Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om kolonihaver

 

Herved bekendtgøres lov nr. 476 af 7. juni 2001 om kolonihaver med de ændringer, der følger af § 20 i lov nr. 1571 af 20. december 2006.

Kapitel 1

Formål

§ 1. Loven skal sikre, at kolonihaveområder fortsat kan være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden.

Kapitel 2

Definitioner

§ 2. Ved et kolonihaveområde forstås et areal, der omfatter mindst 5 havelodder og eventuelt et fællesareal, på betingelse af,

1) at arealet ligger i byzone eller landzone,

2) at havelodderne i området i gennemsnit ikke er større end 400 m2,

3) at der må opføres bebyggelse på havelodderne til opbevaring af redskaber og eventuelt til dag- og natophold,

4) at bebyggelsen i området ikke må anvendes til helårsbeboelse, og

5) at området ikke er en del af et friareal, der hører til en boligbebyggelse.

Stk. 2. Betingelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke for haver etableret før 1. november 2001 og for haver, der er omfattet af en lokalplan med bestemmelser om havernes størrelse.

Stk. 3. Ved kolonihave forstås en havelod i et kolonihaveområde.

§ 3. Varige kolonihaveområder er

1) kolonihaveområder, der er taget i brug inden 1. november 2001, medmindre ejeren af et område senest den nævnte dato skriftligt har meddelt Miljøministeriet, at området ikke skal være et varigt kolonihaveområde,

2) kolonihaveområder, der tilhører statslige myndigheder, bortset fra områder, hvor der af sikkerhedsgrunde er eller bliver fastsat særlige adgangs- og benyttelsesindskrænkninger, og

3) områder, der efter 1. november 2001 tages i brug som kolonihaveområde.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i stk. 1.

Stk. 3. En kommunalbestyrelse, der som ejer af et kolonihaveområde overvejer at meddele Miljøministeriet, at området ikke skal være et varigt kolonihaveområde, skal inden meddelelsen til ministeriet offentliggøre et forslag herom og indkalde brugerne af området til et møde om sagen. Andre ejere af et kolonihaveområde skal give brugerne af området en skriftlig orientering med en frist på 4 uger, inden de meddeler Miljøministeriet, at området ikke skal være et varigt kolonihaveområde. Kommunalbestyrelsens offentliggørelse af forslaget skal ske med en frist på mindst 4 uger for afgivelse af indsigelser m.v. mod forslaget.

Stk. 4. Miljøministeren kan forlange, at de i stk. 1, nr. 1, nævnte meddelelser afgives i en bestemt form.

Kapitel 3

Nedlæggelse af varige kolonihaveområder

§ 4. Et varigt kolonihaveområde må ikke nedlægges helt eller delvis uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen må kun meddele tilladelse efter stk. 1, hvis

1) væsentlige samfundsmæssige hensyn gør det nødvendigt at disponere over arealet til et formål, der ikke kan tilgodeses et andet sted i kommunen, og

2) der inden området ryddes, tilvejebringes et nyt kolonihaveområde, som kan erstatte det område, der nedlægges.

Stk. 3. Ejeren og lejeren af arealet skal have skriftlig meddelelse om afgørelser efter stk. 1. Tilladelser efter stk. 1 skal tillige offentliggøres. Meddelelsen og offentliggørelsen skal indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 9-11.

Stk. 4. Flytning af kolonihaver, hvorpå der kun må opføres et redskabsskur, inden for den samme ejendom betragtes ikke som nedlæggelse.

Stk. 5. Væsentlige samfundsmæssige hensyn som nævnt i stk. 2, nr. 1, omfatter ikke opførelse af almene og private boliger samt bebyggelse til nye erhvervsvirksomheder, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende.

§ 5. Reglerne i § 4 finder tilsvarende anvendelse ved ekspropriation af kolonihaveområder, jf. dog stk. 2, nr. 1.

Stk. 2. Reglerne i § 4 finder ikke anvendelse

1) ved ekspropriation af eller inddragelse af kolonihaveområder som følge af anlægsarbejder i henhold til anlægslov, eller

2) hvis et kolonihaveområde skal nedlægges, fordi det er etableret i strid med anden lovgivning.

Kapitel 4

Tilbudspligt

§ 6. I ikke varige kolonihaveområder skal ejeren tilbyde lejerne at overtage ejendommen på andelsbasis, inden ejendommen overdrages til anden side.

Stk. 2. Hvis ejendommen ejes af DSB, skal DSB, såfremt lejerne ikke ønsker at overtage ejendommen, tilbyde miljøministeren at overtage ejendommen.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 finder ikke anvendelse i kolonihaveområder, der ejes af statslige myndigheder eller kommuner.

§ 7. Tilbudspligten opfyldes ved, at ejeren over for samtlige lejere fremsætter tilbud om, at en af lejerne dannet andelshaveforening kan erhverve ejendommen til samme købesum, kontante udbetaling og øvrige vilkår, som ejeren kan opnå ved salg til anden side. Vilkårene skal være af et sådant indhold, at de kan opfyldes af en andelsforening. Acceptfristen skal være mindst 10 uger, dog således, at der ved beregning af fristen ses bort fra juli måned.

Stk. 2. Tilbudet skal ledsages af dokumentation for, at ejeren ved salg til anden side kan opnå de tilbudte vilkår.

Stk. 3. Hvis ejendommen ejes af DSB, underretter DSB samtidig miljøministeren om tilbudet til lejerne.

Stk. 4. Ejeren kan afvise andelsforeningens accept, hvis ikke mindst halvdelen af lejerne på accepttidspunktet er medlemmer af foreningen, eller hvis foreningen ikke på anfordring dokumenterer, at den kan betale den krævede udbetaling.

Stk. 5. Bliver et tilbud fra DSB ikke accepteret af lejerne, kan miljøministeren inden for en frist på 14 dage acceptere tilbudet.

Stk. 6. Er tilbudet fra ejeren ikke accepteret rettidigt af lejerne eller, hvis ejendommen ejes af DSB, af miljøministeren, kan ejendommen sælges på de tilbudte vilkår i 2 år regnet fra udløbet af fristen for lejernes henholdsvis miljøministerens accept.

Kapitel 5

Offentlighedens adgang til kolonihaveområder

§ 8. I kolonihaveområder, der tages i brug efter den 1. november 2001, skal der være adgang for offentligheden til færdsel til fods på veje og stier i området fra kl. 8 til kl. 21 i perioden fra den 1. april til den 30. september.

Stk. 2. I varige kolonihaveområder, der er etableret før den 1. november 2001, og i kolonihaveområder, der ejes af kommuner, skal der åbnes adgang for den i stk. 1 nævnte færdsel, når ejeren har mulighed herfor, uden at der herved sker indgreb i eksisterende kontrakter om anvendelsen af området.

Kapitel 6

Klage, søgsmål og administrative bestemmelser

§ 9. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 4 kan påklages til Naturklagenævnet, som er nedsat i medfør af lov om naturbeskyttelse.

Stk. 2. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at have meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 10. Klageberettiget efter § 9 er miljøministeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald.

Stk. 2. Klageberettiget er endvidere landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, på betingelse af,

1) at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og

2) at foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer.

§ 11. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2. Klage indgives til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Stk. 3. En tilladelse efter § 4 må ikke udnyttes før klagefristens udløb. Rettidig klage har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen underretter straks den, som har modtaget en tilladelse, om klagen.

§ 12. Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af denne lov, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. For afgørelser, der er offentliggjort, regnes søgsmålsfristen fra offentliggørelsen.

§ 13. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven. Der er udpantningsret for gebyrer.

§ 13 a. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Stk. 3. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.

Kapitel 7

Tilsyn og straf

§ 14. Kommunalbestyrelsen påser overholdelsen af §§ 4, 5 og 8.

§ 15. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) nedlægger et varigt kolonihaveområde uden tilladelse efter § 4,

2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse efter § 4 eller

3) ikke efterkommer bestemmelserne i § 8.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 8

Ikrafttrædelse

§ 16. Loven træder i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. §§ 4 og 5 træder dog i kraft den 1. november 2001. 1)

§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

Lov nr. 1571 af 20. december 2006 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om beskyttelse af havmiljøet og forskellige andre love (Ophævelse af adgang til at overføre myndighedskompetence til kommunale fællesskaber og ændring af delegationsbestemmelser m.v. i en række love på natur- og miljøområdet), som ændrer overskriften til kapitel 6 og indsætter nyt § 13 a, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 23

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. (Udeladt).

Miljøministeriet, den 21. juni 2007

Connie Hedegaard

/Anne-Marie Rasmussen

Officielle noter

1) Loven er bekendtgjort i Lovtidende den 8. juni 2001.

Redaktionel note
  • Forskriften har grundet fejl ved overførslen til Retsinformations brugersystem været tilgængelig i Retsinformation fra den 5. juli 2007 til den 6. juli 2007. Forskriftens offentliggørelsesdato i Lovtidende A er den 10. juli 2007.