggearbejdet.

§ 20. Den, der projekterer og udfører byggeri, som skal energimærkes efter § 18, skal efter anmodning levere den fornødne dokumentation for skjulte konstruktioner til det certificerede energimærkningsfirma, der har indgået aftale med ejeren om udarbejdelse af energimærkningen.

Kapitel 6

Energimærkning af større privatejede bygninger

§ 21. Bygninger med et samlet etageareal på 1.000 m2 eller derover, som ejes af andre end offentlige institutioner m.v. som nævnt i § 22 i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, skal have gyldigt energimærke.

Kapitel 7

Certificerede energimærkningsfirmaer

§ 22. Virksomheder, der er certificeret som energimærkningsfirma af et certificerende organ, jf. § 27, kan udføre energimærkning af bygninger efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Certificering af energimærkningsfirmaer skal ske i henhold til »DS/EN ISO 9001 om kvalitetsstyringssystemer – systemkrav« og Energistyrelsens krav til virksomheder, der udfører energimærkning. Energistyrelsens krav offentliggøres på styrelsens eller SEEBs hjemmeside. ISO standard »DS/EN ISO 9001« kundgøres ikke i Lovtidende, men kundgøres ved, at de pågældende tekniske specifikationer ligger til gennemsyn i Energistyrelsen.

§ 23. En virksomhed, som er blevet certificeret som energimærkningsfirma efter denne bekendtgørelse, skal med henblik på registrering indgive en anmeldelse til SEEB vedlagt dokumentation for certificeringen. Energistyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for registrering er opfyldt.

Stk. 2. Energistyrelsen fører et offentligt tilgængeligt register over certificerede energimærkningsfirmaer. Energimærkning kan udføres, når virksomheden har fået meddelelse fra SEEB om optagelse i registret.

§ 24. Energistyrelsen træffer afgørelse om registrering af det certificerede energimærkningsfirma senest 4 uger efter modtagelse af anmeldelsen, jf. dog stk. 2. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor al dokumentation er fremsendt.

Stk. 2. Fristen i stk. 1 kan forlænges én gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det. Energistyrelsen begrunder forlængelsen og varigheden af forlængelsen og meddeler dette til det certificerede energimærkningsfirma inden udløbet af fristen i stk. 1.

Stk. 3. Når SEEB har modtaget anmeldelse fra det certificerede energimærkningsfirma, sender SEEB hurtigst muligt en kvittering til det certificerede energimærkningsfirma med oplysning om:

1) sagsbehandlingsfristen, jf. stk. 1 og 2,

2) at den anmeldende certificerede virksomhed ikke må udføre opgaver som certificeret energimærkningsfirma efter denne bekendtgørelse, før den har fået meddelelse fra Energistyrelsen om optagelse i registret og

3) klageadgang.

Stk. 4. Hvis anmeldelsen er ufuldstændig, oplyses den anmeldende virksomhed hurtigst muligt herom og om, at der skal indgives yderligere dokumentation og om en eventuel indvirkning på sagsbehandlingsfristen, jf. stk. 1 og 2.

§ 25. Et certificeret energimærkningsfirma skal være dækket af en professionel ansvarsforsikring, som dækker eventuelle bygningsskader, som firmaet kan pålægges ansvaret for som følge af dets rådgivning som certificeret energimærkningsfirma.

§ 26. Det certificerede energimærkningsfirma skal snarest muligt oplyse SEEB om ændringer i eller bortfald af en certificering og om forhold vedrørende det certificerende organ, som indebærer, at det certificerede energimærkningsfirma ikke længere opfylder betingelserne for at foretage energimærkning af bygninger, jf. § 22.

Stk. 2. Registreringen i Energistyrelsens register over certificerede energimærkningsfirmaer ophører umiddelbart, hvis firmaet skriftligt meddeler SEEB, at firmaet ikke længere ønsker at være registreret som certificeret energimærkningsfirma.

Kapitel 8

Akkrediterede certificerende organer

§ 27. En virksomhed kan kun foretage certificering af energimærkningsfirmaer efter denne bekendtgørelse, hvis virksomheden er akkrediteret som certificerende organ af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, DANAK, eller et tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganer, EA’s, multilaterale aftale om gensidig anerkendelse.

Stk. 2. Det certificerende organ skal være akkrediteret til at certificere energimærkningsfirmaer efter denne bekendtgørelse i henhold til »DS/EN ISO/IEC 17021 om overensstemmelsesvurdering – krav til organer der foretager audit og certificering af ledelsessystemer« og Energistyrelsens krav til akkreditering af certificerende organer. Energistyrelsens krav offentliggøres på styrelsens eller SEEBs hjemmeside. ISO standard »DS/EN ISO/IEC 17021« kundgøres ikke i Lovtidende, men kundgøres ved, at de pågældende tekniske specifikationer ligger til gennemsyn i Energistyrelsen.

Kapitel 9

Midlertidig eller lejlighedsvis erhvervsudøvelse som uvildig ekspert

§ 28. Energistyrelsen fører et offentligt register over uvildige eksperter, som er lovligt etableret i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med herom, med henblik på at udføre energimærkning af bygninger, og som har anmeldt til styrelsen, at de midlertidigt og lejlighedsvist agter at levere tjenesteydelsen som godkendt energikonsulent her i landet, jf. lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark. I registret optages oplysning om personens navn, adresse og titel eller erhvervsmæssige kvalifikationer.

Stk. 2. Personer, som er omfattet af stk. 1, skal indgive skriftlig anmeldelse til Energistyrelsen, før de leverer tjenesteydelser som uvildige eksperter her i landet første gang. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar.

Stk. 3. Første gang tjenesteyderen ønsker at levere tjenesteydelse som uvildig ekspert her i landet, eller hvis væsentlige forhold ændrer sig for tjenesteyderen, skal følgende oplysninger anmeldes skriftligt til Energistyrelsen:

1) Dokumentation for tjenesteyderens nationalitet.

2) Attestation for at tjenesteyderen er lovlig etableret i en medlemsstat for dér at udøve virksomhed som uvildig ekspert, og at det på tidspunktet for udstedelse af attestationen ikke forbydes ham at udøve denne virksomhed, heller ikke midlertidigt.

3) Bevis for erhvervsmæssige kvalifikationer.

4) Hvilken som helst form for bevis på, at tjenesteyderen har udøvet den pågældende virksomhed i mindst 2 år i løbet af de sidste 10 år, hvis erhvervet eller uddannelsen til erhvervet ikke er lovreguleret i den pågældendes hjemland.

Stk. 4. Anmeldelse til Energistyrelsen efter stk. 2 skal fornyes en gang om året, hvis anmelderen agter at opretholde muligheden for midlertidigt og lejlighedsvist at levere tjenesteydelsen som uvildig ekspert her i landet i løbet af det pågældende år.

§ 29. Når en uvildig ekspert, optaget i registret efter § 28, stk. 1, udfører tjenesteydelser efter denne bekendtgørelse, skal den uvildige ekspert anvende den titel, der anvendes i etableringsstaten, når der i denne medlemsstat findes en lovreguleret titel for udarbejdning af energimærkninger for bygninger. Titlen anføres på etableringsmedlemsstatens officielle sprog eller et af dens officielle sprog. Hvis titlen ikke findes i etableringsmedlemsstaten, skal den uvildige ekspert anføre på et af denne stats officielle sprog, hvilket uddannelsesbevis den pågældende som uvildig ekspert har.

Stk. 2. Der stilles ikke krav om, at personer optaget i registeret efter § 28, stk. 1, skal være tilknyttet et energimærkningsfirma for at kunne udøve virksomhed som uvildig ekspert.

§ 30. Energistyrelsen kan udveksle oplysninger med andre kompetente myndigheder i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med herom, om

1) virksomheder, der er etableret og registreret som certificerede energimærkningsfirmaer her i landet, jf. § 23, stk. 2, og som agter midlertidigt eller lejlighedsvist at levere tjenesteydelser i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med herom, og

2) personer, der er etableret i et tilsvarende erhverv som uvildige eksperter i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med herom, og som agter midlertidigt eller lejlighedsvist at levere tjenesteydelser her i landet, jf. § 28.

Stk. 2. Med kompetent myndighed i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med herom, i stk. 1 menes i denne bekendtgørelse den myndighed, der administrerer erhvervet som uvildig ekspert i det pågældende land.

§ 31. Reglerne i denne bekendtgørelse, herunder om betingelserne for at udøve virksomhed som certificeret energimærkningsfirma finder, bortset fra kravet om certificering af virksomheden jf. kapitel 7 og §§ 37, 40 og 41, tilsvarende anvendelse på personer registreret efter § 28, stk. 1.

Stk. 2. Den midlertidige tilladelse til erhvervsudøvelse som uvildig ekspert efter dette kapitel ophører umiddelbart, hvis den uvildige ekspert skriftligt meddeler SEEB, at vedkommende vil ophøre som uvildig ekspert.

Kapitel 10

De certificerede energimærkningsfirmaers forpligtelser

§ 32. De certificerede energimærkningsfirmaer skal udføre deres opgaver som certificerede energimærkningsfirmaer i overensstemmelse med denne bekendtgørelse og retningslinjer fra Energistyrelsen, jf. §§ 11 og 12.

Stk. 2. De certificerede energimærkningsfirmaer skal endvidere

1) efterkomme afgørelser truffet af Energistyrelsen eller Energiklagenævnet,

2) følge anvisninger fra Energistyrelsen og SEEB i forbindelse med behandlingen af sager om henholdsvis klager over energimærkning, kvalitetssikring og skrivebordskontrol og

3) betale skyldige gebyrer, som påhviler dem for kurser m.v.

Stk. 3. Hvis der påvises fejl eller mangler i en energimærkning jf. i § 37, stk. 4, kan Energistyrelsen, når særlige omstændigheder taler for det, påbyde det certificerede energimærkningsfirma at tilbagebetale honoraret for energimærkningen til den, der har ladet energimærkningen udarbejde, eller at betale omkostningerne ved at lade et andet certificeret energimærkningsfirma udarbejde en ny energimærkning til bygningsejeren eller en anden berettiget.

§ 33. Det certificerede energimærkningsfirma skal være uvildigt i den enkelte sag, således at det certificerede energimærkningsfirma er uafhængig af interesser, der kan påvirke arbejdet som certificeret energimærkningsfirma.

Stk. 2. Det certificerede energimærkningsfirma må ikke have deltaget i projekteringen af eller opførelsen af en ny bygning, hvor projekteringen er udført efter den 31. december 2005, og som herefter energimærkes efter § 18.

Stk. 3. Hvis energimærkning af en bygning udføres i forbindelse med andet arbejde, skal det certificerede energimærkningsfirma drage omsorg for, at det af fakturaen til ejeren klart fremgår, hvad omkostningerne til energimærkningen har været.

§ 34. Det certificerede energimærkningsfirmas virksomhed efter denne bekendtgørelse omfattes af de gældende Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand (ABR). De bestemmelser i ABR, hvorefter der kan træffes aftale mellem klienten og rådgiveren om størrelsen af rådgiverens ansvar og om rådgiveransvarets forsikringsdækning, giver ikke adgang til at træffe aftale om disse forhold, således at klienten bliver stillet dårligere end, hvad der følger af bekendtgørelsen.

§ 35. Certificerede energimærkningsfirmaer skal oplyse dem, der anvender eller ønsker at anvende det certificerede energimærkningsfirma til udarbejdelse af energimærkning efter denne bekendtgørelse, om

1) eventuelle erhvervsforsikringer, herunder kontaktoplysninger på forsikringsselskabet og oplysning om forsikringens geografiske dækning og

2) kontaktoplysninger til Energistyrelsen.

Kapitel 11

Tilsyn m.v.

§ 36. Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af lov om fremme af energibesparelser i bygninger og denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Energistyrelsen etablerer et sekretariat, SEEB, som efter bestemmelser fastsat af Energistyrelsen varetager opgaver vedrørende energimærkningsordningen, herunder:

1) Registrerer og fører lister over certificerede energimærkningsfirmaer og uvildige eksperter omfattet af kapitel 9.

2) Forbereder sager til Energistyrelsens afgørelser vedrørende optagelse af konsulenter på optagelseskursus, udtalelse og påtale, berigtigelse af energimærkning, klager over arbejde udført af certificerede energimærkningsfirmaer, kvalitetssikring samt henvendelser i øvrigt om energimærkningsordningen.

3) Opkræver gebyrer fastsat i medfør af § 24, stk. 3, nr. 2 og 3, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

4) Modtager og registrerer energimærkninger samt tildeler energimærkningsnumre.

5) Udarbejder statistik vedrørende energimærkningsordningen.

6) Gennemfører kvalitetssikring.

Stk. 3. Energistyrelsen kan bemyndige virksomheder eller sagkyndige institutioner til at udtage til og udføre kvalitetssikring af gennemførte energimærkninger efter nærmere retningslinjer og anvisninger fra Energistyrelsen.

Kapitel 12

Klageadgang

§ 37. Klager over faglige og kvalitetsmæssige forhold vedrørende energimærkninger og andre ydelser udført af certificerede energimærkningsfirmaer behandles af det certificerede energimærkningsfirma, som har udarbejdet energimærkningen. Klagen skal være modtaget i det certificerede energimærkningsfirma senest 1 år efter indberetningen af energimærkningsrapporten. Hvis bygningen efter indberetningen af energimærkningsrapporten får ny ejer, skal klagen være modtaget i det certificerede energimærkningsfirma senest 1 år efter den overtagelsesdag, som er aftalt mellem sælger og køber, dog senest 6 år fra energimærkningsrapportens datering. Klage kan indbringes af

1) ejere, jf. § 2, stk. 1, nr. 5,

2) ejere af ejerlejligheder, andelshavere, anpartshavere og aktionærer i et boligfællesskab og

3) købere eller erhververe af energimærkede bygninger eller lejligheder.

Stk. 2. Klage over forhold omfattet af stk. 1 indgives på et skema, som udarbejdes af Energistyrelsen.

Stk. 3. Det certificerede energimærkningsfirma behandler klagen og meddeler skriftligt sin afgørelse af klagen efter Energistyrelsens retningslinjer, jf. § 22, stk. 2.

Stk. 4. Inden 4 uger efter at det certificerede energimærkningsfirma har meddelt sin afgørelse af en klage, jf. stk. 3, kan denne afgørelse påklages til Energistyrelsen, der behandler og afgør klagen.

§ 38. Klager over faglige og kvalitetsmæssige forhold vedrørende energimærkninger og andre ydelser udført af uvildige eksperter omfattet af kapitel 9 behandles af Energistyrelsen. Klagen skal være modtaget i Energistyrelsen senest 1 år efter indberetningen af energimærkningsrapporten. Hvis bygningen efter indberetningen af energimærkningsrapporten får ny ejer, skal klagen være modtaget i Energistyrelsen senest 1 år efter den overtagelsesdag, som er aftalt mellem sælger og køber, dog senest 6 år fra energimærkningsrapportens datering. Klage kan indbringes af

1) ejere, jf. § 2, stk. 1, nr. 5,

2) ejere af ejerlejligheder, andelshavere, anpartshavere og aktionærer i et boligfællesskab og

3) købere eller erhververe af energimærkede bygninger eller lejligheder.

Stk. 2. Klage over forhold omfattet af stk. 1 indgives på et skema, som udarbejdes af Energistyrelsen.

§ 39. Følgende afgørelser truffet af Energistyrelsen kan påklages til Energiklagenævnet:

1) Energistyrelsens afgørelse af klagesag, jf. § 37, stk. 4 og § 38.

2) Energistyrelsens påtale, jf. § 40, stk. 2, Energistyrelsens advarsel, jf. § 42, stk. 3 samt Energistyrelsens inddragelse, jf. § 43.

Stk. 2. Energiklagenævnet kan inddrage tidligere forhold i forbindelse med en klage fra et certificeret energimærkningsfirma over Energistyrelsens afgørelse om påtale.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt til Energiklagenævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, jf. § 29, stk. 3, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger. Klager over de afgørelser, som er nævnt i stk. 2, skal indgives samtidig med, at klagen over den afgørelse, som Energistyrelsen har truffet efter stk. 1, nr. 2, indgives til Energiklagenævnet.

Stk. 4. Øvrige afgørelser truffet af Energistyrelsen i medfør af denne bekendtgørelse og Energiklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 13

Håndhævelse og offentliggørelse

§ 40. Energistyrelsen kan i forbindelse med en klagesag efter § 37 og i sager om kvalitetssikring efter § 36 påbyde det certificerede energimærkningsfirma at berigtige fejl og mangler i en energimærkning, jf. dog § 32, stk. 3.

Stk. 2. Energistyrelsen kan udtale sig i klagesager efter § 37 og i sager om kvalitetssikring efter § 36 af energimærkninger udarbejdet af certificerede energimærkningsfirmaer efter § 36, stk. 3, eller påtale alvorlige og gentagne fejl og mangler i energimærkninger og andre ydelser, som certificerede energimærkningsfirmaer udfører i deres egenskab af certificeret energimærkningsfirma samt energimærkningsfirmaets overtrædelse af forpligtelser efter kapitel 10. Energistyrelsens udtalelse eller påtale sendes til det certificerede energimærkningsfirma.

Stk. 3. Energistyrelsen kan foretage registreringer af afgørelser om påbud i klagesager efter stk. 1, samt af udtalelser og påtaler efter stk. 2. Energistyrelsen kan udtage certificerede energimærkningsfirmaer til skærpet kontrol.

Stk. 4. Energistyrelsen sender sin afgørelse om udtalelse eller påtale efter stk. 2 til videre foranstaltning hos det certificerende organ, som har certificeret det certificerede energimærkningsfirma, som sagen drejer sig om.

§ 41. Energistyrelsen offentliggør navne på certificerede energimærkningsfirmaer, der har fået påtale efter § 40, stk. 2. Offentliggørelsen sker på en liste på SEEBs hjemmeside, hvor datoen for meddelelsen af påtalen tillige anføres. Offentliggørelsen sker tidligst 4 uger efter, at Energistyrelsens afgørelse i sagen er meddelt den pågældende. Hvis afgørelsen indbringes for Energiklagenævnet, kan offentliggørelsen ikke ske, førend der foreligger endelig afgørelse i sagen. Navne på certificerede energimærkningsfirmaer slettes senest 1 år efter optagelsen på listen.

§ 42. Energistyrelsen kan påbyde en uvildig ekspert at berigtige fejl og mangler i en energimærkning, jf. dog § 32, stk. 3.

Stk. 2. Energistyrelsen kan over for uvildige eksperter omfattet af kapitel 9 påtale fejl og mangler i energimærkninger og andre ydelser, som den uvildige ekspert udfører i sin egenskab af uvildig ekspert efter kapitel 9, samt den uvildige eksperts overtrædelse af forpligtelser efter §§ 32 og 33.

Stk. 3. Energistyrelsen kan tildele uvildige eksperter omfattet af kapitel 9 en advarsel ved alvorlige eller gentagne fejl, mangler og overtrædelser som nævnt i stk. 2. I en advarsel angives, under hvilke betingelser en registrering til midlertidig erhvervsudøvelse som uvildig ekspert efter kapitel 9 kan inddrages ved fortsatte overtrædelser.

Stk. 4. Påtaler og advarsler indgår i vurderingen af, om der skal anvendes sanktioner som nævnt i stk. 2 og 3 og § 43, stk. 1, i 3 år regnet fra tidspunktet for meddelelsen af påtalen eller advarslen til den uvildige ekspert. Hvis afgørelsen om påtale eller advarsel er truffet af Energiklagenævnet, regnes fristen på 3 år fra nævnets afgørelse i sagen.

Stk. 5. Energistyrelsen kan foretage registreringer af påtaler og advarsler til uvildige eksperter. Energistyrelsen kan udtage uvildige eksperter til skærpet kontrol.

§ 43. Energistyrelsen kan inddrage en registrering med ret til midlertidig erhvervsudøvelse som uvildig ekspert efter kapitel 9, hvis vedkommende

1) begår grove eller gentagne alvorlige fejl i forbindelse med energimærkninger eller andre ydelser, som den uvildige ekspert udfører i sin egenskab af uvildig ekspert efter kapitel 9,

2) uanset en advarsel som nævnt i § 42, stk. 3, begår yderligere alvorlige eller gentagne overtrædelser af forpligtelser, som er nævnt i § 42, stk. 2, eller

3) ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 9 for at være uvildig ekspert efter kapitel 9.

Stk. 2. Inddragelse af en tilladelse til midlertidig erhvervsudøvelse som uvildig ekspert efter kapitel 9 kan betinges af, at nærmere angivne forhold berigtiges inden en frist, som fastsættes af Energistyrelsen, herunder at den uvildige ekspert berigtiger fejl og mangler i en energimærkning som nævnt i § 42, stk. 1, forudsat at pågældende bygning har samme ejer som på gyldighedstidspunktet for mærkningen.

Kapitel 14

Straf

§ 44. Med bøde straffes

1) den, der undlader at opfylde kravet i § 16, stk. 2, eller i § 20,

2) den ejer, der undlader at opfylde kravet i § 21,

3) den uvildige ekspert, der overtræder kravet i § 9, stk. 4, § 12, § 13, stk. 1, § 29, stk. 1, § 32, stk. 1 og 2, § 33, § 35, eller

4) den, der afgiver urigtige oplysninger om forhold efter denne bekendtgørelse, hvorom vedkommende er forpligtet til at give oplysninger til Energistyrelsen eller SEEB, eller undlader at afgive sådanne oplysninger.

Stk. 2. Der kan ved fastsættelse af straffen lægges vægt på bygningens størrelse.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 15

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 45. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2012.

Stk. 2. § 15, stk. 2, 2. pkt. finder anvendelse fra den 1. november 2012.

Stk. 3. § 13, stk. 2, § 17, stk. 2, § 36, stk. 2 og 3, § 44, stk. 1, nr. 1 og 3, og § 44, stk. 2, finder anvendelse fra den 1. januar 2013.

Stk. 4. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 61 af 27. januar 2011 om energimærkning af bygninger. Dog finder § 12, stk. 2, § 16, stk. 2, og § 40, stk. 2 og 3, anvendelse til og med den 31. december 2012. § 49, stk. 2, 6, 7 og 8 i bekendtgørelse nr. 61 af 27. januar 2011, som ændret ved bekendtgørelse nr. 540 af 27. maj 2011, finder endvidere fortsat anvendelse.

Stk. 5. Klager og sager om kvalitetssikring i relation til energimærkninger, der er udført enten i henhold til § 49, stk. 6, jf. stk. 7, i bekendtgørelse nr. 61 af 27. januar 2011, eller i henhold til bekendtgørelse nr. 228 af 7. april 2008 om energimærkning af bygninger, af personligt beskikkede energikonsulenter og tjenesteydere, der har været fast etablerede som personligt beskikkede energikonsulenter, behandles efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 228 af 7. april 2008 om energimærkning af bygninger, jf. dog § 48, stk. 1.

Stk. 6. § 52 i bekendtgørelse nr. 228 af 7. april 2008 om energimærkning af bygninger finder anvendelse indtil sager omfattet af denne bestemmelse vedrørende personlige beskikkede konsulenter, registrerede energikonsulentfirmaer og fast etablerede tjenesteydere er færdigbehandlede, idet SEEB overtager FEM-sekretariatets opgaver.

Stk. 7. Energistyrelsen offentliggør navne på og firmatilknytningsforhold for personligt beskikkede energikonsulenter, der har fået tildelt en advarsel efter § 43, stk. 2, i bekendtgørelse 228 af 7. april 2008. Offentliggørelsen sker på en liste på SEEBs hjemmeside, hvor datoen for meddelelsen af advarslen tillige anføres. Offentliggørelsen sker tidligst 4 uger efter, at Energistyrelsens afgørelse i sagen er meddelt den pågældende. Hvis afgørelsen indbringes for Energiklagenævnet, kan offentliggørelsen ikke ske, førend der foreligger endelig afgørelse i sagen. Navne på personligt beskikkede energikonsulenter slettes 1 år efter optagelsen på listen.

Stk. 8. Energimærkninger udarbejdet i perioden den 1. september 2006 til og med den 31. januar 2011 er gyldige i 7 år. Energimærkninger udarbejdet før den 1. september 2006 er gyldige i 5 år.

§ 46. Personligt beskikkede energikonsulenter, der efter den 30. april 2011 fortsætter beskæftigelse i et certificeret energimærkningsfirma, bevarer deres beskikkelse og tilladelse til at indberette energimærkninger ved pålæg om berigtigelse af fejl og mangler i en energimærkning efter § 43, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 228 af 7. april 2008. I sådanne tilfælde udfører den personligt beskikkede energikonsulent energimærkningen efter reglerne i nærværende bekendtgørelse.

§ 47. Bygninger under 250 m2, som ejes af offentlige institutioner m.v. som nævnt i § 22, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, skal være energimærket første gang senest den 1. juli 2009, jf. § 18, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 228 af 7. april 2008.

§ 48. Klager over faglige og kvalitetsmæssige forhold vedrørende energimærkninger og andre ydelser udført af personligt beskikkede energikonsulenter, uvildige eksperter eller af certificerede energimærkningsfirmaer samt sager om kvalitetssikring skal behandles efter de retningslinjer (Håndbog for Energikonsulenter), som var gældende på tidspunktet for energimærkningens indberetning. Alle øvrige forhold i sagerne behandles efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Energistyrelsens afgørelser i medfør af stk. 1 kan påklages til Energiklagenævnet efter § 39 i denne bekendtgørelse.

Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, den 25. juni 2012

Martin Lidegaard

/ Ib Larsen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side 22, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 311, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, EU-Tidende 2006, nr. L 376, side 36, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning), EU-Tidende 2010, nr. L 153, side 13.