Dokumentet er Historisk
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Formål og definitioner

Kapitel 2   Risikoområder

Kapitel 3   Risikostyringsplaner

Kapitel 4   Administrative bestemmelser

Kapitel 5   Klage og søgsmål

Kapitel 6   Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Kapitel 7   Ændringer i planloven

Bilag 1

Bilag 2

Den fulde tekst

Lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer1)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Formål og definitioner

§ 1. Loven har til formål at fastlægge rammerne for vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer med henblik på at nedbringe de negative følger af oversvømmelser for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Oversvømmelse: En midlertidig vanddækning med vand fra vandløb og søer af arealer, der normalt ikke er dækket af vand.

2) Oversvømmelsesrisiko: Kombinationen af sandsynligheden for en oversvømmelse og de potentielle negative følger for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter, der er forbundet med oversvømmelser.

Kapitel 2

Risikoområder

§ 3. Miljøministeren foretager en vurdering af oversvømmelsesrisikoen for hvert vanddistrikt. På baggrund heraf udpeger miljøministeren risikoområder, hvor der er en potentiel væsentlig oversvømmelsesrisiko, eller hvor en sådan må anses for sandsynlig.

Stk. 2. Udpegning af risikoområder sker efter forhandling med transportministeren og efter høring af de berørte kommuner.

Stk. 3. Revurdering af oversvømmelsesrisikoen og udpegning af risikoområder skal ske hvert sjette år og være i overensstemmelse med § 4. Ved revurderingen vurderes det, om grundlaget for udpegning af risikoområder er ændret, og om andre områder skal udpeges til risikoområder.

Stk. 4. Miljøministeren offentliggør vurderingen og udpegningen af risikoområder samt senere revurderinger heraf.

§ 4. Vurderingen af oversvømmelsesrisikoen skal indeholde følgende:

1) Topografiske kort, som viser arealanvendelsen i vanddistriktet.

2) En beskrivelse af historiske oversvømmelser, som har forårsaget omfattende skader på menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter, og som sandsynligvis gentages, herunder en beskrivelse af oversvømmelsernes omfang og strømningsveje (vandets bevægelse i et oversvømmet område beskrevet f.eks. ved hastigheds- og retningsangivelser) samt en vurdering af de skader, der er sket.

3) En beskrivelse af større oversvømmelser, der har fundet sted tidligere, hvor der kan forventes omfattende skader som følge af lignende hændelser i fremtiden.

4) Eventuelt en beskrivelse af, hvilke skader fremtidige oversvømmelser vil kunne forårsage på menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter, idet forhold som topografi, vandløbenes beliggenhed og deres generelle hydrologiske og geomorfologiske kendetegn, herunder lavbundsarealer som ferske enge og ådale som naturlige overløbsområder, effektiviteten af de eksisterende menneskeskabte infrastrukturer til oversvømmelsessikring, befolkningsområders beliggenhed, områder med økonomisk aktivitet og udviklinger på lang sigt, herunder klimaændringers indvirkning på forekomsten af oversvømmelser, så vidt muligt tages i betragtning.

Stk. 2. I revurderinger af oversvømmelsesrisikoen skal desuden indgå oplysninger om klimaændringernes sandsynlige indvirkning på forekomsten af oversvømmelser.

§ 5. Miljøministeren udarbejder for hvert vanddistrikt et kort over faren for oversvømmelse og et kort over oversvømmelsesrisikoen for hvert af de områder, der er udpeget efter § 3, stk. 1, jf. lovens bilag 1.

Stk. 2. Kortene skal koordineres med de basisanalyser, der er udarbejdet efter miljømålslovens § 5, stk. 1, og § 6.

Stk. 3. Kortene skal revurderes senest hvert sjette år. Ved revurdering vurderes det, om kortene på baggrund af nye oplysninger helt eller delvis skal ændres.

Stk. 4. Miljøministeren offentliggør kortene og senere revurderinger heraf.

Kapitel 3

Risikostyringsplaner

§ 6. Kommunalbestyrelsen udarbejder en risikostyringsplan i overensstemmelse med lovens bilag 2 for hvert af de udpegede risikoområder.

Stk. 2. Risikostyringsplanerne skal koordineres med vandplanerne, der udarbejdes efter miljømålslovens § 3.

Stk. 3. Risikostyringsplanen kan ændres i planperioden efter reglerne i dette kapitel.

§ 7. Kommunalbestyrelsen offentliggør ved annoncering forslag til risikostyringsplaner og senere revurderinger heraf. Forslag skal være offentligt tilgængelige.

Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske samtidig med miljøministerens offentliggørelse af forslag til vandplaner.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen offentliggør ved annoncering forslag til revurderinger af risikostyringsplaner hvert sjette år.

Stk. 4. Samtidig med offentliggørelsen sendes forslagene til de statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslagene.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 6 måneder for fremsættelse af indsigelser mod forslagene.

§ 8. Efter udløbet af fristen i § 7, stk. 5, vedtager kommunalbestyrelsen risikostyringsplanerne, jf. dog stk. 2 og § 9.

Stk. 2. Hvis der efter høringen foretages ændringer i det offentliggjorte forslag, som på væsentlig måde berører andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelsen har foranlediget ændringen, kan vedtagelse af planen ikke ske, før de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor. Hvis ændringen er så omfattende, at der kan siges at foreligge et nyt forslag til plan, skal procedurerne i dette kapitel følges.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen offentliggør ved annoncering de vedtagne risikostyringsplaner og senere revurderinger heraf. De endeligt vedtagne risikostyringsplaner skal være offentligt tilgængelige.

Stk. 4. Snarest muligt efter vedtagelsen sender kommunalbestyrelsen risikostyringsplanerne til miljøministeren.

Stk. 5. Miljøministeren sammenfatter og offentliggør vedtagne risikostyringsplaner for hvert vanddistrikt. De sammenfattede risikostyringsplaner skal udarbejdes i overensstemmelse med lovens bilag 2, dog på vanddistriktsniveau.

Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om kravene til offentliggørelse og offentlig tilgængelighed af de vedtagne risikostyringsplaner.

§ 9. Et forslag til risikostyringsplan kan ikke vedtages, hvis andre kommunalbestyrelser har gjort skriftlig indsigelse over for kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen efter § 7, stk. 5. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed om de nødvendige ændringer.

Stk. 2. Såfremt der ikke kan opnås enighed mellem kommunalbestyrelserne, forelægges sagen for miljøministeren, som herefter træffer afgørelse om den nødvendige ændring.

§ 10. Miljøministeren kan til varetagelse af statslige interesser eller opfyldelse af internationale forpligtelser fremsætte indsigelser mod et forslag til risikostyringsplan inden udløbet af fristen efter § 7, stk. 5. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed om den nødvendige ændring.

Stk. 2. Såfremt der ikke ved forhandling kan opnås enighed, træffer miljøministeren afgørelse om den nødvendige ændring.

§ 11. Kommunalbestyrelsen er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af risikostyringsplanerne og skal herunder sikre gennemførelsen af disse.

Kapitel 4

Administrative bestemmelser

§ 12. Miljøministeren kan bemyndige en statslig myndighed oprettet under ministeriet eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages til miljøministeren.

Stk. 3. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.

§ 13. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om vurdering og risikostyring for oversvømmelse fra vandløb og søer i det internationale vanddistrikt, herunder fravigelse af lovens bestemmelser i det internationale vanddistrikt.

§ 14. Miljøministeren fastsætter regler med henblik på at gennemføre eller anvende EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse.

Kapitel 5

Klage og søgsmål

§ 15. Endeligt vedtagne risikostyringsplaner og senere revurderinger af disse kan påklages til Naturklagenævnet, for så vidt angår retlige spørgsmål.

Stk. 2. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at have meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 16. Klageberettiget efter § 15 er følgende:

1) Miljøministeren.

2) Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

3) Offentlige myndigheder.

4) Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.

5) Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.

6) Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Stk. 2. Ved klage indgivet af klageberettigede efter stk. 1, nr. 5 og 6, kan Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter.

§ 17. Klage skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at den endeligt vedtagne risikostyringsplan er offentliggjort. Hvis klagefristen udløber en lørdag, en søndag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2. Klage indgives til den myndighed, som har vedtaget planen. Myndigheden sender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede plan og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 18. Loven træder i kraft den 1. januar 2010.

Stk. 2. Miljøministeren foretager de to første høringer af henholdsvis forslag til udpegning af risikoområder og revurdering af forslag til udpegning af risikoområder efter § 3, stk. 2, i perioderne fra den 1. januar til den 31. marts 2011 og fra den 1. januar til den 31. marts 2018.

Stk. 3. Miljøministeren afslutter den første vurdering og udpegning af risikoområder efter § 3, stk. 1, senest den 22. december 2011. Den første revurdering af vurderingen og udpegningen af risikoområder efter § 3, stk. 3, afsluttes senest den 22. december 2018.

Stk. 4. Miljøministeren udarbejder kortene over faren for oversvømmelse og kortene over oversvømmelsesrisikoen, jf. § 5, stk. 1, senest den 22. december 2013.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen offentliggør forslag til risikostyringsplaner, jf. § 7, stk. 1, senest den 22. december 2014.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen vedtager risikostyringsplaner, jf. § 8, stk. 1, senest den 22. oktober 2015.

Stk. 7. Miljøministeren offentliggør en samlet risikostyringsplan for hvert vanddistrikt, jf. § 8, stk. 5, senest den 22. december 2015.

Kapitel 7

Ændringer i planloven

§ 19. I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 937 af 24. september 2009, foretages følgende ændringer:

1. Fodnote 1 til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet), EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1, som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368, dele af Rådets direktiv nr. 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), EF-Tidende 1985 nr. L 175, side 40, som ændret senest ved Rådets og Europa-Parlamentets direktiv nr. 2003/35/EF om mulighed for deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF, for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse, dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF af 23. oktober 2007 om vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser, EU-Tidende 2007 nr. L 288, s. 27.«

2. I § 5 a, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 11 a, nr. 18, § 11 e, stk. 1, nr. 7« til: »§ 11 a, nr. 19, § 11 e, stk. 1, nr. 8«.

3. I § 11, stk. 4, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) en kommunal risikostyringsplan, jf. kapitel 3 i lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer og bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet,«

Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 6 og 7.

4. I § 11 a indsættes efter nr. 16 som nyt nummer:

»17) friholdelse af arealer for ny bebyggelse eller etablering af foranstaltninger til sikring mod oversvømmelse, når arealet er i væsentlig risiko for oversvømmelse, jf. kapitel 2 i lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer og bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet,«

Nr. 17-19 bliver herefter nr. 18-20.

5. I § 11 e, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:

»6) kommuneplanens sammenhæng med den kommunale risikostyringsplan, jf. kapitel 3 i lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer og bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet,«

Nr. 6-9 bliver herefter nr. 7-10.

6. I § 13, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) en kommunal risikostyringsplan, jf. kapitel 3 i lov om vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser fra vandløb og søer og bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet,«

Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 6 og 7.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Marselisborg Slot, den 27. december 2009

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Troels Lund Poulsen


Bilag 1

Kort over faren for oversvømmelse skal vise de geografiske områder, der vil kunne blive oversvømmet, efter følgende scenarier:

a) Ringe sandsynlighed for oversvømmelse eller ekstreme hændelser.

b) Middelstor sandsynlighed for oversvømmelse (100-års-hændelse).

c) Stor sandsynlighed for oversvømmelse, hvor det er relevant.

Hvert scenario skal indeholde oplysninger om:

a) Oversvømmelsesgrad (den maksimale geografiske udbredelse af en oversvømmelse).

b) Vanddybde eller vandstand.

c) Strømhastighed eller relevante vandmængder.

Kort over oversvømmelsesrisikoen skal vise de negative følger af oversvømmelser, som fremgår af kort over faren for oversvømmelse.

Kortene skal indeholde oplysninger om:

a) Anslået antal indbyggere, der potentielt vil blive berørt.

b) Arten af økonomisk aktivitet i det område, der potentielt vil blive berørt.

c) Listevirksomheder, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33, godkendte husdyrbrug, jf. § 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, der vil kunne forårsage forureningsuheld i tilfælde af oversvømmelse, og potentielt berørte beskyttede områder, jf. miljømålslovens § 7, stk. 1, nr. 1, 3 og 5.

d) Andre nyttige oplysninger, såsom angivelse af områder, hvor der kan forekomme oversvømmelser med et stort indhold af sediment og opslæmmet organisk materiale, og oplysninger om andre vigtige forureningskilder.


Bilag 2

Udarbejdelse af risikostyringsplaner:

I risikostyringsplaner fastsættes passende mål for styring af oversvømmelsesrisiciene for de udpegede risikoområder med særlig vægt på at mindske de potentielle negative følger af oversvømmelser for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomiske aktiviteter og, hvis dette anses for relevant, med sigte på ikkestrukturelle initiativer (f.eks. friholdelse af arealer til brug for oversvømmelse) eller nedbringelse af sandsynligheden for oversvømmelse.

Ved udarbejdelse af risikostyringsplaner skal der tages relevante aspekter i betragtning såsom omkostninger og fordele, oversvømmelsesomfang, afløbsveje og arealer, der kan virke som overløb ved oversvømmelser, som f.eks. lavbundsarealer (ferske enge og ådale), fastsatte miljømål, jf. miljømålslovens § 10, jordbunds- og vandforvaltning, fysisk planlægning, arealanvendelse, naturbevaring, sejlads og havneinfrastruktur.

Risikostyringsplanerne skal omfatte alle aspekter af risikostyring med særlig vægt på forebyggelse, sikring og beredskab, herunder oversvømmelsesprognoser og systemer for tidlig varsling og hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende for de forskellige vandløbsoplande eller deloplande. I planerne skal også indgå fremme af bæredygtige arealanvendelsesmetoder, forbedring af vandbindingen og kontrolleret oversvømmelse i visse områder i tilfælde af oversvømmelse.

A. Risikostyringsplaner skal altid indeholde:

1) En beskrivelse af prioriteringen for planens gennemførelse.

2) En beskrivelse af, hvordan fremskridtene med hensyn til planens gennemførelse vil blive overvåget.

3) En oversigt over de foranstaltninger, der er truffet med henblik på offentlig oplysning og høring.

4) En fortegnelse over ansvarlige myndigheder og, hvis det er hensigtsmæssigt, en beskrivelse af samarbejdsforløbet vedrørende det internationale vanddistrikt og koordineringen med vandplanlægningen.

Risikostyringsplaner inden for det internationale vanddistrikt skal tillige indeholde en beskrivelse af den metode til costbenefit-analyse, som Tyskland eller Danmark har anvendt til vurdering af foranstaltninger med grænseoverskridende virkninger, hvis en sådan foreligger.

B. De første risikostyringsplaner for kommunens geografiske område skal ud over elementerne i punkt A indeholde:

1) Konklusionerne af vurderingen af oversvømmelsesrisikoen, jf. § 3, stk. 1, i form af et oversigtskort for de udpegede områder.

2) Kort over faren for oversvømmelse og kort over oversvømmelsesrisikoen, jf. § 5, stk. 1, og de konklusioner, der kan drages af kortene.

3) Fastsættelse af passende mål for oversvømmelsesrisikostyringen.

4) En oversigt over de foranstaltninger og prioriteringen heraf, der tager sigte på at nå de relevante mål for oversvømmelsesrisikostyringen og de oversvømmelsesrelaterede tiltag, der er truffet i henhold til gældende lovgivning, herunder planloven, miljøbeskyttelsesloven, miljømålsloven og lov om miljøvurdering af planer og programmer.

C. De efterfølgende revurderinger af risikostyringsplaner for oversvømmelser inden for kommunens geografiske område skal ud over elementerne i punkt A indeholde:

1) Eventuelle ændringer og revurderinger siden offentliggørelsen af den tidligere version af risikostyringsplanen for oversvømmelser, herunder et resume af de revurderinger, der er foretaget i planperioden.

2) En vurdering af de fremskridt, der er gjort med hensyn til at nå de fastsatte mål.

3) En beskrivelse af og en forklaring på eventuelle foranstaltninger, der var planlagt i den tidligere version af risikostyringsplanen for oversvømmelser, men som ikke er iværksat.

4) En beskrivelse af eventuelle andre foranstaltninger siden offentliggørelsen af den foregående version af risikostyringsplanen for oversvømmelser.

5) En beskrivelse af klimaændringernes sandsynlige indvirkning på forekomsten af oversvømmelser.

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF af 23. oktober 2007 om vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser, EU-Tidende 2007 nr. L 288, s. 27, dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, EU-Tidende nr. L 363, side 368, og dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet), EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1, som senest ændret ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368.