Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

(Etablering af nøddrift i tilfælde af konkurs og rekonstruktion)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov nr. 169 af 3. marts 2011 om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, som ændret ved lov nr. 250 af 21. marts 2012, § 22 i lov nr. 1231 af 18. december 2012 og § 3 i lov nr. 1242 af 18. december 2012, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 13 indsættes:

»Kapitel 3 a

Midlertidig leverance af tjenester

§ 13 a. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om, at slutbrugere sikres midlertidig leverance af elektroniske kommunikationstjenester (nøddrift) i op til 30 dage, i tilfælde af at en udbyder af elektroniske kommunikationstjenester tages under rekonstruktions- eller konkursbehandling, og bredbåndsudbyderens virksomhed eller dele heraf ikke søges videreført.

Stk. 2. Regler fastsat i henhold til stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser

1) om, hvilke udbydere og tjenester der er omfattet af reglerne,

2) om, i hvilket omfang leverancen af tjenester skal opretholdes,

3) om godkendelse af udgifter til nøddrift,

4) om etablering af nøddrift i en kortere periode end 30 dage, hvis alle de for nøddriften nødvendige underleverandører m.v. samtykker heri, og

5) om Erhvervsstyrelsens administration af reglerne.

Stk. 3. Erhvervsstyrelsen træffer på baggrund af regler fastsat efter stk. 2 afgørelse om nøddrift.

Stk. 4. Erhvervsstyrelsens afgørelser efter stk. 3 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 13 b. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om godkendelse af brancheaftaler om finansiering af nøddrift efter regler fastsat i medfør af § 13 a.

Stk. 2. Regler fastsat i medfør af stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser

1) om, at brancheaftalen skal finansiere udgifterne i forbindelse med etablering af nøddrift,

2) om, at der gennem brancheaftalen eventuelt sammen med finansiering fra bredbåndsgarantiordningen, jf. § 13 c, skal kunne ske finansiering af nøddrift for op til 40 mio. kr.,

3) om meddelelsespligt om udmeldelse for de af brancheaftalen omfattede bredbåndsudbydere,

4) om varighed af brancheaftalen og

5) om opsigelse af brancheaftalen.

Stk. 3. Erhvervsstyrelsen træffer på baggrund af regler fastsat efter stk. 2 afgørelse om godkendelse af brancheaftaler.

§ 13 c. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om etablering af en bredbåndsgarantiordning.

Stk. 2. Bredbåndsgarantiordningen finansierer nøddrift efter regler fastsat i medfør af § 13 a.

Stk. 3. Regler fastsat i medfør af stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser om,

1) at udbydere omfattet af reglerne fastsat i medfør af § 13 a skal være medlemmer af bredbåndsgarantiordningen,

2) at bredbåndsgarantiordningens vedtægter og ændringer heri skal godkendes af Erhvervsstyrelsen,

3) at Erhvervsstyrelsen yder sekretariatsbetjening til bredbåndsgarantiordningen, og

4) hvordan ledelsen af bredbåndsgarantiordningen sammensættes og forretningsordenen herfor.

Stk. 4. Fastsætter erhvervs- og vækstministeren regler i medfør af stk. 1, udpeger erhvervs- og vækstministeren ledelsen af bredbåndsgarantiordningen.

Stk. 5. I tilfælde af nøddrift opkræves et individuelt bidrag til finansiering af nøddrift hos det enkelte medlem af bredbåndsgarantiordningen. Bidragets størrelse afhænger af medlemmets andel af de af reglerne omfattede slutbrugere, jf. § 13 a, stk. 2.

Stk. 6. Stk. 5 finder ikke anvendelse på medlemmer af bredbåndsgarantiordningen, som er med i en af Erhvervsstyrelsen godkendt brancheaftale, jf. § 13 b.

§ 13 d. Nøddriftsperioden regnes fra det tidspunkt, hvor Erhvervsstyrelsen træffer afgørelse om finansiering af nøddrift, jf. § 13 a, stk. 3.

Stk. 2. Bredbåndsgarantiordningen dækker omkostninger forbundet med opretholdelsen af driften med henblik på nøddrift fra det tidspunkt, hvor rekonstruktør eller kurator giver meddelelse til Erhvervsstyrelsen om, at det er besluttet, at udbyderens virksomhed ikke søges videreført eller solgt med henblik på videre drift.

§ 13 e. Erhvervs- og vækstministeren kan stille garanti for op til 30 mio. kr. for lån eller kassekredit ydet af et pengeinstitut til bredbåndsgarantiordningen etableret i medfør af § 13 c, som foreningen optager, i tilfælde af at foreningen inden for et regnskabsår har behov for at finansiere nøddrift.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om bidrag til bredbåndsgarantiordningen, jf. § 13 c, stk. 2, så udgifter afholdt efter stk. 1 dækkes inden for et nærmere fastsat antal år.

Stk. 3. Det bidrag, som det enkelte medlem af bredbåndsgarantiordningen skal betale til foreningen til finansiering af udgifter efter regler fastsat i medfør af stk. 2, afhænger af medlemmets andel af de af reglerne omfattede slutbrugere, jf. § 13 a, stk. 2.

§ 13 f. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om rekonstruktørs og kurators forpligtelser til at etablere nøddrift, i forbindelse med at en udbyder af elektroniske kommunikationstjenester omfattet af reglerne fastsat efter § 13 a tages under rekonstruktions- eller konkursbehandling.

Stk. 2. Regler fastsat i medfør af stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser om, at der skal indsendes et driftsbudget for nøddriften til Erhvervsstyrelsen, og om informationsforpligtelser i forbindelse med etablering af nøddrift.

Stk. 3. En udbyder af elektroniske kommunikationstjenester under rekonstruktionsbehandling har pligt til at medvirke til opretholdelsen af driften af tjenesten og etableringen af nøddrift, herunder at videreføre indgåede gensidigt bebyrdende aftaler, hvis rekonstruktøren anmoder udbyderen herom.

Stk. 4. Etablering af nøddrift i medfør af regler fastsat efter stk. 1 indebærer ikke, at udbyderens gensidigt bebyrdende aftaler af den grund videreføres, eller at konkursboet af den grund anses for at være indtrådt i udbyderens gensidigt bebyrdende aftaler.«

2. I § 81, stk. 2, indsættes efter »9,«: »13 b, 13 c,«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 2013.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Amalienborg, den 4. juli 2013

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Annette Vilhelmsen