Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto

I medfør af § 5, stk. 1, § 9, stk. 3, § 11 B, stk. 2, og § 15 i lov om indskud på etableringskonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 1012 af 5. oktober 2006 om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, som ændret ved lov nr. 1343 af 19. december 2008, fastsættes:

§ 1. En etableringskonto og iværksætterkonto må kun omfatte indskud i henhold til lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, idet indskud på etableringskonto og iværksætterkonto skal ske på særskilte konti. Samme konto kan omfatte indskud vedrørende forskellige indskudsår, når det klart fremgår, hvilke indskudsår indskuddene vedrører.

§ 2. Senest den 1. juni efter indskudsårets udløb skal pengeinstituttet til told- og skatteforvaltningen indberette de indskud på etableringskonti og iværksætterkonti, der er foretaget i løbet af indskudsåret.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte indberetning skal for hver kontohaver omfatte oplysning om:

1) kontonummer,

2) CPR-nummer,

3) indskudsdatoer og

4) størrelsen af det enkelte indskud.

§ 3. Det skema, der er nævnt i lovens § 5, stk. 1, udarbejdes af told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2. Pengeinstituttet skal påse, at samtlige rubrikker på skemaet er udfyldt, når beløb hæves.

Stk. 3. Pengeinstituttet skal opbevare skemaet i 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori beløbet er hævet. Skemaet skal dog indsendes til told- og skatteforvaltningen efter dennes anmodning.

§ 4. Pengeinstituttet skal samtidig med indberetningen efter § 2 til told- og skatteforvaltningen indberette de beløb, der er hævet på etableringskonti og iværksætterkonti i løbet af indskudsåret.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte indberetning skal for hver kontohaver omfatte oplysning om:

1) kontonummer,

2) CPR-nummer,

3) hævedatoer,

4) størrelsen af hvert enkelt beløb,

5) dato for anskaffelse af aktiver, der berettiger til forlods afskrivning,

6) dato for afholdelse af udgifter, der berettiger til hævning af indskud,

7) dato for anskaffelse af aktier og anparter, der berettiger til hævning af indskud, og

8) markering af, at hævning af indskud er sket til anskaffelse af aktier og anparter.

§ 5. De i §§ 2 og 4 nævnte indberetninger skal foretages elektronisk. Vilkårene herfor fastsættes af told- og skatteforvaltningen. Oplysningerne kan dog i stedet indgives på skemaer, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen.

§ 6. I de i lovens § 9, stk. 3, jf. § 10, stk. 3, og § 11, stk. 1 og 3, nævnte tilfælde må pengeinstituttet først udbetale beløb, der indestår på etableringskonto, når det har modtaget meddelelse herom fra told- og skatteforvaltningen. Pengeinstituttet skal tilbageholde den del af beløbet, som ifølge told- og skatteforvaltningens meddelelse svarer til skatten. Skattebeløbet indbetales senest 10 ekspeditionsdage efter, at pengeinstituttet har modtaget meddelelsen, til told- og skatteforvaltningen med oplysning om kontohaverens CPR-nummer.

Stk. 2. I de i lovens § 9, stk. 3, jf. § 10, stk. 3, og § 11, stk. 1 og 3, nævnte tilfælde må pengeinstituttet først udbetale beløb, der indestår på iværksætterkonto, når det har modtaget meddelelse herom fra told- og skatteforvaltningen. Pengeinstituttet skal tilbageholde den del af beløbet, som ifølge told- og skatteforvaltningens meddelelse svarer til afgiftsbeløbet. Afgiftsbeløbet indbetales med den frist, der er angivet i lovens § 11 D til told- og skatteforvaltningen med oplysning om kontohaverens CPR-nummer.

§ 7. Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes med bøde, såfremt overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

§ 8. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 5. juni 2009 har virkning fra og med indkomståret 2009. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 927 af 4. oktober 2005 om indskud på etableringskonto.

Skatteministeriet, den 27. maj 2009

Kristian Jensen

/ Birgitte Christensen