Dokumentet er Historisk
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Lovens formål

Kapitel 2   Lovens anvendelsesområde og definitioner

Kapitel 3   Indberetningspligt og pligt til at forespørge i ledningsejerregistret m.v.

Kapitel 4   Administrative regler, gebyrer, sekretariatsbetjenin m.v.

Kapitel 5   Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om registrering af ledningsejere

Hermed bekendtgøres lov nr. 119 af 24. februar 2004, om registrering af ledningsejere med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 112 af 26. februar 2008 og § 1 i lov nr. 1274 af 16. december 2009.

Kapitel 1

Lovens formål

§ 1. Loven har til formål gennem etablering af et ledningsejerregister at reducere antallet af skader på ledninger nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium med henblik på at

1) lette entreprenørers og andres undersøgelser forud for gravearbejder i jorden eller i havbunden inden for det danske søterritorium,

2) reducere de samlede omkostninger som følge af skader og

3) bidrage til en forbedret forsyningssikkerhed.

§ 2. Økonomi- og erhvervsministeren fører et register over ejere af ledninger, der er nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium. Registrets formål er at stille oplysninger til rådighed for myndigheder, virksomheder og privatpersoner om, hvem der ejer ledninger nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium, og at sikre, at nærmere information om disse ledninger kan fremsendes.

Kapitel 2

Lovens anvendelsesområde og definitioner

§ 3. Loven gælder for ejere af ledninger nedgravet i jord og for ejere af ledninger nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium, jf. dog stk. 2 og 3 samt § 4, såfremt ledningen

1) indgår i et kollektivt net, jf. § 5, nr. 1,

2) fungerer som stikledning eller ledning, der afleder spildevand eller kølevand m.m. til et vandløb, til en sø eller til et havområde, eller

3) indgår i et privat, brugerdrevet telenet, jf. § 5, nr. 4, for hvilket nettets ejer har en årlig indkomst fra personer, som ikke er medejere, der overstiger 50.000 kr. om året.

Stk. 2. Som ledninger i henhold til stk. 1 medregnes ikke drænledninger eller ledninger, som tjener til afvanding af en vej.

Stk. 3. Som ledninger i henhold til stk. 1 medregnes alene de dele af stikledninger, som ejes af forsynings- og distributionsselskaber.

§ 4. Ledninger ejet af forsvaret og ledninger beliggende på ejendomme, som forsvaret har rådighed over, er ikke omfattet af loven, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren fastsætte særlige regler for ledninger ejet af forsvaret og for registrering af ledningsejeroplysninger om ledninger og ejendomme, som Forsvarsministeriet har rådighed over.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og justitsministeren fastsætte særlige regler for registrering af ledningsejeroplysninger om ledninger og ejendomme, som de pågældende ministerier har rådighed over.

§ 5. I denne lov forstås ved:

1) Kollektivt net: Indvindings-, transmissions- og distributionsnet bestående af ledninger nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden, for hvilke der for nettet som helhed gælder offentligretlige regler.

2) Ledning: Kabler og rør nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden, som har til formål at transportere kommunikation, data, signaler eller energi af enhver art samt faste, flydende eller luftformige stoffer af enhver art.

3) Stikledning : En ledning, som slutter en forbruger til et kollektivt net.

4) Privat, brugerdrevet telenet: Et distributionsnet, der tjener til elektronisk overførsel af telekommunikation, data eller radio/tv-signaler til de tilsluttede ejere, uden at der består pligt til at tilslutte andre brugere.

5) Interesseområde: Et geografisk afgrænset område, som omfatter den pågældende ledningsejers ledninger, som er nedgravet i jord eller nedgravet i eller anbragt på havbunden, fastlagt i en afstand af mindst 1 m fra ledningen på begge sider af denne.

6) Ledningsejer: Den, der ejer en ledning omfattet af nr. 2.

Kapitel 3

Indberetningspligt og pligt til at forespørge i ledningsejerregistret m.v.

§ 6. Enhver ledningsejer, som er omfattet af loven, har pligt til at indberette de i § 7, stk. 1, nævnte oplysninger til ledningsejerregistret.

Stk. 2. En ejer af et kollektivt net skal tillige indberette oplysninger om de tilhørende stikledninger, såfremt disse ejes af nettets ejer.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang andre ledningsejere end de i stk. 1 nævnte kan få adgang til at indberette oplysninger til registret.

§ 7. Der skal til ledningsejerregistret indberettes oplysninger om

1) ledningsejerens navn og eventuelt cvr-nummer,

2) ledningsejerens postadresse samt eventuel elektronisk postadresse og telefon- og telefaxnummer,

3) ledningsejerens interesseområde, jf. § 5, nr. 5, samt

4) forsyningens art.

Stk. 2. Såfremt der sker ændringer i de faktiske forhold eller konstateres fejl i en indberettet oplysning, har den pågældende ledningsejer pligt til inden 14 dage at foretage en ny indberetning, således at registrets oplysninger stedse er korrekte.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indberetningens omfang og form, herunder om, hvorledes ledningsejeren kan kontrollere og attestere eller om nødvendigt berigtige registrets oplysninger. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter i forbindelse med registrets etablering frister for rettidig indberetning af oplysninger for de i § 6, stk. 1, nævnte ledningsejere.

§ 8. Enhver af loven omfattet ledningsejer, som modtager forespørgsel om ledningsoplysninger, skal snarest muligt og senest 5 hverdage, efter at forespørgslen er modtaget, fremsende de nødvendige ledningsoplysninger til forespørgeren eller indgå aftale med denne om påvisning på stedet. Lørdage, grundlovsdag, den 24. december og den 31. december anses ikke for hverdage ved beregning af fristen. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om ledningsejeres fremsendelse af ledningsoplysninger, herunder hvilke oplysninger der skal fremgå af det fremsendte materiale.

§ 9. Enhver, der erhvervsmæssigt udfører gravearbejder, skal indhente oplysninger fra ledningsejerregistret om, hvilke ledningsejere der ejer ledninger i graveområdet. De nødvendige ledningsoplysninger skal være indhentet, inden gravearbejdet påbegyndes, og gravearbejdet skal tilrettelægges og udføres under hensyntagen til de indhentede oplysninger.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om fritagelse for forespørgselspligten i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Enhver, der graver på arealer uden for veje, der ejes af graveaktøren selv, er fritaget for at forespørge i ledningsejerregistret, når denne som ejer i forvejen har kendskab til ledningernes placering.

Stk. 4. Virksomheder eller privatpersoner kan foretage den i stk. 1 nævnte forespørgsel i forbindelse med et gravearbejde eller til brug i ethvert andet lovligt øjemed.

Stk. 5. Enhver, der til brug for et gravearbejde forespørger på ledningsejerregistret, jf. stk. 1, skal forud for forespørgslen identificere sig og give oplysninger om gravearbejdet, herunder om den påtænkte geografiske udstrækning og graveperiode. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 6. Enhver, der forespørger på ledningsejerregistret, modtager kvittering for forespørgslen.

Kapitel 4

Administrative regler, gebyrer, sekretariatsbetjenin m.v.

§ 10. Økonomi- og erhvervsministeren fører tilsyn med registret og fastsætter de nærmere regler om

1) brugen af registret, herunder om vilkårene for adgang til registret,

2) registrets ydelser over for brugerne,

3) videregivelsen af registrets oplysninger til andre end de i § 9, stk. 1 og 4, nævnte brugere samt oplysningernes anvendelse, opbevaring og sletning og

4) de formater, som gælder for de oplysninger, som videregives fra registret.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren er dataansvarlig myndighed.

§ 11. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for brugernes adgang til registret, herunder til dækning af omkostningerne ved registrets administration, drift og vedligeholdelse samt tilsyn i forbindelse med loven. Der kan herunder fastsættes regler om, at omkostningerne ved registrets administration, drift og vedligeholdelse betales af brancheorganisationer m.v.

Stk. 2. Der skal betales et gebyr på 75 kr. for erindringsskrivelser om betaling efter stk. 1.

Stk. 3. Beløbet i stk. 2 reguleres hver den 1. januar efter udviklingen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks i en 12-måneders-periode sluttende i oktober måned året før det år, som reguleringen vedrører. Regulering foretages første gang den 1. januar 2009. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

§ 12. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling for ydelser, som brugerne rekvirerer i forbindelse med sekretariatsbistand fra det i § 13 nævnte sekretariat til indberetning af de i § 7, stk. 1, nævnte oplysninger.

§ 13. Der knyttes et sekretariat til ledningsejerregistret med henblik på at varetage den daglige administration m.v.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at det helt eller delvis overlades til en privat virksomhed at fungere som sekretariat for ledningsejerregistret, herunder varetage driftsopgaver. Økonomi- og erhvervsministeren indgår de nødvendige aftaler herom.

Stk. 3. Henlægger økonomi- og erhvervsministeren sine beføjelser efter denne lov til en styrelse under Økonomi- og Erhvervsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at klagen ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 5

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 14. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at meddele oplysninger til registret eller afgiver urigtige oplysninger og derved overtræder lovens § 6, jf. § 7, stk. 1 og 2.

Stk. 2. I forskrifter, der af økonomi- og erhvervsministeren udfærdiges i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 15. Loven træder i kraft den 1. marts 2004, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Lovens § 6 træder i kraft den 1. marts 2005.

Stk. 3. Lovens § 9 træder i kraft den 1. september 2005.

§ 16. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.


Lov nr. 112 af 26. februar 20081) indeholder følgende ikraftrædelsesbestemmelse

§ 2

Loven træder i kraft den 1. marts 2008.


Lov nr. 1274 af 16. december 20092) indeholder følgende ikraftrædelsesbestemmelse

§ 2

Loven træder i kraft den 1. september 2010.

Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 22. september 2010

Brian Mikkelsen

/ Finn Lauritzen

Officielle noter

1) Lovændringen vedrører § 8, § 9, stk. 1, og § 11.

2) Lovændringen vedrører §§ 1-3, § 5, § 8, § 9, § 10, stk. 1, og § 11, stk. 4.