Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S samt fusionsskatteloven

(Fremgangsmåde ved anskaffelse af rullende materiel, generel garantistillelse, bestyrelsessammensætning, mulighed for DSB, Naviair og Energinet.dk til at fusionere skattefrit med helejede datterselskaber, konsekvensændringer som følge af selskabsloven m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S, jf. lovbekendtgørelse nr. 1184 af 12. oktober 2010, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om DSB«.

2. Overskriften til kapitel 1 affattes således:

»Kapitel 1

Formål, ledelse m.v.«

3. § 1 affattes således:

»§ 1. DSB er en selvstændig offentlig virksomhed.«

4. I § 2, stk. 1, og § 19, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, ændres »lov om jernbanevirksomhed m.v.« til: »lov om jernbane«.

5. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. DSB skal sikre, at der drives S-togstrafik i hovedstadsområdet på grundlag af en kontrakt med transportministeren om passagertrafik udført som offentlig service, jf. lov om jernbane.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

6. § 3, stk. 1 og 4, ophæves.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.

7. § 3, stk. 3, der bliver stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Tinglysning og anden registrering af DSB’s rettigheder, som DSB er indtrådt i ved overtagelsen af den af statsvirksomheden DSB hidtil drevne virksomhed, kan ske på grundlag af denne lov. På tilsvarende måde kan tinglysning og anden registrering af DSB S-tog A/S’ rettigheder ske på grundlag af denne lov.«

8. § 3 affattes således:

»§ 3. DSB’s formue holdes adskilt fra statens formue, og DSB disponerer inden for de til enhver tid fastlagte rammer selv over anlægs- og driftsmidler.«

9. § 4, stk. 1 og 2, affattes således:

»DSB ledes af en bestyrelse. Transportministeren vælger på et virksomhedsmøde, jf. § 5, stk. 2, for en periode på 1-2 år mindst 5, men højst 8 medlemmer til bestyrelsen, herunder formand og næstformand. Genvalg kan ske. Transportministeren kan til enhver tid på et virksomhedsmøde afsætte de af ministeren valgte medlemmer.

Stk. 2. Medarbejderne vælger repræsentanter til bestyrelsen. Reglerne i selskabsloven om valg af medarbejderrepræsentanter og suppleanter for disse, herunder regler om koncernrepræsentation og valgbarhed, finder tilsvarende anvendelse.«

10. § 5, stk. 1, affattes således:

»Transportministeren udøver i forhold til DSB de beføjelser, der efter selskabsloven og årsregnskabsloven tilkommer generalforsamlingen i et aktieselskab, idet ministeren herved sidestilles med en eneaktionær.«

11. § 5, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

12. § 6 affattes således:

»§ 6. Selskabsloven, herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for DSB med de tilpasninger, som er en konsekvens af denne lov.«

13. Kapitel 2 ophæves.

14. Overskriften til kapitel 3 affattes således:

»Kapitel 3

Regnskabs- og revisionsmæssige forhold, investeringsbeslutninger og optagelse af lån«.

15. § 11 affattes således:

»§ 11. De regler i årsregnskabsloven, der gælder for aktieselskaber, herunder bestemmelser for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for DSB med de tilpasninger, som er en konsekvens af denne lov.

Stk. 2. DSB’s årsrapport revideres af en statsautoriseret revisor og af rigsrevisor. Den statsautoriserede revisor vælges af transportministeren på virksomhedsmødet efter indstilling fra bestyrelsen, og valget gælder for 1 år ad gangen. Genvalg kan ske.

Stk. 3. Rigsrevisor reviderer endvidere DSB’s regnskaber efter reglerne i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 4. Den reviderede årsrapport forelægges til godkendelse på et virksomhedsmøde.«

16. § 12 affattes således:

»§ 12. DSB kan optage lån, herunder driftskreditter, med sikkerhed i egen formue.

Stk. 2. Investeringer, som DSB eller datterselskaber heraf påtænker at foretage, og som overstiger en beløbsmæssig grænse på 100 mio. kr., skal forelægges Folketingets Finansudvalg til godkendelse. Beløbsgrænsen reguleres fra 1999 årligt med udviklingen i nettoprisindekset.

Stk. 3. For investeringer i rullende materiel, der er omfattet af stk. 2, skal transportministeren godkende virksomhedens beslutninger om udbud og indgåelse af kontrakt herom. Til brug for ministerens godkendelse indhenter ministeriet en ekstern kvalitetssikring af virksomhedens beslutninger. Udgifter til ekstern bedømmelse af udbudsmaterialet og kontraktindgåelsen afholdes som led i de samlede omkostninger vedrørende anskaffelse af det rullende materiel.

Stk. 4. DSB fremsender en investerings- og finansieringsplan til transportministeren én gang årligt. I tilfælde af at der efterfølgende sker væsentlige ændringer i investerings- og finansieringsplanen, orienteres transportministeren herom.

Stk. 5. Transportministeren kan efter godkendelse af Folketingets Finansudvalg garantere for DSB’s og DSB’s datterselskabers forpligtelser.«

17. § 13 ophæves.

18. § 15 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 15. De tjenestemænd i DSB, der ved etableringen af DSB S-tog A/S gør tjeneste i DSB’s S-togsdivision, er forpligtet til at gøre tjeneste i DSB S-tog A/S med bevarelse af deres ansættelsesforhold i DSB, ligesom DSB S-tog A/S i forhold til DSB er forpligtet til at beskæftige dem.

Stk. 2. DSB udbetaler løn m.v. til tjenestemænd omfattet af stk. 1 og indbetaler pensionsbidrag m.v. til staten, jf. § 14, stk. 4.

Stk. 3. Fra overtagelsen af S-togsdriften refunderer DSB S-tog A/S til DSB de lønninger, pensionsbidrag m.v., som DSB betaler i henhold til stk. 2.

Stk. 4. Til tjenestemænd, som overgår til ansættelse i DSB S-tog A/S med ret til tjenestemandspension, afholder staten udgifter til pension, mod at selskabet betaler de af finansministeren fastsatte bidrag m.v. til dækning af statens pensionsudgifter.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse for tjenestemænd, der gør tjeneste i øvrige dele af DSB, som måtte blive omdannet til aktie- eller anpartsselskab.

§ 15 a. De tjenestemænd, der udlånes fra DSB til DSB S-tog A/S, jf. § 15, stk. 1, deltager på lige fod med selskabets medarbejdere ved valg af medarbejderrepræsentanter til selskabets øverste ledelsesorgan og er på tilsvarende måde valgbare til dette. Tilsvarende kan de udlånte tjenestemænd deltage i valg af koncernrepræsentanter til bestyrelsen i DSB.

§ 15 b. DSB S-tog A/S kan opløses uden likvidation ved overdragelse af DSB S-tog A/S’ aktiver og forpligtelser som helhed til DSB.

Stk. 2. Hvis DSB S-tog A/S opløses, jf. stk. 1, vil tjenestemænd omfattet af § 15, stk. 1, være forpligtet til at gøre tjeneste i DSB, ligesom DSB vil være forpligtet til at beskæftige dem.

Stk. 3. Hvis DSB-tog A/S opløses, jf. stk. 1, skal DSB afgive segmentoplysninger for S-tog i henhold til årsregnskabsloven. Desuden skal DSB i sin årsrapport angive gæld, som hidrører fra indkøb af rullende S-togsmateriel.«

19. I § 19, stk. 2, indsættes efter »DSB S-tog A/S«: »eller andre datterselskaber under DSB«.

20. I overskriften til kapitel 6 udgår »og straf«.

21. §§ 21, 22, 25, 26 a og 26 b ophæves.

§ 2

I fusionsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1120 af 14. november 2012, som ændret ved § 4 i lov nr. 433 af 16. maj 2012, foretages følgende ændring:

1. I § 14 indsættes som nr. 13-15:

»13) Ved fusion af DSB, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 d, med et helejet datterselskab.

14) Ved fusion af Naviair, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 i, med et helejet datterselskab.

15) Ved fusion af Energinet.dk, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 g, med et helejet datterselskab.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Transportministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 8.

Stk. 3. § 2 har virkning for fusioner, der vedtages den 1. januar 2013 eller senere.

Givet på Marselisborg Slot, den 23. december 2012

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Henrik Dam Kristensen