Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om notehenvisninger i love og administrative forskrifter, der gennemfører EU-retsakter, m.v.

1. Efter en rådsbeslutning fra 1990 skal alle EU-direktiver indeholde en forpligtelse for medlemsstaterne til at henvise til det pågældende direktiv i gennemførelsesforskrifterne. Formålet med henvisningen er at gøre den EU-retlige baggrund for en national regel klar.

De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne. Denne vejledning, der erstatter vejledning nr. 134 af 2. december 2002 om notehenvisninger i love og administrative forskrifter, der gennemfører EF-retsakter, m.v., beskriver navnlig, hvordan henvisningen bør udformes.

2. I alle love og administrative forskrifter, der gennemfører direktiver, skal der indsættes en note med reference til EU-Tidende efter følgende eksempel:

»Loven/Bekendtgørelsen [indeholder bestemmelser, der] gennemfører [dele af] Europa-Parlamentets og Rådets/Kommissionens direktiv XX/XXXX/EU af 1. marts 2010 [om], EU-Tidende 2010, nr. L XXX, side Y.«

Notetegnet indsættes efter lovforslagets eller bekendtgørelsens titel og ikke efter en eventuel undertitel. Noteteksten anføres nederst på forskriftens første side. Henvisningen bør omfatte en reference til EU-Tidende. Som udgangspunkt bør der henvises til samtlige direktiver og ændringsdirektiver, der gennemføres, med angivelse af retsakternes titel. Hvis noten bliver for omfangsrig, kan henvisningen til retsakternes titel udelades. Er et direktiv ændret flere gange, kan henvisningen ligeledes begrænses til det oprindelige direktiv samt den seneste ændring heraf. I tilfælde, hvor et direktiv ændrer en lang række direktiver, kan henvisningen begrænses til ændringsdirektivet.

Som følge af EU-Domstolens seneste praksis skal der selv i de tilfælde, hvor der foreligger overensstemmelse mellem direktivet og gældende ret (gennemførelse ved konstatering af normharmoni), indsættes en notehenvisning i loven eller bekendtgørelsen. Dette følger bl.a. af EU-Domstolens dom af 22. december 2010 i de forenede sager C-444/09 og 456/09, Gavieiro m.fl., præmis 62.

Der skal ikke indsættes en notehenvisning i love, der alene indeholder bemyndigelse til at udstede gennemførelsesforskrifter. Noten bør i stedet indsættes i selve gennemførelsesforskrifterne.

3. Der kan også indsættes notehenvisning i gennemførelsesforskrifter til andre EU-retsakter – f.eks. afgørelser – der ikke indeholder en udtrykkelig henvisningsforpligtelse, hvis det findes hensigtsmæssigt for at klargøre gennemførelsesforskrifternes EU-retlige baggrund.

4. Forordninger gælder ifølge EUF-Traktatens artikel 288 umiddelbart i medlemsstaterne og må som udgangspunkt ikke gennemføres i national ret. Hvis det af praktiske grunde er hensigtsmæssigt, kan bestemmelser i en forordning dog gengives i de nationale regler. I sådanne tilfælde skal det fremgå, at bestemmelserne stammer fra en forordning, og at gengivelsen alene er begrundet i praktiske hensyn. Dette bør ske ved, at der indsættes en note til forslagets titel efter følgende eksempel:

»I loven/bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. XXX/XX/EU af 1. marts 2010 [om], EU-Tidende 2010, nr. L XXX, side Y. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven/bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.«

5. Et forslag til ændringslov eller en ændringsbekendtgørelse, som gennemfører et direktiv, bør ud over sin egen note indeholde en bestemmelse, der indsætter eller ændrer en note i den ændrede lov eller bekendtgørelse.

Bestemmelsen kan, når der ikke allerede eksisterer en note, udformes således:

»1. Som fodnote til lovens/bekendtgørelsens titel indsættes:

»1) [noteteksten]«.«

Såfremt der allerede eksisterer en note i den ændrede lov eller bekendtgørelse, foretages ændringen efter reglerne om affattelse af ændringslove.

6. Erstatter en ny hovedlov eller bekendtgørelse en ældre lov eller bekendtgørelse, der gennemfører en EU-retsakt, bør noten gentages i den nye forskrift, der fremover skal gennemføre retsakten.

7. Hvis et lovforslag ved en fejl er vedtaget uden note, kan noten kun indsættes ved en lovændring. Såfremt det af bemærkningerne til lovforslaget klart fremgår, at loven havde til formål at gennemføre en EU-retlig forpligtelse, kan der dog ved udarbejdelsen af en lovbekendtgørelse indsættes en forklarende note til lovbekendtgørelsen efter følgende eksempel:

»Det fremgår af forslaget til loven, at det [indeholder bestemmelser, der] gennemfører [dele af] Europa-Parlamentets og Rådets/Kommissionens direktiv XX/XXXX/EU af 1. marts 2010 [om], EU-Tidende 2010, nr. L XXX, side Y. Ved en fejl blev der imidlertid ikke indsat en note i lovforslaget.«

8. I forslag til love, der omskriver et direktiv, bør direktivet i almindelighed optages som bilag til lovforslaget efter lovforslagets bemærkninger, jf. § 21 i Statsministeriets cirkulære nr. 159 af 16. september 1998. I forslag til love, der inkorporerer et direktiv, skal direktivet optages som bilag til loven. Er der tale om et direktiv, der er ændret flere gange, kan det af hensyn til overblikket ofte være hensigtsmæssigt at foretage en sammenskrivning og i stedet optrykke denne som bilag. I sådanne tilfælde bør det i bilaget bemærkes, at der er foretaget en sammenskrivning.

Tilsvarende gælder, hvor en sammenskrivning optages som bilag til en bekendtgørelse.

9. Hvis et lovforslag eller et forslag til en administrativ forskrift skal notificeres i henhold til informationsproceduredirektivet, skal der indsættes en note efter følgende eksempel, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 190 af 20. marts 2001 om EU’s informationsprocedure for tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester:

»Loven/Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret ved direktiv 98/48/EF.«

10. Vejledning nr. 134 af 2. december 2002 om notehenvisninger i love og administrative forskrifter, der gennemfører EF-retsakter, m.v., bortfalder.

Justitsministeriet, den 28. februar 2011

Lars Barfoed

/ Nina Holst-Christensen