Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Formål m.v.

Kapitel 2   Fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse

   Sekretariat

   Faglige rådgivende udvalg

Kapitel 3   Anvendelsen af fondens midler

Kapitel 4   Sagsbehandling

Kapitel 5   Opfølgning

Kapitel 6   Klageadgang

Kapitel 7   Ikrafttræden m.v.

Den fulde tekst

Lov om fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Formål m.v.

§ 1. Økonomi- og erhvervsministeren opretter en fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse.

Stk. 2. Fonden har til formål at fremme grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse, herunder have særligt fokus på små og mellemstore virksomheder.

Stk. 3. Fonden er et uafhængigt organ inden for den statslige forvaltning.

Kapitel 2

Fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse

§ 2. Fonden ledes af en bestyrelse bestående af 1 formand og 7 medlemmer, der udpeges af økonomi- og erhvervsministeren i deres personlige egenskab. Bestyrelsen skal have en bred erhvervsmæssig indsigt og have kompetence inden for, viden om og erfaring med brugerdreven innovation, markedsmodning og kommercialisering samt regional udvikling på det grønne område og velfærdsområdet.

Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer og formand udpeges for en periode af op til 3 år med mulighed for forlængelse for yderligere én periode. Hvis formanden eller et medlem af bestyrelsen udtræder af bestyrelsen før udløbet af perioden, kan en afløser udpeges for den resterende del af perioden.

§ 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Stk. 2. Alle beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmerne modtager honorar for deres arbejde i bestyrelsen efter Finansministeriets retningslinjer.

Stk. 4. Bestyrelsen kan bemyndige formanden eller sekretariatet til at træffe afgørelser på bestyrelsens vegne i et nærmere bestemt omfang.

§ 4. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden, som skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.

§ 5. Bestyrelsen udarbejder en årlig handlingsplan for anvendelsen af midlerne. Handlingsplanen skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.

Stk. 2. Bestyrelsen skal udbrede kendskabet til fondens virke og resultaterne af de aktiviteter, projekter m.v., som fonden har tildelt midler.

Sekretariat

§ 6. Erhvervs- og Byggestyrelsen yder sekretariatsbistand til fonden.

Faglige rådgivende udvalg

§ 7. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter anmodning fra bestyrelsen nedsætte faglige rådgivende udvalg, som kan inddrages i den faglige vurdering af kvaliteten af de aktiviteter, projekter m.v., som søges støttet af fonden.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter efter anmodning fra bestyrelsen antallet af udvalg, antallet af medlemmer, krav til medlemmernes faglige kvalifikationer, udpegningsperiode m.v.

Kapitel 3

Anvendelsen af fondens midler

§ 8. Bestyrelsen træffer afgørelse om anvendelsen af fondens midler.

§ 9. Fondens midler skal anvendes til at fremme den virksomhedsrettede innovation inden for følgende indsatsområder:

1) Anvendelse og formidling af brugerdrevne innovationsmetoder.

2) Markedsmodning og kommercialisering af nye grønne løsninger.

3) Grøn innovation og eksport.

4) Omstilling i hårdt ramte områder.

5) Markedsudvikling af offentlige sundheds- og velfærdsløsninger.

Stk. 2. Fonden kan etablere og deltage i partnerskaber og konsortier, der bidrager til at fremme fondens formål.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren skal fastsætte regler om anvendelsen af fondens midler, tildelingskriterier ved ansøgning, krav om medfinansiering m.v.

Stk. 4. Regioner og kommuner kan medfinansiere de projekter, hvortil fonden har tildelt midler.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, at fondens bestyrelse som vilkår for tildeling af tilskud kan fastsætte, at tilskuddet i en periode på indtil 3 år fra udbetalingen kan kræves tilbagebetalt helt eller delvis, såfremt det projekt, der har modtaget tilskud, viser sig at generere en væsentlig højere indtjening end forventet for tilskudsmodtageren.

Kapitel 4

Sagsbehandling

§ 10. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at ansøgninger til fonden skal indsendes digitalt, og at kommunikation mellem ansøgere og fonden, herunder sekretariatet, i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at fonden kan udstede dokumenter, herunder afgørelser om tildeling af midler fra fonden, der er signeret digitalt og med maskinelt gengivet underskrift, men uden personlig underskrift, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Kapitel 5

Opfølgning

§ 11. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om regnskaber og revision vedrørende aktiviteter, hvortil fondens midler anvendes, om offentliggørelse af resultaterne af de aktiviteter, som fonden har tildelt midler, m.v.

§ 12. Økonomi- og erhvervsministeren fører tilsyn med anvendelsen af fondens midler og kan fastsætte regler om, at personer og virksomheder, der modtager midler fra fonden efter denne lov, skal afgive alle oplysninger og regnskaber, som skønnes nødvendige for kontrol og tilsyn m.v.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om evaluering af fondens virke.

§ 13. Tildelte midler kan kræves helt eller delvis tilbagebetalt, hvis vilkårene for afgørelsen om tildeling af midler ikke overholdes. Tilsvarende gælder, hvor der er givet urigtige oplysninger i forbindelse med afgørelsen om tildeling af midler. Tildelte midler kan kræves tilbagebetalt, hvis modtageren ikke overholder regler i loven eller regler fastsat i medfør af loven.

Kapitel 6

Klageadgang

§ 14. Klage over afgørelser, som er truffet af fonden efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven, kan indbringes for økonomi- og erhvervsministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

§ 15. Loven træder i kraft den 4. februar 2010.

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Amalienborg, den 1. februar 2010

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Lene Espersen