Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Uddannelsessøgende og deltagere, der har ret til rabat
Kapitel 2 Ansøgning om og betingelser for ret til rabat
Kapitel 3 Regulering af egenbetalingen
Kapitel 4 Befordring med færge og befordring til og fra udlandet
Kapitel 5 Flere abonnementskort og kontant udbetaling af rabatten
Kapitel 6 Opgørelse af ydet rabat og refusion af beløbene
Kapitel 7 Befordringsgodtgørelse efter en kilometersats
Kapitel 8 Særlig befordringsordning for korte forløb
Kapitel 9 Administration m.v.
Kapitel 10 Ikrafttræden m.v.
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.

I medfør af § 2, stk. 2 og 3, § 4, stk. 3, § 7, stk. 2, § 8, stk. 2, § 9, stk. 5, § 9 a, stk. 3, § 11, stk. 5 og 6, § 13, stk. 1 og 4, og § 14 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 773 af 10. juni 2015, samt efter forhandling med de befordringsansvarlige, jf. lovens § 11, stk. 7, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1144 af 27. september 2013 om delegation af undervisningsministerens beføjelser i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og i lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU):

Kapitel 1

Uddannelsessøgende og deltagere, der har ret til rabat

§ 1. Ud over de i lovens § 2, stk. 1, nævnte uddannelser og undervisningsforløb har uddannelsessøgende og deltagere ret til befordringsrabat, hvis de gennemgår uddannelser, der af Styrelsen for Videregående Uddannelser (styrelsen) er godkendt som berettigende til statens uddannelsesstøtte (SU) uden for klippekortet, dog ikke uddannelse på folkeskoleniveau.

Kapitel 2

Ansøgning om og betingelser for ret til rabat

§ 2. Uddannelsessøgende og deltagere skal indgive ansøgning om ret til befordringsrabat ved køb af abonnementskort til bus, tog og metro i den offentlige servicetrafik, jf. lovens § 2, gennem styrelsens og de befordringsansvarliges fælles selvbetjeningssystem, jf. § 18, stk. 2.

Stk. 2. Retten til rabat gælder tidligst fra den dag, hvor ansøgning herom er indlagt i det fælles selvbetjeningssystem.

Stk. 3. Uddannelsessøgende og deltagere, der er afskåret fra at udfylde en elektronisk ansøgning, kan anmode uddannelsesstedet om at bistå med den digitale ansøgningsprocedure. Uddannelsesstedet afgør, hvorvidt den uddannelsessøgende eller deltageren er afskåret fra at anvende den digitale ansøgningsprocedure.

Stk. 4. Ved ansøgning om befordringsrabat, jf. stk. 1, skal den uddannelsessøgende eller deltageren give de nødvendige oplysninger til brug for behandling af sagen, herunder

1) oplyse navn, personnummer og fast bopæl,

2) indlægge et vellignende foto af sig selv, og

3) angive det uddannelsessted, hvortil den uddannelsessøgende eller deltageren ønsker befordringsrabat. Ved uddannelsessted forstås den lokalitet, hvor den uddannelsessøgende eller deltageren deltager i uddannelsesforløb i rabatperioden.

§ 3. Uddannelsessøgende og deltagere skal aflevere ansøgning om ret til rabat ved køb af abonnementskort til befordring med færge, jf. § 6, på uddannelsesstedet.

Stk. 2. Retten til rabat gælder tidligst fra den dag, hvor ansøgning herom er modtaget på uddannelsesstedet.

Stk. 3. Ved ansøgning om ret til befordringsrabat, jf. stk. 1, skal den uddannelsessøgende eller deltageren oplyse navn, fast bopæl og personnummer.

§ 4. For at opfylde betingelserne om studieaktivitet, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 5, skal den uddannelsessøgende eller deltageren deltage i obligatorisk undervisning og foreskrevne prøver, aflevere opgaver m.v. efter de regler, der gælder for uddannelsen.

Kapitel 3

Regulering af egenbetalingen

§ 5. Egenbetalingsbeløbet efter lovens § 7, stk. 2, 1. pkt., reguleres en gang årligt med virkning fra den 2. søndag i januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Kapitel 4

Befordring med færge og befordring til og fra udlandet

§ 6. De befordringsansvarlige, jf. lovens § 11, stk. 1, kan yde rabat på abonnementskort til befordring med færge efter lov om færgefart på samme måde som til befordring med bus, tog og metro i den offentlige servicetrafik.

Stk. 2. Styrelsen yder rabat på befordring med færge efter lov om færgefart, hvis de befordringsansvarlige ikke yder rabat. Rabatten ydes kontant for abonnementskort, som den uddannelsessøgende eller deltageren har købt til fuld pris, efter at styrelsen har truffet afgørelse om ret til rabat, jf. lovens § 5.

Stk. 3. Den uddannelsessøgende eller deltageren skal inden 2 måneder efter det kvartal, hvori abonnementskortet udløber, aflevere dokumentation for det købte abonnementskort på uddannelsesstedet, der sender dokumentationen til styrelsen. På baggrund af den indsendte dokumentation udbetaler styrelsen rabatten kvartalsvis til den uddannelsessøgendes eller deltagerens Nemkonto.

Stk. 4. Retten til rabat efter stk. 2 bortfalder, hvis den uddannelsessøgende eller deltageren ikke overholder den i stk. 3, 1. pkt., nævnte tidsfrist.

§ 7. De befordringsansvarlige, jf. lovens § 11, stk. 1, yder rabat på abonnementskort til befordring over den danske grænse til og fra EU- og EØS-landene på samme måde, som de yder rabat på befordring inden for landets grænser.

Stk. 2. Befordringsansvarlige i EU- og EØS-landene kan yde rabat på abonnementskort til befordring med bus og tog over den danske grænse til og fra EU- og EØS-landene på samme måde som i stk. 1 samt ved dokumentation for

1) tilladelse til international rutekørsel i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 11/98 af 11. december 1997 eller

2) licens til jernbanevirksomhed i henhold til Rådets direktiv (EØF) nr. 18/95 af 19. juni 1995 om udstedelse af licenser til jernbanevirksomhed som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 13/2001/EF af 26. februar 2001.

Kapitel 5

Flere abonnementskort og kontant udbetaling af rabatten

§ 8. Den uddannelsessøgende eller deltageren skal kun betale det i lovens § 7, stk. 1, fastsatte egenbetalingsbeløb én gang, når den pågældende køber flere abonnementskort med samme gyldighedsperiode.

Stk. 2. De befordringsansvarlige kan henvise den uddannelsessøgende eller deltageren, der har betalt egenbetalingsbeløbet flere gange, til at få den ekstra rabat, som den pågældende har ret til efter stk. 1, udbetalt kontant på steder, der anvises af de befordringsansvarlige. Udbetalingen skal kunne ske mindst ét sted inden for hvert trafikselskabs område og i Bornholms Regionskommune.

Stk. 3. De befordringsansvarlige kan henvise uddannelsessøgende eller deltagere, der ønsker at købe flere abonnementskort, til at købe et fælles kort eller købe alle kort ved den samme befordringsansvarlige. De befordringsansvarlige anviser, hvor det fælles kort kan købes.

§ 9. Styrelsen kan i særlige tilfælde efter ansøgning bestemme, at rabatbeløb for abonnementskort til bus, tog eller metro, der tidligere er købt uden rabat, skal udbetales kontant. Det betragtes ikke som et særligt tilfælde, hvis den uddannelsessøgende eller deltageren har søgt så sent i det fælles selvbetjeningssystem, at det ikke er muligt at modtage abonnementskortet inden for den periode, den uddannelsessøgende ønsker rabat for.

Stk. 2. Ansøgning om kontant udbetaling af rabat afleveres til uddannelsesstedet, der sender ansøgningen til styrelsen.

Stk. 3. Styrelsen sender den uddannelsessøgende eller deltageren en elektronisk meddelelse om ret til befordringsrabat, hvoraf det fremgår, at meddelelsen giver ret til kontant udbetaling. Meddelelsen sendes til modtagerens e-Boks.

Stk. 4. Den transportansvarlige anviser, hvor rabatbeløbet kan udbetales. Kontant udbetaling af rabat skal mindst kunne ske ét sted i hvert trafikselskabs område og i Bornholms Regionskommune.

Stk. 5. For at få rabatbeløbet udbetalt skal den uddannelsessøgende eller deltageren inden 2 måneder fra den dag, meddelelsen fra styrelsen er dateret, henvende sig på et af de steder, der anvises efter stk. 4.

Kapitel 6

Opgørelse af ydet rabat og refusion af beløbene

§ 10. Efter afslutningen af hvert kvartal udarbejder den befordringsansvarlige, jf. § 7, stk. 1, og lovens § 11, stk. 1, en opgørelse, der skal danne grundlag for styrelsens refusion af det beløb, der er ydet i rabat i kvartalet, jf. lovens § 11, stk. 3.

Stk. 2. Opgørelsen skal indeholde en samlet opgørelse for kvartalet af

1) indtægter fra salg af abonnementskort med rabat,

2) beløb ydet i rabat og

3) beløb, der skal refunderes.

Stk. 3. Beløb, der er udbetalt kontant efter § 8, stk. 2, indgår i opgørelsen, jf. stk. 2, for det kvartal, hvor beløbet er udbetalt.

Stk. 4. Styrelsen skal have opgørelserne i hænde senest 1 måned efter udgangen af 1., 2. og 3. kvartal. Efter udgangen af 4. kvartal skal styrelsen have opgørelsen i hænde senest den 15. januar året efter. Kan opgørelsen ikke færdiggøres inden fristen fastsat i 2. pkt., afregner styrelsen et foreløbigt beløb for 4. kvartal.

Stk. 5. Styrelsen udbetaler refusionsbeløbet til den befordringsansvarliges Nemkonto på baggrund af de kvartalsvise opgørelser. Har styrelsen afregnet et foreløbigt beløb for 4. kvartal, udbetaler styrelsen ikke refusionsbeløb for efterfølgende kvartaler, før styrelsen har modtaget opgørelsen for 4. kvartal.

Stk. 6. Efter årets udløb udarbejder den befordringsansvarlige en endelig opgørelse af refusionsbeløbet, som attesteres af en ekstern revisor for den befordringsansvarlige, dog ikke Rigsrevisionen. På grundlag af opgørelsen foretager styrelsen den endelige afregning af årets refusionsbeløb.

Stk. 7. Ved attestationen skal revisoren erklære, at den befordringsansvarlige har etableret betryggende forretningsgange, der sikrer, at rabatten er ydet i overensstemmelse med § 5 og lovens § 7, og at rabatbeløbet er opgjort korrekt og i overensstemmelse med den befordringsansvarliges registreringer.

Stk. 8. Styrelsen kan i særlige tilfælde forlange, at kvartalsopgørelserne, jf. stk. 1, attesteres af revisoren.

Stk. 9. Styrelsen bestemmer, hvordan de befordringsansvarlige indsender opgørelserne, og kan bestemme, at opgørelserne kun sendes i elektronisk form til styrelsen.

Stk. 10. Hvert år i januar skal styrelsen have underretning om, hvem der er underskriftsberettiget for den enkelte befordringsansvarlige.

§ 11. Styrelsen indhenter fra de befordringsansvarlige de individbaserede oplysninger om køb af abonnementskort med rabat, der er nødvendige for at kunne foretage visse kontroller, herunder oplysninger om den uddannelsessøgendes eller deltagerens personnummer, abonnementskortets pris, kortets gyldighedsperiode, datoen for salg af kortet og den ydede rabat. Styrelsen kan bestemme, at oplysningerne skal gives i elektronisk form og i et bestemt format. Oplysningerne skal være styrelsen i hænde senest samtidig med opgørelserne efter § 10.

Kapitel 7

Befordringsgodtgørelse efter en kilometersats

§ 12. Uddannelsessøgende og deltagere skal aflevere ansøgning om befordringsgodtgørelse efter lovens § 9 på uddannelsesstedet.

Stk. 2. Ved ansøgning skal den uddannelsessøgende eller deltageren oplyse navn, adresse og personnummer.

Stk. 3. Befordringsgodtgørelsen kan tidligst gives fra den dag, hvor ansøgning herom er modtaget på uddannelsesstedet.

Stk. 4. Den uddannelsessøgende eller deltageren skal inden 2 måneder efter hvert kvartal aflevere en blanket om udbetaling af godtgørelse for det pågældende kvartal på uddannelsesstedet.

Stk. 5. Retten til befordringsgodtgørelse bortfalder, hvis den uddannelsessøgende eller deltageren ikke overholder den i stk. 4 nævnte tidsfrist.

§ 13. Uddannelsesstedet kan efter lovens § 9, stk. 3, godkende, at den uddannelsessøgende eller deltageren benytter andre befordringsmidler end offentlige befordringsmidler, hvis

1) der ikke er mulighed for offentlig befordring på en del af eller hele rejsestrækningen mellem den uddannelsessøgendes eller deltagerens bopæl og uddannelsesstedet,

2) offentlig befordring medfører en samlet ventetid på 2 timer eller mere pr. undervisningsdag,

3) den faktiske køretid med offentlig befordring er mere end 2 timer længere pr. undervisningsdag end køretiden med andre befordringsmidler eller

4) den uddannelsessøgende eller deltageren har fået støtte til køb af bil efter § 114 i lov om social service.

Stk. 2. Befordringsgodtgørelse gives til den del af den daglige befordring, der overstiger 24 kilometer.

§ 14. Befordringsgodtgørelse beregnes på månedsbasis på grundlag af antallet af kilometer mellem den uddannelsessøgendes eller deltagerens bopæl og uddannelsesstedet, jf. dog stk. 3. Kilometersatsen er fastsat til 18,04 kr. (2016-niveau) pr. påbegyndt kilometer pr. måned.

Stk. 2. Kilometersatsen efter stk. 1 reguleres en gang årligt med virkning fra den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 3. Der kan maksimalt ydes befordringsgodtgørelse for 300 kilometer pr. dag.

§ 15. Styrelsen sender meddelelse til den uddannelsessøgende eller deltageren om ret til befordringsgodtgørelse på baggrund af uddannelsesstedets afgørelse efter lovens § 9, stk. 3 og 4, og oplysninger om antallet af ugentlige undervisningsdage efter lovens § 9, stk. 2.

Stk. 2. Styrelsen udbetaler godtgørelsen til den uddannelsessøgendes eller deltagerens Nemkonto.

Stk. 3. Udbetalingen sker månedsvist bagudrettet. Ved udbetalingen afrundes den samlede godtgørelse til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 4. Meddelelser og afgørelser om godtgørelse sendes til modtagerens e-Boks.

Kapitel 8

Særlig befordringsordning for korte forløb

§ 16. Uddannelsesstedet sørger for befordringen mellem bopæl og uddannelsessted efter lovens § 9 a af uddannelsessøgende eller deltagere, der deltager i korte eller vekslende forløb

1) ved produktionsskoler,

2) på særligt tilrettelagte grundforløb ved erhvervsuddannelser og

3) ved erhvervsgrunduddannelser.

Stk. 2. For uddannelsessøgende og deltagere, der er omfattet af lovens § 9 a, jf. stk. 1, finder betingelserne i lovens § 3, stk. 1-3, og § 4 tilsvarende anvendelse.

§ 17. Hvert kvartal udarbejder uddannelsesstedet en opgørelse, der skal danne grundlag for styrelsens refusion af de udgifter, som uddannelsesstedet har afholdt til befordring, jf. lovens § 9 a, med fradrag af egenbetalingsbeløbet, jf. lovens § 7.

Stk. 2. Opgørelsen skal indeholde en samlet opgørelse for kvartalet af

1) udgifter til befordring efter lovens § 9 a,

2) egenbetalingsbeløbets andel heraf,

3) beløb, der skal refunderes og

4) antallet af uddannelsessøgende, som har fået støtte efter lovens § 9 a.

Stk. 3. Styrelsen skal have opgørelserne i hænde senest 1 måned efter udgangen af 1., 2. og 3. kvartal. Efter udgangen af 4. kvartal skal styrelsen have opgørelsen i hænde senest den 15. januar året efter. Kan opgørelsen ikke færdiggøres inden fristen fastsat i 2. pkt., afregner styrelsen et foreløbigt beløb for 4. kvartal.

Stk. 4. Styrelsen udbetaler refusionsbeløbet til uddannelsesstedets Nemkonto på baggrund af de kvartalsvise opgørelser. Har styrelsen afregnet et foreløbigt beløb for 4. kvartal, udbetaler styrelsen ikke refusionsbeløb for efterfølgende kvartaler, før styrelsen har modtaget opgørelsen for 4. kvartal.

Stk. 5. Efter årets udløb udarbejder uddannelsesstedet en endelig opgørelse af refusionsbeløbet, som attesteres af en ekstern revisor for uddannelsesstedet. På grundlag af opgørelsen foretager styrelsen den endelige afregning af årets refusionsbeløb.

Stk. 6. Ved attestationen skal revisoren erklære, at uddannelsesstedet har etableret betryggende forretningsgange, der sikrer, at udgifterne til befordring er afholdt i overensstemmelse med § 5 og lovens § 9 a, og at refusionsbeløbet er opgjort korrekt.

Stk. 7. Styrelsen kan i særlige tilfælde forlange, at kvartalsopgørelserne, jf. stk. 1, attesteres af revisoren.

Stk. 8. Styrelsen bestemmer, hvordan uddannelsesinstitutionerne indsender opgørelsen og den endelige afregning, og kan bestemme, at oplysningerne kun kan sendes i elektronisk form til styrelsen.

Kapitel 9

Administration m.v.

§ 18. Styrelsen udarbejder ansøgningsmateriale, herunder ansøgningsmateriale i elektronisk form.

Stk. 2. For at få adgang til at indlægge ansøgninger i styrelsens og de befordringsansvarliges fælles selvbetjeningssystem skal den uddannelsessøgende eller deltageren være i besiddelse af den form for digital signatur eller anden sikker personidentifikation, der efter styrelsens bestemmelse giver adgang til at indlægge ansøgninger i selvbetjeningssystemet.

§ 19. Styrelsen kan autorisere det enkelte uddannelsessted til styrelsens edb-system, herunder styrelsens og de befordringsansvarliges fælles selvbetjeningssystem.

§ 20. Uddannelsesstederne giver straks styrelsen meddelelse, hvis den uddannelsessøgende eller deltageren ikke længere opfylder betingelserne for ret til befordringsrabat eller godtgørelse, herunder betingelserne om studieaktivitet, jf. § 4.

Stk. 2. Hvis uddannelsesstedet bliver opmærksom på andre forhold, som kan have betydning for retten til befordringsrabat eller befordringsgodtgørelse, skal uddannelsesstedet straks indberette dette til styrelsen.

§ 21. Styrelsen kan fra uddannelsesstederne indhente de oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af tilsynet med uddannelsesstedernes administration i forbindelse med ansøgning om ret til befordringsrabat eller -godtgørelse. Styrelsen kan endvidere bestemme, at uddannelsesstederne skal registrere sådanne oplysninger og efter anmodning overføre dem til styrelsen i elektronisk form.

Kapitel 10

Ikrafttræden m.v.

§ 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 804 af 29. juli 2008 om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. ophæves.

Styrelsen for Videregående Uddannelser, den 14. december 2015

Nils Agerhus

/ Marianne Gjevert Petersen