Senere ændringer til forskriften
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Lov om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1. Overenskomst af 8. februar 1957 med Frankrig til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig bistand med hensyn til skatter af indkomst og formue, jf. bekendtgørelse nr. 36 af 27. juni 1958, kan af regeringen opsiges på Danmarks vegne.

§ 2. Overenskomst af 3. juli 1972 mellem Danmark og Spanien til undgåelse af dobbeltbeskatning, for så vidt angår indkomstskat og formueskat, jf. bekendtgørelse nr. 70 af 16. august 1973, kan af regeringen opsiges på Danmarks vegne.

§ 3. Ved opsigelse af de i §§ 1 og 2 nævnte overenskomster bliver en person, som den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien, og som den 31. januar 2008 modtog efterløn eller pension, som efter de nævnte overenskomster kun kunne beskattes i dette land, fritaget for beskatning af de pågældende indtægter, så længe vedkommende forbliver hjemmehørende i Frankrig henholdsvis Spanien. Skattefritagelsen efter 1. pkt. gælder også for andre pensioner, som vedkommende senere modtager, og som efter de nævnte overenskomster kun kunne beskattes i Frankrig eller Spanien.

Stk. 2. Hvis et ægtepar den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien, og kun den ene ægtefælle er omfattet af stk. 1, fritages den anden ægtefælle for beskatning af efterløn eller pension, som vedkommende senere modtager, og som efter de i §§ 1 og 2 nævnte overenskomster kun kunne beskattes i Frankrig eller Spanien, så længe ægteparret forbliver hjemmehørende i Frankrig henholdsvis Spanien.

§ 4. Ved opsigelse af den i § 1 nævnte overenskomst bliver en person, som den 28. november 2007 var omfattet af kildeskattelovens § 1, og som på dette tidspunkt ejede fast ejendom i Frankrig, fritaget for ejendomsværdibeskatning i Danmark af denne ejendom, så længe vedkommende forbliver omfattet af nævnte lovs § 1 og ejer den nævnte ejendom. 1. pkt. gælder tilsvarende, hvis der er indgået aftale om erhvervelse af ejendommen senest den 28. november 2007.

§ 5. Ved opsigelse af den i § 1 nævnte overenskomst nedsættes indkomstskatterne til stat og kommune for en person, som den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig, og som den 31. januar 2008 modtog dansk tjenestemandspension, der efter artikel 12 i den nævnte overenskomst med Frankrig kun kunne beskattes i Danmark, så længe vedkommende forbliver hjemmehørende i Frankrig. Nedsættelsen udgør et beløb svarende til den franske skat, som vedkommende har betalt af den pågældende pen­sion. Nedsættelsen kan dog ikke overstige den del af indkomstskatterne, som de er beregnet, inden nedsættelsen er givet, der svarer til den indkomst, som var omfattet af den nævnte artikel.

Stk. 2. Hvis et ægtepar den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig og kun den ene ægtefælle er omfattet af stk. 1, nedsættes den anden ægtefælles indkomstskatter af dansk tjenestemandspension, som vedkommende senere modtager, og som efter artikel 12 i den nævnte overenskomst med Frankrig kun kunne beskattes i Danmark, så længe ægteparret forbliver hjemmehørende i Frankrig.

§ 6. Hvis en person, som den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig, er omfattet af § 3 og vedkommende senere begynder at modtage dansk tjenestemandspension, der efter artikel 12 i den i § 1 nævnte overenskomst kun kunne beskattes i Danmark, vil denne pension blive omfattet af § 5.

Stk. 2. Hvis et ægtepar den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig og den ene ægtefælle er omfattet af § 3 og den anden ægtefælle senere begynder at modtage dansk tjenestemandspension, der efter artikel 12 i den i § 1 nævnte overenskomst kun kunne beskattes i Danmark, vil denne pension blive omfattet af § 5.

§ 7. Hvis en person, som den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig, er omfattet af § 5 og vedkommende senere begynder at modtage pension, der efter den i § 1 nævnte overenskomst kun kunne beskattes i dette land, vil denne pension blive omfattet af § 3.

Stk. 2. Hvis et ægtepar den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig og kun den ene ægtefælle er omfattet af § 5 og den anden ægtefælle senere begynder at modtage pension, der efter den i § 1 nævnte overenskomst kun kunne beskattes i dette land, vil denne pension blive omfattet af § 3.

§ 8. Loven træder i kraft den 1. marts 2008.

Givet på Schackenborg Slot, den 20. februar 2008

I Dronningens Navn:
JOACHIM
Prins til Danmark
Rigsforstander

/ Kristian Jensen