Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32000L0078
 
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.1)

(Ophævelse af 70-årsgrænse m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. december 2008, foretages følgende ændringer:

1. § 5 a, stk. 4, ophæves.

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og 5.

2. § 6 a, 1. pkt., affattes således:

»Uanset §§ 2-5 er denne lov ikke til hinder for fastsættelse af aldersgrænser for adgang eller ret til pensions- eller invaliditetsydelser, der er omfattet af erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, eller for anvendelse af alderskriteriet i aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2015, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 3. Bestemmelser i kollektive aftaler eller overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når lønmodtageren fylder 70 år eller mere, indgået inden denne lovs ikrafttræden er fortsat gyldige indtil det tidspunkt, hvor den pågældende aftale eller overenskomst kan opsiges til ophør.

Givet på Fredensborg Slot, den 23. december 2014

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Henrik Dam Kristensen

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 78/2000/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, EF-Tidende 2000, nr. L 303, side 16.