Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om frigørelse for visse tilskudsbestemmelser og lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber

(Rykningstilsagn til vedligeholdelsesarbejder og lånetilbud til frigørelse)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov nr. 196 af 4. juni 1964 om frigørelse for visse tilskudsbestemmelser, som ændret ved lov nr. 396 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om frigørelse for visse tilskudsbestemmelser m.v.«

2. I § 1, stk. 1, 3. pkt., udgår »eller den, kommunalbestyrelsen bemyndiger hertil«.

3. I § 3, stk. 1, 1. pkt., udgår »eller den, kommunalbestyrelsen bemyndiger hertil,«.

4. § 3, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

5. I § 3 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan desuden yde et rente- og afdragsfrit lån til en forening som nævnt i § 2, stk. 2, til frigørelsen på vilkår af, at der for hvert enkelt medlem i foreningen på frigørelsestidspunktet beregnes en forholdsmæssig andel i frigørelsesbeløbet på grundlag af forholdet mellem de oprindelige medlemsindskud i ejendommen og af, at foreningen indfrier den forholdsmæssige andel af frigørelsesbeløbet ved medlemmets overdragelse af andelen.

Stk. 3. Overtages andelen ved medlemmets død af en efterlevende ægtefælle eller en anden person, som ved dødsfaldet har haft fælles husstand med medlemmet i mindst 2 år, indfries den forholdsmæssige andel af frigørelsesbeløbet dog først, når den efterlevendes ret til andelen ophører. Sker der i forbindelse med separation eller skilsmisse helt eller delvis overdragelse af andelen til den ægtefælle, der bevarer retten til boligen, indfries den forholdsmæssige andel af frigørelsesbeløbet først, når denne ægtefælles ret til andelen ophører. 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved ophævelse af samliv, der har bestået i mindst 2 år før overdragelsen.

Stk. 4. Udstedes der pantebrev som nævnt i stk. 1, eller ydes der et rente- og afdragsfrit lån som nævnt i stk. 2, kan tinglyste tilskudsbestemmelser ifølge deklaration eller vedtægter, jf. § 1, stk. 1, ikke kvitteres til aflysning, før hele frigørelsesbeløbet er betalt, medmindre beløbet sikres ved oprykkende tinglyst panteret i ejendommen inden for ejendomsværdien ifølge ejendommens seneste vurdering.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 5-7.

6. I § 3, stk. 3, der bliver stk. 6, ændres »Stk. 2« til: »Stk. 5«.

7. I § 3, stk. 4, der bliver stk. 7, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 5 og 6«.

8. I § 4, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 2« til: »§ 3, stk. 5«.

9. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. Kommunalbestyrelsen kan godkende, at tinglyste tilskudsbestemmelser ifølge deklaration eller vedtægter, jf. § 1, stk. 1, samt tinglyst panteret i ejendommen, jf. § 3, stk. 4, respekterer tinglyste lån til vedligeholdelsesarbejder på ejendommen.«

§ 2

I lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 19. september 2006, foretages følgende ændring:

1. Efter § 4 a indsættes:

»§ 4 b. Stk. 2-6 finder anvendelse for foreninger, der har frigjort sig fra tilskudsbestemmelser ved optagelse af et rente- og afdragsfrit lån efter § 3, stk. 2, i lov om frigørelse for visse tilskudsbestemmelser m.v.

Stk. 2. Lån som nævnt i stk. 1 indgår ikke i opgørelsen af foreningens formue efter § 5, stk. 2-5.

Stk. 3. Ud over de tilgodehavender, der er nævnt i § 6, stk. 7, kan foreningen hos den fraflyttede andelshaver til skade for den, der ved aftale har fået pant eller foretaget udlæg i andelen, fradrage den forholdsmæssige andel af lån som nævnt i stk. 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke i forhold til panthavere og udlægshavere, hvis ret er stiftet inden den 1. juli 2009.

Stk. 5. Der skal som note i andelsboligforeningens regnskab oplyses størrelsen af den del af frigørelsesbeløbet, der endnu ikke er betalt på statustidspunktet, og frigørelsesbeløbets fordeling på de enkelte andele.

Stk. 6. Ved afgivelse af erklæring efter § 4 a, stk. 1, skal foreningen oplyse om lån som nævnt i stk. 1 og om den forholdsmæssige andel af frigørelsesbeløbet, der forfalder til betaling ved medlemmets overdragelse af den pågældende andel, jf. stk. 3.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2009.

Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Karen Ellemann