Dokumentet er Historisk
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Anvendelsesområde, definitioner m.v.

Kapitel 2   Introduktion af energiforbrugende produkter i EU

Kapitel 3   Markedsovervågning, forbud m.v.

Kapitel 4   Tilsyn m.v.

Kapitel 5   Klager

Kapitel 6   Straf

Kapitel 7   Ikrafttræden og ændringsbestemmelser

Den fulde tekst

Lov om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter1)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Anvendelsesområde, definitioner m.v.

§ 1. Lovens formål er at fremme udvikling og anvendelse af energieffektive og miljøvenlige energiforbrugende produkter med henblik på at begrænse energiforbruget og belastningen af miljøet i hele produkternes livscyklus.

Stk. 2. Loven omfatter alle former for energiforbrugende produkter, der er introduceret i EU, samt komponenter og delkomponenter hertil.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på ibrugtagne eksemplarer af et energiforbrugende produkt.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Energiforbrugende produkt:

a) Et produkt, der er afhængigt af energitilførsel (elektricitet, fossilt brændstof eller vedvarende energikilder) for at kunne fungere efter hensigten.

b) Et produkt til frembringelse, overførsel eller måling af sådan energi.

c) Dele, der er afhængige af energitilførsel og beregnet til at indgå i et energiforbrugende produkt, som markedsføres til slutbrugere eller ibrugtages af slutbrugere som særskilte dele, og hvis miljømæssige egenskaber kan vurderes selvstændigt.

2) Erhvervsmæssig ibrugtagning: En virksomheds ibrugtagning med erhvervsmæssigt formål af et energiforbrugende produkt, som virksomheden har fremstillet eller erhvervet, og som virksomheden ikke markedsfører.

3) Gennemførelsesforanstaltninger: Foran-staltninger vedtaget af fællesskabsmyndighederne, hvori der fastlægges krav til energieffektivitet og miljøforbedrende design af bestemte energiforbrugende produkter eller krav til miljømæssige aspekter deraf.

4) Ibrugtagning: Slutbrugerens anvendelse i EU af et energiforbrugende produkt i overensstemmelse med dets formål.

5) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person i EU, der som led i sin erhvervsudøvelse markedsfører et energiforbrugende produkt fra et tredjeland på markedet i EU.

6) Introduktion i EU: Den første gang et energiforbrugende produkt bliver markedsført eller erhvervsmæssigt ibrugtaget i et land, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber.

7) Komponenter og delkomponenter: Dele, der er beregnet til at indgå i energiforbrugende produkter, og som ikke markedsføres eller ibrugtages som særskilte dele til slutbrugere, eller hvor deres miljømæssige egenskaber ikke med rimelighed kan vurderes uafhængigt af det samlede produkt.

8) Livscyklus: Et energiforbrugende produkts fortløbende og indbyrdes forbundne faser fra dets anvendelse som råmateriale til endelig bortskaffelse.

9) Markedsføring: Det forhold, at et energiforbrugende produkt gøres tilgængeligt på markedet i EU med henblik på distribution eller anvendelse i EU enten mod betaling eller gratis og uanset salgsmetode.

10) Producent: Den fysiske eller juridiske person, der producerer energiforbrugende produkter, som er omfattet af loven og regler i medfør af loven samt en gennemførelsesforanstaltning for produktet, med henblik på produkternes markedsføring eller ibrugtagning under producentens navn eller varemærke eller med henblik på producentens egen anvendelse.

11) Repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU, og som har fået skriftligt mandat fra producenten til i dennes navn at opfylde alle eller en del af forpligtelserne efter loven og regler udstedt i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning.

§ 3. Klima- og energiministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens område.

Kapitel 2

Introduktion af energiforbrugende produkter i EU

§ 4. Ansvaret for, at et energiforbrugende produkt er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, påhviler den producent, som introducerer produktet i EU.

Stk. 2. Hvis producenten ikke er etableret i EU, påhviler ansvaret

1) producentens repræsentant i EU,

2) importøren, hvis producenten ikke er repræsenteret i EU, eller

3) enhver fysisk eller juridisk person, der markedsfører eller erhvervsmæssigt ibrugtager pågældende produkt, hvis der ikke er en repræsentant eller importør i EU.

§ 5. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne kategorier af energiforbrugende produkter, som introduceres i EU, skal opfylde et eller flere af følgende krav:

1) Krav til udnyttelsen af den anvendte energi.

2) Miljøkrav.

3) Krav om vurdering af produktets miljømæssige egenskaber og overvejelse af alternative designløsninger.

4) Krav om, at producenten stiller energimæssige oplysninger om produktet til rådighed for forbrugere og andre, der håndterer, anvender eller genanvender det energiforbrugende produkt.

5) Krav om, at producenten stiller miljømæssige oplysninger om produktet til rådighed for forbrugere og andre, der håndterer, anvender eller genanvender det energiforbrugende produkt.

Stk. 2. Regler fastsat efter stk. 1, nr. 2, 3 og 5, fastsættes efter forhandling med miljøministeren.

§ 6. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at energiforbrugende produkter skal mærkes på nærmere fastsat måde, til angivelse af at produktet overholder de krav, der er fastsat i medfør af § 5.

§ 7. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at producenten af et energiforbrugende produkt, inden produktet introduceres i EU, skal sikre og erklære, at produktet er i overensstemmelse med krav fastsat i medfør af §§ 5 og 6 eller en gennemførelsesforanstaltning (overensstemmelseserklæring). Endvidere kan ministeren fastsætte regler om, at producenten skal dokumentere, at produktet opfylder kravene.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at producenten efter anmodning skal udføre måling og afprøvning af, om produktet overholder de fastsatte krav, når forholdene giver anledning hertil i forbindelse med introduktionen af produktet eller senere. Det kan herunder fastsættes,

1) at producenten skal lade sit produkt udtage til måling og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en godkendt institution som nævnt i stk. 5, eller

2) at de omhandlede produkter efter anmodning skal indleveres til et anvist prøvningssted eller afprøves på fremstillings-, installations- eller salgsstedet eller andet relevant sted.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at producenten skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol, jf. stk. 2.

Stk. 4. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om metoder og standarder, som skal være fulgt ved erklæringer, dokumentation, måling og afprøvning, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 5. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at erklæring, dokumentation, måling eller afprøvning som nævnt i stk. 1 og 2 i særlige tilfælde skal være verificeret af en sagkyndig institution eller virksomhed, som er godkendt af ministeren.

Stk. 6. Regler i medfør af stk. 4 og 5 fastsættes efter forhandling med miljøministeren.

§ 8. Producenten skal opbevare dokumentation, herunder overensstemmelseserklæringen, som nævnt i § 7, stk. 1 og 2, i mindst 10 år efter, at det sidste eksemplar af det pågældende produkt er blevet fremstillet. Dokumentationen skal stilles til rådighed senest 10 dage efter modtagelse af en anmodning herom.

§ 9. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at producenter eller deres repræsentanter, der markedsfører komponenter eller delkomponenter, stiller relevante oplysninger til rådighed for producenten af et energiforbrugende produkt, der er omfattet af regler i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning. Reglerne kan omfatte komponenternes eller delkomponenternes materialesammensætning samt energi-, materiale- eller ressourceforbrug.

Stk. 2. Regler i medfør af stk. 1 om miljøkrav fastsættes efter forhandling med miljøministeren.

Kapitel 3

Markedsovervågning, forbud m.v.

§ 10. Klima- og energiministeren påser, at et energiforbrugende produkt er i overensstemmelse med overensstemmelseserklæringen efter § 7, stk. 1.

Stk. 2. Hvis klima- og energiministeren i forbindelse med tilsyn efter stk. 1 får begrundet mistanke om, at et energiforbrugende produkt ikke er i overensstemmelse med regler i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, underrettes producenten hurtigst muligt herom.

Stk. 3. En producent, som introducerer et energiforbrugende produkt i EU, skal efter anmodning give alle oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af klima- og energiministerens opgaver efter stk. 1. Tilsvarende gælder for enhver, der handler på vegne af producenten.

Stk. 4. Enhver, som markedsfører eller erhvervsmæssigt ibrugtager et energiforbrugende produkt, skal efter anmodning give alle oplysninger, som er nødvendige for at kunne afgøre, hvem der er ansvarlig for produktet, jf. § 4.

Stk. 5. Klima- og energiministeren har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til lokaler, der benyttes af en virksomhed som nævnt i stk. 2 og 3, med henblik på at kunne udtage energiforbrugende produkter til måling og kontrol af, at disse er i overensstemmelse med krav i regler fastsat i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende anvendes til privat beboelse.

§ 11. Hvis klima- og energiministeren finder, at et energiforbrugende produkt ikke er i overensstemmelse med krav fastsat i regler i medfør af loven eller en gennemførelsesforanstaltning, kan ministeren påbyde, at forhold, der strider mod kravene, bringes i orden inden for en angivet frist.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan udstede forbud mod markedsføring eller erhvervsmæssig ibrugtagning af et energiforbrugende produkt, som ikke er i overensstemmelse med kravene i stk. 1.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan i tilfælde som nævnt i stk. 2 tillige påbyde, at virksomheder, som markedsfører et energiforbrugende produkt, som ikke er i overensstemmelse med kravene i stk. 1, skal tage fornødne skridt til at trække produktet tilbage fra markedet.

Stk. 4. Klima- og energiministeren underretter Europa-Kommissionen og de øvrige medlemslande om enhver afgørelse i medfør af stk. 1-3 med angivelse af årsagerne hertil.

§ 12. Klima- og energiministeren offentliggør afgørelser truffet efter § 11, stk. 1-3.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af tilsynsresultater og afgørelser som nævnt i stk. 1. Ministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af navne på produkter og fysiske og juridiske personer, hvis produkter er kontrolleret, og af afgørelser som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk.

Kapitel 4

Tilsyn m.v.

§ 13. Klima- og energiministeren fører tilsyn med overholdelse af loven, regler fastsat i medfør af loven og gennemførelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om, at miljøministeren fører tilsyn efter kapitel 3 med overholdelsen af miljøkrav. Miljøministeren udøver i så fald de beføjelser, som i stk. 3 er henlagt til klima- og energiministeren.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan efter forhandling med vedkommende minister bemyndige andre statslige myndigheder til at udøve nærmere angivne beføjelser, der i loven er tillagt klima- og energiministeren.

Stk. 4. Klima- og energiministeren kan bemyndige en sagkyndig institution, en organisation eller en virksomhed til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn, kontrol, udtagning, måling og afprøvning af energiforbrugende produkter, akkrediteret certificering samt sekretariatsbistand til ministeren. Institutionen m.v. kan ikke træffe bestemmelse om adgang som nævnt i § 10, stk. 5, eller træffe afgørelse efter § 11.

Stk. 5. Klima- og energiministeren fører tilsyn med varetagelsen af opgaver, som er henlagt til en institution m.v. som nævnt i stk. 4.

Stk. 6. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om videregivelse af oplysninger om resultater af tilsyn til andre danske eller udenlandske myndigheder eller sagkyndige institutioner m.v. som nævnt i stk. 4, som varetager opgaver i tilknytning til lovens formål.

Kapitel 5

Klager

§ 14. Klima- og energiministerens afgørelser kan påklages til Energiklagenævnet. Miljøministerens afgørelser kan påklages til Miljøankenævnet.

Stk. 2. Afgørelser truffet af en anden myndighed i henhold til loven kan ikke påklages til klima- og energiministeren henholdsvis miljøministeren.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om adgangen til at klage til Energiklagenævnet og Miljøklagenævnet, herunder om opsættende virkning af klage, afskæring af klageadgang og søgsmålsfrist til prøvelse af afgørelser truffet af klagenævnene.

Kapitel 6

Straf

§ 15. Med bøde straffes den, der

1) undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er forpligtet til at give efter § 10, stk. 3 og 4, eller som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger,

2) hindrer adgang til udtagelse af produkter m.v. som nævnt i § 10, stk. 5, eller

3) undlader at efterkomme påbud og forbud efter § 11, stk. 1-3.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan i regler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf for overtrædelse af disse regler.

Stk. 3. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er forvoldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved strafudmåling af bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 7

Ikrafttræden og ændringsbestemmelser

§ 16. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lov nr. 94 af 9. februar 1994 om normer for energieffektivitet i energiforbrugende udstyr ophæves.

Stk. 3. Regler, der er fastsat i henhold til lov nr. 94 af 9. februar 1994 om normer for energieffektivitet i energiforbrugende udstyr, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

§ 17. I lov nr. 450 af 31. maj 2000 om fremme af besparelser i energiforbruget, som ændret ved § 1 i lov nr. 584 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 17 indsættes i kapitel 5:

»§ 17 a. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af resultater af tilsyn og afgørelser om påbud. Ministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af navne på produkter og fysiske og juridiske personer, hvis produkter er kontrolleret, og af påbud.

Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om videregivelse af oplysninger om resultater af tilsyn til andre danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller sagkyndige institutioner m.v., jf. § 19, stk. 2, som varetager opgaver vedrørende energimærkning af apparater«

2. § 19, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Klima- og energiministeren kan bemyndige en sagkyndig institution, en organisation eller en virksomhed til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn, kontrol, udtagning, måling og afprøvning af energiforbrugende produkter, som er omfattet af loven eller regler fastsat i medfør af loven, akkrediteret certificering samt sekretariatsbistand til ministeren. Institutionen m.v. kan ikke træffe afgørelse eller træffe bestemmelse om adgang som nævnt i § 17, stk. 2. Klima- og energiministeren fører tilsyn med varetagelsen af opgaver, som er henlagt til pågældende.«

§ 18. I lov nr. 585 af 24. juni 2005 om fremme af energibesparelser i bygninger foretages følgende ændringer:

1. § 4, stk. 1, affattes således:

»Klima- og energiministeren fastsætter regler om energimærkning af bygninger, herunder om kategorier af energimærkning, grundlaget for energimærkningen, indhold, udformning, gennemførelse samt dokumentering og registrering af forbrug og driftsforhold. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at installationer og udstyr, der ejes eller drives af ejere af ejerlejligheder eller af lejere og andre lignende brugere, ikke skal indgå i energimærkningen.«

2. § 25, stk. 1, affattes således:

»Klima- og energiministeren opretter et register for energimærkninger af bygninger og kontrol, eftersyn og vedligeholdelse af tekniske anlæg omfattet af kapitel 7. Ministeren kan fastsætte regler om oprettelse og drift af registeret, herunder om indberetning og registrering af oplysninger og undtagelser fra registrering. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om adgang til og videregivelse af registrerede oplysninger samt om offentliggørelse af sådanne oplysninger.«

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 30. april 2008

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Connie Hedegaard

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter og om ændring af Rådets direktiv 92/42/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/57/EF og 2000/55/EF, (EU-Tidende 2005 nr. L 191, side 29).

Redaktionel note
  • Lov nr. 308 af 30. apirl 2008 miljøvenligt design af energiforbrugende produkter er ikke markeret historisk i retsinformation.dk, da bestemmelser, der ændrer eller ophæver bestemmelser i andre forskrifter, fortsat er gældende.