Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Definitioner m.v.

Kapitel 2   Opkrævning af tilbagebetalingspligtige ydelser

Kapitel 3   Modregning i overskydende skat m.v.

Kapitel 4   Overdragelse af krav til restanceinddrivelsesmyndigheden

Kapitel 5   Øvrige bestemmelser

Kapitel 6   Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik

I medfør af § 92, stk. 3, og § 95, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005, fastsættes:

Kapitel 1

Definitioner m.v.

§ 1. Kommunen opkræver tilbagebetalingspligtige ydelser i henhold til lov om aktiv socialpolitik efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2. Ved skyldneren forstås den person, til hvem den tilbagebetalingspligtige ydelse er udbetalt, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ægtefæller hæfter solidarisk for udbetalt særlig støtte efter lovens § 34 til dækning af udgifter til renter og afdrag vedrørende ejerboliger og andelsboliger, uanset om støtten er ydet til den ene eller begge ægtefæller, og uanset om boligen er ejet af den ene eller begge ægtefæller, jf. lovens § 92.

§ 3. Den årlige nettoindkomst opgøres som fastsat i § 5, stk. 1 i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Kapitel 2

Opkrævning af tilbagebetalingspligtige ydelser

§ 4. Kommunen fastsætter en ordning om afdragsvis betaling eller yder henstand med betalingen, jf. §§ 5 – 7.

§ 5. For alle andre skyldnere end de i § 6 nævnte fastsætter kommunen afdragsordningen med udgangspunkt i den tabel og den beregningsmåde af det månedlige afdrag, der fremgår af § 5, stk. 1 og 2 i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Stk. 2. Foreligger der ikke aktuelle indkomstoplysninger for de i stk. 1 nævnte skyldnere, fastsættes det månedlige afdrag til 350 kr.

§ 6. Kommunen yder henstand til skyldnere, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, ikke har andre indtægter end førtidspension eller ikke har en årlig nettoindkomst, der overstiger de minimumsgrænser for fastsættelse af afdragsordninger for henholdsvis personer med forsørgerpligt over for børn og personer uden forsørgerpligt over for børn, der er fastsat i § 5, stk. 1 i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Hvis en af de i stk. 1 nævnte skyldnere har meget beskedne udgifter til f.eks. bolig eller særligt høje skattefradrag, kan der opkræves et månedligt beløb, der fastsættes under hensyn til disse særlige omstændigheder.

§ 7. Er der fastsat en afdragsordning efter § 5 eller § 6, stk. 2, og kommer skyldneren senere i en situation som nævnt i § 6, stk. 1, stiller kommunen afdragsordningen i bero.

Kapitel 3

Modregning i overskydende skat m.v.

§ 8. Kommunen indtræder for et beløb, der svarer til den tilbagebetalingspligtige hjælp, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55. Dette gælder, selvom der er fastsat en tilbagebetalingsordning efter § 5 eller § 6, stk. 2. Kommunens indtrædelsesret har fortrin for restanceinddrivelsesmyndighedens indtrædelsesret.

Bortfald af tilbagebetalingskrav

§ 9. Et tilbagebetalingskrav bortfalder, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der efter reglerne i § 5 eller § 6, stk. 2, har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Stk. 2. Har der i perioder været betalt af på gælden efter reglerne i § 5 eller § 6, stk. 2, men har kommunen på et tidspunkt, hvor der er gået mindst 3 år efter hjælpens ophør, ydet henstand efter reglen i § 7, jf. § 6, stk. 1, bortfalder restkravet.

Kapitel 4

Overdragelse af krav til restanceinddrivelsesmyndigheden

§ 10. Overholder en skyldner trods påkrav ikke en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden. Kommunen træffer afgørelse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse.

Inden overdragelsen skal kommunen skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen.

§ 11. Hvis skyldneren anmoder herom, f.eks. fordi skyldneren allerede har andre tilbagebetalingskrav, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal kommunen overdrage fordringen til restanceindrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt end nævnt i § 10.

Stk. 2. § 9 finder tilsvarende anvendelse på tilbagebetalingskrav, der på skyldners anmodning er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden efter stk. 1, hvis der er gået mindst 3 år efter hjælpens ophør, og der ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

§ 12. Fremkommer skyldneren efter fordringens overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse, sender restanceindrivelsesmyndigheden skyldnerens indsigelser til kommunen, der træffer afgørelse om indsigelserne. Restanceindrivelsesmyndigheden skal orientere skyldneren om fremsendelsen til kommunen. Indsigelser fra skyldneren om fordringens eksistens eller størrelse har ikke opsættende virkning i forhold til restanceindrivelsesmyndighedens inddrivelse af fordringen.

§ 13. Efter overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal kommunen, såfremt den bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldners økonomiske forhold, underrette restanceindrivelsesmyndigheden herom.

Stk. 2. Hvis ændringerne i skyldners forhold afstedkommer forbedrede økonomiske forhold, kan kommunen samtidig med underretningen anmode restanceindrivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivelsen.

Stk. 3. Hvis ændringerne i skyldners forhold afstedkommer forværrede økonomiske forhold, kan kommunen samtidig med underretningen anmode restanceindrivelsesmyndigheden om at give henstand eller tillade afdragsvis betaling.

Stk. 4. Kommunen skal skriftligt underrette skyldneren om underretninger til restanceinddrivelsesmyndigheden efter stk. 1-3.

§ 14. Restanceindrivelsesmyndigheden kan fastsætte nærmere retningslinier for elektronisk overdragelse af fordringer til restanceindrivelsesmyndigheden. Det kan herunder fastsættes, at fordringer kan overdrages manuelt.

Kapitel 5

Øvrige bestemmelser

§ 15. Klage over kommunens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indbringes for beskæftigelsesankenævnet, jf. kapitel 8 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive i beskæftigelsesindsats. Klagen behandles efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 16. Hvis kommunen har anmeldt et tilbagebetalingskrav fuldt ud til refusion, skal tilbagebetalinger fra skyldneren, når de indgår til kommunen, føres til fradrag i den løbende opgørelse af de refusionsberettigende udgifter, jf. bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på bl.a. Beskæftigelsesministeriets område. Det samme gælder, når kommunen modtager afdrag fra restanceindrivelsesmyndigheden.

§ 17. Direktøren for den Sociale Sikringsstyrelse kan, når der er udbetalt ydelser til en dansk statsborger i udlandet efter § 6 i lov om aktiv socialpolitik, udøve de beføjelser, som kommunerne har efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Klage over Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser, efter denne bekendtgørelse, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1056 af 7. november 2005 og bekendtgørelse nr. 1248 af 6. december 2006 om ændring af bekendtgørelse om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik ophæves samtidig.

§ 19. Bekendtgørelsen har virkning for opkrævning af tilbagebetalingspligtige ydelser, der er påbegyndt den 16. november 2005 eller senere.

Stk. 2. Afdragsordninger, som kommunen har godkendt forud for den 16. november 2005 fortsætter, indtil gælden er betalt, eller indtil skyldneren ikke længere overholder ordningen. I sidstnævnte tilfælde skal kommunen vurdere, om der er grundlag for at yde henstand eller tillade en anden afdragsordning efter reglerne i bekendtgørelsens §§ 5-7. Er dette ikke tilfældet overdrages kravet til restanceinddrivelsesmyndigheden efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 4.

Stk. 3. For tilbagebetalingskrav, for hvilke kommunen inden den 1. november 2005 har iværksat inddrivelse efter de hidtil gældende regler, gælder, at hele gælden anses for forfalden og overgår til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.

§ 20. Bekendtgørelsens §§ 9 og 11, stk. 2, om bortfald af tilbagebetalingskrav efter 3 år, finder også anvendelse på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden bekendtgørelsens ikrafttræden er bortfaldet efter de hidtil gældende regler. Bortfald indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være bortfaldet såvel efter de hidtil gældende bestemmelser som efter de bestemmelser, der gælder efter bekendtgørelsens ikrafttræden. I sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for bortfaldets indtræden.

Arbejdsdirektoratet, den 4. december 2007

Jesper Hartvig Pedersen

/ Kirsten Brix Pedersen

Redaktionel note
  • www.adir.dk