Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål
Kapitel 2 Parkeringsbilletter
Kapitel 3 Differentiering af betaling for parkeringslicenser
Kapitel 4 Ikrafttrædelsesbestemmelser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om parkering på offentlige veje

I medfør af § 90, stk. 4 og 5, i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v., fastsættes:

Kapitel 1

Formål

§ 1. Bekendtgørelsen fastlægger rammerne for beslutninger om parkering på offentlige veje, herunder om dokumentation for betaling.

Kapitel 2

Parkeringsbilletter

§ 2. I områder, der ved lovlig skiltning eller afmærkning i henhold til bekendtgørelse om vejafmærkning og bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning er anvist som betalingsparkeringsområder, skal der betales for parkering i overensstemmelse med, hvad der er gældende inden for det pågældende område.

Stk. 2. Vejmyndigheden kan bestemme, at der ikke skal opkræves betaling for parkering af køretøjer, som anvendes af en person med handicap.

Stk. 3. Vejmyndigheden kan differentiere betaling for parkering efter stk. 1 under hensyn til miljøet. Differentieringen kan højest udgøre 5000 kr. pr. køretøj pr. år.

§ 3. Det er en betingelse for at opkræve betaling for en parkering, at det inden for en rimelig afstand fra enhver parkeringsplads i det omfattede område er muligt at betale for parkering. Der skal udstedes en parkeringsbillet til dokumentation herfor.

Stk. 2. Den, der parkerer, skal sikre, at parkeringsbilletten anbringes synligt umiddelbart inden for forruden. Der må ikke findes andre parkeringsbilletter eller andet, der kan forveksles med en parkeringsbillet for den aktuelle parkering.

Stk. 3. Det påhviler den, der parkerer at sikre, at parkeringsbilletten tydeligt skal kunne aflæses udefra.

§ 4. Parkeringen skal bringes til ophør senest ved udløbet af det tidsrum, som betalingen dækker. Parkeringsperioden kan forlænges ved betaling inden udløbet af den periode, der er betalt for, medmindre den højst tilladte parkeringstid herved overskrides.

§ 5. En parkeringsbillet, der ikke er tilknyttet et bestemt køretøj, kan overdrages til et andet køretøj.

§ 6. § 3, stk. 1, 2. pkt., og § 5 finder ikke anvendelse, hvis der stilles elektroniske faciliteter til rådighed for betaling for parkering og dokumentation herfor, og en sådan facilitet anvendes i forbindelse med parkeringen.

Kapitel 3

Differentiering af betaling for parkeringslicenser

§ 7. For hver type af parkeringslicens, som er omfattet af bekendtgørelsen, jf. §§ 8-11, kan vejmyndigheden ved udstedelsen differentiere betalingen under hensyn til miljøet. Differentieringen kan højest udgøre 5000 kr. pr. parkeringslicens pr. år.

Stk. 2. For udstedelse af delebilslicenser, jf. § 9, kan vejmyndigheden endvidere differentiere betalingen mellem de forskellige typer af delebilslicenser under hensyn til fremkommeligheden.

Stk. 3. Parkeringslicenser udstedt efter §§ 8-11 skal anbringes i overensstemmelse med reglerne i § 3, stk. 2 og 3, samt § 6.

Beboerlicenser

§ 8. Vejmyndigheden kan til den, der er registret med adresse i folkeregisteret, mod betaling udstede en beboerlicens, som giver modtageren af licensen ret til at parkere i et af vejmyndigheden nærmere afgrænset område nær modtagerens bopæl.

Stk. 2. Vejmyndigheden kan stille nærmere krav og vilkår i forbindelse med udstedelse af beboerlicens efter stk. 1.

Delebilslicenser

§ 9. Vejmyndigheden kan mod betaling udstede delebilslicens til fysiske og juridiske personer til delebiler, jf. stk. 2 og 3, som giver ret til at parkere i et af vejmyndigheden nærmere afgrænset område og tidsrum.

Stk. 2. Ved en delebil forstås et køretøj, som:

1) ikke er personligt ejet,

2) er erhvervsforsikret,

3) anvendes uden betalt chauffør,

4) er tilgængeligt for medlemmerne af en delebilsordning, der er åben for nye medlemmer, og

5) kan benyttes uden indgåelse af nyt aftaleforhold ved hver brug.

Stk. 3. For delebiler, der overholder definitionen i stk. 2., kan vejmyndigheden udstede særskilte delebilslicenser til:

1) Delebiler med fast stamplads.

2) Delebiler uden fast stamplads.

Erhvervslicenser

§ 10. Til virksomheder med cvr. nummer, hvor virksomheden er registreret som ejer af et køretøj i det centrale register for motorkøretøjer, og køretøjet udelukkende anvendes til erhvervsmæssigt brug, kan vejmyndigheden mod betaling udstede:

1) Erhvervslicens til virksomheder med adresse i betalingszonen, der giver virksomheden ret til parkering i et af vejmyndigheden nærmere afgrænset område nær virksomhedens adresse.

2) Erhvervslicens til virksomheder, der giver virksomheden ret til parkering i betalingszonen inden for en bestemt tidsperiode og med eventuelle øvrige restriktioner som nærmere angivet af vejmyndigheden.

Øvrige licenser

§ 11. Vejmyndigheden kan udstede yderligere licenser til varetagelse af trafikale hensyn og mobilitetshensyn i det omfang, licensen ikke er reguleret af §§ 8-10.

Kapitel 4

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 2015.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 221 af 11. marts 2014 om anvendelse af parkeringsbilletter, parkeringslicenser mv. ophæves.

Transport- og Bygningsministeriet, den 4. november 2015

Hans Christian Schmidt

/ Sysser Davidsen