Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1. I hver politikreds etablerer politidirektøren konfliktråd, hvor forurettede og gerningsmand sammen med en neutral mægler kan mødes i anledning af en strafbar handling. Mægleren kan tillade, at andre personer end den forurettede og gerningsmanden deltager i et konfliktråd.

§ 2. Mægling i konfliktråd kan alene finde sted, hvis parterne samtykker i at deltage i konfliktråd.

Stk. 2. Børn og unge under 18 år kan endvidere kun deltage i konfliktråd med forældremyndighedsindehaverens samtykke.

Stk. 3. Mægling i konfliktråd kan alene finde sted, hvis gerningsmanden i det væsentlige har tilstået den strafbare handling.

§ 3. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, udpeger et antal mæglere i hver politikreds.

Stk. 2. Mægleren fastlægger gennemførelsen af et konfliktråd efter drøftelse med parterne. Under konfliktrådet bistår mægleren parterne med at tale sammen om den strafbare handling, og mægleren kan bistå parterne med at udforme eventuelle aftaler, som de måtte ønske at indgå.

Stk. 3. Mæglingen afsluttes, når mægleren beslutter det, eller hvis en af parterne tilbagekalder sit samtykke til at deltage.

§ 4. Mægling i konfliktråd træder ikke i stedet for straf eller andre retsfølger af den strafbare handling.

§ 5. Straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f og retsplejelovens § 170, stk. 1, 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse på mæglere i konfliktråd.

§ 6. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om konfliktråd, herunder om udpegning af mæglere, henvisning af sager til konfliktråd, mægleres virksomhed og deltagelse af bisiddere i konfliktråd. Justitsministeren kan bestemme, at ordningen også kan omfatte andre sager end straffesager.

§ 7. Loven træder i kraft den 1. januar 2010.

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Brian Mikkelsen