Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om sikkerheds- og sundhedsarbejde på faste offshoreanlæg1)

I medfør af § 49, § 72, stk. 1, og § 73 i lov nr. 1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedslov), som ændret ved lov nr. 107 af 7. februar 2007 og lov nr. 287 af 15. april 2009, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 61, stk. 3:

Anvendelsesområde m.v.

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på faste offshoreanlæg som defineret i offshoresikkerhedslovens § 2.

§ 2. Den driftsansvarlige virksomhed for et fast offshoreanlæg skal sørge for, at arbejdet for sikkerhed og sundhed organiseres i samarbejde med de ansatte.

Stk. 2. Arbejdet for sikkerhed og sundhed skal være organiseret senest 4 uger efter, at offshoreanlægget er taget i brug.

Organisering af sikkerheds- og sundhedsarbejdet

§ 3. På faste offshoreanlæg, hvor der er ansat fem personer eller derover, skal arbejdet for sikkerhed og sundhed organiseres gennem en sikkerhedsorganisation under medvirken af repræsentanter for de ansatte og offshoreanlæggets ledelse.

Stk. 2. På faste offshoreanlæg, hvor to eller flere arbejdsgivere lader arbejde udføre, skal den driftsansvarlige virksomhed i samarbejde med de øvrige arbejdsgivere sørge for, at sikkerheds- og sundhedsarbejdet varetages i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.

§ 4. For faste offshoreanlæg, hvor der ikke skal være sikkerhedsorganisation, jf. § 3, stk. 1, skal arbejdet for sikkerhed og sundhed udføres ved personlig kontakt mellem den driftsansvarlige virksomhed og de ansatte.

Stk. 2. De ansatte skal have alle nødvendige oplysninger af betydning for sikkerhed og sundhed og skal have adgang til at fremsætte forslag vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdsstedet.

Stk. 3. De ansatte skal inddrages ved planlægning og indførelse af ny teknologi, herunder om konsekvenser for sikkerhed og sundhed ved valg af udstyr, personlige værnemidler m.v.

Sikkerhedsrepræsentanter, sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg

§ 5. På faste offshoreanlæg, hvor der er mellem 5 og 11 ansatte, skal de ansatte, der ikke har ledelsesmæssige beføjelser, vælge en sikkerhedsrepræsentant.

Stk. 2. På faste offshoreanlæg, hvor der er 12 ansatte eller flere, skal de ansatte, der ikke har ledelsesmæssige beføjelser, vælge en sikkerhedsrepræsentant for hvert arbejdsområde. De ansatte kan beslutte at vælge en sikkerhedsrepræsentant i fællesskab med de ansatte i et andet arbejdsområde.

Stk. 3. Hvor der er ansat flere skiftehold, der ikke samtidig er til stede på offshoreanlægget, finder reglerne i stk. 1 og stk. 2 anvendelse for hvert af disse skiftehold.

Stk. 4. Valget gælder for en periode af 2 år, eller indtil sikkerhedsrepræsentantens arbejdsfunktion på arbejdsområdet ophører. Reglerne for valg af tillidsrepræsentant inden for pågældendes eller tilsvarende overenskomstområde gælder normalt for valgbarhed og valgenes gyldighed.

Stk. 5. Snarest muligt og senest 14 dage efter valget af en sikkerhedsrepræsentant skal den driftsansvarlige virksomhed og eventuelle øvrige arbejdsgivere underrettes skriftligt om valget.

§ 6. På de offshoreanlæg, der er nævnt i § 5, stk. 1, udpeger den driftsansvarlige virksomhed en arbejdsleder, som sammen med sikkerhedsrepræsentanten udgør offshoreanlæggets sikkerhedsgruppe.

Stk. 2. På de offshoreanlæg, der er nævnt i § 5, stk. 2, udpeger den driftsansvarlige virksomhed for hvert arbejdsområde en arbejdsleder, som sammen med sikkerhedsrepræsentanten udgør arbejdsområdets sikkerhedsgruppe. Er der i henhold til § 5, stk. 2, valgt fælles sikkerhedsrepræsentant for flere arbejdsområder, udpeger den driftsansvarlige virksomhed i samarbejde med eventuelle øvrige arbejdsgivere en arbejdsleder for disse arbejdsområder.

Stk. 3. Hvor der er ansat flere skiftehold, der ikke samtidig er til stede på offshoreanlægget, skal der udpeges en arbejdsleder for hver sikkerhedsrepræsentant, jf. § 5, stk. 3.

§ 7. Sikkerhedsgruppen, eller sikkerhedsgrupperne på offshoreanlæg med flere end én gruppe, danner sammen med den driftsansvarlige virksomhed et sikkerhedsudvalg. Den driftsansvarlige virksomhed eller dennes repræsentant er formand for sikkerhedsudvalget.

Stk. 2. På offshoreanlæg, hvor der er mere end tre sikkerhedsgrupper, dannes sikkerhedsudvalget dog ved, at sikkerhedsrepræsentanterne iblandt sig vælger mindst 3 medlemmer til udvalget, og de udpegede arbejdsledere iblandt sig vælger mindst 3 medlemmer til udvalget, således at pariteten sikres.

Stk. 3. Hvis flere faste offshoreanlæg drives af samme driftsansvarlige virksomhed, skal denne sikre, at de enkelte sikkerhedsudvalgs arbejde for sikkerhed og sundhed på disse offshoreanlæg koordineres og planlægges i samarbejde med de ansatte. Medlemmerne af de enkelte sikkerhedsudvalg skal herunder have adgang til referater fra møder afholdt i sikkerhedsudvalgene på de andre offshoreanlæg og have lejlighed til at mødes en til to gange om året. På disse møder drøftes de enkelte sikkerhedsudvalgs indsats, og der kan udveksles erfaringer fra de enkelte anlæg om sikkerheds- og sundhedsspørgsmål.

§ 8. Den driftsansvarlige virksomhed skal sørge for, at de ansatte er gjort bekendt med, hvem der er medlem af sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg, og at der i samarbejde med sikkerhedsudvalget udarbejdes en plan for udvalgets arbejde.

Opgaver, pligter og rettigheder

§ 9. Sikkerhedsgruppen skal arbejde for at løse arbejdsområdets sikkerheds- og sundhedsproblemer og herunder virke for et godt samarbejde på offshoreanlægget om sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål. Hvis arbejdsleder og sikkerhedsrepræsentant ikke samtidig er til stede i arbejdsområdet, varetager den tilstedeværende sikkerhedsgruppens opgaver og pligter. Foranstaltninger, der foretages i den andens fravær, skal hurtigst muligt meddeles denne.

Stk. 2. Sikkerhedsgruppen skal påse, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige, og at arbejdet, arbejdsprocesser og arbejdsmetoder er tilrettelagt og bliver udført fuldt forsvarligt. Sikkerhedsgruppen skal herunder påse, at stoffer og materialer kun anvendes ved arbejdsprocesser og metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme. Den skal ligeledes påse, at der gives effektiv instruktion, og at maskiner, redskaber og andre tekniske hjælpemidler m.v. er indrettet og anvendes på en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde.

Stk. 3. Sikkerhedsgruppen skal påvirke den enkelte til en adfærd, der fremmer egen og andres sikkerhed og sundhed. Sikkerhedsgruppen skal herunder orientere de ansatte om de bestemmelser, der er fastsat til at fremme sikkerhed og sundhed.

Stk. 4. Sikkerhedsgruppen skal deltage i planlægningen af arbejdsområdets sikkerheds- og sundhedsarbejde og deltage i vurderingen af sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, jf. bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed på offshoreanlæg m.v.

Stk. 5. Sikkerhedsgruppen skal deltage i undersøgelse af ulykker, forgiftninger, sundhedsskader samt tilløb hertil og underrette den driftsansvarlige virksomhed eller anlægschefen om resultatet af undersøgelsen. Sikkerhedsgruppen skal have adgang til registreringer og rapporter om arbejdsulykker samt nærved hændelser, jf. bekendtgørelse om registrering og anmeldelse af arbejdsskader m.v. i medfør af offshoresikkerhedsloven.

Stk. 6. Sikkerhedsgruppen skal virke som kontaktled mellem de ansatte og sikkerhedsudvalget og holde udvalget underrettet om sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer og forelægge eventuelle forslag til forbedringer for udvalget.

Stk. 7. Sikkerhedsgruppen skal inddrages forinden eventuel henvendelse til eksterne sagkyndige om bistand ved løsning af sikkerheds- og sundhedsspørgsmål.

§ 10. Sikkerhedsgruppen skal imødegå risici i forbindelse med de sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål, der er nævnt i § 9, stk. 2-4. Hvis risikoen ikke kan imødegås på stedet, skal gruppen indberette forholdet til den driftsansvarlige virksomhed eller anlægschefen.

Stk. 2. Hvor der ikke er tid til at underrette den driftsansvarlige virksomhed eller anlægschefen, og sikkerhedsgruppen skønner, at der er en overhængende, betydelig fare for de ansattes sikkerhed og sundhed, som den ikke selv kan afværge, kan gruppen påbyde den ansvarlige på stedet at standse arbejdet eller arbejdsprocessen i det omfang, det er nødvendigt for at afværge faren. Den ansvarlige på stedet skal efterkomme påbuddet, medmindre dette vil medføre større fare for de ansattes sikkerhed og sundhed.

Stk. 3. Sikkerhedsgruppen skal omgående melde standsningen til anlægschefen og afgive forklaring om, hvorfor den var nødvendig.

§ 11. Sikkerhedsrepræsentanterne er beskyttede mod afskedigelse og anden forringelse af deres forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område. Sikkerhedsrepræsentanten må ikke stilles ringere på grund af de aktiviteter, der er forbundet med hvervet.

Stk. 2. Uoverensstemmelse om beskyttelse efter stk. 1, herunder spørgsmål om, hvilke regler, der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne, afgøres ved fagretlig behandling, jf. lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.

§ 12. Såfremt ledelsens repræsentant i sikkerhedsgruppen afskediges efter udløbet af en eventuel prøvetid, og det af en af parterne gøres gældende, at afskedigelsen er begrundet i repræsentantens virke i sikkerhedsorganisationen, kan vedkommendes ansættelsesforhold i opsigelsesperioden ikke afbrydes, før spørgsmålet har været undergivet organisationsmæssig forhandling efter reglerne inden for det pågældende overenskomstområde eller har været behandlet i overensstemmelse med funktionærlovens regler om forhandling og mægling. Forhandlingen og mæglingen skal fremmes mest muligt.

§ 13. Medlemmerne af sikkerhedsgrupperne og sikkerhedsudvalget på offshoreanlægget skal have den tid til rådighed, der er fornøden efter forholdene, til at varetage deres pligter i sikkerheds- og sundhedsarbejdet.

Stk. 2. Medlemmerne af sikkerhedsgrupperne og sikkerhedsudvalget på offshoreanlægget skal have lejlighed til at erhverve sig den fornødne viden om og uddannelse i sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold.

Stk. 3. Uddannelsen af sikkerhedsrepræsentanter skal foregå i arbejdstiden. Den driftsansvarlige virksomhed skal sørge for, at hvervet som sikkerhedsrepræsentant sker uden udgifter og tab af indtægt for den ansatte.

§ 14. Sikkerhedsudvalget inddrages i opdateringen af sikkerheds- og sundhedsredegørelsen for offshoreanlægget, herunder vurdering af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici samt inddragelse af sygefravær under iagttagelse af gældende forebyggelsesprincipper, jf. bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed på offshoreanlæg m.v. Udvalget skal registrere sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer på offshoreanlægget og skal rådgive ved løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål.

Stk. 2. Sikkerhedsudvalget skal kontrollere sikkerheds- og sundhedsarbejdet på offshoreanlægget og skal sørge for, at sikkerhedsgrupperne orienteres og vejledes om arbejdet.

Stk. 3. Sikkerhedsudvalget skal sørge for, at årsagerne til ulykkestilfælde, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil undersøges, og skal søge gennemført foranstaltninger, der forhindrer gentagelser.

Stk. 4. Sikkerhedsudvalget skal holde sig orienteret om de bestemmelser for sikkerhed og sundhed, der er fastsat for at beskytte de ansatte. Udvalget skal medvirke ved opstilling af principper for nødvendig oplæring og påse, at der føres en stadig kontrol med overholdelse af sikkerhedsforskrifter.

Stk. 5. Sikkerhedsudvalget skal inddrages forinden eventuel henvendelse til eksterne sagkyndige om bistand til planlægning af offshoreanlæggets sikkerheds- og sundhedsforhold.

§ 15. Sikkerhedsudvalget rådgiver den driftsansvarlige virksomhed ved løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål. Udvalget skal herunder deltage i planlægningen af arbejdet for sikkerhed og sundhed.

Stk. 2. Når sikkerhedsudvalget rådgiver den driftsansvarlige virksomhed, og denne ikke følger rådet, skal dette, såfremt én fra udvalget ønsker det, begrundes i et efterfølgende møde, som afholdes så vidt muligt, inden det pågældende arbejde udføres, dog inden 5 uger. Det samme gælder, når udvalget giver flere indstillinger om samme sag.

§ 16. Sikkerhedsudvalget sørger for, at der bliver udpeget en daglig leder af sikkerhedsarbejdet, som kan handle på udvalgets vegne. Er der ikke ansat en sikkerhedsleder specielt til dette arbejde, skal den driftsansvarlige virksomhed efter drøftelse med sikkerhedsudvalget udpege en leder.

Stk. 2. Den daglige leder skal holde sikkerhedsudvalget orienteret om sikkerheds- og sundhedsarbejdet og inddrage udvalget i løsning af problemer, der opstår mellem møderne.

Møder

§ 17. Sikkerhedsudvalget skal holde ordinært møde hvert kvartal. Udvalget skal holde ekstraordinære møder, når der indtræffer alvorlige ulykker, alvorlige forgiftninger eller andre sundhedsskader eller alvorlige hændelser, der kunne have medført ulykker eller sundhedsskader, samt når der i øvrigt er behov herfor. Ekstraordinære møder afholdes, hvis formanden skønner det nødvendigt, eller mindst 2 udvalgsmedlemmer fremsætter begæring herom.

Stk. 2. Sikkerhedsudvalget skal herudover mindst to gange årligt holde møde med samtlige sikkerhedsgrupper.

Stk. 3. Der skal indkaldes til ordinære møder i god tid. Medlemmerne skal gøres bekendt med dagsordenen senest 10 dage før mødet. Endvidere skal dagsordenen ved opslag på offshoreanlægget senest 10 dage før mødet være tilgængelig for øvrige ansatte på offshoreanlægget.

Stk. 4. I sikkerhedsudvalgets møder deltager, foruden de egentlige medlemmer, lederen af det daglige sikkerhedsarbejde samt offshore medic.

Stk. 5. Der skal udarbejdes referat af sikkerhedsudvalgets møder. Referatet, der skal godkendes af mødedeltagerne, skal udleveres til udvalgets medlemmer samt gøres tilgængeligt for samtlige ansatte ved opslag på et egnet sted.

Dispensation

§ 18. Energistyrelsen kan, hvor særlige forhold foreligger, dispensere fra bekendtgørelsen, når det skønnes rimeligt og sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt samt i det omfang det er foreneligt med direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

Tilsyn

§ 19. Som led i tilsynet kan Energistyrelsen tage kontakt med de enkelte medlemmer af sikkerhedsorganisationen.

Straf

§ 20. Medmindre højere straf er forskyldt efter offshoresikkerhedsloven eller anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder §§ 2 -10, § 13, stk. 1, § 14, § 15, stk. 2 og § 16.

Stk. 2. For overtrædelse af bestemmelserne i stk. 1 kan der inden for rammerne af offshoresikkerhedslovens § 71 pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttræden

§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2011.

Energistyrelsen, den 15. december 2010

Ib Larsen

/ Dewi Dylander

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, EF-Tidende 1989, L 183, side 1.